Øjebliksbilleder

Da Anton var 2 måneder, og vi aldrig sov, klamrede jeg mig til forsikringerne fra omverdenen om, at det ville blive HELT anderledes, når han blev 3 måneder.

Det blev det ikke.

”Bare rolig. Når han bliver 6 måneder – så kommer det.”

Gæt igen.

”Hold ud. Det ændrer sig alt sammen, når han bliver omkring 10 måneder.”

Åh, jeg må le!

Og jeg græd og jeg græd, og købte bøger og spurgte sundhedsplejersker og konsulterede lægen og min mødregruppe, alt imens jeg spekulerede på, hvad det var, jeg blev ved med at gøre forkert.

Da han blev 1½ år, og vi stadig sov så lidt, at det nærmest var komisk, traf jeg en beslutning om at slutte fred med det faktum, at jeg bare har fået et barn, der hånler søvn op i fjæset – og det hjalp. Vi kom ikke til at sove hverken mere eller bedre, men jeg slukkede forventningerne om, at det ville komme, holdt op med panisk at lede efter løsninger, og begyndte at glæde mig over den søvn, jeg fik, i stedet for at stresse over de timer, jeg ikke fik.

Og derfor er jeg noget så utrolig træt af, at jeg et kort øjeblik hoppede på den igen.

”Hvor BLIVER det fedt, når han får dræn i – SÅ skal I til at sove!”

Go. Fuck. Yourself.

Selvom det burde være statistisk umuligt, har vi sovet endnu mindre, end vi plejer, siden vi fik braklagt øreområdet. Så lidt, at jeg for første gang i et år har tudet over det. Flere gange. Og i mine mange ekstra vågne timer, sidder jeg og kigger på mit barn og spekulerer på, hvad de har opereret ind i hovedet på ham, da jeg kiggede væk, for han er helt ved siden af sig selv. Går ind i ting, falder ned af ting, er så pylret og træt, at han bruger lang tid på bare at stå og skrige mig ind i ansigtet, og så har han tilsyneladende lagt en slags turnéplan, hvor han kun stopper med at gøre det, han ikke må, længe nok til at han kan nå over og gøre noget andet, han heller ikke må.

Og så stikker han af. Hele. Tiden.

Og han er fandendansme hurtig.

Så hvis I ser noget tudende i klip klappere, med sorte rande under øjnene, der kommer stormende efter et skrigende barn på løbecykel, mens hun råber: ”Anton! ANTON! ANTON, STOP!! SÅ!!!” så bare skyd det.

På forhånd tak.

2,5 arbejdsdage tilbage, til jeg får min påske på. Jeg tror, at det er tiltrængt. Jeg er så gennemtræt, at det er helt nederdrægtigt. Kan ikke helt finde ud af, at om det er noget sygdom, der ligger på lur, eller om det bare er Barnet & Trodsalderen, der dagligt lægger 3 år til min alder. For satan, hvor er det godt, at det bare er en fase. Vi skal forhandle om alt. A. L. T. Hvornår han skal børste tænder, om han skal børste tænder, hvor han skal børste tænder, hvor længe han skal børste tænder, hvor meget vand, han må hælde ned af sig selv, mens han børster tænder, hvad han må skrubbe med sin tandbørste, når han egentlig skulle børste tænder, osv. osv. osv. og alt det kan man bare copy-paste og sætte foran alle de gøremål et liv og en hverdag består af. Som et lille ekstra feature (som jeg ikke helt kan finde ud af, om er virkelig kært eller virkelig irriterende) bliver han med jævne mellemrum så begejstret, at hans lille krop slet ikke kan rumme det, så arme og ben roadrunner-roterer i 80 forskellige retninger, og hver mand må redde sig selv. Hvis man ikke når det, kan man være så heldig, at man får en bule magen til den, jeg har i hovedet, der hvor jeg ikke nåede at flytte mig for den lastbil, han havde glemt, han havde i hånden, da jeg skulle stormkrammes.

Ellers sker der ikke farligt meget.

Jeg brygger på et sponseret indlæg om nogle børnemøbler, men kan ikke lige beslutte, om det er nu, vi skal forsøge os med en seng uden tremmer, som man selv kan kravle ud af, når man synes, man er færdig med at sove (gode erfaringer modtages med kyshånd), og så tror jeg, at jeg har fået mig en ny ven.

Nej, bedstemor. Ikke *sådan* en ven. (Og nej, jeg er heller ikke gravid.) (Og ja, jeg ved godt, at mine æg bliver gamle.) Men en veninde-ven. Jeg har jo vennedatet flittigt, siden jeg flyttede herned, men holy f*ck, hvor er jeg blevet overrasket over, hvor svært det er at finde folk, man har god kemi med. (Hvilket mennesker med bedre selvværd og større lyst til selvindsigt end mig, givetvis ville bruge et minut eller to på at reflektere over.) Det har jeg ikke spekuleret på i mange, mange år, for så længe man er studerende og har jobs, hvor man er i kontakt med mange mennesker, opdager man ikke, hvor mange, man ”screener”, og frasorterer, før man finder dem, man svinger med.

Men at lede efter nye venner, er ikke det samme som at ville være venner med alle, man møder, har jeg opdaget. Der går en del esbjergensere rundt derude, som helt sikkert synes, at jeg på alle måder og planer er det mest støjende, de nogensinde har været i stue med, mens jeg på den anden side har fået sat ansigter på nogen af de mennesker, der aldrig kommer til at pryde min venneliste på fb.

Men hende her har boet i Århus, har trænet på mine hold og er selvvalgt alenemor, hvilket er et næsten ubegribeligt kinder-sammentræf af omstændigheder. Vi deler med andre ord interesser, det er ok at sige, at man savner Århus, uden at være bange for, at man lyder som en prætentiøs snob, der tror, hun er noget (velkommen tilbage til Esbjerg) og så er det en befrielse, jeg ikke havde fantasi til at forestillet mig, at kunne snakke om de livsvilkår, man har, når man er selv-selv med et barn. Da hun efter ½ kop kaffe og 10 minutters samtale sagde: ”Nogle gange, når andre kvinder siger, at det er det samme hjemme ved dem, fordi deres mænd arbejder meget, får jeg lyst til at kvæle dem.” havde jeg lyst til at flå min t-shirt af og løbe en sejrsrunde i stuen, mens jeg brølede: ”JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH MAND!!!! ENDELIG!!!!” af mine lungers fulde kraft.

Med andre ord: Træt, men fortrøstningsfuld; det summerer vist meget fint den mentale score her på matriklen op.

Så afsted til påskeland, alle mine små kyllinger – vi ses på den anden side.

For 15 dage siden gik min venindes mor fra at være velfungerende cancerpatient til at være terminalt syg. I søndags gik hun bort, og i dag skal hun begraves. Der er 3 timer, til vi skal være der, og jeg sidder allerede og stortuder ned i min kaffe.

Og selvom vi alle sammen, når nogen dør fra os, siger, at vi ikke skal sørge over de døde, men fejre livet de gav og levede, så ved vi også alle sammen, at det er side 1, første linie i Den Store Bog Over Sætninger, Der Ikke Trøster En Skid.

Jeg synes, at det er så forfærdelig svært, at det er så definitivt. Jeg ved godt, at det lyder banalt, men … det er som om min hjerne kører i loop, fordi den bliver ved med at lede. Der MÅ være en løsning, som kan gøre det her ugjort, som kan hjælpe min veninde og give hende det vigtigste holdepunkt i livet igen?

Hendes sorg, magtesløsheden og den ubarmhjertige påmindelse om, at alle, vi holder af, kun er til låns – det virker så urimeligt, og gør det så svært, ikke at komme til at klemme lykken ud af livet i angsten for at miste.

Skynd jer at gå ud og kramme alle dem, I elsker.

Søndag aften på sofaen efter en overordentlig skøn weekend. Jeg har omkring nytår monteret noget mentalt politi i køkkenregionen, men da jeg havde fødselsdag i lørdags, har der været både kage- og vindispensation weekenden over og masser af dejlige mennesker inde forbi.

F.eks. har jeg haft besøg af Karina, som jeg læste med for en million år siden, og jeg elsker, elsker, elsker! når venner og veninder, jeg kender rigtig godt, kommer ned, og vi har god tid til at snakke. Det er simpelthen så savnet at have tid til at samtalen får lov at folde sig ud, så vi kommer ind i de inderste aflukker og kroge på emner, der stikker dybere end udveksling af erfaring med løbeapps og mærker i flyverdragter.

På en eller anden mærkelig måde er det også sådan, jeg opdager, at jeg bliver ældre; at jeg reflekterer over nogle ting, som jeg aldrig tidligere skænkede en tanke, enten fordi de ikke var relevante, eller fordi jeg simpelthen ikke så dem, så den slags samtaler er rasende værdsatte, fordi de får mig til at stoppe op og fokusere.

For både Karina og jeg har livets vej slået nogle sving, som ingen af os havde forudset, da vi sad med blå tænder og små rådighedsbeløb i Fynsgade, down town Århus, og vi kom derfor til at snakke om, hvordan vi i forskellige sociale sammenhænge ofte bliver fanget på det forkerte ben, når sidemanden spørger til forskellige elementer i vores liv. Det er som om, man mangler et verbalt skjold, man lige kan holde op, så man køber sig tid til at tænke over, hvor lidt eller hvor meget af sig selv, man vil dele med sin sidemand og ikke bare bliver så overrasket, at man kommer til at svare ærligt. For det er faktisk ikke ret fedt at have fortalt noget relativt privat til en sidemand, man en halv time senere har opdaget, at man ikke bryder sig om.

I mit arbejdsliv har jeg 1000 afglidere, jeg kan hive op af hatten, så jeg kan snakke om mit fag uden at bryde min tavshedspligt og uden at den, der spørger, bliver sat i forlegenhed, men på den private front halter det. For selvom jeg selv spørger mere end gennemsnitsdanskeren, og derfor godt ved, at langt, langt de fleste spørger af oprigtig interesse, er det f.eks. ikke altid, at jeg har lyst til at være posterchild for livet som selvvalgt alenemor. Eller har lyst til at fortælle detaljeret om, hvordan jeg har fået Anton, for selvom man har truffet nogle valg i sit liv, der er lidt atypiske, kan det jo godt ske, at man lige i aften gerne vil 1) vide lidt mere om spørgeren, end at han er revisor og hedder Jørgen, før man krænger sit inderste ud eller 2) tale om noget andet. Jeg tænker, at det samme gør sig gældende, hvis man har fået en finanskrise lige i face, har fået konstateret en alvorlig sygdom, er invalidepensionist og har svært ved at forlige sig med det, er i fertilitetsbehandling og ikke gider dele sin dårlige sædkvalitet med hele bordet, nys har fundet ud af, at man er gravid og gerne vil have lov at vænne sig til tanken, inden man skal dele det med verden osv. osv. osv.

Og man ved godt, at selvom man forsøger at omskrive det, så kan alle høre et ’det rager ikke dig’, når de får det stukket i snuden, hvilket lukker samtalen ret effektivt, og det er jo – ofte – ikke det man vil. Man kan bare godt trænge til at deltage i samtalen uden at blive den, den handler om.

Well, what do you know? Så lærte man dét om sig selv.

Når kvinder går op og ned af hinanden (for) længe, er det ikke ualmindeligt, at deres cykli retter ind og bliver synkrone.

Jeg ved ikke, om noget tilsvarende er sket i blogland, for jeg synes godt nok, at vi er mange, der – af mange forskellige årsager – er noget stille for tiden.

I dette blæsende hjørne af verden er jeg ramt af det, jeg tror de fleste bloggere kender: Stor lyst til at skrive, men ingenting at skrive om. (Hvilket også er kendt som den primære udløser for indlæg om andre menneskers idiotiske adfærd i Bilka og trafikken. Det kan man altid hidse sig op over.)

Seriøst. Der sker ikke en skid. Hverdagen er tilbage for fuld udblæsning, med alle sine krav om systemer, rutiner, træning og mad, der ikke udelukkende består af sukker og e-numre, og det trængte jeg voldsomt til.

Det er bare ikke ret godt blogmateriale.

Så jeg ville egentlig bare sige, at jeg er her stadig, og nu går jeg lige tilbage til at holde min kæft, indtil nogen gør noget virkelig dumt (det bliver formentlig mig selv) (… – eller DR. Jeg tænker, at de har været pænt trætte af, at det lige præcis var i gårdagens afsnit af X-Faktor, de valgte at lade Anne Linnet lave synsk ”Ej, jeg gætter lige noget helt vildt om dig!”-teater), eller Anton sover til kl. 6.

Hej så længe.

Et lille julekort fra mig, med streg under ‘kort’. Verden er vendt lidt på hovedet her, fordi to af mine rigtig gode veninder er blevet meget alvorligt syge i løbet af den sidste uge. Det betyder, at juledagene har været præget af tankekaos af den slags, hvor man på skift er rædselsslagen og opfyldt af taknemmelighed, og æder kilometervis af dårlig konfekt, for hvad fanden til forskel gør det, når vi alligevel ikke kan styre noget som helst af det, der betyder noget, når det kommer til stykket.

Jeg ved det. Carpe diem klæder mig.

Men jeg vil stadig gerne ønske alle jer alle sammen en rigtig glædelig jul.

Jeg håber, at den bliver, som I ønsker det allermest.

Kan I huske dengang man var lille, og december føltes uendelig?

Åh, hahahaHA, hvor er det bare ikke sådan mere!! Jeg har det, som om jeg har feber, og som om jeg hele tiden forsøger at indhente mig selv. Det mest mærkelige er, at jeg ikke helt forstår hvorfor. Bevares, der er nogle gaver, der skal købes, der skal pyntes lidt og sådan, men modsat hvad man måske skulle tro, så er jeg fuldstændig ukritisk med, hvordan pynten passer sammen, og hvordan fødevarer som pebernødder og risengrød bliver til; inden i mig bor en amerikaner, der hylder ideen om, at alt kan købes færdiglavet. Jeg har ønskesedler fra dem, jeg skal købe gave til, og ingen af dem ønsker sig noget, man er nødt til at google, eller skrive ned, så man kan vise det til ekspedienten, fordi man ikke kan finde ud af at udtale det.

Der er med andre ord ikke noget, der kan retfærdiggøre fornemmelsen af stress.

Det eneste, der slider lidt ekstra er, at jeg har valgt at flytte Anton op i storegruppen, fordi der på tyttestuen er en kraftig overvægt af piger, og Anton er – som den trofaste læser vil vide – ikke en dreng, der trives med at sidde og dimse lidt med en dukke, så op til de store drenge med ham.

– som godt nok var lidt meget store, synes jeg pludselig, da jeg sad der med ham. Og ret kontante i adfærden. Forsøgte ikke at udstråle alt for meget, at jeg havde lyst til at tage ham i lommen og skynde mig hjem og passe på ham.

*Ahem*

Ej, men jeg ved det godt. For fanden. Det er bare fordi, jeg ikke selv kunne finde ud af at være ny, da jeg var lille. Jeg hadede det. Usikkerheden og fornemmelsen af ikke at høre til. Jeg var skidebange for alt og alle, havde kronisk ondt i maven, og gik rundt med en konstant følelse af, at de andre børn hadede mig, og sådan vil jeg aldrig, aldrig have, at Anton skal have det. Det kan han selvfølgelig mærke, så han har grædt så meget, at det til sidst var uden lyd, når jeg afleverede ham. Åh, jeg dør, mand. Og hans nattesøvn, som i forvejen er sparsom, er blevet afbrudt temmelig mange gange pr. nat, fordi han skal bearbejde indtryk, og derfor pludselig må op og sidde i sengen for at råbe: ”HEJ TRAKTOR!” Jamen, jeg ved det heller ikke. (Og hvis det er mig, han refererer til som traktor, er der høvl.). Og så skal vi kæmpe om ALT, fordi man vil det hele, kan det halve, og alligevel har brug for mor.

Ok, nu jeg sidder og kigger på det, jeg har skrevet, forstår jeg måske alligevel godt, at jeg er lidt træt.

Men i aften skal jeg ud. Ud ud. Med voksne mennesker, der konstruerer hele sætninger, ikke hele tiden vil have rosiner, og som flytter fødderne i stedet for bare at stå og turbosquate, når de danser. I programmet står der, at vi starter med bobler.

Jæi!

Jeg tror, at det er lige hvad lægen ordinerede.

Der er ting her i livet, som jeg på forhånd VED bliver besværlige, og som jeg derfor forsøger at undgå helt, eller – hvis det ikke kan lade sig gøre – at skubbe så længe som overhovedet muligt. I denne kategori falder f.eks. skift af energiselskaber (jeg bliver lige imponeret hver gang jeg ser der de der kWh-facere. DE er optimister. Er der nogen, der på stående fod aner, hvad de giver for en kilowatt-time? Og som har lyst til at stoppe op på banegården på vej hjem fra arbejde og sludre en halv times tid om dette ubegribeligt kedelige emne? Og som ikke er bare en lille smule bange for at komme til at rode rundt i alt det der vand/el/varme og hvad kommer hvorfra?) forsikringsselskaber, internetudbydere og teleselskaber.

Oh yes. Teleskaber. Lad os zoome ind på dem.

I alle mine år i Århus har jeg haft Sonofon/Telenor og været udmærket tilfreds med det, men i udkantsdanmark lader de en del tilbage at ønske. Jeg har en formodning om, at den nærmeste mast befinder sig i Odenseområdet, og det er lidt irriterende, at jeg kun kan tale i telefon, hvis jeg sidder, stiv som en pind for at gøre mig højere, i min sofa og med mit kropssprog forsøger at tvinge signalet til at blive hængende.

Så jeg spurgte, den vestjyske gren af fb svarede, og derfor valgte jeg, da jeg for 5 uger siden bestilte en iPhone 5 (oooooh, but I did, muhahaha!) at skifte til Telmore.

Jeg skal prøve at gøre det her kort. Men, for satan, altså.

I forbindelse med bestillingen lærte jeg, at jeg først kunne få lov at købe telefonen, når jeg havde fået mit abonnement flyttet over til Telmore, da prisen på telefonen forudsatte, at jeg var kunde hos dem. Hvilket jo er fair nok. Heldigvis for mig, er Telmore sådan et selskab, der har en boks, man kan vinge af, så de bare fikser al den usexede flytten rundt, og et par dage efter bestillingen, modtog jeg mit nye simkort – som er krympet noget i størrelse ift. de gamle simkort, og derfor ikke kan sættes i andre telefoner. (Wait for it….)

Så langt så godt. (Waaaiiiit…)

Forleden nat fik jeg så en mail, at mit nummer nu var flyttet – yei! – det eneste, jeg skulle gøre, var at aktivere mit nye abonnement ved at tænde og slukke for min telefon. (Waaaiiit…)

Som jeg ikke har fået endnu. (badabuuuum!)

Så snart Anton havde skudt dagen i gang, kastede jeg mig derfor over computeren for at afslutte bestilling af vidunderet, så jeg kunne få den tilsendt, knalde simkortet i, tænde, slukke og formelt eksistere igen.

”Ups. Beklager. Du skal aktivere dit abonnement, før du kan
godkende dit køb.”

What. The. FUCK!?

Trykkede på noget a la ”hvad fanden SÅ?!”, hvortil siden noget kækt foreslog mig at ringe til kundeservice. Havde på det tidspunkt meget lyst til at smide både min computer og min ubrugelig telefon med sit store, fede simkort hårdt ud i haven.

Nå. Gravede en lånetelefon frem, ringede til kundeservice, kom igennem med det samme (#like) og forklarede problemet. Den søde unge mand spurgte imødekommende, om han ”ikke lige skulle sende mig et adaptor simkort?”

”ELLER – og jeg tænker bare højt nu – du kunne sende mig min telefon…?”

”Mumlemumle”

”Undskyld … hvad … ?” ildevarslende-tonefalds-smiley

Ok. Så Apple har da lovet dem hundrede millioner telefoner, og derefter sendt dem 2. Så nu ”krydser vi fingre for, at den kommer engang i næste uge.”

iHate.

Det er sjældent, jeg siger det her. Men ind imellem gider jeg faktisk ikke have ret.