Uncategorized

For en måneds tid siden udkom bogen Fukcing Flink af Lars AP, forfatteren bag Polle fra Snave-reklamerne. (Som vi gudskelov i mellemtiden har glemt alt om.)

Forfatteren er træt af mugne danskere, og bogen handler ifølge ham selv om, at det godt kan være, at flere undersøgelser kårer os til verdens lykkeligste folkefærd (hvordan man så end måler den slags og gør det sammenligneligt), men at det ville klæde os at prøve at være lidt flinkere, specielt overfor fremmede. Jeg har ikke læst bogen, men ud fra de bider, jeg har fundet af den på nettet, ser det ud til, at den giver konkrete anvisninger til, hvordan man kan blive mere flink i hverdagen, ved f.eks. at sige prosit til naboen i bussen, hvis han nyser, eller ved at trække et ekstra nummer i køen på posthuset, for at kunne give det til en nødstedt pensionist.

Må jeg godt lige kommentere lidt på det koncept?

For jeg tror ikke, at problemet er, at vi ikke er flinke. Jeg tror, at det er, at vi glemmer at sige tak.

Uden at skulle pudse min glorie så den blænder, er jeg en af dem, han skriver om. Ikke altid, selvfølgelig, men jeg siger faktisk prosit til fremmede mennesker. Jeg giver dem en forlomme, hvis de står med en liter mælk, og min egen kurv er fyldt. Jeg er (som udgangspunkt) (- når jeg ikke er gravid) høflig overfor personalet, hvis jeg kommer med en reklamation. Jeg ved, at mange småbørnsmødre klager over, at andre mennesker er nogle egoistiske idioter, der en gang for alle har besluttet at hade alle med barnevogne (og lad nu være med at gå amok i kommentarfeltet, venner. Det er DE ANDRE, jeg snakker om. Både dem med og uden barnevogne), så der går ikke noget af mig for at afvente, at en udslidt mor kommer først forbi vejarbejdet med sin Odder.

Jeg skal gerne holde tilbage, vente, være høflig og tilmed smile oveni – så længe jeg har en fornemmelse af, at der bliver sat pris på min gestus. Når jeg modtager et taknemmeligt nik eller den værdsættende to-finger-truckerhilsen, synes jeg, at vi alle vinder, og at mennesket er den bedste race i verden.

Men når folk bare skrider ind af døren, jeg holder for dem med ”ja, det MANGLEDE da bare!”-attitude, får jeg lyst til at slynge døren så hårdt i efter dem, at den springer gennem karmen og rammer dem i nakken – for så handler vores lille rendez-vous ikke længere om høflighed eller om at være flink; nej, så er vi pludseligt ovre i den primale boldgade med territorial afpisning, magt, og spørgsmålet om, hvem der er herskab og tjenestefolk.

Jeg vil gerne være med til at prøve at være fucking flink.

Hvis du bare vil prøve at huske at sige fucking tak.

Så er vi officielt gået ind i slutspurten; den sidste måned, hvor Alting skal overleveres, afsluttes og lukkes ned, inden den arrige kost skrider på barsel. Det kan mærkes på dagsprogrammet, og derfor måtte jeg her i weekenden melde afbud til alle aftaler, fordi jeg begyndte at svede stresssved. FYI er det den, der minder meget om feber, og føles som konstant uro i hele kroppen.

Men hvor moderen er lidt i knæ, stortrives Anton til gengæld. Som en lille, spidstandet vampyr suger han skamløst al min energi, og som den blødhjertede mor in spe jeg er, synes jeg naturligvis, at det er helt i orden. Han er ved at være stor, og nu kan det mærkes, sådan for alvor, når han mosler rundt derinde. Nyeste udvikling ift. Hvad Vi Ikke Længere Kan, er at cykle, når vi lige har spist. Det er slut. Får noget sidestiks-agtigt krampe, der kræver 60 sekunders stilstand og diskret stræk for hver 200. meter – hvilket er relativt svært at få til at se naturligt ud på en cykelsti. Det betyder, at alting nu times ift. hvornår jeg skal køre hjemmefra, så når vækkeuret ringer om morgenen, sprinterjegudikøkkenetogspiserLIGEmeddetsamme, så jeg er klar til at cykle 1 time senere.

Forleden valgte ungen også at prøve at lave Sherifstjernen på min ene nyre, lige da jeg havde fløjtet en spinningtime i gang. Det gjorde fandengalemig nas! I den situation måtte jeg så bare glæde mig over mit tolke-poker-fjæs, der har mange års træning i at lade som ingenting, uanset hvad der ellers foregår i og omkring mig. Underligt nok hjalp det at råbe.

Måske fordi han var nødt til at slippe mine indre organer og holde sig for ørerne.

Og så er invitationerne til julefrokosterne ellers begyndt at vælte ind. Ved ikke helt…. Kan jo sagtens deltage (endnu, i hvert fald), men gider på den anden side heller ikke være hende, der er træls at have med, fordi jeg sidder og spytter i en dansk vand. Hvis jeg spørger, er jeg sikker på, at mine venner er så søde, at de siger, at jeg SELVFØLGELIG skal tage med, men… Altså, dengang jeg lige havde meldt ud, at jeg var gravid, blev vi inviteret til personalefest i fitnesscentret, og en af mine (unge) kolleger kiggede medlident på mig og sagde:

”Aj, hvor ærgerligt for dig! Du kan jo ikke komme med.”
Mig: (Wtf?!) ”Altså.. jo? Jeg er gravid. Ikke død.”
Hende: ”… Ok… Men lidt træls så, at du ikke kan komme med op til mig inden og drikke sjusser.”

Det er jo et eller andet sted ærlig snak. Og hvem gider have en ædru flodhest på slæb til julefrokost, hvor en del af konceptet er, at nobody mentions the war dagen efter – primært fordi de ikke kan huske den?

Nå. De kan vel altid tage mig med og klæde mig ud som julemand.

For mange år siden kendte jeg en pige, som ofte snakkede om, hvor stresset hun var. Hun kunne remse op i lange (relativt uinteressante) timer om, hvorfor det var hårdt at være hende, og en stor del af det, hun stressede over, var sociale forpligtelser a la cafebesøg, biografture og fester. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at selv uden en master i atomfysik, ville man uden de store anstrengelser kunne gruble sig frem til en løsning på problemet: Lad være. Med at lave. Så mange aftaler.

Og det her er så et af de steder i livet, hvor man har et standpunkt, til man tager et nyt. Hvor man, når man bliver klogere, sender en tavs undskyldning tilbage i tiden, fra sit fordømmende jeg til den intetanende pige, som jeg ikke længere aner, hvor er. For jeg er ved at brække benene af at løbe slalom mellem aftalerne i min kalender, og nogle dage hader jeg næsten min telefon, fordi den, hver gang den bipper, stiller med endnu en forpligtelse, som jeg lige nu ikke ved, hvor jeg skal deponere.

Man gider ikke selv være hende, der skal sidde og høre på veninden, der er fuld af undskyldninger over, hvorfor man ikke ses mere, end man gør. For alle gode intentioner til trods, kommer det til at lyde som om, hun mener, at man ikke laver andet end at sidde med mobilen knuget i sine svedige hænder og bede til, at hun vil berige ens ellers så tomme og indholdsløse liv med sin tilstedeværelse.

Og det lyder så råddent at sige, at jeg har dårlig samvittighed overfor mine veninder, når jeg ikke synes, at jeg har tid til at ses, for det lugter af pligt og af, at jeg mener, at jeg gør folk en tjeneste ved at stille med mit selskab, og det er overhovedet ikke sådan det forholder sig.

Ind imellem bliver jeg bare så bange for, at et venskab lider uoprettelig skade, hvis ikke jeg prioriterer det NU. Nye venskaber skal plejes, hvis de skal leve, og gamle venskaber skal holdes ved lige, hvis de ikke skal glide ud. Derfor laver jeg somme tider aftaler mod bedre vidende; derfor har jeg somme tider min uge fyldt til bristepunktet og laver alligevel aftaler, som jeg burde glæde mig til, men som jeg inderst inde faktisk ikke kan overskue.

Derfor er det skønt, at jeg i denne uge har haft aftaler med mennesker, som har det ligesådan. Der er for længst talt højt om det faktum, at tiden ikke er helt så rigelig, som man kunne ønske, og i stedet for at bruge tiden på at snakke om, at vi også burde ses noget mere, og lave den evindelige ”Vi skal også snart have kaffe, skal vi ikke?” og ”Jo, jeg skriver lige!!” *enter-instant-stress-og-dårlig-samvittighed* hver gang vi mødes på gaden, er det bare en gang for alle slået fast, at vi ses, når vi ses. Og at det er fint.

Der bliver nogle lidt blodfattige indlæg, der rammer bloggen de næste par dage. Jeg er nemlig på kursus, som indholdet til trods, strækker sig over nogle laaaaange dage.

For tillidsrepræsentanter i mit fag og under min overenskomst, består TR-uddannelsen af 5 moduler, og i disse dage er jeg af sted på 3. modul. Da man ikke skal være nærig, hvis man har noget at dele, vil jeg hermed gerne videregive:

Top 5 over ting, jeg har lært i dag:

1) Livet bliver lettere, når man giver slip på forventningen om, at kursets indhold skal have det fjerneste med det daglige virke som TR at gøre. Jeg har således i dag brugt 9 timer på at opstille partiprogram for det fiktive parti (i tilfælde af at nogle måske troede, at det var Nasar Khaders seneste påfund) ‘Specialdemokraterne’, og på at definere hhv. konservatisme, liberalisme og socialisme.

2) Det er ikke tilrådeligt at sætte spørgsmålstegn ved undervisningsmateriale, som underviseren selv har været med til at forfatte.

3) Anton gider OVERHOVEDET ikke sidde stille så længe, så jeg har hele dagen haft ungen til at sparke maven fuldstændigt ud af facon i rytmen: ”Træ-ning-nu! Træ-ning-nu! Træ-ning-nu!”

4) Kage KAN faktisk godt fungere som midlertidigt indhold i livet, hvis bare der er nok af det. (Nu hvor sukkersygemistanken ikke længere kaster sin grimme skygge over min tallerken…)

5) Barselsorlov er i virkeligheden ikke noget, man går på, fordi man er træt og trænger til at gå ned i gear. Det er noget, der er blevet indført for at beskytte resten af samfundet, og sikre, at højlydt pærespisning, kuglepensklikken og generelt idioti ikke udløser mord.

Engang imellem når jeg åbner mit kommentarfelt, spekulerer jeg på, om jeg egentlig synes, at det er arbejdet værd at skrive bloggen. For somme tider virker det som om, at nogle læsere ligger på lur derude, og bare VENTER på, at jeg skal skrive noget, som man med påtaget undrende intonation kan pege fingre af.

Hvis jeg var ansvarshavende redaktør på en stor, dansk avis, skrev lederen og på den måde meldte mig som en af fortalerne i den offentlige debat, kan jeg forstå, at man følte sig kaldet til at gå i dialog over noget, man ikke var enig i, men det her er en blog. For sjov. Som man på ingen måde er forpligtet til at læse. Der er tusindvis af blogge derude, og jeg er helt sikker på, at man uden at anstrenge sig særligt kan finde en, hvor bloggeren mener det samme, som man selv gør.

Jeg har skrevet 1004 indlæg, og selvom man ikke har læst med fra starten, men måske kun et par måneder, begriber jeg simpelthen ikke, at man ikke engang imellem kan bruge sin sunde fornuft kombineret med det kendskab man trods alt har til mig, og selv nå frem til, at selvom et indlæg kan fortolkes på flere måder, så mente jeg nok ikke, at drenge, der leger med dukker skal stenes, eller at rufferi er et sympatisk erhverv at begå sig i.

Jeg er præcis ligeså fordomsfuld og grim på indersiden som alle andre. Jeg forsøger at forholde mig til alle sider af min personlighed, også dem, som jeg ville ønske, at jeg kunne gemme bagerst i skabet under en lys-, luft- og vandtæt dyne af fornægtelse. På mange måder synes jeg faktisk, at det er de mest interessante at blogge om, for det er sgu da der, jeg allerhelst vil lære noget om mig selv og udvikle mig som menneske.

Jeg kunne såmænd godt konvertere og skrive en politisk korrekt blog. Jeg kunne godt lade som om, at jeg var perfekt, og kun tænkte rummelige og tolerante tanker. Det ville give indlæg a la:

I går købte jeg en rød dukkevogn. Heldigvis spurgte ekspedienten, om det var til en pige eller en dreng. Jeg er meget glad for at leve i et samfund, hvor drenge også leger med dukkevogne. Og rigtig skønt med en ekspedient, der prøver at gøre sit arbejde godt ved at konversere. Det kan jeg godt lide. Plus frisører. Og tandlæger. Og læger. Og alle andre i servicefag. Og det offentlige. Og det private. Og dem, jeg har glemt.

Spørgsmålet er, hvor sjovt det ville være at læse?

Jeg kender mennesker, der har lukket deres blogge, fordi kommentarerne til sidst blev så hellige, at det blev umuligt at blogge om noget som helst uden at blive stemplet som et dårligt menneske. Og hvor mange tæsk gider man at tage som tak for at underholde folk gratis? For synes jeg, at drenge må lege med dukkevogne? Ja, for fanden i satan, da!! Til de bliver blå i hovedet. Eller.. undskyld…røde? Gule? Argh! Hvis Anton vil have englevinger, skal jeg GERNE købe dem til ham. Hvis jeg kender mig selv ret, ender jeg såmænd nok med at sidde og pimpe dem ved at lime ekstra glimmer på, når han er lagt i seng (til politisk korrekt tid, naturligvis). Men jeg kan ikke forstå, at vi skal lade som om, at der ikke er farver og legetøj, som vi umiddelbart associerer med drenge og andet, som vi associerer med piger.

Reaktioner og tanker forsvinder ikke, fordi vi lukker ned for dem eller lader som om de ikke findes. Og der er ingen i dagens Danmark, der er så uoplyste, at de ikke kender til debatten om kønsroller og legetøj; om piger og drenge, dukker og tyl og sværd og soldater. Men ved skinhelligt at påpege, at man i HVERT fald selv er rummelig nok til at mene det rigtige, selvom andre åbenbart er nogle ignorante stenaldereksistenser, fordi de er stadig er farvet af, hvordan samfundet har set ud i århundrede, vil jeg vove at påstå, at man er med til at dræbe dialogen, fordi man på forhånd har vedtaget, hvad der er Det Rigtige. Uanset om det drejer sig om kønsroller, integration eller seksualitet.

At ændre holdninger og tankemønstre tager tid, men jeg tror, at man kan flytte meget ved at kunne tale åbent om det. Uden fordømmelse. Og jeg tror, at man når rigtig langt med humor.

Men engang imellem når jeg åbner mit kommentarfelt, stivner smilet altså lidt.

Er netop hjemvendt fra barnedåb af verdens nemmeste og mest hårfagre baby, Smilla.

Som det sig sømmer, var min veninde og jeg ude for at købe gave til barnet, der ifølge sin mor ønskede sig ”aktivitetslegetøj, en lille fjällräven og tøj”. Vi var på forhånd enige om, at rygsækken og tøjet var dømt ude, da begge dele formentlig ville være overrepræsenterede på gavebordet.

Derfor rykkede vi direkte i Sallings legetøjsafdeling. Et farligt sted at opholde sig, når man selv er gravid, skulle jeg hilse og sige, men jeg er stolt over, at det lykkedes mig at begrænse forbrugstrangen til en sutteklud. (Lyseblå og lavet som en lille mus *smelter*) Men også et sted, der er velegnet til at finde ud af, hvor utrolig lidt man ved om babyer og deres udvikling, for hvad fanden er ’aktivitetslegetøj’?? Heldigvis lader det til, at producenterne er opmærksomme på, at det er idioter som min veninde og jeg, der skal holde omsætningen oppe, så de fleste legesager har små mærkater på, hvor man på dansk, tysk og engelsk kan læse, hvor gamle børnene skal være for at lege med tingene, og hvad de formodes at udvikle undervejs. (Undtaget er selvfølgelig alt, hvad der produceres i Frankrig. Ze frenzsh er som sædvanligt skideligeglade med, om andre nationaliteter forstår, hvad de mener.)

Således kunne vi diskvalificere en helt fantastisk kæphest (+ 36 måneder), en Bodilelefant (+ 24 måneder) og noget med hjul under (+ 18 måneder), som vi ikke helt kunne klassificere, men som ikke desto mindre så sjovt ud.

Men så fandt vi Dukkevognen. Den røde trædukkevogn, der er så retro, at jeg næsten ville ønske, at jeg kunne købe en til mig selv. Under armen med den og op til kassen, hvor Amalies intellektuelle tvilling var blevet sat til at ekspedere.

”Er det til en dreng eller en pige?”

Først lamslået tavshed. Så – helt intonationsløst – ”En pige”, hvorefter min veninde kiggede på mig og hviskede: ”Det SPURGTE hun bare ikke om!?”

”Måske ligner vi et meget fremmeligt, lesbisk par, der ikke vil begrænse vores søn i hans udvikling og eksperimenter med identitet og kønsroller?” foreslog jeg.

”!!?! … Nå… Fair nok. Ok, det må være for, at vi kan få den pakket ind i det helt rigtige pige-agtigt papir.”

Vi fik den pakket ind i grønt papir. Som var det eneste papir, de havde.

Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man, hvis man køber en rød dukkevogn til sin dreng, nok er riiiimeligt large i forhold til, om papiret er blåt eller lyserødt.

Nå. Men fastede fra kl. 22 i går, og fulgte – helt efter planen – Murphys Lov om fastning: At man, når man ikke må spise, med 1000 % garanti vågner 3 gange i løbet af natten med lyst til at flå og æde en løve. Hver gang.

Kl. 7 stod jeg op, kastede 24 længselsfulde blikke efter min kaffe, cyklede til lægen, fik taget blodprøve (blodsukker 5,1), drak 3 dl. flydende sukker, stirrede apatisk ud i luften i 2 timer, fik taget endnu en blodprøve (blodsukker nu 4,1), dansede ‘TOLD you so!’-dansen og skred.

Jeg SAGDE jo, at jeg ikke har sukkersyge!