I dine følelsers vold
I takt med at mine børn bliver ældre, kan jeg mærke, at jeg får mere overskud til at forholde mig til de principielle elementer af min opdragelse.
For tiden er jeg f.eks. ret optaget af det her med, at lade børn have det, som de har det. Altså, at man ikke forsøger at fikse eller rette deres følelser, men i stedet prøver at lære dem, at alle følelser er lige valide, men at der er mere og mindre hensigtsmæssige måder at forholde sig til dem på.
Det lærer jeg meget af. For når Frida får et raserianfald af episke dimensioner, kommer det jo ikke altid på et tidspunkt, hvor jeg står, køl og afsvalet under en perlende regn af overskud, klar til at forholde mig til rødglødende minimennesker, der ikke lader sig imponere af fornuft og forklaringer.
Men det har faktisk gjort en ret stor forskel for mig at gøre mig konkrete overvejelser om, hvordan jeg ønsker at tackle de situationer. Ikke mindst fordi jeg, siden jeg har fået børn, er blevet opmærksom på, hvordan nogle af de udfordringer, jeg selv har kæmpet med som voksen, er grundlagt i min barndom.
Alt, hvad vi udsættes for, har konsekvenser, men jeg tror, at man som barn rammes ekstra hårdt, hvis man rammes et sted i personligheden, der er blødt i forvejen; en slags emotionel fontanelle. Jeg mindes ikke, at jeg som barn nogensinde fik skæld ud for ikke at præstere godt nok. Alligevel blev jeg fuldstændig fortvivlet, hvis jeg blev irettesat af autoriteter, simpelthen fordi det var sådan, min personlighed var designet.
Jeg husker f.eks. engang, da jeg gik i 1. eller 2. klasse, hvor jeg i en time sad og legede med mit halstørklæde, som min mor havde strikket. Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde set andre få konfiskeret ting, og jeg var helt klar over, at tingene ikke blev sendt til destruktion. Alligevel kan jeg idag, 33 år senere, stadig mærke, præcis hvor ulykkelig jeg blev, da læreren tog det fra mig i hele klassens påsyn. Da jeg begyndte at græde, grinede hun med Voksenlatteren; den, vi bruger, når vi enten ikke ved, hvordan vi selv skal reagere, eller når vi synes, at børns reaktion er alt for voldsom til det, der foregår. Den latter hader jeg, for jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, når alt, hvad kroppen var spændt til bristepunktet med, blev fuldstændig underkendt af dem, der havde magten.
Alligevel har jeg opdaget, at den engang imellem – til min egen store rædsel – kommer ud af munden på mig. Den kommer, når jeg er sat til vægs, den kommer i de situationer, hvor der sker et eller andet, som gør, at jeg tænker: “Jeg ANER ikke, hvad Rigtige Forældre formodes at gøre nu?!” Den kommer i de situationer hvor jeg føler mig som en på 12, der har fået udleveret bestemmepinden ved en fejl, og hvor jeg kan mærke, at gråden lurer lige under latteren, sammen med fornemmelsen af ikke at slå til.
Min pointe er, at jeg ikke ved, hvor mine egne børns bløde punkter er. Jeg genkender så utrolig meget af mig selv i dem begge, men jeg kan også sagtens se, hvor vi er forskellige, og selvom vi ligner hinanden, kan deres soft spots sidde helt andre steder, end mine gjorde.
Når man taler om sin egen opdragelse, får det ofte en undertone af enten forsvar eller kritik, og det er ikke det ærinde, jeg er ude i. Min opdragelse var kærlig, tryg og meget tidstypisk, og når jeg ser tilbage idag, hvor jeg selv er forælder, ser jeg både valg, jeg er 100% enig i, og andre, som jeg selv ville træffe anderledes.
Men da jeg var barn, var der nok stadig i tiden en snert af, at børn var børn og voksne var voksne, og at følelser var noget, der på en eller anden måde skulle retfærdiggøres, før man havde ret til at have dem. Derfor er det sindssygt lærerigt for mig at prøve at gribe det anderledes an med mine børn, for jeg kan næsten fysisk mærke kollissionen mellem min arv og mine idealer, når jeg bliver presset.
Som med alle andre egenskaber, man gerne vil lære at mestre, tror jeg, det handler om at få det, man gerne vil tilegne sig, sat ind i en kontekst, man selv forstår. Derfor prøver jeg hele tiden at pejle op imod, hvordan jeg ville ønske at blive mødt af min chef, hvis jeg havde det, som mine børn har det i en given situation. Jeg ved godt, at arbejdsgiver/arbejdstager-relationen er relativ formel at sammenligne med, men den er det tætteste, jeg som 40-årig kommer, på en koalition, hvor magtfordelingen er skæv på samme måde, som i forælder-barn relationen.
Og ligesom jeg selv falder til ro, hvis jeg bliver mødt med forståelse og et oprigtigt ønske om at hjælpe mig, når jeg er vred eller ked af det, så kan jeg også mærke, hvordan hele situationen de-eskalerer på rekordtid, hvis jeg sætter mig ned ved siden af, eller tager på skødet og siger de magiske ord: “Er det svært lige nu?” Nogle gange sparker mit eget underskud mig af førersædet og kører frontalt ind i betonmuren, og nogle gange er ungerne ikke en skid imponerede over mine pædagogiske tiltag. Men det meste af tiden gør det ikke, og de fleste gange er de. Og det føles simpelthen så godt. Som en ekstra bonus, kan jeg også mærke, at det er meget lettere for mig at holde fast i de nej’er, der også er en del af opdragelse, når jeg ved, at det er fortvivlelsen over, at man ikke må spise slikpinde til aftensmad/ikke må vaske gulv med sin tandbørste/ikke må tørre huden af sit ansigt med vådservietter, der er svær, og ikke, at man føler noget, som ingen vil kendes ved eller rumme.
9. oktober 2017 @ 10:05
Det ramte lige ind i mit forælderhjerte. Tak for kloge ord og refleksioner (igen!).
11. oktober 2017 @ 11:28
Det er jeg så glad for at høre <3 Tak fordi du skriver det til mig.
Kh
Linda
9. oktober 2017 @ 11:52
De der hysteriske anfald…….. dem kender jeg alt til. Min datter fik at vide at det var OK at være vred men at skrigen og rullen rundt på gulvet ikke var noget der hørte hjemme i stuen, så hun blev sendt ind på sit værelse for at rase af. Så kom hun ud 2 eller 8 minutter senere og hikstede mens hun sagde, nu er jeg færdig. Hun fik en kram og genoptog ellers hvad hun var i gang med før anfaldet. Hvis jeg var ude lod jeg hende rase af mens jeg roligt sagde at jeg nok skulle vente og så gjorde jeg lige præcis det. Jeg ventede. Og jo mere roligt jeg ventede, jo hurtigere var det overstået. Jeg håber jeg har lært hende at det er OK at være vred men at man lige skal tænke over om andre mennesker skal have det spyet ud over sig lige på stedet (hun er i dag en relativ rolig og velafbalanceret teenager).
Jeg synes dine tanker er utrolig velovervejede og du er en fantastisk mor uden at gå på kompromis med hvem du selv er. Og for søren hvor må det være hårdt ar bryde med sin egen "sociale arv".
11. oktober 2017 @ 11:30
Jeg er fuldstændig enig. Man skal have formidlet, at følelsen er ok, men at man ikke har krav på at tvinge alle omkring sig ind i rollen som publikum til et væg-til-væg anfald. Og det er betryggende at høre, at det lader til at give bonus på den lange bane.
Mange tak for din fine ord, og rigtig god onsdag til dig.
Kh
Linda
9. oktober 2017 @ 12:36
Min udfordring er, at jeg ofte selv bliver revet med af konflikten, og (alt for) mange gange mangler jeg en über-voksen, som kan fragte mig selv storsprællende ud af Netto i et taskegreb. Nej, vi er blevet lidt for store til Netto-kriser hjemme hos os, men så har vi så mange andre kriser. Det hjælper altid med anerkendelsen, sådan som du selv siger. Af vreden eller de andre følelser, der er svære.
Det bløde punkt… Sikke et fantastisk udtryk! Og hvor har jeg bare lyst til at give den lærer, som tog dit halstørklæde og grinede, en ordentlig lammer! Møg-voksne, altså…
11. oktober 2017 @ 11:32
Måske man kan betale sig fra at få de der G4-securitas mænd til lige at slæbe én ud i brandmandsgreb, hvis det bliver for meget?
9. oktober 2017 @ 18:22
Kære Linda, tak for endnu et klogt og indsigtsfuldt og velovervejet indlæg. Du er en af de klogeste jeg (ikke) kender! 🙂 Endnu engang ramte du mig lige mellem øjnene; hold kæft hvor er det godt set, din pointe om magtfordelingen! Jeg kunne lige præcis kende mig selv i den historie. (Åh, av hjerte) Selvom jeg ikke har børn, synes jeg bestemt jeg kan bruge dine tanker i min kommunikation/ mit samliv med de nære mennesker, og ikke mindst med mig selv. Tak.
Kærlig hilsen Lene
11. oktober 2017 @ 11:33
Søde Lene.
Hvor er jeg glad for at få lige præcis dén kommentar. Det er altid en balancegang med indlæg, der handler om noget, der som udgangspunkt primært henvender sig til en del af læserne, så jeg er mere end glad for at høre, at det også kan bruges af dem, der sidder med livssituationer, der ikke er 1:1 med min.
Tak for din kommentar, og dine smukke roser.
Kh
Linda
10. oktober 2017 @ 11:51
Kære Linda,
Jeg har læst med længe da jeg er imponeret over din indsigtsfuldhed og evnen til at sætte ord på denne. Og så er jeg svært imponeret over dit enorme overskud som gør, at du både klarer at være mor til to og samtidig udviser overskud i hverdagen. Jeg fatter ofte ikke hvordan katten du klarer det!
Jeg genkender så mange ting i dit indlæg. Ønsket om at møde mine børn med anerkendelse, om at give dme troen på alle følelser er ok og at de som mennesker er værd at elske uanet hvad de føler. Omvendt løber jeg ofte ind i at jeg taler før end jeg når at tænke, i særdeleshed når jeg bliver sur. Og andre gange synes jeg at løbe panden mod en mur – hvor jeg hverken formår at komme over eller under!
Havde f.eks. en virkelig dårlig søndag, hvor min 4 årige gerne ville have en ven på besøg. Men da han først var der, så ville han ikke lege. Han ville ikke dele legetøj, han ville ikke tale med hans ven, han ville ikke!! Og til trods for lange snakke om hvrodan det kan være svært at dele men stadig er noget vi skal når vi inviterer venner hjem så kom vi absolut ingen vejne. I stedet endte han med at sidde på en stol (for hans mor gik kold og informerede om at enten kunne han deltage i legen eller også kunne han sidde på en stol) i 1 time og være sur…. Jeg har simpelthen ikke løsningen, men bagefter tænker jeg måske man bare skulle ringe til de andre forældre og sige: Beklager men det går ikke i dag??
Men tak for de dejlige ord, tankevækkende og inspirerende som ofte før.
Maja
11. oktober 2017 @ 11:38
Kære Maja.
Tak for din kommentar, som giver en rigtig god og vigtig ekstra-vinkel på emnet, nemlig at man ikke kan tackle alle konflikter og svære følelser sådan. Jeg har nemmeste ved at gøre det, når jeg kan se, at noget er Ægte Svært for mine børn, for der får jeg en fornemmelse af, at følelsen stikker ned i noget vigtigt. Jeg har til gengæld væsentlig sværere ved at være voksen omkring det, når det handler om situationer, som den du beskriver, hvor man næsten komme til at synes, at man belønner dem for at opføre sig dårligt, ved at lukke legeaftalen ned – men samtidig jo for pokker heller ikke kan have et andet lille menneske løbende om benene, som kom i forventning om at lege. Det er svært! Men jeg elsker, at vi er mange, der interesserer os nok for det til at snakke om det, for det synes jeg faktisk giver rigtig meget.
Læser du med hos Maj My? Jeg bliver meget inspireret af hendes rolige tilgang til tingene.
Rigtig god dag til dig, og tak for komplimenten <3
Kh
Linda