For en måneds tid siden udkom bogen Fukcing Flink af Lars AP, forfatteren bag Polle fra Snave-reklamerne. (Som vi gudskelov i mellemtiden har glemt alt om.)
Forfatteren er træt af mugne danskere, og bogen handler ifølge ham selv om, at det godt kan være, at flere undersøgelser kårer os til verdens lykkeligste folkefærd (hvordan man så end måler den slags og gør det sammenligneligt), men at det ville klæde os at prøve at være lidt flinkere, specielt overfor fremmede. Jeg har ikke læst bogen, men ud fra de bider, jeg har fundet af den på nettet, ser det ud til, at den giver konkrete anvisninger til, hvordan man kan blive mere flink i hverdagen, ved f.eks. at sige prosit til naboen i bussen, hvis han nyser, eller ved at trække et ekstra nummer i køen på posthuset, for at kunne give det til en nødstedt pensionist.
Må jeg godt lige kommentere lidt på det koncept?
For jeg tror ikke, at problemet er, at vi ikke er flinke. Jeg tror, at det er, at vi glemmer at sige tak.
Uden at skulle pudse min glorie så den blænder, er jeg en af dem, han skriver om. Ikke altid, selvfølgelig, men jeg siger faktisk prosit til fremmede mennesker. Jeg giver dem en forlomme, hvis de står med en liter mælk, og min egen kurv er fyldt. Jeg er (som udgangspunkt) (- når jeg ikke er gravid) høflig overfor personalet, hvis jeg kommer med en reklamation. Jeg ved, at mange småbørnsmødre klager over, at andre mennesker er nogle egoistiske idioter, der en gang for alle har besluttet at hade alle med barnevogne (og lad nu være med at gå amok i kommentarfeltet, venner. Det er DE ANDRE, jeg snakker om. Både dem med og uden barnevogne), så der går ikke noget af mig for at afvente, at en udslidt mor kommer først forbi vejarbejdet med sin Odder.
Jeg skal gerne holde tilbage, vente, være høflig og tilmed smile oveni – så længe jeg har en fornemmelse af, at der bliver sat pris på min gestus. Når jeg modtager et taknemmeligt nik eller den værdsættende to-finger-truckerhilsen, synes jeg, at vi alle vinder, og at mennesket er den bedste race i verden.
Men når folk bare skrider ind af døren, jeg holder for dem med ”ja, det MANGLEDE da bare!”-attitude, får jeg lyst til at slynge døren så hårdt i efter dem, at den springer gennem karmen og rammer dem i nakken – for så handler vores lille rendez-vous ikke længere om høflighed eller om at være flink; nej, så er vi pludseligt ovre i den primale boldgade med territorial afpisning, magt, og spørgsmålet om, hvem der er herskab og tjenestefolk.
Jeg vil gerne være med til at prøve at være fucking flink.
Hvis du bare vil prøve at huske at sige fucking tak.
Tak 😉
Enig. Og kunne man ikke samtidig lære svinene (altså dem som ikke kender ordet 'tak') at der også er noget der hedder 'undskyld' og…'hej' – så ville alting være så meget flinkere og skønnere.
Åh, jeg kender det udemærket. Det kan også være meget hårdt at stå i butik, når man virkelig smiler og snakker pænt, men man får grimme ord til genmæle. Smilet skal stadig være på…
Laver lige en Meg Ryan " ja ja ja ja ja åååååh ja!"
du har så evig ret.
betyt
ja. JAAAAA!
og – tak 😉
tricket er vel at være flink uden at forvente tak.
Anyway vi skal nok få vendt den negative bølge af uflinkhed med den her kampagne.
Enig! Det' satme begrænset hvor længe man kan rende rundt og have overskud, så folk bare tager det for givet, eller dårligt lægger mærke til det (kombi?).. Og jo, at være flink uden at forvente tak, kan jeg sagtens sætte mig ind i – og det er jo også så'n det starter.. Jeg siger jo heller ikke "prosit" til min kollega, fordi jeg forventer at hun derfor giver kage dagen efter, men synes bare, at et efter et "prosit" følger et "tak", ligesom "tak" er den logiske følge efter "velbekomme".. Og et tak, er ikke nødvendigvis selve ordet, men kan også bare være et smil eller et nik.. Det kræver så usandsynligt lidt.. Jeg er selv lidt af en lalleglad idiot der smiler konstant, så det virker helt forkert for mig, at gøre noget som helst andet, men synes satme der er et par stykker der har glemt manøvren at forme et smil.. Sad.. Just sad..
SummaSummarum; I agree! 🙂
TAK! For en virkelig vidunderlig underholdende og meningsfyldt blog. Dette land er meget nyt for mig, men her er dejligt i blogland og det er du i høj grad med til at påvirke. TAK.
Jeg gjorde det bedste for et par uger siden! Jeg komplimenterede en af de københavnske buschauffører!
Jeg var kommet med en bus, hvor bussen blev sænket helt ned til fortovskanten, så jeg lige kunne vippe barnevognen op, og så smilede den rare chauffør, da jeg viste mit buskort. Der udover kørte han bare så pænt og ordentligt, havde ikke en betonfod på speederen så snart, der (næsten) var grønt, legede ikke step med bremsen, holdt og ventede på dem, der kom løbende langt fra osv. Man kunne faktisk stå helt stille ved siden af barnevognen helt uden at blive kastet rundt og måtte holde fast hvad remmer og tøj kan holde. Det var den bedste bustur, jeg kan mindes. Så jeg gik op til chaufføren og sagde til ham, at han var en fantastisk chauffør. Hans ansigtsudtryk var det hele værd, han blev oprigtigt glad… Og så fik jeg et smil i bakspejlet, da vi stod af.
At buschaufføren hjemad var totalt psykopat var så noget andet….
Nemlig! (og tak)
totalt enig!! jeg vil også rigtig gerne være venlig og hjælpsom, endda over for mødre med barnevogne haha – gælder såvel det at holde døren for en barnevogn, en med masser af poser, folk der nyser osv.. og kan faktisk godt finde på at hvisle et "tak – og velbekomme" ud af mundvigene, hvis folk ikke høfligt si´r tak eller smiler.. og det gi´r en ret sjov effekt!!
Fucking Amen til det!
Yup!
– Signe
Well said!
Den eneste gang jeg har oplevet, at en kvinde har rejst sig for mig i bussen i KBH, takkede jeg på en måde, så det næsten blev pinligt. Men jeg havde faktisk lidt veer, og min blære var klemt helt flad og mit bækken gjorde nas. Så jeg takkede hende, som om hun havde reddet min dag. Hvilket hun totalt havde. Der er nu langt imellem. Og jeg har kørt en del med bus. Tror det skyldes, at folk vil gøre ALT for at undgå kontakt. Uanset hvor kortvarrig. Eller også er de bare idioter eller blinde, og ser ikke ens gispende hvalskrog. Tvivler jeg nu på.
Kat
*kortvarig
You. Are. WELCOME!:)
Kommer lidt til at tænke på dronningens nytårstale mellem 2008 og 2009. Hun efterlyste også ordet "tak" – og jeg mindes faktisk at det hjalp ganske kortvarigt!! Kan vi mon gøre dig til dronning? Frisk på en nytårstale…??
Lotte: Jeg er ALTID klar, hvis det involverer diadem og/eller champagne:)
Tak for det fine indlæg.
Jeg er også en af dem med overskud og som gerne giver en forlomme eller holder døren.
– men jeg er så også en af dem der er flabet nok til at sige: "Ja det var da så lidt" eller "VELBEKOMME" hvis jeg ikke får en høflig gestus tilbage..