Uncategorized

Da jeg var nyuddannet, var jeg en af dem, der kom ridende til arbejdsmøder på mine høje hest, mentalt akkompagneret af soundtracket til Indiana Jones, med etikken i den ene hånd og teorien i den anden. Verden var dejlig sort og hvid, det rigtige var rigtigt og det forkerte forkert. Jeg havde folk, der fraveg De Gyldne Regler, under kraftig mistanke for at være dovne og forsøge at slippe let om ved tingene. Jeg var ikke bange for at kaste mig ud i lange, etiske diskussioner med ældre kolleger, og jeg VIDSTE bare, at jeg havde ret, for alle bøgerne syntes det samme som mig. Jeg var pisseirriterende.

Efter 8 år i branchen har jeg for længst både indset og indrømmet, at verden er en liiiille smule mere nuanceret end som så, og jeg har faktisk lyst til at ringe rundt til mine gamle eks-kolleger og sige undskyld, fordi jeg var så utrolig påståelig og selvretfærdig, og tak fordi de ikke kvalte mig.

Men heldigvis har vi karmarevisoren til at føre regnskab med den slags, og jeg skal love for, at jeg nu får løn som forskyldt.

På 4 dage har jeg været til 2 møder i fitnesscentret, hvor jeg efterhånden også er en af de gamle krikker. (Man aner et mønster. Suk) Her har jeg fået ca. 1.000 nye uTROligt unge kolleger, der alle sammen hedder Louis og Malthe, og læser idræt og sidder i deres Helly Hansen trøjer og mener en hel masse om alting. På den insisterende måde.

Jeg sidder nu på den anden side af bordet og lærer, at det er svært at sparre fagligt, når alle parter er i defensiven, fordi sætninger som: ”Jeg er RYSTET over, at nogen kan finde på at køre stående spurt på en basistime, når der STÅR i reglerne, at vi ikke må!!” og ”Det finder du ud af, når du fylder 12!! har undervist nogle år” fyger frem og tilbage.

Hvis begge parter kunne prøve at holde fast i, at alle de andre også er professionelle mennesker, der har gjort sig kvalificerede og fagligt velfunderede overvejelser omkring de timer, de kører, så var der chance for, at vi kunne udnytte, at vi har adgang til både den nyeste teori på området og erfaringen der gør, at de dele af den, der kan fungere her i huset, kan implementeres på en forsvarlig måde.

Det er bare så svært at høre ordentligt efter, når man råber.

Nå. Men vi har jo unfinished business. Jeg ved, at I sidder med tilbageholdt åndedræt – på 15. døgn, godt klaret og Stig go home – og venter på det afsluttende afsnit i dramaserien ”Linda & Lægen – En Van(d)skelig affære.”

Jeg brugte bededagsferien i selskab med blok, vandflaske og målebæger, og kunne derfor i mandags overrække lægen et skema, der viste, at jeg drikker 6 liter vand om dagen, og at de sanitære installationer fungerer upåklageligt. Hun havde i mellemtiden fået svar på alle prøver, og også her var alt, som det skulle være.

Nu ville det være rart at kunne klippe til ”- og de levede lykkeligt til deres dages ende”, men så nemt skal det selvfølgelig ikke være.

Læge: ”Hvorfor drikker du ½ liter om natten!?”
Mig: ”Øhm.. Altså, fordi jeg er tørstig, jo?”
Læge: ”Du drikker 1½ liter vand mellem 16 og 17!”
Mig: ”Det er når jeg er til spinning.”
Læge: ”Hvorfor gør du det!?”
Mig: ”Med fare for at gentage mig selv: Fordi. Jeg. Er. TØRSTIG!”

Sådan fortsatte det i lang tid, indtil jeg til sidst spurgte, om jeg havde misforstået noget; om der var noget i mine prøver, der var alarmerende? Det var der ikke. Alle tal var fine, OGSÅ saltbalancen.

”Så nu ved vi, at det ikke er sukkersyge, at mine nyrer fungerer som de skal, og at jeg ikke skyller salte og næringsstoffer ud, inden min krop når at optage dem. Så tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad problemet er. Jeg er jo bare tørstig.”

*Baaaa!* Forkert svar. Jeg kan vælge mellem:

a) en dårlig vane eller
b) en sjælden, hormonel forstyrrelse (kan hun sgu selv være!), der minder om sukkersyge, men som primært påvirker væskebalancen.

I første omgang skal jeg ”bare prøve at lade være” og så fortsætte med at skrive ned hvad jeg drikker 3 uger mere. Man skulle have læst medicin. Relativt overkommeligt arbejde til forholdsvis fed hyre.

Så nu går jeg rundt og tørster. Jeg er pirrelig, varm og jeg har knaldende hovedpine.

Og der er en lammer til den næste, der bekymret spørger, om det er fordi, jeg glemmer at drikke vand!

*Til andre sprognørder: Det modsatte af tørstig er adjektivet ’sæt’.

Hvorfor er det så akavet at gå tilbage til mennesker, man én gang har sagt farvel til?

Man sidder på caféen, er nødt til at smutte fordi man skal nå en bus, når halvvejs hen til stoppestedet og opdager så, at man har glemt sin pose. Tilbage til cafeen. Her starter et helt ritual med undskyldende armbevægelser, don’t-mind-me-mimik og Det Falske Farvel. ”Haaii… Igen… Jeg skal bare lige… Glemte lige… Så! Nå, men så…ja..hejhej. Igen.. Ja, vi ses torsdag. Stadigvæk.” Lidt overkill at starte forfra på alle krammerne, men også lidt mystisk bare at skride. Jeg kan blive så febrilsk, at jeg begynder at vinke. Til mennesker jeg kender. På min egen alder. Christ

Er der andre end mig, der har bemærket, at vi har mistet normalvægtsbegrebet? Jeg ved ikke, om det er fordi jeg færdes meget i et vægtmæssigt forgiftet miljø, men i dag lader alle til at indplacere sig selv og hinanden i en af to kategorier: Tyk eller tynd.

Det er ikke fordi, dit tilhørsforhold nødvendigvis bestemmer, hvordan du har det med din krop. Jeg har f.eks. uddannet en pige, som for nyligt havde tabt 20 kilo, men som stadig objektivt set var temmelig overvægtig. Hun s-t-r-å-l-e-d-e. Hun var ikke det fjerneste bange for at blive set på, og var fuldstændig kold, når hendes træningstøj kravlede op og efterlod hende med halvdelen af maveskindet blottet. På samme hold deltog en pige, som jeg – hvis jeg var WHO – ville sætte på observationslisten. Objektivt set normalvægtig-grænsende-til-tynd. Ikke desto mindre tydeligt utilpas i sin krop. Hun trak ustandseligt ned i sin oversize t-shirt, trænede med maksimal belastning på alt, hvad vi lavede, samtidig med at hun var tapet op fra hoften og ned og havde alle led pakket væk i elastik og støttebind.

Røg normalvægten sammen med de gamle kommaregler og 10-øren? Er det pga. de ting, vi forbinder med vægt, at det er så vigtigt for os ikke bare at være median-mennesker? Hvis man er tynd, signalerer det mådehold og selvkontrol. Hvis man kalder sig selv for tyk, er man for det første kommet andres kommentarer i forkøbet, og man kan samtidig give den som en af Pernille Aalunds Quinder (seriøst: Hvem går ind og vrister det q ud af hænderne på hende?), der har opgivet idealerne og fundet fred; som hellere vil have chokolade og livskvalitet end markerede kindben. Hvis man er normalvægtig, er man bare … ikke rigtig på vej nogen steder hen. Ikke fokuseret. Ikke ligeglad. Bare almindelig. Det er der ikke megen identitet i.

Det sidder i hovedet det hele, og jeg finder det både trist og stærkt foruroligende, at vi er så fikserede på vægt, at vi fuldstændig har mistet evnen til at se os selv, som vi i virkeligheden ser ud. Når jeg ser billeder af mig selv fra perioder, hvor jeg husker, at alting drejede sig om, at jeg følte mig tyk, kan jeg se, at det var totalt spild af både tid og ungdom. Jeg var FULDSTÆNDIG normalvægtig. Ikke tyk. Ikke tynd. Ganske almindelig og normal. Og da havde tyngdekraften endda ikke engang udstedt sin fatwa endnu.

Det ironiske er, at jeg stadig har dage, hvor jeg hysterisk står og hiver i mit tøj, mens jeg hvæser og forbander mig selv og min krop.

Jeg har et udmærket bud på, hvad jeg vil tænke, når jeg om ti år ser billeder af mig selv fra i dag.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er supertjekket, når det kommer til datoer, men plejer Mors Dag ikke at være d. 5. maj? Eller er det ugedagen, der er afgørende; skal den falde på en søndag? Er det i givet fald blomsterforretningerne, der har lobbyet sig til det? (Og bonusspørgsmålet: Hvorfor har de så ikke gennemtvunget det i forbindelse med Valentines Dag?) Har heller aldrig helt forstået, hvorfor det der påske skøjter sådan rundt i kalenderen, når nu fødselsdagen ligger så utrolig fast, at det somme tider betyder, at vi ikke har fri mere end ti minutter mellem jul og nytår.

Alle går åbenbart benhårdt efter titlen som Årets Barn, så byens gader er lagt øde, og i fitnesscentret gav det næsten ekko, da receptionisten sagde ’godmorgen’. Som det overfladiske menneske, jeg er, bliver jeg utryg og nervøs i betrækket, når jeg bliver ladt alene tilbage med nøglerne til byporten, mens alle andre løber rundt, klædt ud som Interflorabud og der er tvungen optakt til stilhed og refleksion. Hvorfor kan mine forældre ikke bare bo i Århus, så jeg også kan tage hjem?

Ps: Hvornår er det fars dag?

Pps: Tager I også hjem der?

Ppps: Gad vide om man får blomster, hvis man adopterer et sponsorbarn?

Jeg elsker, når jeg har været på biblioteket, og har en stak friske bøger, der bare ligger og venter på, at jeg kaster mig over dem. Processen med at finde dem kan imidlertid godt være lidt svær, og jeg må med skam melde, at jeg godt kan finde på at tage en bog ned af hylden, hvis jeg synes, at den har en pæn forside.

For at undgå at stå som Moses ved Det Røde Hav hver gang jeg skal hente nye forsyninger, sørger jeg altid for at lægge navnet på bøger, jeg læser gode anmeldelser af, i min telefon. Med jævne mellemrum bestiller jeg så bøgerne på nettet, og det passer med, at der næsten altid står en bog dernede og venter på mig. Hvilket er MEGET vigtigt, for jeg skal have mindst to bøger med hjem hver gang. Jeg HADER, hvis en bog er så dårlig, at jeg ikke gider læse den, og jeg er nødt til det alligevel, fordi det er den eneste, jeg har.

For det meste betyder mit system, at det faktisk er nogle rigtig gode bøger, jeg får, men ingen regel uden undtagelse:

I forgårs hentede jeg en ny bog, og jeg blev mistænksom, allerede da jeg så den flødefarvede forside med billeder af pastelfarvede bobler. Det hjalp ikke, at jeg fandt 3 efterladte bogmærker fra ordsejlere, der havde forladt den synkende skude før mig. På første side kunne jeg se en ualmindelig lang liste over forfatterens tidligere værker, heriblandt en svimlende mængde digte.

Jeg bevæger mig ud på tynd is nu, jeg ved det, men jeg er ikke så begejstret for digte. Ikke fordi jeg har noget imod genren. Tværtimod. Jeg nærer stor beundring for folk, der evner at fatte sig i korthed – et talent, der ikke er os alle forundt – jeg synes bare, at der er deprimerende langt mellem snapsene. (Sådan har jeg det beklageligvis også med teater. Hver gang jeg modtager katalog fra musikhuse og teatre, tænker jeg, at jeg vil ned og se et eller andet, for jeg kan ikke udholde tanken om mig selv som fuldstændig kulturignorant. De gange, jeg har været afsted synes jeg desværre bare, at det har været skabet, kunstigt og overgjort.)

Da jeg endelig fik slået op på første side tog det under 5 minutter at konstatere. At jeg ikke. Bryder mig. Om. Når sætninger er. Består. Af max 3. Ord. Af gangen. Og det hele. Handler om. At være. Nyde. Bare være. Og mærke livet.

Moralen? Man kan roligt skue bogen på hårene.

Så har jeg været ved lægen, og jeg siger det lige igen: Jeg HADER det!! Havde fået en tid kl. 8.20 og ”det tager bare lige 10 minutter”. Fat chance. 8.45 var jeg stadig ikke kommet til. Jeg er ikke god til mennesker, der opfører sig, som om solen først står op, når den har clearet det med dem, men for os, der skal bede om friholdelse imellem opgaver, er det sgu et problem, at man ALDRIG kan regne med den tid, man får.

Endelig blev jeg afhentet af stram, grundmistænksom lægesekretær, som stak mig i fingeren og erklærede mit blodsukker normalt. Med et ”Ok. Hej!” nåede jeg næsten at lukke døren bag mig, før hun kaldte mig tilbage. (Note to self: Skal have øvet eksplosivt afsæt i forbindelse med sprint.) Man må åbenbart ikke så godt drikke 6 – 8 liter væske om dagen, og nu syntes hun at ‘”vi lige skulle få det hele tjekket.” Jeg forsøgte 3 gange med “jamen, når nu blodsukkeret er normalt? Jeg har jo ikke ondt eller noget?”, men for sent. Hunulven Ilse havde fået færten af blod.

5 blodprøver senere, kiggede hun på mig: “Ja, så mangler vi bare lige en urinprøve.” Oh no. No no nooo! Ikke det. Alt andet end det. Kan jeg ikke afgive noget mere blod i stedet? Please? Her! Tag den anden arm også! Kom nuuuu!

4 minutter senere så man slukøret heks traske tværs igennem fyldt venteværelse med en kaffekop.

Som en sidste ydmygelse fik jeg udleveret et ”væske/vandladningsskema”. Kiggede fortvivlet på hende og udbrød: ”Prønuliåhørher! Jeg er TOLK! Jeg kan sgu da ikke slæbe rundt på et bæger at pisse i på 15 forskellige uddannelser!!”

Jeg synes, at det var tarveligt, at hun trak nyrekortet. Bare fordi hun kan huske, at jeg, sidst mine nyrer spillede med musklerne, tryglede om at blive aflivet.

På mandag skal jeg derop igen. Hvad er odds’ne for at blive kørt ned inden da?

Tak til min kammerat, som med en engels tålmodighed lyttede til min 20 minutter lange ”Du er en GO fyr!”-tale, og virkelig forsøgte at forstå, hvad jeg sagde. Undskyld at jeg spurgte 8 gange, hvordan dit cykelløb var gået, så du 8 gange måtte fortælle om det lortede resultat.

Tak til de veninder, der resolut hankede op i mig og agerede støttehjul, da jeg ikke længere kunne gå. Som forbød mig at cykle hjem, fremtryllede en taxa, fandt mine nøgler og mit dankort og gav til chaufføren, mens de forklarede ham, hvor jeg skulle køres hen. Og som i morges, da jeg ikke havde den fjerneste ide om, hvor i verden min cykel befandt sig, kunne oplyse, at den stod ved Magasin.

Tak til verdens venligste taxachauffør, som måtte lave en katastrofeopbremsning, da jeg – uden varsel – åbnede bildøren og knækkede mig og oven i købet roste mig for at være hurtig. Begge gange. Som på en eller anden måde har skaffet mig et bæger cola (jeg ANER ikke hvorfra; jeg havde det efter sigende ikke, da G & T installerede mig i taxaen, men det stod på mit bord i morges), og som af sig selv gik med op og låste min dør op. Hvis det er dig, der har hængt min jakke pænt på plads, så endnu mere tak. Jeg håber for dig, at du nåede ud, inden jeg klædte mig af, for i morges fandt jeg min ene stilet på badeværelset, den anden i entreen og min bh draperet over computeren. Det har ikke været kønt.

Jeg var hjemme 23.15.

Jeg er 32 år.

Hvor ER det flot!!