Når tiden er den knappe faktor.

For mange år siden kendte jeg en pige, som ofte snakkede om, hvor stresset hun var. Hun kunne remse op i lange (relativt uinteressante) timer om, hvorfor det var hårdt at være hende, og en stor del af det, hun stressede over, var sociale forpligtelser a la cafebesøg, biografture og fester. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at selv uden en master i atomfysik, ville man uden de store anstrengelser kunne gruble sig frem til en løsning på problemet: Lad være. Med at lave. Så mange aftaler.

Og det her er så et af de steder i livet, hvor man har et standpunkt, til man tager et nyt. Hvor man, når man bliver klogere, sender en tavs undskyldning tilbage i tiden, fra sit fordømmende jeg til den intetanende pige, som jeg ikke længere aner, hvor er. For jeg er ved at brække benene af at løbe slalom mellem aftalerne i min kalender, og nogle dage hader jeg næsten min telefon, fordi den, hver gang den bipper, stiller med endnu en forpligtelse, som jeg lige nu ikke ved, hvor jeg skal deponere.

Man gider ikke selv være hende, der skal sidde og høre på veninden, der er fuld af undskyldninger over, hvorfor man ikke ses mere, end man gør. For alle gode intentioner til trods, kommer det til at lyde som om, hun mener, at man ikke laver andet end at sidde med mobilen knuget i sine svedige hænder og bede til, at hun vil berige ens ellers så tomme og indholdsløse liv med sin tilstedeværelse.

Og det lyder så råddent at sige, at jeg har dårlig samvittighed overfor mine veninder, når jeg ikke synes, at jeg har tid til at ses, for det lugter af pligt og af, at jeg mener, at jeg gør folk en tjeneste ved at stille med mit selskab, og det er overhovedet ikke sådan det forholder sig.

Ind imellem bliver jeg bare så bange for, at et venskab lider uoprettelig skade, hvis ikke jeg prioriterer det NU. Nye venskaber skal plejes, hvis de skal leve, og gamle venskaber skal holdes ved lige, hvis de ikke skal glide ud. Derfor laver jeg somme tider aftaler mod bedre vidende; derfor har jeg somme tider min uge fyldt til bristepunktet og laver alligevel aftaler, som jeg burde glæde mig til, men som jeg inderst inde faktisk ikke kan overskue.

Derfor er det skønt, at jeg i denne uge har haft aftaler med mennesker, som har det ligesådan. Der er for længst talt højt om det faktum, at tiden ikke er helt så rigelig, som man kunne ønske, og i stedet for at bruge tiden på at snakke om, at vi også burde ses noget mere, og lave den evindelige ”Vi skal også snart have kaffe, skal vi ikke?” og ”Jo, jeg skriver lige!!” *enter-instant-stress-og-dårlig-samvittighed* hver gang vi mødes på gaden, er det bare en gang for alle slået fast, at vi ses, når vi ses. Og at det er fint.

Published by

2 Replies to “Når tiden er den knappe faktor.

  1. Men alligevel besøgte du mig HVER dag på sygehuset gjorde du!! – og ved du hvad, nu ses vi når det lige passer og når jeg kan bevæge mig lidt længere fra egen matrikel.
    Knus knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.