M20XX

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Arrangeret samkørsel til en børnefødselsdag, og dermed været den uudholdeligt selvtilfredse årsag til, at 1 og ikke 3 biler startede op og kørte en time.

2)
Besluttet, at vi i år prøver at se, om Anton kan klare sig uden en sommerjakke. Sidste år syntes jeg simpelthen ikke, at vi brugte den nok til, at den var udgiften værd, og da han har en håndfuld overtrækstrøjer af god kvalitet afventer jeg og ser, om ikke de dækker behovet.

3)
Steppet mit grøntsagsskuffe-game *sygt* op.

Jeg startede med at beslutte, at alt, hvad jeg havde i den, skulle bruges, inden jeg måtte handle igen, så med skuffens indhold lavede jeg bolognese (af resterne fra grøntsagsversionen fra sidste uge), som jeg serverede med blomkålsris den første dag, og dagen efter brugte som”bøf” i en gang burgere*, jeg fik lavet en kande ingefær-te med citron, og endelig blev et slattent hvidløg og en trist porre vendt på panden med et par æg, revet ost, og en kvart pose frossen spinat og spist på ristet rugbrød.

Jeg synes faktisk, at det kan være svært at nå at bruge de grøntsager, som af den ene eller anden grund bliver til overs; jeg har typisk købt ind til nogle bestemte retter, og et overskudsblomkål er bare ikke kompatibelt med alt. Det smager f.eks. ret træls i gullasch. Derfor synes jeg somme tider, at jeg ender med at skulle vælge mellem at lave mad med semi-suspekte ingredienser, der får retten til at smage underligt, eller at skubbe det, jeg *skulle* have brugt – som så bliver det næste, der ligger og stresser mig. En slags ondsindet grøntsagsdomino. Derfor besluttede jeg søndag at prøve at preppe alt det grønt, jeg havde tænkt mig at bruge til madpakker den kommende uge, så dét i hvert fald ikke lå og vansmægtede i skuffen sidst på ugen. Jeg slicede alle snackpebrene, skyllede alle tomaterne og skrællede alle gulerødderne og smed dem i vand, og stillede det hele i køleskabet. Resultat? Alt var spist, da vi nåede til fredag, og det var ca. 20 gange nemmere at smøre madpakker. Det bliver helt klart den model, vi kommer til at bruge fremadrettet.

*Jeg vil bare lige videregive, at Sloppy Joe-konceptet i vores størrelse-small/medium/large-familie ca. 100 gange så smart, som almindelige burgere med bøf, fordi det er meget nemmere at tilpasse portionsstørrelsen til det, vi hver især kan spise.

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Købt vaskepulver til min opvaskemaskine i stedet for tabs. Jeg har et lynprogram på min maskine, som ofte er nok, fordi meget af det, der skal vaskes, ikke er specielt beskidt, men den korte tid betyder, at en tablet ikke når at blive opløst. I lang tid har jeg brugt Neophos gel (ikke spons), men dels er det dyrt, og dels er det kun nogle butikker, der har det. Da jeg skulle handle i fredags, havde Netto tilfældigvis den store beholder med pulver på bud, så det fik et skud. Det fungerer præcis ligeså godt som gel’en, og koster cirka det halve.

2)
Haft fokus på vores kød-forbrug. Ikke specielt oplagt, for vi spiser ikke ret meget kød (ikke pga. principper eller overbevisninger, men simpelthen fordi jeg synes, at kød bliver ulækkert i det sekund, jeg ikke er sulten-sulten længere) – men derfor synes jeg alligevel, at det kunne være sjovt at se, om vi kunne skrue yderligere ned ved at fokusere på det. Helt konkret har jeg prøvet at lave vegetar-bolognese, lavet gryderet med én kyllingefilet i stedet for en pakke, og formet 6 små bøffer af den samme mængde kød, som ifølge opskriften skulle give 3-4 af slagsen. Bolognesen blev udemærket, men var for omstændig at lave, og ungerne gad det ikke, men dét med at skære markant ned på mængden af kød var et hit.

3)
Eksperimenteret med tidsforholdet ‘tørre ude’ > < ‘tørretumbler’ ift. håndklæder, så vi tumbler kortest mulig tid, men stadig lige får dem bløde nok til, at det ikke føles som at tørre sig med papkasser. Konklusionen er, at hvis jeg tager dem ind, når de er næsten-tørre, og bare lige giver dem 5-10 minutter i tumbleren, så bliver de ligeså bløde, som hvis de havde kørt full throttle i maskinen.

Faktisk er tørring af tøj én af de voksen-ting, jeg aldrig helt har fundet en god løsning på: Tøj bliver virkelig træls, virkelig hurtigt, hvis det bliver tørretumblet, hver gang det er vasket, det er umuligt at tørre ude fra oktober til april, og indeklimaet har mildest talt ikke godt af, at man tørrer det på et stativ indedøre. What to do? Hvis nogen har fundet en genial løsning på dét problem, så hold jer endelig ikke tilbage.

“Hæng dit vasketøj ud” sagde de. “Det bliver så lækkert og friskt” sagde de. 

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Repareret mit meget-tæt-på-at-være-opgivet sofabord i stedet for at købe et nyt. Og her skal ‘jeg’ forståes i løsest mulige forstand, idet mit bidrag til processen var at ringe til min far, som kan fikse *alt*, og spørge, om han ville give det et skud. Hans betydelige evner til trods, har lopperne hærget det så grundigt, at det nok aldrig kommet til at kunne tåle et vaterpas igen, men det kan understøtte en kop kaffe, og det må række.

2)
Været så heldig at arve den fineste, lille el-kedel, som ud over at være meget hurtigere end den gamle, også er næsten lydløs, hvilket man – konsekvent afkalkning til trods – ikke kunne sige om forgængeren. Det har givet den ekstra fordel, at jeg nu kan lave te om aftenen, når børnene sover, uden at vække dem; jeg ikke længere er nødt til at lave en helt kande te, inden jeg putter dem, som jeg ofte kun ender med at drikke en enkelt kop af. Det lyder måske ikke af meget, men helt lavpraktisk vil jeg tro, at jeg, lavt sat, i gennemsnit hælder 1/2 liter te ud hver morgen – hvilket på årsplan nærmer sig 200 liter vand, som der er brugt ressourcer på både at rense og varme op.

3)
Renset og ternet 6 pærer, som var for modne til madpakker og salat, blandet dem med blåbær og smidt dem i fryseren, så jeg har til en crumblecake, næste gang vi får gæster. Lidt i stil med dåseferskenerne er dette punkt med, fordi det har givet anledning til at tygge på, hvor meget ekstraforbrug, det giver mening at skabe for at redde noget, der ellers skulle have været smidt ud (til fuglene). For jeg måtte ud og købe de frosne blåbær, og selvom jeg er med på, at det her er i småtingsafdelingen, ville jeg ikke have købt dem, hvis jeg bare havde smidt pærerne ud. Jeg synes, det er svært. Nogle ting er no-brainere, som f.eks. at købe en lap til et par bukser med hul på knæet, men hvad med gamle møbler, som skal renses med kemikalier eller males og upcycles med nye greb osv? Hvornår giver det faktisk, fra et miljøperspektiv, mere mening at smide ud/købe nyt/brugt, end at forlænge levertiden på det, man har?

Den sidste overvejelse er opstået, fordi jeg synes, at der somme tider er så meget fokus på processen, at man glemmer formålet. Jeg ser f.eks. ofte mennesker, der i diverse minimalist-fora laver opslag, hvori de efterspørger ideer til områder at kaste sig over.

Det, der står, er: “Jeg har lige en time, nu hvor børnene sover. Er der nogen, der har forslag til, hvad jeg kan rydde ud i?”

Det, jeg ser, er:

Naturen og miljøet er jo formentlig ligeglade med, om man giver en hjælpende hånd, fordi man bekymrer sig om kloden, eller om det handler om, at man er blevet en dopaminafhængig oprydningsjunkie – men for mig kommer det til at virke som om, man bare har erstattet én slags overforbrug med et andet. Og det er ikke det, jeg gerne vil med hele denne proces. Helt langhåret er det nok mere noget med, at jeg gerne vil nå det punkt, hvor min tilfredshed med livet ikke hænger sammen med materialistiske ting, som dybest set ikke bidrager med noget af essentiel betydning, men hvor jeg samtidig heller ikke frygter, at bilen går i stykker eller at vi ikke har råd til at blive boende, hvor vi bor. For mig handler det om at finde balancen, og holde den, og det er svært, hvis man er bange. Både hvis angsten handler om at have for meget og om at have for lidt. 

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Lavet de indledende manøvrer til at anskaffe mig en ekstra el-kedel. Jeg elsker den, jeg har, men den er stor, hvilket betyder, at der minimum skal 0,8 liter i, før den må startes. Jeg har derfor tænkt over, at det må være billigere i strøm med sådan en rejsestørrelse til en halv liter? Eller hvad? Er der noget med størrelsen på varmelegemet, der spiller ind? Hvis der er nogle fysik-/naturvidenskabelige typer på linjen, så meld endelig ind, for uanset hvad jeg skriver i søgefeltet af snorrige ordkombinationer, så kan jeg kun finde frem til, at det er billigere at koge vand i en elkedel end i en gryde, og så langt er jeg med.

Jeg har fundet én brugt, men den er rød, og selvom jeg er all for second hand og alt det jazz, kan jeg mærke, at jeg bliver nødt til at vente på at finde en, jeg kan holde ud at have stående i mit køkken, og som ikke giver mig farve-spat, hver gang jeg får øje på den.

2)
Parkeret min indre snob og købt pap-vin. Ikke, at det ikke er udemærket, men jeg synes, det får en kedelig undertone af blå tænder og sløret tale efter kl. 17, når man i ophøjet ensomhed køber vin i 3 liters emballage, der ikke klirrer, når man går med det i posen. Men jeg fandt min yndlingsvin på tilbud, og sammenholdt med flaskeprisen, sparede jeg 50%. ‘Tilføj kurv’, som vi siger.

3)
Været god ved fuglene. Alt, hvor vi bor, er så bundfrossent, at de stakkels kræ nærmest forsøger at æde hinanden, og fordi påsken = gæster og invitationer, og jeg efterhånden har erfaret, at der ikke er nær så mange ‘jeg varmer lige en skam-frossen, tør bolle fra fryseren’-situationer i mit liv, som antaget, har jeg været flittig til at tømme min brødboks og lægge ud på fuglebrættet. De små musvitter, der er igang med at flytte ind i vores fuglekasser, ligner nogen, der lige har givet os 5 stjerner på Trustpilot.

M2018, uge 11:

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Inspiceret og genbrugt mine plastikposer med en omhu og en nidkærhed der ville gøre sig godt i en efterretningstjeneste. Jeg bruger for mange plastikposer, og selvom jeg forsøger at inkorporere plastikbøtter de steder, jeg kan, så er der stadig steder, hvor convenience-hensynet vejer tungere, end mit grønne fokus. F.eks. slæber jeg altid rundt på min madpakke i min lædertaske, og jeg nærer absolut intet ønske om at dekorere indersiden med punkteret tomat, pikant-ost eller lignende. Da min taske ligner alle andre kvinder og mødres, med håndcreme, høretelefoner, opladere, sutter, kommoder, lommetørklæder, vådservietter, notesbøger og gamle p-billetter, vinder så-lille-som-muligt over så-grønt-som-muligt = madpakke i plastikposer. Sådan har vi en håndfuld steder, hvor jeg ikke umiddelbart ser mig selv sige farvel til poserne – men efter en uge med fokus på det, kan jeg se, at jeg kan skære ca. 3/4 (!!) af forbruget fra, fordi de fleste stadig er helt rene og dermed kan genbruges. Problemet er vane. For i frokostpausen, når alle sidder og spiser, er det nemt lige at forvandle sådan en pose til kollektiv affaldspose. Det slutter nu.

2)
Gjort det, jeg inde i hovedet meget pompøst kalder “taget ansvar for mit køleskab”. De sidste par uger har været pressede; børnehaveopstart med dertilhørende nye bakterier, så alle hoster sig gennem nætterne, usædvanlig meget arbejde og mange (dejlige!) gæster, har betydet, at al gang er foregået i løb. Det er typisk i sådanne perioder, jeg ender med at smide mad ud, ganske enkelt fordi det går så stærkt, at jeg ikke kan overskue, hvad vi skal spise (og dermed bruge) 2 dage frem. Når jeg får fodfæste igen, og kommer tilbage til rutinen med at bladre køleskabet igennem næsten dagligt, er maden blevet for gammel, og må kasseres. Det irriterer mig ENORMT, når det sker, og derfor er jeg, sådan på mikroplanet, stolt over, at jeg har brugt de 4 x 3 minutter, det reelt tog at tjekke, hvad vi havde og beslutte, hvad det skulle forvandles til, og at turbo-ugernes eneste ofre var 2 æg, der havde gemt sig i grøntsagsskuffen.

3)
Taget mig sammen og endelig læst op på, om det er billigst at tænde og slukke LED-pærer, hver gang man kommer og går, eller om det på den lange bane er billigere at lade dem brænde. Vi render ind og ud 87 gange om dagen, og da jeg i mange år har haft sparepærer, hvor jeg i sin tid fik anbefalet at lade dem brænde, hvis jeg bare skulle ned med skraldet (fordi de bruger mere energi, når de skal “starte op” igen, end på bare at forblive tændt) har jeg kørt sådan en ubeslutsomhedsløsning, hvor jeg somme tider slukker noget, andre gange alt, og endnu andre gange lader det hele brænde. Hvis der sidder andre med samme mangel på viden: De skal slukkes. Altid og hver gang.

4) (Påske-special)
Været lidt på påskeægsforkant. Lopperne er så heldige, at de får chokoladeæg af flere forskellige i omgangskredsen, og som de fleste andre børn, bliver de fuldstændig elektriske over det. Men for dem begge to, er det den knitrende cellofan og det, at få overrakt et æg, der proportionsmæssigt er SÅ meget større, end dem, de somme tider får, der drager. Når først ægget er brækket i stykker, forsvinder magien og dermed interessen, og 80 procent af ægget ender i skraldespanden. (‘Skraldespanden’ er kode for ‘i min mund’, obviously) I år har de fået lov at give den gas, som de plejer, når de får ægget overrakt – men jeg har umiddelbart efter smidt de stykker, de ikke har spist, i en bøtte i fryseren, så jeg kan smelte dem med, næste gang jeg bager en chokoladekage.

(Se forklaring på m2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ryddet op i ungernes tøjskabe. Vi har været så heldige, at der de sidste par uger er landet 4 store poser tøj hos os, hvilket altid er fedt. Normalt sorterer jeg bare størrelserne og lægger det på plads og i “vente-kasserne”, men denne gang valgte jeg at sortere i bund. Frida er nu ved at have fuld-installeret sin personlighed, og det betyder, at meget af det tøj, som jeg har gemt fra Anton, kan sendes videre, for hun kan ikke lide at have det på. F.eks. har jeg 5 par jeans, som har været Antons, som jeg med Mary Poppins-stemme har forsøgt at tale hende i, men hun hader at have dem på, og får jeg dem endelig lusket på, er det eneste, der sker, at hun tager dem af, ligeså snart, jeg vender ryggen til. Ved samme lejlighed frasorterede jeg alt det tøj, som vi styrer udenom, når vi vælger OOTD (#modeblogger), selvom det er både brugbart og i god stand. Selvom jeg måtte klappe Marie Kondo-bogen i lige omkring det sted, hvor man bliver anbefalet at folde sine strømper på en bestemt måde, fordi de har brug for at slappe af (for opholdet i skuffen angiveligt er den eneste pause de får..), kan jeg alligevel godt lide tanken om, at der kun er tøj, man har lyst til at tage på, når man åbner skabet. Så 4 poser modtaget og 6 sendt videre til nye hjem.

2)
Ledt efter baggy bukser til Frida i hør, hvor man har tænkt bæredygtighed ind i fremstillingen. En million googlinger til trods, kan jeg ikke finde nogen – anyone?

3)
Erstattet den frosne mango i vores weekendsmoothies med dåseferskener, som er væsentlig billigere. Vi har fast tradition for smoothies lørdag og søndag, og det er en glimrende mulighed for at få brugt yoghurt-, grød- og frugtrester, men da bananer, som jeg tidligere har sødet med, er i bad standing her i huset, har vi indtil nu brugt mango som “bund”. Det er bare sygt dyrt, og derfor har jeg nu skiftet den ud med dåseferskner. Når jeg tager dette punkt med, gør jeg det, fordi jeg ikke udelukkende synes, at det er en god ide. For fersknerne er billigere og tilgodeser dermed mit mål om at skrue ned for mit (økonomiske) forbrug. Men mango kommer i poser, som jeg har en ide om belaster miljøet væsentlig mindre, end de dåser, fersknerne sælges i.

Man kunne løse problemet ved selv at henkoge, og man kunne også flytte ud i skoven og leve af det, man kan skyde og plukke – men det rører ved noget, som jeg ikke synes, der snakkes så meget om i forhold til nedbringelse af overforbrug: At man somme tider i sin iver efter at gøre noget rigtigt på ét område, gør noget ret forkert på et andet. Måske er det fordi, jeg slår begreber som sparsommelighed/downsizing/minimalisme/bæredygtighed/upcycling osv. sammen, selvom de egentlig ikke er forenelige?

For der er masser af penge at spare ved handle i discountbutikkerne, og der udveksles ofte rundt omkring i cyber ideer til, hvad der er billigt, men lige så godt som en given originalvare – men hvis alle vælger at gå dén vej, risikerer vi så ikke, at de små lokale butikker, der ikke CO2-belaster med transport, emballage osv. må lukke?

Ligeledes kan der være masser af penge at spare ved at få gennemgået sine forsikringer og flytte dem til det billigste sted – men skal man det, hvis man har oplevet god service hos dem, man har, de gange, man har haft brug for dem?

Isoleret set er det ret nemt at svare på, at jeg selvfølglige ikke ønsker at skamspare mig til et samfund, hvor pris er den eneste faktor, der tages i betragtning, når jeg skal vælge noget frem for andet. Men i hverdagen og livet, sådan helt generelt, synes jeg, at der er mange gråzoner. Måske er jeg bare ved at have beskæftiget mig så meget med hele downsizing-ideen, at jeg er blevet opmærksom på noget, som alle andre ved og har forholdt sig til i årevis – men for mig er det nyt at føle, at mine idealer clasher, og at én løsning ikke længere kun føles god, fordi jeg pludselig er blevet meget bevidst om de konsekvenser mit valg *også* har.

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

haft fokus på vand, hvilket jeg har 2 kommentarer til.

For det første, at jeg kan se, at det her med ‘fokus’ virkelig er vigtigt. 2018 er sat af til at teste og undersøge alle afkroge og hjørner af hele downsizing-idéen, og det ville være ideelt, hvis vi fik grundlagt nye vaner på en uge, for hold kæft, hvor ville det rykke så, ikke? Men det er selvfølgelig ikke sådan, virkeligheden er. F.eks. har vi i den forgangne uge cyklet lige præcis 0 km., fordi det ikke har været et fokuspunkt. Det skal jeg lige finde ud af, hvad jeg gør ved; om nogle punkter eventuelt skal “genbruges” eller køre i flere uger, eller hvordan jeg ellers kan sikre, at de ikke falder ud af bunden, så snart jeg flytter fokus.

For det andet er ‘vand’ i forbindelse med spare-råd simpelthen noget af det mest usexede, jeg ved, og når jeg ser gode tips og ideer om det, finder jeg det underlig irrelevant, fordi zzzz. For god ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg jo godt ved, at det er idiotisk på alle niveauer. Både ift. penge og miljø (i uprioriteret rækkefølge, naturlivis…) – men ikke desto mindre.

Derfor er denne uges 3 punkter alle variationer over the shape of water #dontjudge

1)
forholdt mig kritisk til ALT det tøj, jeg normalt ville smide til vask pr. automatik (strømper og undertøj/bodyer undtaget). Det bliver en af dem, der sidder der efter bare én uges fokus, for jøsses, hvor har vi været nogle små svin (ja, jeg er ikke for fin til at trække mine børn med mig ned her). Jeg tror måske, at jeg har glemt at opdage, at lopperne bliver større? Da de spiste med hele kroppen, og udelukkende bevægede sig i kravl, var alt tøj altid klar til en omgang koncentreret Biotex sidst på dagen, men det er jo langt fra tilfældet i dag. Jeg er heller ikke pr. default smurt ind i gylp og mos. Jeg vil tro, at jeg har sparet to hele vaske på en uge. Det bliver til at få øje på over et år.

2)
taget al service af bordet og skabt det rent, inden jeg begyndte at skylle af. Ja, jeg ved godt, at der lige nu sidder nogle garvede minimalister og slår korsets tegn for sig, og det er sgu heller ikke godt nok, men det har indtil nu været væsentlig mindre struktureret, og det har kostet vand. No more.

3)
ventet med at tænde for bruseren, til jeg har været klar. Den her er et levn fra før jeg fik børn, for de 10 sekunder, det tog at blive klar til at hoppe under strålerne, plejede at passe perfekt med, at vandet var blevet varmt. Men jeg har ikke været på badeværelset uden publikum med akut brug for hjælp til 53 ting; som har slået sig, skal trøstes, er tørstige og i det hele taget bare har kunne mærke 16 uopsættelige behov melde sig, i det sekund, badeværelsesdøren er blevet lukket, i 7 år. Jeg skal være ærlig: De 10 sekunder jeg nu står og fryser, finder jeg sygt ubehagelige, men en times komfort om året er – trods alt – en ret lille pris at betale, for at Anton og Fridas børn og børnebørn har rent drikkevand.

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
lavet en madplan, der gav mulighed for at producere ekstra retter til fryseren. Hvis man ikke lige har orket at trawle kommentarfeltet fra sidste M2018-indlæg, så var fryseren det helt varme emne, og konklusionen var, at man i sin iver for at leve billigt og bruge, hvad man har, godt kan komme til at tømme sin fryser, og dermed hælde babyen ud med badevandet (#ImBringingOrdsprogBack) For det betyder, at man så ikke har noget som helst at gøre med i det, vi i kommentarfeltet fik døbt “panik-ugerne”. Så i denne uge har jeg haft hjemmeværnsgryden fremme stort set hver dag, og min fryser er nu så pakket, at der ikke kan mases så meget som en solsikkekerne mere ind.

2)
genfundet min cykel. Inden jeg fik børn (og bil) cyklede jeg til stort set alting, men i Aarhus boede jeg også væsentlig tættere på mine tolkeopgaver, end jeg gør herude på vestkysten. Jeg tolker mest i Kolding/Fredericia/Vejle-området, og det *giver* mere logistik, når jeg skal finde ud af, hvordan jeg får afleveret børn og hentet dem igen på cykel, når jeg ikke har cykelstativ på bilen. Men i ugen, der er gået, har jeg haft som fokuspunkt at finde og bruge mulighederne, når de opstod (hvis jeg f.eks. var før hjemme end beregnet og dermed havde mulighed for at trække både Antons og min cykel ned til skolen) og vi har fået cyklet ca. 12 km. Det er ikke Tour de France, men det er stadig mere end ingenting. (Og så er min bil i det mindste ikke gået i stykker på dé ture *bitter-smiley*)

3)
opdaget tomatpuré på tube. Det startede egentlig med, at jeg havde forsøgt at købe tomatketchup fra en af discountkæderne, som flere har lovet smager “fuldstændig som Heinz!” Enten er folk fulde af løgn, eller også er mine smagsløg mere raffinerede end flertallets; det smagte *overhovedet* ikke af Heinz. Jeg stod og kiggede på flasken, og tænkte: “Nå ja. Så må jeg vel bare bruge det til madlavning” Og så fik jeg sgu næsten en åbenbaring af den slags, hvor man bliver slået af forundring over, hvor stor en idiot, man somme somme tider er. For jeg søder ofte med ketchup, når jeg laver kødsauce, lasagne osv. Og indtil nu har jeg stået og hældt Heinz, som holder ca. samme literpris som blyfri 95, ned i tomatsacuen – hvilket jo er helt idiotisk. Så nu har vi en ketchup til madlavning og én til at bruge som ketchup-ketchup. Al den fokus på tomater i mad, fik mig til at tænke over, at jeg altid bare smider en hel dåse tomatpure i maden, selvom det egentlig ikke er nødvendigt. Og derfra var der ikke langt til tuben. Jeg medgiver, at det er i småtingsafdelingen, men det føles faktisk godt at tage det, jeg skal bruge, i stedet for at få mit forbrug defineret af pakkestørrelsen. Det vil jeg klart forsøge at overføre på flere af mine køkken-ingredienser.

Til sidst:
Da jeg startede denne lille serie af indlæg, lovede jeg, at vi ville evaluere på det, sådan slut-februar – og det er vist nu. Det svinger meget, hvor mange kommentarer indlæggene genererer, og jeg har været i gamet længe nok til at vide, at manglende kommentarer ikke altid er lig med manglende interesse. Omvendt er der heller ingen grund til at bruge tid og spalteplads på dem, hvis det kun er 15 af jer, der føler, at de er underholdende/brugbare at læse. Så jeg ville blive rigtig glad, hvis I ville bruge 30 sekunder på at smide en kommentar på, om I har noget ud af M2018-indlæggene herunder. (Og der er no hard feelings, hvis det ikke er tilfældet.)

God søndag!

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
tænkt meget over, hvordan jeg får standset ulykken, når først skibet begynder at kæntre. Lang historie kort måtte jeg sidste søndag gå i seng kl 19.30 med den ledeste migræne. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke engang formåede at tage af bordet efter aftensmaden, og det betød, at jeg mandag morgen stod op til et hjem, der lignede en indflytterfest på et kollegium – med udsigt til en uge med ualmindelig mange aftaler, møder, gæster osv. Søndag aften plejer at være den aften, jeg skaber det endelige overblik over den kommene uge, planlægger indkøb osv. og hvis jeg nogensinde har tvivlet på, om det var indsatsen værd, har denne uge været en 7 dage lang illustration af, at ja. Det er det. For det har *sejlet*. Vi har brugt for mange penge, spist for dårlig mad, smidt alt for meget mad ud og generelt bare løbet efter os selv.

Den næste måned vil jeg prøve at lave råskitsen over den kommende uge om lørdagen, for at se, om en bufferdag kan gøre forskellen. Og ellers ved jeg sgu ikke rigtigt – har I nogle erfaringer, I kan byde ind med her? For selvom det jo ikke som sådan handler om at spare eller downsize, synes jeg alligevel, at det er relevant, fordi der ikke skal være mange af den slags uger på et år, før det faktisk gør en forskel i budgettet.

2)
endelig fundet den perfekte sæbe-flaske at genopfylde. Af en eller anden grund kan jeg kun finde genopfyldelige sæbedispensere med pumpe, hvilket af praktiske årsager ikke rigtig fungerer i min bruseniche. Jeg har derfor prøvet at genbruge nogle af emballagerne (hvad fanden kalder vi det?? Flasker? Beholdere?) fra de små showergels, jeg har brugt op, men fordi de ikke er lavet til at genbruge, bliver det noget baks. Men NU! Nu har jeg endelig fundet svaret, og det er Urtekrams sæber/shampooer. (Ikke spons) Hætten kan skrues af, så der er rigeligt med plads til at fylde over, og fordi de er designet til at blive fyldt på den måde, holder de tæt, så man også kan have sæben med i en toilettaske uden at risikere, at alt er smurt ind, når man lyner op næste gang.

3)
fundet et alternativ til poser/film/sølvpapir (#shame). Jeg er flere steder stødt på begrebet “Beeswrap”, som er et stykke stof, der er imprægneret med bivoks og noget antibakterielt. Ideen er, at man kan opbevare brød i det, lægge det over skåle i køleskabet, bruge det til madpakker osv. Det kan formes pga. voksen, og spås at kunne holde i ca. et år. Jeg fik lyst til at prøve det, men fik akut u-lyst igen, da jeg så priserne. Men så prøvede jeg at gå på Etsy, og der fandt jeg et tilsvarende produkt til omkring en fjerdedel af prisen. Man skal være obs på, at man bestiller fra England og ikke Australien eller USA (hvad gør vi, når Brexit er en realitet?), så man ikke sætter hele besparelsen til i porto, men mine kom i går, og jeg er spændt på at se, om de holder, hvad de lover.

(Se forklaringen på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
smadret glaskanden til min kaffemaskine – jeg bor i Esbjerg. Vi kører på en 50/50 blanding af saltvand og filterkaffe – fordi jeg satte den i opvaskemaskinen, og derefter vendte mig om, mens jeg glemte at give slip. Da jeg var færdig med at bande, googlede jeg, og det viste sig, at en ny kande koster 150 kr. plus forsendelse. En ny kaffemaskine koster 450 kr. Somme tider føles det som om, de *ønsker* jeg skal vanrøgte verdenshavene og regnskoven. Jeg tjekkede selvfølgelig DBA og Tradono, men de 3, der var til salg, var sat til 100 kr. (come on!) og befandt sig alle 3 på Sjælland. Uden at have den fjerneste forventning om at have heldet med mig, svingede jeg forbi den lokale genbrugsbutik – hvor der stod *lige* præcis den kande, jeg skulle bruge. Til 25 kr. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.

2)
nedsat børnenes bade-frekvens til hver 2. dag. Jeg ved godt, at det nærmest er en religion, hvor ofte, man mener, det er nødvendigt at bade børn, men mine kan ikke være i institution uden at pådrage sig 1 1/2 sandkasse og en hårkur af banan og leverpostej, og da jeg samtidig tilbeder guden “Rutiner”, kører vi med et dagligt et af slagsen. Men i ferierne, hvor der er tid til at give en hånd med soigneringen, når vi kommer ind udefra, og når vi har spist, og hvor de kun frekventerer toiletter, der ikke kræver opdateret stivkrampevaccine, har jeg besluttet, at hver 2. dag må være nok.

3)
har jeg erstattet min balsam med Argan-olie og jeg kunne tude over, hvor meget bedre det fungerer. Jeg har LANGT hår, og derfor er der nødt til at komme et eller andet i det, hvis det skal kunne reddes ud, når det er vasket. Fordi jeg klagede min nød over, at Fridas hår også filtrer, foreslog min kloge søster at bruge olie til hende, og da det så alligevel var fundet frem, prøvede jeg det til mig selv også. Jeg kommer aldrig til at bruge balsam igen. (Når valget er faldet på Argan-olie er det udelukkende fordi jeg havde en flaske til at stå fra en periode, hvor jeg troede, jeg skulle være mystisk på den marrokanske måde, og helt havde glemt, at olie gør mig adfærdsvanskelig. Næste gang køber jeg mandelolie, fordi den også kan bruges til verdens bedste bodyscrub: 1/3 rørsukker, 1/3 sukker og 1/3 mandelolie. Evt. en sjat æterisk olie til duft.) (19.02.18, update: Der er kommentarer og erfaringer ift. typer af olie i kommentarfeltet, så tjek eventuelt disse, inden du hamstrer den ene slags, frem for den anden.)

4)
Et lille ekstra tip i denne uge (Ikke spons): Jeg har læst “Et år uden overforbrug” af Trine Baadsgaard, som er en 52 ugers guide til at blive en mere bevist forbruger. Jeg nævner den, fordi jeg har indtryk af, at mange af jer også stadig er nye i minimalist-klassen, for mit bud er, at man længe har integreret rådene i bogen, hvis man er garvet downsizer. Men bogen er lille og letlæst, og indeholder masser af gode ideer og stof til eftertanke, og så må jeg bare sige, at det er en geni-streg at bygge et emne, der ellers er utrolig svært at lave andet end opremsning ud af, op over et kalenderår.