I mit arkiv ligger et indlæg, jeg aldrig har udgivet. Havde jeg valgt at udgive det, da jeg skrev det, ville det med stor sandsynlighed have fået alting til at falde fra hinanden et andet sted i byen. Han havde helt sikkert fortjent det, og det ville have været den perfekte hævn.
Der er mange gode historier om hævn. Hende, der tog den utro kærestes telefon, fandt et af de erotiske billeder, han havde taget af sig selv og med teksten ”Hej. Jeg hedder xxx, og jeg er et utro svin!” sendte det til alle i hans telefonbog. (Hej mor.) Eller hende, der opdagede kærestens affære, da han var på skiferie; som såede karse i hans ægte tæppe og kærligt nussede om det, så det var fint og grønt, da han kom hjem. Hun fandt også tid til at stoppe rejer i hans gardinstænger. (Lugter her ikke mærkeligt??) Og hende, der opdagede the girl on the side, mens manden var på forretningsrejse, som sørgede for, at jakkesættet, hun havde lovet at sende til det vigtige møde, ankom på dagen – inklusive de mange huller hun havde klippet i det. (Lang dag. ”Punk møder Hugo Boss er det nye sort, siger jeg jo!”)
Somme tider ville jeg ønske, at jeg var typen, der hævnede mig. Dels synes jeg, at det må være meget tilfredsstillende, og dels synes jeg, at det giver sådan nogle fine historier. Beklageligvis bor der inde i mig en lille muslim, som er meget optaget af ære og skam. Hun mener, at hævn er en indrømmelse af, at et andet menneske har såret mig; en tilkendegivelse af at jeg har haft følelser i klemme og forventet noget andet og mere. At jeg har givet mest og været både naiv og godtroende. Hævn afslører, at jeg synes, jeg har tabt ansigt. At rejse er at leve og at hævne er at blotte.
Én gang i mit liv har jeg haft lyst til at hævne mig, men jeg havde så travlt med at kravle baglæns ud af døren, mens jeg febrilsk ledte efter mit tabte ansigt, at al ledig kapacitet blev brugt på at standse ulykken. Fornuften nåede at indhente raseriet og de forsmåede følelser, inden jeg fik udtænkt en passende hævn.
Men hævn er vel et forsøg på at påføre den, der har såret dig, en smerte der ligner din? Hvis det er sandt, ender ærlighed måske med at udvikle sig til hævn på lang sigt. Hvis du fortæller et menneske, præcis hvor du står; at han roder i kassen med de helt store følelser nu, og når indholdet af dén kasse først er spredt ud over hele institutionen, så er det ad helvede til at stå alene tilbage med oprydningen, så skal han – hvis han vælger at fortsætte – leve med sin viden om, at han med fuldt overlæg tog noget, der ikke var hans.
Han ved det. Og jeg ved, at han ved det. Det er hævn nok for mig.
Jeg får selvfølgelig lyst til at vide mere. Men endnu større lyst til at give dig et forsigtigt knus…
Hej
Fint formuleret..og mægtige metaforer..(hedder det det?)
Arj, jeg synes du skal poste det – kom nuuu, det ku være sjovt 🙂
Ujj jeg er nysgerrig nu.
Men det er sikkert en fin vurdering at undlade at male det i et nydeligt tykt lag ud over din blog.
Jeg håber der en dag dukker en mand op i dit liv, som ikke stikker af i en sky af dårlig karma
Enig med Michael – cool metaforer. Især dén med følelses-kassen og oprydningen bagefter. Man ser det li'ssom for sig.
Jeg synes det lyder meget fornuftigt og meget gennemtænkt. Jeg synes det gør dig til den store vinderi det spil – Det viser din sidste sætning. Super godt gået!! – vil ønske at jeg vil reagere på samme måde, hvis jeg sku' blive udsat for et usselt menneske, sådan som du gjorde.
Gud, hvor jeg kener det. Man ligger der, som en udtrådt hundebæ og har lyst til, at gøre hele verden opmærksom på, hvor stor en idiot ham med lorteskoen er. Heldigvis er det ham, der skal rende rundt med lugten bagefter, imens hørmen og harmen langsomt aftager og æren er i behold hos en selv!
Men Linda er der egentlig noget galt i at blotte sig? Jeg tror at det kan være en god start på en helingsproces.
Jeg tror ikke på hævn for at hævne sig gavner på længere sigt. Men åbenhed for at dele byrden, tror jeg er med til at hele hurtigere.
Jeg har en bekendt hvis bedste ven oplevede en stor (de fås ikke større) tragedie. Min bekendt var en stor støtte for ham (som i KÆMPE støtte). Et par måneder efter tragedien fandt min bekendt så hans ven i seng med min bekendtes kone (yes – in flagrante!).
Min bekendte fik naturligvis revet tæppet væk under hele hans tilværelse. Han blev dog ikke opfyldt med hævntørst, men nægtede til gengæld at lægge skjul på hvad hans ven (og kone ikke at forglemme) havde gjort. Det vil sige, at når der var nogen der spurgte om hvorfor han var ked af det, så fortalte uden omsvøb hvad der var sket.
Det var ikke for at hævne sig, men fordi at han nægtede at holde hånden over vennen og konen.
Ret stærkt synes jeg. Og ja han blottede sig helt ind hvor det gør rigtig ondt. Men jeg tror på at han kom ud på den anden side en hel del stærkere.
Et af de indlæg der rører ved de dybe følelser. Dine tanker vidner om et grundlæggende godt menneske, som et eller andet meget mindre godt menneske har trampet på,der stadig har de gode værdier i behold.
Jeg tror på karma, dermed er hævn udelukket. men bare det at vide at man kunne er fedt.
Århhh… den søde hævn. Tænker den og ville så gerne prøve at udføre den, bare én gang. Men nogle gange tror jeg bare, at man skal vælge sin hævn med omhu, for ikke at udstille/blotte sin ynkelige sjæl endnu mere.
Jeg er netop gået fra en "charmepsykopat med reptilhjerne". Og selvom jeg udmærket kan se, at hans opførsel på længere sigt, vil komme retur lige i ansigtet på ham – og at han – som alle siger – ikke kan holde på den nye fantastiske "gås", som han har fundet, ynkeligt 5 dage efter, jeg forlod ham.
Så kunne det altså bare være et kønt syn, at drukne ham i havnen. Hænge ham i et slæbetov efter bilen (for han er jo gået i stykker og må bugseres væk), eller grave et stort hul til ham og sige: Hopper du selv i?
Intet mindre, for at træde på mit selvværd, behandle mig dårligt, tage mine penge (først lånt, men efter bruddet selvfølgelig betalt for at være i et forhold med ham).
Har sådan en uendelig trang til at hænge ham ud på åben gade, foran hans familie og venner. Men vil de se en forsmået kvinde, der er rippet åben, eller vil de se, hvilken idiot han er???
Og vil det så være en hævn? Eller en udstilling…?
Hvorfor er det den der hævner det skulle være den lille, den ynkelige? Er det ikke den der opfører sig jammerligt dårligt der er de ting? Og hvorfor er en tilbagebetaling af den dårlige opførsel ikke i orden, så længe vi ikke snakker om mord, vansiring eller anden korporlig afstraffelse? En hævn/tilbagebetaling eller hvad vi nu skal kalde det kan jo også være en god måde at lære den med den meget dårlige adfærd, at opføre sig bedre i fremtiden.
For mig at se er det helt i orden, at andre mennesker vækker følelser i os, og hvorfor er det den der bliver trådt på der skal være den med overskuddet, den der tilgiver?
Jeg tror, vi taler forbi hinanden: Jeg skriver ingen steder, at det er hverken småt eller ynkeligt at hævne. Jeg skriver egentlig bare, at det ikke fungerer for mig, fordi jeg føler, at belastningen i at afsløre, at jeg er blevet såret, vejer tungere end fornøjelsen ved hævn.
Og jeg synes ikke, at mangel på hævn kan sidestilles med tilgivelse; jeg tror bare, det handler om, at vi griber det an på forskellige måder, når vi skal lægge noget bag os, og indlægget her er affødt af, at jeg gjorde den lidt overraskende opdagelse om mig selv, at jeg hurtigere får lukket døren, hvis jeg parkerer det, i stedet for at hælde mere opmærksomhed i det gennem hævn.
Mvh
Linda