Uncategorized

Er vi enige om, at de der ’man’ snakker meget om, at konkurrencen mellem de unge i dag er frygtelig hård? Ja? Godt. For jeg kan ikke
lige nå at bruge en time på at finde en kilde, og jeg ved ikke, hvordan jeg
ellers skal starte det her indlæg.

Hold. Nu. Kæft.

”Nåååå! Snyder man i dag..?” brølet fra cykelstativerne til
hende i bil i det tonefald, der lader som om det er kærligt drillende, men som i
virkeligheden er hånligt. ”Hva søren!? Der har vi jo månedens gæst!” lyder det
højt og frydefuldt tværs igennem cafeområdet, når Ilse kommer snigende med sin
taske og forsøger at slippe uset forbi Svend-Åges årvågne blik. (Formodes de
ikke at have alle mulige farver stær, der skulle svække synet i den alder? Ikke her. Her er
der udelukkende kaskader af alfa-, beta- og gammastråler, der får det HELE med).

Når de står i omklædningen, laver de noget, der for udenforstående kunne ligne
small talk, men hvis man lytter – og det gør man – – skamløst – så er det én
lang opregning af egen indsats og et forsvar, der primært består af sygdomme. De
træner dobbelthold, hvor de mellem timerne nærmest rituelt skal ud i tasken
efter en proteinbar, så de kan hilse på ALLE, de møder med: ”Nå, man møder nok til
direktørtid i dag hahaha” *spørgmighvorlængejegharværether spørgmighvorlængejegharværether*

Det kan godt ske, at det er det samme til banko og stavgang,
og et eller andet sted, er det jo også en slags fællesskab. Under alle omstændigheder er det vel langt at foretrække, fremfor at de sidder ensomme derhjemme. Og selvom de for
mig er én stor klynge af blanke isser og snehvide pudderkrøller, er der sikkert
også undergrupperinger i dén forsamling.

Nå, det var et sidespring (hvis I forstår sår’n lille en..).
Men jeg tror, at det er godt at vi har arenaer som instagram og facebook at
varme op på, for alle vores billeder af spinatshakes (#aftensmad #skinnyme) og
løbesko (#Ifuckingdidit!) er for småting at regne sammenlignet med índsatsen til den store
finale.

Da jeg startede som instruktør, valgte jeg at undervise 2 år
i en forening. Dels fordi det forekom som en udmærket ide at få slebet de
værste fuckups af, inden jeg blev smidt for løverne et sted, hvor folk betaler
det samme for en måneds træning, som man betaler for et år i en forening, og
dels fordi idrætsforeninger har en ret fordelagtig uddannelsesordning, som
betyder, at man, når man underviser der, får sin temmelig dyre
instruktøruddannelse betalt.

Problemet var bare, at jeg, da jeg begyndte at undervise i
foreningen, selv havde trænet i fitnesscenter i 6 år. Hvilket bringer mig til
det værste ved foreninger som er kolde brusere, ildelugtende omklædningsrum, hvor
mændene bruger dameomklædningen om onsdagen med alle de forviklinger og røde
kinder det afstedkommer, fastlagte træningstidspunkter og ”Lukket pga.
terminsprøve/ferie/eksamen”.

Jeg ved godt, at det er et spørgsmål om prioritering og om,
hvad man kommer efter; i træningssammenhæng er jeg bare altid kommet for at få
mere målrettede tæsk, end jeg har oplevet at kunne få i en forening.

Så vi skal i forening, Anton og jeg.

* Finde en måde at lade være med at have en mening om
instruktørens musikforståelse, lugten af sure tæer og de andre deltageres
teknik. (Ja, ’de andres’. Antons vil naturligvis være perfekt fra starten.) For
som skrevet ovenfor er det bedste ved foreninger medlemmerne. Som så nu
omfatter mig.

* Vænne mig til tanken om at året – undskyld sæsonen –
munder ud i en opvisning, hvor mine forældre (ja, SELVFØLGELIG trækker jeg dem
med mig i faldet) og jeg skal sidde på voldlakerede træbomme en hel lørdag
eftermiddag og klappe af børn, der slår koldebøtter.

* Forlige mig med tanken om, at jeg åbenbart indeni er det
kvindelige sidestykke til de overvægtige fodboldfædre ved navn Preben, der
venligt, men bestemt bliver fulgt langt væk fra foldboldbanen.

Så fik jeg også slæbt mig igennem bogen. Og med slæbt mener
jeg virkelig slæbt. For mig vendte siderne på ingen måde sig selv; de lå
nærmest bare sådan lidt apatisk og gloede ud i luften.

Jeg hader den ikke. Jeg sidder bare tilbage med noget, der
bedst kan beskrives som mild forundring over, hvad the fuss is about.

Men det her… Altså, hvem er målgruppen?? Jeg forstår det
simpelthen ikke. For modsat de bøger, jeg har nævnt ovenfor, som har det til
fælles, at deres læsere formodes at være ca. 14 år, hvilket retfærdiggør et
vist element af naivitet og simpelhed i sproget, så tror jeg nok, at de her Grey-bøger
er tænkt som natbordslitteratur til relativt voksne kvinder. Og hvis det er
tilfældet, begriber jeg ikke, at hovedpersonen – en 21 årig jomfru, der naturligvis
er fuldstændig uvidende om egen skønhed og charme – skal have et sprog som en afasisk
12-årig.

Tillad mig at citere:

”Jeg kan mærke ham. Der.”

Det kan godt ske, at vi er lidt vel friske i provinsen, men
en 21-årig, der er SÅ infantil i sin seksualitet er simpelthen så utroværdig
for mig, at det forstyrrer den smule historie, der måtte have været.

Mange af mine venner er dyremennesker. De fleste af dem har
fået hold på sig selv, inden de ramte niveauet, hvor man glædestrålende deler
sin vaffelis med sin hund, men glade for dyr; det er de.

Kan I godt høre, at det trækker op til et ’men’?

Jeg ved godt, at man er nødt til at skrue voldsomt op for
rummeligheden, når man bor i rækkehus, for haverne ligger nærmest oveni
hinanden, og har man valgt at bo her, følger den del med. Jeg ved også godt, at
jeg sikkert også er skideirriterende. (Gu er jeg da ej. Jeg er da drømmenaboen
og alle skulle tage at ønske, at de boede ved siden af mig.)

Men jeg er simpelthen så træt af, at Paris Hilton-kravlet
til den ene side ter sig som om, det er den mod resten af alt, hvad der bevæger
sig i verden. Gø-duellerne på tværs af min have, der ALTID skal afvikles, når
Anton skal sove, får min hud til at krympe et nummer af irritation. Og jeg blev
fandme stram, da jeg forleden for 3. gang på en aften måtte eskortere den anden
nabos hund ud af mit hjem, fordi den – igen – var hoppet over hegnet og
spadseret ind af min havedør og ind i min stue. (Prøv at gætte, hvor
forskrækket man bliver, når afkommet er lagt, og man sidder og puster ud i sin
yndlingsstol med kaffe og computer, og der pludselig står en meter hund og
stirrer stift på dig. 3 gange.)

Man skyder ikke sine naboers dyr. Men man kan fandme godt
have lyst.

PS: For god ordens skyld vil jeg bare lige sige, at jeg er med på, at det – ligesom med børn – ikke er dyrenes skyld, men ejerne/forældrene, der ikke tager deres opgave alvorligt.

I mit arkiv ligger et indlæg, jeg aldrig har udgivet. Havde jeg valgt at udgive det, da jeg skrev det, ville det med stor sandsynlighed have fået alting til at falde fra hinanden et andet sted i byen. Han havde helt sikkert fortjent det, og det ville have været den perfekte hævn.

Der er mange gode historier om hævn. Hende, der tog den utro kærestes telefon, fandt et af de erotiske billeder, han havde taget af sig selv og med teksten ”Hej. Jeg hedder xxx, og jeg er et utro svin!” sendte det til alle i hans telefonbog. (Hej mor.) Eller hende, der opdagede kærestens affære, da han var på skiferie; som såede karse i hans ægte tæppe og kærligt nussede om det, så det var fint og grønt, da han kom hjem. Hun fandt også tid til at stoppe rejer i hans gardinstænger. (Lugter her ikke mærkeligt??) Og hende, der opdagede the girl on the side, mens manden var på forretningsrejse, som sørgede for, at jakkesættet, hun havde lovet at sende til det vigtige møde, ankom på dagen – inklusive de mange huller hun havde klippet i det. (Lang dag. ”Punk møder Hugo Boss er det nye sort, siger jeg jo!”)

Somme tider ville jeg ønske, at jeg var typen, der hævnede mig. Dels synes jeg, at det må være meget tilfredsstillende, og dels synes jeg, at det giver sådan nogle fine historier. Beklageligvis bor der inde i mig en lille muslim, som er meget optaget af ære og skam. Hun mener, at hævn er en indrømmelse af, at et andet menneske har såret mig; en tilkendegivelse af at jeg har haft følelser i klemme og forventet noget andet og mere. At jeg har givet mest og været både naiv og godtroende. Hævn afslører, at jeg synes, jeg har tabt ansigt. At rejse er at leve og at hævne er at blotte.

Én gang i mit liv har jeg haft lyst til at hævne mig, men jeg havde så travlt med at kravle baglæns ud af døren, mens jeg febrilsk ledte efter mit tabte ansigt, at al ledig kapacitet blev brugt på at standse ulykken. Fornuften nåede at indhente raseriet og de forsmåede følelser, inden jeg fik udtænkt en passende hævn.

Men hævn er vel et forsøg på at påføre den, der har såret dig, en smerte der ligner din? Hvis det er sandt, ender ærlighed måske med at udvikle sig til hævn på lang sigt. Hvis du fortæller et menneske, præcis hvor du står; at han roder i kassen med de helt store følelser nu, og når indholdet af dén kasse først er spredt ud over hele institutionen, så er det ad helvede til at stå alene tilbage med oprydningen, så skal han – hvis han vælger at fortsætte – leve med sin viden om, at han med fuldt overlæg tog noget, der ikke var hans.

Han ved det. Og jeg ved, at han ved det. Det er hævn nok for mig.

Jeg må være ærlig og sige, at det kom noget bag på mig, da
kageklubben, mødregruppen og 3-4 andre sociale netværk for et par måneder siden
pludselig kom og annoncerede barn nummer 2.

Har vi ikke lige født??

Men det har selvfølgelig sat tankerne i gang, for hvis ikke
nu, hvornår så? Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke er interesseret i, at der
er 8 år imellem dem, men ikke desto mindre har jeg det som om, at jeg har stået
med hovedet i et hul i jorden, og slet ikke har opdaget, at tiden er gået. For
beslutningen træffer jo ikke sig selv, fordi jeg lige synes, at jeg er for
smadret til at spekulere over fremtiden.

Om halvandet års tid, er jeg blevet enig med mig selv
om.  Hvis min krop gider igen, betyder
det, at Anton er omkring 4, når han bliver storebror. Så er han renlig (ikke?)
og har sprog nok til, at vi kan snakke om tingene. (Eller bliver han det eneste
barn i verdenshistorien, der skal klare sig igennem med Hej, Bøh og Traktor?)

Men … halvandet år uden mænd? Jeg ved godt, at jeg er
relativ privat omkring det, men jeg er jo ikke lavet af sten, vel?

Og bare lige for at tage den i opløbet:

Jeg har haft kærester, der ..  ikke forbød, men .. prøvede at hjælpe mig med
at stoppe mit krus-misbrug ved at kigge mildt bebrejdende på mig, når jeg igen
kom hjem og begejstret flåede noget hankpåsat keramik op af posen.

Det findes derude; det ved jeg.

Kruset var pangfarvet og i den stramme, minimalistisk stil,
jeg ellers elsker, med indsat tefilter i kopstørrelse og et lille låg, og
det er fandme den bedste ide, jeg har set i stentøj længe.

Da jeg sidste gang mugede ud i mine køkkenskabe, besluttede
jeg mig for at slutte fred med erkendelsen af, at jeg aldrig bliver sådan en,
der drikker te. Desværre. Farvel til billedet af mig, der i dette scenarie også
er begyndt at gå i kashmirstriktrøjer og på magisk vis har fået bløde lokker og
mild stemmeføring.

Så lille krus i Plint: Det er ikke dig. Det er mig. Du skal
vide, at du er skøn, og dag kommer du til at gøre en anden illusionist meget
lykkelig. Farvel.