Uncategorized

Når jeg blogger om mine netdates, har det en tendens til at komme til at lyde som om, jeg er et utroligt overfladisk menneske, der tillægger de mærkeligste ting værdi, og smider de fleste frøer tilbage i mosen pga. ligegyldige detaljer.

Sådan håber jeg ikke, at det forholder sig, men jeg har opdaget, at man bliver konfronteret med nogle sider af sig selv, når man netdater, som man måske ikke ville have opdaget, hvis man bare havde ol’-school-live-datet.

Nogle af siderne er lidet klædelige; jeg troede f.eks. ikke, at jeg var typen, der dømte en mand på hans sko eller måde at stave ’sku’ på. Det var jeg så. Eller måske var kemien der bare ikke, og døden skulle have en årsag.

Andre sider har mere karakter af småopdagelser, som man bare studser lidt over, når man støder på dem. Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg hader at tale i telefon. Virkelig h-a-d-e-r. Måske fordi jeg er helt usandsynlig ringe til det (telejoke.com).

Min seneste date ringede og .. altså .. det var helt skidt. Jeg ved ikke, om jeg har taget skade af mit fag, men min telefon-tur-tagning er fuldstændig fucked. Jeg kom hele tiden til at tale indover ham, hvorefter jeg – i et forsøg på at være lyttende og knap så uhøflig – holdt ALT for lange pauser, hvilket resulterede i, at vi begge begyndte at tale i munden på hinanden. Jeg fandt det direkte pinagtigt, og ville virkelig, virkelig gerne have det overstået, så efter 3 minutter begyndte jeg på noget ”Nå men, skal vi ikke bare sige, at vi ses, så?” – samtidig med, at han indledte en længere historie – og så blev det hele endnu mere pinligt, for nu havde han hørt mig begynde at tale i farvel-tonen, hvilket fik ham til at føle, at han skulle skynde sig at snakke færdig. Flere gange kom jeg til at sige ”Vi ses”, mens han stadig var i gang med at fortælle.

For satan.

Sådan har det da ikke altid været?? Som teenager kunne jeg få timer til at gå med at sidde på barberstolen i køkkenet og sno ledningen om fingeren, mens Louise og jeg diskuterede, om Mik var pænere end Heine.

Gad vide om evnen vokser sammen igen, hvis man lægger den i teleslynge?

Jeg har været på legepladsen i dag, og det var en tankevækkende oplevelse. Jeg har i lang tid spekuleret på, hvilken betydning det har for børn at vokse op i lejligheder i midtbyen, omgivet af trafikerede veje og bekymrede deleforældre.

Da jeg var barn, blev vi sendt ud og lege. Selv. I bedste Jehovas Vidner-stil stemte vi dørklokker, indtil vi fandt nogen, der var hjemme, hvorefter vi forhandlede om, hvorvidt vi skulle sjippe, hinke eller spille kantsten. Vi trissede selv over på legepladsen, hvor vi rev os på rustne søm og kom op at slås om gyngerne, men vi overlevede, og jeg gætter på, at vi lærte en del om konfliktløsning ved at være tvunget til selv at dele og herske. Hvis situationen spidsede til, var det aldrig værre, end at der på 3 minutter kunne hidkaldes en voksen, som kunne komme og gyde olie på vandene.

På legepladsen i dag kunne jeg i første omgang ikke sætte fingeren på, hvad det var, der så forkert ud, men efter et kvarters tid gik det op for mig: 2/3 af de tilstedeværende var voksne. Ungerne var mandsopdækkede af forældre, der tålmodigt stod ved siden af rutchebanen og vinkede, hver gang lille Anders stak hovedet op og råbte: ”Se mig! Se mig!” Flere af børnene undgik nærmest at kommunikere med hinanden, og sendte i stedet de voksne afsted, som en slags repræsentanter for FN’s Sikkerhedsråd, når der skulle forhandles om tur til gyngen eller forlænget ophold i legehuset.

Er det sundt at have sine forældre til at kredse omkring sig som deforme satellitter 24-7? Frarøver det ikke de små muligheden for selv at udvikle sociale kompetencer og evnen til at begå sig blandt jævnaldrende? For slet ikke at tale om muligheden for at få lov at være et upænt møgbarn, der driller sine mindre søskende, og lader dem sidde og blomstre øverst på vippen, fordi de ikke tør hoppe ned? (Helt, helt tænkt eksempel.)

Jeg turde heller ikke sende mine egne børn ud at lege uden opsyn, når lastbiler og Brøndbyfans har en tendens til hele tiden at komme blæsende om hjørnet med 200 km. i timen, så jeg ved ikke, hvordan man løser problemet.

Men jeg ved, at vi var en hel legeplads, der turbohadede den far, der som den aller aller sidste opdagede, at hans lille dreng var millimeter fra at blive kørt ned; som med et tåbeligt smil forsvarede sig med, at ’han jo lige skulle have pakket sammen’ og bad den meget forskrækkede bilist, der gudskelov havde nået at bremse i tide, om at slappe lidt af; som begyndte at skælde ud på den lille fyr, der græd så ulykkeligt og flovt ned i sit jakkeærme, at vi andre sad med tårer i øjnene – mens hans andet barn løb op til vejen.

Det skal fedt hjælpe at have sin far med ud i virkeligheden, hvis han er en stupid, fatsvag spasseridiot.

De sidste par år har jeg bartendet på Spot festival, men da det i år er blevet flyttet et par weekender for ikke at clashe med Skive Beach Party (som jo henvender sig til præcist det samme segment), har jeg i år måtte sidde over, da jeg har vagt på mit rigtige arbejde.

På min arbejdsfærd rundt omkring i byen, er jeg stødt på mange af festivaldeltagerne, som er relativt nemme at kende i deres sen-emo-Kasper-Eistrup-stil, med en øl i hånden, og kæderygende smøger, der lader til at være mere et statement end en last.

Jeg er så misundelig, at jeg overvejer at tage til Roskilde festival OG begynde at ryge for at kompensere for min manglende deltagelse.

Mens jeg sad på Baresso og forsøgte at drukne min jalousi i espresso, kom jeg til at tænke over, hvordan det lige er med reglerne for at gå på gaden og drikke øl. Jeg mener: Lige nu – med cirkus i byen – virker det naturligt, lige meget hvem man ser med en Ceres Royal i hånden, men når der ikke lige er Spot, Grøn Rock eller lignende, er der så ikke en usynlig grænse for, hvornår det er ok at gå rundt i offentligheden og drikke? Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, hvor grænsen går, hverken i forhold til alder eller tidspunkt på dagen, men jeg ved, at det store ’Social Klasse 5’ stempel hopper op af lommen på mig, når jeg ser en 40-årig mand tusse afsted med en øl mandag eftermiddag kl. 14, hvorimod to fyre på 30, med plasticposer og Tuborg torsdag kl. 15, bare vækker minder om studietid og tidlig fredagsbar.

Gad vide, om det er den skæbne rygerne går i møde 15 år fra nu af? Jeg kan da i hvert fald huske, da det var helt normalt, at jord-og betonarbejderne sad med sjakket i et telt fra Jydsk Telefon og drak frokostpilsnere.

Jeg må vist hellere skynde mig, hvis jeg både skal nå at begynde at ryge og stoppe igen, inden det bliver symbolet på et liv på kontanthjælp, der henslæbes i gamacher på bodegaen, med torsdagsbingo som eneste afbræk.

Jeg er grundmut for tiden, og det generer mig mæ hælve te. Jeg gider ikke, når andre mennesker brokker sig 24-7, highjacker korset eller går amok over småting, og jeg plejer at være dygtig til at holde fokus på de gode ting i livet, som jeg trives med, glædes over og griner af.

I de her dage? Not so much. Jeg går fra 0 til Kælling på 4 sekunder, irriteres over latterlige bagateller, og kan selv høre, at mine ’sjove’ kommentarer lyder sure og spydige. Jeg aner ikke hvorfor – selvom jeg selvfølgelig godt kan pege på nogle ting, som ikke ligefrem tjener til Det Gode Humørs Fremme.

Samarbejdspartnere, der ikke lever op til deres del af aftalerne, gør nogle af mine opgaver sværere, end de behøver at være. Mennesker med magt, der bruger den, bare fordi de kan, hjælper heller ikke. Veninder, der har lagt originalproblemet i kopimaskinen, som nu – på 3. år – spytter ark efter ark ud med præcist det samme issue, skamrider tålmodigheden.

Og under det hele finder man mig viklet ind i empati, frustration og visheden om, at jeg selv trækker store veksler på andre. Jeg er muggen, skideurimelig og helt på det rene med, at jeg har brug for andres hjælp til at holde skabsdøren lukket, når skeletterne på den anden side begynder at synge: ”Det’ mig der står herind’ og banker på.”

Er det stress? Årstiden? Ville det hjælpe at give mig selv lov til at være lidt grim i stedet for hele tiden at forsøge at løse alting optimalt, mens jeg prøver være den bedste version af mig selv?

Måske er det bare min 30 års krise, der endelig er nået frem.

Jeg har spekuleret på, om kvindelige bloggere omkring de 30 tiltrækker flere mærkelige mennesker end gennemsnittet, eller om vi bare er bedre til at lægge mærke til dem, fordi vi konstant tænker i indlæg. Stine møder dem. Lene møder dem. Anne møder dem. Og sandelig om ikke også, der er en enkelt eller to til mig.

Jeg cykler altid på arbejde, fordi jeg turbohader busser, som lugter, er forsinkede og kører som om de kæmper for at hente de to sidste overlevende soldater ud af Irak, gennem et inferno af ild, mortergranater og klyngebomber. Når de overhovedet kommer, that is.

I morges kørte jeg derfor, ligesom jeg plejer, op af Ringgaden sammen med resten af det cyklende Århus. Solen skinnede, der var dømt solbriller og IPod, og ligesom vi plejer, lå vi og kørte forskudt af hinanden. Der overhales og indhentes, spurtes og sakkes bagud. Nogle morgener bliver jeg besat af Konkurrence Ånden. Andre morgener – som i dag – kører jeg bare og synger ligeså stille for mig selv. (Håber jeg. For Guds skyld. Og resten af verdens. Bad sound kills good music.)

Da jeg holdt for rødt ved universitetet, blev jeg prikket på skulderen af en mand, som jeg havde kørt parallelløb med hele vejen, og som virkede MEGET opsat på at ligge forrest, HELE tiden.

”Jeg er cyklet helt ude fra Harlev af.”

Kunne ved nærmere eftersyn godt se, at han måske kunne have haft gavn af en ekstra time ved 37 grader, og havde egentlig også undret mig over, at han high-fivede alle lygtepælene, hver gang vi holdte ved et lyskryds. Så jeg så behørigt imponeret ud, udtrykte min beundring – og måtte ud i en imponerende (men dopingfri) slutspurt for ikke at komme for sent på arbejde, fordi jeg ikke nænnede at overhale, når det nu var så vigtigt for ham at vinde morgentouren.

Anne, Lene & Stine: Måske de damer er med på en bytur? Det burde kunne udløse en freak-alarm, der får ruderne i hele det indre Århus til at sprænge.

Så webcamblogger vi sgu live fra gerningsstedet.

Kender I de fester, der peaker for tidligt? Sådan har SP opført sig, synes jeg. Først havde man aldrig hørt om det. Så gik rejsebranchen amok, og det blev pludselig altafgørende a) at finde ud af, hvad det var samt b) om det var noget, man havde. Så mens Stig Elling padlede glad, forventningsfuld og mistænkeligt solbrun rundt i sin soon-to-be fyldte pengetank, brugte jeg tiden på at lede efter de fordømte bogstaver på nettet, og til sidst var jeg fuldstændig nede med, hvor meget jeg havde, hvor jeg havde det og hvor stor en procentdel af det, Skat havde tænkt sig at stoppe i lommen.

Havde til gengæld opbrugt min samlede livskvote af pensionsinteresse.

Og så … forsvandt det. Når der en sjælden gang står noget om det i aviserne idag, bliver det omtalt som noget, der for længst er vedtaget, men tjekker man netbank og ATP’s hjemmeside *refresh!refresh!refresh!*, står der bare på 12. uge: SLAP NU AF!! DET ER IKKE VEDTAGET ENDNU!! (Nå ja, måske ikke lige formuleret på dén måde – men det er helt sikkert det, de mener.)

Er jeg den eneste, der vil have mine lommepenge nu? Vi er faktisk nogen, der gerne vil hjælpe det økonomiske opsving på vej, og som har sølvsandaler og limegrønne tørklæder med vores navn på til at ligge i butikker rundt omkring i byen.

Forleden så jeg en dreng, som med tusind procents sikkerhed var bøsse. Han har været ca. 10 år, og min første tanke var: ”Er det ikke MEGET tidligt at være klar over, at man er til fyre??” Umiddelbart kunne jeg ikke lige huske, hvordan jeg selv var indrettet i hovedet som 10-årig, men ved nærmere eftertanke blev jeg enig med mig selv om, at det nok egentlig også var der, vi begyndte at slå og hive i hår på den opsøgende måde.

I søndags kom min veninde og jeg så til at snakke om, hvordan man ville have det, hvis man som forælder stod og kiggede på sin 8-årige dreng, og allerede kunne se, at han var en rigtig lille prinsesse indeni. Min veninde har selv en dreng på 5, og hun er desuden en af de kætterske kvinder, der tiltror os uden børn både empati og forestillingsevner; vi mente begge, at vi ville være 100 % ok med det.

Jeg ved godt, at det er ganske gratis for mig at påstå, at jeg har sådan; dels fordi, det er mit fantasibarn, der er homo, og dels fordi, det er den politisk korrekte holdning at have, men helt, helt ærligt: Jeg forstår simpelthen ikke de forældre, der synes, at det er et kæmpe problem, og forbyder deres drenge at lege med make up og Bratz-dukker. (Den kendte og veldokumenterede måde at forhindre homoseksualitet i at udvikle sig på.)

Alle ønsker uden tvivl det bedste liv for deres børn, med så få sten på vejen som muligt, og jeg kan godt forstå, at man kan være bange for, at de bliver drillede, holdt udenfor eller ensomme, men der er jo altså ingen garanti for, at de får det nemt, fordi de er straight.

De homoseksuelle jeg kender, er hverken stakkels eller ensomme. De er tværtimod nogle af de mest netværkstærke mennesker, jeg har mødt. Jeg skal ikke sidde og sige, at de skal sende takkekort til de idioter, der gjorde deres liv besværlige, og fik dem til at søge forståelse og venskab hos ligesindede, og det er selvfølgelig alt, alt for simpelt at skære alle over en kam, og antage, at drengen er sikret 2.000 venner på FB, og skal rende til Grand Prix fester i tide og utide, hvis han er bøsse – men statistisk set er der vel egentlig større chance for at få en dreng, der bor hjemme til han fylder 30, hvorefter han flytter i en boligforeningslejlighed med genbrugsmøbler, hvor han sidder i ensomhed og drikker dåseøl fra Tyskland, end der er for at få Mortens kommende kæreste?

Når jeg får børn, håber jeg, at det eneste, der betyder noget for mig er, at de er glade, uanset om de bliver det af at lege med biler og sværd eller dukker og guldsko. Og hvis andre børn messer med mine unger, vil jeg ikke skele småligt til, hvad de driller med: Jeg koger dem i olie under alle omstændigheder.

Jeg elsker, når jeg får lov at komme med en tur i drengenes omklædningsrum (i overført betydning selvfølgelig…). Derfor var det en fornøjelse at være til fest i går, hvor det for en gangs skyld var de ellers så tjekkede fyre, der blev så stive, at vi andre næsten blev ædru af forbløffelse.

Det var fantastisk!! Vi hørte ucensurerede historier om Torben Hestepik, og inden klokken var 20, var første mand gået ned. Han lå på sofaen og sov sig igennem en 180 db karaoke-lydmur af ”I need a HERO!!” og ”I — had — the time of my LIIIIIHHIIHIIFFE”, imens den ene Christian lavede de smukkeste, rytmiske rejehop, jeg til dato har set, og den anden Christian humpede dørkarmen. De snøvlede, drak whisky af flasken, og faldt tårevædede hinanden om halsen af rørt begejstring, da de opdagede en fælles kærlighed for Masterboy. Da klokken var 23, var den sovende mand på sofaen nærmest blevet en del af interiøret, og bortset fra lejlighedsvise pulstjek, blev han mest brugt til at stille øl fra på. I mellemtiden var jeg blevet udstyret med ispose om håndleddet efter overraskende demonstration af karate-pacificeringsgreb, som ulykkelig Christian blev ved med at undskylde for. ”Det var jo schlet ik’ .. for …at det shhku gøre ondt på *hik* dig, Linda. Detjeg sschimpelthen schå ked af!” Kl. 01 skete der det helt ufattelige, at Sofamikkel – efter at være blevet vækket ved at Christian greb fat om begge hans ører og ruskede som en sindssyg, mens han brølede: ”MIKKELMIKKELMIKKEL!!!” ind i hovedet af ham – satte sig op og råbte: ”Vi skal i byen!!” Og det skulle vi så.

Vel ankommet på Herr Bartells kunne Christian fortælle min veninde, at hun skulle se at få sig en kæreste, for ham og hans kammerat gad ikke knalde hende. Hun måtte endelig ikke tro, at det var fordi, hun var grim – men hun blev jo altså ikke yngre. Bagefter kom han hen til mig, og spurgte om jeg havde tabt mig, for – ja, og det var ikke fordi, han ville sige, at jeg før havde været fed, men jeg havde da befundet mig i den tunge ende af skalaen (Fitnessverdenen, mand. Et sygt, sygt sted!) – han synes, at jeg var ’en total småkage’ nu. Også selvom han havde lagt mærke til, at mine bryster var blevet mindre, hvilket selvfølgelig trak ned. Men han elskede mit humør, og hvis ikke det havde været fordi jeg var så skide sippet, så var det os, der havde haft bryllupsdag… Det er da komplimenter, der er svære at stå for!

Der blev udlovet de obligatoriske tæsk til andre mænd, der “kraftedeme ik’ sku stå der og spille smarte!!” og drengene blev utrolig nedslåede over at konstatere, at de ikke kunne købe kander, men måtte nøjes med ½ liters Long Island Tea. Til sidst var vi piger så mange genstande bagud, at vi smed håndklædet i ringen og gik hjem.

Tak for en forrygende aften, drenge. Det gør vi snart igen, ikke?

”Hvordan går det med det der dating, Linda?” hører jeg folket spørge. Og det er da vist egentlig rigtigt: Det er ved at være længe siden, I har fået en opdatering. Det bliver et halvlangt indlæg, så hvis nogen har travlt, og ikke kan nå at læse det hele, så lad mig starte med konklusionen: I behøver ikke sende bryllupstøjet til rens endnu.

Jeg har efterhånden lært at holde kortene en smule tættere til kroppen, når folk spørger til ham, jeg dater lige nu. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi han altid viser sig at være en eller andens storebror/fætter/nabo, og det er utrolig irriterende at date en mand, som alle andre ved mere om, end jeg selv gør. Det giver nogle trælse situationer, for jeg sidder ikke med deres viden, og har derfor svært ved at vurdere, hvad jeg skal svare, når de siger: ”Aj, men skal jeg fortælle om ham, eller vil du hellere være fri?” Tjaaa.. Det afhænger af oplysningernes karakter, vil jeg sige. Hvis du ved, at han har siddet inde for mord, så ja. Hvis du kender hans ekskæreste og historien om dem, så nej. Det giver under alle omstændigheder en slags ubalance venskabet, fordi veninden pludselig ved mere om et område af ens eget liv, end man selv gør.

For nyligt har jeg set lidt til en mand, som jeg blev glad for at møde derude. Han var pæn, lod til at have nogle gode værdier i livet og (undskyld – jeg kan simpelthen ikke gøre for det) stavede fuldstændigt fejlfrit. Og jeg skal sige det, som det er: Vi trængte til at se, at der også er den slags mænd i cyber. Jeg synes, at jeg lidt for mange gange har tænkt: ’Jeg ved GODT, hvorfor DU ikke har en kæreste’, og det beroligede mig og mit skrøbelige ego meget at se, at nettet ikke kun er forbeholdt K3 mennesker, der tager sig bedst ud i dæmpet belysning og er behæftede med alvorlige fejl og mangler.

Noget af det fine ved netdating er, at vi kan springe hele ”Jeg leder ikke – Det gør jeg heller ikke” delen over. Vi ved begge to, at den anden er på udkig efter et eller andet. Det synes jeg er et ret godt udgangspunkt, for så kan vi koncentrere os om at finde ud af, om 1) vi leder efter det samme og 2) om kemien er der. Derfor virkede det meget naturligt, at den pæne mand og jeg allerede på første date snakkede om egne stærke og svage sider, og hvad vi blev tiltrukket af hos det modsatte køn. Jeg er født uden politisk tæft overhovedet, og det eneste jeg kan finde ud af, er at være 250 % ærlig, så jeg meldte meget klart ud, at jeg gerne vil finde en mand med hovedet i orden, der ind imellem kan bede mig holde kæft; en mand, som kan tage noget initiativ, har humor, og som jeg har respekt for. Hvis jeg får fornemmelsen af, at jeg har the upper hand, bliver jeg så grim en version af mig selv, at jeg bliver nødt til at skille mig af med manden, for at kunne holde mig selv ud. (Med venlig hilsen Den Sorte Enke.) Vi lod til at se ens på mange ting, og første date var superhyggelig, så vi var helt enige om, at vi skulle ses igen.

Så begyndte han at sms’e meget. Rigtig meget. Det er jeg normalt ikke så god til (jvf. ovenstående punkt om ’the upper hand’), men jeg må give ham, at han var sjov, og at det faktisk var meget hyggeligt.

Så begyndte ritualet med at skrive godnat, og dét synes jeg godt nok, at man skal være MEGET varsom med at starte på. Hvis først det mønster er etableret, er der pludselig enormt meget signalværdi i at undlade at skrive. Men igen tænkte jeg, det her jo for fanden ikke er Find 5 Fejl: Jeg syntes stadig, at han var sød, og snakken flød aldeles ubesværet, når vi var sammen.

Så begyndte han at skrive om sin skilsmisse, sit delebarnet og ekskonen, som han var meget rasende på.

………..

Jeg leder ikke efter en fejlfri mand uden fortid (løgn), men jeg leder sgu godt nok efter en, der har et netværk, han kan bruge til den slags, og som har mere forståelse for, hvad man deler med sin nye date end dét. Også selvom ’det er en del af livet, og det der fylder lige nu’.

Faldskærm: Tjek. Iltbeholder: Tjek. *EJECT!*

Know your crowd, man.