(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Har jeg fået en mail fra YouSee, som sætter prisen op med 10% på det mobile bredbånd, jeg har på Antons iPad.
Lige præcis ift. ham er det vigtigt, at det fungerer alle steder, uanset om jeg er med eller ej, for han bruger den både i sine pauser på skolen og i sociale sammenhænge, når han har brug for at trække sig. Derfor skal der være netværk på hans, hvorimod Frida stadig kan klare sig med at hoppe på netværket på min telefon.
Men med stigningen synes jeg sgu pludselig, at det bliver rigtig dyrt, og da begge børn samtidig har simkort på både deres ure og deres mobiltelefoner (som de meget sjældent bruger), er jeg gået i gang med at undersøge, om vi kan samle noget af det, og få det billigere et andet sted.
Det er en af de ting, jeg har utrolig svært ved at interessere mig nok for til at sætte mig ordentligt ind i, men det er så dyrt nu, synes jeg, at det bliver idiotisk at lade være.
Hvis nogen kan anbefale noget, er jeg lutter ører.
2.
Tolkede jeg mandag meget langt nede i Sønderjylland og benyttede lejligheden til at vippe over grænsen efter lidt småting. Opvaskemiddel, sæbe, bagepapir osv. er væsentligt billigere dernede, og når nu jeg allerede var på de kanter, var det en besparelse, det gav mening at tage med.
Anton elsker Nutella, men da det kun er ham, der spiser det, køber jeg det aldrig i Tyskland, fordi de kun har de der KÆMPE glas, som jeg synes, det bliver ulækkert at stå og grave i med en kniv.
Derfor køber jeg normalt de små glas herhjemme, der bare er lige op og ned, og hvor der ikke kan være ret meget i. Men JA, de er blevet dyre. Vi har forsøgt med billigere kopi-alternativer, men Anton kan ikke lide dem, og det respekterer jeg.
Da jeg gik rundt i Fleggaard, kom jeg forbi Nutellapallen; de havde de store glas på tilbud, og de var så billige, at det var til grin. Jeg købte to, og da det lille glas herhjemme i denne uge var tomt, vaskede jeg det grundigt af og fyldte over i fra det store glas.
Man kan ikke bare overføre modellen til alle typer af fødevarer, fordi glasset jo nok var vasket, men ikke skoldet, og holdbarheden bliver dermed begrænset. Men fordi det er så relativ lille en portion, tænker jeg ikke, at det bliver et problem, og jeg tror, at vi nu har Nutalla nok til resten af året for sølle 60 kroner.
3.
Har jeg haft fødselsdagsgæster, og jeg gik ret målrettet efter en næsten-vegetarisk løsning.
Fordelen ved at være flere voksne er, at man kan give den lidt mere gas med udvalget, fordi det ikke ender i madspild på bagkant, når jeg skal forsøge at gnave mig igennem 3 kg. spinat, kål og peberfrugter.
Jeg gik – selvfølgelig – med buddhabowls med følgende indhold:
Bund:
Revet spidskå
Revet gulerod
Peberfruger
Spinat
Fyld:
Speltsalat
Grov, rød pastasalat med kylling
Søde kartoffeltern
Dahl
Topping:
Syltede rødløg
Ristede sesamfrø
Hakket nøddeblanding
Friske ærteskud
Edmamebønner vendt i lime og salt
Dressing:
2 slags hummus
Fetacreme
Peanutbutterdressing
Appelsinvinagrette
Gæsterne havde på forhånd fået besked på at medbringe en plastikbøtte, der passede til en frokostsalat, så de fik rester med hjem, og med 1,5 kyllingefilet i pastasalaten som eneste kød-indslag, tror jeg, at Greta Thunberg ville være tilfreds med os.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Frosset rester af saft og æblemost ned i isterningebakker, str. XL, ligesom jeg også har gravet de te-rester frem, der har måtte vige pladsen for mine nye Chaplon-darlings.
Efter jeg er startet på medicin, er jeg tørstig hele tiden, og samtidig har jeg mindre lyst til kaffe. Kaffen har jeg et langt stykke hen ad vejen bare erstattet med te, men det er lidt van(d)skelligere med tørsten, fordi jeg i forvejen drikker relativt meget vand. For ikke at skylle nyrerne helt tørre eller gro aspartam-udløst teflon på indersiden, er jeg derfor begyndt at lede efter alternativer til postevand og Pepsi Max, og her er vand og danskvand med tebreve og/eller isterninger af æblemost og saft et ret godt alternativ. At jeg så samtidig får brugt noget af det, der ellers bare står og optager plads, er det, de fleste mellemledere ville kalde win/win.
2.
Har jeg fraveget mit ellers ret håndfaste princip om, at mine ting enten skal bruges eller videre.
For som jeg skrev i det her indlæg, er jeg begyndt at få øje på de steder i mit hjem, der sander til i løbet af et år. Det er åbentbart en januarting for mig, og måske er det ikke så mærkeligt, at man efter julens kompakte hygge, trænger til plads, rum og luft.
Jeg skrev meget modigt i samme indlæg, at jeg ikke ville give den hele armen i år, men bare taget tingene, når jeg fik øje på dem, men jeg kan allerede nu se, at der nok er brug for en smule mere system end dét. Min tanke var, at det ville være mindre stressende ikke at skulle have fat i *alting* i *alle* rum, men jeg kan mærke, at manglen på struktur faktisk bliver en stressfaktor, fordi jeg pludselig vil i gang med det hele samtidigt.
Til gengæld giver jeg fortsat mig selv ret i, at det ikke er nødvendigt at skulle have det hele gennem hænderne; der er efterhånden områder, hvor jeg kan se, at der ikke sker det store i løbet af et år. Kassen med det store fad, termoflaskerne osv. står f.eks. bare og passer sig selv bagerst i skabet, og når jeg har brugt dé ting, er der reelt kun ét sted, de kan stilles tilbage i. Det begrænser roderiet betragteligt.
Men de steder, jeg hele tiden er i, eller hvor der sniger sig en ny beboer ind i ny og næ; de skal trimmes og sorteres, og vildfarne ting skal følges tilbage på plads. Og hér er det nok gavnligt for både overblik og proces at tage ét rum ad gangen, men i stedet for minutiøst at gå a-l-t igennem, så nøjes med de skabe og skuffer, der er blevet lidt uglede.
I sidste uge tog jeg køkkenskabene, fordi jeg er blevet helt besat af buddhabowls (kæmpe last-mover, I know), og jeg derfor har købt et par skåle, der egner sig til dét. Ligeledes har jeg foræret mig selv et par termo-krus til te, og det begyndte derfor at knibe med pladsen. Og nu er det så, at vi – endelig, fristes man til at sige – er fremme ved, hvor jeg fraveg mit princip, for efter et grundigt kig i mine skabe, synes jeg faktisk ikke, at der var noget, jeg kunne undvære permanent. Den ekstra kaffekande er rar at have, fordi en ny-ny, når man smadrer den, man har, er rasende dyr, gin-glassene, jeg fik i gave, er tindrende smukke, og jeg vil ikke af med dem – men jeg bruger dem jo ikke dagligt.
Derfor endte jeg med at sortere de ting fra, som jeg ikke bruger i hverdagen, men som jeg gerne vil gemme, og pakke dem ned i en kasse, som nu står i mit skur.
Det kan hurtigt blive en glidebane, der leder durk ind i overfyldte loftrum og proppede pultekamre, men lige nu og her stod princippet i vejen for at komme videre med oprydningen, fordi jeg havde fået mig stirret blindt på det, og derfor prøver vi med en forsigtig undtagelse.
3.
Har jeg spurgt min mor, om hun kunne bruge 3 x bodylotion, som jeg ikke har taget hul på og ikke får brugt.
To af dem har jeg fået i gave, mens den sidste var én, jeg købte, engang jeg – igen – troede, at jeg skulle til at være sådan én med velafbalanceret, fugtig hud. Men jeg må bare erkende, at det kun er én gang hver anden uge, jeg kan overskue fornemmelsen af creme på huden, og her rækker de to cremer, jeg allerede har taget hul på, formentlig frem til sommer. Derfor er der ingen grund til, at de 3 andre står, helt fortabte, i mit skab og bliver for gamle.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Har jeg foræret en rulle færdig risengrød væk (don’t judge). Anton ELSKER det, og jeg bruger det, når jeg laver ris a la mande til julefrokosten, men i denne omgang var der en hel skål i overskud fra juleaften, og derfor var det ikke nødvendigt med en ny portion.
Jeg havde 2 ruller liggende, som begge kunne holde til d. 14.01, så der har været risengrød som eftermiddagsmad et par dage i ugens løb, og så forærede jeg allerede mandag (så hun rent faktisk kunne nå at bruge det) den ene af rullerne til naboen, som på forhånd havde sagt ja tak.
2.
Har jeg haft to tørklæder, som jeg fik min søde mor til at sy af noget meget lækkert bambusstof, med retur til hende, og spurgt, om hun ville konvertere dem til undertøj til Frida. Tørklæderne var skønne, men jeg fik dem bare ikke rigtig brugt, så i stedet for at flytte rundt på dem, for så til sidst at smide dem til genbrug, er de nu omsat til 3 sæt af det fineste undertøj.
3.
Lavede jeg, i forlængelse af sidste uges indlæg, et opslag om net-tariffen og lagde det på min egen fb-side, for jeg KAN ikke forstå, at det ikke fylder mere i pressen, når det er så mange penge for den enkelte familie, vi taler om.
Min væg er jo ikke Politiken, det ved jeg godt, men nu har jeg da fået budskabet ud til lidt flere, og så er der måske 20-30 familier, der ikke behøver at opdage det her på den hårde måde.
4.
Var vi søndag på Fiskerimuseet.
Jeg var kommet afsted uden min pung, så jeg havde ikke Antons ledsagerkort med. Men da jeg stod der, blev jeg i tvivl om, om jeg overhovedet kunne bruge det, for ledsagerkortet følger barnet, hvilket betyder, at jeg altid køber billet til ham, men så selv kommer med ind som ledsager. Det er lavet på den måde, så kortet kan bruges af den, der nu følges med barnet den dag, uanset om det er en forælder, en bedsteforælder eller en fagperson.
Men jeg mente at kunne erindre, at Fiskerimuseet for nogle år siden lavede deres prissystem om, så børn under 18 år kommer gratis ind, og det kun er den voksne, der betaler. Derfor var jeg i tvivl om de lavpraktisk betingelser her. Men “Hvis du har hans kort med, så kommer I alle 3 gratis ind.” “Ok – og når jeg har glemt det?” “Ja, så koster det 175 kr. og så ved du det til næste gang”. Og det er da selvfølgelig rigtigt.
Det var nogle irriterende lærepenge, og selvom jeg måske syntes, at skoene var lige små nok (fordi man sagtens kan både se og høre på Anton, at han er sin helt egen), så var det mig, der har glemt kortet, og så må det være sådan. Men i det mindste fandt jeg ud af, at vi fremover kan komme gratis ind, og jeg blev mindet om, at jeg skal have søgt et ledsagerkort til Frida også. Så med dén ja-hat på, er de 175 kr. jo nærmest en slags investering.
Lige lidt lavpraktisk info til sidst: Næste uge har jeg meget om ørerne, både arbejdsmæssigt og fordi jeg har fødselsdag. Derfor er planen, at udredningsindlægget kommer på i løbet af weekenden, og så kommenterer I bare alt det, I vil; jeg skal nok svare løbende. Næste uges M2023-indlæg kommer muligvis først på lørdag, men det kommer, det lover jeg.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Har jeg for første gang også skrevet lidt i Min Bog om nytårsaften.
Vi fejrede igen det nye år alene, bare os tre, og ligesom de forgående år kan jeg næsten ikke være i mig selv over, hvor rart det er. Vi kan gøre det 100% på vores præmisser, og når alle ydre hensyn og traditioner/rammer er fjernet, får vi en aften, der er ægte hyggelig og festlig.
Indtil nu har det fungeret fint bare at køre same procedure as last year, men i år kunne jeg pludselig mærke, at børnene er blevet større. Det havde lidt at sige ift. mad og mængder, men også ift. det fyrværkeri, vi køber.
Vi huserer virkelig i småtingsafdelingen, og set ud fra et M20XX kan man diskutere, om krudt er nødvendigt. Men jeg kan godt lide, at vi gør lidt for at skille hverdag fra fest; at vi ikke stiller skålen med salat ind på bordet i den Magretheskål, den er rørt i og bare altid går med praktisk og nemt. Hvis det er sådan, vi lever, kan vi ligeså godt sove i en kiste, for sådan én skal vi jo alligevel alle sammen bruge til sidst.
For os er fyrværkeri en måde at strække aftenen lidt på, og jeg vil gerne betale det, det koster, at det er noget, vi har sammen, og som vi planlægger, kigger på og køber i fællesskab. De sidste par år har vi købt børne/junior-pakker, hvor der er 100 småting, der bare lige lyser op og kvækker, og så et par raketter. I år havde jeg (ved en fejl, faktisk) fået bestilt en pakke, hvori der var færre men større ting, og det var en succes.
Om 10 måneder har jeg glemt alt, hvad jeg gjorde mig af tanker, så nu har ‘Nytår’ fået 3 linjer i bogen under ‘jul’ så vi bygger videre på det, der virker.
2.
Stod menuen nytårsaften (efter børnenes ønske) på burgere, og d. 01. havde jeg derfor lidt grønt, oksekød og dip* i overskud.
Jeg endte med at bootleg’e en chili con carne-suppe, hvor jeg smed det hele i, sammen med hakket tomat, en dåse bønner, og en rest majs, og den blev helt outstanding. De hjemmebagte burgerboller (de her. De er forrygende, men ubetinget bedst, når de er friskbagte) var perfekte til, og der var masser af suppe i overskud til fryseren.
*Fordi jeg ofte bruger dip i tærter, supper osv. øser jeg altid op i en lille skål, som jeg sætter på bordet, og har selve ‘masteren’ til at stå på køl.
3.
Bliver vi nødt til at tale om den nye net-tarif på strøm, der trådte i kraft 01.01.23. Og jeg kan næsten mærke suset af det dybe suk fra de af jer, der synes, at emnet er røvsygt. Men please hæng på.
For det er vigtigt, det her.
Jeg har holdt øje med tallene siden i søndags, og uden at være 100% præcis, så er prisen i snit omkring 2 kroner højere pr. kWh mellem 17 og 21, sammenholdt med den billigste periode (kl. 00.00-06.00).
Som tommelfingerregel siger man, at gennemsnitsdanskeren bruger 4,3 kWh om dagen (3,2 hvis man er samboende). Der er forskel på, hvordan man forbruger, hvis man bor i hus vs. lejlighed, men et konservativt bud er, at lige knap halvdelen af dit forbrug ligger på tøjvask, madlavning (ovn, opvaskemaskine, emhætte osv), og det, der i tabellerne hedder ‘underholdning’.
For en familie som vores giver det et forbrug på 10 kWh om dagen. Vi ligner mange andre ift., at jeg laver mad omkring kl 18, smider en vask over, når ungerne har været i bad, og starter opvaskemaskinen, når jeg har ryddet af bordet. Det betyder, at over halvdelen af vores forbrug ligger i de timer, hvor strømmen nu er allerdyrest. Omsat til tal betyder det, at vi kommer til at betale
5 kWh x 2 kroners merpris på nettarif = 10 kr EKSTRA om dagen.
Så kan man bare selv give sig til at gange op på måneds- og årsbasis.
Og den her betaling kommer *oveni*, at strømmen i forvejen er dyr, så hvis du synes, din elregning var slem i 2022, så bare vent til 2023, hvis du ikke forholder dig aktivt til det her.
“Det er alt sammen meget deprimerende, Linda. Kom med noget, vi kan bruge!”
Yes. Det kommer her.
For for det første handler det om at ændre vaner, hvilket er svært men ikke uladesiggørligt. Nogle (op)vaskemaskiner kommer med timer, og bor og lever man, så det giver mening at udnytte det, så er det bare at gå i gang. Men har man ikke den mulighed, er der stadig masser, man kan gøre.
*Man kan f.eks. tænke ind i sin madlavning, at man måske smider lasagnen tidligt i ovnen, slukker kl 17 og så bare lader den stå derinde, til man skal spise. Jeg lover, at man stadig kan brænde sig på osten.
*Er man virkelig disciplineret kan man koge en keddel vand og hælde på sin termokande, så man har til te/kaffe i løbet af aftenen.
*Ift. opladning kan man gøre en hel del. Jeg har rigget det timerstik, jeg flere gange har skrevet om, til med en lang stikdåse, som alle vores opladere sidder i. Det lange stikdåse sidder i timerstikket, som jeg så har sat til at slå til hver nat kl. 00.01 og slå fra igen kl. 06.00. (Og til dem, der har det stramt med opladere og nattetid: Jeg har en røgalarm lige over arrangementet). Her plugger jeg de flade devices i, inden jeg går i seng, og således er der strøm på dem den efterfølgende dag.
*Tøjvask og opvask er de helt store svin i det her regnestykke, så der er virkelig noget at hente, hvis man kan flytte rundt på noget. Jeg har vænnet mig til at skubbe tøjvask og start af opvaskemaskine, så jeg enten gør det, lige når vi kommer hjem om eftermiddagen, eller i løbet af dagen, når den variable strømpris (som stadig svinger inden for det gitter, som net-tariffen er lagt i) er lav. Det betyder, at der lander tøj i vasketøjskurven 3 timer efter, at jeg har tømt den, og for et ordensmenneske som mig er det mere frustrerende, end jeg har lyst til at indrømme. Men igen: 10 kroner om dagen, Mulle, og det *er* jo reelt bare et rul, man skubber, så det falder anderledes.
Til sidst vil jeg sige, at Opus somme tider havde ret: Life is life. Der kan være 100 faktorer, der gør, at man én dag er nødt til at tappe af guldhanen og vaske/lave mad/køre opvaskeren prime time. Sådan er det, og målet er ikke at nå derhen, hvor man får stresspletter på halsen og sveder inde i hænderne over dét. Men 3600 kr. om året er også bare virkelig trælse penge at bruge, hvis ikke det er nødvendigt. Så rettidig omhu og måske et bogmærke på et eller andet fedt til 3600 kr. man må købe til sig selv om 12 måneder, hvis man har været dygtig.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Ugens indlæg kommer lige en dag tidligere, end det plejer, så I har det, inden der går champagne og raketter i det hele.
Helt lavpraktisk er tanken, jeg bare ruller ufortrødent videre gennem 2023 med de her indlæg. Der er (og vil være) gentagelser, påmindelser og emner, vi har talt om før, men jeg hygger mig med at skrive dem, og for mig er al læring og udvikling en gang kluddermor med ligeså mange tilbage- som fremskridt. Derfor er indholdet med til at minde mig om nogle af de helt overordnede overvejelser og værdier, jeg forsøger at holde fast i, og mit håb er, at de virker på samme måde for jer.
Men inden vi tager hul på 2023, come hell or high water, skal vi lige have sidste svirp med 2022-halen.
Så i den forgangne uge:
1.
Har jeg afmonteret julen. De lys, der har hængt/stået udenfor, er blevet tørret i varmeskabet og pakket væk, al pynt er sorteret og pakket i kasser, og de ting, det ikke længere giver menig for mig at beholde, er givet til genbrug.
Julebogen er opdateret, både ift. hvordan tingene er pakket ned, ændringer til den årlige julefrokost og med de informationer, jeg ved, at jeg til næste år har glemt (fx. at jeg allerede har et kalenderlys).
Det er jo ikke fordi, det er atomfysik, men det er rart med et overblik, og det er i dén her fase, man bestemmer, hvor godt overblikket skal være i november måned til næste år.
2.
Har jeg tænkt lidt over, at jeg måske til næste år ikke vil lave den årlige, systematiske oprydning af hele huset, men i stedet vil prøve at se, hvordan det fungerer at tage tingene lidt ad hoc. Altså, at tage det, jeg opdager trænger til at blive taget, når jeg opdager det.
Det lyder jo som en slags ikke-beslutning, men for mig fungerer det at have forholdt mig bevidst til det, fordi jeg så faktisk husker at gøre det, når jeg leder efter noget i kassen med sko og falder over de håndboldsko, Frida ikke længere kan passe. Så tager jeg kassen med det samme, hvilket tager 5 minutter, og jeg tror måske, at jeg er ved at være så godt med over hele linjen, at det rækker. Det kan i hvert fald komme an på en prøve.
Når jeg gør det på dén måde, kan jeg allerede nu godt se, at jeg kommer til at forære mere væk, end jeg sælger, fordi jeg ikke gider flytte rundt på enkelt-ting, hvis det er et par sko hist og en lyskæde pist, der skal ekspederes løbende over hele året. Det føles anderledes, hvis man lægger fra, samtidig med, at man rydder hele huset op, for så har man én måned, hvor alt er kaos, og hvor man godt kan leve med, at der står ting, der er sat til salg, men endnu ikke solgt på alle plane flader.
Ad hoc? Not so much. Jeg tog reolen med spil, skabet med krus og den føromtalte skokasse i weekenden, og alt, hvad jeg sorterede fra, er enten smidt ud eller givet til genbrug, for jeg vil hellere have tilfredsstillelsen ved mere plads og orden med det samme, end de 100 kr. jeg måske kunne have tjent.
Det skal siges, at jeg også i den forgangne uge har haft min første virkelig trælse oplevelse med at sælge brugt, og derfor lige nu er helt ok med *ikke* at skulle fedtes ind i Marketplace.
Og bare for at det ikke kommer til at lyde mørkt og mystisk: Det er oldefars uld-rullemadras, som jeg faktisk havde glemt, at jeg havde lagt op, som en kvinde nu slet ikke kan slippe. Hun har sendt mig så mange beskeder, EFTER at jeg har skrevet, at jeg ikke ville bruge mere tid på det OG har annulleret handlen, at jeg har været nødt til at blokere hende på Marketplace – hvorefter hun fandt mig på Facebook og bare skrev videre, som om intet var hændt, så nu har jeg også blokeret hende der. Den er to minutter i kogt kanin, og jeg skal virkelig, virkelig ikke bede om det.
3.
Er vi nu så tæt på årsskiftet, at jeg har tilladt mig at opgøre mit elforbrug for 2022. Der er en mikroskopisk usikkerhed på mit december-estimat, men vi taler 2-5 kWh, så jeg har valgt at sige, at vi godt kan sætte to streger under resultatet allerede nu.
For at starte med konklusionen: Jeg har i år brugt 2854 kWh, mod 3568 sidste år. Det er en besparelse på 714 kWh, eller 25%, hvilket jo faktisk svarer til et helt kvartals gratis strøm.
Med en snitpris på 2,90 kr. pr. kWh, er det et par tusinde, jeg har sparet, og særligt i år er de penge sjovere at have end at have brugt.
Fordi jeg flere gange har oplevet, at folk får blandet tingene sammen, tillader jeg mig lige at skære helt ud i pap, hvad sådan en besparelse dækker over.
For der er forskel på at spare på strømmen og at spare penge på strømmen.
Hvis vi bruger bananer som eksempel, så forestil dig, at du spiser én banan hver eneste dag i et år. Det giver et forbrug på 365 bananer.
Men hvis du i stedet for at spise en hel banan, kan nøjes med en halv, er dit bananforbrug nu kun 182,5 bananer mod de 365, du plejede at spise. De fleste vil synes at det er meget indlysende, at det giver en besparelse på 182,5 bananer.
Men.
At du har sparet 182,5 bananer, siger udelukkende noget om antallet af bananer, du har kørt ind. Vi kan alle sammen godt regne ud, at når man køber færre bananer, så sparer man nogle penge ved kassen, men hvor mange penge det er, målt i kroner og ører, vil afhænge af prisen på de bananer, du har købt.
Hvis den pludselig er steget helt vildt, kan du risikere, at du faktisk har betalt det samme (eller mere) for 182,5 bananer i år, som du gav for 365 bananer sidste år – men har du været god til at finde dem på tilbud og købe dem, når de var billige, har du sparet BÅDE i forbrugt mængde, og i kroner og ører.
Så jeg sparet 714 bananer i år; den del ligger fast. Men fordi bananprisen har været fuldstændig bims, er det umuligt at sige, hvad jeg konkret har sparet i kroner og ører.
Min besparelse ligger i, at jeg slipper for den ekstratregning, jeg ville have fået, hvis mit forbrug havde været 3568 bananer (som det var sidste år) til den nye, højere pris.
Jeg håber ikke, at I føler, at jeg mansplainer. Jeg har bare mange gange været nødt til at prøve at forklare den her forskel ude i real life, og det er en ret vigtigt detalje at forstå, fordi det ellers kan være virkelig demotiverende, at man synes, at man nærmest har brækket ryggen for at spare på strømmen, men bare skal betale det samme, som man plejer.
Mit el-fokus i 2022 har været en fin øjenåbner, fordi det har givet anledning til at se mit forbrug grundigt efter i sømmene, og der er ret meget info at hente. Jeg kan f.eks. se, at over halvdelen af min besparelse ligger i de fire vintermåneder (december, januar, februar og marts), mens sommermånederne i hhv. 2021 (hvor jeg ikke interesserede mig for el) og 2022 ligger meget tæt på hinanden. For mig siger det noget om, hvor overforbruget ligger, for køleskab, tv osv. bruger de kWh, de bruger. Dermed bliver det tydeligt, at det er på f.eks. lys, tørretumbler og ovn/komfur, jeg kan sænke mit forbrug, hvis jeg tænker mig om.
Konklusionen for i år må være, at strøm-loven består af 3 bud:
1.
Den billigste strøm er ALTID den, du ikke bruger.
2.
Skru ned for dit forbrug, så du, når du bruger strøm, bruger så lidt som muligt. Sluk dit lys, tør tøjet ude, kog/bag på eftervarme osv.
3.
Læg dit forbrug på det tidspunkt, hvor strømmen er billigst.
Til übernørderne smider jeg her mit forbrug måned for måned. Tallene i ( ) er dem for 2021.
Januar: 314 (407)
Februar: 253 (377)
Marts: 243 (330)
April: 229 (290)
Maj: 222 (281)
Juni: 221 (229)
Juli 200 (244)
August: 210 (272)
September: 200 (233)
Oktober: 232 (268)
November: 252 (286)
December: 278 (351)
————
Til sidst vil jeg bare lige runde de diagnose-spørgsmål, jeg har fået til sidste indlæg. Indtil nu falder spørgsmålene i to hovedgrupper: Hvad består en udredning konkret af, og skal man lade børn udrede, hvis de lige nu lader til at være i trivsel?
Jeg regner med at lave et indlæg i starten af januar, hvor jeg forsøger at svare efter bedste evne; bare for at sige, at jeg ikke ignorerer jer eller har glemt jer. (Og til de af jer, der har sendt mig mails: Jeg skal nok holde det generelt, så I forbliver anonyme).
Tilbage er der vist bare at ønske jer alle sammen en skøn nytårsaften. Pas godt på fingre, øjne og hinanden.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg doneret de julesnøfler, som mine børn ikke kunne *leve* uden, til forberedelseslokalet på min søsters job. For børnene tog én mussebid hver, og erklærede så, at de smagte “ulækkert, mor!!” – fordi kanel åbentbart er i bad standing nu. Jeg trænger ikke til 4 lag snøfler, men tænkte, at man som pædagog i december nok har brug for alle de saltvandsindsprøjtninger, man lovligt kan få, så de røg afsted og forvandt som dug for solen.
2.
Har jeg lavet en kæmpebalje tomatsuppe fra bunden og frosset den ned i hhv. 3 portioner, der passer til et måltid, og 5 små bøtter, som jeg kan bruge, når jeg skal til bunds i de one-pot-pasta retter, jeg har i fryseren. Jeg har flyttet rundt på dem i 3 måneder nu, fordi jeg havde en periode, hvor jeg syntes, at OPP var det mest geniale i verden, og nu er jeg bare virkelig er ovre det. Men jeg har opdaget, at de faktisk bliver acceptable, hvis man lige vender en dl. tomatsuppe i, når man varmer dem, så nu satser jeg på, at jeg kan nå gennem lagret på den her måde.
(Og så skal jeg bede om et stift, irettesættende blik og et hårdt greb i overarmen, hvis jeg begynder at finde den store gryde og posen med pasta frem igen).
3.
Var jeg for et par måneder siden på jagt efter en løsning til baggrund, når jeg fjerntolker (over Teams og Skype).
Vores hus er indrettet på en måde, så jeg ikke har en neutral væg, jeg kan sidde op ad, og derfor har jeg brug for et eller andet bagved, så alle ikke kan se hele min stue, når de ringer op.
I min sidste ansættelse fjerntolkede jeg fast, og dengang brugte jeg en foldeskærm, hvilket fungerede fint. Men selvom den kunne slås sammen, fyldte den stadig, og nu, hvor jeg ikke har faste fjerntolkeopgaver mere, ville jeg gerne finde en løsning, der ikke fylder, når den ikke er i brug.
Efter lidt facebookresearch endte jeg med at bestille noget, der minder om et kæmpe nodestativ – men ak. Det er for smalt, fordi jeg skal sidde langt nok fra kameratet til, at man kan se både mit ansigt og mine hænder, og derfor tager kameraet stadig for meget af baggrunden med.
Jeg skrev til hende, der foreslog løsningen og spurgte, om hun kunne bruge stativet, for hvis hun kunne, var det hendes, kvit og frit.
Kunne jeg have solgt det? Måske. Men jeg vil faktisk hellere, at det kommer ud og bliver brugt, end at jeg flytter rundt på det i et år, for så at sælge det for 50 kr. til en eller anden, der gider komme forbi og hente det.
4.
Har jeg, i forlængelse af ovenstående, lovet oldefar at prøve at sælge en uldrullemadras, han har haft liggende og aldrig brugt. Efter at det lykkedes mig at sælge hans elscooter, kender hans tiltro til mine videresalgsevner ingen grænser, og jeg vil gerne hjælpe ham, hvis jeg kan.
For mig giver det mening at give en hånd med ift. at få tingene solgt/givet væk, fordi det helt overordnet er bedre for miljøet, at vi får noget, der allerede er produceret ud og leve videre, fremfor at skulle have produceret noget mere. Men jeg er begyndt at tænke meget over, om det giver mere mening at sælge/forære tingene væk direkte, end altid at give det til genbrugsbutikker. Ikke fordi de ikke er vigtige eller gør gode ting, men fordi jeg synes, jeg begynder at se, at i takt med, at flere og flere gerne vil støtte op om at passe bedre på miljøet, så får de så utrolig mange flere ting, end det er mit indtryk, at de kan sælge.
Derfor er jeg begyndt at hælde mere til direkte videresalg eller bortgivelse, fordi man så får tingene sendt i armene på nogen, der skal bruge dem med det samme, i stedet for reelt bare at langtidsparkere dem et andet sted end hjemme i sit eget skab.
(PS: Hvis du hjælper andre med at videreekspedere ting, vil jeg lige slutte med at opfordre til, at du på forhånd aftaler, hvor længe du lader tingene stå til salg, og hvad du skal gøre med dem, hvis de ikke bliver solgt. Vil folk have dem retur, skal de foræres væk eller skal de afleveres til genbrug. Min erfaring er, at ude af øje er ude af sind, og derfor kan tingene meget hurtigt blive dit problem, hvis ikke der på forhånd er lavet en klar aftale om tingenes (videre) skæbne).
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sendt en mail til Lidls hovedkontor om noget så usexet som toiletpapir.
Vi køber deres 3-lags toiletpapir, og har gjort det i flere år. De sidste måneder er der imidlertid sket det, at 5-6 ruller ud af de 10, der er i en pakke, halvvejs ind i rullen kun består af 2 lag. Det er helt sikkert noget med .. opviklingsmaskinen, som jeg lige har besluttet, at den hedder, for halvvejs igennem rullen løber der pludselig et lag mere på, og rullen er 3-lags igen.
Hvis det havde været en enkelt rulle i ny og næ, ville jeg have trukket på skulderen. Men når det er galt med over halvdelen af pakken, og det er hver eneste gang, så bliver det sgu lidt irriterende. Specielt når det er favoritmærket, og jeg faktisk ikke har lyst til at skifte.
Men det er jo lidt svært at stille i butikken med en toiletrulle og en sang fra de varme lande om hhv. 2 og 3 lag. Tung bevisbyrde at løfte at sandsynliggøre, at den faktisk stammer fra en 3-lags pakke, når den til forveksling ligner dem fra 2-lagspakkerne – og at det sker i hver eneste pakke, men somme tider først halvvejs inde i rullen. Man forestiller sig ikke, at de beredvilligt åbner 7 pakker og ruller al papiret af for at se, om jeg har ret, vel?
Omvendt har de jo heller ikke en chance for at vide det, hvis ingen siger det til dem. Så nu har jeg skrevet en mail til deres kundeservice og håber på et juletoiletpapirsmirakel.
(I bedste julekalenderstil har jeg dog stadig intet hørt fra dem, selvom det er en uge siden, jeg skrev. Vi satser på, at det hele løser sig i 24. afsnit).
2.
Har jeg brugt en aften på at tjekke op på gaver og kalendergaver, der står gemt i kasser og poser i bryggerset.
For hvert år synes jeg liiiige, at jeg mangler en liiillebitte ting til én – og hvert år viser det sig, at det er fordi, jeg har købt noget, som jeg siden har glemt alt om. I år var ingen undtagelse og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal være fortvivlet over min hullede hukommelse eller stolt over min evne til at udtænke workarounds.
3.
Er der pres på hos Bilka To Go, tror jeg, og det er nok derfor, der sker lidt flere svipsere. Jeg har i hvert fald fået en ekstra pakke grødris og en stor bakke klementiner med hjem, og jeg ekspederede med det samme begge dele videre. Vi spiser ikke de første, og havde rigeligt i vores egen store bakke af de sidste, og så kan genboen ligeså godt få glæde af tingene.
Den er på her, fordi julen er store madspildsmåned, og derfor er det meget godt lige at lave en fællesreminder om at huske at sende overskudsmad videre, mens det er friskt, så du ikke bare tørrer dit madspild af på naboen, der så kan bøvle med 24 frikadeller, der synger på sidste vers.
(Og bare lige ift. det med at beholde varer, jeg får med, som jeg ikke har bestilt: Min tommelfingerregel er, at det, jeg får med ved en fejl, skal koste over 100 kr. for at jeg kører retur med det, og de gange, jeg er kørt tilbage med varer, har de unge mennesker nærmest ikke vidst, hvad de skulle stille op med dem. For en måned siden kom jeg fx. hjem med 2 pakker bleer, 10 glas kartofler, 4 spande rødkål, 2 pakker mælkeerstatning og en flaske snaps. Det kørte jeg ud med igen med det samme, og jeg måtte nærmest tvinge det ned i halsen på de 3 ungersvende, der blev ved med at sige, at ‘det bliver jo helt umuligt at finde ud af, hvem der skulle have haft det?’. Yes. But that sounds like a you-problem).
4.
Har jeg fået et spørgsmål til et gammelt indlæg, som jeg mindes, at én af jer engang har svaret på i et andet indlæg, men jeg kan ikke søge i mine kommentarer, og Anton er tæskefucking syg på 5. døgn med 40-41 i feber, hvilket betyder, at jeg patruljerer hans værelse hver anden time natten igennem, så overskuddet er ved at være lidt småt.
Derfor:
Spørgsmålet lyder:
Old post, I know, men er der nogen, der ved, hvordan det forholder sig, hvis man har betalt for levering, men der så er gratis returnering? På den ene side, så har man jo stadig kun betalt for fragt den ene vej. På den anden side står der i loven, at man skal have sine penge for fragt tilbage, hvis man returnerer en vare..
Har vi en ombudsmand-in-spe på linjen? For det ville være verdensklasse.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg googlet, hvad der er mest klimavenligt: Et ægte eller et kunstigt juletræ. Svaret er, at der ikke er et entydigt svar.
Intuitivt vil jeg have, at de kunstige er mest klimavenlige, fordi de kan genbruges, men mængden af plastik og metal belaster 1:1 mere, end et juletræ koster i CO2 at producere. Derfor forudsætter en eventuel klimagevinst, at man bruger det kunstige træ i mange år (denne artikel fra Tænk siger mellem 5 og 20 år, hvilket jo er dejlig konkret).
Men fordi jeg i min egen omgangskreds kan se, at flere og flere går plastikvejen, tænkte jeg, at det ville være konstruktivt at udveksle gode såvel som dårlige erfaringer her, f.eks. i forhold til kvalitet, opmærksomhedspunkter og opbevaring. Kan de stå på loftet? I et skur? Holder de sig pæne? Hvad skal man være obs på, når man køber?
Hvis vi kunne forvandle kommentarfeltet til en ERFA-gruppe, kan vi da i hvert fald gøre vores til, at eventuelle fejl ikke bliver kopieret unødvendigt.
(Og igen: Vi er alle sammen helt enige om, at det mest miljøvenlige ville være at springe juletræ, gaver og skiferier over, men som altid er nordstjernen her at vi med respekt for hinandens valg forsøger at finde det bedste alternativ).
2.
Vælter det pludselig ind med nyhedsbreve, (som jeg ikke mindes at have sagt ja til at modtage…), fra alle mulige firmaer, jeg gennem tiden har handlet hos.
Det har fået mig til at beslutte, at jeg lige nu aktivt luger ud, melder fra og unfollower alt, hvad jeg ikke skal bruge. I hverdagen kommer jeg hurtigt til bare at scrolle videre eller ignorere diverse salgspitches, men når jeg lige holder fokus på det en uges tid, gør det faktisk en forskel i mit feed og min indbakke.
I samme ombæring prioriterer jeg også at få frameldt notifikationer og abonnementer på sider og steder, jeg er vokset fra.
3.
Har jeg købt sladretabletter til børnenes tænder.
Ingen af mine børn bryder sig om at få børstet tænder, og derfor er det en daglig kilde til frustration for os alle 3. Det bliver ikke bedre af, at det er en aktivitet, der optræder på de to mest trælse tidspunkter i løbet af en dag: Når vi har travlt, og når vi er trætte.
Men jeg er selv vokset op med forældre, der har passet godt på mine tænder og jeg har ingen huller. Det sætter jeg uendelig pris på, og det vil jeg gerne give videre til mine børn. Særligt fordi de begge har det så træls med kitler og nåle, som de har.
Derfor har jeg brugt de 200 kr. det koster at købe plak-tabletter, som de egentlig hedder. Mit håb er, at de kan være hjælp til selvhjælp. At børnene, når vi bruger dem et par gange om måneden, lærer, hvor de skal udvise lidt ekstra agtpågivenhed – og det er bare nemmere at forstå det, man med det blotte øje selv kan se.
Hvis ideen også kunne give mening hjemme hos jer, så vær obs på, at den røde farve er MEGET rød – også i vasken. Derfor er man nødt til lige at have vandet til at løbe, når man spytter ud, hvis man vil undgå at skulle panik-skrubbe sin håndvask på bagkant.
4.
Har jeg lovet jer en nisseliste.
Fordi jeg HADER pranks, hvor punchlinen er andre menneskers skuffelse, har jeg aldrig nogle af de “sjove” drillerier på, hvor man pakker skolebøger, iPads eller lign. ind i gavepapir, og jeg forsøger også at holde det hele på et niveau, hvor jeg ikke selv får det skruet op. For har man først fået lagt en biograftur på en helt almindelig onsdag, så er der ikke meget at sige til, at børnene sætter næsen op efter andet end blå mælk de kommende dage.
Desuden er jeg nødt til at vælge drillerier, som man ikke kan se, hvis man er oppe i løbet af natten. Vi bøvler i forvejen rigeligt med søvn, og både Frida og jeg er LYS-vågne i samme sekund, vi slår øjnene op, så der er ingen grund til at tilføre yderlige stimuli at hype over kl 01.17.
Jeg lægger altid et lille hint ved nissedøren, hvis jeg har lavet noget, børnene først opdager senere på dagen, så de ved, at nissen ikke har glemt dem. Eksempelvis lagde jeg i aftes en mandarin med gogley eyes og nissebriller foran nissedøren, fordi jeg havde klistret googley eyes på alle billeder i stuen og ikke var sikker på, at de ville opdage det, inden vi skulle afsted.
Så med alt det sagt:
Behold:
nisselisteN:
*En julestjerne lagt på stolen/bænken på den faste plads (jeg laver de der monster-dobbelt-flette-stjerner, og sætter en snor i, så de kan hænges på træet)
*Googley eyes på alle billeder
*En glaskugle på bakspejlet og lametta viklet om sæderne i bilen
*Ændre pauseskærmsbilledet på iPaden
*Skifte pærerne over bordet ud med nogle farvede af slagsen
*Spraye snefnug/klistre nissehuer på vinduet i stuen (så det, modsat på spejlet på badeværelset, er gemt bag gardinet, til vi står op)
*Binde stolebenene sammen
*Gøre badetøjet vådt og smide det i fryseren, så det er stift, når svømmetøjet skal pakkes
*Skifte alle blyanter i penalhusene ud med piberensere, sukkerstokke og te-skeer
*Sætte et ‘Plant en julemand’-kit foran nissedøren. (2 dage) Sæt en potte med jord og læg en lille chokoladejulemand, som skal plantes. Den vokser op og er blevet til en stor chokoladejulemand dagen efter
*Vikle lyskæder om jakkerne. (Kræver enten en timer eller remote, hvis de ikke kan være tændt hele natten pga. placering)
*Tegne smileyer på børnenes fødder, når de sover
*Skifte tandbørsterne ud med sukkerstokke
*Sætte nisseklistermærker på noget, børnene med sikkerhed skal bruge (smartwatch, sko, faste kop ell. lign)
*Bytte tøj i deres skabe (bare bluser, bukser og undertøj)
*Balloner i jakkeærmerne (eller grankogler i skoene; mine børn vælger bare forskellige sko hver morgen, så det duer ikke her).
*Male overskæg på dem, når de sover (obs på farven på pudebetræk og på at sætte tid af til at fjerne det om morgenen)
*Drysse masser af sølvstjerner i madkassen
*Lave køleskabet om til en snemand (Se billede nederst)
*Dekorere sodavand eller mælkekartoner i køleren (klister ansigter eller snefnug på eller giv dåser/kartoner nissehuer på)
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg holdt fødselsdag for drengene fra Antons klasse. De er ikke så mange, men det fungerer stadig bedst, at vi tager ud og gør et eller andet, fordi Anton bliver helt mast, hvis der er for mange mennesker herhjemme.
Sidste år var vi i svømmehallen, for et par år siden havde jeg booket taekwondoklubben og et par trænere, og i år gik turen så til skøjtehallen.
Jeg har brugt 2 uger på at forsøge at finde et alternativ til engangsservice, men det lykkedes mig ikke. Derfor endte jeg med skamfuldt at medbringe 12 paptallerkener og -krus – men til gengæld medbragte jeg også en sprittusch, som viste sig at være det vigtigste i hele tasken. For ud over, at jeg kunne skrive navn på både tallerkner og krus, så kunne jeg også skrive navn på både de små chips-bægre og dåserne med Pepsi Max, og jeg tror ikke, jeg lyver, når jeg siger, at det halverede det madspild, der ellers meget naturligt opstår, når alle går til og fra, og det hele skal stå på samme bænk.
Det irriterer mig stadig med det service, men jeg kan ikke komme på andet til de situationer, hvor regulær porcelæn ikke er en mulighed (og børnene er blevet så store, at melamin og plastik ikke længere er en fast bestanddel af køkkeninteriøret).
Hvis nogen har en genial ide, så få det endelig smidt i kommentarfeltet her, hvor vi er relativt mange, der ser det.
2.
Har jeg været til et heldagsmøde et sted, hvor kaffen er så jammerlig, at man næsten får tårer i øjnene over det, og hvor der aldrig er mælk at fortynde elendigheden med.
Men den dag havde jeg i køleskabet en næsten nyåbnet havremælk til at stå, som jeg ikke havde udsigt til selv at få brugt, så jeg medbragte den, satte den på kaffevognen og den fik ben at gå på.
Det er i småtingsafdelingen, I know, men det føltes stadig bedre end bare at hælde den ud.
3.
Har jeg delt min ønskeseddel op, inden jeg har sendt den til dem, jeg er på gaver med, sådan at de ting, det er fint at få flere af, står på dem alle, mens det, jeg selv ville købe på nettet, eller som er fra butikker, der ikke ligger i Esbjerg, er delt ud.
Igen: Ikke at de 3 returpakker gør den store forskel på det globale klimaaftryk, men når nu man har mulighed for at skrue lidt på nogle (h)jul, der både gør det nemmere for mig selv, og samtidig ikke dobbeltbelaster CO2-regnskabet, så er det næsten for tarveligt ikke at gøre det.
4.
Har jeg skiftet til Ewii (el) med start 01.01.23. Jeg har en måneds opsigelse ved Norlys, så ved at gøre det nu, får jeg et rent år at samle tal på, hvilket gør det nemmere at tracke forbrug.
5.
Troede jeg egentlig, at nissen herhjemme var gået på pension, men jeg kan ud fra de små skåle med pebernødder, jeg pludselig begynder at finde rundt omkring fornemme, at der er *nogen* herhjemme, der skal bede om four more years.
Der er nok ikke nogen, der ikke inderst inde ved, at det er mig, der er Knud. Men der bliver værnet så fint om illusionen, at jeg ikke kan nænne at sige nej.
Og nu kommer vi så til, hvorfor det er relevant for jer: For mine børn hader jo søvn af inderlige, neurodivergente hjerter, så jeg skal have lavet en plan med drillerier, man ikke opdager, hvis man er oppe (16 millioner gange) i løbet af natten, hvilket udelukker en del af de ideer, der findes online.
Så jeg ville bare tilbyde at smide listen på her, når jeg får den lavet, hvis der er andre, der kunne bruge den?
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg fundet min bog frem og tjekket op på, hvad jeg har, og hvad jeg mangler.
Hvert. eneste. år. bliver jeg overrasket over, at jeg ikke kan huske, om jeg har et kalenderlys (som jeg er god til at købe på udsalg, fordi jeg har verdens fineste, men mest upraktiske stage, som kun kan huse Medusa og Georg Jensen-lys), om jeg stadig har lyskæder til udenfor, og hvor lidt/meget, vi spiste til julefrokosten sidste år.
Hvert år.
Så jeg har erkendt mit hukommelsesmæssige nederlag, og min bog redder mig fra mange dobbeltkøb og feberredninger – og i år er det ekstra vigtigt at have tjek på, fordi vi skal holde julefrokosten her, og det derfor er mig, der er den ift. uddelegering af både opgaver og mængder.
(Skrev jeg. Og så snakkede jeg med min søster som sagde: “Jamen, vi skal sgu da være hos os i år. Vi var hos jer sidste år.” I rest my case).
2.
Har begge børn fået besked på at medbringe gaver til en pakkekalender i skolen, og Fridas lærer fik en ekstra stjerne hos mig ved at skrive, at lærerne havde besluttet, at gaverne skulle være legetøj til klassen. Det synes jeg er decideret genialt.
Jeg har lavet en tråd i klassegruppen på fb, hvor vi kan skrive, hvad vi har købt, så de ikke ender med 17 sjippetov og 8 bolde, og Fridas bidrag bliver 4 store æsker med kridt.
3.
Har jeg være hende den irriterende. (Igen, vil nogen sige). (Det falder mig bare så naturligt, Hans Christian).
For i sidste uge kom Frida hjem fra skole med en flyer, som var en reklame for et kæmpe arrangement i Blue Water Dokken (vores stadion), som også skulle afholdes to andre steder i landet. Arrangøren stod angivet som ‘Børnenes Trafikskole’ og dem, der kommer og underholder, er bl.a. nogle af de youtubere, som børnene elsker og tilbeder.
Først havde jeg bare lagt den til side. Men så studsede jeg over, at der ikke stod noget om pris. Jeg nærstuderede den og så så, at der med skriftstørrelse 1 stod ‘Scan her for priser og billetter’.
You had my curiosity. Now you have my attention, som Leo siger.
For priser? For noget, de har fået udleveret i skoleregi?
Fordi jeg er den, jeg er, gav jeg mig til at grave i det. Og jeg kunne se, at arrangøren er en privat virksomhed, og det gav mig lys til lige at tjekke op på markedsføringsloven.
Den så ud, som jeg huskede den.
Men fordi jeg trods alt godt ved, at jeg kan få tunnelsyn, når jeg bliver irriteret, skrev jeg et opslag i en stor fb-gruppe, vi har i byen og spurgte, om nogen med juridisk baggrund kunne forklare mig, hvorfor det her ikke er omfattet af markedsføringsloven, når nu der er tale om reklame til børn og unge under 18, og arrangementet koster 180 kr. pr. billet. Ingen havde et svar, men mange havde undret sig.
I mellemtiden havde jeg gravet noget mere og fundet ud af, at de her flyers var delt ud på en hel del skoler i Esbjerg Kommune. Og så begyndte min sølvpapirshat for alvor at stramme. For det virker MEGET påfaldende, at der ikke er skrevet priser på flyeren, hvilket sansynligvis ville have fået nogle alarmklokker til at ringe, og navnet Børnenes Trafikskole ligger også så tæt op ad Børnenes Trafikklub, at man godt kunne gøre sig nogle tanker om dét valg. (Børnenes Trafikklub er også en privat organisation, men de samarbejder med Rådet For Sikker Trafik og tilbyder bl.a. undervisningsmateriale til skoler).
Så jeg skrev til skolelederen og spurgte, om han kunne hjælpe mig med at opklare, hvorfor børnene havde fået noget, der for mig lignede ren reklame med hjem.
Og er der nogen, der er døde, Linda? Nej. Det er der ikke. Men jeg finder det ret problematisk, at en virksomhed lader til at have fundet et smuthul i en ellers ret stramt reguleret lov. Uvidenhed kombineret med en lidt for kreativ tankegang kunne måske have været forklaringen, hvis ikke det var fordi, de youtubere, der er med, om *nogen* kender reglerne for markedsføring rettet mod børn.
“Men det er jo om trafik, Linda. Det er da vigtigt?”
Yes. Men det er der tusind andre emner, der også er, og for mig svarer det her til, at børnene får reklameflyers med hjem for Flying Superkids under dække af, at idræt er sundt. Så, som sagt: Ingen er døde, men GIGANTISK nej tak til, at skolerne skal fungere som greenwashere for virksomheder, så de kan skabe et behov, der ellers ikke ville opstå.
I går blev jeg så ringet op af en journalist, som havde set mit opslag i FB-gruppen. Jeg skrev forlods til hende, at jeg gerne ville snakke med hende, men at jeg ikke var interesseret i at fungere som case i en historie (så hun ikke spildte tid på mig, hvis det var det, hun var på jagt efter). Vi snakkede en lille halv time, og ved et U*TRO*LIGT tilfælde ringede skolelederen – der ikke havde svaret på min besked – tilbage til mig en time senere. Han havde – ved et frygteligt uheld – simpelthen fået slettet min besked, så det var nemmere lige at tage den (ikke-skrifteligt) over telefonen.
Det viste sig at være en frygtelig misforståelse, hvor nogle flyers var blevet afleveret til en sekretær, som slet ikke lige havde tænkt over, at det var mærkeligt, og jeg håber, at hun er ok, dernede under bussen, hvor hun ligger og roder rundt.
Jeg gider det ikke. Og det kan være, at der ender med at være en eller anden strålende og helt igennem logisk forklaring på det her, men jeg hæfter mig ved, at jeg efterhånden har talt med temmelig mange mennesker, og der er endnu ikke nogen, der er kommet op med den.
4.
Fandt jeg mine lyskæder fra sidste år frem (-fordi min bog fortalte mig, både at jeg havde, og hvor de lå. Kys til Bjarne. Kys til 2021-Linda) og til min store overraskelse var der kun en håndfuld pærer, der var sprunget.
Jeg har de sidste år gjort en dyd ud af at returnere dem, når de kun holder et år, for de er lavet til at hænge ude, og de SKAL kunne holde mere end 2 x 21 dage – men der skal også være en form for rimelighed i det, og jeg vil ikke være bekendt at stille derude med 4 døde pærer. I stedet har jeg krøllet kæderne sammen og smidt dem i to store lanterner, jeg fandt på Marketplace til ingen penge, og nu pynter de så fint i haven, og jeg er fri for at få tics hver gang jeg kigger ud og KUN ser de 4 sorte pærer.
Ift julelys tænkte jeg, at vi lige kort kunne runde energiforbruget på julelys, for selvom krisen kradser, så bruger de så lidt, at det næsten ikke kan betale sig at hade naboen, hvis han giver den behersket gas.
Så længe du vælger LED-lys, skal du anstrenge dig, hvis det skal koste dig mere end 20 kroner for alt, hvad du har tændt udenfor hele december. Jeg har fundet den her hjemmeside, hvor du kan indtaste din aktuelle elpris og ret præcist se, hvad det koster at have lige præcis dine nisser til at stå og blinke.
Der er lidt diskussion om, hvorvidt det kan betale sig at købe et timer-ur, fordi det er så billigt, som det er at have lysene tændt. Det betyder, at man faktisk skal bruge timer-urene i flere år, for at der er en reel besparelse at hente – men jeg er glad for mine. Jeg har de her, som jeg har købt på bud til 20 kroner, og de er still going strong på 4. år. Mine 3 lyskæder er jo virkelig i småtingsafdelingen, og altså – det er jo svært at argumentere for, at julebelysninger er need to have – men når alt det er sagt, så er der stadig et holdnings-element i ikke bare at have det til at stå og lyse, når vi alligevel ikke er hjemme. Mine tænder kl. 16 og slukker kl. 23, og igen kl 6.30 – 8, og det koster (ifølge hjemmesiden, jeg linker til) 15 kroner for alle 3 lyskæder for hele december.