Så kom han forbi et hus, sååå kom han forbi et hus, bi et hus..
Se den lille stær, den er åh så fornøjet.
Morgenklokken ringer, marken står i brand.
(Brand? Kan det passe? Ville man skrive børnesange om det? Med mindre, selvfølgelig, at vi kører associationskæden ’overdrevet fede mark med bunker af korn’ –> ’mark on fire’ -> ’marken står i brand’?)
Nyligt er den vågnet, men altid i tøjet,
Den skal aldrig hmm hmmm og vaskes med en svamp
(- som ikke rimer på brand. Noget er galt…)
Se den flyver højt, flyver højt over himlen.
(under himlen? Over himlen? Ligemeget.)
Den skal passe på, den ikke falder ned. (Hvor dansk!)
Den skal aldrig hmm hmmm, skal aldrig i skole
Den kan bare hmm hmmm den hele lange dag.
(Vent. Fik vi samplet noget Lille Føl ind her?)
Når jeg på 3. døgn, (siger, skriver og mener ‘døgn’ – ikke ‘dag’) uden påviselig grund, har ¾ af en gammel børnesang på hjernen, så savner jeg virkelig ham, der udover at være min overmand i Trivial Pursuit, også altid kunne huske flest vers af ”Skorstensfejeren gik en tur”.
26. maj 2009 @ 20:42
HØR den lille stær… marken står i DAMP og aldrig skal den SÆBES og vaskes med en svamp
Så langt så godt – kan ikke mere end det..
26. maj 2009 @ 20:47
Hør den lille stær, den er, åh, så fornøjet.
Morgenklokken ringer, og marken står i damp.
Nylig er den vågnet, men altid i tøjet,
aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.
Den har hverken hat eller sløjfer og kjole,
ingen fine støvler, den først skal pudse af.
Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,
den kan gå og fløjte den hele lange dag.
Og når den bli’r sulten deroppe på kassen,
finder den en orm, den kender, hvor de er.
Den skal ikke først ha’ den kogt over gassen,
den kan få den ned, li ‘så levende den er.
Og når den vil rejse, den venter ikke længe.
Vips, er den af sted og ta’r på eventyr.
Den har hverken kuffert, billet eller penge,
den har bare vinger, den er en lystig fyr.
Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,
den må passe på, den ikke falder ned.
Den er fløj et langt bort et sted ned i byen,
den har nok en ven der, som ingen, ingen ved.
27. maj 2009 @ 05:18
Og når man savner ham allermest, så er det godt man har google – den kan som regel huske det meste ;o)