Øjebliksbilleder

I morgen, søndag, fylder Anton 2 år, og jeg glæder mig så meget, at det nærmest er pinligt til at fejre ham. Jeg har lavet skamløse mængder af mad, pyntet hele huset med flag og købt den grønneste cykel, jeg kunne finde til ham.

Og mens jeg har gået og planlagt og ordnet og fikset, har jeg flere gange tænkt på, hvor stor forskel der er på i år og sidste år.

Sidste år var simpelthen så ambivalent for mig. På den ene side var det smukt og fint at fejre den første fødselsdag, men på den anden side var det svært ikke at gøre status over et år, der havde udviklet sig i en retning, jeg ikke havde set komme, og som på så mange måder også havde været svært.

Sidste år havde vi boet i Esbjerg i 3 måneder, da han havde fødselsdag, den lille. Jeg havde 6 ugers jubilæum som mor på arbejdsmarkedet, og var på ubegribelig kort tid gået fra at være urban single-kvinde, på fornavn
med 40 % af personalet på de århusianske cafeer og kaffesteder, og cykel som foretrukne transportmiddel, til at bo i et rækkehus i udkantsdanmark med bil og stiv kuling som faste livskomponenter.

I år ved jeg, at jeg måske skulle have taget et halvt år mere i Århus. Jeg tror, at det ville have slået den værste glans af billedet af Det Perfekte, Århusianske Liv, hvis jeg havde afsluttet min barsel deroppe og var vendt tilbage til tolkejobbet med masser af transport, skiftende arbejdstider og weekendarbejde, uden bil og familiært netværk i nærheden.

I år ser jeg tilbage på et år, hvor jeg har fået skabt et liv til os hernede, som vi trives i. Trods alt. Jeg har sluttet fred med, at løvstikke og vaniliesirup skal købes, når jeg er i Århus, jeg har opdaget, at de bedste venner hænger ved, og at det er endnu bedre, end jeg havde troet muligt, at have hele familien i nærheden.

I år er det de rigtige ting, der fylder.

Tillykke med dagen, min skat. Du er det bedste, jeg har

<

div class=”separator” style=”clear: both; text-align: center;”>

Ps: Og skulle man være ligeså nostalgisk anlagt som mig, og have lyst til at læse om den dag, han kom til verden, er linket her.

Måske er det fordi, jeg er i et ualmindeligt ondt lune i dag, men jeg skal godt nok koncentrere mig meget, for ikke at komme til at ringe op til henholdsvis TDC og TV2 og råbe: ”Hold nu kæft!!”

Jeg synes ikke just, at man kan beskylde LOC for falsk varedeklaration. Han ligner det, han er, og det skulle undre mig meget, om ikke, at det var lige præcis den bad-boy attitude, som begge virksomheder helt kom til at savle ved tanken om at få fingrene i. Jeg forestiller mig, at en af marketingcheferne har kaldt det “kant” og brugt minimum 15 minutter på et personalemøde på begejstret at snakke om, hvad det ville tilføre deres produkt.

Og når man flirter med den illusion, så gider jeg simpelthen ikke høre dem tude over, at de får PRÆCIS, hvad de betaler for. Det er lidt, som at blive overrasket over, at en kamphund kan finde på at bide, og hvis de hellere ville have haft historier om heltemodige undsætninger af pindsvin, skulle de have sat deres penge på Anders W. Berthelsen eller Poul Krebs i stedet.

Til gengæld må jeg sige, at jeg er glad for at se, at der trods alt er nogle steder i det offentlige system, hvor skodderne er lukket så tæt, at det samlede, danske pressekorps går befippet på røven, når ingen på forhånd har lækket til dem, at en af de kendte skal i retten.

(Og nu går jeg lige ind på mit værelse, til jeg er blevet god igen.)

Er det kun mig, der har det som om, efteråret er en mur af beton, man brager ind i med 200 km i timen? Jeg er så g-e-n-n-e-m-træt, at det føles som om hele min krop er fyldt med flydende beton. Seriøst. Lige nu sidder jeg og kan næsten tude over at jeg skal ud og tømme opvaskemaskinen – ooooorker det ikke, mand. Og det er ikke den slags træthed, der kan soves væk. Det er sådan en underlig ‘mine-knogler-har-80-års-jubilæum’s træthed.

Det hjælper så heller ikke, at jeg er syg hele tiden. Kan I huske de mennesker, der sidste år beroligede mig med, at den første vinter, man har barn i institution, er den værste? De løj. Jeg fanger ALT, hvad Anton slæber med hjem, og kan således prale af at have ondt i halsen for 4. gang denne sæson. Jeg spritter hænder 53 gange i timen, og min lyst til at entrere vuggestuen med albuen som døråbner, iført sterile engangsklæder og mundbind, vokser for hver eneste dag.

Jeg er ellers en dygtig pige. Jeg spiser mine grøntsager, passer min træning og min seng, har tøj nok på, og går ikke ud med vådt hår. (Eller gælder det ikke mere?) Og stadig føler jeg mig som den omvandrende musikvideo til Bøllebobsangen, som jeg har opgivet at komme i tanke om navnet på, men hvor omkvædet går: ”Jeg er træææt. Så grusomt trææææt. Jeg er færdig, jeg har ikke flere kræfter.”

For god ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at det ikke er fordi, jeg ligger i ske med en depression. Der er masser af ting, jeg glæder mig til, f.eks. Antons fødselsdag og julen, som begge dele bliver skidehyggelige i år, fordi han er stor nok til at begynde at forstå, hvad det drejer sig om, og jeg glæder mig sådan til at forkæle ham skamløst. Jeg er bare. så. træt.

Så.. hvad? Vitaminpiller? Flere aktiviteter og mindre tid i hovedet på mig selv?

Dunno. Men tror lige, at jeg starter lige med at prøve at lægge et glas gløgg på det, se et afsnit af Forbrydelsen og skride i seng.

Er jeg den eneste, der synes, at det lugter lidt af, at den øverste del af cykelverdenen håber, at vi alle sammen tror, at de er kommet dopingproblemerne til livs, hvis de smider Armstrong på bålet?

Jeg synes, at det er tarveligt. Uden at have været inde og tjekke tiderne på de andre ryttere i de 7 tourløb, Lance vandt, så er min fornemmelse ikke, at der er 53 timer ned til 2. og 3. pladsen de år – så mon ikke, at der var julemix i drikkedunken hos de fleste? For så synes jeg da, at det mest rimelige ville være at alle skal gå af med alt, hvad de har vundet af trøjer de respektive år, i stedet for, at en mand skal tage skraldet for dem alle.

Og det er jo ikke fordi jeg synes, at doping er ok, vel? Jeg har nok bare, ligesom så mange andre, efterhånden vænnet mig til tanken om, at cykelløb er sportens svar på Holland, og at man alligevel aldrig kommer det til livs.

Men uanset hvor lidt eller meget, de har dopet sig, så har de her drenge immervæk stadig kørt en tur på cykel, som er lidt længere end den, vi andre kører til og fra arbejde. Og lige tævet noget kræft ud af systemet imens.

Hvad? Har jeg ikke fattet det?

Nå.

Jeg synes sgu stadig, at det er tarveligt.

For et par år siden læste jeg et interview, Anders Lund Madsen havde lavet med Signe Lindkvist, hvori de blandt andet kom omkring det at være mor. Hun sagde en ting, som jeg på dét – højgravide – tidspunkt blev meget forarget over, men som jeg har tænkt meget over siden: Hun synes først, at det var blevet rigtig fedt at være mor, da hendes datter fyldte to. Citeret frit fra hukommelsen var det noget med, at hun ”blev spasser af babyer”.

Jeg er ikke blevet spasser af at være sammen med Anton (..er jeg..?), men jeg må indrømme, at jeg i dag godt ved, hvad hun mener. For fanden, jeg synes dagene var lange, da de strakte sig over 17 timer og bare gik med at trille barnevogn og sidde på sit søvnunderskud på gulvet og ryste en pangfarvet rangle over det rasende, uimponerede barn.

Men om 6 uger fylder han 2, og nu begynder det at blive sjovt, for nu begynder man at kunne præsentere ham for ting, han forholder sig til. I dag var vi f.eks. på Fiskerimuseet, hvor vi har været et par gange før. Indtil nu har han været noget beklemt ved sildene (hvilket nok ikke er det smarteste dyr at være bange for, vores postnummer taget i betragtning), men i dag turde han prikke på glasset, så længe jeg bare sad lige bag ham. I svømmehallen må jeg spæne efter ham, når han får øje på den store vandruchebane, (med det lækre spæn man får af at skynde sig i ikke-løb på vådarealer) og han begynder at få yndlignssange og –bøger. Jeg har så småt taget hul på gaverne til hans adventskalender, og jeg glæder mig helt åndssvagt til at sætte dem klar på hans høje stol aftenen før, fordi jeg ved, at han i år – for første gang – vil kunne forstå så meget af konceptet, at han bener begejstret ud i køkkenet om morgenen for at pakke op.

Det betyder også, at jeg begynder at lægge mærke til ting i hverdagen, som jeg har lyst til at vise ham, fordi jeg ved, at han vil elske det. I dag har jeg f.eks. været på besøg et sted, hvor de havde en kridhvid kænguru, kaniner så små, at de kunne ligge i håndfladen, en kælekamel ved navn Herbert, og hvor de bager pandekager til ungerne hele efterårsferien. Det ville være en umulig opgave at komme rundt dernede med en klapvogn, og der er ingen steder at varme flasker eller amme.

Men det kan vi heldigvis bare grine og trække på skulderen af, når vi tager derned på onsdag, bette A og jeg.

* Ok, lidt med løg på, ik? Men den mentale overskriftmaskinen er åbenbart
lige midlertidig ude af drift.

Hvilket sådan set er meget rart. De sidste 6 uger har der været ting og sager hver eneste weekend, og da det jo normalt er der, man lige samler op på efterslæbet, er min to-do liste efterhånden vokset til olympiske dimensioner.

Hvilket jeg i denne uge overskuer meget dårligt, pga. et fuldstændig fantastisk bryllup i weekenden, hvor kagefadet var lavet af gamle LP’er og bryllupsvalsen blev danset til Lou Reed. Bruden var så smuk, at hun gjorde ondt i øjnene, gommen var nærmest selvlysende af glæde, og jeg kunne både huske min tale, og hvordan man danser på høje hæle. Så godt at jeg til gengæld glemte at stoppe med at drikke vin og at gå i seng.

Jeg har det stadigvæk som om jeg kom til at sluge røgkanonen, inden jeg tog hjem.

Derfor synes jeg egentlig, at det ville være på sin plads med en medalje over allerede i dag, onsdag, at have vinget 3 ting af på Den Lange Liste:

Jeg har læst mine 197 ulæste beskeder på e-boks. Og jeg må sige, at jeg godt forstår, hvorfor jeg ikke får det gjort regelmæssigt; for ind i satan, hvor er det kedeligt! Det vil for altid være en af de voksenting, jeg inderst inde forventer, at mine forældre kommer og tager sig af, og derefter bare lige briefer mig på hovedpunkterne. Fandt til gengæld – efter at have stirret hypnotiseret på min egen e-mailadresse i 4 minutter – ud af, at sandsynligheden for, at mine adviseringer kommer frem, vokser markant, hvis jeg lige får rettet @gmail.dk til @gmail.com.

Nogle gange er jeg den dummeste, jeg kender.

På andenpladsen over ting, jeg har nået, er at læse Verdens Bedste Kur 1 og 2. Primært fordi jeg på 2. modul af stepuddannelsen om 14 dage skal undervise i kost, og derfor godt lige vil være på forkant, når 70 % af deltagerne spørger til det, de har læst i disse nutidens bibler, men jeg vil samtidig sige, at hvis jeg tabte 5 kg, ville jeg ikke lede efter dem. Jeg er som udgangspunkt skeptisk, når det kommer til de hypede kure, hvor man skal skylle sit kød og kun må spise gule madvarer, så jeg havde forventet at have 4 siders røde noter og et let forhøjet blodtryk omkring side 20, men faktisk er jeg positivt overrasket over bogens indhold, og min eneste anke går på, at der er alt, alt for få billeder af den unge hr. Bitz. cougar-smiley

Og endelig kan jeg oplyse, skulle det være gået over hovedet på nogen, at efteråret stille og roligt begynder at læne sig kærligt op af vinteren. Hvilket betyder flyverdrager, vinterstøvler og alt muligt andet gøgl til husets mindste beboer, som stadig er tynd, som en tændstik, har små, firkantede fødder og omkring to tøjstørrelsers forskel på ben og overkrop. Og det kan godt ske, at jeg ikke er ret vild med at shoppe, men Anton overgår mig ubesværet. Der er to mulige scenarier: Enten forvandler han sig til 90 cm. aggressiv gele, eller også stikker han af, så man kan jagte ham (og han er HURTIG!) igennem hele Babysam, mens han råber: ”HEJ!HEJ!HEJ!” af sine lungers fulde kraft til alle han møder.

Det er bare så svært at blive irriteret på ham, fordi han i går nat for første gang grinede i søvne, hvilket var så fint, at jeg dør 3 gange i sekundet, når jeg tænker på det, og så fordi han ser sådan her ud, når man fotograferer ham:

<

div class=”separator” style=”clear: both; text-align: center;”>

Nogle gange er jeg den heldigste, jeg kender.

Ved I, hvad jeg synes er psyko-nederen, når man efter mange (mange!!) års øvelse endelig føler, at man har fået relativt styr på den klare, assertive kommunikation – også når man er presset, eller har noget på spil? Det er at opdage, at 70 % af de mennesker, man interagerer med, er pisseligeglade.

For det kan godt ske, at jeg husker at binde en stram knude på min tunge og blænde det sorte center i min hjerne af, så jeg ikke joker eller bruger ironi, når jeg skal tale med folk om noget alvorligt; at jeg står ved, hvad jeg gerne vil sige, og prøver at gøre det så svært at misforstå, som muligt.

Det kan også godt ske, at jeg selv bliver helt imponeret over, hvor ofte jeg formår at holde bolden på egen banehalvdel, at starte alle mine sætninger med ”jeg” i stedet for ”du” og at styre uden om ord som ”aldrig” og ”altid” – også når jeg skændes.

Og jeg er stolt af kunne sige, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg kan bruge udtryk som ”det, jeg hører dig sige, er – ” uden at fnise eller kaste op bagerst i munden, jeg har indset fornuften i at vente med at sende mails og sms’er til jeg er dampet af, og jeg er blevet helt glad for tricket med at gentage, hvad jeg mener, i stedet for at lade mig provokere til at lade konfrontationer køre ud på et sidespor og begynde at handle om alt muligt irrelevant.

Men det hjælper mig nul og nix, når dem, jeg taler med, alligevel opfatter mine udspil som personlige angreb, og responderer ved at holde op med at hilse og bare bekræfte hinanden i, at det ikke er dem; det er bare mig, der er sær og mærkelig. (Hold nu kæft – selvfølgelig får jeg det at
vide.)

Nogle gange hader jeg virkelig at være typen, der synes, at vi skal spille efter reglerne.

Er blevet syg. For fanden i satan. Er så hæs, feberkogt og sygegrim, at der løber blod ned af spejlene, når jeg går forbi dem.

Ligesom alle andre jeg kender, synes jeg altid, at LIGE NU er det ALLERdårligste tidspunkt at blive syg på, og ligesom alle andre jeg kender, er jeg siiiindsygt dårlig til at være det; når det ikke er noget alvorligt, der udløser bekymringsalarmen, tager jeg det som en personlig fornærmelse, at min krop pludselig forvandler sig til en flæbende tøs med rottehaler. Så jeg har brugt det meste af dagen på at ligge på sofaen og stirre rasende ud i luften, og med 5 minutters intervaller guantanemoforhøre fysikken, om den snart var færdig med at skabe sig.

Når jeg skriver ’det meste af dagen’, er det fordi jeg har haft et behageligt afbræk forårsaget af min bil. Modtog forleden et brev fra Trafikstyrelsen om, at min bil skulle være synet inden d. 10. juni 2012. ”Bliver svært at nå” tænkte jeg, og lagde brevet i bunken med ting, der skulle tjekkes op på, når jeg lige havde 5 minutter næste gang. Og det havde jeg jo så i dag #luckyme

Så jeg ringede til Trafikstyrelsen.

Dem: ”Muml-muml-skrat…erEllen?”

Mig (antager, at jeg har ramt rigtigt): ”Ja, hej, du taler med Linda. Jeg har modtaget et brev, om at min bil skal til syn, og jeg tror måske, at der er sket en fejl et sted, for der står, at bilen skulle have været synet for 3 måneder siden, men brevet er fra i torsdags?”

Hende: (som meget lød som en, der burde have heddet Maude): ”Hvad står der som overskrift?”

Mig: ”Påmindelse om periodevis syn?”

Maude (nasal og nedladende): ”Ja, så har du jo dit svar der.”

Mig: (wtf?? ): ”.. altså… det synes jeg egentlig ikke rigtigt, jeg har. Ikke et jeg forstår, i hvert fald?”

Maude: (nu ekstra nasal og nedladende): ”suk Så prøv da at give mig bilens registreringsnummer.”

Mig: ”Z som zebra, M som Mads og nogletaljegstadigikkekanudenad”

Maude (triumferende) ”Vi har sendt dig et brev d. 8. april, så det skulle du have fulgt op på!”

Mig: ”Det har I altså ikke, for – ”

Maude (rystet i sin grundvold over anklagen) ”Det må du
aldrig sige!”

Her føler jeg, at det er vigtigt, at jeg lige laver et kort ophold for at lægge hånden på hjertet og sværge ved alt, hvad der er mig helligt, at det sagde hun. I virkeligheden.

Mig: ”øøhm, hvad??”

Maude (opbragt): ”Du må ALDRIG sige, at vi ikke har sendt det!! Du må sige, at du ikke har MODTAGET det, men IKKE, at vi ikke har sendt
det!!”

Mig (Are. You. Fucking. KIDDING. Me!?) ”…..?!?”

Maude: (frydefuldt) ”Vi har sendt det til dig i e-boks, SOM DU SELV HAR TILMELDT DIG!! Den skal synes senest mandag, ellers bliver pladerne efterlyste og klippede!”

(Er vi i øvrigt snart færdige med det der E-boks? Jamen, der er sgu da ingen, der husker at tjekke det. Papiret tilbage til folket, så man kan hænge det op, huske hvad man skal, og kan føle sig effektiv, når man efter veludført dåd, krøller det sammen og smider det ud. Kh Egtvedpigen)

Og sådan gik det til, at jeg en time senere lå draperet som en tung, snottet dug over et bord i synshallen.

Jeg hader at være syg.