Takes one to break one.

I går læste jeg en artikel om voksenmobning. En undersøgelse fra USA har vist, at mænd mobber mere end kvinder; måske fordi de mobber både deres mandlige og kvindelige kolleger. Kvinder derimod mobber primært andre kvinder.

Journalisten havde spurgt formanden for den danske forening ‘Voksenmobning – Nej Tak’, om billedet er det samme herhjemme, og ifølge “formand og tidligere mobbeoffer Gitte Strandgård” har vi i DK ikke undersøgt mobbernes køn. Derimod har vi undersøgt mobbeofrene og på den måde fundet ud af, at der på arbejdspladser, hvor flertallet af de ansatte er af samme køn, mobbes markant mere, end på arbejdspladser, hvor medarbejdergruppen er blandet. Billedet er det samme på både rene mande- og kvindearbejdspladser.

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg ikke begriber, at man har lyst til at fastholde sig selv i rollen som offer, om det så er nok så meget ’tidligere’, men bortset fra det, så synes jeg, at det er en interessant artikel. For jeg tror ikke, at der mobbes mindre på de blandede arbejdspladser: Jeg tror bare ikke altid, at ofrene opdager, at de bliver mobbede.

Jeg gætter på, at de fleste kvinder har haft mange og lange diskussioner med kæresten, hvor vi har forsøgt at forklare, at det er et tegn på udspekuleret hævn, hvis vi bevidst bliver holdt ude af infoloopet om en fest, eller de andre går sammen om at købe en gave uden at spørge, om vi vil være med. Mænd forstår det ikke. De tilskriver det forglemmelse, og overdrevet følsomhed, når vi tuder over det. Somme tider har de ret. Somme tider tager de fejl. Vi kvinder kan være modbydelige på de mest utroligt raffinerede måder – vores ondskabsfuldheder bider bare hårdest på andre kvinder, fordi de også tænker med følelserne.

Hvordan mænd mobber mænd, ved jeg ikke, men hele deres omgangstone er radikalt anderledes end vores. Stilhed eller kommentarer om øget vægt er tilsyneladende helt i orden, mens åbenlys omsorg og small talk er no-no’s. Når jeg kigger på mænd, der arbejder med andre mænd, så lader det også til, at det er et tegn på respekt, hvis man undlader at tilbyde hjælp, når en kollega er presset; det er åbenbart en tilkendegivelse af, at man tiltror ham styrke og overblik til at løse den problemstilling, han står overfor. Den ene alfahan til den anden.

Jeg ved godt, at jeg forsimpler tingene; at det vil være forskelligt fra person til person, hvad man bukker under for, og at mobning kan have meget alvorlige konsekvenser for den, det går ud over. Men jeg mener stadig, at kvinder lettest kan ramme andre kvinder og mænd lettest kan ramme andre mænd, fordi vi kender skytset og ved, hvad der rammer hårdest – og specielt, hvis hele kollegagruppen består af samme køn, så der ikke er nogen, der kan udfordre de sociale spil og alliancer og trække i en anden retning.

Trods alt vil måden vi forsøger at ramme og såre hinanden på vel meget naturligt vil tage udgangspunkt i, hvordan vi selv ville hade at blive behandlet.