Søndag aften og min sindsstemning passer til vejret. Stille og overskyet. Det har været en pakket weekend, og måske skyldes det bare at mine tanker lige skal indhente min krop, nu hvor der endelig er ro på.
Brugte i går på først at sende en god og kær kollega ud af døren, fordi fjenden har slået kløerne i hende. Selvom det var hendes sidste time (sidste spinningtime. Ikke sådan ’Sidste Time, i al evighed, Amen’- sidste time), var det mig, der var ved at tude.
Efter endt træning hentede jeg bil, og begav mig nordpå. Ikke overraskende havde Krak udstyret mig med De Falske Anvisninger, men mit trænede øje kan efterhånden spotte en lokalkendt på 1.000 kilometers afstand, (gråt hår, kaki og gerne i færd med praktisk, udendørs gøremål), og jeg nåede frem i god tid. Min bordherre var excentrisk, men utrolig venlig onkel, der underholdt mig med historier om bl.a. insekters måder at kommunikere på, og vi fik også en lang snak om en tysk chimpanse, vi begge havde læst om. (Den er begyndt at samle sten til at kaste efter gæsterne den kommende dag, allerede når zoo lukker om aftenen, hvilket er det første konkrete bevis, man har fundet på, at dyr kan tænke abstrakt og forberede sig på situationer, som endnu ikke er opståede.) Midt i vores fælles begejstring over mærkværdig viden, kunne jeg pludselig se os udefra; to småsære misfits med en aldersforskel på 30 år, hvilket fik mig til at føle mig trist og alene.
Da jeg kørte tilbage mod Århus, fik jeg et anfald af selvlede over, at jeg altid snakker om, at det er forkasteligt, at vi i DK forsøger at lovgive befolkningen klogere med rygeforbud, fedtindholdsanvisninger og alko-kampagner, for det eneste, der fik mig til lette foden, da jeg kørte 180 km/t, var tanken om, at jeg ville være nødt til at tage mit eget liv, hvis jeg blev stoppet, kortet røg, og jeg skulle deltage i teoriundervisning igen. Jeg vil hellere have en glødende jernsyl stukket igennem øjet, end at skulle sidde der igen og svare på, om det er reglen om vognbaneskift eller sammenfletning, der gælder på dette billede. Forsøgte at regne ud, hvor mange procent over hastighedsgrænsen, jeg kørte, hvilket set i bakspejlet ikke var verdens bedste ide, da jeg a) ikke aner, hvor mange procent man kan overskride med, før det siger ‘haps!’ og b) formentlig burde have dedikeret min fulde opmærksomhed og koncentration til ikke at køre galt med knap 200 km/t.
Resten af weekenden har den ene sociale aktivitet afløst den anden, og jeg har spekuleret en del over:
-hvor meget det betyder, at man selv husker at invitere folk ind i sit liv. Og at man risikerer at miste dem, hvis man glemmer det, fordi venskaber og forhold kan ikke overleve på ingenting.
– hvor meget det påvirker samtalen, når man samler en gruppe mennesker og ingen helt ved, hvor de har hinanden. Sympati og gode intentioner til trods, bliver det en underlig, amputeret version af virkeligheden, man ender med at fremstille.
– hvor meget vi somme tider er i stand til at lukke øjnene for ubehagelige kendsgerninger, hvis der er noget, vi ønsker os højt nok.
– hvor hård jeg kan være, og hvor trist det gør mig, fordi jeg kender årsagerne til det.
– hvor meget jeg hader, når folk typecaster mig og starter deres sætninger med ”du er” og ikke ”du forekommer mig at være”.
– hvorfor nogle af de mest sympatiske mennesker, jeg kender, er alene.
Er det ikke paradoksalt, hvor meget det somme tider øger fornemmelsen af ensomhed at være sammen med andre?
har haft samme farve som dig idag – men gemalen har besluttet at vi hernede også er begyndt til positiv, så jeg vil forsøge at mande mig op igen imorgen. Det hjælper som regl at sove på det.
Knus Sus
Måske vi skal udveksle noter? Eller bedre endnu: Vi sender de andre afsted til forelæsningerne, går ned og drikker kaffe, og så hugger vi deres noter i pausen?
det var dog en fremragende ide;) har fundet ud af at det også hjælper hvis man køber fine ting – har købt en super sød sommer skuldretaske, som jeg har tænkt mig at slæbe med alle steder;)
Knus Sus