Det er lørdag middag og der hviler en uvant ro over huset. Anton leger på værelset efter 3 timer i svømmehallen med morfar, og Frida har langt om længe overgivet sig og sover til middag.
Udenfor er det smukt; nattens storm er faldet af, og solen skinner over et råt og afklædt landskab.
Jeg pusler med forberedelserne til Antons fødselsdag. Chokoladekagen, der skal blive til et piratskib, er i ovnen, og græskaret, der skal omsættes til et forsøg på hjemmelavet pumpkin spice latte står klar. For en time siden ringede det på døren, og jeg måtte sende en af Antons små klassekammerater hjem igen med beskeden om, at det først er om en uge, han skal til fødselsdag. Der er mange småsten på vejen i et helt almindeligt liv, når man ikke har dansk som modersmål, og man aldrig før har fået en fødselsdagsinvitation med i tasken hjem.
Jeg er ved at lande igen oven på en måned, der har budt på for meget sygehus. I forbindelse med et almindeligt tjek hos lægen, hørtes en mislyd på Fridas hjerte, og fordi hun har haft nogle svimmelhedsanfald oveni, er det store apparat sat igang.
Ved samme lejlighed blev jeg sendt videre til den den fulde pakke på mammograficentret, og det er alt, alt for meget at forholde sig til på én gang.
De indledede undersøgelser af Frida er ovre, og foreløbigt ser alt ud, som det skal. Vi mangler stadig en scanning af hjertet og at finde ud af, hvorfor hun bliver svimmel, men fordi det hele umiddelbart ser normalt ud, hælder alle til, at der er en helt ufarlig forklaring på anfaldene, som f.eks. at hun ikke har fået nok at drikke. Jeg er udredt og sendt hjem med et håndtryk og en forsikring om, at det for mit vedkommende heldigvis var falsk alarm.
Det har været en sej omgang, for da min veninde Lene døde, knækkede noget inde i mig, som aldrig er vokset rigtig sammen igen; arvævet er rødt og knudret, og får det til at trække og spænde steder i bevidstheden, jeg aldrig tidligere har haft opmærksomheden rettet imod.
I torsdags var jeg atter omkring sygehuset, denne gang for at få sprøjtet binyrebarkhormon ind i slimsækken omkring min længe irriterede akillessene, og det var nogenlunde ligeså ubehageligt, som det lyder. Resten af dagen brugte jeg på at overveje måder at amputere mit ben på, men idag kan jeg gå igen, og jeg prøver at være, hvor jeg er, selvom det sted, lidt ligesom tilstanden i huset lige nu, føles som et hul imellem de små og store storme, der udgør et liv.
Published by