Jeg har været på legepladsen i dag, og det var en tankevækkende oplevelse. Jeg har i lang tid spekuleret på, hvilken betydning det har for børn at vokse op i lejligheder i midtbyen, omgivet af trafikerede veje og bekymrede deleforældre.
Da jeg var barn, blev vi sendt ud og lege. Selv. I bedste Jehovas Vidner-stil stemte vi dørklokker, indtil vi fandt nogen, der var hjemme, hvorefter vi forhandlede om, hvorvidt vi skulle sjippe, hinke eller spille kantsten. Vi trissede selv over på legepladsen, hvor vi rev os på rustne søm og kom op at slås om gyngerne, men vi overlevede, og jeg gætter på, at vi lærte en del om konfliktløsning ved at være tvunget til selv at dele og herske. Hvis situationen spidsede til, var det aldrig værre, end at der på 3 minutter kunne hidkaldes en voksen, som kunne komme og gyde olie på vandene.
På legepladsen i dag kunne jeg i første omgang ikke sætte fingeren på, hvad det var, der så forkert ud, men efter et kvarters tid gik det op for mig: 2/3 af de tilstedeværende var voksne. Ungerne var mandsopdækkede af forældre, der tålmodigt stod ved siden af rutchebanen og vinkede, hver gang lille Anders stak hovedet op og råbte: ”Se mig! Se mig!” Flere af børnene undgik nærmest at kommunikere med hinanden, og sendte i stedet de voksne afsted, som en slags repræsentanter for FN’s Sikkerhedsråd, når der skulle forhandles om tur til gyngen eller forlænget ophold i legehuset.
Er det sundt at have sine forældre til at kredse omkring sig som deforme satellitter 24-7? Frarøver det ikke de små muligheden for selv at udvikle sociale kompetencer og evnen til at begå sig blandt jævnaldrende? For slet ikke at tale om muligheden for at få lov at være et upænt møgbarn, der driller sine mindre søskende, og lader dem sidde og blomstre øverst på vippen, fordi de ikke tør hoppe ned? (Helt, helt tænkt eksempel.)
Jeg turde heller ikke sende mine egne børn ud at lege uden opsyn, når lastbiler og Brøndbyfans har en tendens til hele tiden at komme blæsende om hjørnet med 200 km. i timen, så jeg ved ikke, hvordan man løser problemet.
Men jeg ved, at vi var en hel legeplads, der turbohadede den far, der som den aller aller sidste opdagede, at hans lille dreng var millimeter fra at blive kørt ned; som med et tåbeligt smil forsvarede sig med, at ’han jo lige skulle have pakket sammen’ og bad den meget forskrækkede bilist, der gudskelov havde nået at bremse i tide, om at slappe lidt af; som begyndte at skælde ud på den lille fyr, der græd så ulykkeligt og flovt ned i sit jakkeærme, at vi andre sad med tårer i øjnene – mens hans andet barn løb op til vejen.
Det skal fedt hjælpe at have sin far med ud i virkeligheden, hvis han er en stupid, fatsvag spasseridiot.
Bare rolig – der er efterhånden så få voksne tilbage i institutionerne at børnene(der er der riiiiimelig mange timer!) nok skal nå at lære at konfliktløse, binde snørebånd og kanøfle de små alligevel. Jeg tror i virkeligheden at mange ting er præcis som de altid har været når det handler om at være barn, rammerne er bare ændret, og det konflikter lidt med ens egen opfattelse af “den RIGTIGE barndom”.
Hvad kan jeg sige, du være møjbarn af en storesøster som var smadder ond ved mig! – husker TYDLIGT at sidde og dingle deroppe på vippen;)
Sus
Hehe, jeg tror også, det er sundt og udviklende, at børn får lov til at få lidt knubs her og der. Mange forældre er alt for overbeskyttende i dag. Men omvendt dur det selvfølgeligt heller ikke at sende ungerne ned og lege på egen hånd, hvis man er nabo til en motorvej.. 😉
jeg er bare næsegrus af beundring over det udtryk! Narrøvsamøber!!
– Mette