M20XX

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har vi holdt fødselsdag for Anton, og ugens liste er smurt ind i flag. 

1.

Fredag var jeg ude i den nye klasse, og havde medbragt lidt underholdning, rigeligt med forplejning og kaffe til de voksne. Jeg var meget i tvivl om, om jeg havde ramt bare nogelunde rigtigt, med både menu og mængder, fordi det hos neurodivergente børn ofte er andet end appetit og lyst, der påvirker hvad og hvor meget de spiser.

Men det var sgu ikke helt skævt, og de var nogle søde og høflige – og sultne! – unge mennesker. Det var også en ret god oplevelse at se, hvor meget børnenes respektive udfordringer bliver tænkt ind, helt ned til, at en lærer stille spurgte Anton, om han gerne ville have sunget fødselsdagssang. (GIGANTISK nej tak fra den unge mand).

Jeg har noteret de nygjorte erfaringer i Min Bog, og Anton har 12 gange siden fredag sagt, at det ‘var sådan en god dag!’ Det er det allervigtigste. Resten er bare detaljer.

2.

Medbragte jeg fredag, som den insisterende hippie jeg er, de plastiktallerkner og -skåle, som jeg sidste år købte, da Fridas klasse kom til fødselsdag.  

Jeg kan ikke komme over, hvor geniale de er. Plastiktallerknerne er kagetallerkenstørrelse, og som én, der andre år har kørt med spisetallerkner, må jeg bare sige, at det giver VÆSENTLIGT mindre madspild, at der er en naturlig begrænsning på, hvor meget mad, børn kan læsse op.

De små skåle har indtil videre fungeret som både is-assietter, chipsskåle (til den legendariske chips-buffet, der hvert år er millimeter fra at få talrige børn til at bryde ud i vantro begejstringsgråd), kagebægre og suppeskåle. De høje kanter er alle mødres bedste ven, når der skal skovles kage med smørcreme op, eller der serveres is i stærke farver, og *nogen* engang valgte stole med lyst betræk.

Både tallerkner og bægre kan stables, og de fylder og vejer ingenting. Men jeg kan godt se, at jeg skal have købt en stak krus også, for når vi har tingene med ud, som vi havde i fredags, bliver det noget knald at have almindelige glas og krus med. 

Planen er at finde nogle i kraftig plast, der kan tåle varme, så de kan bruges til både sommerfester, voksenkaffe og varm kakao.

3.

Var vi efter fødselarens ønske ude at spise i aftes. Efter at jeg havde nedlagt et McD-veto så stramt, at det ville have fået Magaret Thatcher til at fremstå blødsøden, havde han besluttet sig for Bones.

Og no hate. Vi kom der hele tiden, da jeg var studerende, og det *ER* fedest at have børn med et sted, hvor de ligesom er den primære målgruppe.

Men jeg bliver nærmest svimmel over deres menukort, og de 10.000 muligheder for at kombinere ting på kryds og tværs, alt sammen tilsat BLACK WEEK! og slagtilbud på Facebook.

Dertil kommer, at jeg er træt i mit hoved, når jeg har planlagt og eksekveret to fødselsdage på to dage, med den sædvanlige dosis hverdag on the side. Der er meget at holde styr på, der har var været talende mennesker omkring mig mange flere timer, end jeg er vant til, begge børn i to uger har været ved at selvantænde over udsigten til fest og farver – og alles bogstavdiagnoser står selv på en god dag altid i Caps Lock efter kl. 17.

I år gjorde jeg så noget, jeg ikke fatter, at jeg ikke har tænkt på noget før: Jeg tjekkede menukort og facebookside, inden vi tog hjemmefra.

Game. 

Changer. 

Det var *storslået* at ankomme og faktisk vide, hvad der var mulighed for at vælge imellem. Og det er ubegribeligt, at jeg aldrig tidligere har tænkt over muligheden, taget i betragtning af, at jeg som tolk har sort bælte i forberedelse og kan google JFK’s rigtige morder frem, hvis du lige giver mig 10 minutter.

Det bliver sådan vi gør herfra og til verden går under, og den er hermed givet videre til dem, der måtte have det ligesom mig.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Haft besøg af en af de mange viceværter (som stadig alle sammen hedder Kurt), fordi de skulle .. noget med nogle filtre på loftet.

Da han alligevel var der, huskede jeg at spørge om noget, jeg længe har tænkt, jeg ville nævne, nemlig om de ikke vil have mig i baghovedet, næste gang nogen i boligforeningen skal have nyt køkken, og der er en levedygtig ovn og emhætte i overskud.

Det, jeg har, fungerer. Men ovnen varmer ujævnt, den sprænger pærer i et tempo, der næsten er imponerende, og hvis jeg én gang til skal skille de 3 lag glas i lågen ad, så smider jeg dem ud i haven.

Emhætten har ladet sig inspirere og æder også pærer på rekordtid, og man kan beskylde den for meget, men ikke for at være lydløs.

Jeg kunne godt bede om noget nyt-nyt, for det ville ikke være urimeligt, når det, jeg har, er 12 år gammelt, men adopt, don’t shop gælder både for dyr og hårde hvidevarer, synes jeg.

Nu er The Kurts på sagen, og det er perfekt. 

2.

Købt et fælles regnslag til mig og mine to faste tolkemakkere, som jeg deler en opgave med.

Det er en opgave, hvor vi ofte står og tolker et sted, hvor vi bliver af ramt af alt muligt, og fordi vi jævnligt skal videre til andre opgaver, er det i længden lidt uholdbart at komme anstigende til et møde i en bank og ligne og lugte noget, nogen har fundet i en grøft.

Men der er ingen grund til, at vi køber 3 identiske regnslag, som vi så hver især slæber frem og tilbage, så nu har jeg købt ét, som vi hænger på arbejdspladsen, og så kan vi bruge det alle 3.

3.

Er halloween vel overstået, og vi er nu gået videre til næste punkt på fejringslisten, nemlig Antons fødselsdag.

De sidste år har det handlet om at finde en måde at fejre ham på, som fungerede for både Anton og hans (neurotypiske) klassekammerater. Jeg har haft dem med i taekwondoklubben, vi har været i svømmestadion, og det år, hvor alt lukkede ned, var planen, at vi skulle i bokseklubben, og så spise pizza bagefter.

Ved at holde det ude har der været plads til, at Anton kunne trække sig, hvis han havde brug for en pause, men uden at det kom til at fylde på samme måde, som hvis han gik ind på sit værelse og lukkede døren herhjemme.

Men nu er han startet i en ny klasse, og selvom de kun er 6 drenge, så kender jeg dem endnu ikke godt nok til at turde tage ansvar for at have dem med ud. Anton er den eneste, der har autisme som primær udfordring; de andre er relativt hårdt ramt af ADHD, og et par stykker er voldsomt udadreagerende. Det er ingen tjent med, at jeg står i en svømmehal og skal forsøge at håndtere, så vi har talt om, hvad Anton gerne vil i stedet.

Hans eget forslag var at holde det i skolen – hvilket jeg synes er tæt på genialt. På den måde er vi et sted, som alle børnene kender, der er voksne, der kender og er vante til at håndtere de lidt mere udfordrede børn, og jeg kan klappe af med lærerne på forhånd, hvad jeg planlægger at komme og lave, så det bliver en god formiddag for alle.

De penge, vi sparer på at leje lokaler eller købe mad ude, kan bruges på noget, som giver mening her, f.eks. en lille æske lego, man kan sidde og dimse med, hvis man trænger til dét.

Når vi nu alligevel reviderer fødselsdagskonceptet, har jeg også talt med ham om, hvordan han gerne vil fejres af familien. De sidste år har vi kørt morgenmad, fordi det dels har passet godt ift. Frida og oldefars primetime på dagen, og det har også været nemt ift. forplejning.

Men oldefar er 96, og han vil hellere have besøg af os 3 en anden dag med en lagkage under armen nu. Og både Anton og Frida er efterhånden så store, at de godt kan vente med at feste til om eftermiddagen, uden at kradse huden af sig selv af utålmodighed. Så i år kommer familien til boller og kakao, og det bliver faktisk helt rart at gøre noget andet.

Jeg har punktet på, fordi jeg har skrevet de her indlæg i snart 6 år, og det ikke er første gang, jeg opdager, at jeg kan komme til at glemme at forholde mig til en løsning, når først jeg én gang har udtænkt den, og synes, at den fungerer.

Så hvis overskuddet er til det, og man har gjort noget på samme måde i flere år, så er det her en invitation til lige at gå det efter i sømmene og sikre, at det stadig *er* den bedste løsning, man praktiserer.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Talt med det meste af YouSee.

Jeg har et abonnement til min telefon med 80GB data, som jeg har tilkøbt 2 datadelingskort til, som børnene har på deres iPads. På den måde kan de gå på nettet, også når de er steder, hvor der ikke er wifi, og det kræver ikke, at jeg er i nærheden. 

Vores forbrug har svinget mellem 55 og 65GB, siden jeg valgte den løsning, og derfor undrede det mig, da jeg for halvanden uge siden fik en sms om, at al data var opbrugt. Men ikke så meget, som jeg undrede mig, da jeg i den her uge fik en sms mere, om at nu var både de data, der er indeholdt i mit abonnement OG de 20 ekstra, jeg havde tilkøbt *også* opbrugt. Jeg købte 20 mere – og satte punktet på min mentale liste. 

Første ting, jeg tjekkede var, om de to iPads pludselig ikke automatisk hopper på wifi her og hos mine forældre, som er de to steder, de primært bruger deres iPads. Det er sket før, og ville forklare et øget forbrug, fordi de jo så har kørt datadeling på steder, hvor de normalt er på wifi. Det er relativt nemt at løse, for det kræver bare, at man nulstiller netværksindstillingerne, og så connecter wifi og iPad igen. 

Umiddelbart så alt fint ud.

Herfra gik jeg ind og tjekkede forbruget under Indstillinger på de to iPads, bare for at se, om noget så mærkeligt ud. Heller ikke noget her, der kunne forklare det.

Så loggede jeg på YouSee og tastede mit personnummer et bekymrende antal gange for at komme frem til det punkt, hvor jeg fik en oversigt over dataforbrug pr. dag. Heller ikke HER var der noget, der sprang i øjnene.

Første medarbejder, jeg talte med, oplyste mig hjælpsomt om, at ‘datadelingskort laver ikke fejl’. .. Okaayy..? Fair. Men altså. Derfor vil jeg jo stadig gerne finde ud af, hvad det er, der sker? Efter et par forsøg på at få mig til at gå væk, blev jeg stillet om til én lidt længere oppe i kæden.

Ham talte jeg med i 10 minutter. Han mente ikke, at de overhovedet kunne trække info på, hvordan forbruget så ud på enkelt-dage. Her var jeg glad for at kunne hjælpe med informationen om, at dét kan man; jeg sad og kiggede på det på min skærm.

(Og jeg vil gerne understreget, at det ikke handler om, at jeg tror, de prøver at snyde mig. Al samtale foregik ordentligt og civiliseret, og jeg har ingen forventninger om, at de alle sammen skal smide, hvad de har i hænderne for at lokalisere mit overforbrug. Det kan SAGTENS være noget, vi selv har forårsaget – men når vores forbrug har ligget på det samme i over et halvt år, begge iPads stadig hopper på wifi de sædvanlige steder, vi ikke har været ude at rejse, og ellers bare har opført os, som vi plejer, så har jeg brug for bare et bud på en forklaring på, hvorfor vi pludselig bruger dobbelt så meget data, som vi plejer).

Her blev jeg viderestillet igen, og forklarede problemet forfra.

“De kan jo have hentet nogle store spil. Eller have streamet film i HD-kvalitet.”

“Men lyder det ikke for dig mærkeligt, at vi normalt bruger ca. 60 GB, men pludselig BÅDE opbruger de 80 vi har, og OVENI 40 ekstra?”

“… Altså.. Jo. MEN. Store spil!”

“Jeg har forældregodkendelse på ALT. De kan INTET hente, heller ikke gratis apps og spil, uden at jeg godkender. Der er ikke hentet noget særligt de sidste 3 uger.”

“…Film, så?”

“Jeg sidder lige og googler og kan se, at det æder ca. 6 GB at streame en film i HD-kvalitet. Så skal de have set 10 film på steder uden WIFI på 2,5 uge…? UD over det, de normalt streamer..?”

“… Ja? Ja. Ok. Ej. Ved du hvad. Det LYDER sgu mærkeligt.”

Og således endte vi et sted, hvor sagen nu er sendt videre til nogen, der kan grave lidt mere info frem, end dem, der sidder på telefonsupport.

Da jeg lagde på, tænkte jeg på, at det virkelig er rart, at jeg er blevet sådan én, der faktisk VED, hvad vi har, og kan spørge kvalificeret ind til det. For 5 år siden ville jeg bare have opgraderet mit abonnement og/eller have ladet mig spise af med en halv forklaring, jeg reelt ikke forstod, hvilket er uendeligt frustrerende. Nu får jeg forhåbentlig en (slags) forklaring, der gør det muligt for mig at vurdere, om vi skal have en anden løsning, eller om der er noget, jeg skal være lidt mere opmærksom på.

2.

Har jeg været fryseren igennem og haft som mål at få brugt de mange små reste-bøtter. De er nemme at overse, når man åbner for at hive aftensmad ud, men det har jo ingen effekt ift. madspild at gemme det, de indeholder, hvis man bare flytter rundt på dem for så til sidst at smide dem ud.

En rest æblegrød røg på havregrøden, jeg har spist ris til mine bowls i stedet for de søde kartoffeltern, jeg plejer, og med en liter tomatsuppe som base, fik jeg brugt en rest chorizo, lidt majs og bønner, en smule hakket oksekød og et par skefulde chilismøreost. Sammen med en kedelig peberfrugt og et trist rødløg blev det til den bedste vintersuppe, jeg har lavet længe. 

3.

Har vi – som alle andre – været ved at blæse væk. Det betyder, at Fridas værelse, som vender ud mod haven/marken, bliver koldt, fordi der ikke er noget, der tager af for vinden, og muren suger kulden. 

Mit soveværelse og hendes værelse deler varmelegeme i gulvet, og jeg kan ikke holde ud at sove derinde, hvis det skal skrues højt nok op til at kompensere for den kolde mur. Derfor har hun en elradiator, som jeg nu er begyndt at tænde nogle timer midt på dagen, hvor strømmen er billig, og så slukke den sidst på eftermiddagen, så hun aften og nat er kørende på eftervarmen. 

Det ville være en dårlig løsning, hvis hele huset var opvarmet af elradiatorer, fordi de så skulle varme op fra scratch hver eneste dag, men fordi vi har gulvvarme, og radiatoren bare er et supplement til den eksisterende varmekilde, fungerer det her perfekt.

Samtidig bliver værelset også køligere i løbet af natten, hvilket fungerer perfekt ift. søvn.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg overgivet mig og ladet græskar og skelethoveder gøre deres indtog herhjemme. Fordi der trods alt stadig er en god uge til det går ned, og I derfor kan nå at bruge ugens punkter, hvis det giver mening, kører jeg tema, og punkterne er alle sammen nogle, der relaterer sig til halloween

Jeg har:

1.

Købt slik, som mine egne børn kan lide. De sidste par år er jeg gået i fælden med at købe slik, der er pakket ind i specielt papir (for ja tak til slik, der er pakket ind seperat, så vi ikke skal stivkrampevaccineres på bagkant), men det har hvert år vist sig at være overkrystaliserede slikkepinde og chokolade, som ingen af mine børn kan lide.

Det betyder, at jeg altid ender med at smide resterne ud, og det er for åndssvagt. Derfor er jeg i år gået fuld Maoam og Haribo, så jeg ved, at det får ben at gå på bagefter.

2.

Været på udkig efter Årets Figur. 

For efter i 4-5 år at have pyntet med tarvelige papirlanterner, der går i stykker, hvis man kigger surt på dem, og plastik-figurer, der godt nok kan lyse – men kun på den epilepsianfaldsfremkaldende måde, har jeg besluttet, at vi går all in og køber noget ordentligt. Og der ER faktisk fine figurer og æstetisk forsvarligt pynt at finde – som så selvfølgelig koster lidt mere.

Men ved at anskaffe lidt hist og pist (og somme tider i start-november, hvor butikkerne ikke kan overskue at skulle have det hele kørt tilbage på lagret, og derfor sælger til halv pris) begynder vi at kunne dekorere på en måde, der ikke giver mig lyst til at grave mig ned sammen med de kunstige skeletter, og det er rart.

3.

Igen-igen klappet mig selv på skulderen over min beslutning om at købe lyskæder og kunstige bloklys med timer og fjernbetjening i stedet for ægte stearinlys, for det er så SMART, at de kan flyttes rundt fra halloweenspøgelser, til julelanterner og videre til farvede sommerglas på terrassebordene

Hvordan fysikken fungerer kan jeg ikke redegøre for, men ligesom en cykel kan køre i månedsvis uden at skulle pumpes, for så øjeblikkelig at blive flad på begge hjul, hvis den får 10 minutters pause, så virker elektronik altid bedst, hvis man ikke tager det ud af rotation.

Med remote og timer vrider man mest muligt ud af batterierne, og i de udhulede græskar er det meget fedt, at man ikke skal stå og fiske fyrfadslys op af græskar, hvor rigor mortis for længst er både indtrådt og aftaget igen. (Her sætter jeg bare lysene i et par helt almindelige fryseposer, som jeg binder knude på. Så er de beskyttet mod både regn og snask). 

4.

Har jeg fundet den perfekte opskrift på en krydderkage, hvor man bruger kødet fra græskarlamperne. 

Jeg har eksperimenteret med flere forskellige brød og kager (sagde hun, og gik fuld madblogger på den med andekdoter and shit), men alt, hvad jeg har prøvet, ender enten med at blive klægt eller tørt.

Men det slog mig, at græskar har lidt samme konsistens som squash – og derfor prøvede jeg at google krydderkage med squash, og så bare rive græskarkødet groft, som man ville gøre med squash.

Det førte mig til nedenstående kage, og den er virkelig, virkelig god. 

Sidste ting: Når jeg bager bradepandekager, bager jeg altid i to forme, der måler 16 x 23, i stedet for én på 23 x 32, ganske enkelt fordi det er meget nemmere at bage kagen jævnt. Med en stor form risikerer man, at kagen er færdig i kanten, men stadig ubagt i midten, og det er træls. 

(Derudover virker to separate kager også forebyggende ift. madspild, når man har kage med i skole eller på job: Når først en skoleklasse har massakreret en bradepandekage, skal man være mere end almindeligt eventyrlysten for at kaste sig over resterne, men alle, både børn og voksne, er gode til at gøre én kage færdig, før de tager hul på den næste, så på den måde får man somme tider kage med retur, der kan smides i fryseren uden at man sætter liv og helbred over styr).

Men nu til det vigtigste: Opskriften.

Græskar/squashkage

Hæld dejen i en (23 x 33 cm) eller to (16 x 23) forme, beklædt med bagepapir, og bag ved 200 grader i 25-30 minutter. 

Kagen er fryseegnet.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

___________

Inden vi går til ugens liste: TAK for den fine, fine modtagelse, mit seneste indlæg fik – og for al den kærlighed, I har sendt i min retning. Hver eneste gang jeg laver sådan et indlæg, tænker jeg bagefter over, hvor vildt det i virkeligheden er, at man i 2023 kan lægge noget så relativt sårbart på internettet – og så kvitterer det – og I – bare med ordentlighed, empati og vilje til at forstå.

Det findes ikke mange steder, men det findes her, og det kommer jeg aldrig til at tage for givet.

___________

I den forgangne uge:

1.

Har jeg gravet alle glas med kosttilskud og vitaminer frem, som jeg de sidste år er startet på, og stoppet med igen, fordi det viste sig ikke at være mangel på jern/magnesium/B-vitaminer, der var årsag til manglende søvn, uro og rastløshed…

De præparater, der var for gamle, eller som det ikke giver mening at spise, er smidt ud, og resten er sat frem på køkkenbordet, for nu, hvor jeg har en alarm på, så jeg husker at tage min medicin 2 gange om dagen, så får jeg dem faktisk ekspederet.

Jeg forventer at gå gennem efteråret med et tefloncoatet immunforsvar og hår som en model i en L’Oreal-reklame. 

2.

Er jeg begyndt at vaske og gemme bægrene fra den proteinyoghurt, jeg lige nu spiser hele tiden. 

Den er perfekt i størrelse til at medbringe rester til frokost, og fungerer på den måde som en slags engangsemballage. På dage, hvor vi er afsted fra tidlig morgen til sen aften, er der bare meget fedt, at man ikke kommer hjem med tupperware nok til at fylde hele opvaskemaskinen. 

3.

Har min søde mor haft fødselsdag; 70 flotte år.

I stedet for at købe en af de ting, hun har på sin ønskeseddel, har jeg givet hende en hyggedag i Ribe (sammen med *miiiiig*) (hvilket, lad os være ærlige, er den STØRSTE gave, jo), med fuld forplejning og lommepenge nok til at købe den taske, hun allerhelst vil have.

Jeg synes, at det var den perfekte kombination af de overvejelser, jeg gør mig, hver gang jeg køber gaver: At det helst skal være noget, der ikke skal byttes (ikke pga. sårede følelser, men pga. bøvl og CO2), at tid og oplevelser sammen, ud over at være skønt, også er med til at nedbringe det ting-svineri, vi hvert år til jul kollektivt får det sært med, og endelig, at den gave, man ender med at give, er noget, modtageren faktisk mangler.

4.

Har jeg, lidt for sjov og lidt i alvor, forsøgt at nøjes med at bruge én varmekilde, når jeg laver mad. Altså, enten komfur, paninijern, kogekeddel eller ovn.

Det har ikke kunnet lade sig gøre hver dag, og en del af udfordringen er, at vi alle 3 spiser noget forskelligt til samtlige måltider. Men det har også været en lille øjenåbner, hvor ofte det faktisk HAR været muligt. Eksempelvis varmede jeg min suppe i ovnen, da jeg alligevel havde den tændt til det, børnene skulle have, og den dag, hvor aftensmaden bestod af nudler til ungerne, og jeg egentlig havde planlagt noget i ovnen til mig selv, endte jeg med at køre rugbrød i stedet, så jeg kun havde kogekanden i gang.

Igen: Det vil ikke altid kunne lade sig gøre, og kostsammensætningsmæssigt er det heller ikke et holdbart princip at spise ud fra, men ugens minieksperiment har stadig skabt et fornyet fokus på noget, som er en hjælp til at holde elregningen i ave.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg langsomt gået i gang med efterårsvanerne igen.

Lige nu er der så meget fugt i luften, at jeg har kronisk flash back til teltene på Roskilde, og da jeg ikke har tændt for varmen endnu, tager det lang tid for vasketøjet at tørre. 

Jeg er derfor tilbage på modellen, hvor de mest genstridige ting får 30 minutter i tumbleren, så vi ikke skal have 6999 sæt tøj. De dage, det kan lade sig gøre, vasker jeg midt på dagen – men det er stadig billigere at vaske 2 gange om ugen på det tidspunkt, hvor strømmen er dyrest, end 4 gange når den er billig. 

Men om jeg tumbler det, inden jeg hænger det op, eller når det har hængt til tørre en nat, er ligegyldigt.

Derfor er jeg begyndt at vaske, når det passer, hænge tøjet op – og så smide bukser, håndklæder osv. i tumbleren om morgenen, fordi vi for tiden er så tidligt oppe, at jeg faktisk kan nå at tumble til nattarif.

2.

Har jeg fundet Min Bog frem, og besluttet, at den fane, der endnu ikke er i brug, skal bruges til Ting Jeg Lærer Som Selvstændig. 

Læringskurven lige nu er stejl.

Det har været sværere end forventet at få enderne til at nå sammen på bagkant af et skattesmæk på 60.000 og 2 måneder med få opgaver, og det her gider jeg ikke bøvle med igen. Det er en sær fornemmelse at være tilbage i det mindset, hvor jeg er nødt til at tænke over, hvornår jeg skal købe vitaminpiller og medicin, når jeg samtidig knokler røven ud ad bukserne, og sender fakturaer ud i et tempo, der næsten er skørt.

Ligeledes kunne jeg også forleden mærke, at jeg har for travlt. Ikke ift. arbejde – men ift. alt det, jeg tilføjer ved siden af. Opgaverne er, hvor de er, og jeg elskerelskerelsker at være afsted. Efteråret er højsæson, og sådan har det alle dage været, og det handler om at smede, når jernet er varmt. Men hvor jeg tidligere bare fik et skema stukket ud, så er der mere arbejde forbundet med de enkelte opgaver nu. Der skal indhentes Tro & Love Erklæringer, opgaver skal søges i portalen, der er et kvartalsregnskab midt i det hele, og så skal der rykkes for manglende betalinger ugentligt. Intet af det er svært – men det taget tid.

Når jeg så samtidig lægger alt muligt andet ind på privatfronten, så får jeg uger, hvor jeg er i-gang-i-gang 14-18 timer i døgnet, og det går ikke. Ikke engang for mig.

Så jeg øver mig i at se det som læring, i stedet for at skælde ud på mig selv over dårlig planlægning, og ved at skrive mine erfaringer ned, tvinger jeg mig selv til at reflektere over, præcis hvordan jeg kan forhindre, at jeg står samme sted til næste år. 

3.

Blev jeg i weekenden grebet af den stemning, der er allerbedst, når man skal rydde op, så jeg brugte 2 timer på at gennemgå alle 3 tøjskabe minutiøst, komplet med lager-kasser und alles.

Og hvor vi plejer at køre med en slags langtidsparkering på ting, vi måske ikke lige bruger her og nu, eller som børnene ikke er klar til at slippe, så kørte vi fuld braklægning denne gang. Alt, hvad vi ikke har haft på det sidste år, er røget til Røde Kors, sammen med alt det, der er blevet for kort, for småt eller for slidt.

Jeg kørte på genbrugsstationen med det samme, fordi jeg kender mine børn, og derfor ved, at de ofte kommer i tanke om, at de gerne vil gemme en bestemt t-shirt eller et par strømper alligevel. Og jeg er ikke lavet af sten. De må beholde det, der er vigtigt for dem, og det ville jeg aldrig nægte dem. Men de har fået lov at gøre det 2 gange årligt nu, siden de blev store nok til selv at være med til oprydningen, og ikke en ENESTE gang – ikke ÉN – har de brugt the rescue-item, når de har fået det tilbage i skabet.

Jeg bliver altid helt varm om hjertet, når jeg kigger ind i et ny-opryddet skab og alting ligger i pæne stakke, og det er nu meget nemmere at se, hvad vi skal have købt, når børnepengene kommer om 3 uger.

_____

Til de af jer, der følger med i Den Uendelige Historie, smider jeg under billedet seneste skriftlige udveksling mellem mig og Esbjerg Kommune.

Kære Linda.

Du har den 27. august 2023 fremsendt klage over afslag på afløsning til XXX samt en klage over sagsbehandlingen i XXX’s sag.

Jeg kan alene forholde mig til klagen over sagsbehandlingen, da klagen over afgørelsen er blevet genvurderet af din rådgiver i samarbejde med hendes teamleder.

Du er blevet tilbudt et dialogmøde i forhold til din klage over sagsbehandlingen, hvilket du ikke har ønsket, men i stedet bedt om en skriftlig tilbagemelding.

Jeg har kigget ind i sagen og kan se, at ansøgningen om afløsning til XXX er modtaget den 22.2.2023. Jeg vil gerne beklage at Familierådgivningen ikke har overholdt vores udmeldte sagsbehandlingstid, samt at du ikke er blevet orienteret om, hvornår du kunne forvente en afgørelse.

I forhold til dokumentation af dine henvendelser er det korrekt, at de skal journaliseres på din XXX’s sag. Jeg vil gerne beklage, at du har oplevet det meget svært at komme i kontakt med relevante medarbejdere hos Familierådgivningen.

Jeg forstår godt, at du er uforstående overfor, at datoen på din afgørelse ikke er den dato, hvor du har modtaget afgørelsen i din E-Boks. Der skulle have været overensstemmelse mellem disse to datoer. Klagefristen er 4 uger, fra du har modtaget din afgørelse, hvilket vil sige den 16.8.2023.

Jeg beklager, at du sidder tilbage med en oplevelse af ikke at være blevet mødt undervejs i sagsbehandlingen.

Både jeg og Familierådgivningen håber på et fremtidig godt samarbejde, hvor vi fortsat gerne vil tilbyde dig et dialogmøde.

Venlig hilsen

____________________

Vedr. svar dateret d. 06.09, modtaget d. 14.09:

Tak for fremsendte svar omkring sagsbehandlingstid.

Jeg har klaget over afgørelsen på XXX sag, men min klage over sagsbehandlingstiden gælder for både Anton og Fridas sag. Ansøgning på XXX er fremsendt d. 21.11.22, og begge afgørelser er modtaget samme dag.

Jeg fremsender naturligvis gerne dokumentation for dette, hvis det ønskes. 

For god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke har behov for flere breve om beklagelse. Jeg vil bare gerne have den information tilføjet min sag, da jeg kommer til at søge aktindsigt om materiale fremsendt til Ankestyrelsen, ligesom den også bliver relevant, hvis jeg vælger at sende sagen videre til Ligebehandlingsnævnet, idet 2. afslag er begrundet med min status som enlig forsørger.

Jeg vil gerne takke nej til et møde af samme grunde, som tidligere fremført. 

Esbjerg, d. 07.10.23

Linda A.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg foræret Fridas gummistøvler væk efter et hæderligt forsøg på at sælge dem. Det er et par Viking Gummistøvler, som jeg har smidt 500 kroner efter, og som barnet har haft på 3 (tre) (TRE!) gange. Og altså. Det er jo ikke fordi, vi skal lege ‘hvad sagde jeg’, men HVAD SAGDE JEG?! For da hun tog dem på første gang, syntes jeg, at de så ud til at sidde træls. Men nej, de gør ej, mor, stop det, og du kan ikke mærke mine fødder.

Og det er selvfølgelig rigtigt.

Men efter 3 par gennemblødte sko og en samtale, der måske en lille smule havde karakter af afhøring, viste det sig, at jeg måske godt kunne mærke de fødder lidt alligevel. For de var… *tadaaa* for små. Og derfor fik de lov at blive stående på rummet, når man skulle ud og lege i regnvejr. 

Jeg smed dem til salg med kopi af bon’en, men ingen bed på, og efter 3 uger er jeg blevet træt af at se på dem. Jeg lavede en hurtig rundspørge og fandt et barn, der stod til at vokse ind i størrelsen, og hun har nu fået dem, så de forhåbentlig kan få lov at leve det vilde liv i mudder og vandpytter. 

2.

Er min nye kogebog ‘Den Dovne Vegetar’ kommet til mig, og den er gennemskøn.

Det fik mig til at tænke på, at de fleste, jeg kender, over de sidste par år har skruet lidt ned for kødindtaget, og selvom vi har talt om det i de her indlæg før, så fik jeg bare lyst til at plugge et par grønne kogebøger.

For efter et års tid eller to hvor man langsomt sluser retter ud, og skruer på dem, man har på sit faste repertoire, så begynder man måske at savne lidt inspiration til nye, man kan tilføje.

De 3 kogebøger, jeg nævner her (som ikke er spons) udmærker sig ved at have simple opskrifter, og indeholde ingredienser, man kan få både i både Hellerup og Hvide Sande – og der er også tips og ideer til erstatninger af råvarer, og hvordan rester kan bruges.

Og så vil jeg bare gerne hype de damer, der står bag dem, som kvit og frit deler ud af deres opskrifter, viden og æstetiske begavelser på Instagram.

Vegetarisk i aften – Camilla Skov (@vegetariskhverdag)

Den dovne Vegetar – Camilla Skov

Solo – Ditte Ingemann (@ditsen)

Inspiration til andre profiler og kogebøger er mere end velkomne; bare smid dem i kommentarfeltet. Og vi bruger ikke skam her i butikken, så man må GERNE pege på sig selv.

3.

Har jeg planlagt at få lagt så meget af weekendens el-forbrugende aktiviteter i dag, lørdag, som er sidste dag med sommertarif. Fra i morgen er der mange penge at spare ved at tænke over, hvornår man bruger strøm, og da det måske er lidt langt væk for nogen, tager vi den lige kort igen. 

Prisen på strøm består af flere dele, men de to, du skal holde øje med, er den rene elpris og nettariffen.

Nettariffen er delt op i 3: Lavbelastning, højbelastning og spidsbelastning. (På skemaet herunder ser det ud som om, den er delt i 4; det er bare fordi, de har lavet en opdeling, der følger uret. Dagtakst og sen aftenstakst er den samme).

Den rene elpris afhænger af, hvad selskaberne betaler for strømmen på elbørsen, og her vil prisen være meget afhængig af vejret, fordi solcellefarme og vindmøller producerer mere strøm, når det blæser meget eller solen skinner.

Det, vi gerne vil, er at ramme de tidspunkter, hvor både den rene elpris og tariffen er lav, og undgå de tidspunkter, hvor begge er høje.

Hvis vi leger, at mit screenshot af de rene elpriser fra i dag (billede #2) er prisen for i morgen, betyder det, at det er virkelig dumt at sætte en kogevask over kl 19, for her er både elpris og nettarif 3 gange så høje, som de er f.eks. kl. 15.

Jeg har haft snuden i det her emne så længe, at jeg har svært ved at vurdere, hvad man ikke ved/forstår, når man er ny i el, så spørg endelig, hvis noget er uklart. Så skal jeg forsøge at svære efter bedste evne.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg endelig fundet en lavpraktisk løsning på svømning/håndklæder og tøjvask. For igen: Om en uge er vi tilbage på vintertarif, hvilket betyder, at vi igen skal til at tænke over vores el-forbrug.

Børnene går til svømning om tirsdagen, og da jeg typisk gør rent fredag eller lørdag, har jeg indtil videre typisk vasket deres badehåndklæder, når de har været til svømning, fordi omklædningsrum + børn er 22 millimeter fra at kræve en stivkrampevaccine.

Men da vi kører badelagner, og gymnastik i skolen allerede onsdag, begynder det, nu, hvor luften er så fugtig, at man ikke kan nå at tørre håndklæder på en nat, enten at kræve 2 badelagner i spil eller en tørretumbler.

Da jeg lige zoomede ind, nåede jeg frem til, at det primære problem jo egentlig er, at børnene bruger håndklædet til at stå på, når de har tørret sig. (Er det bare mine?) Hvis de kunne lade være med det, ville det ikke være nødvendigt at vaske håndklædet bagefter.

Derfor fandt jeg to gamle mini-håndklæder (dem, der er på størrelse med viskestykker) frem, og gav ungerne strenge instrukser om at bruge dem til at stå på. Og det fungerer perfekt. For når de kun bruges til at stå på, kan de sagtens bare smides med i den 40 graders vask, jeg kører, når vi kommer hjem, og badetøjet alligevel skal vaskes, mens badelagnerne bare skal hænges til tørre på badeværelset, og sagtens kan nå at være klar til onsdagstasken. 

2.

Er høstfesten overstået, og jeg synes faktisk, at der begynder at være mere fokus på at begrænse madspild hos alle, hvilket glæder mig inderligt. 

Vi medbragte, efter Fridas ønske, småkager, formet som blade, med efterårsfarvet glasur.

Og kunne jeg selv lave småkagedej? Ja. Det kunne jeg godt. Men jeg har fundet ud af, at man får et andet forhold til sin tid, når man lever af at sælge den timevis, for hvor jeg for 5 år siden var tvunget til at finde tiden til at lave alting fra bunden, fordi det var billigst, så kan jeg nu tillade mig at holde timeforbruget op imod, hvad det koster at købe en rulle dej på frost, som bare skal hives ud ad fryseren og stikkes ud. 

Jeg kan godt forstå, at det kan virke helt skørt, at man ikke kan nå at smide en småkagedej sammen. Det kan jeg virkelig godt. Men der er kun mig, og der er simpelthen så meget, der skal sørges for hen over efteråret på skolefronten. Selvom jeg torsdag (dagen inden høstfesten) havde en helt almindelig arbejdsdag, var jeg alligevel i gang, fra jeg kom hjem kl 14.30, til jeg kravlede under dynen kl 22.30 – og det kunne jeg kun fordi, jeg havde købt dejen færdig. 

Og det fik mig bare til at tænke på, at det somme tider godt kan betale sig at regne lidt på, hvad man, i overført betydning, betaler for sin egen tid. For at finde en opskrift, købe ind, lave dejen og vaske op bagefter ville kræve i hvert fald et par timer. Den frosne rulle dej kostede 25 kroner. Og kunne jeg have rørt en dej sammen til mindre end det? Helt sikkert. Men at tage tidsforbruget med i ligningen, fordi tiden her er den knappe faktor, har for mig gjort det meget, meget nemmere at acceptere, at en færdigkøbt løsning faktisk godt kan være den bedste, selvom jeg på papiret kunne have gjort det billigere selv. 

3.

Har jeg besluttet, at efterårets mål på madfronten at få udryddet noget af alt det, jeg det sidste års tid har fået købt ind til, når jeg pludselig har hyperfixeret på en bestemt ret eller retning – for så, 14 dage senere, at være *HELT* ovre det.

Jeg nævner i flæng: Koreanske wokretter, havregrød, det rustikke, italienske køkken, asiatiske kødboller og. så. videre.

Jeg har efterhånden lært min egen ADHD så godt at kende, at jeg godt kan se, når det er dét, der sker – men det ændrer ikke på, at det eneste i hele verden, jeg har lyst til at spise, når jeg lige rammer en fiks idé, er lige præcis dét.

Det giver over tid ret meget skabsindhold, som jeg bare flytter rundt på, fordi jeg sjældent kan overskue at spise det igen, når jeg har levet af det i ugevis. Men det irriterer mig, og efter at have prøvet at dæmme op for impulsen og måtte konstatere, at det er sværere, end jeg lige troede, selvom jeg ved, hvad den udspringer af, så prøver jeg nu at få spist det, der er endt i skabene ved at flette det ind hist og pist. For jeg kan godt overskue en koreansk wok en helt almindelig onsdag, hvor jeg ikke har andre ideer, og jeg alligevel har en bøtte med færdigsnittet kål og gulerod til at stå i køleskabet. Så vinder komfort over hedonisme, og på den måde får jeg stille og roligt brugt noget af det, jeg for et par år siden ville være endt med at smide ud, når det var blevet for gammelt.

Babysteps, ikke? Men det hele tæller. Også hjemme ved dig.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Flyttet min Watts-app om på forsiden af min telefon, og har fået alle de respektive stik sat tilbage i den lange stikdåse, som med mit wifi-stik er sat til at lade om natten. 

El-mæssigt kører vi på sommertarif et par uger endnu, men om 20 sekunder kommer det økonomisk til at have rigtig meget at sige, hvornår du bruger strøm. 

Derfor er det fint allerede nu at gøre det nemt for sig selv at holde øje med elprisen, og begynde at vænne sig til at lade devices, vaske sengetøj og pyrolyse ovnen i lavtarif-perioderne og når strømmen er billig.

2.

Har jeg dedikeret en hylde i køleskabet til åbne ting, der skal spises og Ting & Sager, der nærmer sig sidste anvendelsesdato.

Jeg kører stadig mentalt på en helt skæv sommervibe, som betyder, at jeg endnu ikke har fået de faste rutiner under huden med madplaner, madpakker osv. og det er de sidste uger sket flere gange, end jeg gider tænke, at jeg åbner noget – og glemmer alt om det.

Nu stiller jeg det, vi skal have brugt, og det, jeg har kastet mig over, lige præcis i øjenhøjde, så det er det første, jeg ser, når jeg åbner køleskabet, for jeg må bare erkende, at visuel påmindelse for mig gør en forskel.

3.

Har jeg købt høstfest-outfit til Frida ud fra devisen om, at det skal være noget, der skal kunne bruges bagefter også. 

Jeg har det sgu moderat anstrengt over den høstfest. Det er hele indskolingen, der hvert år har en temadag i september, som er kulminationen på et projekt, hvor de arbejder tværfagligt og på tværs af årgange. De lærer om årstider og mad i sæson, de øver gamle sange og danse, og til selve høstfesten er vi forældre inviterede. Alle børn medbringer noget spiseligt, og madspildet er hvert år ved at tage livet af mig. 

De sidste par år har jeg insisteret på, at det meldes ud, at man skal styre sig. For problemet er, at nye forældre jo ikke har en chance for at vurdere, hvor meget de skal sende med børnene – og på de her kanter kører vi med ‘hellere for meget end for lidt!’ Så der hældes fuldstændig vanvittige mængder af mad i skraldespanden – og samtidig skal man anskaffe ‘høst-tøj’, hvilket jeg sgu også synes er lidt noget svineri. For hvor meget høsttøj har du i skabet? Og tror du, at dit barn synes, at det er nok med der forklæde, du forsøger at slippe med?

Man kan sagtens finde noget, der kan bruges bagefter – hvis man vel at mærke er typen, der tænker over det. Det er der virkelig mange, der ikke er, hvilket betyder, at 100+ elevers forældre køber tøj, der bliver brugt én gang, og min indre aktivist er ved at gå til.

Men jeg har over tid måtte erkende, at man ikke kan redde hele verden samtidigt, og derfor bider jeg tænderne sammen og lever med, at jeg lige her må slå mig til tåls med selv at tænke over, at vi  begrænser mængden af mad, og tænker over at købe tøj, der kan bruges på bagkant. 

Revolutionen tager somme tider længere tid, end man kunne ønske.

4.

Har jeg fået svar fra kommunen. Og helt ærligt? Jeg kan SAGTENS forstå, hvis man bare virkelig, virkelig ikke orker at skulle forholde sig til det. Der er NUL hard feelings, hvis man her letter på hatten, ønsker god weekend og sluser sig selv ud i det pulserende liv.

Men for de af jer, der efterhånden er investerede i sagen, vil jeg gerne følge den til dørs, så jeg smider kommunens svar, der kom fredag, sammen med en kommentar under billedet. Så vælger man selv, om man vil læse det, og jeg lover, amag’r halshug, at vi er lige gode venner uanset.

Inden jeg poster svaret, vil jeg lige kommentere på hovedessensen i Esbjerg Kommunes tilbagemelding, som – sat på spidsen – er, at jeg selv har valgt at få børn alene, og så må man forvente at have udgifter til barnepige, hvis man gerne vil have alenetid.

Det er ikke på nogen måde en urimelig indvending. Det er det, der i årevis har afholdt mig fra at søge om ekstern hjælp.

Men. 

Det er til at SKRIGE over, at jeg, NETOP derfor, har brugt flere af de 2 x 8 siders børnebeskrivelser samt en STOR del af det ‘interview’ man får ‘tilbudt’, når man henvender sig til systemet på at forklare, hvorfor den løsning ikke har virket for os.

For SELVFØLGELIG har jeg prøvet selv først. I alle tænkelige konstellationer. Og vi har været glade for langt, langt de fleste af dem, vi har været heldige at have. Men ingen kan leve af 2-3 timers arbejde om ugen, og derfor taber vi ofte til faste jobs og uddannelser. Samtidig ændrer livet sig med rekordfart, når man er i starten af 20’erne, og ingen fravælger at rejse til Borneo og passe orangutanger eller at flytte sammen med kæresten og starte på en ny uddannelse i Odense, fordi man har en barnepigetjans. Jeg ville græde, hvis de gjorde.

Jeg har – selvfølgelig også – forsøgt at bruge det eksisterende netværk, men det fungerer ikke. For selvom jeg betaler mennesker, jeg kender privat, så kan jeg jo ikke insistere på, at de SKAL passe mine børn, hvis de bliver indkaldt til personalemøde eller lignende, og dermed bliver ordningen ubrugelig. For jeg kan jo ikke tage opgaver eller planlægge møder med psykiatrien og speciallærerteamet, hvis jeg ikke ved, om jeg har pasning på dagen.

Så vi har holdt for med mine forældre, legeaftaler, FaceTime og lodder og trisser og løsninger, ingen rigtigt synes er fede. Der findes ikke meget, jeg ikke ville gøre for at slippe for at være i kontakt med systemet, og af samme grund har jeg også selv betalt og stået for Fridas udredning, melatonin, tyngdedyner, høreværn osv. osv., og jeg kører selv Anton i skole hver eneste morgen, og henter ham selv 2-3 gange om ugen.

Men de fleste søskende på 8 og 12 år kan godt være alene hjemme nogle timer om eftermiddagen. Det kan mine ikke. Det er problematisk, når alt fra specialtandlæge over børnepsykiatri til PPR kun har åbnet til kl 15. Dermed kommer jeg, udelukkende på børnenes behov, til at have brug for mere pasning end forældre til NT-børn. 

Anton fylder 13 til november. Det betyder, at barnepiger på 18 år ikke rigtigt giver mening. Sittere på 25+ koster en del mere end helt unge barnepiger.

(I den forbindelse spurgte jeg i øvrigt allerede inden første møde, om jeg måtte købe den barnepige, vi eventuelt fik bevilget, ind flere timer og så bare selv betale for de ekstra timer. Bare for at sige, at jeg hele vejen har været helt indstillet på selv at have udgifter til pasning).

Og selvom det hedder ‘aflastning’, så handler det her jo ikke om, at jeg gerne vil sidde på caféer og drikke latte eller knalde tvivlsomme typer fra Tinder på hotelværelser rundt omkring. Det handler om, at der følger helt vanvittige mængder af ekstra møder og opgaver med, når man har børn som mine.

Samtidig må man ikke bruge aflastningsordningen, når man er på job; det SKAL være til ‘aflastning’ af mig. Det betyder, at vi bruger mine forældre til at passe, når jeg skal arbejde, så jeg kan opretholde en indtægt og forsørge os.

Dette blot for at sige, at jeg udelukkende har søgt de her timer for at have 2 faste timer om ugen, hvor jeg kan lægge møder, telefonopkald, lægetider osv – altså, ekstraarbejde, som mine børns diagnoser udløser.

Jeg har spurgt på, om jeg må bruge de mennesker, børnene i forvejen kender (f.eks. pædagogmedhjælpere osv.) som aflastere, fordi det så kunne fungere med færre timer end de 8 pr. måned, jeg har søgt om. 

(For der er jo helt indlysende noget med rutiner og genkendelse, når vi taler om ND-børn, hvilket er noget af det, der har ramt os i røven, når vi har kørt private barnepiger. For når det er 3 uger siden, barnepigen sidst har været her, er der så meget arbejde i at forberede børnene og samle op på bagkant, at det ikke på nogen måder er aflastning, at jeg har 2 timer ude i verden; det er bare overtræk på en konto, der kun er mig til at betale ind på).

Men de kan ikke ansættes her, fordi de så har Esbjerg Kommune som arbejdsgiver to steder, og dermed kan man risikere, at de oparbejder overtid, som der så skal findes tid til, at de afspadserer.

Så. Ja. It’s complicated, som de siger over there.

Og hvis de havde skudt min ansøgning ned, fordi de ikke mente, at overstående argumenter gør vores situation anderledes, end den er i familier med NT-børn, så ville det egentlig have været fair. Men jeg får lyst til at hamre stegegafler i begge øjne, når min klage bliver afvist på baggrund af forhold, som jeg har brugt virkelig, VIRKELIG langt tid på at begrunde, hvorfor er anderledes for os. Den her afvisning kunne være skrevet af et menneske, man havde hevet ind fra gaden, og det giver ingen mening overhovedet, at jeg har brugt små 10 timer på at forklare, hvorfor de indlysende løsninger ikke er en mulighed for os, når dét her er svaret.

Enjoy:

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Solgt det ene af børnenes GPS-ure. Det var en stejl læringskurve ift. at jeg skulle have  gendannet fabriksindstillingerne på det, INDEN jeg opsagde abonnementet, men heldigvis var det en bekendt, der havde købt det, så de 7 ekstra beskeder frem og tilbage var ikke helt så pinlige, som de havde været, hvis det havde været en vildtfremmed, der havde købt det.

2.

Indstillet mig selv til en helgenkåring over, at jeg for 3 uger siden, da det havde regnet nonstop i 2 uger, satte mig på mine hænder og undlod at rydde op i sommertøjet. For JA, det havde været træls at skulle ud og købe noget nyt for de uger med sol og varme, vi får nu. 

Jeg kan takke M20XX-indlæggene for det her, for det er kun fordi det giver en ekstra runde af refleksion, når jeg skal formulere ugens punkter, at jeg husker fra år til år, at jeg før har været for hurtig.

3.

I samråd med mekanikeren besluttet at gå med helårsdæk igen.

Jeg kører så mange kilometer, at det er vigtigt for mig, at jeg kører så sikkert, som muligt (hvilket gør #dækgate fra i mandags så meget mere ubærligt), så jeg spurgte MEGET ind til fordele og ulemper. 

Hans argumenter var, at det med det klima, vi har, er længe forsvarligt nok, at det giver mindre arbejde og bøvl for mig, fordi jeg ikke skal opbevare et sæt dæk og fragte dem frem og tilbage 2 gange om året, og endelig, at det også er billigere, fordi det år, man trækker fra i brugstid, længe tjener sig selv ind, når man ikke skal købe to sæt og betale, hver gang de skal af og på.

Han har været det ordentligste menneske fra den allerførste dag, jeg trillede ind på værkstedet, så jeg stoler på hans vurdering. Helårsdæk it is. 

4.

Ryddet op på min bogreol og foræret de bøger væk, som jeg enten ikke får læst eller har læst og ikke får læst igen. Bøger bliver grå og triste af at stå uberørte hen, så ud i verden med dem, så andre kan få glæde af alle de historier, de gemmer på.