Jeg forandrer mig. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, præcis hvori forandringen består, men min verdens tektoniske plader forskyder sig, og jeg kan mærke, at jeg ikke længere er den samme.
Måske hænger det sammen med, at jeg de sidste 6 år har haft små børn. Så længe de har været helt små, har der været så meget fokus på deres behov, at jeg har haft svært ved at mærke både mig selv og mine, og derfor er det, som om, jeg ikke længere ved, hvem jeg er. Jeg ved, hvem jeg var for 6 år siden, men i takt med, at børnene bliver større, og der bliver mere overskud til at betragte mig selv, kan jeg både se og mærke, at jeg ikke længere er hende, jeg var.
Det betyder, at jeg ser med nye øjne på alt, hvad jeg gør, for det er gået op for mig, at jeg bare har antaget, at dét, jeg kunne lide for 6 år siden, stadig er det, jeg foretrækker. Jeg tror måske, at det er dét her, der sker i de ægteskaber, hvor man pludselig lægger avisen, kigger hen over bordet og kaffekopperne, og har det, som om man for første gang virkelig SER ham, der sidder overfor. Og som følge heraf opdager, at man bor med en fremmed.
Jeg mærker det i forhold til de ting, jeg har fyldt i mit liv; en oprigtig forholden mig til, om jeg laver det, jeg gør, fordi jeg har lyst, eller bare fordi, det er det, min hjerne først får øje på, når den kaster blikket over den 6 år bredde slugt for at få inspiration til, hvad jeg kan lide at lave. I mange år har jeg f.eks. haft en ide om, at jeg gerne vil have tempoet i mit liv sat ned, men hvor det før har handlet om, at jeg ikke kan lide at have for travlt, kan jeg pludselig mærke, at det nu handler om, at jeg har lyst til ro. Jeg ved ikke, om andre end jeg forstår forskellen, men jeg mærker den tydeligt.
Så længe børnene var helt små, fyldte den lavpraktiske omsorg meget, men sommerferien gjorde det muligt for mig at mærke, hvor meget jeg gerne vil være sammen med dem, og nu, hvor jeg er startet på job igen, savner jeg dem nogle dage, så det synger i mine knogler.
Som naturlig forlængelse af alt det ovenstående, oplever jeg også en spirende kritisk stillingtagen til, hvem jeg vælger at bruge tiden med og på. Det handler ikke om, at jeg ønsker, at vi altid skal være herhjemme, kun os 3, men jeg arbejder meget bevidst på at skære larm og tid brugt af høflighed fra. Det er sværere, end mange kurser i assertion og girafsprog ellers lader tro, synes jeg, for det er, som om, jeg mangler et sprogligt register: Jeg mangler en måde at skrue ned eller lukke for de relationer, som jeg ikke tror giver nogen af parterne noget længere – men uden at skabe drama og uvenskab, som jo bare er en anden slags larm, der sluger ligeså meget energi, som dét, man i første omgang søgte væk fra. For mig er målet ro, og jeg ville ønske, at jeg havde stamina nok til bare at rumme akavethed og sårede følelser, men det er desværre ikke tilfældet. Ikke endnu, i hvert fald.
Jeg forsøger at holde fast i det, jeg også prøver at lære Anton og Frida: Når noget er svært, handler det ofte om, man bare ikke har øvet sig nok endnu, så hver eneste gang jeg laver en aftale, eller modtager en invitation, bruger jeg 10 minutter på at forholde mig til, om jeg rent faktisk har lyst, både til arrangementet og til relationen – og hvis ja, hvor meget, jeg har lyst til. Om jeg gerne både vil deltage i festen og blive og sove. Om jeg som udgangspunkt bliver tanket op eller drænet af at være sammen med det her menneske. Om ugen ser ud på en måde, der gør, at jeg allerede på forhånd ved, at vi har mere brug for en aften alene, end på at udvide boller- og lagkage-invitationen med aftensmad. Det er ikke nemt, men jeg øver mig, og heldigvis har jeg opdaget, at mit nye jeg ikke begår fejl; hun gør sig erfaringer i stedet. Det gør hende væsentlig rarere at være sammen med.
– men jeg ved stadig ikke, hvordan man slår op med mennesker, man ikke er kærester med.
Om 10 minutter har jeg været oppe i 18 timer, og da det er 5. gang på en uge, behøver jeg ikke mærke efter, men kan tage den her på rutinen: Træt! Så godnat derude – hvor end I er.
Tak for gode refleksioner ..sov sødt!
Forsinket tak, og i lige måde:)
Jeg ved præcist hvordan du har det! Med mindre der er tale om en hændelse, som medfører et brud, så kan jeg ikke 'slå op' med bekendtskaber. Jeg lader dem sive. Ja, det er den såkaldte 'kyllingemetode', men den virker. Jeg beslutter mig for at det er slut, og så er det sådan. Min tid er også blevet alt for kostbar til det, som egentlig ingen relevans har. Måske er det noget, som de magiske 40 har med i bagagen?
Elsker dit indlæg, Linda! ❤️
Åh Maude. Jeg lod også nogle sive. For jeg orkede ikke andet. Og det var alligevel altid mig, der tog initiativ til at vi mødtes ( og jeg har et par andre veninder, hvor jeg også er initiativtager altid. Men det har vi talt om og det er ok ). Kram B
Jeg synes også, at siver-metoden virker fint, hvis man vel at mærke er enige om at sluse hinanden ud. Jeg synes egentlig, at det er både fint og respektfuldt, og man kan stadig se hinanden i øjnene, hvis man løber på hinanden på strøget.
Der, hvor jeg synes, den er svær, er når man ikke er enige. Hvor jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til relationen, men hvor den anden part bliver ved. Jeg sidder lige nu og tænker, at det faktisk er det samme, når man dater: Hvis man selv tydeligt kan mærke "Nej" og ham, man dater, bliver ved, har jeg også svært ved at sige det ligeud. Det er vist en blanding af, at jeg selv føler mig .. lidt for meget, på en eller anden måde? og så at jeg bliver lidt forlegen på hans vegne, over at jeg synes, han sælger sig selv for mindre, end han er værd.
Det bliver vist aldrig nemt. Men jeg tror klart, at det er en +40-ting at forholde sig til.
Kh
Linda
Energi-prioritering og et godt venskab til egen mavefornemmelse er unægteligt key.
Krydser fingre for, du får din udhvilethed retur snarest :-*
– A, der gik i seng 04.45
Hahaha – 4.45!? Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst kom i seng ved den tid:)
Jeg lister stille ud af relationer uden at vælte noget på vejen ud. Jeg foretrækker, hvis andre gør det samme for mig.
Hvis man ikke har noget sammen mere, ved begge parter det typisk. Hvis ikke, kunne det være rart med en international måde at sige 'adiós' på uden det store drama.
Det er nemlig lige præcis det sidste, der er svært. For jeg er helt bag dig ift. at det jo for pokker også er rarest, at andre ikke laver en event ud af at lukke ned for mig.
Skulle du støde på den internationale anti-drama-knap, vil jeg virkelig gerne bede om et heads-up.
Nogle gange savner jeg de par år, hvor alle havde email men ingen rigtig brugte sociale medier. Da havde jeg en hel del ret dybe venskaber hvor vi skrev med hinanden. Nu er der som om enhver kontakt fører til at den kontaktede med et suk hiver sin overfyldte kalender frem og leder efter tid til en kaffedate, der alligevel først kan blive om fem måneder. Og så vil jeg egentlig hellere sidde hjemme med kaffen og læse, hvordan de VIRKELIG går og har det. Hvis det giver mening …
Jeg forstår præcis, hvad du mener. Jeg har altid haft mange "pennevenner" i mangel af bedre ord. Det er sådan en dejlig måde at følge med i hinandens liv på.
Jeg ville ønske, at vi kunne aflive den der "Kaffe snart?" når begge parter egentlig godt ved, at det skal vi faktisk ikke. Jeg har simpelthen set mig så sur på den. Men det er her, jeg mangler det sprog, der gør, at man kan få formidlet, at jeg vil gerne relationen, men jeg har ikke noget behov for, at den involverer kaffedates og overnatninger og ture i sommerhus. I hvert fald ikke lige nu, hvor tiden af mange grunde er lidt knap.
Jeg har tænkt en del over det, både før og efter dit (fine!) indlæg, og selv om enhver teori jo siger, at man skal være ærlig og ligefrem, er jeg nok også på snigerholdet. Jeg kan se på mine forældre, som i allerhøjeste grad har søgt ro i mange år, grænsende til at de har isoleret sig lidt, at der pludselig dukker bekendte og studiekammerater op fra for 30-40 år siden. Folk de aldrig har så meget som nævnt, men nu er nogen gået på pension og andre blevet alene, og så er der pludselig sommerhusture for alle pengene. Og det ville der nok ikke være, hvis de havde 'slået op' i sin tid.
Det er en rigtig fin pointe!
Jeg havde selv en veninde, hvor jeg kan huske, at vi – efter en periode med haltende engagement – faktisk også fik talt om, at vejene bare lige nu trak os i forskellige retninger, og at det egentlig var ok at slippe hinanden, for måske vi ville ende med at køre på to parallelle spor igen, engang i fremtiden. Det var en lidt mærkelig samtale at have, og vi er stadig geografisk så forskellige steder, at vi ikke rigtigt kan ses, men når vi løber på hinanden, eller vi en meget sjælden gang får det til at passe, kan jeg mærke, at det føles virkelig fint og ok; så jeg tror, du har meget ret i, at det er nemmere at finde hinanden igen, hvis omstændighederne ændrer sig, så man igen har ro og rum i livet til hinanden.
hov: Der mangler vist lige en halv sætning til sidst – altså, at det er nemmere at finde hinanden igen, hvis man ikke har et grimt brud med skarpe kanter og hjørner med i bagagen.
Det er lige præcis sådan jeg har det, i de her år (også efter de 40), kan mærke, at min kalender skal ikke være for fyldt. Men du har ret, det er meget svært at sige farvel til relationerne. Jeg lader det nok også sive, så der går længere tid imellem at man ses´.
Hilsen Rikke
I nogen relationer løser det sig selv, mens det i andre bliver mærkeligt og akavet. Jeg har endnu ikke gennemskuet, hvorfor nogen udvikler sig til det sidste. Måske lærer vi det, når vi fylder 50?:)
Hej.
Jeg tror ikke nødvendigvis det er en efter 40 ting. Jeg tror det handler mere om nogle af de begivenheder vi er igennem og som gør at man selv forandrer sig. En af de ting tror jeg er det med at få børn. Altså forstå mig ret..jeg elsker mine børn og vil ikke bytte for noget men de er også det der har betydet det største skifte. De udfordrer mig på et personligt plan fordi de tager tid (de har 1. Prioritet så resten må prioriteres) men også fordi jeg udvikler mig personligt..bliver mere bevidst om mine værdier og hvad jeg ønsker skal fylde i mit liv. Og jeg er altså ikke over 40 men kun i starten af 30erne.
Det er en virkelig god pointe, og jeg tror, du har 100 % ret. Måske er det også fordi, der er meget stor forskel på, hvordan tiden ser ud (og hvor på dagen, der ligger) når man har hhv. små og store børn? Og at det også er derfor, at nogle relationer simpelthen ikke fungerer mere?
Kh
Linda
Ja det tror jeg også er noget af det. Jeg var i mødregruppe med en som var i starten af 20 og hun mistede/droppede også nogle veninder da hun fik børn fordi de andre veninder lidt stadig var "lad os tage i byen" og det bare ikke fungere ret godt i længden i en børnefamilie hvis det er det man mødes om.
Jeg ELSKER dine indlæg. De giver mig altid noget at tænke over! Jeg er selv midt i samme øvelse – at kigge på de mennesker, jeg omgås, og tænke over om det egentlig giver mig noget eller om det er gammel vane. Venskaber går op og ned, og selvfølgelig skal man kunne rumme at kadancen ændrer sig – men over tid, så skal det jo for pokker give mening, og f.eks. ikke dræne en. Det kan derfor være en voldsom og øjnenåbnende oplevelse at lave den øvelse.
Jeg stiller mig op i køen af kyllinger 🙂 Jeg bruger også sive-metoden over for mennesker jeg ikke orker. Jeg synes det fungerer bedst frem for et 'drama' – især hvis man jo har besluttet sig for, at man ikke vil relationen mere, så synes jeg det er en voldsom ting at efterlade en anden med. Hvis du har prøvet sivemetoden, og den ikke rigtig virker, så synes jeg at man har fået den PERFEKTE undskyldning efter man har fået børn. Man kan jo simpelthen bare sige ligeud (næsten ligeud) at man har lidt svært ved at få enderne til at mødes, og derfor ikke har tid og overskud til at ses. Det er jo ikke engang løgn, selvom det ikke er hele historien….
Mange tak skal du have!:-*
Jeg er også overrasket over, hvor mange grene af livet og hverdagen, den her "øvelse" påvirker. Selvom det er svært, og somme tider kan give lidt hovedpine, så tror jeg faktisk, at det er sundt.
Min oplevelse er, at sivemetoden virker bedst, hvis begge parter egentlig er samme sted. Så er det en dejlig udramatisk måde at liste ud af døren på. Det er der, hvor den ene ikke rigtigt vil slippe det, at det bliver svært. Jeg tror bare, at jeg stritter på det, fordi jeg i alle andre aspekter af denne her … udvikling, i mangel af bedre ord, sætter ærlighed og transperence meget højt. Det er, som om, det er deri, en del af udviklingspotentialet ligger. (Forstår du overhovedet, hvad jeg mener?) Derfor irriterer det mig, at jeg ikke kan finde en måde at lukke ned på, som falder i tråd med den nye version af mig selv.
Hvis det ellers giver mening:)
Kh
Linda
Hej Linda, her kommer et lidt sent indskud til debatten:
Jeg har faktisk aktivt 'slået op' men en enkelt veninde og det var (og er!) skidehårdt.
Det handler om en veninde, jeg har haft siden gymnasiet (dvs. 15+ år nu) og vi cuttede forbindelsen i foråret.
Det var ikke en højdramatisk afslutning med hårde ord og smækkede døre, men resultatet af en periode på et års tid, hvor vi kommet længere og længere fra hinanden, både fysisk og mentalt, og hvor vi faktisk ikke havde haft kontakt via andet end sporadiske sms'er.
Den pågældende veninde havde haft en rigtig, rigtig hårdt år og var blevet meget skuffet over, at jeg ikke havde været der for hende. Jeg lagde mig fladt ned og sagde undskyld, og bad hende tage fat i mig hvis hun kunne tilgive svigtet.
Jeg har ikke hørt fra hende siden. Og jeg tænker mere over dét brud end jeg nogensinde har gjort efter et brud med en kæreste.
Vi havde nok kunne lade vores forhold sive, men for mig var det rigtig mærkeligt ikke at få en form for afklaring på, hvad der var sket. Også selvom det var hårdt at få at vide enden på vores venskab, i hendes øjne, var min skyld.
Realistisk set så har mit behov for at få 'svesken på disken', fremfor at lade relationen sive ud, nok gjort at det bliver rigtig svært evt. at genoptage relationen, hvis vi ses igen.
Fremadrettet vil jeg nok grundigt overveje, hvor meget det betyder for mig at få en formel afslutning på relationen. Og veje det op mod de følelsesmæssige konsekvenser det har at afslutte på den måde. Og så nok vælge timeglasmetoden. Det andet er simpelthen for hårdt.
Jeg har faktisk selv for mange år tilbage stået i en lignende situation, hvor det – i rollerne, du beskriver – var mig, der var din veninde.
Jeg er altid så overopmærksom på konsekvenser, at jeg sjældent får meldt rent ud, hvordan jeg har det, når vi snakker om de helt nære relationer, der halter. Det harmonerer virkelig dårligt med, hvordan jeg ellers er, for jeg er også ret direkte og dårlig til forstillelse. Jeg oplever det meget som en kvindeting, det med, at vi lader forestillede ideer om, at det bliver akavet at skulle være kolleger/sidde til bryllup sammen næste måned/holde juleaften sammen, hvis vi, når vi bliver vrede eller skuffede, bare lukker op for posen og siger, hvad vi tænker. Derfor havde jeg dengang i alt for lang tid accepteret en opførsel i vores venskab, som jeg burde have reageret på. Det hele røg i luften en dag, hvor hun selv, brødebetynget og med tømmermænd, kom og fortalte, at hun havde været sammen med ham, jeg datede. Egentlig var jeg nået frem til, at han ikke var noget for mig, så hun tog ikke noget fra mig, som jeg ville have savnet, men det var den mangel på respekt, der lå i handlingen (lagt sammen med vores alder – vi var simpelthen for gamle til sådan noget crap), der fik sikringen til at springe hos mig. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at blive fuldstændig hvid inde i hovedet af raseri. Jeg skældte hende hæder og ære fra i 10 minutter, hvorefter jeg smed hende ud på røv og albuer, og det er det reneste brud, jeg har oplevet. Jeg havde fået sagt alt, hvad jeg tænkte, og jeg var bare .. færdig med hende, tror jeg? Det sjove er, at jeg efterfølgende faktisk ikke var spor vred på hende. Marken var på en eller anden måde brændt ned, og hun fyldte intet mere for mig. Heller ikke selvom vi havde mange fælles venner, og i en periode arbejdede samme sted.
Idag er hun stadig i min perifære omgangskreds, og i dag ville jeg faktisk ønske, at vi kunne genoptage relationen, for jeg kan skidegodt lide hende. Og vice versa. Vi er blevet ældre og klogere, men relationen har lidt uoprettelig skade. Om “fejlen” er hendes handling eller min reaktion, ved jeg ikke, men nogle brud er nok bare så hårde, at de ikke kan heles igen.
… Og det er nok det, man skal overveje inden man tager en eventuel konfrontation: om man på sigt ønsker at kunne genoptage relationen eller ej.
Jeg syntes ikke det er en fej eller konfliktsky løsning af lade et forhold sive: ja, du får måske ikke den tilfredsstillende afklaring og klare afslutning, du drømmede om. Men til gengæld undgår man sårede følelser. Der er bare nogen ting, der ikke læges som tiden går.
Jeg er også lidt sen til at blande mig her, selv om jeg, allerede da jeg læste det første gang, havde lyst til at give mit besyv med.
Jeg er helt enig i, at sivemetoden i rigtig mange tilfælde virker helt rigtig og naturlig. Nogle venskaber siver langsommere ud end andre, men selv når jeg tænker efter, kan jeg kun huske en enkelt lidt længerevarende siveperiode, som jeg oplevede som langtrukken, fordi jeg var helt sikker på, at vi begge sivede, men jeg alligevel fik "kaffe snart"-beskederne, for så at blive brændt af når dagen oprandt. Og vi har stadig et fint forhold til hinanden, når vi mødes, selv om vi ikke længere er tætte på ugentlig basis.
Der er selvfølgelig flere venskaber, der er sivet ud i årenes løb, men siden jeg ikke kan liste en masse op, tænker jeg, at det er foregået rimelig stilfærdigt.
Men for et par år siden gik det op for mig, at en veninde havde forsøgt at lukke en relation ned, uden jeg havde opdaget det. Vi havde gennem en del år kun set hinanden til kaffe nogle gange om året, men jeg oplevede det, som om vi alligevel havde gode snakke, når vi sås, og at det var fint for os begge, at venskabet fungerede på de vilkår.
Den sidste gang, vi sås, var jeg lige blevet mor for første gang. Jeg havde et par gange forsøgt at få en aftale i stand, men det lagde jeg ikke noget i. Jeg var nærmere bekymret over, om hun var helt ok efter en længere periode, hvor vi begge havde døende forældre. Men da hun kom, var hun underligt uinteresseret i mit nye liv – (hun er selv mor til to) – og da jeg havde spurgt ind til alle de områder, hvor der potentielt kunne være problemer, og ikke var nået nærmere noget, gik det op for mig, at det var relationen til mig, der var problemet.
Da min kæreste kom hjem senere på dagen og spurgte til besøget, sagde jeg, at hende kom jeg ikke til at se mere. Jeg var helt sikker, selv om ingenting blev sagt. Og det var meget underligt, fordi jeg stadig her 2,5 år efter ikke ved hvorfor.
Det var ikke en af mine nærmeste veninder, men vi havde kendt hinanden i mange år, og jeg havde slet ikke set det komme. Jeg bilder mig ind, at hun kunne godt have sivet fra mig, uden at jeg havde ladet mig mærke med det – men jeg VED det jo ikke. For hvor længe mon hun har forsøgt at sive?
Det fylder ikke noget særligt i mit liv, og jeg savner som sådan ikke relationen, men når jeg læser om emnet, kommer jeg til at tænke på det igen. Og jeg har ikke fornemmelsen af, at vi uden videre ville kunne fortsætte, hvor vi slap. Selv om vi ikke havde en klar afslutning, ville jeg ikke kunne genoptage venskabet uden at få en afklaring om, hvad der var sket. Jeg ved stadig ikke, om jeg har gjort eller sagt noget, der har såret hende, eller om hun bare gennem lang tid har ville ud af relationen. For mig var bruddet pludseligt, men måske er det svært at sive ud af en relation, hvor frekvensen for møder i forvejen er så lav?
Det tror jeg er fuldstændig rigtigt; at det kræver en vis frekvens i venskabet, hvis sivemetoden skal give mening.
Jeg synes egentlig, at din historie på en fin måde illustrerer, hvorfor det er svært, når den ene ikke vil relationen længere, mens den anden ikke tænker i den retning. Og hvis jeg læser rigtigt, var relationen ikke så tæt, at det ville give mening at lave Den Store Konfrontation – men alligevel ender det lidt underligt og amputeret, fordi der mangler en forklaring.
Det er ikke nemt, når man har forskellige oplevelser af venskabet, for der findes vist næsten ikke en løsning, der i dé tilfælde giver begge parter, hvad de har brug for.
Tak for dit indspark og god aften.
Kh
Linda