Jeg har det, som om, jeg har forstuvet mine funny bones. Jeg ved ikke, om det er al den forandring, jeg skriver om, der trækker tænder ud, eller om jeg bare er grundtræt, men jeg synes, der er modstand i mange ting for tiden, og for en gang skyld kan jeg ikke finde ud af at ironisere over det.
Idag har jeg f.eks. ikke rigtig kunne holde op med at græde. Ikke tude (som er den med åben mund) men bare sive-græde. Jeg kan ikke engang selv finde ud af, om jeg er ked af det, (be)rørt, overvældet eller bare … ja, træt.
Jeg er presset på at få hverdagen til at hænge sammen, og samtidig er det som om, mine kommunikationsplaneter står i vejen for hinanden; folk misforstår mig hver eneste gang, jeg åbner munden.
Så der er lidt stille herinde i disse dage. Jeg vender tilbage, når jeg har fået en lur og en kande kaffe.
Kæreste Linda. Og så er det det ondeste efterår oveni med regn og tiltagende mørke. Jeg har lyst til at skrive god bedring, men ved ikke, om det er helt rammende. Men du skal altså ikke føle dig presset til at skrive, hvis ånden ikke lige er over dig. Det er en helt fantastisk blog du holder dig, og jeg/vi (jeg tillader mig her lige at skrive for hele din læserskare) skal nok hænge på til du er tilbage. No worries på den front!
Kære Pernille.
Tusind tak for en fin, fin kommentar. Det føles virkelig rart med reaktioner som din, når det hele bider lidt <3
Jeg var til body SDS i dag. Mit første besøg. 30 sekunder inde begyndte jeg at græde. Og så snotgræd jeg en time frem. Følte mig utroligt meget lettere da jeg gik. Trækker endda vejret helt ned i maven nu. (Det er altså ikke fordi jeg absolut vil være anonym. Kunne bare ikke overskue det med at vælge profil.)
Det lyder virkelig dejligt forløsende! Somme tider er det bare mere tilfredsstillende, når dæmningen brister, end det der langtrukne siveri:-/
Calling all airheads, som vi siger på mit arbejde; vi er mange i den dér båd. Eller synkende skude, skulle man måske nærmere sige. Og vejret gør jo ALTING komplet uudholdeligt, der er simpelthen ikke andet at gøre end at gå i hi. It's allowed!
Måske jeg kunne komme i praktik hos jer? Eller på tålt ophold? Uanset hvad alle psykologer osv. siger, så er elendighed altså nemmest at bære i flok <3
Tænker du er spot on som sædvanlig selvom det lige nøjagtig nok ikke føles sådan. Når alting er i bevægelse indeni, så kan man ikke nødvendigvis lige pause tilstanden længe nok til at finde hverken ironi eller anden perspektivering, som kræver man skifter synsvinkel, for hvordan gør man lige det i en tilstand der er lidt som et kalejdoskop. Og tænker også du har grædt af alle de nævnte grunde fordi det er det de indre forskydninger gør ved en. Og selvfølgelig rammer det også kommunikation i stor stil for det nye er ikke slebet til og forvrænger ligesom den tone man plejer at bruge. Hold ud og hæng på til du når ud på den anden side af forandringen, kæreste Linda
Jeg har været tilbage og læse din kommentar måske 20 gange. Den giver simpelthen så meget mening, og jeg er helt paf over, at "en udefra" har den så meget på kornet. TAK!
Selv tak. Det forrige indlæg om stormvarsel havde vakt genklang i mig, men ikke lige så jeg kunne formulere noget til kommentar feltet. Så derfor måtte jeg bare til tasterne her fordi det du skrev både gav så meget mening for mig og tydeligvis afspejlede en drøj tid hos dig på en anden måde en så mange andre af de problemstillinger som du beskriver så imponerende reflekteret her på bloggen. Så er så glad jeg fik skrevet og givet lidt igen.
Du reddede nemlig min skrøbelige psyke som førstegangsmor med dit indlæg om hvorfor det med at det bare er en fase næsten er umuligt at bruge til noget, før man selv har den erfaring. Ændrede ikke på at barsel for mig var en svær balancegang trods relativ nem baby, men gjorde at jeg begyndte at kunne rumme at jeg ikke vidste om en fase varede 4 dage eller 3 måneder! Så tak! Fik nemlig af gode grunde aldrig kommenteret på det indlæg.
Altså det der billede viser, at du stensikkert ikke har forstuvet dine funny bones…. 😉 😉 men måske træt med træt på… og det kan jeg godt forstå… du er jo max på i hele tiden, med sådan 2 skønne unger… Giv tid, giv tid Vi (tør jeg godt at skrive) skal nok blive hængende, for du er altså den bedste blogger jeg følger 🙂
Nyd er dejlig weekend, trods regn og slud og alt for lidt kaffe 🙂
Kh Nanna
Tusind tak for en skøn kommentar, Nanna – den faldt lige ned i mine småskrammer og sår <3