Her er så stille nu
Når kvinder går op og ned af hinanden (for) længe, er det ikke ualmindeligt, at deres cykli retter ind og bliver synkrone.
Jeg ved ikke, om noget tilsvarende er sket i blogland, for jeg synes godt nok, at vi er mange, der – af mange forskellige årsager – er noget stille for tiden.
I dette blæsende hjørne af verden er jeg ramt af det, jeg tror de fleste bloggere kender: Stor lyst til at skrive, men ingenting at skrive om. (Hvilket også er kendt som den primære udløser for indlæg om andre menneskers idiotiske adfærd i Bilka og trafikken. Det kan man altid hidse sig op over.)
Seriøst. Der sker ikke en skid. Hverdagen er tilbage for fuld udblæsning, med alle sine krav om systemer, rutiner, træning og mad, der ikke udelukkende består af sukker og e-numre, og det trængte jeg voldsomt til.
Det er bare ikke ret godt blogmateriale.
Så jeg ville egentlig bare sige, at jeg er her stadig, og nu går jeg lige tilbage til at holde min kæft, indtil nogen gør noget virkelig dumt (det bliver formentlig mig selv) (… – eller DR. Jeg tænker, at de har været pænt trætte af, at det lige præcis var i gårdagens afsnit af X-Faktor, de valgte at lade Anne Linnet lave synsk ”Ej, jeg gætter lige noget helt vildt om dig!”-teater), eller Anton sover til kl. 6.
Hej så længe.
Og så kunne vi jo alle sammen holde en KÆMPE fest til næste år?
Nytår igen [indsæt sædvanlig smøre om tiden, og hvor hurtigt den går]. Jeg har for længst opgivet at blive et bedre menneske overnight, så mine nytårsforsætter har de sidste mange år været relativt beskedne; de to, der lige falder mig ind er hhv. det år, hvor jeg svor at jeg det kommende år ville bruge mere tandtråd og det år, hvor jeg besluttede, at jeg de næste 365 dage ville arbejde ihærdigt på at gå noget mere med diadem.
I år har jeg kun et: Jeg VIL lære at lave frikadeller. Det kan ikke PASSE, at jeg kan blive ved med at fucke det op, og altid ender med en pande fuld af små, svedne kanonkugler, der er rå indeni. Det bliver noget med en weekendbootcamp, tror jeg, hvor jeg på forhånd har tjekket, at emhætten duer, og hvor telefonnummeret til den nærmeste pizzasnask er lagt frem, inden jeg starter. Jeg skal nok få ram på de små sataner.
Men der er noget, jeg godt kunne tænke mig at få i 2013, og som jeg faktisk havde tænkt, at jeg ville spørge jer, om I ville hjælpe mig med. Jeg vil så utrolig gerne have noget mere netværk hernede. Jeg elsker Århus-klanen og er på røven over, hvor tit de egentlig gider køre herned #love, men jeg mangler nogle flere venner og bekendte at fylde i hverdagen. Jeg har formået at samle mig en lille håndfuld af kloge, lækre personligheder, men det ville ikke gøre noget, hvis der var lidt flere af dem.
Jeg er grådig på den måde.
Jeg mangler nogen at drikke kaffe med om eftermiddagen, eller som kigger forbi efter puttetid. Mange af mine jævnaldrene hernede er uTROlig satte, hvilket betyder, at de har, hvad de skal bruge af netværk, og derfor ikke sådan rigtig er på udkig efter nye attachments. Og jeg er sgu lidt ideforladt ift. hvor jeg skal møde dem henne, dem, der ligner mig. De usatte.
Og det er så her, I kommer ind i billedet. For I er omkring 2000, der kigger ind forbi bloggen med jævne mellemrum. Og I MÅ kende nogen. En gammel studiekammerat, udflyttede storebrødre eller –søstre, ekskærester (som ikke er psykopater) (eller… måske bare ikke for meget psykopater) eller wallah, min fætter.
Kom så. Hit med dem. Jeg ved, I har dem.
Jeg er for det meste sød nok, jeg ved lidt om alting, og har altid både kaffe og rødvin i huset. Jeg snakker for meget, og jeg er en bestemmerøv, men jeg er også sådan en, man kan bede om at holde kæft, uden jeg bliver sur. Jeg er ikke kræsen med, om jeres ofre har børn eller ej, de må selv om, om de træner, og jeg kan også acceptere, hvis de drikker te. (Tss, som om). Det eneste, jeg ikke kan holde ud er, hvis de er fuldstændig initiativforladte, eller altid snakker om deres vigtige arbejde i lokalpolitik.
Hvis I får mig sat op med dem, kunne vi jo drikke kaffe alle sammen? Jeg bager en kage? *lokkelokke*
Det kunne sgu da være hyggeligt.
Sååå… Sender I lige en bette mail? Så bliver jeg glad.
Godt nytår derude.
Om at få vejret
Har vi egentlig fået snakket om julegaver? Nej? Nå, men det må vi hellere lige gøre så. For første gang evaaah er jeg i den skønne situation, at jeg ikke skal have byttet en eneste. Jeg sidder, as we speak, lænet komfortabelt op af mine uglepuder, med glimmer i ørene og drikker kaffe af mit nye krus.
Og det stopper ikke der.
For ude i mit køkken står min nye hobby.
”En Kenwood?” hører jeg nogen råbe. Nej. Ej heller en Kitchen Aid, et cupcake-sæt eller en stak nye kogebøger.
Det er meget vildere end det. Meeheeeeget vildere.
Jeg har fået en vejrstation. #sindssygt
I får lige et øjeblik til at fatte jer oven på dén actionpakkede oplysning.
Klar igen?
Ok. En vejrstation er et fancy ord for inde/ude termometer, og jeg har grinet for allersidste gang af ornitologer og folk, der samler på frimærker. Seriøst: Jeg kigger på den 50 gange om dagen – og jeg går op i det.
Anton får updates ca. en gang i timen, og vores påklædning bliver nøje afstemt efter resultaterne. ”Hov skat, du skal lige have de varme handsker på. Jeg kan se, at temperaturen er faldet over 3 grader siden i formiddags.”
Det er kommet så vidt, at jeg i går, da jeg var inde og træne, liiige smed ”Ja, jeg ved ikke, hvor længe du har været på arbejde, men pas på eventuelle glatte veje, når du kører hjem. Den ligger under frysepunktet nu” efter receptionisten, da jeg gik.
I need to get out more.
Fra begge os til alle jer
Et lille julekort fra mig, med streg under ‘kort’. Verden er vendt lidt på hovedet her, fordi to af mine rigtig gode veninder er blevet meget alvorligt syge i løbet af den sidste uge. Det betyder, at juledagene har været præget af tankekaos af den slags, hvor man på skift er rædselsslagen og opfyldt af taknemmelighed, og æder kilometervis af dårlig konfekt, for hvad fanden til forskel gør det, når vi alligevel ikke kan styre noget som helst af det, der betyder noget, når det kommer til stykket.
Jeg ved det. Carpe diem klæder mig.
Men jeg vil stadig gerne ønske alle jer alle sammen en rigtig glædelig jul.
Jeg håber, at den bliver, som I ønsker det allermest.
Top 5
over de første ting der ryger, når jeg bliver præsident.
1) Traktorer på det danske vejnet. Jeg hørte om nogle taxachauffører, som – i ramme alvor – krævede deres eget spor på motorvejen mellem Kolding og Vejle (Monte Carlo har taget alle de gode jokes, dét indbyder til). Langt, langt mere nødvendigt at få traktorerne med deres tophastighed på 30 km i timen the fuck away from all of us. Med alle de tilskud fra EU, MÅ det kunne lade sig gøre at have dem stående on location, rundt omkring på markerne.
2) Neglene på skribenter fra madblade, der ikke lige får læst korrektur på deres opskrifter, og derfor ikke opdager, at de er kommet til at skrive ”spsk” i stedet for ”tsk” OG ”1 liter” i stedet for ”½ liter”. Sure hilsner fra hende, der i aften skal overbevise Anton om, at den flydende, salte substans er pizza.
3) Ordet ”øller” som er en grim, brun, klæg bastard af det slanke, elegante og stømlinede ord ”øl”. Som det også hedder i flertal. Og nej, jeg har ikke slået det op, så jeg skal ikke kunne sige, om Gyldendals røde ”Dansk – Prol” accepterer denne verbale voldtægt. Men jeg gør ikke, og det er mig, der bestemmer.
4) Vejle-fjordbroen.
5) Reklamer for børnelegetøj. Til dem, der lever i lykkelig uvidenhed, er der reklamer mellem A-L-L-E de små 5 minutters tegnefilm, som ungerne ser. De lider alle af den samme defekt som El-Gigantens reklamer, nemlig AT VÆRE MEGET HØJERE I LYDSTYRKE END DE PROGRAMMER, DE ER LAGT IND I MELLEM, og selvom jeg godt forstår, at det er nødvendigt at reklamere for noget, der ligner lyserøde kæmpemarsvin, man er kommet til at støvsuge op, som kan iføres kapper, når man monterer dem på den magiske dansenøgle, når de er til bal på slottet (what the FUCK!?), hvis man skal gøre sig forhåbninger om at sælge dem, får man stadig lyst til at rive sin hud af i strimler, når de ruller over skærmen.
Kongens efterfølger
Da jeg var lille, kom jeg et år for tidligt i skole, og da jeg stoppede efter 9. klasse, betød det, at jeg først fyldte 18 det år, jeg blev handelsstudent.
Min unge alder til trods, havde jeg alligevel en lille smule fornuft i skallen, for jeg vidste godt, at jeg skulle have noget tid til at gå, inden jeg søgte ind på journalisthøjskolen, som jeg havde vidst, jeg ville, siden jeg var 6.
At vejen i mellemtiden slog nogle uforudsete sving er en anden historie, men i hvert fald brugte jeg det meste af mit sidste år på handelsskolen på at spekulere på, hvad jeg skulle lave, mens jeg ventede på at tiden gik.
Jeg var meget rød og grøn dengang #årstidsapropos så i første omgang troede jeg, at jeg skulle redde nogle hvaler eller en tur til Afrika. Noget lidt uklart noget med nogle træer, havde jeg forestillet mig. Og de var søde, dem i den organisation, jeg talte med, hvis telefonnummer jeg havde fundet i ugeavisen (ja, børn, det var før internettet var opfundet) men jeg syntes dog, at det virkede lidt mærkeligt, at de gik så meget op i, at jeg ikke måtte fortælle til nogen, at jeg planlagde at rejse med dem, og at jeg, hvis jeg alligevel valgte at gøre det, ”ikke skulle tro på alt det, der blev sagt om dem”. Spurgte min mor, om hun havde hørt om nogen, der hed ”Tvind” og dér sluttede mit afrikanske eventyr så.
Næste bud på beskæftigelse var et ophold som au pair i USA. Jeg meldte mig ind i en organisation og begyndte at kigge på, hvor jeg gerne ville hen, hvis jeg skulle af sted. Som medlem af denne organisation, fik man tilsendt sådan nogle medlemsblade (i postkassen. Internettet var ikke opfundet, siger jeg jo til jer!) hvori de unge, der var i USA lige nu, skrev indlæg om, hvordan det var at være arbejde som au pair. Der var opskifter på cookies, og så var der små artikler om kulturforskelle, det var værd at være opmærksomme på, når man stod som ung skandinav på vej til Guds eget land.
Disse små kulturforskels-advarsler grinede jeg meget af, kan jeg huske. De var helt knaldåndssvage og meget, meget amerikanske. F.eks. var der mange forældre der havde restriktioner på, hvor mange timers tv og computer, deres børn måtte indtage om dagen.
Overvægt blandt børn var også et stort problem, så mange forældre havde en sukkerpolitik, som man skulle følge og respektere.
Og endelig kunne det, i nogle områder, være en dårlig ide, at færdes alene om aftenen.
Det er 17 år siden.
Når Anton er 19, går han formentlig;stadig i skole.
Jeg håber sådan, at vi til den tid har fundet nogle andre fodspor at følge.
Jamen, selvFØLGElig er jeg ekspert på området. Jeg har jo født et barn, remember?
Det er ingen hemmelighed, at jeg, når jeg skal læse avis, hænger ud ovre på politiken.dk, og det er muligt, at det er fordi, jeg ikke fordeler mit nyhedsindtag over flere aviser, men jeg synes godt nok, at der er en høj frekvens af ”Se mig. Jeg bryder et tabu og siger det, andre kun tør tænke”-artikler for tiden.
For en måneds tid siden var det Leonora Christine Skov, der mente, at ’Danmarks moderfår stempler mig som et barnløst monster’.
For et par måneder siden var der en mor, som jeg har glemt navnet på, der skrev en artikel om, hvordan det var hårdt at være mor med stort M, fordi alle de – kolde, forstås – karrierekvinder havde dømt dét begreb gammeldags og ude. I går var det Malene Neis, der tog bladet fra munden for at oplyse os om, at modsat hvad moderjuntaen forsøger at lade os tro, så er det ’90 % af tiden bare ikke fedtat være mor’.
Jeg begynder at blive træt af den debat. Primært fordi jeg synes, at den er grusomt unuanceret. For mig giver det ingen mening at diskutere, om det er hårdt at være mor eller, som i dagens artikel, at state overgenerelle udsagn som: ”Med moderskab indtræder man i en lukket loge af logesøstre. Ved indtrædelsen sværger vi troskab mod fortællingen om lykken ved at være ’moar’.”
Det har jeg sgu aldrig svoret. Og måske er det mig, der har været heldig, men samtlige de småbørnsmødre, jeg har omkring mig, fortæller lystigt om både de dage, hvor man tuder af lykke og dem, hvor man tuder i afmagt, og jeg tror, at jeg havde siddet i min nye mødregruppe i under 10 minutter, da den første af os spurgte, om de andre også ind imellem spillede sten, papir, saks med sig selv om, hvem der skulle først ud af vinduet: Barnet eller én selv?
Jeg gætter på, at det påvirker din oplevelse af moderskabet, om du får et barn med kolik, der aldrig sover, og som snubler fra den ene mellemørebetændelse til den næste, eller om du får den model, der sover igennem efter 8 uger, og som i øvrigt elsker at ligge på sit legetæppe og dimse med en grydeske.
Formentlig har det også ret meget at sige, hvordan dit netværk er, og hvilken type liv du levede, da du fik dit barn. Hvis man er hende, der havde sin identitet parkeret i bestyrelsesposter og sociale interaktioner ude i byen, med en omgangskreds, der også levede livet i overhalingsbanen, giver man afkald på flere ting, end hvis man er en del af en lidt mere low key vennegruppe, der får børn nogenlunde samtidig, tror jeg.
Synes jeg, at det er lykken at være mor? Ja, for fanden. Synes jeg, at det er hårdt? Mindst ligeså meget ja. Men når jeg vælger at råbe ind i en pude i stedet for at skrive kronikker i en avis om mine ofre, skyldes det én ting, og en ting alene: Anton. Det har intet at gøre med, at jeg forsøger at oppebære en illusion om, at livet som mor er en løssluppen dans over perlespeltbestrøgne gulve for at snyde dem, der ikke har fået børn, eller fordi andre ikke må vide, at jeg ikke er perfekt.
Men i alle andre relationer jeg indgår i, vælger den anden part selv at være der. De kan skride, hvis de får nok af mit martyrium eller synes, at jeg tager mere end jeg giver; den mulighed har Anton ikke. Han er her, fordi jeg har valgt, at han skal være her, og så føles det for mig grundlæggende forkert at guildtrippe ham omkring det.
(Og så må vi ikke glemme den syge overtro om, at hvis man taler dårligt om sit barn, så sker der noget forfærdeligt, og så må man for altid leve med, at man selv var skyld i det.)
(Jamen, jeg siger ikke, at det giver mening. Jeg siger bare, at sådan er det.)
Så kan vi ikke, i stedet for at stå i hver sin skyttegrav og påstå at vide, hvad de andre tænker, og hvordan det føles for dem at være mødre, prøve at huske, at alle er forskellige; børn såvel som deres forældre? For nogle ER det hårdt, og for andre er det knap så hårdt. Men at påstå, at der ikke er nogen, der har det let(tere), er i min optik ligeså meget med til at skabe loger, myter og fejlagtige billeder af virkeligheden, som det er at påstå, at det hele er en slentretur i parken en solbeskinnet dag i maj.
Så er det ud!
Kan I huske dengang man var lille, og december føltes uendelig?
Åh, hahahaHA, hvor er det bare ikke sådan mere!! Jeg har det, som om jeg har feber, og som om jeg hele tiden forsøger at indhente mig selv. Det mest mærkelige er, at jeg ikke helt forstår hvorfor. Bevares, der er nogle gaver, der skal købes, der skal pyntes lidt og sådan, men modsat hvad man måske skulle tro, så er jeg fuldstændig ukritisk med, hvordan pynten passer sammen, og hvordan fødevarer som pebernødder og risengrød bliver til; inden i mig bor en amerikaner, der hylder ideen om, at alt kan købes færdiglavet. Jeg har ønskesedler fra dem, jeg skal købe gave til, og ingen af dem ønsker sig noget, man er nødt til at google, eller skrive ned, så man kan vise det til ekspedienten, fordi man ikke kan finde ud af at udtale det.
Der er med andre ord ikke noget, der kan retfærdiggøre fornemmelsen af stress.
Det eneste, der slider lidt ekstra er, at jeg har valgt at flytte Anton op i storegruppen, fordi der på tyttestuen er en kraftig overvægt af piger, og Anton er – som den trofaste læser vil vide – ikke en dreng, der trives med at sidde og dimse lidt med en dukke, så op til de store drenge med ham.
– som godt nok var lidt meget store, synes jeg pludselig, da jeg sad der med ham. Og ret kontante i adfærden. Forsøgte ikke at udstråle alt for meget, at jeg havde lyst til at tage ham i lommen og skynde mig hjem og passe på ham.
*Ahem*
Ej, men jeg ved det godt. For fanden. Det er bare fordi, jeg ikke selv kunne finde ud af at være ny, da jeg var lille. Jeg hadede det. Usikkerheden og fornemmelsen af ikke at høre til. Jeg var skidebange for alt og alle, havde kronisk ondt i maven, og gik rundt med en konstant følelse af, at de andre børn hadede mig, og sådan vil jeg aldrig, aldrig have, at Anton skal have det. Det kan han selvfølgelig mærke, så han har grædt så meget, at det til sidst var uden lyd, når jeg afleverede ham. Åh, jeg dør, mand. Og hans nattesøvn, som i forvejen er sparsom, er blevet afbrudt temmelig mange gange pr. nat, fordi han skal bearbejde indtryk, og derfor pludselig må op og sidde i sengen for at råbe: ”HEJ TRAKTOR!” Jamen, jeg ved det heller ikke. (Og hvis det er mig, han refererer til som traktor, er der høvl.). Og så skal vi kæmpe om ALT, fordi man vil det hele, kan det halve, og alligevel har brug for mor.
Ok, nu jeg sidder og kigger på det, jeg har skrevet, forstår jeg måske alligevel godt, at jeg er lidt træt.
Men i aften skal jeg ud. Ud ud. Med voksne mennesker, der konstruerer hele sætninger, ikke hele tiden vil have rosiner, og som flytter fødderne i stedet for bare at stå og turbosquate, når de danser. I programmet står der, at vi starter med bobler.
Jæi!
Jeg tror, at det er lige hvad lægen ordinerede.
En for (alko)holdet
Jeg har været til juletræ med Anton i dag i den ene af de foreninger, hvor vi går til gymnastik, og lige nu sidder jeg og spekulerer på, om han vil se igennem fingrene med det, hvis jeg bunder den halve flaske rom, jeg har stående i skabet. (Til medicinale, behandlingskrævende formål.)
Hvis jeg ryger sydpå, når jeg dør, skal jeg spendere evigheden til juletræsfest i Helvedes Gymnastikforening.
Det var ikke bestyrelsens eller foreningens skyld, slet ikke. De havde lavet et veltilrettelagt arrangement, og der var ikke en finger at sætte på set-up’et eller servicen, tværtimod.
Men hele konceptet… Seriøst, jeg er blevet 5 år ældre siden kl. 10 i formiddags.
Hvorfor synes børn, at det er sjovt? Nej, jeg mener det alvorligt. Hvorfor? Jeg sad og kiggede rundt, og mens forældrene lignede nogen, der var i færd med at afsone samfundstjeneste, var ungerne ved at gå i koma over, hvor fedt det var.
Jeg forstår det simpelthen ikke. Overhovedet. Da jeg jo selv er sådan en, der godt kan lide at bevæge mig, sørger jeg f.eks. altid for, at Antons tøj er noget, der er behageligt at knokle rundt i, og som man kan temperaturregulere, så han ikke bliver nødt til at rive sit tøj af, så det går i stykker i raseri over, at han pludselig får det alt, alt for varmt.
Hvilket i øvrigt er et helt tænkt eksempel. Men det kan jeg da spare mig fremover, kan jeg se. De her unger jordede rundt i nissedragter i det der hæslige kunststof, der tror, at det er nervøs glamour, som er så syntetisk, at flammerne fra stearinlysene nærmest kravler sidelæns hen ad dugen af begejstring; de svedte så det drev, og der var ikke en eneste, der opdagede det. De amokdansede til musik fra et anlæg, der ville have misundt min ghettoblaster fra 1984 sin vellyd, fik 20 minutter til at gå med at løbe rundt med en nusset faldskærm i polyester, og stillede sig beredvilligt i en kø bestående af 50 andre skumsvedende nisser, for at lave ét hop i en trampolin.
Sad faktisk og fik den tanke, at vi andre kunne lære en del af dem.
Ude på opslagstavlen hænger billetterne til næste søndag, til juletræsfesten i den anden af gymnastikforeningerne.
For fanden, jeg håber, der er alkohol.
Godt, jeg ikke er Gud
Nå. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive Hitler, men var der nogen af jer, der også glemte at slukke efter Forbrydelsen i går, og som derfor så 21 søndag? Indslaget om de unge mødre, der af deres sagsbehandlere var blevet anbefalet at få foretaget en abort, da de kom og var gravide igen?
For jeg kunne godt høre på journalisternes tilstræbt neutrale tonefald, at her var noget, der skulle forarge mig. Ikke mindst fordi sagerne blev underbygget af udsagn fra advokater, der – som Esben og Peter ville have sagt – sad og så dejlig rige ud.
Jeg vil ikke udelukke, at det er fordi jeg bor, hvor jeg gør, men hvis man er en af dem, der til sine veninder har sagt, at ”det skal nok gå! Det gør det jo altid!” når de kom og var blevet gravide 20 minutter efter, de havde født, og slet, SLET ikke kunne overskue det, så vil jeg gerne have lov at invitere på et studieophold i mit nabolag. Her finder man nemlig ret hurtigt ud af, at ’at gå’ ikke er i nærheden af at være det samme som ’at gå godt’. Slentrer man en tur herude om sommeren, kan man både sludre med de mødre, der sidder udenfor og spejder ivrigt efter plejefamilien, der skal komme og hente deres børn, så de – og her citerer jeg ordret – ”kan få noget fred” og se spædbørn, der bliver sat – uden opsyn – i barnevogne, så de kan sidde og kigge på de 4 biler, der kører forbi i timen, mens de formentlig overvejer, hvornår man kan være bekendt at blive katatonisk.
Så når en sagsbehandler fortæller en pige på 21, der venter sit andet barn, mens sagen om tvangsfjernelse på den første kører, at det måske kan være en god ide, at overveje abort, har jeg svært ved at se, hvorfor det er en skidt ting. Jeg er med på, at det er et voldsomt indgreb i den enkeltes personlige frihed og det famøse frie valg – men der er jo altså ikke tale om tvangssterilisation. Der er tale om en anbefaling, som man ret beset kan vælge at ignorere.
De seneste par år er det væltet frem med sager om vanrøgtede børn, og hver eneste gang går der under 10 sekunder, før der er nogen, der får den gode ide at lade flaskehalsen pege på sagsbehandleren, fordi han eller hun ikke har ”gjort noget”. Der findes sikkert sørgeligt mange historier om børn af velhavende forældre, der heller ikke har det godt, men i mange af de sager, der ender i medierne, er der tydeligt tale om familier i underskud i alle betydninger af ordet. Og her har jeg svært ved at forestille mig, at et ekstra barn i flokken skulle udløse en skjult reserve af overskud.
Er det bare mig? Er jeg fascistoid og i færd med at udrydde en hel social klasse, bare fordi de ikke ligner mig? Bør man lade tvivlen folk til gode?
Hvis man tager diskussionen helt ud, er det vel et spørgsmål om, om det er bedre at blive født til et liv med sagsbehandlere og potentielt omsorgssvigt, end det er slet ikke at blive født overhovedet.
Jeg ved det ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal vejlede i den her type sager. Men derfra hvor jeg står, ligner det et oprigtigt forsøg på omsorg for børn i risikozonen, når der er nogen, der alligevel vover at prøve.