Det’ til dig.
Når jeg blogger om mine netdates, har det en tendens til at komme til at lyde som om, jeg er et utroligt overfladisk menneske, der tillægger de mærkeligste ting værdi, og smider de fleste frøer tilbage i mosen pga. ligegyldige detaljer.
Sådan håber jeg ikke, at det forholder sig, men jeg har opdaget, at man bliver konfronteret med nogle sider af sig selv, når man netdater, som man måske ikke ville have opdaget, hvis man bare havde ol’-school-live-datet.
Nogle af siderne er lidet klædelige; jeg troede f.eks. ikke, at jeg var typen, der dømte en mand på hans sko eller måde at stave ’sku’ på. Det var jeg så. Eller måske var kemien der bare ikke, og døden skulle have en årsag.
Andre sider har mere karakter af småopdagelser, som man bare studser lidt over, når man støder på dem. Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg hader at tale i telefon. Virkelig h-a-d-e-r. Måske fordi jeg er helt usandsynlig ringe til det (telejoke.com).
Min seneste date ringede og .. altså .. det var helt skidt. Jeg ved ikke, om jeg har taget skade af mit fag, men min telefon-tur-tagning er fuldstændig fucked. Jeg kom hele tiden til at tale indover ham, hvorefter jeg – i et forsøg på at være lyttende og knap så uhøflig – holdt ALT for lange pauser, hvilket resulterede i, at vi begge begyndte at tale i munden på hinanden. Jeg fandt det direkte pinagtigt, og ville virkelig, virkelig gerne have det overstået, så efter 3 minutter begyndte jeg på noget ”Nå men, skal vi ikke bare sige, at vi ses, så?” – samtidig med, at han indledte en længere historie – og så blev det hele endnu mere pinligt, for nu havde han hørt mig begynde at tale i farvel-tonen, hvilket fik ham til at føle, at han skulle skynde sig at snakke færdig. Flere gange kom jeg til at sige ”Vi ses”, mens han stadig var i gang med at fortælle.
For satan.
Sådan har det da ikke altid været?? Som teenager kunne jeg få timer til at gå med at sidde på barberstolen i køkkenet og sno ledningen om fingeren, mens Louise og jeg diskuterede, om Mik var pænere end Heine.
Gad vide om evnen vokser sammen igen, hvis man lægger den i teleslynge?
25. maj 2009 @ 21:41
Det er i hvert fald god underholdning at læse om 🙂
25. maj 2009 @ 22:07
Folk, der skriver ‘sku’, skulle have en patvrider.
25. maj 2009 @ 22:35
Nej, jeg håber ikke du bedømmer mænd på deres måde at stave “Sku” på, for det er nemlig forkert stavet!!
Det staves SGU og er en abreviation af udtrykket Så Gud Hjælpe Mig.
Eller efter en ophedet diskusion i gymnasietiden fik vores lærer nok, og fik en universitetslektor, til at overbevise os om at sådan forholdt det sig 😉
Vh Claus
25. maj 2009 @ 22:49
Efter lidt (læs; en del) research, viser det sig at: “Sku” er en abreviation af udtrykket: “At skulle”.
Deraf følger forskellighederne:-)
26. maj 2009 @ 06:00
Åh Linda, du er ikke alene. Jeg var bare klar over det og NÆGTEDE derfor at tale i telefon med gutter, jeg ikke havde mødt. Det gjorde dem selvfølgelig kun mere ivrige, men så var de tilgengæld også mere pædagogiske og tog lissom ansvar for samtalen, hvilket hjalp lidt.
Det ændrede desværre ikke på, at jeg fandt det rædsomt.
Men min søster kan bare kæwle løs med de mærkeligste fremmede, og hun påstår, det er hyggeligt. Så måske, er det noget, man kan lære…
(Ja, jeg er så hermed blevet en af “nå-lad-mig-bruge-din-blog-som-anledning-til-at-fortælle-om-mig-selv-crowden.com”. Beklager)
26. maj 2009 @ 07:56
Niels: Det glæder mig, at der på den måde alligevel kommer noget godt ud af mine trængsler. (Og så er det faktisk også sjovt at skrive om:) )
Info: Jeg er ENIG! Dobbelt op på sherifstjernerne.
Claus: Lige præcis. Mine øjne begynder at bløde, når de skriver, at ‘det sku har været en god dag’. Sgu. Sgusgusgusgusgusgu!!! MED G for satan i helvede!! Det sku ik’ være så svært at forstå;)
Stinepigen: Du må ALTID fortælle om dig selv her på bloggen. Jeg finder stor trøst i at høre, at vi er mange, der er få:)
26. maj 2009 @ 09:12
Har været udsat for PRÆCIS den samme situation. Og tror ikke det er fordi man er dårlig til at tale i telefon, som sådan, men det manglende flow kommer sig af at man overhovedet ikke kender personen i den anden ende. Når man taler face to face kan man aflæse ansigtet og finde ud af hvornår det er ens tur til at snakke. Det kan jo på en måde ikke rigtig lade sig gøre i en telefon, medmindre man har en total moderne en af slagsen. Så tag det ej som en indikation på dine manglende kundskaber udi telefontalningen, men blot som et tegn på din store empati og erkend at dine kommunikative evner ligger i den nære kontakt:-)
26. maj 2009 @ 09:50
Tror bare, man skal kende hinanden godt, før man kaster sig ud i lange telefonsamtaler.. det dur ikke til at lære hinanden at kende. Jeg hader det også. Men jeg er nu også generelt dårlig til telefonsamtaler.. selvom med folk, jeg kender. Der er altid andet, jeg hellere vil, og lange samtaler gør sig bedre over en kop kaffe i sofaen, hvis du spørger mig!
26. maj 2009 @ 10:35
Hej Linda
Hvis jeg skulle give dig ét råd, som tidligere hardcore netdater ( lidet flatterende label, ved det), ville det være at droppe “fluebensmodellen”
Prøv om du ikke kan droppe kæresteindgangsvinklen, og nyde mødet med et menneske du ikke kender. Et møde som kan være sjovt, interessant, udfordrende, osv. og får du så lyst til at se ham igen, er det bare et ekstra plus. Jeg ved at nogle vil indvende at de søger en kæreste, og derfor ikke gider at spilde tiden med mennesker uden dét potentiale, men hvornår ved man egentlig det?
Forelskelse kan ramme som en forhammer, men kan også snige sig ind på dig som en dårlig vane. Jeg synes at det ville være synd at begrænse sig til førstnævnte. Smid nu lige alle dine forsvars og fordomsmekanismer et øjeblik, og giv dig tid til måske at blive betaget af et andet andet menneske. Et menneske som med tiden sikkert kan gøre dig så glad, at du indimellem er lige ved at sprænges… Den gave skulle du forære dig selv – because you´re worth it;-)
Cosmo
26. maj 2009 @ 10:56
Kommer til at tænke på at man (IKKE mig) engang var rigtig god til at snakke med fremmede mennesker på 0059 😀
Gitte
26. maj 2009 @ 19:26
Anonym: Empati vil herefter være mit mellemnavn:)
BB: Min opdagelse er også, at det ikke kun er med dates, jeg klarer mig ualmindelig dårligt telefonisk. Det er galt over hele linien. Jeg kommer hele tiden til at gå og optimere, mens jeg taler; så kunne man lige lægge vasketøj sammen, mens man lyttede. Det er en uskik!
Cosmo: Vi har alle forskellige indgangsvinkler til de ting, vi gør, og det som fungerer for dig, fungerer ikke nødvendigvis for mig. Jeg har to jobs, hvor jeg så rigeligt får dækket mit behov for at møde nye mennesker, så når jeg dater, er jeg på udkig efter kemi. Der skal være noget ved ham, jeg sidder overfor, som giver mig lyst til at lære ham bedre at kende. Måske er det din erfaring at ting vokser frem over tid. Sådan fungerer det bare desværre ikke for mig.
27. maj 2009 @ 08:00
Jeg hader også at tale i telefon. Det er kommet i takt med mere netbrug. Mine gamle veninder ringer stadig og tror at vi kan snakke som i gamle dage. Men jeg er gået i stykker på det punkt! Jeg KAN ikke!