Ville også være død af forbløffelse, hvis den bare var gået glat igennem i første forsøg
Der er ting her i livet, som jeg på forhånd VED bliver besværlige, og som jeg derfor forsøger at undgå helt, eller – hvis det ikke kan lade sig gøre – at skubbe så længe som overhovedet muligt. I denne kategori falder f.eks. skift af energiselskaber (jeg bliver lige imponeret hver gang jeg ser der de der kWh-facere. DE er optimister. Er der nogen, der på stående fod aner, hvad de giver for en kilowatt-time? Og som har lyst til at stoppe op på banegården på vej hjem fra arbejde og sludre en halv times tid om dette ubegribeligt kedelige emne? Og som ikke er bare en lille smule bange for at komme til at rode rundt i alt det der vand/el/varme og hvad kommer hvorfra?) forsikringsselskaber, internetudbydere og teleselskaber.
Oh yes. Teleskaber. Lad os zoome ind på dem.
I alle mine år i Århus har jeg haft Sonofon/Telenor og været udmærket tilfreds med det, men i udkantsdanmark lader de en del tilbage at ønske. Jeg har en formodning om, at den nærmeste mast befinder sig i Odenseområdet, og det er lidt irriterende, at jeg kun kan tale i telefon, hvis jeg sidder, stiv som en pind for at gøre mig højere, i min sofa og med mit kropssprog forsøger at tvinge signalet til at blive hængende.
Så jeg spurgte, den vestjyske gren af fb svarede, og derfor valgte jeg, da jeg for 5 uger siden bestilte en iPhone 5 (oooooh, but I did, muhahaha!) at skifte til Telmore.
Jeg skal prøve at gøre det her kort. Men, for satan, altså.
I forbindelse med bestillingen lærte jeg, at jeg først kunne få lov at købe telefonen, når jeg havde fået mit abonnement flyttet over til Telmore, da prisen på telefonen forudsatte, at jeg var kunde hos dem. Hvilket jo er fair nok. Heldigvis for mig, er Telmore sådan et selskab, der har en boks, man kan vinge af, så de bare fikser al den usexede flytten rundt, og et par dage efter bestillingen, modtog jeg mit nye simkort – som er krympet noget i størrelse ift. de gamle simkort, og derfor ikke kan sættes i andre telefoner. (Wait for it….)
Så langt så godt. (Waaaiiiit…)
Forleden nat fik jeg så en mail, at mit nummer nu var flyttet – yei! – det eneste, jeg skulle gøre, var at aktivere mit nye abonnement ved at tænde og slukke for min telefon. (Waaaiiit…)
Som jeg ikke har fået endnu. (badabuuuum!)
Så snart Anton havde skudt dagen i gang, kastede jeg mig derfor over computeren for at afslutte bestilling af vidunderet, så jeg kunne få den tilsendt, knalde simkortet i, tænde, slukke og formelt eksistere igen.
”Ups. Beklager. Du skal aktivere dit abonnement, før du kan
godkende dit køb.”
What. The. FUCK!?
Trykkede på noget a la ”hvad fanden SÅ?!”, hvortil siden noget kækt foreslog mig at ringe til kundeservice. Havde på det tidspunkt meget lyst til at smide både min computer og min ubrugelig telefon med sit store, fede simkort hårdt ud i haven.
Nå. Gravede en lånetelefon frem, ringede til kundeservice, kom igennem med det samme (#like) og forklarede problemet. Den søde unge mand spurgte imødekommende, om han ”ikke lige skulle sende mig et adaptor simkort?”
”ELLER – og jeg tænker bare højt nu – du kunne sende mig min telefon…?”
”Mumlemumle”
”Undskyld … hvad … ?” ildevarslende-tonefalds-smiley
Ok. Så Apple har da lovet dem hundrede millioner telefoner, og derefter sendt dem 2. Så nu ”krydser vi fingre for, at den kommer engang i næste uge.”
iHate.
Det er sjældent, jeg siger det her. Men ind imellem gider jeg faktisk ikke have ret.
Hurra for Bette A
I morgen, søndag, fylder Anton 2 år, og jeg glæder mig så meget, at det nærmest er pinligt til at fejre ham. Jeg har lavet skamløse mængder af mad, pyntet hele huset med flag og købt den grønneste cykel, jeg kunne finde til ham.
Og mens jeg har gået og planlagt og ordnet og fikset, har jeg flere gange tænkt på, hvor stor forskel der er på i år og sidste år.
Sidste år var simpelthen så ambivalent for mig. På den ene side var det smukt og fint at fejre den første fødselsdag, men på den anden side var det svært ikke at gøre status over et år, der havde udviklet sig i en retning, jeg ikke havde set komme, og som på så mange måder også havde været svært.
Sidste år havde vi boet i Esbjerg i 3 måneder, da han havde fødselsdag, den lille. Jeg havde 6 ugers jubilæum som mor på arbejdsmarkedet, og var på ubegribelig kort tid gået fra at være urban single-kvinde, på fornavn
med 40 % af personalet på de århusianske cafeer og kaffesteder, og cykel som foretrukne transportmiddel, til at bo i et rækkehus i udkantsdanmark med bil og stiv kuling som faste livskomponenter.
I år ved jeg, at jeg måske skulle have taget et halvt år mere i Århus. Jeg tror, at det ville have slået den værste glans af billedet af Det Perfekte, Århusianske Liv, hvis jeg havde afsluttet min barsel deroppe og var vendt tilbage til tolkejobbet med masser af transport, skiftende arbejdstider og weekendarbejde, uden bil og familiært netværk i nærheden.
I år ser jeg tilbage på et år, hvor jeg har fået skabt et liv til os hernede, som vi trives i. Trods alt. Jeg har sluttet fred med, at løvstikke og vaniliesirup skal købes, når jeg er i Århus, jeg har opdaget, at de bedste venner hænger ved, og at det er endnu bedre, end jeg havde troet muligt, at have hele familien i nærheden.
I år er det de rigtige ting, der fylder.
Tillykke med dagen, min skat. Du er det bedste, jeg har
<
div class=”separator” style=”clear: both; text-align: center;”>
Ps: Og skulle man være ligeså nostalgisk anlagt som mig, og have lyst til at læse om den dag, han kom til verden, er linket her.
ELLER: Vi kunne alle sammen bare flytte sammen! Yei!
Da jeg valgte at få Anton alene, havde jeg på forhånd gjort mig mange tanker om, at det ville nulstille livet, som jeg kendte det. At der ville være markant mindre mig, og en del mere os. Jeg havde på forhånd gjort op med mig selv, at selvom jeg, der hvor jeg stod, holdt umådelig meget af mit liv, så havde jeg ikke lyst til at se tilbage som 50-årig og opdage, at passivitet havde betydet, at jeg havde valgt brunch, nattesøvn og træning i stedet for børn.
At man så på ingen måde kan forberede sig på, hvad det vil
sige at få dem, de små krapyl, er en helt anden historie.
Men en af de ting, jeg ikke havde tænkt på inden, jeg fik
ham, var hvor stor betydning det ville få for mine venskaber at få et barn selv. Det kan virke indlysende, når man skriver det, men når man er alenemor, skal han passes HVER gang, jeg skal noget. Både når vi taler om de rent praktiske ting som lægebesøg og frisøraftaler (farvel voksbehandling og massage), men også i forhold til sociale arrangementer som fødselsdage, bryllupper og julefrokoster. Og der er nok her, vilkårene ved at være selvvalgt alenemor adskiller sig fra i hvert fald nogle af de delemødre, jeg kender, hvor det ikke er mit indtryk, at man tænker på sit barn som ”passet”, når han er hos sin far.
Jeg kommer omkring en del af det praktiske ved at bruge feriedage hist og pist, hvor jeg stamper alt, hvad jeg kan slippe afsted med af tandlægetjek og indkøb af vintertøj sammen mellem kl. 8.30 og 14, og afvikler, mens Anton er i vuggestue. Men jeg synes virkelig, at det er svært med de sociale aftaler – for der er mange af dem. Og dem, der holder festen, synes selvfølgelig altid, at netop deres arrangement er det vigtigste – hvilket betyder, at jeg nu, omkring 700 dage efter, at Anton kom til verden, har haft ”jeg er skuffet over, at du vælger mig fra” samtalen flere gange, end jeg har lyst til at tænke på.
Og det stinker, synes jeg. For jeg vil jo helst, at de alle sammen kan mærke, hvor vigtige, de er for mig, og hvor meget, jeg sætter pris på at have dem i mit liv. Men samtidig er og bliver Anton den, som solen står op og går ned for i mit univers, og derfor er det simpelthen ikke en mulighed, at han skal hentes og passes af mormor og morfar og moster og onkel og forskellige barnepiger, både når jeg skal til møde, når jeg har weekendvagt og skal arbejde, og de 3 lørdage i måneden, hvor der er fest og glade dage forskellige steder i Danmark.
Something’s gotta give.
Men hvordan vælger man mellem sine venner? Og hvordan tager man højde for, at der pludselig kommer en invitation, som man ikke KAN sige nej til, hvis man allerede har været af sted 4 gange over de sidste 5 uger?
Jeg kunne godt vælge kun at deltage i de ting, mine tætteste venner holder. Så smuldrer mine relationer til gode bekendte og kolleger. Jeg kunne også prioritere alt, hvad der ligger i Århus; kender jo alligevel ikke mine nye fitnesskolleger, eller de andre tyttebøvsers forældre. Det får jeg bare heller ikke ret meget nyt netværk af. Flere gange hører jeg også, at jeg ”jo bare kan tage Anton med”. Til det er der kun at sige, at det eneste, der kommer ud af det er, at Anton og jeg tuder om kap, når vi kører hjem; ham af frustration over, hvorfor fanden man ikke bare kan få lov at afmontere fladskærme og pille ved vaser/kaffekander/brændeovne i fred, når nu de voksne alligevel bare sidder og snakker, og mig af lige dele frustration over, at jeg ikke får ¾ af samtalen med, fordi jeg er vogter af både mine venners hjem og Antons liv og førlighed, og dårlig samvittighed over, at jeg derfor bliver sur på ham, når det nu er mig, der slæber ham med til noget, der så indlysende er uegnet for mindre børn.
Og som sætter mine behov over hans.
Argh!
Nogle kampe kan man bare ikke vinde.
Jeg siger bare, at det er til en gave
Den trofaste læser med den gode hukommelse vil huske, at jeg for et år siden tog en dyb indånding og kastede mig ud i at begynde at løbe, selvom jeg altid har haft samme forhold til lige præcis denne gren af sport, som jøderne havde til Hitler. Men når man vil træne 4-6 gange om ugen, og kun når barnet sover, må man bare tørre øjnene og lære at elske det eneste, der gør dét projekt muligt.
Som de grundoptimister I er, flød kommentarfeltet over med lovprisninger af løberiet og løfter om, at jeg før jeg nåede at opdage det, ville have gennemført mit første maraton – og have elsket hver eneste tilbagelagt kilometer.
Jeg har nu løbet i et år. 2-3 gange om ugen. Hver e-n-e-s-t-e uge, i både regn, sne og hedebølge. Jeg hader det stadig. Vil dog sige, at hvis jeg skal skalere mit had, så har jeg bevæget mig fra en stor, rund 10’er og ned på omkring 8. (Så om 4 korte år kommer jeg til at fjedre af sted som en begejstret antilope på ecstasy.)
Det er derfor med hørbar stolthed i stemmen, at jeg kan fortælle, at jeg har slidt mit første par løbesko op.
In your FACE, Løb!
Og nu ved jeg ikke, hvordan I har det, men mit humør stiger altid mærkbart, når jeg må bruge penge. Da jeg købte løbesko sidst, fandt jeg en farlig dyr model, som var på bud, ud fra devisen om, at man er nødt til at have udstyret nogenlunde i orden, hvis projektet ikke skal være dødsdømt på forhånd, men omvendt har man heller ikke brug for at have for 2.000 kr. inaktivt selvhad stående på hylden med de kridhvide snørrebånd jomfrueligt bundet, hvis man ender med at opgive, inden man rigtigt er kommet i gang.
Men nu har jeg ligesom bevist overfor mig selv, at jeg (åbenbart) gør det her (who knew?), så forleden vovede jeg mig ind i Løberen. Havde taget mine gamle løbesko med i den naive tro, at vi på sålens slidmønster kunne udpege de værdige arvtagere.
Åh, hahaHA! Jeg må le.
Nej, der var skam obligatorisk løbetest. Mmm. Lige dér, midt i butikken, hvilket var nogenlunde ligeså lækkert, som når man skal have taget nye pasbilleder, og den sadistiske fotograf har valgt at placere skammelen lige ved siden af kassen. Ved et utrolig sammentræf af heldige omstændigheder havde jeg ovenikøbet fået mine nye strømper på; strømper med prikker, som jeg i forretningen pludselig kom til at tro, at jeg var typen, der kunne slippe af sted med, men som jeg, da jeg igen fik ilt til hjernen, kom i tanke om, SLET ikke er mig, og som får mine fødder til at ligne nogle idioter.
Så der kunne jeg så spurte af sted, med opsmøgede jeans, prikkede strømper og fede, kødfarvede ankler i det ene par sko efter det andet, mens ekspedienten filmede mine ydmygelser, så vi bagefter sammen på 70’’ skærmen kunne nyde synet af ”mine anklers stilling, og HOLD da op, hvor du overpronerer!”
Jeg fik et par nye sko, og ret skal være ret: De er gode. Men næste gang, ik? Der sniger jeg mig altså bare ind og køber dem, jeg synes er pænest.
Lidt Om Chok
Måske er det fordi, jeg er i et ualmindeligt ondt lune i dag, men jeg skal godt nok koncentrere mig meget, for ikke at komme til at ringe op til henholdsvis TDC og TV2 og råbe: ”Hold nu kæft!!”
Jeg synes ikke just, at man kan beskylde LOC for falsk varedeklaration. Han ligner det, han er, og det skulle undre mig meget, om ikke, at det var lige præcis den bad-boy attitude, som begge virksomheder helt kom til at savle ved tanken om at få fingrene i. Jeg forestiller mig, at en af marketingcheferne har kaldt det “kant” og brugt minimum 15 minutter på et personalemøde på begejstret at snakke om, hvad det ville tilføre deres produkt.
Og når man flirter med den illusion, så gider jeg simpelthen ikke høre dem tude over, at de får PRÆCIS, hvad de betaler for. Det er lidt, som at blive overrasket over, at en kamphund kan finde på at bide, og hvis de hellere ville have haft historier om heltemodige undsætninger af pindsvin, skulle de have sat deres penge på Anders W. Berthelsen eller Poul Krebs i stedet.
Til gengæld må jeg sige, at jeg er glad for at se, at der trods alt er nogle steder i det offentlige system, hvor skodderne er lukket så tæt, at det samlede, danske pressekorps går befippet på røven, når ingen på forhånd har lækket til dem, at en af de kendte skal i retten.
(Og nu går jeg lige ind på mit værelse, til jeg er blevet god igen.)
Er jeg den eneste, der:
-
hver e.n.e.s.t.e gang lille Mgala udtaler ”Børnefonden” hører det som ”Pornofonden”? Upassende? Lidt?
-
synes, at det nye Tina Dickow lyder som et tungt-i-røven suppe-steg-is-arrangement til et sølvbryllup i Nørre Snede?
-
under mig over, at GPS’en er så uvillig til at trække minutter fra det estimerede ankomsttidspunkt, at det nærmest virker nærigt, når den begejstret lægger både 4 og 5 minutter til, fordi man lige skal skifte gear?
-
venter på, at kæmpemennesket Mikkel Hansens stemme går i overgang, så han slipper for at lyde som en af musene fra Askepot?
-
har ledt forgæves efter et link til den artikel, hvori Enhedslisten grinende råber ”Punk’d!” ovenpå deres ’sex mellem søskende’-joke?
Selvmedicinering ftw
Er det kun mig, der har det som om, efteråret er en mur af beton, man brager ind i med 200 km i timen? Jeg er så g-e-n-n-e-m-træt, at det føles som om hele min krop er fyldt med flydende beton. Seriøst. Lige nu sidder jeg og kan næsten tude over at jeg skal ud og tømme opvaskemaskinen – ooooorker det ikke, mand. Og det er ikke den slags træthed, der kan soves væk. Det er sådan en underlig ‘mine-knogler-har-80-års-jubilæum’s træthed.
Det hjælper så heller ikke, at jeg er syg hele tiden. Kan I huske de mennesker, der sidste år beroligede mig med, at den første vinter, man har barn i institution, er den værste? De løj. Jeg fanger ALT, hvad Anton slæber med hjem, og kan således prale af at have ondt i halsen for 4. gang denne sæson. Jeg spritter hænder 53 gange i timen, og min lyst til at entrere vuggestuen med albuen som døråbner, iført sterile engangsklæder og mundbind, vokser for hver eneste dag.
Jeg er ellers en dygtig pige. Jeg spiser mine grøntsager, passer min træning og min seng, har tøj nok på, og går ikke ud med vådt hår. (Eller gælder det ikke mere?) Og stadig føler jeg mig som den omvandrende musikvideo til Bøllebobsangen, som jeg har opgivet at komme i tanke om navnet på, men hvor omkvædet går: ”Jeg er træææt. Så grusomt trææææt. Jeg er færdig, jeg har ikke flere kræfter.”
For god ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at det ikke er fordi, jeg ligger i ske med en depression. Der er masser af ting, jeg glæder mig til, f.eks. Antons fødselsdag og julen, som begge dele bliver skidehyggelige i år, fordi han er stor nok til at begynde at forstå, hvad det drejer sig om, og jeg glæder mig sådan til at forkæle ham skamløst. Jeg er bare. så. træt.
Så.. hvad? Vitaminpiller? Flere aktiviteter og mindre tid i hovedet på mig selv?
Dunno. Men tror lige, at jeg starter lige med at prøve at lægge et glas gløgg på det, se et afsnit af Forbrydelsen og skride i seng.
Heksejagt
Forleden var der gang i debatten på Marens blog pga. et indlæg hun havde lavet for Sundhedsstyrelsen om alkohol.
Maren havde valgt den marenske tilgang til emnet, og det var skideskægt. En læser fik i skyndingen lagt en kommentar om, at der måske ikke gik røg af en brand, hvis ikke der var ild, og så blev det rigtig sjovt, men da Marens læsere er ca. ligeså søde som mine, endte det hele i fred og fordragelighed, og alle involverede parter er gode venner igen.
Hvorfor jeg tænker på det nu? Jo, for i dag hørte jeg i Nyhederne, at en mandlig lærer et sted på Fyn efter 2 år var blevet frikendt i en sag om børneporno fundet på hans arbejdscomputer, fordi han havde et alibi for de tidspunkter, hvor materialet var hentet ned, og fordi andre havde haft adgang til pc’en.
Først tænkte jeg, at det for fanden nærmest er umenneskeligt at være under anklage i 2 år, når man ender med at blive frikendt.
Så tænkte jeg på de mange mandlige lærere, jeg kender; kammerater, jeg har haft i årevis og ikke ville tøve med at lægge mit liv i hænderne på. Flere af dem har givet udtryk for, at de ind imellem finder det svært at vælge den rette adfærd omkring pigerne i de store klasser, fordi nogle af disse piger er både grænsesøgende og udfordrende – men tackler man dem på samme måde, som man gør med drengene, risikerer man, at det bliver misforstået, og den tunge dyne af angst for at blive hængt ud for en forbrydelse, man finder frastødende og aldrig ville begå, ligger efterhånden tungt over deprimerende mange skoler.
Jeg ved godt, at man ikke umiddelbart kan sammenligne en computer fuld af børneporno med flirtende 16-årige, men alligevel. Har man stadig et liv efter 2 år med de anklager? Får man nogensinde arbejde igen? Holder vennerne ved? Gør kæresten?
Alt det sad jeg og tænkte på, da jeg i bakspejlet fik øjenkontakt med Anton. Og lige der, vidste jeg, at jeg uden at tøve, ville havde taget Anton under armen og være løbet min vej, hvis den pågældende lærer havde været min mand.
Hvor urimeligt og forfærdeligt det end er, ville det være den eneste forbrydelse, hvor jeg ikke ville blive hængende for at tjekke, om røgen skyldtes ild eller andres ondskab, fordi det ville være Anton, jeg satsede og det ville jeg aldrig nogensinde kunne forsvare overfor mig selv, hvor højt jeg end elskede min mand.
Og det synes jeg egentlig er en sølle værdi at give videre til sine børn; at enhver er sig selv nærmest, og at det bedste man kan gøre her i verden er at flyve under radar, for hvis de får øje på dig, har du allerede tabt.
Ok – hvem ringer til:
- de virksomheder, der sætter reklamer under vinduesviskeren på din bil, og fortæller dem, at sindsstemningen, lige efter man tror, at man har fået en parkeringsbøde IKKE er ’Køb!Køb!Køb!’ Den er rimelig meget det modsatte, faktisk.
-
Kong vinter og siger: Lad gå med kulden, men sne? I oktober? Er du blevet sindssyg? Vi er sgu da stadig omfattet af sommertiden, for crying out loud!
-
Maria Hirse og tjekker op på, om hun rent faktisk spiller al den bingo, hun reklamerer for, eller om hun bare er et (yndigt, lad gå) løgnersvin.
-
forsangeren for Fun og beder ham slappe the fuck AF med den mimik!
-
USA og gør opmærksom på, at det der Mitt Romney er en meget, meget dårlig ide, uanset hvad Clint Eastwood siger.
-
Netflix og gør opmærksom på, at de skal husstandsomdele en tålmodig voksen, der kan forklare konceptet for os, der godt lidt har på fornemmelsen, at det er noget, man bør sætte sig ind i, men som ikke lige
giderhar tid.
Nogen frivillige?
Get strong
Er jeg den eneste, der synes, at det lugter lidt af, at den øverste del af cykelverdenen håber, at vi alle sammen tror, at de er kommet dopingproblemerne til livs, hvis de smider Armstrong på bålet?
Jeg synes, at det er tarveligt. Uden at have været inde og tjekke tiderne på de andre ryttere i de 7 tourløb, Lance vandt, så er min fornemmelse ikke, at der er 53 timer ned til 2. og 3. pladsen de år – så mon ikke, at der var julemix i drikkedunken hos de fleste? For så synes jeg da, at det mest rimelige ville være at alle skal gå af med alt, hvad de har vundet af trøjer de respektive år, i stedet for, at en mand skal tage skraldet for dem alle.
Og det er jo ikke fordi jeg synes, at doping er ok, vel? Jeg har nok bare, ligesom så mange andre, efterhånden vænnet mig til tanken om, at cykelløb er sportens svar på Holland, og at man alligevel aldrig kommer det til livs.
Men uanset hvor lidt eller meget, de har dopet sig, så har de her drenge immervæk stadig kørt en tur på cykel, som er lidt længere end den, vi andre kører til og fra arbejde. Og lige tævet noget kræft ud af systemet imens.
Hvad? Har jeg ikke fattet det?
Nå.
Jeg synes sgu stadig, at det er tarveligt.