Det er et tegn.

Jeg gider ikke så godt gå til lægen. Overhovedet, faktisk. Det er ikke kun fordi, at jeg synes, det er spild af tid, fordi jeg er usårlig, og alt kan ignoreres væk, hvis man prøver længe nok. (Hvad er det for vantro fnys, jeg hører? Åh, I skeptiske disbelievers! Et ord til jer: Placebo. Nå…! Så blev I stille, hva?!). Det er ikke fordi, jeg er en lille smule bange for min læge og de ting, hun i videnskabens navn kan finde på at udsætte mig for. Det handler heller ikke om, at sygdom forsyner mig med dejlige Heathcliff/Merete låneidentiteter, og at jeg bærer mine (forbigående, ubetydelige) smerter i stoisk tavshed, eller har c/o-adresse på korset. Det er ikke derfor.

Det er fordi, jeg er doven. Simpelthen. Det er besværligt at skulle til læge.

Første udfordring består i overhovedet at komme igennem, når jeg ringer. Når jeg er blevet smidt af linjen 5 gange, bliver jeg helt glad, når jeg endelig ryger med i køen. Også selvom det – på 11. år – er til en nedslidt båndoptagelse af ’Save the best for last’ på panfløjte. Efter 10 minutters venten får jeg halvdelen af gangene fat i et telefonsvarer, der fortæller at ”det er fredag, og kl. er 14 bla. bla. bla. lukket bla. vagtlæge” Også selvom det er onsdag, og klokken er 11.

Når jeg er så (u)heldig at komme igennem, får jeg Satans den yngste i røret. I hendes verden er alle patienter forstyrrende elementer, som KUN er ude på at spilde Fru Lægens tid. Hun taler til mig, som om jeg er 5 år gammel, og hvis jeg beder om en tid i næste uge, bliver jeg mødt af ”MUHAHAHA!!”, hvilket besværliggør det en del at bestille en tid, når man som tolk kun kender sit skema for en uge af gangen. Desuden er hun så mistænksom, at det grænser til det sygelige. Da jeg sidste sommer, som den artige patient, jeg er, ringede til min egen læge om morgenen (som jeg om natten havde lovet vagtlægen at gøre mod til gengæld at få lov at tage hjem i stedet for at blive indlagt), blev hun bare ved med at sige: ”Jeg kan ikke se i mit system, at du har været ved vagtlægen!”. Nå, ok. Det må du undskylde. Så er det nok bare noget, jeg har drømt.

Hvis jeg endelig BÅDE kommer igennem, OG får fat i Ondskabens Øgle OG bliver bevilliget en tid OG kan få fri fra job, har jeg første gang til gode at vente under en time. Ret lang tid i selskab med syge, vampyrlignende mennesker, der kigger sultent på mig og mit fabelagtige immunforsvar, synes jeg. Endelig følger scenen, hvor isdronningen glider ud af frostboksen, henter mig, og jeg stående i døren forsøger at fortælle, hvad jeg (ikke) fejler, og at jeg bare skal have nogle piller. Som godt må virke nu, hvis det er.

Kan I ikke godt forstå, at jeg ikke gider det?

Ikke alle, åbenbart. Jeg har i en periode lidt forfærdeligt af en uudslukkelig tørst [indsæt selv joke, Red.], og selvom jeg har givet det et års tid, er det desværre ikke rigtigt gået i sig selv. Min omverden har nu rottet sig sammen, og messer 5 gange om dagen: ”Har du ringet til lægen?” efterfulgt af alle religiøse sekters mantra: ”Det er for dit eget bedste.” Og jeg ved jo godt, at de nok har lidt ret. (Gu har de ej.) Selvom jeg synes, at det var under bæltestedet at påstå, at vi til sommer bliver smidt ud af Amsterdam, fordi jeg tørlægger kanalerne. Jeg skal nok.

Update kl. 9:17:

Har nu prøvet at ringe. ”Klokken er 12 og vi har lukket.” Pokkers.