Og så tager jeg min egen stripperstang med.

Jeg vil starte med at sige, at vi alle kan ånde lettede op: Det var ikke mig, der faldt af stolen i går til stripfitness. Det var primært mændene, og man må spørge sig selv, om skyldtes manglede koordination eller koncentration. Der kommer også nok lige til at gå en uge eller to, inden jeg drager på landevejen med mit show, for selvom da moves var på plads, så ser det meget lidt sexet ud, når man er så koncentreret, at man er helt krøllet sammen i ansigtet.

Men vældig fin fest. Fantastisk at være tilbage i kjole og hæle, og momentvis få lov at være hende, jeg var. Vidste også, at jeg var kommet hjem, da vi under præsentationsrunden blev bedt om at fortælle de 3 vigtigste ting om os selv: Navn, funktion, og om vi var single.

Det er så fint, at det på den måde ikke bliver lagt fingre imellem i fitnessverdenen

Jeg falder lidt i mellemkategorien der, for teknisk set er jeg jo single, men post-Anton føles det bare ikke sådan. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det sværeste ved at være single (for mig) var, at jeg ikke var nogens første prioritet. Du kan have nok så gode venner og veninder, men hvis de har kærester, vil du altid komme ind på andenpladsen, når tiden er knap og der skal vælges. 3. pladsen, når de får børn. Nu er jeg Antons førsteprioritet, og han er min, og derudover er der ikke timer i døgnet til at sidde og savne en kæreste. Fitnessfolket ville stadig godt lige vide, om jeg var søgende, dog. Og helt ærlig? Jeg aner det ikke. For jeg vil gerne have en kæreste, men kan vi klippe til det punkt, hvor vi kender hinanden og har tilpasset os hinandens liv? For jeg er sgu for træt til al dramaet med sms’er og gæt på, om vi vil det samme.  Jeg har heller ikke prøvet at skulle indrette et kæresteliv med et barn, så ved ikke, hvordan man gør, og kan godt mærke, at det lige nu bare er nemmere bare at parkere hele svineriet.

Men præsentationsrunden med dens guldgrube af informationer var stadig brugbar for mig, for det var rart nok lige at finde ud af, hvem jeg skulle bruge tid på at snakke med; jeg foretrækker fyre med kærester for tiden. Det er så utrolig anstrengende at snakke med en fyr, der hele tiden sidder og har gang i et kompliceret regnestykke, hvori elementer som 1) er du scorbar? 2) er der noget tilstede, der er bedre? 3) og kan dét scores? eller 4) er det bedre at satse sikkert?

Det er der så også nogle af fyrene med kærester, der sidder og spekulerer på, men der er dog alligevel en anden ro og evne til at være til stede i samtalen, fordi de er sikre på at komme hjem til en dyne med indhold, og derfor slapper lidt mere af. (Jamen, undskyld. Og hvis din kæreste arbejder i mit fitnesscenter, så er det selvfølgelig ikke HAM, jeg taler om.)