Uncategorized

* er jeg gået midlertidigt i stå med at sortere gamle indlæg, fordi jeg er så heldig, at en lille håndfuld gode mennesker har sendt opgaver i min retning. Derfor er jeres gæt ligeså godt som mit ift. hvad nummer ‘I øvrigt’ dette er i rækken. (Der kommer styr på det. Promise.)

* holdt Frida i fredags afslutning i vuggestuen. Mens jeg forsøgte at lægge neonblå glasur på kagen, spekulerede jeg lakonisk på, om jeg mon ender med at gå i graven uden at lære at justere glasur til den rette konsistens, eller om jeg for altid må pendulere mellem de to varianter ‘Modellervoks’ og ‘Vand’.

* var begge børn den anden morgen meget optagede af mit foredrag om det vildt, vi har i haven, og om hvordan ræven/ulven/den store kanin må have været så sulten i den sibiriske kulde, at den om natten havde væltet alt, hvad vi havde stående uden for vinduet, og revet trækassen fra hinanden. De snakker stadig om det, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få rullet historien tilbage og afsløre, at det viste sig at være en 1,5 liters danskvand, der var eksploderet. Ulven Apollinaris. (Seriøst: Jeg har set bomber på tv forrette mindre skade #SagsanlægComingUp)

* vil jeg gerne vide, hvem – HVEM!?! – det er, der designer alle børnetandbørster i hele fucking Danmark, så de vælter, når man lægger dem på bordet ved håndvasken. At få børstet tænder i dette hjem har efterhånden udviklet sig en slags alternativt spa-ophold, hvor man iføres en helkrops-maske af Colgate.

* lavede jeg med et par småjusteringer denne kødsauce i fredags, og det er hands down den bedste bolognese jeg i mit liv har spist.

* var jeg i dag i Søstrene Grene efter en notesbog, og da jeg spurgte pigen ved kassen efter, hvad jeg skulle bruge, kunne jeg godt selv høre, at det er tippet over og har forvandlet sig til en besættelse. (“Den skal bare være sådan en almindelig én, du ved, A5-størrelse, hard cover med spiralryg, men ENDELIG IKKE præ-perforeret – jeg får spat af de der to millimeter restpapir – papiret må IKKE være ternet, og det skal ikke være det der trælse genbrugspapir, kuglepenne ikke kan skrive på. Har I det?”)

* har jeg aldrig været klar over, hvor meget jeg skriver “slet” før stavekontrollen konsekvent begyndte at auto-ændre det til “sket”, hvilket betyder, at man fra nu af kan forvente at modtage beskeder fra mig med rim, tysk-klingende syntaks og en undertone af mystik. “Det har jeg sket ikke set” “Det er sket ikke sikkert jeg når det”

* er jeg i dag blevet spurgt, om jeg har børnebørn. This shall not be forgotten.

* har Anton en ønskeseddel, han møjesommeligt skriver på, så den er klar til hans fødselsdag i november. De to ønsker, der indtil videre bekymrer mig mest, er ‘Tågehorn’ og ‘Brandslukker’.

* er boglisten opdateret med “Rum”

* er Frida begyndt at koble ritualer og ord. Hver gang, nogen siger “fødselsdag” bryder hun ud i “- hurra hurra hurraaa!” Det er lidt som at have fået ekstern Tourette.

* læser jeg altid med stor, jysk interesse, når forskellige firmaer trækker fødevarer tilbage, fordi der i de nyhedsbidder altid ligger en dejlig information om, hvornår forskellig emballage indeholder den samme vare. Som f.eks. når der er fundet listeria i fisk, og producenten trækker hhv. Luksus Laks i Irma og Fattig Grim Laks i Fakta tilbage. Da jeg forleden læste om det parti dadler, der blev trukket tilbage, fordi de potentielt kunne give leverbetændelse, glædede jeg bare mig over, at jeg aldrig køber dadler.

– indtil jeg kom tanke om, at det gjorde jeg, for første gang i mit liv, for nogle uger siden.

* må I gætte én gang, hvem der har købt – og spist – dadler fra det besudlede parti?

* har jeg ikke fået leverbetændelse endnu, men har til gengæld fået fullblown mistanke om, at nogen et sted derude er lidt lemfældige med øko-stemplet. For jeg skulle bruge de forbistrede dadler til en raw-kage, og nærlæste derfor pakkerne, for at se, hvor mange gram, der var i dem. Derfor ved jeg, at de to pakker, der er trukket tilbage er hhv. almindelige (500 gr.) og økologiske (400 gr.) dadler. Jeg siger ikke, at Juan, der ikke lige havde fået vasket hænder efter sit toiletbesøg, ikke kan have plukket fra både den økologiske og den ikke-økologiske mark (jo, jeg gør #svindel) – jeg siger bare, at tillid er godt, kontrol er bedre.

* kan jeg mærke, at jeg aldrig bliver helt tætte venner med mennesker, der kalder fjernsynet for “tossekassen”.

* siger jeg lige igen, at funktionen “Afmeld notifikationer” på IG, ikke? Make it happen.

* er Frida vokset ind i et sæt træningstøj, som får hende til at ligne verdens mindste pusher. Hun elsker det.

* bliver Anton lige skuffet, hver gang han spørger, om vi “ikke skal have en baby mere, mor?” og svaret er nej. “Men jeg skal nok passe den!!” Hahaha. Stadig nej.

* er serie- og boglisterne i “Anbefalinger”-fanen opdateret med følgende:

Snowfall
Stikord: Crack-kokain, 1980’erne, ghettoen og CIA.
Jeg havde aldrig hørt om denne serie, og det ser heller ikke ud som om, der er gjort specielt meget for at promovere den. Det er synd, for den er faktisk god. Jeg opdagede den, fordi HBO havde sat den på “You might also like”-listen – og det kunne jeg. Det første afsnit er en kende forvirrende, fordi man bliver præsenteret for temmelig mange af seriens karakterer, men allerede ved andet afsnit er man med. Det er historien om den gode dreng i det dårlige miljø, og stemnings- og indholdsmæssigt synes jeg, den lander et sted i mellem Breaking Bad og Mindhunter, uden dog helt at nå op på deres respektive niveauer. Primært fordi der er for mange personer med i den til, at man lærer dem tilbundsgående at kende. Men den rammer 80’er-viben rent, CIA er et dejlig skummelt foretagende og med kun én sæson, er den perfekt som mellemmads-serie, mens man venter på nye sæsoner af yndlingsserierne.

Minimalism
Stikord: Dokumentar, der følger og interviewer nogle af firstmoverne indenfor minimalisme og downsizing i USA.
Den her var jeg begejstret for – både af den indlysende årsag, at den handler om noget, der lige nu optager mig meget, men også fordi jeg synes, at jeg sad tilbage med en optimistisk fornemmelse af, at der ligger mange muligheder i at tænke lidt ud af boksen. Nogle af dem, der bliver interviewet, er ret ekstreme, men alligevel synes jeg, at man bliver præsenteret for en essens af deres holdninger og ideer, der giver stof til eftertanke i forhold til eget liv og egne valg. En sætning, jeg stadig går og tygger på, er (citeret frit efter hukommelsen) “You can never get enough of what you don’t really want” – selvfølgelig møntet på teorien om, at overforbrug sker, når vi køber og køber og køber, fordi vi aldrig kan købe det, der i virkeligheden gør os lykkelige. I en ellers fremragende dokumentar, er jeg dog nødt til at nævne en enkelt scene, som gav mig lyst til at kradse mine øjenæbler ud, nemlig da en af hovedpersonerne går ud i ørkenen, og meget emo og dramatisk læser op af sin bog. Shit, det var træls. Der synes jeg med fordel, de kunne have anvendt en af de læresætninger, de brugte meget tid på at fremhæve, nemlig: “Does this add value to my life/movie?” For det gjorde det virkelig, virkelig ikke. Men resten af den lille film er hvert et minut værd, og har man bare den fjerneste interesse i dette emne, er den et must-see.

Thanks, Obama – David Litt
Jeg elskede den her bog, næsten lige så højt, som jeg elsker Obama selv. Jeg fangirl’er for vildt, og jeg skammer mig ikke engang over det. Bogen er en selvbiografi, skrevet af en af Obamas taleskrivere, og når man lige ser det set-up, lugter det af en opportunist, der gerne vil tjene penge på the rub-off, men når man læser den, er det slet ikke det indtryk man får. For det første handler over halvdelen af bogen om David Litt’s liv og tanker, inden han endte som en af de primære taleskrivere for POTUS, og for det andet foregiver han aldrig at have haft en personlig relation til Obama. Han skriver fænomenalt, og han er voldsomt underspillet sjov. På mange måder havde jeg det som om, jeg sad og læste en mail fra en af mine venner, der ved en fejl var endt i et afsindig vigtigt job, og nu både kritisk, rædselsslagen og selvironisk mailede mig anekdoter om sine arbejdsdage. Bogen tegner et virkelig fint tidsbillede af årene både før og under Obama, og hundrede pluspoint herfra for både at være underholdende og gøre klogere. En sidste ting man også må beundre er, hvordan David Litt formår at tegne et billede af et både sympatisk og ambitiøst menneske, udelukkende gennem beskrivelser af gerninger og adfærd. Jeg håber, at Obama selv har læst den, og elskede den ligeså højt som mig.

Det slog mig idag, at jeg måske lige skulle sende et livstegn, så I ved, at jeg stadig er her. Radiotavsheden til trods har jeg sjældent set mere til min blog, end jeg gør i disse dage. De nye faner, som jeg elsker, tager livet af mig, fordi jeg skal lære, hvordan jeg arbejder med dem, men desværre for mig – og alle omkring mig – har jeg ikke tålmodighed til læreprocesser. Jeg insisterer bare på at kunne mestre nye tiltag, første gang jeg præsenteres for dem.

Men den gode nyhed er, at hår jo vokser ud igen.

Jeg er færdig med fanen “Om”, har fået serie-listen lagt under “Anbefalinger” og valgt og uploadet min Top 10 (som man kan læse eller genlæse, hvis man savner ikke-meta-indlæg). Det betyder, at jeg så småt kan begynde at fokusere på at blogge normalt igen; det bliver dejligt.

Jeg håber, december er god ved jer så langt.

Så nåede vi så langt.

Jeg har netop lagt røret efter en guidet tour på min nye side, forestået af verdens mest tålmodige IT-mand. Jeg kan huske omkring 10% af, hvad han har vist mig (undskyld, Claus) men jeg satser på, at det hele kommer tilbage til mig, når først jeg for alvor begynder at rode med det.

Der er stadig elementer på siden, der ikke er på plads. F.eks. er menupunkterne for oven tomme. Af en eller anden grund får jeg nærmest hjertebanken af præstationsangst, når jeg forsøger at skrive noget til punktet “Om”. Det viser sig at være virkelig svært at skrive to afsnit, der, kort og vittigt, sammenfatter hvem man er, når man lige kortvarigt selv er kommet i tvivl.

Jeg skal lære alle de nye funktioner at kende, men der er forbindelse igen, vi har fået det hele med over, og resten er detaljer, der skal skylles ned med gløgg.

Som lovet i sidste indlæg kommer her lidt mere praktisk info om receptionen ifm. udgivelse af min bog.

Receptionen kommer til at foregå d. 18.10. på Godsbanen, Vogn 1, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus, kl. 16-19. Jeg håber, at du – ja, dig, der lige nu sidder og tænker, at det ikke gør en forskel, om du kommer – kommer. For det gør det for mig. Uanset om du har læst med i 5 minutter eller 5 år, om du stikker hovedet ind forbi hver 6. måned eller om du er frequent flyer, så er du mere end velkommen, og det samme er dine børn, små som store, samt dine veninder og din mor, der stadig ikke helt har forstået, hvad en blog er.

Jeg har ikke prøvet sådan noget her før, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, men hvis det var mig selv, der var inviteret til noget lignende, ville det nogle dage passe bedst, hvis man måtte droppe ind forbi en halv time på vej hjem fra arbejde, så det aftaler vi bare, at du gør, hvis det er det, der får tingene til at hænge sammen.

For de mennesker som står for at stable det på benene, er det måske meget rart at have en fornemmelse af, hvor mange vi – bare sådan ca. – bliver, så hvis du har 30 sekunder til at gå ind på https://www.facebook.com/damgaardforlag/ og under “begivenheder” tilkendegive at du kommer, er jeg ret sikker på, at det vil være værdsat. Du er i øvrigt mere end velkommen til at dele begivenheden, hvis du tror, at nogen du kender, også kunne være interesserede.

Jeg har fået lov at give en håndfuld bøger væk, og tænker, at vi gør det på den måde, at jeg smider 3 i puljen nu, og så laver en give-away mere i starten af december, hvor man kan vinde en mandelgave/pakkespilsgave/hadegave afhængigt af, hvem man giver den til.

– har jeg fanget en mus i mit køkkenskab. For fanden i hede, hule helvede.

– har jeg besluttet, at jeg gerne må få en tatovering mere. Bare en lille, bitte en.

– har jeg læst den (for mig) mest meningsfyldte bog om mad og krop, jeg nogensinde er stødt på: Sofia Mannings “Mit hemmelige forhold til mad”.

– ved jeg ikke, om jeg skal græde mest over, at Bruxelles er blevet ramt af terror, eller over, at vi efterhånden er så angst-mætte, at udslaget på pressens reaktionsbarometer i forhold til Paris er faldet med adskillige hektopascal.

– er jeg igang med min anden runde på Snapchat. Jeg forstår det stadig ikke. Hvad er forskellen på dét og IG?

– har jeg glemt at opdatere mine betalingsoplysninger på un-blog.us, med det resultat, at jeg er blevet sat noget så eftertrykkeligt uden for døren. Og ikke kan få lov at betale, så mit abonnement bliver genåbnet. Midt i 8. sæson af Greys Anatomy. What. The. Actual. Fuck, Un-blog?!

– er Frida begyndt at kravle. Hurtigt. Ind imellem har hun så meget fart på, at hun glemmer at orientere sig i spejlene, inden hun trækker ud, og vi har således påsken over haft talrige kollisioner med bordben, storebrødre og vasketøjsstativer.

– har jeg set mig utrolig sur på den funktion i iMessage, der laver understregninger af tidsangivelser. Meget svært at skrive en besked, der ikke lyder som a) en trussel “Vi ses i morgen” (“røvhul” er stumt) eller b) passiv-aggressiv skæld ud: “Vi kommer kl. 2” ( – så hvis du gider være hjemme til tiden denne gang?!)

– spurgte jeg begejstret Anton, om ikke vi skulle bede mormor og morfar kigge efter Frida et par timer, så vi kunne komme ind og se Kung Fu Panda 3. Status i skrivende stund: Anton, mormor og morfar er i biografen, mens Frida og jeg sidder i mussehullet og kigger skuffede på hinanden.

I går, søndag, sidst på eftermiddagen, sov Lene stille ind på Hospice Djursland.

Jeg har kendt hende det meste af mit voksenliv. Vi har revet Skanderborg fra hinanden adskillige gange, siddet i mørket i bøgeskoven og holdt vagt, og plaget livet af diverse nattevagtschefer for at få kravebårne walkie talkies.

Vi har kørt en million spinningtimer sammen, flyttet en hel lejlighed, bare hende og jeg, og sammen kigget misbilligende, når nogen stavede ”sgu” med k, eller udtalte det Smuuties. Hun havde en tankegang og en humor så sort, som de uendelige mængder af kaffe, vi drak, og en latter så boblende som champagne.

Jeg har aldrig i mit liv set nogen være så gravid, som hun var, da hun ventede sin lille dreng, og hendes hjerte har alle dage banket mest for ham og for dem, der var afhængige af andre. Kræften tog et af de bedst begavede mennesker, jeg nogensinde har kendt, og jeg kommer til at savne hende noget så frygteligt.

Mine tanker går til Mikkel, lille Aksel, Lenes mor og hendes søstre.

Æret være Lenes minde.