(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Prøvet at købe ind til efterårsferien på en lidt anden måde, end jeg plejer. For jeg går normalt efter at skulle så lidt ud at handle, som muligt, når vi er hjemme alle 3, og derfor har jeg de sidste par ferier ikke lavet reelle madplaner, men bare købt lidt halvfabrikata ind, som hurtigt kunne omsættes til aftensmad, de dage, der var brug for det.
Denne ferie vil jeg gerne have fyldt lidt i fryseren til de lange, mørke dage, men samtidig kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg bliver stresset over det, hvis der ligger kylling eller salat i køleskabet og stirrer bebrejdende på mig, hver gang, jeg åbner det.
For at bevare muligheden for spontane aftaler og ture, har jeg derfor planlagt at lave 4 forskellige retter, men uden at sætte bestemte dage på. Jeg har bilka-to-go’et alle tørvarer og ting, der kan holde sig i køleren (f.eks. æg), og så har jeg lavet en særskilt indkøbsseddel, hvorpå jeg har de kød og grøntsager, der skal bruges til de enkelte retter, som jeg så kan klathandle, når jeg ved, hvilke dage, jeg laver hvad.
Jeg *kan* jo ellers bedst lide, når vi kan stryge en opgave helt fra listen, men nu prøver jeg at gøre det på den her måde; så må jeg se, om jeg føler, det fungerer.
2.
Efter en uge med for meget knald på og en lang nat med natteroderi givet efter for ungernes insisterende forespørgsler og pyntet op til halloween.
I den forbindelse vil jeg bare lige (igen) slå et slag for lyskæder i stedet for stearinlys i græskar, spøgelser osv. For det første lyser de virkelig fint op, fordi lyset er fordelt i hele porcelænsfiguren, og ikke bare står og brænder i bunden, og for det andet bliver det muligt at bruge den samme lyskæde hele året. Jeg flyttede mine sirius lyskæder (dem med fjernbetjening, hvilket cirka er det smarteste ever) fra mine lanterner, over i halloweenfigurerne, og I kan allerede nu begynde at glæde jer til jul, hvor punktet kommer på igen, når jeg flytter dem videre over i engle og snemænd.
3.
Glemt at nævne, at jeg, da jeg gik ledig, fandt ud af, at jeg havde lønsikring *i* mit fagforeningskontigent. Jeg anede ikke, at det var blevet lagt over, så man nu automatisk har det, og at det dermed ikke længere er noget, man skal tegne særskilt. Jeg nævner det, fordi der kunne sidde nogle derude, som har mistet deres job i forbindelse med krisen, som måske heller ikke er opmærksomme på det.
Det er ikke alle fagforeninger, der tilbyder det, men det er da i hvert fald værd at undersøge, hvis man er blevet ledig. Jeg gjorde det på bagkant, og fik uden problemer pengene efterbetalt, så tippet er hermed givet videre.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Holdt sjatfest på badeværelset, hvilket er knapt så rock n’ roll, som det lyder.
Jeg ønsker mig ofte parfume, creme osv. i jule- og fødselsdagsgave, fordi det er ting, jeg ved, jeg kan bruge, som jeg bliver glad for, og som er nemme for giveren at købe.
Men som de fleste andre har jeg i perioder nogle favoritter, som jeg bruger flittigt, mens artsfællerne rykker længere og længere ind i skabet.
Så for at få brugt alle resterne, inden de nye, spændende produkter kommer til, er der rokeret lidt om på hylderne, så de næsten-tomme parfumer og cremer nu står først for, og udelukkende er dem, jeg bruger, indtil de er tømt.
2.
Er jeg begyndt at varme mad fra fryseren op på panden. Det her er én af dem, hvor jeg ikke kan finde ud af, om jeg er genial eller ualmindelig langsom. Men når jeg har hevet en sjat afrikansk kylling eller kødsauce ud af fryseren, så har jeg indtil nu varmet det i enten microovn, ovn eller i en gryde. Desværre synes jeg ofte, at det bliver tørt og kedeligt, når jeg varmer det på den måde, fordi det i midten tager længere tid at varme op end det i kanten. Desuden tager det 100 år om at blive ordentligt varmt.
I mandags kom jeg pludselig til at tænke på, at det måske var hurtigere og mere effektivt at varme maden op på en pande, og den teori kan hermed bekræftes. Den større overflade giver et fladere lag, som derfor langt hurtigere bliver varmt, og som ekstra fordel fordamper den væde, der altid opstår, når mad har været en tur i fryseren.
3.
Har jeg gjort, hvad jeg kunne for at være sikker på, at det giver mening at hive de indefrosne feriemidler ud. Jeg har læst, hvad jeg kunne finde på nettet, og spurgt på fb, fordi min vennegruppe der består af mennesker, der for en stor dels vedkommende lever liv, der ligner mit.
Min første indskydelse var, at de selvfølgelig skulle hæves, men denne indlægsrække illustrerer jo fint, at jeg ikke er noget matematisk eller økonomisk geni.
Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at der ikke er et catch i det her, der kommer og tager en luns af min røv et sted ude i fremtiden, og pengene er bestilt.
De kommer i første omgang til at stå på min opsparingskonto (hvor vindheksene indtil nu har blæst ensomt gennem kolonnerne), men kommer jeg igennem efteråret med arbejde og indkomst i behold, kommer der til at gå lidt mere ind på opsparingen, og så er planen, at en del af dem skal bruges til den forhave, jeg har drømt om, siden vi flyttede herud.
Men for nu skal de bare være den økonomiske buffer, jeg hele foråret har stresset over ikke at have, og den bliver virkelig rar at få.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft en rest revet ost, som jeg ikke lige kunne få brugt. Da jeg var i gang med at bage en plade brunchboller af en færdig dejblanding (don’t judge. Der er udsigt til 2. bølge, og jeg kan ikke overskue en gærdej fra bunden), kom jeg til at tænke på, om man måske kunne lave et par stykker med ost i.
Jeg lagde en skefuld dej på pladen, hulede den lidt ud, kom revet ost på, lagde en klump dej hen over, og klappede det til, snebold-style, så osten blev lukket inde. Og nu får vi brug for Janice, for Oh! My! GOD!!! De blev SÅ GODE! Normalt gider jeg ikke ostebrød til suppe osv, fordi branket ost sucks, men her var den lukket inde, og derfor smeltede den bare til den perfekte konsistens.
Bollerne smagte *også* forrygende kolde, og det her kommer til at ske MANGE gange de næste par måneder.
2.
Prøvet at tælle lidt på fingrene ift. hvor meget tøj, mine børn har liggende i skabet, fordi Malene i kommentarfeltet i sidste uge spurgte, hvor lidt/meget tøj, vi ruller med.
Mine børn har i perioder mere tøj end det strengt nødvendige, fordi vi er så heldige at være aftagere på arvetøj, men derfor er det alligevel noget, jeg forholder mig til, fordi vi ofte får tøj, når folk rydder op i skabet, og det gør vi vist alle sammen typisk i slutningen af en sæson. Derfor får jeg slut-sommer typisk sommertøj, og har vi ikke noget liggende fra sidste år, betyder det jo så, at vi skal have købt lidt efterårs og vintertøj.
Der er mange forhold, der spiller ind. I år kan jeg f.eks. se, at jeg kommer til at skulle have to sæt regntøj til Frida, fordi de skal være ude hele tiden, og der derfor er nødt til at være et tørt/rent sæt at skifte med. Ligeså med gummistøvler.
Ift. almindeligt tøj er det en faktor, at vi kun er én voksen i husstanden. Det betyder, helt lavpraktisk, at der går lidt længere tid imellem, at der er vasketøj nok til at fylde en maskine, og for at undgå klatvask, er der derfor nødt til at være lidt ekstra tøj at tage af.
Endelig har det også betydning, at jeg, så vidt det er muligt, tænker ind, at tøj skal kunne vaskes sammen, når jeg køber det. Jo hurtigere er tøjet i maskinen, jo hurtigere er det på vej tilbage på hylderne. Derfor forsøger jeg at begrænse tøj i sarte farver/materialer, fordi det får for lange pauser i vasketøjskurven, og dermed faktisk ikke indgår i regnestykket over, hvor meget tøj, børnene har til rådighed.
Men hvis jeg skal prøve at sætte tal på, ser det nogenlunde sådan her ud:
Bluser/t-shirts: 8-10 stk.
Bukser/shorts: 7-8 par
Undertøj: 8 -10 sæt (inkl. det, der ligger i bhv)
Strømper: 10 par
Jakker: 2 stk.
Overtræksbluser (cardigans/hoodies): 2 stk.
Huer: 2 stk
Handsker: Tusind par. HvorDAN kan de blive væk nærmest dagligt??
Sko: 2 par
Hertil kommer termotøj og/eller flyverdragt.
Frida kommer til at køre vinteren over med de kjoler, hun allerede har, for kjoler og nederdele er noget juks, når man er ude hele tiden, og skal have termobukser eller regntøj på.
Hvis andre har erfaringer eller jeg har glemt noget, så råb endelig op i kommentarfeltet.
3. Sammen med Anton ryddet op på hans værelse, og den her er på, fordi vi ind i mellem snakker om, hvad man gør, hvis man bor med en ægtefælle eller børn, der har en helt anden holdning til minimalisme end man selv har. Det er tilfældet her. Hvor jeg hverken kan koncentrere mig eller slappe af, hvis jeg er omgivet af rod, så ææææææælsker Anton at strø lego ud over alle vandrette flader og så ellers bare sidde midt i det og bygge. Det er ikke fordi han bygger sammenhængende baner eller lignende – det er bare bedst, hvis der er lego overalt.
Jeg har for længst valgt at slutte fred med, at det er sådan, han kan lide at bo, og hans værelse, hans regler. Men engang i mellem er vi *nødt* til at have tingene tilbage i skuffer og kasser, og have sorteret Nerf-patroner fra Beyblades, så der er noget at skyde med, når man pludselig gerne vil dét, men Anton HADER det, og bliver så vred på mig, at han næsten ikke kan være i sig selv.
Og nu når vi så til, hvorfor det er relevant her. For jeg vil gerne komme ham i møde, og derfor er aftalen, at vi ikke tager hele værelset med skabe og skuffer, som jeg til enhver tid ville gøre, hvis det var mit værelse, jeg var igang med at rydde op på, men i stedet bare tager de steder, hvor det reelt er et problem ift. rengøring, at det roder.
Synes jeg, at vi har ryddet ægte op? Nej. Jeg føler det som en lappeløsning, at vi bare har åbnet skufferne og hældt ting, vi ikke har faste pladser til, ned i dem, og jeg må bide mig i knoen over, hvor uoverskueligt, det føles for mig. Men det er sådan, han gerne vil have det, og så må det være sådan.
Så egentlig er det bare for at sige, at jeg efterhånden godt kan se ideen i at gradbøje mit syn på minimalisme, for at give plads til dem, der trods alt bor her ligeså meget, som jeg gør. Mit håb er selvfølgelig, at han på sigt kan se ideen i, at man kan finde sine ting, når man mangler dem, og har lidt gulvplads at gøre med, men jeg tror ikke, man får skabt nye minimalister/bevidste forbrugere ved at kvæle dem i regler og tiltag, der ikke føles meningsfulde for dem.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Modtaget 4 kæmpe poser arvetøj, som nu er sorteret, vasket og lagt på plads.
Jeg blev for en lille månes siden spurgt, om tøjet var noget, jeg var interesseret i, og det var det på alle måder. For et par uger siden var jeg så fræk nok til at sende en forsigtig besked og spørge, hvornår den søde giver forventede at være færdig med at sortere. Det ville jeg ALDRIG have gjort tidligere, for det føles sgu lidt offensivt. Men jeg nåede frem til, at når jeg selv giver tøj væk, så er det jo i håb om, at modtageren kan få glæde af det, og det får de ikke, hvis de når at købe alt det, de mangler i den størrelse, de modtager fra mig.
Jeg kørte første sortering efter børnene var lagt i seng, så jeg kunne pille det fra, som de ikke kan passe. Der er ingen grund til at invitere til et sammenbrud i tre etaper over en enhjørning-kjole, der er to størrelser for lille.
Anden sortering fik børnene lov til at være med til. Her fik vi skilt det fra, som ikke lige er dem – f.eks. alle de jeans, som jeg sådan havde håbet, Anton gerne ville have, men som han ikke kan forlige sig med at have på.
Herefter blev alt det tilvalgte tøj vasket, og lagt i stakke på bordet, hvorefter vi tog den runde som børnene H-A-D-E-R: Hvor bluserne fra skabet lægges oveni den nye stak af bluser, og man får at vide, hvor mange, man må vælge at beholde. Det gør vi med alle bunkerne, for i en pose med arvetøj kan der sagtens være 10 t-shirts, og hvis det så tilfældigvis også er dem, vi har mange i skabet af, som stadig passer, så bliver skabet fuldstændig uoverskueligt. Jeg er til at forhandle med, så det er ikke sådan, at man bliver tvunget til at afgive tøj, man virkelig gerne vil beholde, men særlig Frida er slem til bare at ville gemme ALT, og det er der simpelthen ikke plads i skabet til.
Alt, hvad vi sorterede fra, røg videre, så andre kan få glæde af det, og jeg har nu et godt overblik over, hvad børnene har, og hvad de mangler.
2.
I forlængelse af ovenstående: Tvunget mig selv til ikke at fare ud og købe det, de/vi mangler til efterårs- og vintergarderoben. Det er jeg ellers slem til, både fordi det er en opgave, der skal vinges af på listen, men også fordi det kan være svært at få fat i f.eks. en vinterjakke, hvis man slæber for meget på fødderne. Det kritiske tidspunkt er ofte midt i oktober, fordi det er der, børnepengene kommer, men i år har jeg besluttet, at vi venter. Både med fodtøj, termotøj og regntøj. For i år bliver anderledes end de foregående år pga. covid, og børnene kommer til at være meget mere ude. Derfor venter vi og ser, om det bliver mest vådt eller koldt. Desuden skyder begge børn i vejret som ukrudt, og kan vi trække den lidt, kunne man godt være så heldig, at de kan bruge det, vi køber, foråret med.
3.
Købt en radio til mit køkken, som jeg er så glad for, at jeg bliver i upassende godt humør, hver gang jeg får øje på den.
Vi har haft nogle uger, hvor vi har været VIRKELIG tidligt oppe, og hver gang vi skal det, tænker jeg på, at det ville være hyggeligere for ungerne at vågne til duften af kaffe og lyden af lidt stille musik end mig, der forsøger at ruske liv i dem. Men jeg gider ikke stå og rode med spillelister på den tid af døgnet, hvor min evne til at træffe beslutninger stadig ikke er aktiveret, så jeg fik lyst til at købe en helt old school radio. Den står nu og brummer i baggrunden stort set hele tiden, og jeg elsker det.
Når den er at finde her på listen, er det fordi, den minder mig om, hvor meget bedre jeg er blevet til ikke at bruge forbrug og nye ting som copingmekanismer, når jeg er træt, stresset eller sat til vægs. Ikke, at jeg tidligere har købt store eller vilde ting, men jeg har opdaget, at jeg, når jeg er presset i bund, har en lyst til at bruge penge, der faktisk minder lidt om den kulhydrat-craving, jeg kan blive grebet af, når jeg egentlig bare er træt eller overvældet. Og alle de små æsker fra Søstrene Grene og tørklædet og den fine kaffekop fra Sinnerup virker jo ikke som noget, der påvirker budgettet nævneværdigt. Men de ender alligevel med at fylde, hvis man små-shopper et par gange i måneden, og hvor jeg tidligere nærmest glemte min glæde ved noget nyt samme dag, jeg havde anskaffet det, fordi noget andet hurtigt kom til, så kan jeg i dag glæde mig virkelig længe og inderligt over de ting, jeg køber. De er ikke købt for at fylde et tomrum eller kamuflere en følelse, men udelukkende fordi jeg ægte mangler dem eller gerne vil have dem. Det føles godt.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
I weekenden brugt resterne af grøntsagerne, jeg preppede i sidste uge i en stor balje kødsauce til lasagne. Grøntsagerne var ikke længere helt pæne, men i kødsauce er alle katte grå, som vi siger, og ydermere havde de præ-rensede-og-hakkede grøntsager den store fordel, at Frida kunne hjælpe til med et minimum af internal screaming for mit vedkommende. (Hvad? Vis mig den mor, der hævder, at hun hygger sig fra A til Å med børn i køkkenet, og jeg skal vise dig en løgner).
Vi lavede lasagne af halvdelen af kødsaucen og frøs resten ned, hvilket fik mig til at tænke over, at det også er et sted, hvor jeg er blevet god til at tænke lavpraktisk. For en af de få ulemper ved at være ret god til at mindske madspild ved at fryse rester, mens de stadig kan bruges, er, at man altid er lige på kanten af at løbe tør for fryserplads. Men ligesom jeg har lært at løs-fryse kødboller så de fylder mindre, end de gør, hvis man hælder dem i to liter tomatsauce, så er der jo sådan set heller ingen grund til at fylde hele fryseren med færdiglavet lasagne; det er kødsaucen, der tager tid at lave. At samle den tager to sekunder.
2.
Sat 6 puslespil til salg og solgt dem. Det gav penge til at købe 4 nye.
3.
Skilt min parasol ad og med min søde fars hjælp fået den hængt op under loftet i mit skur. Vestenvinden mener det alvorligt på disse kanter, og jeg vil gerne, at vi kan have glæde af den så længe, som muligt.
4.
Foræret min ekstra brødkniv væk i erkendelse af, at ingen har brug for to. Jeg fik 2’eren i julegave for et par år tilbage af min daværende arbejdsplads, og den kunne ikke byttes. Derfor har den været en del af holdet siden, men jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at jeg mindst én gang hver eneste dag har tænkt, at ‘det er sgu også lidt åndssvagt at have to’. Den røg op i Fejlkøbsgruppen på fb, og er nu klar til sit nye liv som Første Brødkniv hos et ungt menneske, der snart skal flytte hjemmefra.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Brugt søndagen inden vanvidsugen i køkkenet. Jeg hev alt ud af køleskabet, omsatte, hvad jeg kunne, smed ud, hvad jeg kunne se ville overskride sidste salgsdato, og reorganiserede, så det, der kunne holde sig længst, stod ind bagved.
Det er en af de opgaver, der kræver en indsats, men som gør en reel forskel, fordi jeg efterhånden har lært, at selvom jeg, når jeg står og skuer ud over ugen, tænker, at SÅ lang tid tager det jo ikke at snitte et iceberg, så får jeg det bare ikke gjort, fordi jeg – til min egen store overraskelse – har det om aftenen, som om jeg har fået tæsk med en stol, når jeg har tolket hundrede timer, kørt 200 km. i bil, smurt mad, vasket tøj, haft børn plus det løse.
Derfor er det en meget lavpraktisk måde at forebygge madspild på, og så har det den yderligere fordel, at madpakker og madlavning bliver nemmere i hverdagene, der følger.
De 4 stykker ingefær og 2 lime blev til ingefærte, som jeg kogte og satte på køl, alt i grøntsagsskuffen blev snittet, skrællet og hakket, frugten blev vasket og det hele blev hældt i plastikskåle med låg og sat på køl. Alt blev spist, madpakkerne tog 5 minutter at lave, og jeg har haft lyst til at helgenkåre mig selv hele ugen.
2.
Fået de brødposer, jeg har bestilt, af min mor.
Hun fik 4 slidte viskestykker, og min forklaring om, at de “bare lige skulle syes sammen” (gør det selv, Linda!), og i torsdags fik jeg det fine resultat retur.
Tanken er ikke, at de skal bruges til opbevaring, for så bliver bagværket tørt, men jeg bager ofte, når vi skal noget. Tager vi f.eks. i skoven eller på stranden, bager jeg ofte en plade pølsehorn, inden vi skal afsted, og ligeledes tager jeg ofte en håndfuld friskbagte boller med, hvis vi besøger mine forældre en lørdag formiddag.
Andre gange har jeg bagt et eller andet, der ikke kan nå at køle helt af, inden vi skal afsted og være væk i flere timer, og i begge situationer er plastikposer en jammerlig løsning, fordi kondensen fra det knap-kolde brød får dem til at mugne virkelig hurtigt.
Men poser i stof er perfekte både at medbringe bagværk i, og også at smide bollerne ned i, så de kan køle helt af, uden at tørre ud.
3.
Købt to hurricane-stager and I ain’t even sorry.
Sidste år til halloween købte jeg kunstige lys med fjernbetjening, som jeg brugte i mine græskar. Det er smart ud over enhver tænkelig grænse, at jeg dels kan tænde dem inde fra stuen, men også, at jeg kan tænde dem, når vi er oppe/hjemme. Lys med timere er fint indenfor, men hen over efterår og vinter er der bare meget lidt idé i at have et lys til at stå og fyre batteri af udenfor, når alle gardiner er rullet for, eller vi er i madklub.
Til gengæld er det noget så utrolig hyggeligt, at vi om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, kan have keramikgræskarene udenfor tændt – og slukke dem, når vi kører.
Men det er jo lidt åndssvag at have stearinlys stående, som jeg kun bruger én måned om året. Og hvor gerne, jeg end vil, så *synes* jeg ikke, at kunstige lys er ligeså fine som ægte stearinlys, så de flade stager, jeg plejer at bruge til bloklys, har ikke været en mulighed.
Derfor har jeg siden sidste efterår haft på den mentale liste, at jeg skulle købe stager til lysene, når jeg fandt de rigtige, som dels skulle være høje nok, og ikke måtte være gennemsigtige. Det lyder nemt nok. Det er det ikke.
Pointen er sådan set ikke, at jeg har købt dem. Pointen er, at jeg først har købt dem NU. For hvis det her havde været for 4 år siden, ville jeg på nuværende tidspunkt have 4 fejlslagne sæt stager stående i skabet, fordi jeg ville have tænkt det som en opgave, der skulle vinges af. Og det – har jeg opdaget – er en ret hyppig kilde til fejlkøb, fordi jeg så får købt noget, jeg egentlig ikke er helt tilfreds med, og derfor køber noget andet, når jeg så finder noget, jeg tror passer bedre.
Her har jeg været på udkig i næsten et år, og da jeg så de her, vidste jeg med det samme, at det var dem, det skulle være, uanset pris. De viste sig at stå i brølende 80 kr. stykket, og er præcis lige så perfekte, som jeg vidste de ville være.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt bogbind af stof til Anton, og jeg er nødt til at sige, at jeg ikke umiddelbart er overbevist.
På papiret er ideen god. Bogbind, der kan bruges igen og igen, lyder alt andet lige bedre, end papir, man vikler om bogen og smider ud, når året er omme.
Men bogbindene får mig til at tænke på bøgerne ‘En shopaholics bekendelser’, som jeg læste for år tilbage, hvor hovedpersonen sætter sig for at spare, og som den indledende manøvre bruger en formue på at købe notesbøger og smukke kuglepenne til regnskaberne og tæskedyre æsker til kvitteringerne, og på den måde opretholder sin problematiske adfærd, men på en måde hun kan leve med, fordi det føles som om, hendes overforbrug sker i god sags tjeneste.
Jeg synes egentlig, at det er et generelt problem i alt det her minimalisme og forsøg på at begrænse CO2-udledning. For det er så nemt at falde i fælden, hvor man stadig overforbruger, men ikke opdager det, fordi en mulepose i økologisk, bæredygtig hør på alle måder virker som en forsvarlig ide, og man derfor glemmer at forholde sig til, om man virkelig mangler den.
Jeg havde selv overvejelserne i sidste uge, i forbindelse med de strikkede rondeller, jeg nævnte. For de er uomtvisteligt en god ide, men hvor mange gange skal de bruges for at materialerne til dem og de glas, jeg har købt til opbevaring af dem, opvejer det impact, som produktionen af almindelige vatrondeller har på miljøet? Hvor krydser akserne?
For bogbind i stof kan i teorien bruges i flere år – men kan de også det, når de udsættes for børn? Børn, der måske kommer til at tegne en lille bitte smule på dem, hiver i dem, fordi det laver en sjov lyd, når elastikken snapper osv. osv. Er stof bedre for miljøet, hvis levetiden er den samme som for papir? Jeg er i tvivl.
Derfor har jeg købt to i stof, og de kommer til at fungere som eksperiment. Resten af bøgerne binder vi ind i det Starwars papir, vi har i overskud fra sidste år, og så må jeg evaluere på det til sommer.
2.
Gjort min grill pænt rent og sat den væk, så den er klar til næste år. Det forlænger levetiden på ting markant at passe godt på dem, så jeg har været opmærksom på at få den sat ind i sikkerhed, inden regn og rusk tog over.
3.
Købt plastikbøtter. Og igen brugt ret lang tid på at tænke over, om det er et ønske om forbrug forklædt som miljøbevidsthed. For jeg har masser af plastikbøtter, men ingen der er små, hvilket er en daglig kilde til irritation. Børnene har efterhånden madkasser på størrelse med parcelhuse, fordi alt indhold er pakket i mindre beholdere, og *stadig* er der ikke plads til både bøtter, madder og frugt i samme madkasse.
De nye er små, perfekte til bær, nødder og dressing, og de kostede ikke alverden. De har været med hver dag, siden de flyttede ind, og jeg konkluderer derfor, at det faktisk somme tider kan give mening at øge sit forbrug, selvom man er kronisk optaget af at skære ind til benet.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Nærmest fået nye klipklappere efter at have opdaget, at man kan børste dem med en opvaskebørste.
Jeg har 6 par af de billige kopi-Birckenstock fra Bilka, som alle er lavet af ruskind. De er superbehagelige at have på, fordi skindet bliver blødt og tilpasser sig foden, og de skarver ikke, når man får varme sommerfødder. Men ruskind er noget af det mest upraktiske ever, og jeg havde egentlig indstillet samtlige par til Småt Brændbart, når sommeren er ovre.
Men sidste weekend, hvor jeg stod og var på vej ud ad døren til en sommerfest, opdagede jeg, at jeg havde fået en træls plet lige midt på den ene klip. I desperation prøvede jeg at børste det af med den bløde opvaskebørste, jeg bruger til at børste sand af ungernes sko med, når de kommer hjem med hele stranden – og den blev simpelthen så fin. Nu har alle 6 par fået en tur, og dermed gjort sig fortjente til et år mere i aktiv tjeneste.
2.
Nærlæst min betalingsoversigt ift. fripladstilskud og opdaget noget, jeg syntes, så mærkeligt ud.
Jeg ringede til pladsanvisningen, og fik først et standardsvar. Men fordi jeg er blevet så gammel, at det ikke rokker det mindste ved min selvfølelse at stå ved, at der er noget, jeg ikke forstår, spurgte jeg ind og ind og ind – og det viste sig, at det var dem, der havde lavet en fejl, og jeg skal have penge tilbage. Det sker i 1 ud af 1000 tilfælde, men moralen er, at det somme tider er godt at huske, at man gerne må bede om en forklaring, selvom man er voksen og føler, at man *burde* forstå.
3.
Ryddet op i mit skur, hvilket efterhånden ikke tager ret lang tid, og de mange plastikkasser, jeg over årene har købt til opbevaring, er flyttet på loftet.
Jeg har længe valgt bare at sætte dem ud i skuret, fordi der altid går 24 sekunder, fra jeg har tømt en kasse og udfaset den, til jeg skal bruge den til noget nyt. Men over de sidste år er der blevet mindre og mindre arvetøj at flytte rundt på, der er væsentligt færre mapper med papir pga. både oprydning og digitalisering, og jeg har ikke længere en masser kasser med diverse indhold til ‘måske en dag’. Derfor har jeg efterhånden ret mange tomme kasser, og de tog en del plads op i skuret.
Fordi jeg ikke vil risikere at skille mig af med dem, og så pludselig stå og have brug for dem til ét eller andet, vælger jeg i første omgang at beholde dem. De kan sagtens tåle at stå på loftet (som er stort set tomt), og hvis jeg om et år ikke har haft brug for at hente dem ned igen, ryger de videre ud i verden. Ting skal bruges for at have værdi, men man må også godt somme tider sove på det, så man ikke risikerer at skulle købe den samme ting 3 gange.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet om på Fridas værelse. Det er lidt snyd at sætte den på her, for det var faktisk i sommerferien, jeg gjorde det, men fordi M2020 har været sat på pause, kommer den på nu.
Frida har det mindste værelse af de 3 i huset, ganske enkelt fordi hun ikke bruger det ret meget. Vi kommer til at lave en rokade på et tidspunkt, så Anton får det største, hun får det mellemste, og jeg laver soveværelse i det mindste, og fordi jeg ved, at det er på tegnebrættet, havde jeg egenligt besluttet, at der ikke skulle ske mere på det nuværende værelse.
Men så spurgte min veninde, om vi ville arve et sminkebord, der doubler som skrivebord, og hvis der er *noget* Frida har ønsket sig, så er det et sminkebord. Så jeg gik igang med opmåling og skitser, for det *er* sgu et miniaturerum, hun har. Jeg var 2 mm. fra at købe en reol, fordi jeg tænkte, at løsningen ville være opbevaring i højden, men kom i tanke om den regel, jeg brugte, da vi flyttede ind herude, nemlig at det er forbudt at købe møbler/ting, før jeg har en konkret plads, hvor det skal stå.
Og det var godt, jeg fulgte hestene tilbage i stalden, for gæt hvem der ikke skulle bruge en reol alligevel? Den lille reol, hun har, købte jeg i sin tid hos Trævarefabrikken, og pludselig slog det mig, at jeg nok egentlig kunne pille et fag af den. Hvilket viste sig at være rigtigt. Af grunde jeg ikke helt kan redegøre for, viste det sig, at den ændring overflødiggjorde mere hyldeplads (fordi det blivende fag kunne udnyttes bedre, måske?), og til alles store overraskelse har hun fået markant mere plads på værelset.
(Godt hjulpet på vej af en oprydning, der ville have givet Marie Kondo glædestårer i øjnene. Fordi:)
2.
Indført ‘rotationsprincippet’ på legetøj, dukker og bamser. For jøsses, det barn har mange tøjdyr! Og barbieting. Og dukker. Og glimmer og slim og figurer og lommelygter og. så. videre. Hun er det mindste barn i omgangskredsen, så aflagt legetøj har det med at flyde i hendes retning, og hun elsker det HELE.
Men hun bliver også en smule blind for det, når det er alle vegne, og hvor jeg med Anton godt kunne smide legetøj ud, da han var 5, fordi han aldrig opdagede det, så har lagerchefer med kitler & klæbehjerner ingenting på Frida. Hun kan huske A-L-T, hvad hun ejer.
Kompromisset blev, at hun måtte vælge 10 bamser og 4 dukker, som nu er bosiddende på værelset, mens resten er på tålt ophold i store kasser i vores kæmpeskab, som har flere frie hylder, fordi jeg efterhånden har skilt mig af med så mange ting.
Det har været et kinderæg af fordele, for hun kan være på værelset igen, ingen dyrebare bamser er smidt ud (Gud forbyde!!), og om et par måneder åbner transfervinduet, og alt det gamle legetøj er – forhåbentlig – nyt og sjovt igen.
3.
Været så heldig at få tilsendt en stak hjemmestrikkede rondeller af en fantastisk læser. (Igen: Tidsmæssigt lidt snyd. Det her var også i sommerferien).
Vatrondeller har været min dårlige samvittighed i lang tid, for vi ved jo godt, at vi ikke skal bruge engangsprodukter. Men jeg kommer ikke selv til at strikke nogle, jeg ejer ikke en symaskine, så at klippe tøj op og kante det er heller ikke en mulighed, og længere end det er jeg bare aldrig rigtig kommet.
Men nu landede de i skødet på mig, så jeg besluttede, at nu var det nu.
Og fordi jeg ved, at der sidder virkelig mange kvinder som mig derude, der, ligesom mig, også somme tider dropper gode løsninger pga. praktiske benspænd, der måske ikke ser ud af meget, men som alligevel bliver det, der tager livet af de gode intentioner, får I her mine erfaringer med projektet.
For første udfordring var, helt lavpraktisk, hvad jeg skulle gøre ved dem. Både når de var rene og når jeg havde brugt dem. For lige at vurdere, hvad der var smart, startede jeg bare med at have dem liggende løst i skabet, når de var rene, og i et glas, når de var brugte.
Det var skideirriterende. Dels fordi de allesammen faldt ud, når jeg tog én, og dels fordi de er fugtige, når man har brugt dem, og derfor skal ligge på vasken og tørre, før de kan smides dem i glasset. Det sidste kan min ordenssans ikke rigtigt komme over.
(De skal vaskes og tumbles i en vaskepose, da de ellers kan vandre ind i maskinen og ødelægge den, skrev hende, der sendte dem til mig, så at smide dem til vask enkeltvis virkede som en dårlig ide).
Jeg gik på jagt og fandt to glas, som var perfekte i størrelsen. Begge glas er store nok til at rumme en god stak rondeller, de kan stå i lågene, så glassene er åbne og frit tilgængelige (=easy access), og skulle jeg finde ud af, at jeg gerne vil have dem stående fremme med lågene på, så slutter disse ikke tæt, og det betyder derfor ikke noget, at rondellerne er en smule fugtige.
Næste udfordring var, at de suger mere end traditionelle vatrondeller gør. Jeg ved godt, at nogle sværger til at gøre rondellerne våde først, netop for at undgå, at de suger for meget af renseprodukterne, men jeg synes ikke, at disse virker ret godt, når de på den måde bliver fortyndede. Problemet er ikke så stort, at jeg ikke kan leve med det ift. skintonic, men øjenmakeupfjerneren var tæt på at blive en dealbreaker. Indtil jeg kom i tanke om, at man jo kan få noget, som ikke er flydende, men mere har konsistens som creme, og dét fungerer perfekt, for det bliver liggende ovenpå rondellen.
Jeg har ikke købt vatrondeller, siden jeg fik de her tilsendt, og jeg er simpelthen så glad for dem. Jeg bruger dem til skintonic og eyemakeupremover, men jeg kommer ikke til at bruge dem til at fjerne neglelak med. De kan i princippet koges, men jeg vasker dem ved 60 grader, og har ikke lyst til at få eventuelle rester af neglelakfjerner i ansigtet. Glassene fungerer perfekt, og rondellerne ryger med hver fredag, når jeg vasker håndklæder.
Så altså: Har man mulighed for at få fingrene i nogle, så synes jeg virkelig, at man skal give det et skud. Og er man fiks på fingrene, er det verdens bedste værtindegave, for jeg sender Grethe en kærlig tanke to gange om dagen, hver eneste dag.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Siden sidst har jeg:
1.
Købt en ny forlængerledning og givet den en plads indenfor.
Jeg bruger den stort set kun, når jeg slår græs, og derfor har jeg opbevaret den sidste ledning, jeg havde, i mit skur, hvor plæneklipperen også står.
Det, jeg så har lært nu, er, at isoleringen bliver mør, når den er fugtig for længe af gangen, og når den bliver mør, flækker den. Selvom jeg køber den dyre model med jordforbindelse, virker det alligevel unødvendigt idiotisk at slå en våd græsplæne en blotlagt, elektrisk leder, så den gamle røg ud, og den nye bor nu trygt og sikkert på en lun hylde i bryggerset.
2.
Været meget konsekvent med at købe ind efter, at vi ferien igennem har været afsted hele dagen og er kommet sent hjem.
Jeg har før begået den fejl, at lade optimismen skrive indkøbssedlen, men når vi vælter ind ad døren efter en lang dag på stranden og i Legoland, og alle er varme, trætte og færdige, kommer salatingredienserne i skuffen til at lide en stille, umærkelig død, og de ferske kød hober sig op i fryseren.
Jeg satte derfor i år ambitionsniveauet *markant* ned, og har ikke været bange for at servere hverken pastapots eller madder. For sat overfor friskhakket salat og hjemmelavede frikadeller, er pastapots jo ikke ved at blæse nogen bagover med fibre og vitaminer – men de slår stadig regulær junk food og en nummer 17 med ekstra hvidløg med længder. Også økonomisk.
Så i år har det været 1000% velovervejet den håndfuld gange, vi har konverteret til take away, og når vi har gjort, har jeg været fri for at stresse over et køleskab fyldt med ingredienser til retter, jeg ikke når at lave.
3.
Købt en ny skoletaske til Anton, som ikke er en ægte skoletaske, men bare en helt almindelig rygsæk.
Da han startede i skole fik han en Legoskoletaske, og roses den, der roses bør: Kvaliteten ER god. Men den er ved at ligne noget, en håndfuld håbefulde AMU-chauffører har bakket hen over adskillige gange, og faktisk havde jeg derfor tænkt, at det var i år, han skulle have en ny.
Men hold nu KÆFT, skoletasker er dyre!
Efter megen roden rundt på nettet, kunne jeg se, at de fleste taskeforhandlere inddeler taskerne i ‘0. – 3. klasse’, og ‘4. – 6. klasse’. Og eftersom Anton skal starte i 3. klasse, blev jeg sådan lidt ‘Ej. Det er sgu også træls at købe et kæmpe skur til ham nu, hvis ikke det er nødvendigt’ – og der er under INGEN omstændigheder råd til at købe ny både i år og til næste år.
Jeg er med på, at vi skal passe på vores børns rygge, og at den taske, de skal bruge hver dag, selvfølgelig skal være mere end bare to nylonsnore og en vinylpose. Men vi bor 900 meter fra skolen, så et er ikke fordi Anton kommer til at traske rundt med sin på ryggen i timevis, og det er stadig ret begrænset, hvad han har med frem og tilbage af bøger.
Derfor endte jeg med at købe en rygsæk fra Quicksilver, som fint kan bruges som skoletaske, og finder vi ud af til næste år, at han er nødt til at have En Ægte Skoletaske et nummer større, er det her en fin rygsæk, som både han og jeg kan bruge, når vi bare skal ned at handle eller på tur.
