Jeg har – beklageligvis uden at anstrenge mig særligt – fundet en ny gruppe af mennesker, jeg ikke bør sættes ved sinde af ved festlige lejligheder: Kvinder, der overvejer at lade sig smykke med titlen ’Selvvalgt alenemor’.
Et emne, jeg naturligvis straks overtager og prygler livet ud af, da jeg med mit ene barn snildt kan svinge ekspertkåben om skuldrene og udtale mig sikkert om alle aspekter omkring projektet.
Men mest om, hvordan mit liv blev fuldendt på måder, jeg ikke havde troet muligt, da jeg fik Anton. Hvordan jeg ikke længere slæber mig af sted gennem livet og til arrangementer, som dåben i dag, med fornemmelsen af at være en fiasko som menneske, fordi ingen har brug for mig.* Hvordan det igen er blevet muligt at glæde sig oprigtigt over veninders familieforøgelser, fordi de ikke længere symboliserer Den Uopnåelig Drøm, men tværtimod minder mig om, hvad jeg har fået lov til at være en del af. (Selvom amor åbenbart er blind som en muldvarp, det lille svin.)
Det er faktisk meget belastende at vide, at hvis jeg havde mødt mig selv for 3 år siden, ville jeg have tævet mig med et bat.
(* Her vil jeg gerne understrege, at jeg udelukkende taler på egne vegne; I må ikke opfatte det som om, at jeg mener, at børn er det eneste formål med livet, eller at man er dømt til at henslæbe sit liv i armod og ulykke, hvis man af den ene eller anden grund ikke får dem. Jeg forsøger blot at anskueliggøre, hvor meget drømmen fyldte for mig.)
Ja, det med børn kan ikke forklares så meget, det skal bare opleves. Alene eller ej, mange af os får dem med Mr. Right, som så stikker af med en anden og så er man alligevel alene med børnene, men skal diskutere ALT med ham, eksen. Ikke tænke så meget, få bare det barn og videre med tilværelsen. Vi vokser jo alle med opgaven :o)
Du er ikke alene. Er også selvvalgt-alenemor og er faldet i den grøft, hvorefter man sidder og slår sig selv på sit røde, flove hoved. Well – shit happens!
Det jo bare fordi, du er GLAD for dit valg og gerne vil at andre er bevidste om fordele/ulemper… Så shit happens;-) og jep som Lavendelfryd si'r, man vokser med opgaven
Ps Anton så bare NUSER ud endnu engang!!
Hahaha, du er sgu da dejlig. Jeg elsker folk, som går i andre med træsko (undskyld, labre, farverige Nikes, naturligvis) på og/eller kan snakke øret af mig eller bare i det hele taget netop brænder for noget og er entusiastiske. Jeg bliver sgu så imponeret.
Ikke alt det der fnidder og stilleleg og forbehold og andet tøset, som er så åbenbart pænt og korrekt eller hvad?.
Og nu tør jeg endnu mere godt komme med min lille føljeton her af kommentarer til ældre indlæg, hvor jeg ikke kan tie stille, selvom jeg prøver, fordi jeg lidt mere tror på, at du så nok godt kan byde sådan noget velkommen uden alligevel at tænke "aj, så ti dog stille, underlige stalker-type". Selvom du nu godt nok nævner det der med battet, fnis.
Kh Josephine