I går, da jeg kørte til København, sad jeg og lod tankerne vandre tilbage. Jeg har undervist i elitestep på DGI’s convetion de seneste 6-7 år, sidste år undtaget, fordi jeg havde travlt med at forsøge at finde ud af, hvordan man lever uden søvn. Mens jeg kørte, sad jeg og tænkte på, hvor fedt det er at være nået dertil, hvor jeg ikke længere er bange for andre mennesker; jeg kan kun mærke den spændte glæde, man har i maven, når man ved, at man er godt forberedt, kan sit kram, og glæder sig til at fyre den af, men stadig har været i gamet længe nok til at vide, at man ikke kan gardere sig imod dårlige mikrofoner, cd’er, der udånder og pludselige blackouts, og derfor stadig er afhængig af en vis portion held, hvis man skal rive taget af bygningen.
Over et par kilometer sad jeg og solede mig i min egen selvudvikling, mens jeg highfivede mig selv mentalt over, at det ikke længere betyder noget, hvad andre mennesker tænker om mig.
Indtil det gik op for mig, at det er løgn.
Men det fine ved at skulle tilbagelægge lige knap 600 km i snevejr er, at der er gooood tid til at sidde og pille sig selv i navlen, så jeg spændte snorklen på og dykkede ned i dybet.
For det er faktisk rigtigt, når jeg siger, at det ikke betyder noget, hvad andre mener om mig. Det er bare et spørgsmål om at få defineret, hvem ’de andre’ er.
Mine nærmeste ville ikke være mine nærmeste, hvis de lod hammeren falde og fordømte mig, de – ganske, ganske få – gange, jeg fucker op. Derfor er det ikke en bekymring for mig, eller noget jeg bruger tid på at frygte. Mange har spurgt mig, hvad mine forældre sagde, da jeg kom og fortalte, at jeg skulle have Anton på den måde, jeg nu havde valgt, og hver gang svarer jeg lige forbløffet, at der selvfølgelig var 280 % opbakning hele vejen. Jeg ved godt, at ikke alle er så heldige, men det er jeg, og derfor færdes jeg med sindsro i den inderste cirkel.
Ude på den anden side af hegnet står De Fremmede; alle dem, man stifter helt kortvarigt bekendtskab med. Jeg kender dem ikke, og de kender ikke mig. Om de kan lide mig eller synes, at jeg er et freakshow på to ben, holder mig heller ikke vågen om natten. Overhovedet.
Så er der De Halvkendte tilbage. Og dem er jeg stadig bange for, goddamnit. Dem, der kender mig lidt, fordi jeg har mødt dem nogle gange gennem mit arbejde. Dem, der kommer så meget på mine hold, at vi begynder at vide mere om hinanden end bare navn og favorittræningstøjsmærke. Mine fellowblogkolleger, som jeg har mødt i virkeligheden. Fortsæt selv listen. De mennesker kender mig ikke godt nok til at have hverken lyst til eller behov for at bære over med mig, hvis jeg siger eller gør noget dumt, men de kender mig stadig godt nok til, at det betyder noget for mig, hvad de synes. Jeg ser dem ikke nok til at være sikker på, at de ved, at jeg ikke er sær eller klæbrig, og jeg kender dem ikke godt nok til at kunne aflæse af deres mimik og kropssprog, om de synes, at jeg er cool nok eller klar til et sæt røde papirer og en trøje med ekstra lange ærmer.
Hvorfor er det vigtigt? Jeg aner det ikke. Måske fordi at de er blevet lukket lidt ind, og nu står i entreen, og derfor potentielt kan fælde dom over den del af indretningen de kan se?
Og hvorfor er det, at dét ikke er pisseligemeget??
Og så var jeg heldigvis ENDELIG fremme og kunne parkere både bil og hjerne i en kælder af beton.
Spot on! De tanker er jeg også igennem, når jeg holder foredrag. Men på den anden side ville der jo ikke komme nogen, hvis du var en latterlig dåse med ligegyldige rottehaler, og hvilke fordomme du ellers selv kan putte ind 🙂
<3
Hvis vi opretter en indercirkel for De Halvinderste, skal vi så ikke aftale, at vi står forrest i pitten i hinandens? Der, hvor man har hinandens rygge, selv om man ikke ses så jævnligt, som man gerne ville?
Jeg læser jo med på her bloggen – her hvor man får lov til at snige sig lidt tættere på, end man gør ude i virkeligheden, hvor man ikke ses så tit.
Jeg tror det gør, jeg føler jeg lærer dig lidt bedre at kende – på den der måde, hvor du faktisk skulle dumme dig rigtig grumt, før entreen ville se afskrækkende ud. Fordi du sgu bare virker så sød og menneskelig.
Linda, du er sådan en man gerne vil lære rigtigt at kende ude i virkeligheden, synes jeg.
Dines jeg vil være med i cirklen for de der virkelig gerne vil mødes 😉
"Synes godt om" Nadias indlæg.
Kæreste har den grundholdning, at han – uanset hvad – er den fedeste, og at andre nødvendigvis må synes godt om ham. Hvis de ikke gør, så er det i al fald ikke ham, der er noget galt med.
Det gad jeg godt at kunne.
Jeg 'liker' også frk. Gravhunds indspark om dig.
Takk Linda, for flott språk! kloke betraktninger, og gode bilder rundt et interessant tema! Har forøvrig en datter med samme tilnærming til dette som Østfrontens kjæreste 😉
Jeg blev fordømt i tirsdags, fordi jeg studerer og "ikke bidrager til samfundet".
Jeg blev ked af det, men kom så i tanke om at vedkommende sikkert er misundelig fordi han ikke tør leve sin drøm ud.
Dines: Den er jeg klar på. Ville være både rart og betryggende.
Til Nadia og alle jer andre vil jeg gerne sige tak for nogle rigtig fine kommentarer.