I dag læste jeg i avisen, at Infernal på mandag udgiver et nyt album. Først blev jeg først helt: ”Yei!! Nyt musik til spinning!”-agtig. Hvorefter jeg faktisk blev en lille smule trist. For lige om lidt er det slut med at sidde og tælle takter og udstøde triumferende lyde, når man efter mange timers jagt finder Det Helt Rigtige Remix, som man VED vil sætte ild til taget.
Da jeg besluttede, at jeg gerne ville have et barn, vidste jeg godt, at det ville blive hårdt at give afkald på noget, jeg synes er med til at definere mig som person, og nu hvor tiden nærmer sig, må jeg så konstatere, at jeg havde ret.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min beslutning er den rigtige, og jeg ved også godt – på et objektivt overplan – at jeg ikke er interesseret i at blive en af de instruktører, som alle i det skjulte synes har trukket den for længe, og som er mere pinlige end inspirerende.
Men derfra og så til at indstille sig på, at det er NU, det er ved at være slut – der er et stykke vej.
Jeg elsker at undervise. Jeg elsker den energi, der opstår i et rum, når 40 mennesker sender endorfinerne i frit omløb, jeg elsker kombinationen af det matematiske og det kreative, der ligger i at mixe musik og lave koreografi, og samtidig arbejde inden for de afstukne rammer. Jeg elsker kontakten med mennesker og det sammenhold, der er mellem både udøvere og kolleger i mit center.
Og jeg er god til det. Modsat stort set al anden sport, uanset om det involverer bolde, vand, holdkammerater eller modstandere, har jeg i fitnesscentrene fundet min niche, hvor det, jeg kan, fungerer og hvor jeg hverken forvolder skade på mig selv eller andre.
Om ikke ret længe giver jeg afkald på en meget stor del af det liv, jeg kender, for at tage hul på noget, som jeg ikke har nogen som helst ide om, hvad indebærer, eller om jeg egner mig til. Det er angstprovokerende ad helvede til. Jeg kan allerede mærke, at jeg er en lille smule udenfor, når der er p-møder og arrangementer. Jeg er ved at blive skrevet ud af serien, og vi ved det alle sammen.
Måske er Anton et af de børn, der godt kan efterlades med en barnepige, og som derfor alligevel giver mig mulighed for at være dernede på tålt ophold. Men hvis ungen går i flitsbue af kolik fra han ser dagens lys, til han starter i børnehave, har man jo nok lidt en fornemmelse af, hvem det er, der bør passe ham. Og man gider ikke være ravnemoderen, der lader sit stakkels barn gå for lud og koldt vand, fordi hun sætter egne behov over hans, vel?
Jeg klamrer mig til min pind de sidste 6 uger, som ud over mine egne timer heldigvis også giver mig mulighed for at evaluere en bunke spinninginstruktører, et par holdinstruktører, køre en intern uddannelse, uddanne endnu et kuld stepinstruktører og lave et enkelt inspirationskursus.
Det bliver nok i virkeligheden noget med bare at vriste scepteret ud af mine hænderne og eskortere mig ud af døren, mens jeg vrælerr ”NEJ! NEEEEEEJ!!! JEG ER IKKE KLAR!!!”
De kan jo så passende køre mig direkte op på fødegangen.
Du ville aldrig blive sådan en som ville være pinlig og uinspirerende – Tilgengæld vil du være en som blir' savnet rigtig meget som instruktør!!
Lykke
PS: Jeg håber Anton kommer ud med spinning sko på, så kan han jo saaaagtens komme med!
Lykke; ville satme blive en småsvær fødsel. *av*.
du glemmer alt om spinning når du ser det lille mirakel 🙂
Jeg er mor til to og er spinning instruktør, dog kun på hobbyniveau. Så det kan helt bestemt lade sig gøre. 🙂
Hvad er der nu galt med mor-barn gymnastik 😉 Jan
Åhh Linda 🙂 Jeg er sikker på, at vandet først går på din sidste spinning time.. under udstrækningen 🙂 Så kan du tage direkte på fødegangen 🙂
Jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at passe på dit hold og du skubber mig bare af cyklen så snart du vil tilbage på den! :o)
Det kan jo være, at jeg skal passe Anton mens du underviser? 🙂
Du må love IKKE at sætte dit barns liv så meget over dit, at du en dag vågner op ved at Anton har forladt dig, og du finder ud af at du ikke har et selvstændigt liv.
Og lærer han fra starten af at blive passet af andre, jamen så kan du godt snige dig afsted og på cyklen en gang imellem!
Og har de ikke børnepasning mens du træner?
Årh, Lykke, tak! Den varmede.
Umfufu: Jeg tænker, at når de kan sy én, uden man opdager det, mom så de klamper gør den helt store forskel?
UR: Og hvis det er sådan, det går, er det også ok.
Rebecca: Godt at høre!
Jan: Kan du se det for dig? Bliver nok noget med mig, der skrider i vrede over, at jeg synes, at de spilder vores tid. Vi vil lave ARMBØJNINGER, mig og Anton! Ikke lege flyvemaskine, mens vi får at vide, at det 'styrker lårmusklerne'. (Please!)
Labu: Du ER en ven i nøden, Lasse, du er!
Helle: Jo, der er børnepasning, men det er tilrettelagt på den måde, at børnepasserne skal kunne hente forældrene, hvis ungerne er helt utrøstelige, og det bliver jo lidt svært, hvis det er mig, der har den gule førertrøje på:/
ved du hvad ? er sikker på at receptionen gerne træder til : – ) Prøv at se på lille Nikita : – ).. og vi vil IKKE af med diiggggggg!!!!!!!!!!!!!!! Anton må dele må han : – ) haha