Uncategorized

Jeg har efterhånden siddet med til en hel del fester, både som privatperson og som udstationeret håndværker. Jeg har hørt min andel af taler, og jeg har lagt mærke til, at talere kan deles op i to grupper: Dem, der holder taler for festens hovedperson for hovedpersonens skyld og dem, der gør det for egen skyld.

De første kan slippe afsted med hvad som helst. Stammende, usammenhængende opremsninger af hovedpersonens kvaliteter. Pivfalske hyldestsange akkompagneret af to akkorder og en guitar. Supposed-to-be-funny historier, som ingen helt forstår. Uanset hvad kan man nemlig mærke, at indslaget er så gennemsyret af hengivenhed og varme, at æsken med kleenex ryger rundt, så snart vi med sprukne stemmer og fugtige øjne har udråbt det obligatoriske, trefoldige hurra.

De andre får man ondt i hælene af, når tåneglene skærer sig gennem kødet og ind til knoglen. De kunne ligeså godt medbringe transportabel scene og spot, og hvis man i stedet for at stirre stift ned i sin tallerken, prøver at kigge rundt, kan man se, at alle er ved at blive kvalt i den skam, som gøgleren ikke selv har i livet: Samtlige gæster sidder med påtaget neutral mimik og forsøger ved tankens kraft at tvinge tiden til at gå hurtigere, så det pinagtige øjeblik kan blive overstået.

Jeg er helt med på, at sang og totalteater kan være en fin måde at udtrykke følelser på, men jeg er nok mere tilhænger af, at man lader folk opsøge det selv, når de har brug for nogen til at gøre det for sig. Hvis The Cardigans synger om alt det, jeg føler, så er det bare om at komme afsted, når de spiller på Train næste gang. Men når man stjæler andre menneskers øjeblikke for selv at blive set og hørt, så synes jeg egentlig, at man fortjener at blive sparket hårdt over begge knæ.

Ps: Dette indlæg er skrevet til en non-firmationsfest, hvor jeg blogger live til ære for min kusine.

I weekenden skal jeg til familiefest. Non-firmation. (Som jeg kan oplyse, at man nu kan købe kort til. ”Tillykke med non-firmationen.” Er jeg den eneste, der tænker, at det er lidt mystisk at ønske tillykke med ingenting? Jeg tror, at jeg vil holde ikke-bryllup. Eller – som jeg har tænkt mig at kalde det – Bry-Nope. Kan I komme den dag? Der vil være rigelige mængder af alkohol og kage.)

Nyt tøj er påkrævet, hvilket udløser akut hovedpine. Moden lige nu er ikke rigtigt til at være 1.80 med former, men jeg har fundet to sæt, som ikke får mig til at se:

1) alt for gravid ud (for dét orker jeg BARE ikke til en familiefest!).
2) ud som om jeg er blevet angrebet af en vred, storblomstret busk.

”Hvorfor to sæt?” spørger I. Det ene er til, hvis jeg er modig. Den er godt nok ikke så lang, som jeg er vant til, den tunika. Men ingenting er pænt i et prøverum, og da jeg stod der, blev jeg enig med mig selv om, at mine ben jo for fanden hverken bliver federe eller tyndere af at være iklædt leggins frem for jeans, og at jeg hver eneste dag tilbringer en del af min tid i kropsnær lycra. Tunika/gamache konstellationen burde være en gåtur i parken.

Det andet sæt er købt i tilfælde af, at jeg vågner med De Fede Ben. En kjole, som er utrolig fin og engleagtig, og lige tilpas gennemsigtig til at trække opmærksomheden væk fra benene og lidt længere nordpå.

Hvis ikke man kan være pæn, kan man altid være nedringet.

Ind imellem fremsætter man påstande om sig selv så mange gange, at man ender med at tro dem, fordi man på et tidspunkt holder op med at forholde sig til sandheden af udsagn, man hører ofte nok. Også selvom de kommer ud af munden på én selv. F.eks. havde jeg på et tidspunkt en kæreste, der kiggede fuldstændigt himmelfalden på mig, da jeg en dag midt i en diskussion sagde, at han skulle være glad for, at jeg ikke var typen, der havde temperament. Jeg mente det, da jeg sagde det. Da han løb tør for fingre i sin opremsning af situationer, hvor jeg var gået fra 0 til 100 på 3 sekunder – i løbet af de seneste 14 dage – var det min tur til at være forbløffet. Jeg var overbevist om, at jeg var easy-going og tilbagelænet, fordi det var de egenskaber, jeg i årevis havde tillagt mig selv.

Jeg har altid hævdet, at jeg ikke laver mad, fordi jeg synes, det er kedeligt, og fordi jeg er pissedårlig til det. Men nu er jeg begyndt at lægge mærke til, at jeg faktisk hygger mig med at lave mad. Når jeg får gæster, begynder jeg flere UGER i forvejen at planlægge, hvad jeg vil lave, jeg elsker at nusse rundt i Irma og Salling, og jeg er kommet så meget hos min lokale grønthandler, at han – når jeg træder ind i forretningen, slår ud med armene og med fed, tyrkisk accent råber: “MIN VEN!!” – råber: ”MIN VEN!! HVOR DU HAR VÆRET?!” tilbage. Mit køleskab indeholder ikke længere kun vin, vodka og neglelak. Nu er der også frisk ingefær, chiliketchup og små glas – helt uden mug.

Mærkeligt nok er det et af de eneste områder i mit liv, der er blottet for præstationsangst. Jeg er fuldstændig frygtløs, når det kommer til at lave mad til andre. Jeg eksperimenterer glad og gerne, og med undtagelse af et enkelt peber/kanel mix-up, er jeg indtil videre sluppet relativt helskindet fra det. Måske er det fordelen ved at være selverklæret madmongol: Folk bliver positivt overraskede, hvis de ikke bare bliver spist af med en proteinbar og en Mejseyoghurt.

Jeg tror, at tiden er ved at være inde til at komme ud af køkkenskabet.

Søndag aften og min sindsstemning passer til vejret. Stille og overskyet. Det har været en pakket weekend, og måske skyldes det bare at mine tanker lige skal indhente min krop, nu hvor der endelig er ro på.

Brugte i går på først at sende en god og kær kollega ud af døren, fordi fjenden har slået kløerne i hende. Selvom det var hendes sidste time (sidste spinningtime. Ikke sådan ’Sidste Time, i al evighed, Amen’- sidste time), var det mig, der var ved at tude.

Efter endt træning hentede jeg bil, og begav mig nordpå. Ikke overraskende havde Krak udstyret mig med De Falske Anvisninger, men mit trænede øje kan efterhånden spotte en lokalkendt på 1.000 kilometers afstand, (gråt hår, kaki og gerne i færd med praktisk, udendørs gøremål), og jeg nåede frem i god tid. Min bordherre var excentrisk, men utrolig venlig onkel, der underholdt mig med historier om bl.a. insekters måder at kommunikere på, og vi fik også en lang snak om en tysk chimpanse, vi begge havde læst om. (Den er begyndt at samle sten til at kaste efter gæsterne den kommende dag, allerede når zoo lukker om aftenen, hvilket er det første konkrete bevis, man har fundet på, at dyr kan tænke abstrakt og forberede sig på situationer, som endnu ikke er opståede.) Midt i vores fælles begejstring over mærkværdig viden, kunne jeg pludselig se os udefra; to småsære misfits med en aldersforskel på 30 år, hvilket fik mig til at føle mig trist og alene.

Da jeg kørte tilbage mod Århus, fik jeg et anfald af selvlede over, at jeg altid snakker om, at det er forkasteligt, at vi i DK forsøger at lovgive befolkningen klogere med rygeforbud, fedtindholdsanvisninger og alko-kampagner, for det eneste, der fik mig til lette foden, da jeg kørte 180 km/t, var tanken om, at jeg ville være nødt til at tage mit eget liv, hvis jeg blev stoppet, kortet røg, og jeg skulle deltage i teoriundervisning igen. Jeg vil hellere have en glødende jernsyl stukket igennem øjet, end at skulle sidde der igen og svare på, om det er reglen om vognbaneskift eller sammenfletning, der gælder på dette billede. Forsøgte at regne ud, hvor mange procent over hastighedsgrænsen, jeg kørte, hvilket set i bakspejlet ikke var verdens bedste ide, da jeg a) ikke aner, hvor mange procent man kan overskride med, før det siger ‘haps!’ og b) formentlig burde have dedikeret min fulde opmærksomhed og koncentration til ikke at køre galt med knap 200 km/t.

Resten af weekenden har den ene sociale aktivitet afløst den anden, og jeg har spekuleret en del over:

-hvor meget det betyder, at man selv husker at invitere folk ind i sit liv. Og at man risikerer at miste dem, hvis man glemmer det, fordi venskaber og forhold kan ikke overleve på ingenting.

– hvor meget det påvirker samtalen, når man samler en gruppe mennesker og ingen helt ved, hvor de har hinanden. Sympati og gode intentioner til trods, bliver det en underlig, amputeret version af virkeligheden, man ender med at fremstille.

– hvor meget vi somme tider er i stand til at lukke øjnene for ubehagelige kendsgerninger, hvis der er noget, vi ønsker os højt nok.

– hvor hård jeg kan være, og hvor trist det gør mig, fordi jeg kender årsagerne til det.

– hvor meget jeg hader, når folk typecaster mig og starter deres sætninger med ”du er” og ikke ”du forekommer mig at være”.

– hvorfor nogle af de mest sympatiske mennesker, jeg kender, er alene.

Er det ikke paradoksalt, hvor meget det somme tider øger fornemmelsen af ensomhed at være sammen med andre?

”Godmorgen. I dag skal vi snakke om nødværge. Hvis I starter med at slå op på bestemmelsen”

Fik da forresten ikke svaret på, om jeg kan køre hold i pinsen. Skal jeg huske i aften.

”det betyder, at hvis man udsættes for vold eller trusler om vold”

Aj, ved du hvad. Jeg gør det sgu lige med det samme. Ellers glemmer jeg det.

Nå? Min mor har sendt en besked på FB. Hvad mon hun vil?

”men det afhænger af truslens karakter. Derfor”

Tænk hvis det er vigtigt. Må hellere tjekke.

Det ved jeg da ikke, hvad jeg giver min søster…Bumbumbum… Inspiration må have en hjemmeside.

“Hej mor. Jeg giver hende de der fede krus fra Iitala. Knus Linda”

Skal Thomas skal være far igen? Hvordan fanden kan de stadig være kærester med alt det snavs, han render og laver? Hvordan tør han overhovedet ha’ en åben profil? Er han egentlig fb-venner med Trine?

Hmhmhmhm….

Nej. Nå, så er det derfor. Sender hende sgu lige en sms, så hun er advaret, hvis hun møder ham.

”og det er derfor hverken selvforsvar eller nødværge, hvis man stikker en røver i ryggen, når han flygter.”

Stikke i ryggen? Godt emne til bloggen. Skriver lige to stikord. Bare i kladdeform.

Hahaha!! Sjov kommentar. Ville være ret uhøfligt ikke at svare.

”Som I kan se i Højesteretsdommen fra 2006 om guldsmeden”

Hvorfor er der ingen af de andre, der har postet noget nyt? Kom nu lige lidt on. Vi er nogen, der venter! Og keder os!

”selvfølgelig kan være i det, man kalder en ‘patologisk rus’”

Skulle man lige tjekke politiken for overskrifter? Meget vigtigt at være med; at være foran. Viden er magt og det der.

”en behandlingsdom og forvaring på ubestemt tid.”

Hov. ”Indbakke(1)”. Hvad nu?

Gud i himlen, en spasser! Når jeg ikke vil på date med dig, vil jeg sgu da heller ikke være venner med dig på FB, din nar!

KÆFT, det er godt, at internettet ikke var opfundet ret meget, da jeg tog min uddannelse!

Jeg gider ikke så godt gå til lægen. Overhovedet, faktisk. Det er ikke kun fordi, at jeg synes, det er spild af tid, fordi jeg er usårlig, og alt kan ignoreres væk, hvis man prøver længe nok. (Hvad er det for vantro fnys, jeg hører? Åh, I skeptiske disbelievers! Et ord til jer: Placebo. Nå…! Så blev I stille, hva?!). Det er ikke fordi, jeg er en lille smule bange for min læge og de ting, hun i videnskabens navn kan finde på at udsætte mig for. Det handler heller ikke om, at sygdom forsyner mig med dejlige Heathcliff/Merete låneidentiteter, og at jeg bærer mine (forbigående, ubetydelige) smerter i stoisk tavshed, eller har c/o-adresse på korset. Det er ikke derfor.

Det er fordi, jeg er doven. Simpelthen. Det er besværligt at skulle til læge.

Første udfordring består i overhovedet at komme igennem, når jeg ringer. Når jeg er blevet smidt af linjen 5 gange, bliver jeg helt glad, når jeg endelig ryger med i køen. Også selvom det – på 11. år – er til en nedslidt båndoptagelse af ’Save the best for last’ på panfløjte. Efter 10 minutters venten får jeg halvdelen af gangene fat i et telefonsvarer, der fortæller at ”det er fredag, og kl. er 14 bla. bla. bla. lukket bla. vagtlæge” Også selvom det er onsdag, og klokken er 11.

Når jeg er så (u)heldig at komme igennem, får jeg Satans den yngste i røret. I hendes verden er alle patienter forstyrrende elementer, som KUN er ude på at spilde Fru Lægens tid. Hun taler til mig, som om jeg er 5 år gammel, og hvis jeg beder om en tid i næste uge, bliver jeg mødt af ”MUHAHAHA!!”, hvilket besværliggør det en del at bestille en tid, når man som tolk kun kender sit skema for en uge af gangen. Desuden er hun så mistænksom, at det grænser til det sygelige. Da jeg sidste sommer, som den artige patient, jeg er, ringede til min egen læge om morgenen (som jeg om natten havde lovet vagtlægen at gøre mod til gengæld at få lov at tage hjem i stedet for at blive indlagt), blev hun bare ved med at sige: ”Jeg kan ikke se i mit system, at du har været ved vagtlægen!”. Nå, ok. Det må du undskylde. Så er det nok bare noget, jeg har drømt.

Hvis jeg endelig BÅDE kommer igennem, OG får fat i Ondskabens Øgle OG bliver bevilliget en tid OG kan få fri fra job, har jeg første gang til gode at vente under en time. Ret lang tid i selskab med syge, vampyrlignende mennesker, der kigger sultent på mig og mit fabelagtige immunforsvar, synes jeg. Endelig følger scenen, hvor isdronningen glider ud af frostboksen, henter mig, og jeg stående i døren forsøger at fortælle, hvad jeg (ikke) fejler, og at jeg bare skal have nogle piller. Som godt må virke nu, hvis det er.

Kan I ikke godt forstå, at jeg ikke gider det?

Ikke alle, åbenbart. Jeg har i en periode lidt forfærdeligt af en uudslukkelig tørst [indsæt selv joke, Red.], og selvom jeg har givet det et års tid, er det desværre ikke rigtigt gået i sig selv. Min omverden har nu rottet sig sammen, og messer 5 gange om dagen: ”Har du ringet til lægen?” efterfulgt af alle religiøse sekters mantra: ”Det er for dit eget bedste.” Og jeg ved jo godt, at de nok har lidt ret. (Gu har de ej.) Selvom jeg synes, at det var under bæltestedet at påstå, at vi til sommer bliver smidt ud af Amsterdam, fordi jeg tørlægger kanalerne. Jeg skal nok.

Update kl. 9:17:

Har nu prøvet at ringe. ”Klokken er 12 og vi har lukket.” Pokkers.

Politiken.dk:

Nørrebros forældregruppe går på gaden.

22. apr 22:57: Skyderier bekæmpes med gøgl og musik, når beboere fra Nørrebro i dag går på gaden.

Jeg har fået fingrene i et rockersejt mixerprogram, der musikmæssigt kommer til at forvandle mine spinningtimer til én uendelig række af juleaftener. Det er super brugervenligt, og lige til at springe ombord i. Det udregner automatisk beats pr. minute (farvel stop-ur), og laver selv lækre, flydende overgange mellem sangene, hvor det endda også justerer eventuelle forskelle i tempi, så der hverken er hak eller pauser til at ødelægge kadencen.

”Men hvad er så problemet?” hører jeg folk mumle, mens de puffer til hinanden og strækker hals. Det er sådan set ikke programmet. Det er iTunes. Lortemøgfuckingspasser iTunes. Som ALTID! De sange, man har købt og betalt for, kan ikke flyttes over, hvorimod de sange, man har STJÅLET (inden det blev så besværligt, at man ikke gad mere – hvilket stadig gør ondt i min autonome, autoritetsallergiske sjæl) kan flyttes over uden problemer. Med andre ord: Den nye Depeche Mode og Kun For Mig kan ikke mixes. Sandstorm, Insomnia og Ecuador kan.

Åh, jeg gad godt være vildt sej til IT! Jeg orker bare ikke lige at sætte mig ind i det. Virker urimeligt omfattende. Som det ser ud lige nu, er jeg derfor henvist til at prøve at løse problemet på følgende måder:

– At klikke hårdere med musen. Det virker på fjernbetjeningen.
– At forsøge at snyde programmet ved at brænde sangene
over på en cd, og trække dem derfra.
– At prøve at gøredetsåhurtigtatprogrammetikkeopdager
detførdeterforsent!
– At råbe/true/heppe sangene over.

Resultaterne so far er nedslående.

Hver gang jeg sidder foran skærmen med knyttede næver og hovedanspændningspine, er jeg sikker på, at løsningen ligger liiiige udenfor min fatteevnes rækkevidde. Hver gang tænker jeg, at jeg for fanden skal se at få lært noget mere om computere og deres indmad og personligheder. Det virker bare desværre som om, at jeg KUN kan lære det, JEG har brug for, LIGE når jeg har brug for det.

Jeg skal nok ikke holde vejret, mens jeg venter på at AOF opretter dét kursus.