Suicidale læsere bør komme tilbage i næste uge.
Her skulle have været et ”HURRA, MAND!”-indlæg, for vi har faktisk et jubilæum at fejre: Dagens indlæg er nemlig nr. 1.000, hvilket jeg jo nok synes, at man passende kunne fejre med en kagemand, eller noget.
Sådan bliver det så ikke.
Det bliver i stedet bare endnu et indlæg om sygdom og elendighed, og det er jeg virkelig ked af, for det er ikke særlig spændende at læse om.
Men kan I huske den fibersprængning, jeg fortalte om forleden? Den, jeg har fået af at hoste? Nåmen… den er blevet værre. En hel del, endda. Så i nat snakkede jeg med vagtlægen. Igen. (Skal fandme nærmest snart have lagt dem ind på speed dial.) En venlig ældre herre, som synes, at jeg lød ’noget forkommen’ og opfordrede mig til at spise Pinex og (og her citerer jeg ordret) ”at lave en form for brynje af et tørklæde”.
Jeg giver jer lige et sekund til at nyde dét billede.
Hvorfor har man aldrig en rustning ved hånden, når man mangler en?
Nå, men jeg lovede Ridderen Af Stetoskopet at tage til egen læge i dag, så det gjorde jeg. Tudende hele vejen, for alt gør ondt. At stå op, at gå, at ligge, at sidde, at nyse, at køre i bus, at trække vejret, at pudse næse (så skidegod ide med det der tuderi, Linda) og at hoste. Det sidste er det værste, for jeg skal hele tiden hoste, og hver gang føles det som om, noget bliver revet i stykker inde mellem mine ribben.
For at gøre en lang historie kort, har jeg fået noget smertelindrende og min læges private mobilnummer med beskeden om at ringe, hvis ikke det bliver markant bedre indenfor de næste 3 timer. Hvis ikke, indlægger de mig, fordi jeg pga. smerterne efterhånden trækker vejret så overfladisk, at jeg risikerer at det udvikler sig til lungebetændelse, og det må det ikke.
Så det er super.
Nu sidder jeg her og tuder noget mere. Fordi det gør ondt, fordi jeg ikke kan overskue det, fordi jeg har forfærdelig dårlig samvittighed over at hælde smertestillende lige ned i hovedet af Anton, som jeg bilder mig ind bliver helt stille og sløv af det, og fordi jeg har hormonerne til at sidde uden på tøjet.
Har I haft en god dag derude?
Kærlig hilsen
Festbomben
Man må ALDRIG gå ned på udstyr. Lørdag nat kortsluttede mit system så, og nu sidder jeg her med bi- og kæbehulebetændelse og øjne så blanke af feber, at man kan spejle sig i dem. Er også bange for, at jeg har fået en fibersprængning eller to af mine nærmest olympiske nys. Men jeg HAR været ved vagtlægen *dydig-smiley*, hvilket for en gangs skyld var en positiv oplevelse med 5 minutters ventetid og venlig, veloplagt, dansktalende læge. Jeg plejer ellers altid at vinde de norske.Kan man egentlig liste på sit cv under spidskompetencer, at man kun bliver syg udenfor almindelig åbningstid? I mine 13 år i Århus har jeg haft relativt akut behov for lægetilsyn 6-7 gange, og HVER gang har det været enten nat, søndag eller påske. Go figure.Hov – jo! Jeg var i bio og se Hævnen i fredags. Phiew! Så kan vi alle sammen sove igen.