I hånden har jeg to taler.
Jeg har efterhånden siddet med til en hel del fester, både som privatperson og som udstationeret håndværker. Jeg har hørt min andel af taler, og jeg har lagt mærke til, at talere kan deles op i to grupper: Dem, der holder taler for festens hovedperson for hovedpersonens skyld og dem, der gør det for egen skyld.
De første kan slippe afsted med hvad som helst. Stammende, usammenhængende opremsninger af hovedpersonens kvaliteter. Pivfalske hyldestsange akkompagneret af to akkorder og en guitar. Supposed-to-be-funny historier, som ingen helt forstår. Uanset hvad kan man nemlig mærke, at indslaget er så gennemsyret af hengivenhed og varme, at æsken med kleenex ryger rundt, så snart vi med sprukne stemmer og fugtige øjne har udråbt det obligatoriske, trefoldige hurra.
De andre får man ondt i hælene af, når tåneglene skærer sig gennem kødet og ind til knoglen. De kunne ligeså godt medbringe transportabel scene og spot, og hvis man i stedet for at stirre stift ned i sin tallerken, prøver at kigge rundt, kan man se, at alle er ved at blive kvalt i den skam, som gøgleren ikke selv har i livet: Samtlige gæster sidder med påtaget neutral mimik og forsøger ved tankens kraft at tvinge tiden til at gå hurtigere, så det pinagtige øjeblik kan blive overstået.
Jeg er helt med på, at sang og totalteater kan være en fin måde at udtrykke følelser på, men jeg er nok mere tilhænger af, at man lader folk opsøge det selv, når de har brug for nogen til at gøre det for sig. Hvis The Cardigans synger om alt det, jeg føler, så er det bare om at komme afsted, når de spiller på Train næste gang. Men når man stjæler andre menneskers øjeblikke for selv at blive set og hørt, så synes jeg egentlig, at man fortjener at blive sparket hårdt over begge knæ.
Ps: Dette indlæg er skrevet til en non-firmationsfest, hvor jeg blogger live til ære for min kusine.