I øvrigt

– har jeg fanget en mus i mit køkkenskab. For fanden i hede, hule helvede.

– har jeg besluttet, at jeg gerne må få en tatovering mere. Bare en lille, bitte en.

– har jeg læst den (for mig) mest meningsfyldte bog om mad og krop, jeg nogensinde er stødt på: Sofia Mannings “Mit hemmelige forhold til mad”.

– ved jeg ikke, om jeg skal græde mest over, at Bruxelles er blevet ramt af terror, eller over, at vi efterhånden er så angst-mætte, at udslaget på pressens reaktionsbarometer i forhold til Paris er faldet med adskillige hektopascal.

– er jeg igang med min anden runde på Snapchat. Jeg forstår det stadig ikke. Hvad er forskellen på dét og IG?

– har jeg glemt at opdatere mine betalingsoplysninger på un-blog.us, med det resultat, at jeg er blevet sat noget så eftertrykkeligt uden for døren. Og ikke kan få lov at betale, så mit abonnement bliver genåbnet. Midt i 8. sæson af Greys Anatomy. What. The. Actual. Fuck, Un-blog?!

– er Frida begyndt at kravle. Hurtigt. Ind imellem har hun så meget fart på, at hun glemmer at orientere sig i spejlene, inden hun trækker ud, og vi har således påsken over haft talrige kollisioner med bordben, storebrødre og vasketøjsstativer.

– har jeg set mig utrolig sur på den funktion i iMessage, der laver understregninger af tidsangivelser. Meget svært at skrive en besked, der ikke lyder som a) en trussel “Vi ses i morgen” (“røvhul” er stumt) eller b) passiv-aggressiv skæld ud: “Vi kommer kl. 2” ( – så hvis du gider være hjemme til tiden denne gang?!)

– spurgte jeg begejstret Anton, om ikke vi skulle bede mormor og morfar kigge efter Frida et par timer, så vi kunne komme ind og se Kung Fu Panda 3. Status i skrivende stund: Anton, mormor og morfar er i biografen, mens Frida og jeg sidder i mussehullet og kigger skuffede på hinanden.