Da jeg startede som instruktør, valgte jeg at undervise 2 år
i en forening. Dels fordi det forekom som en udmærket ide at få slebet de
værste fuckups af, inden jeg blev smidt for løverne et sted, hvor folk betaler
det samme for en måneds træning, som man betaler for et år i en forening, og
dels fordi idrætsforeninger har en ret fordelagtig uddannelsesordning, som
betyder, at man, når man underviser der, får sin temmelig dyre
instruktøruddannelse betalt.
sparsomme erfaring, er de utrolig søde og tålmodige mennesker, der ikke bliver
sure, hvis man træner sin venstre bicep 7 minutter, mens den højre må nøjes med
2. Så længe man bare giver lidt af sig selv er de glade, og da jeg ikke kan
være i rum med nogen som helst i 20 sekunder uden at foie gras-fodre dem med min
personlighed, var det en ret fordelagtig aftale for alle parter.
Problemet var bare, at jeg, da jeg begyndte at undervise i
foreningen, selv havde trænet i fitnesscenter i 6 år. Hvilket bringer mig til
det værste ved foreninger som er kolde brusere, ildelugtende omklædningsrum, hvor
mændene bruger dameomklædningen om onsdagen med alle de forviklinger og røde
kinder det afstedkommer, fastlagte træningstidspunkter og ”Lukket pga.
terminsprøve/ferie/eksamen”.
samt manglede saunaer, hårtørrere og headsets.
Jeg ved godt, at det er et spørgsmål om prioritering og om,
hvad man kommer efter; i træningssammenhæng er jeg bare altid kommet for at få
mere målrettede tæsk, end jeg har oplevet at kunne få i en forening.
nok til at blive introduceret til træningslivets glæder. Og hvor gerne jeg end
ville udstyre ham med hans eget lille fitnessdk-medlemskort, så må jeg desværre
nok æde, at chefen – min meget insisterende spørgen til trods – holder fast i,
at målgruppen ”19 måneder +” er for smal til at finde vej til holdplanen.
Så vi skal i forening, Anton og jeg.
* Finde en måde at lade være med at have en mening om
instruktørens musikforståelse, lugten af sure tæer og de andre deltageres
teknik. (Ja, ’de andres’. Antons vil naturligvis være perfekt fra starten.) For
som skrevet ovenfor er det bedste ved foreninger medlemmerne. Som så nu
omfatter mig.
udtryksløs i ansigtet, når jeg forsøger at skjule, hvad jeg i virkeligheden
tænker, ikke er nået til Esbjerg.
* Vænne mig til tanken om at året – undskyld sæsonen –
munder ud i en opvisning, hvor mine forældre (ja, SELVFØLGELIG trækker jeg dem
med mig i faldet) og jeg skal sidde på voldlakerede træbomme en hel lørdag
eftermiddag og klappe af børn, der slår koldebøtter.
der tuder mest over, hvor stor og dygtig min lille unge er blevet. (Hvornår
blev man sådan??)
* Forlige mig med tanken om, at jeg åbenbart indeni er det
kvindelige sidestykke til de overvægtige fodboldfædre ved navn Preben, der
venligt, men bestemt bliver fulgt langt væk fra foldboldbanen.
Hahahah… jeg overvejer lige nu, at melde mine unger til gymnastik i Esbjerg, bare for at kunne være flue på væggen, når du eksploderer over aflagte plastre og skrævspuling i et koldt omklædningsrum.
Men jeg tager hatten af for, at du rent faktisk kommer af sted. Her er det stadig ved snakken, og det er jo bare ikke godt nok..
Jeg ser så meget fællesbade i rødbrune sten og tonsvis af fodvortesmitte på gulvene for mig (jo, det kan man se – lige der mellem kalk og kønshår). God tur. Selvfølgelig skal I afsted, uanset!
Har været der. Mor prustede rundt, ungen uden megen engagement. Kulminerede da jeg fik øje på "damen" på tilskuerbænkene sammen med sin far mens jeg lå og rodede rundt til forårsopvisningen.
Lotte
Men ungerne ELSKER det og så bliver det hele meget nemmere.. Og i den alder bliver det næppe mere hårdt, end at mor og sønnike kan hoppe i træningstøjet hjemmefra og styre helt uden om de "hyggelige" omklædningsrum…….
God fornøjelse 🙂
Camilla R..
Hvis du NOGENSINDE stopper med at blogge – så banker jeg dig i gymnastikforeningens omklædningsrum
#denbedstebloggerever
Margit
– og der er jo en hel ny instruktør i den her ende af landet som selvfølgelig er fed på den helt rigtige måde og som kommer til at give de børnehold baghjul! Både Anton OG hans mor er velkommen til at lægge vejen forbi hvis de skulle trisse forbi disse kanter en helt almindelig onsdag eftermiddag :o))
– god fornøjelse med det. Vi tar den mere ærlige samtale over kaffen 🙂
Men Linda – du skal jo ikke sidde og kigge på! Du skal gå ved siden af i cykelshorts og alt for stor orange t-shirt. – Og når du er færdig, så husk at se alle de billeder bedsteforældrene har taget af dig 🙂
Glæder mig til at se dem her på bloggen!
Onsdagssmil fra Lisbeth H.
Give it a try – sikker på i gi'r alle baghjul, når i kommer i fedt Nike outfit begge to 😉