Alvorligt talt

Karoline skrev i sidste uge (endnu) et smukt indlæg om sorg. Kernen i indlægget var, at vi danskere måske ikke er så dårlige til at håndtere sorg, som vi konstant fortæller os selv og hinanden. 

Det fik mig til at tænke over noget, som indtil videre bare har ligget og rodet rundt i periferien af min bevidsthed, nemlig at jeg har været så bange for at falde i netop dén fælde, at jeg har skulle lære, at der findes forskellige niveauer ift. hvor man forventer at møde forståelse og trøst, når man er i krise. 

Indtil min kollega Anders blev kørt ned under Race Across America, og efter en lang periode i vegetativ tilstand, endte med at dø af sine kvæstelser, har jeg altid været meget optaget af, at de mennesker, der har det svært, i hvert fald ikke må tro, at jeg ikke tør stå ansigt til ansigt med dem og deres sorg.

Da jeg fik beskeden om, at Anders var blevet kørt ned, og at det så kritisk ud, løb jeg i cirkler om mig selv. Jeg ville så gerne vise ham og/eller hans pårørende, at jeg ikke var ligeglad; at jeg var meget berørt af situationen, og at jeg ikke var en af dem, der gik over på den anden side af gaden med min berøringsangst og min febrilskhed. Jeg overvejede at sende blomster eller kontakte hans familie; jeg overvejede endda, om jeg skulle besøge ham på hospitalet. 

Det, der endte med at gøre situationen lysende klar for mig, var da jeg pludselig kom til at tænke på, om jeg ville forvente at se Anders sidde i en stol ved siden af min sygeseng, hvis jeg vågnede på hospitalet. Tanken var så absurd, at den næsten – næsten – var sjov. Jeg ville føle det grænseoverskridende og absurd at skulle delagtiggøre en god, men fjern kollega i noget, der var intimt og privat, og det ville for mig være en belastning at skulle bruge kræfter på at holde personer, som ikke var en del af indercirklen up to speed på noget, som jeg selv skulle kæmpe for at være i.

Pludselig kunne jeg se, at det her ikke var min krise at lindre. Jeg var berørt, ja, men hvis jeg, i al min misforståede godhed, nærmest stalkede Anders og hans familie for at vise, at JEG ikke var bange for at være i dén situation, ville det være mit behov og ikke hans eller deres, der var årsagen til det. 

Jeg er ikke bange for andre menneskers følelser. Jeg har ikke det, der ligner berøringsangst ift. at snakke om det, der er svært. Nærmest tværtimod. Så det, der for mig har været kunsten at lære, har dels været at finde ud af, at der er forskel på at være støtte for mennesker i krise, og på at vise, at man ikke er utilpas i selskab med dem og deres sorg. Det har også været at lære, at der er noget, der hedder sorg-kemi. At man af en eller anden grund føler sig hørt og trøstet hos nogle, mens andre siger alt det forkerte. Og endelig har jeg lært, at sorg fordrer, at jeg skal finde ud af, hvilken en af cirklerne, jeg står i. Om jeg er i den inderste cirkel, som huser de allernærmeste, om jeg er i den mellemste cirkel, hvor de gode kolleger og bekendte bor, eller om jeg befinder mig i den yderste cirkel, som er mennesker, man sætter pris på, men sjældent eller aldrig er sammen med på eget initiativ. 

De færreste er i tvivl, når de er en del af inderkredsen, mens jeg tror faktisk sjældent, vi forholder os til, om vi er i den mellemste eller den yderste kreds, når hverdagen bare ruller, og vi mødes i træningscenteret, i kantinen eller i kommentarfelterne rundt omkring.

Netop derfor er det svært, når krise og sorg rammer, fordi man pludselig skal foretage sondringen – og gøre det på et tidspunkt, hvor man virkelig, virkelig ikke ønsker at opdage, at vi opfatter vores relation forskelligt. Hvilket nok også er grunden til, at det gør ekstra ondt, når mennesker, man selv opfatter som stående i første led i inderkredsen ikke kommer til undsætning, når man har brug for det, og at dette forandrer synet på relationen permanent. 

Det gibber stadig i mig, når mennesker, jeg holder af, bliver ramt af skæbnen, og jeg får stadig en instinktiv trang til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, og dedikere de næste mange måneder af mit liv til at vise, at jeg gerne vil være der. Men der findes måder at anerkende sorg og svære livsvilkår på, som matcher relationen. Måder at sige: ‘Jeg ser dig’ med alt, hvad det indebærer, uden samtidig at smøre sig selv ud i for tyndt et lag, for hvis man gerne vil være alt for alle, tror jeg, at man bliver for lidt for de nære og for meget for de fjerne.

Forleden, da vi gik fra børnehaven, råbte to drenge fra Fridas stue efter hende. “Farvel Frida!” Frida vendte sig og vinkede.

“Farvel, fucking røvhuls-Frida!” råbte de så. De er 3 år. Jeg gik tilbage og sagde med min ‘hov, for søren’-stemme: “Nej tak, drenge – sådan en farvel-hilsen bliver man da ked af?”

Hvorefter de kiggede på mig og uden at fortrække en mine svarede: “Farvel, fucking røvhuls-mor!” 

Jeg siger det lige igen: De er 3 år. 

Og når jeg står i den slags situationer, kommer jeg til kort. For når børn er ligeglade med, at en voksen – en supposed-to-be autoritet – går i rette med dem, synes jeg, det bliver svært. For så bliver det tydeligt, at reglerne kun virker, så længe alle parter accepterer at spille efter dem.

Det fik mig til at tænke på Rasmus Paludan, som i dén grad har valgt at lade hånt om de sociale spilleregler, og lige nu, hvor FB flyder over med mennesker, der prøver at appellere til, at vi som modsvar prøver at latterliggøre ham, må jeg bare sige, at jeg desværre tror, det er for sent. 

For problemet er, at man løber tør for løsninger, når de mennesker, man prøver at tale tilbage i fællesskabet, ikke accepterer præmissen for, hvordan de fleste af os gerne vil være sammen. Og fordi de puster til vores frygt, tror jeg, at vi, når de ikke kommer os i møde, meget hurtig forfalder til at gribe til de værktøjer, vi har i vores primal-værktøjskasse, nemlig trusler, vold og straf. Og forkrampet latterliggørelse. Alt sammen sanktioner, der er sørgelige udtryk for den afmagt, vi føler, når vi ikke kan nå andre mennesker med fornuft, empati og argumenter. 

Det er forstemmende, og jeg går altid fra den slags konfrontationer med en underlig, hul fornemmelse i brystet. En fornemmelse af, at vi kun er trygge så længe ingen af De Andre har fået øje på os. For selv i det tilfælde, man valgte at besvare trusler med trusler, så har det kun effekt, hvis dem, du retter dem imod, er bange for konsekvenserne. Og de her børn, både de store og små af slagsen, er ligeglade med, om du siger det til deres mor. De vil skide på, om de kommer med til din fødselsdag og din partifest, og – væsentligst af alt, måske – de er ligeglade med, om du kan lide dem. Eller griner af dem. For dem svarer det til, at pattedyrene truer rovdyrene med at formene dem adgang til græsset, hvis ikke de opfører sig ordentligt, og de giver lige præcis zero fucks.

Jeg er depressiv fatalist ift mobning. Både i det offentlige rum og i børnegrupper. Jeg tror, at man kan præge dynamikker op til et vist punkt, men kommer man forbi det, tror jeg aldrig, at det bliver godt igen. Så er hierakiet etableret og rollerne fordelt, og man kan ikke længere reparere det, der er slået i stykker. Og jeg tror, at det punkt ligger langt tidligere, end den gennemsnitlige voksne forstår. 

En del af problemet er, at hverken børn eller politikere er små, individuelle øer. Begge parter er en små dele af et meget større system, for når min veninde, som er førtidspensionist pga. en rædselsfuld og urimelig sygdom fortæller, at hendes 7-årige datter er kommet grædende hjem, fordi klassekammeraterne har drillet hende med, at hendes mor ‘bare går derhjemme og får penge af kommunen’, så er det jo ikke noget, børnene selv har fundet på. Og de forældre, der er at finde, når man backtracker dét spor, sidder ikke med i rundkredsen, når følebamsen Flemming sendes rundt, og vi skal Tale Om, Hvordan Vi Har Det.

Ligesom de mennesker, der smider med møbler og brosten heller ikke søger dialogen eller løsningen, men tværtimod næres af hadet, konflikten og kontrasten, og dermed også er en underlig, bagvendt del af problemet

Og vi kan alle sammen pege på børn eller voksne i vores omgangskreds, hvor vi – hånden på hjertet – godt kan forstå, hvorfor alle andre ikke elsker dem. Som f.eks. Rasmus Paludan. Det bliver aldrig en undskyldning for at dyrke ondskaben, men måske et fragment af forklaringen på, hvorfor der ikke slås hårdere ned, end der trods alt gør, og hvorfor alle løber rundt i cirkler om sig selv.

I forhold til mobning peger nyere undersøgelser på, at de traditionelle tiltag faktisk ikke løser problemet, men tværtimod forstærker det, fordi man pludselig, med alle sine forsøg på forståelse, også i undervisningstiden skaber et rum, hvor det bliver gratis at sige de mest rædselsfulde ting til hinanden. Ytringsfrihed, anerkendende samtale og alt det jazz.

Så hvorfor bruger vi dem stadig? Mit bud er: Fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, og fordi de instanser, der står med ansvaret for at løse problemet, har brug for at kunne pege på noget, de gør, fordi det ikke er en mulighed at sige, at de ikke gør noget. 

Og lur mig om ikke de mennesker, der evaluerer indsatserne, i mange tilfælde er de samme som lever af at lave dem. 

Men jeg ville gerne se, hvordan man følger op på indsatserne. Uanset hvordan man gør det, kan jeg næsten ikke se, hvordan det kan give et retvisende billede, fordi det bliver ofret, der skal fastholde, at der stadig er et problem, ligemeget hvordan man måler på det.

Jeg tror ikke, at man kan forhindre mobning og had-taler. Desværre. Men det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at hele strukturen i civilisationen holdes sammen af så tyndt et lag af pænhedsklister, at det kun holder sammen på tingene, indtil nogen beslutter sig for at rive dem fra hinanden.

I lørdags postede jeg indlægget ‘Kampdag på bagkant’, og på baggrund af kommentarfeltet, og hvad jeg de sidste dage har læst forskellige andre steder på nettet, har jeg lyst til at brede emnet lidt mere ud. Derfor vælger jeg at konvertere mine svar til de nævnte kommentarer til et indlæg af den lidt længere slags. 

For at starte midt i det hele, er der et par stykker, der har skrevet til mig, at de synes, det er rart, at jeg tager emnet op, og at det er lidt mærkeligt, at ikke flere bloggere og influensers gør det. Til det vil jeg sige: Man skal gide det. Og det lyder måske lidt martyragtigt, men det er et indlæg af den slags, der altid afstedkommer korslagte arme, og hvor man godt på forhånd ved, at nogle kommer til at synes, man er sur, hellig eller rabiat. Så er det nemmere bare at skrive om ufarlige emner, hvor man ikke risikerer at blive uvenner med nogen, eller bliver kritiseret for at tro, at man taler på alle kvinders vegne. 

Faktisk tror jeg, at det sidste er et af de primære problemer i hele debatten, nemlig at emnet er *så* bredt og qua sit udspring jo mere eller mindre involverer alle, hvad enten man er kvinde eller mand. (Eller intetkønnet for nu at få alle med). Samtidig handler nogle af de problemstillinger, vi diskuterer, om holdninger, f.eks. om man mener, at barsel til mænd skal øremærkes, mens andre er spørgsmål, vi kan slå op i tabeller og få svar på, f.eks. hvordan det ser ud med ligeløn, både konkret og når vi taler om indtægt set over et helt liv. 

Og når de to udgangspunkter bliver rodet sammen, er det, at der opstår en tendens til at diskvalificere hele debatten, når man ikke er enig; at fordi jeg mener noget andet end dig, når vi taler om barsel til mænd, så bliver ligeløn pludselig også et holdningsspørgsmål, som man kan mene væk. Og det er det altså ikke. 

At mændene står på skuldrene af en lang række forfædre og deres måde at indrette samfundet på, er ikke deres skyld, og jeg er med på, at det er SUPERtræls at blive stillet til regnskab for at spille efter regler, som generationer, der ligger langt forud for vores, har stillet op. Men jeg undrer mig over den blanke afvisning af, at der er et problem, bare fordi man ikke mærker det på egen krop. For mig er det lidt som at høre en kridhvid dansker sige, at racisme ikke findes.

Men jeg undrer mig endnu mere over det, når det for nogle kvinder tilsyneladende er vigtigt at markere, at de i hvert fald ikke mener, at kvinder stadig har brug for en kampdag. (Her ser vi bort fra Pia Kjærsgaards rabiesbefængte udtalelse, for det er tilladt at notere sig sammenfaldet mellem hendes tweet og den netop opgjorte meningsmåling, der viser, at vælgerne forlader DF, fordi Thulesen Dahl bliver opfattet som usynlig – det går naturligvis ikke, når der er udsigt til valg). Men at kvinder som du og jeg mener, at der ikke længere er brug for at tale om kvinders rettigheder og mangel på samme, går over min forstand.

For mig er det fagforeningsdebatten om igen; hvis de, der ikke mangler noget, fravælger solidariteten, så stiller vi de dårligt stillede endnu dårligere. For det er skønt, hvis den nuværende barselsordning passer til lige præcis det, du synes er Det Bedste Liv. Det er herligt, hvis du er født med bad ass forhandlingsevner, og sidder på højeste løntrin og troner. Eller at du bor et sted, hvor hustruvold ikke er noget, vi opfatter som et problem, og hvor man kan slentre hjem om natten i lårkort og bh uden at bekymre sig det mindste – kæmpe high five herfra. Men det er et udtryk for en afsindig privilegieblindhed, hvis man ikke kan se, at det skyldes en kombination af held, muligheder og at have valgt de rigtige forældre. Synes jeg. 

Og der, hvor jeg må bide tænderne så hårdt sammen, at jeg får spændingshovedpine bare af at tænke på det er, når vi latterliggør de kampe, som andre kæmper. For synes jeg, at vi skal bruge skattekroner på at flå alle trafiklys op af betonen og sætte billeder i af grønne damer og mænd? Nej. Jeg vil sgu da også hellere have en ekstra pædagog i børnehaven eller to sygeplejesker mere pr. afdeling. Men jeg *synes* det giver mening, at vi i takt med, at lysene skal udskiftes, udskifter dem med noget ganske kønsneutralt, som en rød og en grøn pære. Ligesom jeg også synes, at det er en god ide, at vi har kønsneutrale udtryk i erhverv, så vi ikke allerede i folkeskolen typecaster børnene, når de skal vælge, om de vil være politimænd eller sygeplejesker.

Men det er min holdning, og den behøver man ikke være enig i. Jeg synes, at det er SÅ fint, at kønsdebatten har ligeså mange udtryk, som der er mennesker, der gider engagere sig i den. Men hvis vi nu legede, at der på alle skilte i Sydafrika kun var hvide mennesker afbilledet, og nogen så begyndte at snakke om, at det måske kunne være fint, hvis den sorte del af befolkningen også var repræsenteret i gadebilledet, ville vi så også synes, at det var i orden at pege fingre og hån-le? For det er jo absolut i orden, at man ikke har en holdning til emnet – men så kan man jo bare krydse gaden og gå videre?

En anden klassiker, der altid kommer op d. 08. marts, er den biologiske forskel på mænd og kvinder. At mænd fysisk er stærkere end kvinder, og at det derfor ikke hjælper at diskutere voldtægt og hustruvold, for “det er jo svært at gøre noget ved” og “ingen mænd, jeg kender, synes det er i orden”. Nej. Men nogen gør. Og derfor skal vi snakke om det. Det er jo deri kampen består. Kampen er ikke længere protester i gaden med stenkast og skilte, men en daglig opmærksomhed på det, der ikke er i orden. For det er udtryk for et syn på kvinder, som ikke ændrer sig hverken i dag eller i morgen, men som de fleste af os dog alligevel håber har flyttet sig, når vores børn skal ud og være nogens kærester og ægtefæller.

Og måske er et af de problemer, jeg har med debatten omkring det her emne, at vi har en masse standardargumenter, vi altid kører frem og sætter op, og meget få lader til at interessere sig for, hvad der gemmer sig bag. 

F.eks. er et af de argumenter, jeg altid støder på, når vi snakker om ligestillingskvoter i bestyrelser og på ledelsesplan, at det ‘jo skal være den bedst kvalificerede, stillingen skal gå til’ og at man ikke  skal ansættes ‘bare fordi man er kvinde’. Og det er vi jo sådan set enige om. Men hvorfor er der ingen, der undrer sig over, at mændene åbentbart altid er bedre kvalificerede? For det må jo være den logiske slutning af det argument, når de nu sidder så tung på den del af arbejdsmarkedet. Det er jo ikke sådan, at mænd har adgang til hemmelige, magiske uddannelser, der gør dem bedre kvalificerede end de kvindelige ansøgere. Tværtimod har kvinderne overhalet mændene i dele af uddannelsessystemet. Så når mænd er så overrepræsenterede på ledelsesgangene – hvor er det så, de har samlet al den kvalificering op henne? 

Når vi snakker om øremærket barsel til mænd, kommer det også ofte til at lyde som om, folk antager, at hvis man synes, dét er en god ide, så ønsker man, at vi gennem lovgivning skal tvinges til at æde færdigsyede løsninger, som EU dikterer. Det mener jeg på ingen måde. Jeg synes, at den enkelte familie skal indrette sig, som det giver mest mening, både økonomisk, biologisk og ift. menneskelige værdier.

For mig at se er problemet bare, at vi har fået skabt et system, hvor vi bliver ved med at vælge, som vi altid har gjort, fordi det er det eneste, der giver mening. Far tjener mest, fordi han er ansat i det private, mens mor er ansat i den offentlige sektor, som typisk har bedre barselsvilkår. Det mønster tager vi med videre, når børnene er syge, og nogen skal blive hjemme og passe dem. 

Og siger jeg, at man gennem lovgivningen skal gennemtvinge, at forældre tager barslen 50/50? Nej. Men jeg synes det er en god ide, at man øremærker noget barsel til mændene, som de kan tage, og som ikke bare kan vippes over på mor. For der vil være nogle familier, for hvem, det ikke giver mening; familier, hvor man f.eks. gerne vil fuldamme barnet det første år, familier, som vil komme til at gå så meget ned i indkomst, at alle vil lide under det, osv. osv. Men så længe det er en mulighed at mor så bare kan overtage barslen, så bliver det forsvindende få mænd, der vælger at blive hjemme. Så gør vi, som vi altid har gjort, og det bliver, som det altid har været.

Og så er det, at vi, når vi 5 år længere fremme søger de lederjobs, som også har mandlige ansøgere, sidder der med en schweitzerost af et cv, mens mændene kan fremvise én lang, uafbrudt perlerække af pligttro tjeneste og fremmøde. 

Ingen vil ansættes, udelukkende på baggrund af køn – mig selv så utrolig inklusiv – men problemet lige nu er, at vi netop *ikke* bliver ansat på baggrund af vores køn. For hvis vi fagligt kan fremvise de samme papirer, hvad er det så, der diskvalificerer os, hvis det ikke er vores køn? Og det er derfor, jeg synes, at kvoter kan være nødvendige. 

Sidst, men ikke mindst, er der også altid whataboutism-kommentarerne, når vi taler om ligestilling. At mænd ikke kan få børn/adoptere alene, at de er overrepræsenterede i fængselsstatistikken og underrepræsenterede i uddannelsessystemet. Og her vil jeg gerne sige: Kæmp endelig! Og kan jeg hjælpe? For det vil jeg virkelig gerne. Hvilket måske ikke helt er den vibe, jeg modtager den anden vej rundt.

Men det er jo ikke sådan, at verden kun kan forholde sig til ét problem af gangen. Vi kan godt kere os om de hjemløse, samtidig med at vi ikke synes, at de afrikanske bådflygtninge må klare sig selv.

Så. 

Ja.

Det har jeg en holdning til. 

Og det blev skidelangt, og jeg er med på, at jeg med dette indlæg har sagt farvel til nogle læsere, både de mandlige og kvindlige af slagsen. Sådan må det være. Nogle kampe er værd at stille op til, og for mig er det her én af dem.

Jeg ville have skrevet det her indlæg i går, men tiden løb fra mig.

Hvert eneste år hører jeg både mænd og kvinder dømme Kvindernes Internationale Kampdag overflødig og irrelevant, hvilket giver mig lyst til at slå mit eget baghoved ind med en hammer. Selvom vi i dag i vores del af verden har adgang til abort og uddannelser og kan forsørge os selv, vrimler nettet stadig med statistikker om manglende ligeløn og muligheder, og om overrepræsentation af kvinder som ofre for vold og overgreb i hjemmet.

Alene det, at vi diskuterer, om der er noget at kæmpe for, et eklatant, rungende bevis for, at der er.

For mig er det blindheden, der er sværest at forstå. At vi har diskuteret de her ting i årevis og stadig ikke har formået at gøre mænd bevidste om, at deres syn på egne privilegier, rettigheder og krav er så grundlæggende og indgroede, at de ikke engang opdager det, når de opfatter uligheden som naturlig.

Som f.eks. når 3 mandlige værter i et radio-program taler om et computerspil, der hedder “Rape day”, som de i ramme alvor bagatelliser og griner af, for “det er jo bare for at få omtale” og  “det kunne jeg sgu sagtens sidde og spille; det er da ikke værre end alle mulige skydespil”. Det er for mig fuldstændig utroligt. Vi skriver 2019, og så sidder der 3 mænd og vurderer, at det ikke er problematisk. For det ER det. Både spillet, men i ligeså høj grad, at de 3 værter ikke kan se, at de qua deres køn er inhabile i at foretage den vurdering.

Eller når vi ikke engang studser over, at kvinder, som det naturligste i verden, tænker over, hvilken vej de vælger at gå hjem fra byen, og undgår mørke stier og øde gader, mens mænd sgu bare tager den korteste vej. 

Eller når jeg hører både mænd og kvinder vrænge af debatter om lyskryds, øremærket barsel til mænd, og kvindekvoter i bestyrelser og på direktionsgange. For det er til at græde over, at vi i dag er et sted, hvor så mange har glemt, at når man prøver at ændre noget; et menneskesyn, en vane, et mønster, så er det ikke for din og min skyld. Så er det for generationerne, der kommer.

Det er for at vores sønner og døtre, når de engang bliver voksne, opfatter ligeløn, kvindelige ledere og fædre på barsel som reelle muligheder og konkret virkelighed, fordi de har set det i praksis, og ikke længere kan huske, at baggrunden for det var kunstig befrugtning.

Vi er ikke i mål.

Vi er kun lige startet.

Som de fleste af jer ved, er mit fokus over de sidste par år blevet mere intenst rettet mod økonomi og det at skrue ned for vores forbrug. Det betyder, jeg kommer nogle steder i cyber, jeg ikke frekventerede tidligere, og måske er det derfor, min oplevelse er, at intet længere er mejslet i sten i forhold til, hvad vi ejer, hvad vi deler og hvordan vi indretter os.

I dag giver det mening, hvis man på vejen deler haveredskaber og klapstole til livets store fester, folk lejer deres biler ud på timebasis og deres senge på weekendbasis (vigtigt ikke at få byttet om på de to..), og det er mit indtryk, at det ikke længere udelukkende er forbundet med prestige at eje materielle goder.

Måske er det derfor, jeg lægger mærke til det, når jeg blandt mine jævnaldrene støder på en holdning, som jeg ellers primært ville forvente at møde hos de ældre generationer, nemlig at det eneste, der boligmæssigt giver mening, er at eje de mursten, man omgiver sig med.

Når jeg fortæller, at jeg bor til leje, oplever jeg somme tider, at folk nærmest bliver pinligt berørte på mine vegne, og jeg bliver jævnligt spurgt, hvor jeg gerne vil købe hus om et par år, når det økonomiske fodfæste er genvundet.

Det giver altid et øjebliks vantro tavshed, når jeg siger, at det har jeg ingen planer om. 

Og det forstår *jeg* faktisk ikke. For hvor jeg generelt får applaus og hep for at have taget det fulde ansvar for at få (re)etableret et voksenliv med en ordentlig økonomi, så er det som om, folk er lidt forblændede af ideen om, at det bare pr. definition er bedre at eje end at leje. Fordi man så “betaler ind til sig selv”, som de siger. 

Og måske er der et eller andet, jeg overser. Det ville hverken være første eller sidste gang. 

Men jeg kan ikke se, hvordan det for en kvinde som mig, der er enlig forsørger og virkelig ikke er noget blændende talent indenfor de håndværksmæssige discipliner, kan være en god ide at låne en kæmpe sum penge, og binde dem i noget, jeg ikke umiddelbart kan komme af med igen, hvis livet skulle smide en fyring, en langtidssygemelding eller noget andet træls i min retning. 

Med én indkomst vil jeg udelukkende kunne låne til det, der i ejendomsmæglertermer hedder “et skønt håndværkertilbud med masser af potentiale”. 

Men det potentiale vil jeg aldrig være i stand til at forløse, for jeg kan ikke sætte et nyt køkken op, eller grave en have ud eller anlægge en terrasse, om det så gjaldt mit liv. Jeg kan ikke skifte spær, isolering eller sanitære installationer, eller vurdere, hvilke mure, der er bærende, og hvilke, der kan rives ned. Eller være den, der gør det, hvis miraklet skulle ske og jeg gætter rigtigt.

Jeg ville skulle betale mig fra ALT – også når stormen river hul i taget, eller rotterne kommer ind i huset fra et sted på min egen grund og ikke fra gaden, hvor det ville have været kommunen, der samlede regningen op.

Og da jeg er 42, vil jeg med stor sandsynlighed ikke nå at betale huset ud, inden jeg fraflytter det igen, fordi børnene rykker ud eller en mand rykker ind.

Uanset hvordan jeg vender og drejer det regnestykke, kan jeg ikke se, hvordan den fortjeneste, jeg eventuelt ville kunne få, ikke bliver ædt op af renter, håndværkerregninger og bekymringer.

Hvor jeg bor nu, kan jeg søge boligstøtte, jeg kender min husleje, og jeg kan ringe efter en vicevært, hvis noget går i stykker. Jeg kan fraflytte med et par måneders varsel, og så er jeg ude-ude, hvis der skulle ske noget, der nødvendiggjorde dét. Jeg kan sove om natten, fordi jeg ikke behøver frygte uforudsete regninger – som jeg f.eks. hele tiden gør med min bil.

Jeg kan SAGTENS se, at det med to indkomster eller et andet økonomisk udgangspunkt end mit giver mening, men med min økonomiske historie forstår jeg ikke, at folk *ikke* kan se, at det for mig og os er det mest fornuftige og sikre, at vi kender vores udgifter og kan minimere dem med næsten øjeblikkelig virkning. 

Det er, som om der i vores generation er opstået en følelse af berettigelse til ting, som vi glemmer at forholde os til, om vi rent faktisk har råd til. Ikke bare her og nu, men også på den lange bane. Når De Andre har råd til både at tage på ski i alperne og til Thailand efter sol, så må vi da også have råd? Når de andre køber huse og to biler, så må det da også være muligt for os?

Jeg tror sgu, at vi somme tider bare satser, fordi vi kan se, at de andre gør det, og vurderer, at hvis de lander på fødderne, så gør vi nok også. Problemet er bare, at vi jo aldrig kender hinandens historier i detaljer, og måske også, at vi sammenligner fragmenter af vores liv med andres, og ikke den samlede pakke. At vi leder efter det, der for os understøtter og retfærdiggør, at vi kan købe bilen, vi har forelsket os i, tage på den ferie, vi synes, vi trænger til og har fortjent, eller bygger til, så vi kan få det kontor, vi sådan mangler. Og så finder vi 3 par i omgangskredsen, der har truffet netop de valg, og glemmer, lidt belejligt, at ingen af dem har fået alle 3 ting. Eller kommer i skyndingen fra det faktum, at Jacob har arvet sin far, og Helene er en bad ass ørn til investeringer og afkast.

Jeg læste et sted, at man skal passe på ikke at stille sig i vejen for andres livslektier, og måske er det det, noget af det her handler om. At man først kan tage det ind, når man kan. Men jeg har stadig lyst til at prikke lidt til nogle af de etablerede sandheder, og sige, at det i hvert fald er en overvejelse værd, om det altid er den samme løsning, som de andre vælger, der også er den rigtige for én selv; om man med nogle valg lukker flere døre, end man åbner, og gør sit eget liv sværere, end det behøver at være.

Det her indlæg har rumsteret i mit hovede i nogle måneder nu, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg skal skrive det. For jeg ved godt, at det er et ømtåleligt emne, og jeg er ikke hævet over at kunne mærke det i maven, når jeg på forhånd ved, at nogen bliver sure på mig.

Men jeg har vejet for og imod, og er nået frem til, at jeg synes, emnet er vigtigt, så her kommer det. Og det bliver langt. 

Jeg kunne nemlig godt tænke mig at tale om, hvor langt man som blogger/influencer/Instragrammer/mediefidus forventes at strække sig for at tage hensyn til sine følgeres følelser.  

Baggrunden er både de kommentarer, jeg ser alle de steder, jeg selv færdes på nettet, men også, at jeg efter 11 års skriverier, de sidste år i stigende grad har fået kommentarer og mails fra mennesker, som føler sig trådt over tæerne af et eller andet jeg har skrevet.

I mine år her på domænet har jeg fået forbløffende få hade-kommentarer, selvom jeg både har fået og får de klassiske “Dø, din klamme so!”-mails, men eftersom de føles cirka ligeså upersonlige som spam, er det ikke noget, der fylder for mig. Og det er ikke dem, jeg taler om her.

Det er heller ikke dem, hvor vi diskuterer et emne, og nogen er uenige, eller hvor de bringer nyt til bordet, som betyder, at jeg ender med at ændre noget i et indlæg. Som f.eks. da jeg havde skrevet, at det var vildt meget billigere at få smertestillende på recept end at købe det i håndkøb, og en kittelklædt læser bød ind med noget faglig baggrundsviden. Jeg elsker, når vi alle sammen smider noget i gryden, og går klogere fra bordet. 

De kommentarer, jeg gerne vil tale om her, er dem fra De Krænkede & Pegepindene.

Dem, jeg selv har fået, går f.eks. på, at jeg ikke kan tillade mig at lave sjov med psykisk sygdom eller præsident Trump. At jeg bør være mere neutral, når jeg skriver indlæg om klima og miljø. Eller forstilt undren over, hvad jeg vælger at bruge penge på, “når nu du skal spare”, eller at jeg vælger at vaske bilen manuelt, fordi “det er meget bedre for miljøet at køre den i vaskehal”.

Men det er ikke kun ift. bloggen her, at jeg synes, det er relevant at tale om; det er generelt for debatkulturen på alle de sociale platforme, vi møder hinanden på.

For selvom kommentarerne er formuleret pænt – og det er de stort set altid – så er der for mig at se stadig tale om, at man går ind i noget, der ikke handler om emnet, når man f.eks. skriver:

“Jeg synes, det er meget uheldigt, at du laver sjov med at bruge vin som copingmekanisme.” 

For det kan godt være, at din far var alkoholiker, og ovenstående derfor er en øm tå for dig. Men en anden læser kæmper med at få børn, og bliver ked af det, når jeg skriver om mine to, mens en tredje er glødende dyreaktivist, og bliver meget vred, når Maren i sine striber tager livet af sine katte. Så det, du griner af, røres af eller finder genkendelse i, trykker på andres knapper – og ville du synes, det var rimeligt, at de fik lov at bortcensurere den del af indholdet, som var svært for dem?

Jeg synes, det er en overset pointe, at man som læser/følger/lytter ikke har RET til at synes, at alt er sjovt eller giver mening for lige præcis én selv. Kreative udtryksformer starter og flyder fra de mennesker, der har dem i hovedet, og fælles for dem alle er, at det er afsenderen, der er epicenteret, mens cirklerne omkring udgøres af dem, som finder udgydelserne meningsfulde eller sjove. Uanset om vi taler om bøger, musik, fotos eller blogs, så er de et tilbud om at lade sig underholde af noget, så længe man føler, det giver mening. Jeg kender INGEN kreative mennesker, som ikke ville foretrække, at dem, som ikke længere henter værdi i det, de/vi skaber, stille og roligt ville søge andre steder hen. Sådan har vi det jo alle sammen. Vi vokser. Vi udvikler os. Vi flytter os. De samme inspirationskilder kan ikke ramme os igennem samtlige af livets forskellige faser, og det er ok. 

Det, jeg gerne vil prøve at opfordre til, er at man gør sig tanker om, om man interesseret i dét, man reelt beder om, når man lægger sådan en kommentar.

For hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så følger jeg bloggere og andet godtfolk, fordi de giver mig stof til eftertanke, får mig til at grine eller skriver, så sjælen synger. Somme tider maler de billeder med koste, andre gange bruger de et enkelt hår. Men det, der får mig til at blive hængende, er at jeg kan mærke, hvem de er. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg kender dem, men at jeg kan mærke, at de er autentiske, uanset i hvilken grad de vælger at åbne deres liv og hjerter op. 

Og hvis vi accepterer, at vi som læsere hver især må begynde fjerne det, der lige præcis trykker på *vores* knapper, så bliver det meget hurtigt en underlig amputeret udgave af disse mennesker, vi kommer til  at sidde tilbage med. 

Hvis vi accepterer, at læserne pludselig må træde helt ind i bloggeres liv og valg, og må gå og prikke til alt med lange spidse pinde, så er en meget naturlig reaktion, at man lynhurtigt blænder dørene af til de rum, hvor det personlige og sårbare ligger, og udelukkende inviterer ind i det kunstigt opstillede showroom, der ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. 

Jeg ved godt, at nogen synes, det er fjollet, at jeg ikke bare ruller om på ryggen og snakker folk efter munden, når nogen lægger ovennævnte typer af kommentarer på bloggen. At jeg hver gang går ind i den, og ikke bare er Den Gode Blogger, der giver læserne ret og “hvor er det godt du siger det!”

Andre skriver igen og igen, at jeg ikke skal tillægge det betydning og i stedet bare fokusere på dem, der godt forstår, hvad jeg mener. 

Men jeg synes sgu, at det her er vigtigt. For det er noget med grænser, der bliver overtrådt, og hvor det føles virkelig mærkeligt, at det nærmest forventes, at man bare glider af og retter ind. Det giver ikke mening for mig. Længere. Ikke når vi taler om et medie, man selv aktivt opsøger.

Og inden den gamle traver om, at det er, hvad man må forvente, når man lægger en del af sit liv til skue, bringes i spil, vil jeg gerne lige spørge: Siger hvem? Andre offentlige personer? Ikke rigtigt, vel? Det er en præmis, som er blevet etableret og vedtaget som sand af de mennesker, der gør den nødvendig.

Og det, som jeg så gerne vil have, at man holder sig for øje er, at det for mennesker som mig, påvirker min lyst til at skrive, og hvis det gælder for mig, så gælder det med 110% garanti også for en masse andre mænd og kvinder, der også bruger tid på at producere underholdning. Så det, jeg egentlig gerne vil frem til er, at vi som læsere er med til at bestemme, hvor stort udvalget af underholdning skal være, fordi vi påvirker menneskene bag det med vores respons. Og hvor debat altid er fedt, fordi det vidner om engagement, som gør dét at blogge 100 gange mere interessant, end tomme, døde kommentarfelter, hvor vindheksene blæser ensomt rundt, så er perfide stikkerier og kontekstuafhængige korstog nogenlunde ligeså ønskværdige som mus i køkkenskabet og svamp i underlivet. 

For mit eget vedkommende er mit formål med at blogge at blive klogere på mig selv. Men ligesom mennesker, der spiller musik, fordi de ikke kan lade være, skriver jeg også for at underholde, og det ville ikke for mig være det samme at skrive i en dagbog. 

Jeg skriver også til Anton og Frida, og træder jeg en dag ud foran en bil, er der truffet foranstaltninger, så domænet bliver betalt til de fylder 25 og kan tage stilling til, hvad de vil stille op med siden her. 

Til gengæld betyder det intet for mig, om jeg skriver til 50 eller 500 personer. Jeg er ikke til salg for annoncekroner, men jeg er heller ikke til salg for læsertal og likes. For mig er antallet ikke vigtigt; min proces opstår i det sekund, at jeg ved, at andre øjne skal læse, hvad jeg skriver, og andre hjerner skal forholde sig til indholdet. Om det altid har været sådan, kan jeg ikke længere huske, men faktum er, at sådan er det i dag.

Så inden du lægger en kommentar om, at et bestemt ord støder dig, eller at noget ikke er sjovt, så overvej lige en ekstra gang, om du faktisk er interesseret i, at det bliver modtagerne frem for afsenderen, der får lov at definere indholdet. ALLE modtagerne. Også dem, du synes er nærtagende og uden humor. 

Og hvis du i et kommentarfelt eller under et billede er nødt til at skrive “Det er ikke for at være træls, men..:” eller “Det er ikke for at være en løftet pegefinger, men..:” så synes jeg faktisk, du skal lægge tastaturet og bakke langsomt. For så ved du godt, at du er på vej ud over en grænse, som de færreste er interesseret i at alle de andre får lov at krydse.

Der er noget, jeg har spekuleret over de sidste par uger, og jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der overser noget væsentligt. 

Det drejer sig om sygeplejersken fra Skjern, som har tappet blod fra sin lille dreng over en periode på 5 år. 

Inden jeg går videre, har jeg brug for at sige, at jeg på ingen måde synes, at det hun har gjort er i orden. Jeg får ondt i maven ved tanken om, hvad den lille dreng har været udsat for, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad det får af konsekvenser for ham på lang sigt, at hans primære omsorgsperson forsætligt har gjort ham ondt. 

Og selvfølgelig skal det have konsekvenser – det kan der vist ikke være nogen, der er uenige i. 

Men det, jeg bokser lidt med er, at moderen er blevet dømt efter voldsparagrafen, selvom lægerne vurderer, at hun sandsynligvis lider af Münchausen by Proxy.

For hvor man med stort set alle andre psykiske lidelser, jeg kan komme i tanke om, godt kan have diagnosen, uden at det nødvendigvis medfører, at man gør nogen ondt, så er det vel netop selve handlingen; selve det, at man skader sine børn med fuldt overlæg, fordi man gerne vil have opmærksomhed, der gør Münchausen by Proxy til en sygdom?

Eller hvad? 

For hvis det er rigtigt, så idømmer man hende jo faktisk fængselsstraf, udelukkende pga. en psykisk lidelse – som man klassificerer som vold –  og det ved jeg ikke helt, om jeg kan forlige mig med.

Havde forvaring eller behandling ikke været mere oplagt?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dommen måske er et udtryk for, at nogle psykiske lidelser i vores samfund er langt mere tabubelagte end andre.

Hvad siger I?

(PS: M2019-indlægget kommer på i morgen aften)

For et par uger siden gik jeg forbi to kvinder på min egen alder, som sad i en kantine og snakkede, og lige da jeg passerede dem, hørte jeg følgende brudstykke af en samtale:

“Tror du, hun kan slippe det?”

“Jeg tror det sgu ikke. Hun er ikke lige den tilgivende type, vel?”

Af en eller anden grund tog jeg sætningen med mig videre, da jeg gik, og jeg har siden tænkt en del over den, fordi jeg faktisk er blevet i tvivl om, om jeg er?

Jeg tror nok, at jeg, set udefra, bliver opfattet som hård. One strike and you’re out-typen. Og det er jeg også med nogle ting, men over de sidste par uger er jeg kommet til at tænke lidt over, at det egentlig mest er i forhold til mennesker, jeg ikke har tæt på.

‘Tilgivelse’ er måske et lidt forkert ord at bruge i den forbindelse, for det er jo i sagens natur ikke noget, man typisk får eller søger af og hos fremmede. Men det smager alligevel lidt af det samme, når man – jeg – dømmer folk på baggrund af en enkelt handling, og ikke glemmer det igen. 

I de tilfælde er det rigtig nok; der er jeg hård og uforsonlig, og ugerningen behøver ikke engang være noget, der direkte relaterer til mig. F.eks. så jeg en af tandlægerne fra børnetandplejen dytte af en handikap-bus, fordi den spærrede for 4 p-pladser, lige uden for tandklinikken, herunder tydeligvis hendes ‘faste’. Der var over 30 ledige pladser – jeg talte – alle under 10 meter fra døren. Ikke desto mindre var hendes valg at dytte af en bus, som henter handikappede børn, og selvom jeg faktisk tog den med hende på stedet, glemmer jeg det ikke igen, for der findes to slags mennesker, ikke? Jeg tænker på det HVER gang, jeg ser hende.

Ligeledes med dem, der som helt almindelige privatpersoner, tager billeder af trafikuheld og deler dem på de sociale medier. Dem kommer jeg heller aldrig til at se på på samme måde igen.

Uanset hvor høflige og venlige disse mennesker ellers er, er der bare for mig nogle handlinger, der afslører rådne pletter på personligheden, og jeg vil fremadrettet altid have en mistanke om, at de bare er dygtige til at skjule dem.

Til gengæld synes jeg faktisk, at jeg i de nære relationer har tilgivet nogle ret vilde ting. Og tilgivet dem ægte. For de gange i mit voksenliv, at nogen har gjort mig så ondt, at begrebet ‘tilgivelse’ har været bragt i spil, tror jeg faktisk, at jeg hver gang er endt med at kunne gøre det. 

Sådan har det ikke altid været. Da jeg var yngre, klippede jeg enten bare folk ud af min film, eller åd kamelen og skøjtede rundt i en uskøn blanding af resentment og selvhad, fordi jeg sagtens kunne mærke, at jeg slet ikke syntes, at det gjorte var ok, men ikke kunne finde ud af at tage konfrontationen. 

Og måske er det fordi jeg har fundet formlen og er sikker på at have mig selv med, når jeg giver slip, men i dag oplever jeg faktisk, at jeg formår at komme videre og – når jeg beslutter, at det er det rigtige at gøre – at tage folk med. 

Jeg har lært, at når nogen gør noget, som rammer mig hårdt, så er det alfa og omega at lukke ned for al kommunikation, også med andre, indtil jeg finder ud af, hvor jeg står. Jeg melder det ud – for larmende tavshed er bare hævn – så jeg giver besked om, at jeg har brug for ro til at tænke. Og så bruger jeg den nødvendige tid til at føle på og prikke til det svære og holde det op i lyset. Jeg mærker efter, om jeg gerne vil bevare relationen, trods alt. Og når jeg ved, hvad jeg mener, vender jeg tilbage.

Herfra handler det om at få lavet en aftale hurtigst muligt, så man kan komme over og igennem det første møde, som altid er mærkeligt, uanset hvor voksent og assertivt, man griber situationen an. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører mennesker i Mads & Monopolet, som spørger, om de skal blive væk fra dette eller hint, fordi der kommer mennesker, der har såret dem; at jo længere tid, de venter, desto sværere bliver det, for i fraværet vokser det gjorte, mens det bliver relationen, der træder frem igen, når man vælger samværet. For nej. Gu er det sgu da ej i orden, at din veninde tog til Beyoncé-koncert i stedet for at komme til dit bryllup og løj om det – men når du er sammen med hende, er hun *hele* din veninde igen; ikke kun hende, der sårede dig, men også hende, der holdt dit hår, da du kastede op på Crazy Daisy, hende, der samlede dig op, da din kæreste knaldede praktikanten, og hende, der sad ved din side hver eneste dag på hospitalet, da du var indlagt. 

Somme tider er det bare så svært at huske, hvor meget man egentlig har sammen, når man er såret, og ego og skuffelse blokerer for udsynet. 

Så hvis det usandsynlige skulle ske, at de to damer, som sad og snakkede, læser med her, så vil jeg bare sige: Tak for at sætte gang i en masse gode tanker og overvejelser. (Og også lidt undskyld for at smuglytte.)

Og som ekstra bonus mindede ordet mig om en sang, jeg holder meget af, men som det er længe siden, jeg har hørt:

For et par uger siden så jeg på FB et opslag i en af minimalistgrupperne, der omhandlede fødselsdagsgaveordninger i folkeskoleklasser. Det er ret oplagt at snakke om i de kredse, for når man holder børnefødselsdag, og der er sat beløbsgrænser på omkring 25 kroner, så bliver det ofte noget skrammel, fødselaren får overrakt. Debatten i tråden var konstruktiv og sober. Der blev diskuteret for og imod kontanter, givet forslag og ideer til ordninger, så hele klassen kunne give samlet osv. Alt sammen fint og forventeligt. Det, jeg bed mærke i, var dem, der deltog men alligevel havde meldt sig lidt ud, forstået på den måde, at deres børn f.eks. gav hjemmelavede gaver, eller blev bedt om at pakke noget af deres eget aflagte legetøj ind og give det videre.

Et par dage senere så jeg, ligeledes på fb, et opslag fra en bekendt, der tidligere på ugen havde lagt et billede op af sin søn med dennes nye cykel, og fået flere kommentarer på, at der var tale om en pigecykel. I det efterfølgende opslag undrede hun sig over, hvorfor folk gik op i det; at det vigtigste vel måtte være, at drengen var glad for sin cykel, og kommentarfeltet her var ligeledes meget ordentligt, og et studie i tolerance og mennesker, der ikke lå under for kønsstereotyper.

Af en eller anden grund blev jeg ved med at tænke over disse indlæg i sammenhæng, uden helt at kunne finde ud af hvorfor. For umiddelbart har de jo ikke noget med hinanden at gøre, og der var ikke noget overlap i persongalleriet. 

Og jeg er 100% enig med begge opslags-kvinder: Jeg synes også, at de der plastik-dimser fra Kina, som er hyppigt optrædende til børnefødselsdage, er noget crap, og Anton må få alle de lyserøde cykler, han vil have. (#HighRoller)

Men i morges slog det mig, hvad det er, der prikker til noget i mig i begge situationer, nemlig at jeg synes, vi somme tider sender vores børn ud for at kæmpe vores slag.

Tanken har kværnet rundt i hovedet på mig hele dagen, for jeg kan faktisk ikke finde ud af, hvordan pokker jeg så synes, at vi flytter noget. For jeg er fuldstændig med på, at hvis vi selv accepterer at ligge under for ideen om, at drenge er seje og stærke og går i blåt, mens pigerne er søde og dygtige og foretrækker pink, så kommer vi jo aldrig videre. 

Og hvis en dreng på 12 år kommer og beder om en lilla jakke med glimmervinger, så bliver det fem høje herfra. Men inden han når så langt, er han jo også en dreng på 6 år, der uforvarende slentrer ud på en potentiel slagmark, han er helt uvidende om eksisterer. Og det kan jeg simpelthen ikke finde ud af, om jeg synes er rimeligt?

Hvis de er store nok til, at man kan tale med dem om det; at man kan forberede dem uden at påvirke dem, så synes jeg sagen er en anden, for så går de ud i verden med åbne øjne. Men hvis ikke, kan jeg faktisk ikke finde ud af, om vi hjælper dem med at udtrykke deres personlighed, eller om vi  svigter vores primære opgave som forældre, nemlig at hjælpe dem med at træde ind i verden, og danne læ for dem, til de selv kan holde balancen, hvis vi ikke kommenterer på det, når de vælger noget, der adskiller sig væsentligt fra normen.

At vi som voksne synes, at det selvfølgelig skal være i orden at vælge med hjertet og ikke med frygt eller lemming-reflekser, udspringer jo et stykke hen ad vejen også af, at vi har vores voksen-stamina at læne os op ad. Vi ved, hvem vi er, og hvad vi står for, hvilket alt andet lige gør det nemmere at være ligeglad med, hvad andre synes. Den luksus har børnene ikke. I hvert fald ikke som udgangspunkt.

Spørgsmålet er, hvordan vi som forældre lettest hjælper dem med at få det. Og det ved jeg simpelthen ikke.