Øjebliksbilleder

2018 er sparket igang, og idag var første dag i det nye år, hvor vi skulle ud af døren.

Det var egentlig ok. Jeg synes ikke helt, at juleferien blev, som jeg gerne ville have haft den til at være . Måske fordi jeg kom til at forvente, at den ville være ligeså nede-i-gear som sommerferien var det – og det var den virkelig ikke. Jeg syntes, der var for lidt nærvær og ro, for mange konflikter og for meget skærm og støj.

Jeg synes også, at jeg hele tiden har sagt nej til mine børn. Nej til at danse videre, nej til at spille mere Vildkat, nej til at kæmpe med sværd, og hver gang fordi jeg påberåbte mig en huslig pligt. Det giver mig altid, helt pr. automatik, dårlig samvittighed, fordi jeg synes, at prioriteringen i dét, er forkert.

For 3 år siden ville jeg bare have konstateret, at det var træls, og så ellers have lagt det bag mig, når vi var på den anden side, for så at hoppe lige i fælden igen ferien efter, men denne gang har jeg faktisk formået at holde fornemmelsen af dårlig, fortravlet mor ude i strakt arm undervejs, og lægge mærke til, hvornår lortemor-fornemmelsen opstod.

Jeg opdagede flere ting.

1) For det første, at ungerne ofte spørger *mange* gange i løbet af varigheden af en enkelt huslig pligt, om jeg ikke vil være med til at slås/lege tagfat/bære rundt på dem med gummi-ben osv. Det var sgu lidt en øjenåbner, for når man 6 gange, imens man støvsuger sit forholdsvis beskedne hjem, skal sige nej, så bliver det til MANGE nej’er i løbet af en dag.

2) Jeg opdagede også, at det hjalp at bruge den strategi, jeg har brugt meget til Frida: Finde enkelte sætninger, der hjælper både hende og mig, og gentage dem. F.eks. har jeg altid sagt: “Jeg hjælper dig” når jeg – ja – hjælper hende. Det lyder meget indlysende, men når man står ved en seng, der er ved at vælte, fordi verdens sureste pige er RAHsende over at skulle sove, så virker det næsten magisk, når man bare stille og roligt gentager: “Jeg hjælper dig”. For det er jo det, jeg gør. Hun er træt, og den bedste hjælp, jeg kan give hende er, at hjælpe hende med at falde i søvn. Det gør det meget nemmere at holde fast i det, man er ved, i stedet for at panikke og febrilsk forsøge sig med andre løsninger.

På samme måde har jeg prøvet meget enkelt at tydeliggøre, hvorfor tingene er, som de er, når der opstod konflikter over noget, som er svært at ændre på. Anton bliver f.eks. fuldstændig rødglødende, når vi skal ud at handle. “DET GIDER JEG IKKE, MOR!!!” Det gør jeg sådan set heller ikke. Men i denne ferie prøvede jeg med: “Når vi alle sammen holder fri sammen, er vi også nødt til at lave nogle af de kedelige ting sammen” – og kom selv i tanke om, at det jo er sådan det er. Det faktum kan jeg godt komme til at glemme, og i stedet spæne hovedløst med om kap op ad konflikttrappen, når det hele står på gloende pæle.

3) “Vi skal alle sammen være her. Også mig” har jeg også introduceret. For – helt ærligt – det glemmer jeg sgu også somme tider. Selvom jeg i mange år har øvet mig i at blive mere loose, så kan jeg ikke abstrahere fra det, hvis hele huset ligner noget, man skal være stivkrampevaccineret for at opholde sig i. Der behøver ikke være så rent, at man kan udføre kirurgi på gulvet, men jeg er ordensmenneske, og det har det at føde børn ikke ændret på. Derfor bliver der nødt til at være bare et minimum af orden, hvis jeg skal kunne koncentrere mig om at lege og spille.

4) Jeg har også prøvet af et ærligt hjerte at vurdere, om det handler om forkerte værdier eller fokus på ligegyldige ting, når jeg i løbet af sådan en ferie her ikke helt synes, at vi rammer den samme følelse af overskud og højt til loftet, som jeg syntes, vi havde i sommers. Her nåede jeg frem til, at forklaringen var utrolig lavpraktisk: Dagene er ganske enkelt kortere og mørket påvirker det generelle overskud hos alle mand. Selv med hjælp fra alle lyskæder i verden, giver det stadigvæk væsentlig færre timer til meget mere arbejde, end vi havde i sommer. For selvom jeg har skåret virkelig, *virkelig* meget fra ift. alt det rundt-oms-juleri, man meget hurtigt kan blive filtret ind i, er der alligvel meget ekstra i december. Frida er så stor nu, at jeg ikke er helt så presset på tid, som jeg var, da hun var spæd, men fordi der nu er kommet lidt luft, falder jeg somme tider i fælden, hvor jeg tror, at jeg har rigeligt med tid. Det har jeg stadig ikke, og det skal jeg simpelthen blive bedre til at huske, så jeg udviser lidt mere overbærenhed overfor mig selv, når timerne forsvinder, selvom jeg gør mit bedste for både at få hverdagen til at fungere og fylde magi nok i dagene til at ungerne også synes, det er jul.

5) Og endelig har jeg opdaget vigtigheden af engang imellem at sidde i haven med en kop kaffe, helt alene og i stilhed, uden at føle dårlig samvittighed over at sidde der, i stedet for at ligge på gulvet på en fakirmåtte af lego. For hvis dagene kun består af at løbe zigzag mellem praktiske pligter og leg med børnene, og aftenerne går med opsamling af efterslæb og indkøb og – pakning af gaver, så er er lige præcis 0 minutter til mig, og det går ikke.

Den helt overordnede konklusion på ovenstående må være, at der er nogle ting, jeg ikke kan ændre på, hvor gerne jeg end vil, og at nøglen til ikke at drukne i det, er at blive ved med at minde mig selv om, at det er sådan, det forholder sig.

Det er først på aftenen, begge børn snorker stille, og jeg sidder i mit nyligt af-julede hjem og forbereder mig mentalt på at tage afsked med året, der gik.

Jeg synes, at 2017 har været bøvlet.

Det har været et år med meget nyt, mange praktikaliteter og bekymringer og egentlig bare et år med en udpræget mangel på flow. Vi har indtil videre trukket frinummer på alt, hvad der har kostet tårer og søvnløse nætter, og for det er jeg inderligt taknemmelig, men det føles som et år, hvor intet bare har lagt sig til rette uden først at have været på tværs og gjort sig ud til bens. Der har været modstand i alle de små ting, man ikke skænker en tanke, når de flyder, men som fylder irriterende meget, når de ikke gør.

Samtidig mærker jeg, at der i 2017 er blevet trukket nogle linjer op til en skitse, jeg endnu kun fornemmer omridset af.

Min søgen mod stilhed og det, der følger med, har åbnet mine øjne for, at der er et rum, jeg gerne vil bruge mere tid i; at der sker noget med hele mit livssyn og min indstilling til alt, når jeg tager mig tiden til at slukke for alverdens turbulens.

Kombinationen af et år, der har føltes som en sten i skoen, og mit arbejde med at give sjælen lidt bedre plads, har givet mig lyst til at tage fat om noget af det, jeg trods alt har mulighed for at ændre på, fordi det seneste års bekymringer jo sætter i ret skarp kontrast, at der hurtigt kan opstå noget af det, man intet kan stille op imod.

Det er ikke første gang, jeg sidder med intentionerne om at spare mere op/skrue ned for skærmtid/blive et bedre menneske/have en vegetardag om ugen/huske at drikke vand – men trangen til at arbejde med alle disse ting, opstår altid i overmål i overskud – og er derfor født med virkelig dårlige odds for overlevelse, for når man har søsat 16 skibe, da det gik skidegodt, er det så svært at vurdere, hvilke af dem, man skal satse på at holde flydende, når hverdagen skruer bissen på, at jeg bare kommer til at vende det hele ryggen med et ‘Fuck it’.

Derfor har jeg købt mig en kalender. Eller måske mere noget, der lander mellem en kalender og en dagbog; der findes mange fine af slagsen, men jeg faldt for de her to, som jeg har bestilt. (Ingen spons – bare pral):

(Købt her: http://www.passionplanner.com/undated)

(Og her: https://www.cgdlondon.com/products/getting-things-done-planner)

Mit håb er, at jeg ved at arbejde mere struktureret med mål for hhv. måneder og uger, bliver opmærksom på det, allerede inden det sker, når jeg er ved at starte for mange projekter op på én gang. Samtidig giver det mulighed for at samle alle de små notater og løse lapper, jeg ellers har til at ligge og flyde overalt, ét sted.

Men den skal ikke kun bruges til de praktiske ting. Den skal også bruges til at holde fokus på det, der gør mig glad. F.eks. har min veninde og jeg har det sidste lille år hver aften sendt hinanden 3 punkter, som vi syntes, vi dén dag er lykkedes med. Der er ingen regler. Det kan være på kostfronten, det kan være ift. træning eller børneopdragelse, det kan være at unfollow’e blogs eller personer, man følger af de forkerte grunde osv. Det har været helt utrolig befriende at fokusere på, hvor man kan klappe sig selv skulderen, i stedet for altid at have fejlfinder-brillen på. Min tanke er, at jeg vil skrive disse 3 punkter i kalenderen hver aften også, så jeg kan gen-læse dem på dage, hvor jeg føler mig som en fiasko som menneske.

Jeg håber, at hver eneste af jer må få lige præcis den nytårsaften, I allerhelst vil have, og at 2018 kommer med fred og muligheder til os alle sammen.

Rigtig godt nytår.

Og tak, fordi I læser med <3

(PS: Jeg er gået igang med at trimme i alle mine gamle indlæg. Jeg troede, jeg kunne leve med, at formatering osv. skred lidt i sømmene, da jeg flyttede bloggen, og at forskellige skrifttyper osv. ikke ville irritere mig. Jeg tog fejl, så nu tager vi den fra scratch. Jeg har oprettet kategorier, som jeg ved samme lejlighed sorterer mine indlæg i, efterhånden som jeg bevæger mig baglæns, og jeg nummererer mine “i øvrigt” indlæg. Hvis der opsætningsmæssigt er noget, man har tænkt på, at man godt kunne tænke sig, er det speak now or forever hold your peace.)

(PPS: Serieanbefalingslisten er opdateret med Alias Grace.)

Det er lørdag middag og der hviler en uvant ro over huset. Anton leger på værelset efter 3 timer i svømmehallen med morfar, og Frida har langt om længe overgivet sig og sover til middag.

Udenfor er det smukt; nattens storm er faldet af, og solen skinner over et råt og afklædt landskab.

Jeg pusler med forberedelserne til Antons fødselsdag. Chokoladekagen, der skal blive til et piratskib, er i ovnen, og græskaret, der skal omsættes til et forsøg på hjemmelavet pumpkin spice latte står klar. For en time siden ringede det på døren, og jeg måtte sende en af Antons små klassekammerater hjem igen med beskeden om, at det først er om en uge, han skal til fødselsdag. Der er mange småsten på vejen i et helt almindeligt liv, når man ikke har dansk som modersmål, og man aldrig før har fået en fødselsdagsinvitation med i tasken hjem.

Jeg er ved at lande igen oven på en måned, der har budt på for meget sygehus. I forbindelse med et almindeligt tjek hos lægen, hørtes en mislyd på Fridas hjerte, og fordi hun har haft nogle svimmelhedsanfald oveni, er det store apparat sat igang.

Ved samme lejlighed blev jeg sendt videre til den den fulde pakke på mammograficentret, og det er alt, alt for meget at forholde sig til på én gang.

De indledede undersøgelser af Frida er ovre, og foreløbigt ser alt ud, som det skal. Vi mangler stadig en scanning af hjertet og at finde ud af, hvorfor hun bliver svimmel, men fordi det hele umiddelbart ser normalt ud, hælder alle til, at der er en helt ufarlig forklaring på anfaldene, som f.eks. at hun ikke har fået nok at drikke. Jeg er udredt og sendt hjem med et håndtryk og en forsikring om, at det for mit vedkommende heldigvis var falsk alarm.

Det har været en sej omgang, for da min veninde Lene døde, knækkede noget inde i mig, som aldrig er vokset rigtig sammen igen; arvævet er rødt og knudret, og får det til at trække og spænde steder i bevidstheden, jeg aldrig tidligere har haft opmærksomheden rettet imod.

I torsdags var jeg atter omkring sygehuset, denne gang for at få sprøjtet binyrebarkhormon ind i slimsækken omkring min længe irriterede akillessene, og det var nogenlunde ligeså ubehageligt, som det lyder. Resten af dagen brugte jeg på at overveje måder at amputere mit ben på, men idag kan jeg gå igen, og jeg prøver at være, hvor jeg er, selvom det sted, lidt ligesom tilstanden i huset lige nu, føles som et hul imellem de små og store storme, der udgør et liv.

Inspireret af (= direkte kopieret fra) skønne Maj My, er dagens indlæg en lille liste over, hvad jeg spekulerer på i disse dage:

At fare vel.
Jeg tænker meget på at lade mennesker gå, når vore veje skilles. Mest i forhold til dem, jeg har opfattet som inspirerende eller som forbilleder. F.eks. har jeg det sidste år fulgt en kvinde, som har haft nogle emner oppe på sine sociale medier, som har vakt megen genklang hos mig. Men over den sidste måned, kan jeg mærke, at hun bevæger sig i en retning, der ikke giver mening for mig. I den slags situationer er min første reaktion som oftest irritation. Man skal jo ikke være Freud, for at gennemskue, hvad dét handler om, men automatreaktioner er bare så svære at ændre på, fordi de er, ja, automatiske. Jeg øver mig i at huske, at når jeg, helt konkret, ude i verden, har fulgtes med mennesker, jeg kan lide, så bliver jeg jo heller ikke sur, fordi de skal dreje til højre for at komme hjem, og ikke til venstre ligesom mig.

De-cluttering, level 2.0.
Nu har jeg det sidste halve års tid været igang med at rydde op i mit liv og mit hoved, og ligesom når jeg rydder op i mit hjem, og pludselig kan mærke, at jeg aldrig mere får brug for andet end luft, vand og yoga, er jeg også her blevet grebet af processen, og har haft lyst til bare at skrotte alting, hælde mine unger i en autocamper, og køre ud i livet. Men jeg er nået til det sted nu, hvor jeg holder ting op i lyset, konstaterer, at de er behæftet med fejl – og alligevel når frem til, at de er det bedste af de valg, jeg har, her og nu. Derfor skal de lægges tilbage i mit liv, selvom jeg ved, at de ikke er 100% optimale. Det er – også – en proces.

At ord giver fokus.
Lige nu står jeg over for nogle ting, som gør mig rigtig, ægte bange, og i den slags situationer bliver jeg ofte så panikslagen, at jeg bare taler og taler og taler om det, der skræmmer mig. Men jeg har længe tænkt på, at det ikke er alting, der bliver bedre af at tale meget, ofte og med mange om det. I de perioder, hvor jeg reelt har noget at være bange for, ligger frygten hele tiden på lur, klar til at bruse over mig, og skylle mig væk, og det er, som om, strømmen bliver stærkere og vildere, når jeg fokuserer på den. Jeg begynder at lære kun at inddrage de nærmeste, for at have et sted, hvor jeg kan give slip i tryg forvisning om, at disse mennesker vil gøre alt, hvad de kan for at hjælpe mig med at holde balancen, mens mine andre relationer kan give mig sten i vandet at stå på, fordi mit fokus her er på noget andet, end det, der er svært. De pauser er værdifulde.

Og i småtingsafdelingen:
Hvor længe græs har tænkt sig at blive ved med at gro? Går det da for pokker ikke snart i hi?

Om Clarissa Pinkola Estés ville græde, hvis hun hørte, at hendes bog “Kvinder, der løber med ulve” indtil videre mest bare har givet mig tekst-linjen “Running with wolves and I’m only proud” på hjernen. Som er fra “Wild Ones”. Med Flo Rida.

Hvorfor ingen har fortalt mig, hvor hysterisk lækkert det er at spise de hjemmelavede Baked Beans fra Valdemarsro i tortillas? Gør det. Gør det nu.

At lave en liste over serier/bøger osv., som jeg kan lide, og lægge den i en fane for sig her på siden. At kunne lide en persons måde at skrive på, er bestemt ikke det samme, som at dele smag, men måske der alligevel sidder nogen derude, der kunne bruge sådan en liste som inspiration? Jeg ville selv elske, hvis nogle af mine yndlingsbloggere gjorde det, så giv et kvæk, hvis det har interesse.

I aften kl. 20 tænder jeg for anlægget for sidste gang i Fitnessdk. Jeg har været branchen i 20 år, og undervist de 15 af dem, og derfor er det – selvfølgelig – en underlig fornemmelse.

Det har taget lang tid at træffe beslutningen, og jeg kan godt forstå, hvis man oprigtigt undrer sig over, at det kan være så svært at afgøre, om man vil blive i et fritidsjob eller ej.

Det er bestemt også et ægte i-landsproblem, det skal jeg være den første til at indrømme, men ikke desto mindre har det taget næsten et halvt år for mig at nå til, at jeg – som Hella Joof siger – skal slippe med begge hænder. Somme tider har jeg næsten haft en fornemmelse af, at det var en “Skal jeg flytte fra Aarhus til Esbjerg”-light-beslutning, hvilket jo er helt ude af proportioner.

I hvert fald umiddelbart.

Men når det alligevel forholder sig sådan, så handler det om, at jeg giver slip på en virkelig stor del af min identitet, og på det, der definerer, hvem jeg er.

På mange måder var det i fitnessverdenen, jeg blev voksen. Det var her, jeg lærte at stå foran folk, uden at føle panik-angst over at blive kigget på. Det var her, jeg stille og roligt gav slip på selvbevidstheden og sluttede (relativ) fred med mig selv og min krop. Det var den første (- og hidtil eneste) form for sport, jeg kunne deltage i, uden at det tangerede selvskadende adfærd, og det var her, jeg for første gang opdagede en slags talent hos mig selv.

Det er en kærlighedshistorie, og jeg har elsket hvert eneste øjeblik. Den har givet mig 3/4 af min vennekreds, de fleste af mine kærester og begge mine børn, og den har været det stillads, jeg har haft omkring mig, og altid har kunne læne mig op af, uanset, hvor meget det blæste ude i virkeligheden.

Den har været ventilen, der betød, at det aldrig var svært for mig at være den objektive, neutrale tolk, der ikke blandede sig og aldrig svarede, når jeg var på arbejde, for der var et sted, hvor jeg måtte fylde og være og bidrage med dét, jeg brændte for.

Jeg kunne sige, at min beslutning om at stoppe skyldes, at jeg, geografisk, har fået længere til centeret. Jeg kunne hævde, at jeg arbejder mere, og at der, i takt med, at børnene bliver større, bliver mere at se til. Begge dele er sandt.

Men det, der fik mig til at sætte mig ved tastaturet og skrive en mail med overskriften: “Vedr: Opsigelse” var, at jeg er færdig; at jeg har undervist de timer, jeg skal. At jeg aldrig finder ud af, hvem jeg er nu, hvis ikke jeg giver slip på hende, jeg var.

Det er hættetrøjen, man “glemte” at give tilbage til ekskæresten, som man stadig kan passe, og som føles tryg og velkendt, men som man pludselig en dag kan se, repræsenterer noget, man er færdig med og klar til at give slip på.

Det er tid.

Jeg har det, som om, jeg har forstuvet mine funny bones. Jeg ved ikke, om det er al den forandring, jeg skriver om, der trækker tænder ud, eller om jeg bare er grundtræt, men jeg synes, der er modstand i mange ting for tiden, og for en gang skyld kan jeg ikke finde ud af at ironisere over det.

Idag har jeg f.eks. ikke rigtig kunne holde op med at græde. Ikke tude (som er den med åben mund) men bare sive-græde. Jeg kan ikke engang selv finde ud af, om jeg er ked af det, (be)rørt, overvældet eller bare … ja, træt.

Jeg er presset på at få hverdagen til at hænge sammen, og samtidig er det som om, mine kommunikationsplaneter står i vejen for hinanden; folk misforstår mig hver eneste gang, jeg åbner munden.

Så der er lidt stille herinde i disse dage. Jeg vender tilbage, når jeg har fået en lur og en kande kaffe.

Det stormer for tiden. Både indeni og udenfor.

Da vi sidste år flyttede ind, hvor vi bor nu, var det huset, der fyldte mest for mig; min glæde over at være kommet i ét plan, og over at bo et sted, hvor man ikke fik den visuelle ækvivalent til lyden af negle ned ad en tavle, hver gang man kiggede rundt, var enorm. Nu, hvor vi har boet her et år, oplever jeg, at haven giver mig ligeså meget glæde – hvis ikke mere. Jeg har kun naboer til den éne side, hvilket betyder, at jeg har mark, græs og natur til de to andre, og jeg har fået for vane at sætte mig ud med et glas vin en kop te, når børnene sover, alle de aftener, det kan lade sig gøre. Der sker noget med sjælen, når den får ro og bliver placeret midt i en interaktiv udstilling af årstidernes skiften.

Måske er det derfor, jeg lægger mere mærke til alt det, der også skifter indeni. Jeg skrev lidt om det for et par indlæg siden, men når man sammenholder, hvor meget det fylder ude på den her side af skærmen, er det meget lidt, jeg har ladet det fylde herinde.

Det er, som om, roen bliver mindre skræmmende, jo mere jeg udsætter mig selv for den. Jeg var lige ved at skrive, at jeg er eskapist af nærmest forædlet kaliber, men det slår mig, som jeg sidder her og skriver, at jeg faktisk ikke ved, om det er sandt. Måske var det bare den strategi, jeg i sin tid valgte, da min hjerne hele tiden kørte i et omdrejningstal, mit sind slet ikke kunne håndtere. I hvert fald kan jeg mærke, at selvom roen nogle gange er svær, og jeg har myrer i hele kroppen, og får lyst til at tænde for radioen, læse bøger, se GOT, svare på beskeder og drikke kaffe og vin, det hele på én og samme tid, så opsøger jeg den mere og mere, roen. Jeg har typisk mellem 10 og 15 timer i min bil om ugen, og de sidste par måneder har jeg foretrukket at køre størstedelen af dem i stilhed. Jeg er også blevet opmærksom på, at når jeg har lyst til at holde begge hænder for ørerne, mens jeg råber: “LALALA!!” så er det faktisk fordi jeg har EKSTRA brug for at være stille.

Om det er mig og min udvikling, der påvirker verden omkring mig, eller om det er omvendt, ved jeg ikke, men jorden bevæger sig under mine fødder, og jeg har det, som om alt, på en eller anden måde, er i opbrud. Det føles nødvendigt og på mange måder godt, men det er også opslidende, at min verden pludselig har forvandlet sig til et kalejdoskop, der bliver drejet ubønhørligt; stenene er de samme, men de bliver hele tiden rystet løs og falder ned på nye pladser, hvor de danner nye mønstre. Det kræver aktiv opmærksomhed og det kræver koncentration.

(Jeg er oprigtigt i tvivl om, om I overhovedet forstår, hvad jeg forsøger at beskrive her, men I plejer at være nogle hårde nysere, der er med på den værste, så jeg satser.)

Om mine børn mærker de tusinder af smårystelser i undergrunden, eller om de er i gang med deres egne processer, ved jeg ikke, men der sker også noget dér. Vi er i én af de faser, hvor vi hele tiden støder kanterne sammen, og jeg får virkelig meget skæld ud i disse dage. Det meste af tiden kan jeg rumme det (hvis jeg fokuserer virkelig indædt på udsigten til et roligt glas vin i haven senere..), men ind i mellem er det sgu også en smule sejt at få kontinuerlig skæld ud – også selvom gerningsmændene stadig sover med bamser. Samtidig bliver der prøvet grænser på den helt store klinge; i går havde Anton f.eks. valgt at udfolde sig kreativt, mens han hørte Gummi Tarzan, ved at male med sin mest aggressive, blå tusch på sig selv, sin væg, skrivebordet, trægulvet, lampen, kommoden, skufferne plus det løse. Lige dér ville jeg med støste fornøjelse have taget imod alle tilbud om afledning og flugt, lige fra kidnapning til rygeheroin.

Det river og rusker, og regnen pisker ned, og hvis jeg sætter det sidste punktum nu, kan jeg nå en kop te under halvtaget med udsigt til elementernes evige påmindelse om, at vi er så små, så små, inden mine bedste lopper kommer hjem.

God weekend derude.

Jeg forandrer mig. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, præcis hvori forandringen består, men min verdens tektoniske plader forskyder sig, og jeg kan mærke, at jeg ikke længere er den samme.

Måske hænger det sammen med, at jeg de sidste 6 år har haft små børn. Så længe de har været helt små, har der været så meget fokus på deres behov, at jeg har haft svært ved at mærke både mig selv og mine, og derfor er det, som om, jeg ikke længere ved, hvem jeg er. Jeg ved, hvem jeg var for 6 år siden, men i takt med, at børnene bliver større, og der bliver mere overskud til at betragte mig selv, kan jeg både se og mærke, at jeg ikke længere er hende, jeg var.

Det betyder, at jeg ser med nye øjne på alt, hvad jeg gør, for det er gået op for mig, at jeg bare har antaget, at dét, jeg kunne lide for 6 år siden, stadig er det, jeg foretrækker. Jeg tror måske, at det er dét her, der sker i de ægteskaber, hvor man pludselig lægger avisen, kigger hen over bordet og kaffekopperne, og har det, som om man for første gang virkelig SER ham, der sidder overfor. Og som følge heraf opdager, at man bor med en fremmed.

Jeg mærker det i forhold til de ting, jeg har fyldt i mit liv; en oprigtig forholden mig til, om jeg laver det, jeg gør, fordi jeg har lyst, eller bare fordi, det er det, min hjerne først får øje på, når den kaster blikket over den 6 år bredde slugt for at få inspiration til, hvad jeg kan lide at lave. I mange år har jeg f.eks. haft en ide om, at jeg gerne vil have tempoet i mit liv sat ned, men hvor det før har handlet om, at jeg ikke kan lide at have for travlt, kan jeg pludselig mærke, at det nu handler om, at jeg har lyst til ro. Jeg ved ikke, om andre end jeg forstår forskellen, men jeg mærker den tydeligt.

Så længe børnene var helt små, fyldte den lavpraktiske omsorg meget, men sommerferien gjorde det muligt for mig at mærke, hvor meget jeg gerne vil være sammen med dem, og nu, hvor jeg er startet på job igen, savner jeg dem nogle dage, så det synger i mine knogler.

Som naturlig forlængelse af alt det ovenstående, oplever jeg også en spirende kritisk stillingtagen til, hvem jeg vælger at bruge tiden med og på. Det handler ikke om, at jeg ønsker, at vi altid skal være herhjemme, kun os 3, men jeg arbejder meget bevidst på at skære larm og tid brugt af høflighed fra. Det er sværere, end mange kurser i assertion og girafsprog ellers lader tro, synes jeg, for det er, som om, jeg mangler et sprogligt register: Jeg mangler en måde at skrue ned eller lukke for de relationer, som jeg ikke tror giver nogen af parterne noget længere – men uden at skabe drama og uvenskab, som jo bare er en anden slags larm, der sluger ligeså meget energi, som dét, man i første omgang søgte væk fra. For mig er målet ro, og jeg ville ønske, at jeg havde stamina nok til bare at rumme akavethed og sårede følelser, men det er desværre ikke tilfældet. Ikke endnu, i hvert fald.

Jeg forsøger at holde fast i det, jeg også prøver at lære Anton og Frida: Når noget er svært, handler det ofte om, man bare ikke har øvet sig nok endnu, så hver eneste gang jeg laver en aftale, eller modtager en invitation, bruger jeg 10 minutter på at forholde mig til, om jeg rent faktisk har lyst, både til arrangementet og til relationen – og hvis ja, hvor meget, jeg har lyst til. Om jeg gerne både vil deltage i festen og blive og sove. Om jeg som udgangspunkt bliver tanket op eller drænet af at være sammen med det her menneske. Om ugen ser ud på en måde, der gør, at jeg allerede på forhånd ved, at vi har mere brug for en aften alene, end på at udvide boller- og lagkage-invitationen med aftensmad. Det er ikke nemt, men jeg øver mig, og heldigvis har jeg opdaget, at mit nye jeg ikke begår fejl; hun gør sig erfaringer i stedet. Det gør hende væsentlig rarere at være sammen med.

– men jeg ved stadig ikke, hvordan man slår op med mennesker, man ikke er kærester med.

Om 10 minutter har jeg været oppe i 18 timer, og da det er 5. gang på en uge, behøver jeg ikke mærke efter, men kan tage den her på rutinen: Træt! Så godnat derude – hvor end I er.