Menu

Øjebliksbilleder

Hvad du ønsker, skal du få

, 3

Når jeg falder over artikler og udsendelser, der hylder det alternative, springer skepsissen altid frem over hele min krop som et aggressivt udslæt. Jeg er meget lidt tilhænger af at lægge sit liv og sin skæbne i hænderne på noget, der kræver alt for mange krystaller.

Sjovt nok er der alligevel nogen af tingene, som giver mening for mig. Jeg ville f.eks. ikke være bleg for at lægge tarotkort, og har også gjort det, dengang jeg havde tid til at gå rundt og være heks. Ikke fordi jeg tror, at ånderne af for længst afdøde slægtninge svæver rundt i min stue og venter på lejligheden til at gøre mig opmærksom på, at jeg skal passe bedre på mine penge (hvis vi absolut skal gå igen, må jeg som tillidsrepræsentant insistere på noget mere meningsfyldt arbejde i efterlivet), men fordi jeg tror, at man ved at bruge billeder bedre kan få sin underbevidsthed i tale; at kortene kan virke fuldstændig ligesom Rorschach-kort, så øjet ser det, hjernen er klar til og har behov for at se.

Jeg er også stor tilhænger af, at man skal sige højt, hvad man gerne vil have. Ikke fordi jeg tror, at skæbnen sidder klædt ud som julemand, og venter på at få at vide, hvad den skal fylde i sækken, men fordi det gør det markant nemmere for din omverden at vide, hvordan de kan hjælpe dig, hvis muligheden opstår. Da jeg flyttede til Århus, så jeg en af de allerførste gange jeg var i byen, en fyr, som jeg synes var så fantastisk, at jeg havde lyst til sætte mig ned og tude over det. Og hvis jeg ikke havde fortalt det til alle, der gad høre det, havde min veninde ikke vidst det, da hun år senere endte med at have hans kammerat som kunde i sin salon. Og derfor var hurtig på fødderne, da han udbad sig en date, og svarede, at det ville hun gerne, hvis han tog sin kammerat med, som hun så ville sætte op med sin veninde.

Det blev en god sommer.

Og det er også sådan, det er gået til, at der siden mit indlæg i mandags er landet 3 mails med ”Without you” i min indboks, og at der et sted i Esbjerg slingrer en desorienteret, hjemløs mår rundt.

Har jeg sagt, at I er de bedste? Nej? Det er I.

Mår

Jeg ELSKER at blogge

7

når det resulterer i, at posten ringer på min dør med sådan en pakke her
 

som indeholder go-to-f*cking-hell –mår spray, sendt af verdens sødeste europcar mand.

Foreningsdebut

5

Er det her, man får medaljer, hvis man har husket mor/barn-gymnastik to gange på en uge OG har formået at stille på de rigtige steder? Jamen, så hit med dem, for vi kan stolt svare ja til begge dele.

De fleste af mine læsere ved vist efterhånden, at Anton er et barn med en relativ høj grundspænding, og da der er grænser for, hvor mange gange om ugen, man kan holde ud at piske op af trapperne til den store vandrutchebane i badetøj/forsøge at afholde ham fra at løbe efter biler og hunde/rumme, at barnet er bedre til boldsport end jeg er, har jeg meldt os til gymnastik to gange om ugen. De fleste foreninger hernede kun har et hold om ugen til børn under 2 år, så det betyder, at vi er meldt til i to forskellige foreninger.

I mandags stiftede vi så bekendtskab med den første af dem. Det. Var. Hæsligt. Ud over det sørgelige faktum, at der lugtede lige præcis lige så meget af sure tæer, som jeg synes at kunne huske, var vi omkring 110 mennesker i salen, fordi instruktøren ”ikke rigtig brød sig om at sige nej til nogen.” Det ville fandme ellers være super, hvis hun lige kunne lære at elske det i en fart, for prøv selv at holde styr på en hoppebold på speed, når der er 8 km. kø ved alle redskaber, og man træder på små mennesker, lige meget hvor man sidestepper hen. Og det er dejligt, at vi alle sammen elsker vores børn og gerne vil støtte op om deres fritidsliv, men det er måske lidt overkill at stille 2 forældre, 2 bedsteforældre og en håndfuld søskende pr. barn.

Nej, så var i dag MEGET mere mig. En dejlig fascistoid instruktør, der lige startede med at ridse reglerne op. ”Vi er for mange (vi var 50), der er kun ÉN forælder pr. barn på gulvet, og søskende må ikke deltage.” Fik med det samme lyst til at adoptere hende. Da hun så samtidig viste sig at have en målrettet plan for, hvad vi skulle, blev jeg helt varm og rolig. (Jamen, jeg kan jo ikke slappe af, når vi alle sammen bare dalrer rundt og hygger os bagerst i bussen. Nogen ER jo for fanden nødt til at styre det fordømte køretøj, ikke? Knus Organisatan)

Men for helvede i satan, hvor de larmer, når de leger, sådan nogle børn! Kan godt forstå, at pædagoger gerne vil have mere i løn, og udbetalt deres tillæg i ørepropper, og at ungerne er lidt bimse, når man henter dem i vuggeren.

Anton jernede rundt i 45 minutter, og jeg ville gerne have smidt et billede af supergymnasten op, men på alle dem jeg tog, er han bare en sløret, vandret streg i luften. De sidste 10 minutter løb han i cirkler om sig selv, mens han skiftevis råbte på mere, på kiks og på sut, og til sidst kollapsede han på skødet af mig. Det er aldrig – som i a.l.d.r.i.g – sket før. Udnyttede det groft, og skyndte mig at kysse ham skaldet helt forfra, mens han var for træt til at flygte.

Alt i alt en succes – men mine ører glæder sig stadig til på søndag, hvor jeg kan true hele mit hold til tavshed med løftet om armstrækkere til den næste, der åbner munden.

Bring it

3

Det er med et vist element af lettelse, at jeg sidder i min sofa og tager afsked med temaugen ”#fail”. Ud over de i sidste indlæg beskrevne udfordringer, nåede vi også over en gang omgangssyge (Anton), en gang øjenbetændelse (mig) og en diva af en kage, der smed sig livstræt hen af gulvet, da jeg tog den ud af ovnen.

Seriøst: Hvor tit taber I kager? Det er svært ikke bare at føle sig en lille smule forfulgt.

Men æres den, som æres bør: Jeg må sige, at weekenden har lagt sig i selen i forsøget på at rette op på det VIRKELIG sløje førstehåndsindtryk, uge 36 ellers har gjort.

Fredag fik jeg besøg fra Århus, af den slags, hvor man faktisk godt måtte drikke vin. Lørdag var der tid til nabokaffe og i dag, søndag, har jeg været i Århus og køre et inspirationskursus for nogle fitnessfolk, som kastede sig over det, jeg havde med, som en flok glade, udsultede løver. Og sørme, om ikke der ovenikøbet var tid til Århuskaffe, inden jeg satte mig i bilen, hvor jeg til min store begejstring fandt et gammelt, uhørt Monte Carlo podcast, da jeg rodede rundt i telefonen efter brugbart lydtapet til køreturen.

Barnet lagde sig til at sove i første forsøg her til aften, jeg havde is i fryseren (imperfektum), og på You Tube er der ubegrænsede mængder af udenlandske X-Faktor auditions, man kan hyggetude til.

Jeg er klar til en ny uge.