Linda

Hold kæft, hvor er der fart på. Det er mærkeligt, hvordan ting har det med at klumpe sig sammen, og jeg synes godt nok, at det sidste år har været ret kompakt, store begivenheder taget i betragtning. Synes også, at mange omkring mig lige nu oplever situationer, hvor fundamentet, de står på, knager og brager, og hvor livet pludselig tager nogle virkelig overraskende drejninger. Hvis man var lidt astrologisk anlagt, ville man sikkert kunne forklare det med planetenes stilling på himlen, og jeg synes næsten, at det ville være helt rart, hvis der var en slags forklaring på det – hvor alternativ, den end måtte være – for det er lidt svært at rumme, hvis alt bare er en skønsom blanding af kaos og tilfældighed.

Men jeg har netop afleveret min opsigelse på boligen, vi bor i nu, og jeg kommer ikke til at savne noget som helst herfra. Intet. Ikke én eneste ting. Jeg kommer ikke til at savne den familie, der bor 5 huse henne, der har omdannet det ene værelse i huset til et værksted, hvor suspekte typer sidder og tuner deres i forvejen ulovlige knallerter, som de efterfølgende kører ræs på på stien i min baghave. Jeg kommer ikke til at savne den forhærdede alkoholiker, der – heldigvis – ikke har bil, som sidder på sin parkeringsplads ude foran huset i en plastikklapstol, med en omvendt indkøbskurv, han har hugget i Fakta som cafébord og hamrer guldøl i ansigtet dagen lang. Ej heller vil jeg savne at få besked fra viceværterne om, at man skal være opmærksom, hvis man har brugt fællesvaskeriet i en bestemt periode, fordi et voksent menneske (ingen nævnt, ingen glemt) har skidt i bukserne, og bare lige smidt tøjet i maskinen uden yderligere dikkedarer. Farvel til legepladser, hvor folk lufter deres hunde, og ikke samler hundelorte op, farvel til knagende trapper, der umuliggør putning af børn i to omgange, til mus i køkkenskabet og til polske grillfester, der starter den dag, temperaturen første gang sniger sig over 10 grader, og fortsætter frem til slutningen af november.

Jeg har hadet det, fra jeg flyttede ind, og nu er det slut.

Far. Fucking. Vel.

D. 01. august overtager vi det nye hus, som jeg var ude og se igår, og som jeg ville omfavne, hvis jeg kunne. Der er. Så. Pænt. Det er småt, men nyt, og vi kender halvdelen af dem, der bor på vejen. Jeg får en garage, og min hemmelige suburban dream om et bryggers går i opfyldelse. Ungerne får et værelse hver, og badeværelset er så stort, at vi nærmest kan bruge det som gæsteværelse. Jeg får en forhave OG en baghave, og kun ét sæt naboer, hvilket forhøjer min livskvalitet med ca. 2000%, og da vi bor for enden af en blind vej, kan man sende sine børn ud at lege, uden at frygte, at de bliver kørt ned af sænkede VW’er med Fuck Da Police-stickere og metallic-ice-blue Toyota Corolla’er, der kører om kap.

Økonomien kan stadig give mig ondt i maven, fordi der er mange ukendte faktorer, men banken har nikket ok, og det vælger jeg at stole på.

Nå, men kan I huske det hus, vi snakkede om, jeg gerne ville have? Det har jeg fået tilbudt som nummer to. Altså noget der ligner 50/50 % chance for at få det. Og det har man jo ret meget lyst til at råbe hurra over, indtil man kommer i tanke om, at man er voksen, og derfor bliver nødt til at forholde sig til, at timingen næsten ikke kunne være dårligere.

For det er lidt dyrere, end det vi bor i nu; det har jeg hele tiden vidst, og det er ikke en dealbreaker. Men der er også lige et indskud på omkring 37.000, man skal have gravet frem, og uden at kede jer unødigt med detaljer om min økonomi, konstaterer jeg bare, at min opsparing er tæt på at være afgået ved døden efter et halvt år på barselsdagpenge. Ydermere er jeg gået ned i løn, bl.a. fordi jeg er gået lidt ned i tid og afvikler restbarsel fra Anton, og endelig er jobmarkedet for en tegnsprogstolk mere usikkert nu, end det nogensinde har været før. Det er fuldstændig umuligt at regne ud, hvor meget jeg kan få i boligstøtte, fordi min indkomst svinger så meget, som den gør, og fordi den nu også udgøres delvist af dagpenge pga. restbarsel.

Men.

Hvis vi får det, kommer vi til at bo 200 meter fra skole og institution. Vi kommer til at vade i legekammerater og netværk, og måske behøver jeg ikke hive barnepigen ind, hvis jeg en dag først har fri kl. 17. Anton kan selv cykle i skole, og vi slipper for den rundkørsel i Esbjerg, der giver anledning til flest mareridt hos forældre med små børn. Det hus, vi har fået tilbudt, er et af dem, der har fået lavet skillevæg, så der er værelser til begge børn, og jeg skal ikke have et istandsættelseslån, der i 10 år vil øge huslejen med ca. 800 kr. i måneden.

Så jeg har sagt ja. Vi ved på mandag, om det er vores eller ej, og i de mange, lange nattetimer forsøger jeg at gøre situationen til win-win. Hvis vi får det, er vi endelig, hvor vi gerne vil være de næste mange år, og så må vi løse det økonomiske i takt med, at det opstår. Jeg kan evt. vælge at gå op i tid igen, og der er (vel) trods alt ingen, der er døde af at leve på havregrød og postevand i en periode.

Hvis ikke vi får det, kommer den bunke penge, jeg står til at få udbetalt i tillæg, restferie osv. til at udgøre fundamentet i en ny opsparing, jeg kommer til at kende vores økonomi væsentligt bedre, og vi er klar, når vi får tilbudt noget næste gang.

Men i dette lukkede forum kan jeg da godt være ærlig og sige, at jeg ikke har ret mange negle tilbage.

Heldigvis er børn jo dejligt effektive ift at sørge for, at man ikke får for meget tid til at sidde og kæle for sine ilandsproblemer. (Apple har virkelig overtaget verdensherredømmet, når man kort studser over, at stavekontrollen ikke retter det til iLandsproblemer.) Anton er blevet en lille teenager, der ikke er bange for at give udtryk for, hvordan han har det, og i går morges hvisle-sang “Mor er træls, mor er trææææls, mor er træls” hele vejen ud til børnehaven.

Jeg prøver at glæde mig over, at jeg opfostrer emotionelt sunde børn, der ikke brænder inde med, hvad de føler.

Så status her er: Vi venter, og forsøger ikke at få et sammenbrud over de 100 ubekendte.

Heldigt, at jeg er bygget af tålmodighed, og ikke er typen, der har behov for kontrol.

Så skal jeg lige love for, at hverdagen startede igen. Der er godt nok fart på.

På mange måder er det ok. Det er fedt at være tilbage i mit fag, og jeg har savnet mine kolleger. Min hjerne råber – imellem de narkoleptiske anfald – hurra over at blive brugt igen, og da mit job byder på mellemtimer her og der, har jeg også fået taget ordentligt fat på træningen igen. Det har jeg savnet meget.

Men al forandring er svær i begyndelsen, og det er den her selvfølgelig også. Jeg er typen, der spiser ny-indkøbt rugbrød først, og venter med at tømme den gamle pakke, fordi jeg ikke gider gå igennem livet med en madpakke, der altid er smurt på halvgammelt brød. Efter samme princip har jeg i al den tid, jeg har været på barsel, givet Anton korte dage i børnehaven, vel vidende, at det for alle parter ville føles som at få tæsk med en våd avis, den dag hele maskineriet skulle igang igen.

Og det gør det så.

Selvom jeg har brugt min restbarsel fra Anton på at gå ned i rådighedstid, så mine dage ikke bliver så lange, har et sammenfald af uheldige omstændigheder alligevel medført, at maj ud er en lille smule tosset, med meget aften- og weekendarbejde. Heldigvis ved jeg, at det ikke fortsætter sådan, og heldigvis har vi verdens bedste barnepige, men jeg får fysisk ondt i hele kroppen over det, når begge unger sidst på eftermiddagen er så trætte, at de falder over luften, og græder, hvis skeen har en forkert farve. Vi løser det ved, at aftensmaden er noget, jeg hiver ud af fryseren (imens jeg indstiller mit fortidsjeg til helgenkåring over at have forudset den her situation), og ved, at det eneste jeg gør, fra vi kommer hjem, til de skal i seng, er at sidde med dem, mens jeg nynner Massive Attack’s Protection.

Det sidste er løgn. Jeg nynner mest soundtracket til Frost, men når det bider mest, og det føles som om, det er mig, der gør livet svært for mine børn, prøver jeg at huske, at min opgave ikke består i at beskytte dem imod virkeligheden, men i at sørge for, at sammenstødet med den ikke bliver for voldsomt.

Men det er nogle solide dage, synes jeg, for når de små er puttet, skal jeg have lidt at spise og have ordnet alt det huslige, hvorefter jeg kan begynde at forberede mig på mine opgaver den efterfølgende dag. Der er sket meget på mange fronter, og lige nu har jeg det nærmest, som om, jeg er i praktik.

Så status herfra er, at vognen kører; den slingrer og piber lidt, men den skal nok komme op i fart. Vi skal bare lige igennem maj uden at vælte.

Klokken er 21, og jeg er landet i sofaen på min sidste aften på barsel. Teknisk set er jeg jo egentlig sygemeldt, men idet jeg er, hvor jeg har været de sidste 11 måneder, og laver det, jeg har lavet de sidste 11 måneder, er det svært at mærke forskel.

Hold kæft, hvor har jeg nydt det. Ikke, at der ikke har været dage, hvor det har krævet ekstra kaffe at holde hjulene igang, men grundfølelsen, når jeg ser tilbage på denne barsel, er taknemmelighed. Tænk at jeg, selvom jeg ikke har fundet mig en mand, stadig har fået to børn, der hver eneste dag gør mig så lykkelig, at mit hjerte næsten eksploderer.

Min barsel med Anton er meget farvet af, at vi undervejs flyttede tilbage til Esbjerg. Jeg kan stadig huske, da vi kørte ud af Aarhus for sidste gang, og jeg græd så meget, at min mor spurgte mig, om det ikke måske var bedre, at hun kørte bilen. Det var et sejtræk, og der var så mange nye ting, jeg skulle lære. Både om at være mor, om at være en familie, om at ompotte sig selv, og om at få en hverdag til at hænge sammen.

Min barsel med Frida har været helt anderledes rolig, og at føje hende til vores lille klan har virkelig været forbløffende ukompliceret. Det var ikke fordi Anton kastede sig over hende med knus og kys fra starten, men han har fra allerførste dag accepteret, at vi nu var 3, og han har ikke én eneste gang givet udtryk for jalousi. Selvfølgelig bliver han somme tider utålmodig, når jeg ikke kan være 2 steder på én gang, men jeg har første gang til gode at høre ham klandre Frida for det.

Det har meget at sige, at hun er nem, for det har været dét, der har givet overskud til at nyde dagene, selvom jeg har arbejdet for min løn. Udfordringer kan deles i to, synes jeg; dem, der er så overvældende, at man næsten drukner i dem, fordi man ikke kan hverken bunde eller ane land, og dem, hvor man lige i situationen bander, så selv de mest forhærdede sømænd må rødme, men hvor man stadig har så meget luft til loftet, at man godt ved, at det her bare er træls, lige her og nu. Når jeg har været udfordret i denne barsel, har det udelukkende været på den sidste måde, og det føler jeg mig virkelig meget heldig over.

Så selvom de sidste 11 måneder har budt på brækkede ben, 800 møder om skoleudsættelse, nabohuse, der brændte og svigefulde halse, så er det overordnede billede stadig, at det virkelig har været en udpræget fornøjelse, takket være de her to:

Idag er en stor dag, for idag kan jeg mærke, at det er i orden, at min barsel er ved at være slut. Jeg sidder i mit køkken og drikker kaffe, og det er det eneste, jeg har på programmet for idag. Normalt ville jeg skulle ned at undervise i aften, men pga. halsen må jeg ikke endnu.Begge mine børn er i institution, og det er ok, og jeg har nået de vigtigste ting på min reviderede to-do liste. Jeg havde en hel del flere punkter på, som jeg har måtte flytte over på “senere – når der bliver tid” listen, men de ting, som jeg skal-skal, inden jobbet kalder, er vinget af, og med to hele dage i overskud, sidder jeg med fornemmelsen af at være nået i mål.

Derfor har jeg besluttet mig for, at halsen var en gave i forklædning, for hvis jeg skulle være startet i mandags, var vi billedligt talt snublet ud af døren med jakken halvt på og en klap-sammen i munden. Måske bliver det alligevel sådan, når hverdagen starter, men fornemmelsen i kroppen er en anden nu, og det gør en verden til forskel for mig.

Skål i kaffe og zen, og må I alle få en forrygende torsdag, og en god og fredfyldt pinse.