Uncategorized

Her skulle have været et ”HURRA, MAND!”-indlæg, for vi har faktisk et jubilæum at fejre: Dagens indlæg er nemlig nr. 1.000, hvilket jeg jo nok synes, at man passende kunne fejre med en kagemand, eller noget.

Sådan bliver det så ikke.

Det bliver i stedet bare endnu et indlæg om sygdom og elendighed, og det er jeg virkelig ked af, for det er ikke særlig spændende at læse om.

Men kan I huske den fibersprængning, jeg fortalte om forleden? Den, jeg har fået af at hoste? Nåmen… den er blevet værre. En hel del, endda. Så i nat snakkede jeg med vagtlægen. Igen. (Skal fandme nærmest snart have lagt dem ind på speed dial.) En venlig ældre herre, som synes, at jeg lød ’noget forkommen’ og opfordrede mig til at spise Pinex og (og her citerer jeg ordret) ”at lave en form for brynje af et tørklæde”.

Jeg giver jer lige et sekund til at nyde dét billede.

Hvorfor har man aldrig en rustning ved hånden, når man mangler en?

Nå, men jeg lovede Ridderen Af Stetoskopet at tage til egen læge i dag, så det gjorde jeg. Tudende hele vejen, for alt gør ondt. At stå op, at gå, at ligge, at sidde, at nyse, at køre i bus, at trække vejret, at pudse næse (så skidegod ide med det der tuderi, Linda) og at hoste. Det sidste er det værste, for jeg skal hele tiden hoste, og hver gang føles det som om, noget bliver revet i stykker inde mellem mine ribben.

For at gøre en lang historie kort, har jeg fået noget smertelindrende og min læges private mobilnummer med beskeden om at ringe, hvis ikke det bliver markant bedre indenfor de næste 3 timer. Hvis ikke, indlægger de mig, fordi jeg pga. smerterne efterhånden trækker vejret så overfladisk, at jeg risikerer at det udvikler sig til lungebetændelse, og det må det ikke.

Så det er super.

Nu sidder jeg her og tuder noget mere. Fordi det gør ondt, fordi jeg ikke kan overskue det, fordi jeg har forfærdelig dårlig samvittighed over at hælde smertestillende lige ned i hovedet af Anton, som jeg bilder mig ind bliver helt stille og sløv af det, og fordi jeg har hormonerne til at sidde uden på tøjet.

Har I haft en god dag derude?

Kærlig hilsen

Festbomben

I dag læste jeg i avisen, at Infernal på mandag udgiver et nyt album. Først blev jeg først helt: ”Yei!! Nyt musik til spinning!”-agtig. Hvorefter jeg faktisk blev en lille smule trist. For lige om lidt er det slut med at sidde og tælle takter og udstøde triumferende lyde, når man efter mange timers jagt finder Det Helt Rigtige Remix, som man VED vil sætte ild til taget.

Da jeg besluttede, at jeg gerne ville have et barn, vidste jeg godt, at det ville blive hårdt at give afkald på noget, jeg synes er med til at definere mig som person, og nu hvor tiden nærmer sig, må jeg så konstatere, at jeg havde ret.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min beslutning er den rigtige, og jeg ved også godt – på et objektivt overplan – at jeg ikke er interesseret i at blive en af de instruktører, som alle i det skjulte synes har trukket den for længe, og som er mere pinlige end inspirerende.

Men derfra og så til at indstille sig på, at det er NU, det er ved at være slut – der er et stykke vej.

Jeg elsker at undervise. Jeg elsker den energi, der opstår i et rum, når 40 mennesker sender endorfinerne i frit omløb, jeg elsker kombinationen af det matematiske og det kreative, der ligger i at mixe musik og lave koreografi, og samtidig arbejde inden for de afstukne rammer. Jeg elsker kontakten med mennesker og det sammenhold, der er mellem både udøvere og kolleger i mit center.

Og jeg er god til det. Modsat stort set al anden sport, uanset om det involverer bolde, vand, holdkammerater eller modstandere, har jeg i fitnesscentrene fundet min niche, hvor det, jeg kan, fungerer og hvor jeg hverken forvolder skade på mig selv eller andre.

Om ikke ret længe giver jeg afkald på en meget stor del af det liv, jeg kender, for at tage hul på noget, som jeg ikke har nogen som helst ide om, hvad indebærer, eller om jeg egner mig til. Det er angstprovokerende ad helvede til. Jeg kan allerede mærke, at jeg er en lille smule udenfor, når der er p-møder og arrangementer. Jeg er ved at blive skrevet ud af serien, og vi ved det alle sammen.

Måske er Anton et af de børn, der godt kan efterlades med en barnepige, og som derfor alligevel giver mig mulighed for at være dernede på tålt ophold. Men hvis ungen går i flitsbue af kolik fra han ser dagens lys, til han starter i børnehave, har man jo nok lidt en fornemmelse af, hvem det er, der bør passe ham. Og man gider ikke være ravnemoderen, der lader sit stakkels barn gå for lud og koldt vand, fordi hun sætter egne behov over hans, vel?

Jeg klamrer mig til min pind de sidste 6 uger, som ud over mine egne timer heldigvis også giver mig mulighed for at evaluere en bunke spinninginstruktører, et par holdinstruktører, køre en intern uddannelse, uddanne endnu et kuld stepinstruktører og lave et enkelt inspirationskursus.

Det bliver nok i virkeligheden noget med bare at vriste scepteret ud af mine hænderne og eskortere mig ud af døren, mens jeg vrælerr ”NEJ! NEEEEEEJ!!! JEG ER IKKE KLAR!!!”

De kan jo så passende køre mig direkte op på fødegangen.

Tænk at man på 7 dage nåede:
– To sygedage.

– En lønforhandling.

– Et jordemoderbesøg.

– At lære 2 nye programmer til fitnesscentret.

– Et personalemøde.

– To øveaftener med kollegerne, jf. de nye programmer.

– En mus-samtale.

– Det der arbejde. En hel masse af det, faktisk.

– At undervise 6 timer, og træne 4 selv ud over det.

Spekulerer på:
– Om man kan miste forstanden af at hoste? Nej, seriøst. Jeg. Hoster. Hele. Tiden. Ud over det meget lidt praktiske i at lyde som en levende udstillingsmodel af Tuberkulose 2010, når man forsøger at tolke/undervise/tale i telefon/forhandle løn, har jeg som en slags bonus fået en fibersprængning i højre side af den møgpisselortespasserrøvhoste.

– Hvor længe endnu vi skal høre om den verpühlte, et-benede bombemand? Enough already!

– Om man bør være flov over at være 33 år og have slugt True Blood bøgerne 1-5 på 10 dage? *vampyr-sucker-smiley*

Tænk at man er blevet:
– Sådan en, der forhandler om barnets 2. sygedag.

– For fed til sin vinterjakke. Føler mig som et badedyr, nogen har pustet for hårdt op. Jeg kommer til at give mig, og ofre penge på en ny, for den gamle sidder nu så stramt, at mine arme står ud i let 45 graders vinkel.

– Så tyk, at man ender på alle mulige obskure hjemmesider, fordi maven rammer musen, hver gang man læner sig frem efter kaffekoppen.

Elsker til gengæld:
– At Anton nu er blevet så stor, at jeg kan mærke ham næsten hele tiden. Han mosler rundt i vilden sky, og forleden kunne jeg helt tydeligt mærke hans lille fod lige midt på maven. *smiley-der-smelter*

– At den her uge er slut.

– At jeg igen er lykkeligt uopmærksom på mine kæber. Det er først, når der går betændelse i dem, at man finder ud af, hvor dejligt det er ikke at mærke dem til dagligt.

Fatter I:
– At jeg går på barsel om 6 uger? For jeg gør ikke.

– At det kan betale sig at lave et program om Sidney Lee, der camperer?

Nå. Kom. Vi skrider i seng, så vi er klar til at angribe den nye uge med friskslebne hjørnetænder og hvæssede kløer.

Det er dumt – DUMT! – at udveksle (meget forskellige) politiske synspunkter med spa-kvinde, der bevæbnet med kogende voks og pincet er i færd med at give dig en brasiliansk undervognsbehandling.

Av.

hedder et af mine yndlingsnumre med Beck. Det er længe siden jeg har hørt det, men jeg kom til at tænke på det her til aften, fordi jeg på FB faldt over en statusopdatering fra en pige, som jeg engang kendte.

Hun var i mange år kærester med en fyr, jeg også kender. Han behandlede hende med en mangel på respekt, der nærmest var sygelig. De arbejdede samme sted, og han fik masser af tid til at gå med at knalde ¾ af alle de andre kvindelige ansatte på arbejdspladsen.

Hun ville gerne giftes og have børn. Han ville vist mest bare være sikker på, at der var en, der holdte sengen varm de dage, hvor han ikke gad udlicitere opgaven.

Flere gange tog hun ham med hænderne på kagedåserne, og flere gange gik hun fra ham. Alligevel endte hun hver gang med at tage ham tilbage, selvom alle vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, før han igen blev set alle de forkerte steder i selskab med alle de forkerte mennesker.

For to år siden skred hun så endelig for good.

Til lyden af stående applaus fra alle os andre.

For 1½ år siden mødte hun en ny mand.

I dag er hun gået 2 dage over tid.

På hendes profilbillede står hun med sin kæmpemave og ser så glad ud, at man nærmest får lyst til at tude.

Fik jeg med, at han er endt i et lorteforhold, hvor han og den nye kæreste lever som hund og kat, og altid ligner nogen, der enten er ved at kede hinanden til døde, eller som har lyst til at slå hinanden ihjel?

Jeg elsker, når det for en gangs skyld er de onde, der græder og de gode, der ler, og jeg synes, at det er så fint at blive mindet om, at vi selv er med til at skabe de betingelser vi lever under.

For som Beck synger:

Only if you’re looking will it find you
‘Cause true love is searching too
But how can it recognize you?
Unless you step out into the light.

Ind imellem sker det, at venskaber ender brat. Heldigvis sjældent, for det er nogenlunde ligeså behageligt og problemfrit, som når man går fra sin kæreste (er i øvrigt kommet til at tænke på, hvornår man blev for gammel til at ’slå op’ og i stedet begyndte at ’gå fra’?). Specielt, hvis det er en ven, man har haft i mange år.

Der er så mange ting, man ved om hinanden. Så mange små hemmeligheder, man deler, og så mange ting, der kun er sjove sammen med lige præcis dette menneske, fordi vi var der sammen. Der går lang tid, før man holder op med at tænke: ”Aj, det skal jeg sgu lige huske at fortælle [indsæt navn]!” og før det bliver naturligt, at man ikke længere hører fortsættelsen på de sagaer, man har fulgt i årevis.

Når venskaber ender på den måde, er faserne efter meget lig post-forholds-faserne. Først er der vrede og fornemmelsen af at være blevet virkelig uretfærdigt behandlet. Så kommer savnet og ulykkeligheden over, at det hele er blevet sådan noget rod, og endelig begynder man at kigge på det sidste års tid eller to med nye, lidt mere objektive øjne. Man begynder at få øje på tegnene på, at tingene ikke længere var helt som de skulle være, at venskabet var kørt fast i vaner og rutiner, der var uhensigtsmæssige for begge parter, og at man et eller andet sted undervejs fikserede hinanden i roller, som ingen af parterne egentlig ønskede at have, men som ikke desto mindre var uundgåelige; arv, sind og omgangstone taget i betragtning.

Man erkender sin egen andel af skylden og kommer i tanke om ting, man ved om den anden, som ved nærmere eftertanke forklarer, hvorfor man fik – eller ikke fik – nogle bestemte reaktioner fra vedkommende.

Og når man først er der, begynder det at blive klart, at det nok i virkeligheden ikke kunne være gået meget anderledes, end det gik.

Tilbage står ønsket om, at man ud af respekt for det, der var engang, kan bevare den civiliserede omgangstone, når man støder på hinanden, og at begge parter, når vreden er fordampet, husker, hvorfor man i sin tid satte så stor pris på hinanden.

Kender I de mænd, der scorer på alt med en puls, når de er i byen? Dem, der sjældent får bid, fordi de færreste hverken føler sig særligt smigrede eller udvalgte over at blive bagt på som nummer 17. Jeg antager, at disse mænd arbejder ud fra tesen om, at hvis man bare skamcremer på ALT, så vil der på et tidspunkt være en, der enten er så desperat efter opmærksomhed eller som fuld nok til, at vedkommende giver efter.

Jeg tror, at jeg ved, hvor de mænd arbejder: I reklame- og bladbranchen.

Ind imellem modtager jeg mails fra steder, der gerne vil have mig til at blogge for dem, hvilket jeg altid bliver både glad og smigret over. Indtil det efter lidt mailen frem og tilbage kommer frem, at jeg jo skal gøre det gratis. Så bliver jeg bare pissesur.

En ting er, at det er brød lige ud af munden på de mennesker, der har taget en uddannelse og stiftet studiegæld for at ernære sig ved at skrive – og den slags støder min TR-hjerte, der hjemmefra er viklet så fint ind i den røde fane, voldsomt. Noget andet er, at jeg bliver sindssygt provokeret af, at de tror, at jeg er så desperat efter læsere, at jeg glad og gerne løser opgaver, de definerer og afgrænser, gratis, for at få lov at se mit navn på tryk. Sidst jeg modtog sådan en mail, måtte jeg slette mit svar til dem 3 gange, fordi mine fingre blev ved med at starte mailen med: ”Ligner jeg en luder?”

Misforstå mig ikke: Jeg BLIVER meget glad for, at nogen derude kan lide, hvad jeg laver – det gør jeg virkelig, og jeg ville elske, hvis jeg en dag fik mulighed for at gøre noget mere med mine skriverier – men jeg synes, at der ligger en voldsom arrogance bag at antage, at du som blogger går så meget på røven over opmærksomhed, at du vil forsyne folk, der kommer til at tjene penge på det, du gør, med gratis materiale.

I dag har jeg så modtaget endnu en mail. Denne gang er der tale om et lidt andet tilbud. Et storslået et af slagsen, kan jeg forstå.

Hej Linda

Jeg skriver til dig, fordi jeg synes du har et interessant website. Derfor vil jeg tilbyde dig at blive partnere hos ******. Det giver dig mulighed for at bruge markedets bedste virale videoer på jeres site. Vi tilbyder jer en garanti for mange spændende kampagner og muligheder for god indtjening.

Det er simpelt at komme i gang! Du kan oprette en profil på www.******.com. Herefter logger du direkte ind og henter de videoer, der passer bedst til dit website og dine brugere.

Fra og med i dag kører vi en kampagne i samarbejde med Det Kongelige Teater for Tjajkovskijs ballet Svanesøen, som kører fra 15. sep. til 06. nov. 2010. Jeg mener at denne kampagne ville passe fint til dine læsere, og være et udmærket sted at starte et samarbejde mellem os og jer. Man kunne fx skrive en lille artikel om forestillingen, og lægge den tilhørende video derunder og på den måde tiltrække læserne til den. På den måde kunne du berige din blog med spændende indhold og samtidig tjene penge på det.

Jeg vil gerne give point for, at de trods alt har taget sig tid til at finde ud af, hvad jeg hedder. Det er såmænd ikke engang dem alle sammen, der har gidet det. Men resten er jo crap, for fanden. Alt den der roden rundt i dig og I/jer og påstanden om, at Svanesøen vil passe fint til mine læsere…. Jeg mener: Har de LÆST bloggen? Og hvilke læsere er det helt præcist, der vil føle sig tiltrukket af en reklamekampagne? Det skulle vist være første gang i verdenshistorien, at bjerget på den måde valgte at komme til Mohammed. Med eller uden eksplosive eller ‘berigende’ appelsiner i turbanen.

Det kan godt være, at det tager længere tid at score, når man skal bruge tid på at finde ud af, hvem der indeholder de kvaliteter, man sætter pris på. Det kan også godt være, at det koster en ekstra øl eller to, og at man ind i mellem må gå alene hjem, fordi det, der tiltrak ved første øjekast viste sig at være distanceblænderi, eller fordi kemien ikke var der alligevel.

Jeg vil bare vove at påstå, at både tid og penge er godt givet ud, for belønningen står som regel mål med indsatsten.

Så er det vist tid til en update på Anton. Han er ved at være stor, den lille. Ca. 34 cm lang, hvilket er noget længere end et ark A4 papir på den lange led, han vejer ca. et kilo og hans fødder er 4 cm (aj, men jeg dør!). Han blinker, har negle og kan mærke forskel på op og ned.

Da jeg nu er 2/3 af vejen, tænkte jeg i dag , at det vel er ved at være på tide, at jeg begynder at forholde mig lidt til det der fødsel.

….

Er det godt eller skidt, hvis man har en mistanke om, at realiteterne først rammer én, når man ligger der? For jeg kan overHOVEDET ikke se det for mig! Men jeg bliver selvfølgelig også stadig somme tider så forbløffet, at jeg næsten snubler, når jeg kommer forbi et spejl og opdager, at jeg er gravid.

Men det kan jo ikke rigtig hjælpe, så: Ind på google, ”fødselsforberedelse Århus”, søg.

23.200 resultater. Hold da op.

Magter altså ikke rigtigt at sidde i rundkreds og trække vejret dybt otte onsdage i træk hos en eller anden holistisk jordemoder på 58, der hedder Else og har fletninger og strikkede sokker. Jeg siger det bare.

Nå, men lad mig se….

1. side:
Ekstatisk fødsel: Det er muligt at bestille en fremvisning af den banebrydende dokumentarfilm om fødsler “Orgasmic Birth”.

Iiiew!! Hej Anton, og velkommen til verden. Jeg skal nok sætte dig af ved psykologen på vej hjem.

Side nr. 2:
Dansen og musikken stemmer din krop og dit sind til fødslen. Gennem dansens rytme og bevægelse kommer du i dybden med dig selv og kontakten til dit barn.

Ikke rigtigt, vel? Vi HAR prøvet mavedans, og det taler vi ikke om, Hans Christian. Er vist heller ikke rigtigt klar til mine egne dybder.

Side nr. 3:
Bliv tryg med din fødsel

Ok. Men kun, hvis du derefter deltager på mit netop oprettede kursus ”Bliv tryg med dit danske sprog”.

Side 4:
Vil du gerne være helt afslappet og rolig den dag du skal føde
Vil du gerne kunne kontrolere dig selv til fødslen
vil du gerne kunne smertelindre dig selv

Seriøst: Har de ikke dansk på den der jordemoderskole?? Men bortset fra det, så appellerer ordet ’kontrol’ jo kraftigt til mit nazi-sind. Bliver bare lidt mistænksom over det der ’helt afslappet og rolig’-noget. Lyder næsten for godt til at være sandt, ikke?

Side nr. 5:
Intensiv fødselsforberedelse med fokus på, hvordan vejrtrækning, hvile- og fødestillinger kan hjælpe til at skabe et godt fødselsforløb, samt hvordan evt. fødselsledsager kan støtte med bl.a. massage.

Købt!

Godt så. Lørdag d. 20.11 bliver det virkeligt.

Der er heldigvis laaaaang tid til!