M20XX

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
spist alle de morgenmadsprodukter ned, som mine unger har svoret livslangt troskab mod, for så at vende dem ryggen efter én tallerkenfuld.

2)
sat konkrete ugedage på min madplan for den kommende uge. Jeg plejer at køre med løs madplan, fordi .. livet, ikke? Jeg køber ind til 2-3 retter, og så bliver det mit arbejdsskema for den pågældende uge i skøn forening med børnenes placering på ulve-skalaen, der bestemmer, hvad vi skal have hvilke dage. Men den sidste tid synes jeg ikke, det har fungeret. Vi spiser for meget unødvendig mad, forstået på den måde, at jeg egentlig helst vil have en rugbrødsmad til frokost, men ender med at spise rester, der sagtens kunne gøre det ud for et aftenmåltid, fordi jeg fejlkalkulerer, hvor meget (eller lidt) vi spiser. Mellemmåltiderne bliver et nummer for luksuriøse, og det bliver frisk frugt, og ikke frugt, der trænger til at blive spist, der ryger i smoothien. Når der er købt ind til de forskellige retter, får jeg totalt stress af, at alle råvarer ligger og råber: “SPISMIGNUELLERJEGFORDÆRVER” avocado-style (wop, wopwopwopwop, avocado-style), hver gang jeg åbner køleskabet. Så. Nu har jeg sat ugedage på, og lagt buffere ind, så det hele forhåbentlig kommer til at passe lidt bedre.

3)
revideret mit uge-budget i erkendelse af, at første oplæg ikke fungerede. Jeg startede 01. januar med at teste, om vi kunne leve for 600 kr. om ugen. Pengene i uge-budgettet skal dække mad og husholdningsartikler, mens jeg har kørt seperat regnskab for hhv. Brændstof og Andet (frisør, gaver osv). Det lyder måske lidt omstændigt, men det har vist sig at være nemmest for mig at styre på den måde. Vi kan sådan set godt leve for 600 kr., og øvelsen har været super god ift. at se, hvor lidt, der skal til for at vælte budgettet, men også hvor lidt det kræver at justere det, så det holder. Men det, jeg kan se nu er, at når vi lever for 600 kr. så bruger vi ALT – også basislageret. Og efter 7 uger rammer vi så det sted, hvor vi i samme uge mangler bleer, både her og til vuggestuen, der skal købes batterier, og alle skabe er tomme. Det kræver en tur med den store indkøbsvogn, og det kan jeg ikke styre; der går cheat-day i den, og den eneste, jeg snyder, er jo beklageligvis mig selv. Derfor prøver jeg nu at opjustere til 700 pr. uge, for at se, om det kan give så meget løbende opfyldning, at binge-shopping kan undgås.

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
været i Odense Zoo (ok, lidt snyd; det var faktisk i sidste weekend vi var afsted, men den får lov at komme med alligevel). Vi var derovre for første gang i sommerferien, og da jeg stod og skulle betale ved indgangen, blev jeg ramt af den sædvanlige “Ej, men det ville da næsten være idiotisk *ikke* at købe årskort!” Det er en fælde, jeg er faldet i flere gange, end jeg gider at indrømme. Men fordi jeg med hele det her projekt fokuserer på, at vi skal bruge det, vi har – også de oplevelser, som vi har betalt for – blev jeg lørdag morgen pludselig optændt af den spontane ild, og spurgte børnene, om vi skulle over og kigge på pingviner. Det skulle vi, og sådan gik det til, at vi nu har tjent vores entre-penge ind igen.

2)
genindført min tradition med at have frosne pitabrød i fryseren. Bedre mennesker end jeg bager dem selv, men jeg lever fint med den færdigkøbte version. Jeg laver en ordentlig omgang af sådan en salat, der ligger et sted mellem coleslaw og råkost to gange om ugen, og det betyder, at stort set alle rester af kødsauce, baked beans, æggekage osv. kan konverteres til pitafyld. Det er en meget velsmagende måde at tilintetgøre sine rester på.

3)
købt en ny dukkevogn til børnene (den fungerer upåklageligt til både dinosaurusser og dukker), efter at have solgt nok af deres brugte legetøj til, at vi ikke skulle have penge op af lommen. Jeg har ledt efter en god brugt, men lige præcis legetøj af stof, er jeg hysterisk med ift. om det har stået ude/på loftet. Desuden er dukkevogne – viser det sig – noget af det legetøj, folk måske er en smule urealistiske omkring ift. hvad man kan videresælge det for. Men hele processen omkring anskaffelsen var faktisk rigtig fin, både fordi ungerne selv var med til at pege på, hvad de var færdige med at lege med, men også fordi de var mere interesserede, end jeg havde forventet, i det med, at der nu er nye børn, der får glæde af tingene, og at man kan spare op til noget, man gerne vil have, ved at sælge noget, man ikke bruger mere. Endelig har vi reduceret 10 stykker legetøj til ét, og det sætter jeg kvadratmetermæssigt stor pris på.

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
holdt pause fra HBO og Netflix, og i stedet læst to af de bøger, jeg har liggende. Umiddelbart er det jo ikke et spare/downsizing-tip – og så alligevel. Selvom jeg er flittig bruger af biblioteket, ELSKER jeg bøger, og forvandler mig til Gollum, når jeg ser dem, og den der “you might also like”-funktion på amazon.uk? Den har mig *lige* på kornet. Men da det jo er hele hoarder-tendensen, jeg forsøger at komme til livs, skal bøgerne læses, og jeg må ikke låne eller købe flere, før jeg er i bund med dem, jeg har. ( – blev der sagt.)

2)
kørt en ‘lad-falde-hvad-ikke-kan-stå’-oprydning i køleskab og køkkenskab, da jeg alligevel stod og ventede på en gryde pasta, der skulle koge færdig. Bare lige 5 minutter, hvor jeg bladrede hylderne igennem, og stedte de madvarer til hvile, som jeg må erkende, jeg ikke får spist eller kan konvertere til noget andet. Det er faktisk en af de største udfordringer, når man har fået stop madspild ind under huden, synes jeg, simpelthen fordi man ikke længere bare smider ud. Men der *er* nogle få ting, som smager så træls, at man bare flytter rundt på dem, og som ikke kan bruges til noget af det, man ellers laver. I de tilfælde smider jeg det ud (hvis ikke andre kan bruge det, selvfølgelig) fordi det ellers bare er fyld, der spærrer for udsynet. Min oplevelse er, at den mest effektive udnyttelse af det, man har, kræver overblik over, *hvad* man har.

3)
endelig knækket rugbrødskoden. Det er millimeter fra at udvikle sig til en skriftlig udgave af Den Store Bagedyst, det her, men ikke desto mindre er det noget, jeg i lang tid gerne har ville finde en løsning på. Jeg er rugbrødsspiser, når det kommer til madpakken, fordi jeg ofte spiser i bilen mellem to opgaver. Det bliver noget rod med salat. Men jeg har virkelig irriteret mig over, hvor meget spild jeg har på lige præcis rugbrød. Køber jeg hos bageren, er det til bager-priser. Køber jeg en pakke Kohberg (anti-spons) er brødet tørt efter 24 sekunder, og der er grænser for, hvor meget øllebrød, man kan bede sine børn slæbe sig igennem. Jeg har flere gange prøvet at bage selv, men jeg hader at skære rugbrød med en inderlighed, der grænser til det religiøse. I onsdags kom jeg så pludselig til at tænke på, om ikke man kan bage det i en kageform, sådan lidt foccacia-style, og Lord behold; det kan man. Når man vipper flisen ud af formen, er det bare at skære den i sandwich-størrelse-stykker og fryse dem, så har man frisk(-ish) rugbrød i 8-10 dage. Helt uden at skulle skære noget i skiver.

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
opfundet hjulet, bare med boller. Jeg bager jævnligt boller til madpakkerne, men ender altid med at smide halve eller hele boller ud, og det har irriteret mig ad helvede til. Hvis jeg bager det antal, opskriften angiver, bliver de så store, at børnene ikke kan spise en hel hver. Bager jeg dem mindre, bliver de ofte så hårde, at Frida nærmest ikke kan gnave hul på dem, og kører jeg med halve, ender jeg med at smide tørre efterladenskaber ud. Nu har jeg løst det. I denne uge bagte jeg, af en portion der skal give 12 boller, i stedet 6 små “franskbrød”, som jeg – og nu kommer det – skærer i skiver. Der må klappes. Frida kan tygge dem, et minifranskbrød, som passer perfekt til os 3, er nemt at hive op af fryseren, og der er nul spild.

2)
endelig regnet ud, hvordan jeg husker at bruge håndcreme, og dermed får brugt de 7 (!) tuber, jeg har stående i skabet. Jeg bøvler med tørre hænder, og er derfor nem at friste med gode tilbud på håndcreme. Problemet er bare, at jeg ikke får det brugt. Det står og står og står. Jeg har prøvet at stille det lige ved siden af håndvasken, ganske uden effekt. Men i sidste uge tømte jeg den klassiske Biotherm bodylotion med pumpe, og kom til at tænke, at det måske kunne gøre tricket. Og det gør det. Hvorfor jeg kan overskue at trykke på en pumpe, men ikke at vippe et fliplåg af, må gå over i historien som et af livet store, ubesvarede spørgsmål, men nu fylder jeg alle de ensomme, forladte håndcremer, der har henslæbt tilværelsen i et lukket skab på badeværelset over i the artist formerly known as Biotherm, som har fast adresse lige ved siden af håndsæben, og jeg er allerede igennem den første tube.

3)
holdt fødselsdag for familien, og efterfølgende skrevet i Min Bog, hvor meget, der blev spist. Jeg startede på bogen forrige år til jul, og bruger den til at skrive de højtidsrelaterede ting, som jeg hvert år er sikker på, jeg kan huske året efter, men som jeg efterhånden har lært, at det kan jeg ikke. F.eks. at jeg *har* købt kalenderlys (på udsalg), så jeg ikke styrter ud og køber et nyt, og hvor mange æbleskiver, vi spiste, da det var vores tur til at holde adventshygge. Jeg har udvidet bogen til at gælde for alt, hvad vi fejrer, og skriver nu også i, hvor meget, der er blevet spist, når vi har holdt fødselsdage. Umiddelbart kan det virke som overkill, og det bliver det måske også, når jeg engang er blevet bedre til det, men jeg er åbentbart reinkarneret fra noget husmor i 1950’erne, som levede i kronisk angst over, om der var mad nok, så jeg laver alt, alt, ALT for meget mad, kan jeg se. Måske bliver det ekstra grotesk at se på, fordi jeg er blevet ret god til at ramme den rette mængde i hverdagen – i hvert fald er det rart at kunne hive bogen frem, når man skal invitere til børnefødselsdag, og tænker, at sådan nogle børn da nok kan spise en bradepande pizza hver, og så sort på hvidt kan se, at 12 børn sidste år spiste 1,5 bradepande. I alt.

Jeg er, som tidligere nævnt, ved at arbejde mig baglæns gennem alle mine gamle blogindlæg og slette kode, så der ikke er 16 forskellige skrifttyper og -størrelser. På den ene side et virkelig irriterende stykke arbejde. På den anden side en fin mulighed for gensyn med alle mine tidligere rablerier.

Det er ikke så længe siden, jeg var forbi indlægget om sparetips, som er et af de indlæg, jeg har skrevet, der har skabt allermest liv i kommentarfeltet.

Jeg kom derfor til at tænke på, at det kunne være sjovt at lave et indlæg om ugen, hvor jeg lister 3 ting, jeg i den forgangne uge har gjort for at downsize, stoppe madspild eller spare. Egentlig bare fordi jeg selv bliver vældig inspireret, når jeg hører eller læser om helt konkrete tiltag hos andre. Overskrifterne til de her emner er jo ofte ret “Duh!”-agtige – “Lad være med at købe mere end du bruger” – men når det bliver omsat til noget helt lavpraktisk, som jeg ser mine veninder gøre, er det meget nemmere for mig at indarbejde.

Det bliver (relativt) kort og godt, og der bliver ikke meget mere indledning til punkterne, end et link til dette første indlæg i rækken.

Overskriften vil hver gang være M18, Uge xxx (forkortelse for “Minimalisme 2018” – et navn, som jeg i mangel på fantasi har tyvstjålet fra en facebookgruppe, jeg fik anbefalet i kommentarfeltet til sidste indlæg). På den måde er de både nemme at springe over, hvis man synes de er trælse, og at finde i ‘Kategorier’ hvis man gerne vil læse tilbage.

Jeg kommer stadig til at blogge med samme frekvens om alt det, jeg plejer, så disse indlæg vil blive postet ud over det, der normalt kommer op.

Vi tester ideen frem til slut-februar, og hvis det fungerer, fortsætter jeg året ud.

Og endelig: Nu, hvor jeg har fået ideen, kan jeg næsten ikke forstå, hvis andre ikke har fået den før mig, men jeg er ikke stødt på den andre steder i blogland; hvis jeg plagierer nogen, er det ikke med vilje.

(Update: Et par stykker har gjort mig opmærksom på, at Project Handmade har en lignende type fredagsindlæg. Jeg ved ikke, hvordan jeg ikke har opdaget hende, for det er virkelig en fin blog, og jeg kun opfordre andre latemovers, der heller ikke kender hende, til at skynde sig derover.)

Det ville gøre mig glad, hvis I havde lyst til at lege med og byde ind i kommentarfeltet, hvis I har noget at supplere med.

Ok?

Vi ruller.

I den forgangne uge:

1)
Er jeg gået igang med at bruge stakken af Go-Cards, jeg over 10 år har samlet på cafeer og i fitnesscentre, til noter. Jeg lægger simpelthen en bunke på køkkenbordet, hvor jeg normalt har min blok til at ligge, og bruger dem til huskelister, indkøbssedler, to-do’s osv. Det er en del af mit forsøg på at få brugt de ting, jeg har, som bare optager plads.

2)
Har jeg fået fremgravet alle de bloklys, jeg gennem tiden har købt, fordi jeg engang troede, jeg var hurricane-typen, og sat dem, hvor jeg normalt har fyrfadslys. I lang tid har jeg bare rykket rundt på dem, fordi min hjerne ikke tænker længere, end at de skal bruges til det formål, de er købt, men i stedet for at købe en ny sæk fyrfadslys, giver det ret god mening at få brugt de her i stedet. Hygge-niveauet er det samme.

3)
havde jeg i lørdags besøg af nogle af damer til brunch. Jeg lavede en batoffee-pie (cheesecakebund, hjemmekogt karamel, frisk frugt og flødeskum) og til bunden valgte jeg at tømme dåserne med julesmåkager ned i kværnen, sammen med den halve plade mørk chokolade, jeg har flyttet rundt på i 3 måneder. Shit, det blev godt. Igen: Jeg kan være virkelig slem til at låse mig fast på, at hvis opskriften dikterer at bruge Digestive-kiks (ingen spons) (og I skal ikke ringe, Digestive, for min røv er rigeligt stor som det er), så stryger jeg lige ud og køber dem, i stedet for at bruge, hvad jeg har. Det er, hvad politikerne kalder ‘et indsatsområde’ for mig.

Som sagt: Kommentér gerne, både med fif og med generelle kommentarer til ideen.