Karoline skrev i sidste uge (endnu) et smukt indlæg om sorg. Kernen i indlægget var, at vi danskere måske ikke er så dårlige til at håndtere sorg, som vi konstant fortæller os selv og hinanden.
Det fik mig til at tænke over noget, som indtil videre bare har ligget og rodet rundt i periferien af min bevidsthed, nemlig at jeg har været så bange for at falde i netop dén fælde, at jeg har skulle lære, at der findes forskellige niveauer ift. hvor man forventer at møde forståelse og trøst, når man er i krise.
Indtil min kollega Anders blev kørt ned under Race Across America, og efter en lang periode i vegetativ tilstand, endte med at dø af sine kvæstelser, har jeg altid været meget optaget af, at de mennesker, der har det svært, i hvert fald ikke må tro, at jeg ikke tør stå ansigt til ansigt med dem og deres sorg.
Da jeg fik beskeden om, at Anders var blevet kørt ned, og at det så kritisk ud, løb jeg i cirkler om mig selv. Jeg ville så gerne vise ham og/eller hans pårørende, at jeg ikke var ligeglad; at jeg var meget berørt af situationen, og at jeg ikke var en af dem, der gik over på den anden side af gaden med min berøringsangst og min febrilskhed. Jeg overvejede at sende blomster eller kontakte hans familie; jeg overvejede endda, om jeg skulle besøge ham på hospitalet.
Det, der endte med at gøre situationen lysende klar for mig, var da jeg pludselig kom til at tænke på, om jeg ville forvente at se Anders sidde i en stol ved siden af min sygeseng, hvis jeg vågnede på hospitalet. Tanken var så absurd, at den næsten – næsten – var sjov. Jeg ville føle det grænseoverskridende og absurd at skulle delagtiggøre en god, men fjern kollega i noget, der var intimt og privat, og det ville for mig være en belastning at skulle bruge kræfter på at holde personer, som ikke var en del af indercirklen up to speed på noget, som jeg selv skulle kæmpe for at være i.
Pludselig kunne jeg se, at det her ikke var min krise at lindre. Jeg var berørt, ja, men hvis jeg, i al min misforståede godhed, nærmest stalkede Anders og hans familie for at vise, at JEG ikke var bange for at være i dén situation, ville det være mit behov og ikke hans eller deres, der var årsagen til det.
Jeg er ikke bange for andre menneskers følelser. Jeg har ikke det, der ligner berøringsangst ift. at snakke om det, der er svært. Nærmest tværtimod. Så det, der for mig har været kunsten at lære, har dels været at finde ud af, at der er forskel på at være støtte for mennesker i krise, og på at vise, at man ikke er utilpas i selskab med dem og deres sorg. Det har også været at lære, at der er noget, der hedder sorg-kemi. At man af en eller anden grund føler sig hørt og trøstet hos nogle, mens andre siger alt det forkerte. Og endelig har jeg lært, at sorg fordrer, at jeg skal finde ud af, hvilken en af cirklerne, jeg står i. Om jeg er i den inderste cirkel, som huser de allernærmeste, om jeg er i den mellemste cirkel, hvor de gode kolleger og bekendte bor, eller om jeg befinder mig i den yderste cirkel, som er mennesker, man sætter pris på, men sjældent eller aldrig er sammen med på eget initiativ.
De færreste er i tvivl, når de er en del af inderkredsen, mens jeg tror faktisk sjældent, vi forholder os til, om vi er i den mellemste eller den yderste kreds, når hverdagen bare ruller, og vi mødes i træningscenteret, i kantinen eller i kommentarfelterne rundt omkring.
Netop derfor er det svært, når krise og sorg rammer, fordi man pludselig skal foretage sondringen – og gøre det på et tidspunkt, hvor man virkelig, virkelig ikke ønsker at opdage, at vi opfatter vores relation forskelligt. Hvilket nok også er grunden til, at det gør ekstra ondt, når mennesker, man selv opfatter som stående i første led i inderkredsen ikke kommer til undsætning, når man har brug for det, og at dette forandrer synet på relationen permanent.
Det gibber stadig i mig, når mennesker, jeg holder af, bliver ramt af skæbnen, og jeg får stadig en instinktiv trang til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, og dedikere de næste mange måneder af mit liv til at vise, at jeg gerne vil være der. Men der findes måder at anerkende sorg og svære livsvilkår på, som matcher relationen. Måder at sige: ‘Jeg ser dig’ med alt, hvad det indebærer, uden samtidig at smøre sig selv ud i for tyndt et lag, for hvis man gerne vil være alt for alle, tror jeg, at man bliver for lidt for de nære og for meget for de fjerne.
Dén pointe tager jeg med mig i min rygsæk fremover, Linda! ❤️
Jeg er meget, meget glad for, at du føler, det kan bruges <3
Det var virkelig, virkelig velskrevet, Linda, og et meget illustrativt eksempel. Som Maude skriver, den tager jeg lige med mig.
Tusind tak for det <3
Virkelig godt skrevet. Tak 🙂
Du er mere end velkommen – og selv tak:)
Du skriver så klogt, men på en måde så jeg kan føle at jeg selv har tænkt det. <3
Jeg elsker at man lige kan få en god gang livsfilosofi på en tirsdag aften. Og jeg er især vild med “uden samtidig at smøre sig selv ud i for tyndt et lag, for hvis man gerne vil være alt for alle, tror jeg, at man bliver for lidt for de nære og for meget for de fjerne.” Det gælder jo nærmest i alt hvad vi gør i livet, og jeg kan se at jeg virkelig smører mig for tyndt ud på mange måder! Mere tandsmør!
Jeg overvejer at få tatoveret dit sidste statement på lænden. For det er da så sandt, som det er sagt!
… og på så mange niveauer! Tandsmør for livet!
Jeg var 20 år, da min farmor døde ret pludseligt efter kort tids sygdom. Vi var meget tætte, og sorgen var så stort et sort hul, og jeg var så enormt vred. Hun var typen, der på en eller anden måde var noget godt for mange mennesker, så til begravelsen var kirken proppet med både mennesker og blomster. Og jeg kunne slet ikke have det. Jeg var så vred på alle de mennesker, som kom der og blandede sig i, hvad, jeg følte, var min sorg. Som om deres deltagelse berøvede mig noget eller at deres håndtryk og kondolencer var så absurd ligegyldige. I dag, 10 år senere, tænker jeg helt anderledes om det, naturligvis. Det er jo smukt, at hun betød noget for så mange, og alle de andre havde jo også en sorg. Men jeg tænker tit på det her, når jeg overvejer, hvordan jeg skal være ifht. andre i sorg, og jeg tænker, du har en rigtigt fin pointe i, at man også skal sørge for ikke at være “påtrængende”. Det er nok en svær balance, men jeg tror, der ligger noget i at være bevidst om, at ens tilkendegivelse ikke skal “kræve” noget af den sørgende.
Jeg tror faktisk, at det er en meget normal reaktion. Jeg har tænkt det de sidste par gange, store mediepersonligheder er døde, f.eks. Master Fatman og Kim Larsen. At det må være så grænseoverskridende at være nærmeste pårørende, og så kommer hele Danmark og forsøger at vriste sørgeretten ud af hænderne på én. På en mærkelig måde kan det næsten komme til at føles som om, det udvander sorgen eller får den til at føles lidt falsk? Fordi man ikke kan se dybden af den udenpå, og det derfor kommer til at føles, som om de sidestiller deres sorg med din, og det på ingen måde er det samme? For gennemsnitsdanskeren skal bare leve videre uden flere plader om Vesterbro og rygning, mens kone og børn skal fulde et hul, der står og larmer hver eneste dag.
Det er svært.
Tak for din kommentar <3
Nu har jeg jo skrevet det på sms – men som en der er lidt ramt af livet lige nu vil jeg lige gentage i fuld offentlighed at det er så rigtigt det du skriver. Og at det du har øvet dig i ér lykkedes – i hvert fald efter min mening :-*
Du er den bedste – tak <3
Og dér blev jeg lige endnu en gang mindet om, hvorfor jeg læser med hos dig. Du er så livsklog og god til at sætte ord på, at du kan give lidt af det videre til os. Tak!
Det var en meget fin kommentar at få, Louise – mange tak for det! <3
Kære Linda.
TAK for dette indlæg. Jeg står aktuelt i sorgen efter et dødsfald, hvor jeg var inderkredsen. Det er forfærdelig hårdt, men det lindre at læse ord om døden og det lindrer at folk sender en tanke og en hilsen.
Jeg er så meget ligesom dig – jeg smider alt hvad jeg har i hænderne og står klar, men det er ikke altid hensigtsmæssigt og jeg øver mig netop i at undgå misforståede hensyn.
Jeg ved ikke om denne besked hang sammen og om det giver mening, men jeg håber det. Dine ord gav ihvertfald mening for mig.
Jeg forstår 100% hvad du mener <3
Jeg håber, at du også har en inderkreds, der rykker tættere på dig, så nogen hjælper dig med at holde balancen.
Kh
Linda
Jeg har skulle øve mig så meget på det, du så vedkommende beskriver her. Altså på ikke at gøre og fylde “for meget”, når mennesker i min fjerne periferi gennemgår noget tragisk. For jeg kommer også til at ville det hele – sætte eget liv på stand-by og gøre alt hvad jeg kan for at vise, at jeg er der og kan rumme hele pivtøjet. Jeg vil så absurd gerne hjælpe, men det giver jo ikke mening, som du skriver – for stod jeg selv og var ved at snuble over livet, ville det være helt forkert, hvis det var den fjerne kollega eller Palle nede fra parken, som var de der flyttede ind og greb mig. Man skal afkode relationen, også når livet gør ondt – og der findes så at sige uskrevne regler for den fjerne og nære sorgstøtte. Med mindre at det går op for en, at den som snubler ikke har en indercirkel … eller at indercirklen svigter … så skal man måske turde træde “for tæt på”, om ikke andet for bare at stikke føleren ud og finde ud af, om man er for meget, eller om man er ønsket…
Jeg har faktisk selv prøvet det sidste, du beskriver. Jeg havde et menneske i omgangskredsen, der i dén grad blev ramt af en tragedie, og selvom jeg uden diskussion befandt mig et sted mellem den mellemste og den yderste kreds, var der bare ikke rigtigt nogen i den inderste, der rakte ud. Derfor gjorde jeg, og det var godt nok en hård omgang. For det er jo ikke en klub, man melder sig ind i for en uge; siger man A her, så har man også automatisk sagt B, synes jeg.
Men det var faktisk lige ved at knække mig til sidst. Fordi jeg var den eneste, der agerede stillads, og fordi man ikke kan være så massivt sammen med rå, brølende smerte uden selv at blive voldsomt påvirket af det. Og uanset hvem jeg forsøgte at involvere af professionelle osv. så var der bare ikke rigtig andre, der trådte til.
Det var for mig en vigtig lektie at lære: At man somme tider kan være tvunget til at se på, om man faktisk har det, det kræver at gå ved siden af, hele vejen, indtil den sorgramte er fulgt over på noget bærende underlag igen. For jeg tror, man kan komme til at ødelægge mere, end man afhjælper, hvis man kun stiller halvt op.
Kh
Linda
Tak for endnu et godt og tankevækkende indlæg – som også rammer hvorfor jeg har haft det stramt med alle dem, der har lagt blomster hos familien Holck Povlsen efter deres børn døde i Indonesien og sågar arrangerede et fakkeloptog.
Forstå mig ret: jeg kan ikke forestille mig hvor rædselsfuldt det må være at miste sine børn, det er formentlig alle (normalt fungerende) forældres absolut største mareridt, men det er en privat tragedie, også selvom forældrene er stenrige efter min mening og de skal have lov til at sørge i fred.
Jeg har tænkt meget over det fakkeloptog, for der er også noget i mig, der stritter på det. Jeg tror, det er fordi det på mig kommer til at virke, som om man beder de stakkels, stakkels forældre om en reaktion på et tidspunkt, hvor de virkelig ikke burde tvinges til at forholde sig til andet end deres egen sorg. Men lukker de sig om sig selv, kommer de til at fremstå usympatiske, og den situtation synes jeg, det er ret ufint at sætte dem i.
Jeg er helt sikker på, at ideen er udsprunget af en følelse af magtesløshed, og fakkeloptog osv. kan nok være en fin måde at finde og styke fællesskab på, når noget forfærdeligt sker, men for mig er der stor forskel på at mødes for at udtrykke sorg over en begivenhed, der har ramt mange, og over en tragedie, der har ramt én familie.
Jeg kunne nærmest ikke være mere uenig her…
I min optik kan man ikke gøre for meget, uanset hvor tæt eller hvor fjern man er i relationen og det er for mig den allerstørste fejl man kan begå: At tænke “Der er andre, der er tættere på, der skal tage sig af den her”
For ja, det er der måske, men det er også når lokummet brænder, at man, på den meget hårde måde, får skilt fårene fra bukkene og lærer, hvem der er de sande venner, og hvem der absolut ikke er. Og oftest er det dem, der er tættest på, som man regner mest med, der svigter mest. Måske fordi det er “for svært”, at se en anden have det skidt, at man ikke har tid, plads, whatever.
Som en, der har prøvet det selv, må jeg bare sige: Nej. Du kan ikke gøre for meget, fordi der er andre (De fleste andre, desværre) der gør for lidt og man behøver ikke bekymre sig om, at man er “for egoistisk” i sit ønske om at være der. Alt med måde og balance, selvfølgelig, men dem, der var der mest for mig, det var ikke mine nærmeste og dem, jeg selv havde holdt røven oppe på. De glimrede ved deres fravær eller havde travlt med at skælde mig ud over, at jeg ikke var der for dem. Det var andre, mere perifære, der viste sig at være bedre venner end jeg troede, netop fordi de bare handlede og ikke spekulerede i om det var i overkanten eller deres eget behov.
For mig var det guld værd og jeg synes egentlig at det er lige så berøringsangst at have synspunktet “Det er jo bare mit behov for at hjælpe og det bliver grænseoverskridende for den anden”, for sådan er virkeligheden ikke. Når alt er ramlet, er de grænser er meget udviskede og det eneste man for alvor kan bruge til noget er de hænder, der rækker ud. Relationen til afsenderen betyder langt mindre, og som jeg begyndte med at skrive:
Man kan vitterligt ikke gøre for meget og ja, det kan være tungt at bære så rå en sorg, men udtrykket i medgang og modgang gælder ikke kun ægteskaber, også venner. Og det er i modgang man finder ud af, hvem der er ægte venner.
Hvis du har oplevet at blive svigtet af mennesker, du havde regnet med, kan jeg godt forstå, at din holdning er, som den er. For hvis ikke de nærmeste står der, hvem gør så?
Når det er sagt, har jeg det selv på en anden måde. Jeg har nemlig også haft tidspunkter i mit liv, hvor alt ramlede, og jeg har ikke oplevet det som værende en trøst eller en hjælp, at mennesker, som jeg ingen fortrolighed havde med, eller som jeg ikke vidste noget om, pludselig stak hænderne ind i min krise og min sorg. Jeg oplevede det som noget, jeg skulle bruge energi på, på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde det.
Måske handler det om, at jeg af natur er sådan én, der gerne vil tale med andre mennesker, og har jobs osv. der gør, at jeg har mange mennesker omkring mig, men der er stort set altid bekendte og kolleger, som er ramt af sorg eller krise. Og jeg kan ikke både være der ordentligt for Lone, der er afrydder i kantinen og den mor, jeg ikke engang kender navnet på i børnehaven, hvis jeg også samtidig skal være der for min familie og mine venner.
Min pointe er, at når et menneske rammes af sorg, så kan alle omkring os/dem ikke alle sammen være der 400%; det ville være både mærkeligt og massivt – for mig, i hvert fald – men derfor synes jeg bestemt stadig, at man kan udvise almindelig medmenneskelighed ved at spørge Lone, hvordan hun har det, og ved ikke at lade som ingenting, hvis ovennævnte mor står i garderoben med tårer i øjnene.
Men jeg synes ikke, man hjælper andre mennesker ved selv at gå til grunde i forsøget på at redde hele verden.
” Men jeg synes ikke, man hjælper andre mennesker ved selv at gå til grunde i forsøget på at redde hele verden ”
Jeg tror lige præcis det er sætningen her, der trigger mig, for hvis alle tænker sådan, så er der jo sjovt nok ikke nogle til at stille op. Og det er en meget nem ansvarsfraskrivelse at lave.
Man behøver ikke “gå til grunde” i at hjælpe andre, men det, at ingen føler, at de har et ansvar, fordi de har for travlt med at redde sig selv / ikke har tid / ikke har overskud gør jo netop, at folk kan ende med at stå fuldstændig alene, fordi tankegangen er 1) Det er dem tæt på, der skal gøre noget og 2) Folk orker det heller ikke rigtig selv, fordi der er jo så meget andet, man også skal
Så min pointe er, at hvis man er typen, der gerne vil række ud over være der for folk, men stopper sig selv, fordi man føler at man ikke er tæt nok på, så behøver man ikke have den bekymring om det er “for meget” og man behøver ikke stoppe sig selv.
Ræk endelig ud, for der er masser af andre, der ikke gør det (Af alle de grunde, der så kan være til det) Men generelt kan man sige, at det ikke er ansvarsfølelsen overfor andre mennesker, der præger vores samfund these days
Jeg hører bare ikke rigtigt nogen sige, at der ikke er nogen, der stiller op? Jeg hører derimod både her i kommentarfeltet, i din første kommentar, i min egen historie og ovre hos Karoline – som er det, indlægget her tager udgangspunkt i – at der er nogen, der stiller op – det er bare ikke altid dem, man forventer.
Jeg prøver gerne at holde bolden på egen banehalvdel, for jeg ved ikke, hvad der foregår hos andre, hverken omkring dem eller i hovedet på dem. Og når du skriver, at “man ikke behøver gå til grunde i forsøget på at hjælpe andre” så læser jeg det som din vurdering af, hvad andre mennesker kan holde til, og det mener jeg bare, helt grundlæggende, ikke, at man kan. Jeg har selv prøvet at stille op for et menneske, der havde det svært, fordi der ikke var andre, der gjorde det, og det var meget tæt på, at vi til sidst byttede plads, fordi hun i sin sorg nærmest åd mig med hud og hår.
Du og jeg er givetvis farvet af, at vi dels er forskellige og dels har forskellige oplevelser med os i bagagen, så måske vi bare skal være enige om at være uenige?
God weekend.
Mvh
Linda