Jeg glæder mig i denne tid
En lille sommerhilsen fra det, der mest af alt minder om en miniatureridderborg, bygget af flyttekasser. Jeg havde glemt, hvor træls, det er at flytte, men som Meatloaf synger: “It’s all coming back to me now”.
Vi får nøglerne d. 29.07, og jeg leger lige nu den sjove leg, hvor man prøver at gætte, hvad man kan pakke, så man ikke ender med at skulle rode samtlige kasser igennem, når man midt i ulvetimen skal bruge en proptrækker dåseåbner. Resultatet er, at mit hjem ligner tandsættet hos en hjemløs, og det føles som at bo i en et hus lavet af kæmpe store post-it’s. Hvor end jeg vender blikket, udløser det en mental maskingeværsalve af ting, jeg skal huske.
Samtidig er jeg nødt til at lægge en tidsbuffer ind, fordi vi jo stadig er igang med Det Første År I Institution, også kendt som ‘Året, hvor immunsystemet skal installeres’. Heldigvis lader det til, at begge mine unger har grundlæggende gode helbred, men Frida har haft 4-5 af de klatsygedage, hvor der er feber og lidt for megen almen utilpashed til at sende dem afsted. Da både Anton og Frida reagerer på sygdom på præcis samme måde som mig, med en blanding af raseri og vantro, betyder det, at det er nogle *lidt* lange dage, når jeg er hjemme med den lille frø. Hun er for slatten til at kunne det, hun plejer, men stadig for frisk til at kunne tage den med ro. Vi kører en uendelig cirkel, der ser nogenlunde sådan her ud: “Tag mig op!-Jeg gider ikke sidde ved dig!-Sæt mig ØJEBLIKKELIGT ned igen!-Nej, se en klods-GULVET ANGREB MIG!!-Tag mig op!” igen og igen og igen. Og søvn bruger vi slet ikke. Kørte fx. en dag igår, hvor hun som altid stod op kl. 5, blev puttet omkring kl. 18.30 og i løbet af dagen sov én gang; 1 time og 20 minutter. Det passer utrolig dårligt sammen med nedskruening af hylder og pakning af kasser.
Det overrasker mig også, som altid, at store ændringer som den her, ikke automatisk udløser en husholderske, en rengøringsdame, en gartner og to kokke. Jeg bliver nærmest lidt fornærmet, når det går op for mig, at jeg også forventes at forholde mig til, hvad vi skal spise. Og skal frembringe det.
Så der er stadig knald på, og jeg kan mærke, at det begynder at give nogle af de symptomer, vi ikke er så glade for. Jeg glemte f.eks. at dreje igår, da vi kørte hjem, og opdagede det først, da Anton spurgte: “Mor, hvad skal vi?” Jeg sover dårligt, sætter kogekanden i køleskabet, og har hele tiden en en hovedpine, der ligger på lur. Jeg er virkelig, virkelig modstander af at leve på forventet efterbevilling, hvor man igen og igen siger ting som “Vi skal bare lige igennem maj” eller “Det hele bliver anderledes, når vi rammer august” for der kommer sgu altid noget nyt, og det ville være SÅ ærgerligt, at man først finder ro til at sidde med en kop kaffe, når man fylder 80. Men det her år *har* været tosset, og det er ikke helt ovre endnu. Huset her skal ordnes og afleveres, vi skal flytte, vi skal på plads i det nye, og Anton starter d. 08. august i den sproglige førskole. Og så er der økonomien, som vi først kender alle detaljer i, når vi rammer november, fordi boligstøtte og fripladstilskud reguleres på månedsbasis, og har en forskydningstid på to måneder.
Så jeg prøver at tage små pauser i hverdagen, at holde fri fra alting senest 20.30 og at huske, at om lidt; om lidt er vi, hvor vi gerne vil være.
(Og så glæder jeg mig i al hemmelighed til jul, hvor vi sidder i vores nye hus og beundrer juletræet og drikker varm kakao, mens sneen daler udenfor, og mine velfriserede børn sidder for mine fødder og tigger mig om at læse endnu et kapitel af Peters Jul.)
13. juli 2016 @ 07:08
Jeg venter også forgæves på at vågne op til egen butler! Hvor er mit DowntownAbbey liv?
– A
13. juli 2016 @ 18:12
Hahahaha!! JA! En butler! Nu ved jeg, hvad det er, jeg hele tiden har gået og manglet!
(Bortset fra, at han ville gå i vrede efter en uge, fordi jeg ikke ville kunne lade "det var butleren, der gjorde det" ligge…)
13. juli 2016 @ 13:50
Hvis din parentes til slut holder stik, så har du et styks mirakelblogindlæg der. 😉
13. juli 2016 @ 18:13
Ja, håbet er jo lysegrønt, ikke?:-D
13. juli 2016 @ 15:56
Kender godt der med at hele tiden at leve på efterbevilling. Da ungerne var små troede jeg det blev anderledes, når de kunne klare sig selv, men nu er der bare så mange andre ting, jeg hele tiden er bagud med (fx at gøre køleskabet rent og få dyrket noget motion ?) Måske det bare er sådan at være kvinde…
Synes faktisk også at du har fortjent som min. en rengøringshjælp og en kok!
13. juli 2016 @ 18:14
Jeg tror også, at jeg er ekstra opmærksom på det, fordi det er noget, jeg tidligere har været slem til; at overbooke kalenderen helt sindssygt, hvilket altid har betydet, at når der så kom et eller andet uforudset, så vaklede jeg under alt det, jeg selv havde fået stablet op.
Men jeg tror du har ret. Vi er mange, der lider af det.
Og hvis nogen en dag forærer mig noget hjælp, lover jeg at sende dem over til dig og give en hånd med køleskabet:)
13. juli 2016 @ 17:46
Pas på dig selv, bed om hjælp og tag en ting af gangen. Livet som mor med stress er ubærligt, der skal man ikke hen og det kan tage meget lang tid at komme over igen. I know.
13. juli 2016 @ 18:16
Jeg har utrolig meget respekt for det, fordi jeg har to venner, der har haft stress. Sådan rigtigt. Det er ingen spøg, det er tydeligt at se. Men jeg skal næsten passe på, at jeg ikke stresser over, at jeg ikke må stresse – forstår du, hvad jeg mener? Lidt ligesom når folk siger, at hunden kun bider, hvis den kan mærke, at du er bange. Så er det sgu svært at undlade at være, ikke?
Men jeg gør alt, hvad jeg kan for at passe på mig selv. Tak for omtanken.
Kh
Linda
14. juli 2016 @ 17:31
Jeg forstår godt, hvad du mener, og selvfølgelig er du opmærksom på det.
Jeg ønsker jer alt det bedste, og ja det bliver skønt når I er landet det nye sted! 🙂
14. juli 2016 @ 06:03
Vil bare sige tak for en fantastisk og velskrevet blog! Du er det sjoveste og mest velskrivende menneske jeg ikke kender. Og så giver dine refleksioner over dit liv grobund for refleksioner over mit eget – og det er altid tiltrængt. Rigtig god flytning!
14. juli 2016 @ 07:59
Det var dog en utrolig dejlig kommentar at få – mange tak for den! Og tak for fjernhep:)
17. juli 2016 @ 21:41
Jeg elsker, elsker, elsker din blog! Sproget er altid lige i skabet og nogle af de mentale billeder jeg får hænger ved i utroligt lang tid (som fx den med at jagte sit barn med solcremen, som man selv hader). Måske fordi mit eget stædige førstefødte barn hedder Anton, men mest fordi du er mega sej til at skrive.
Held og lykke med flytningen. Kender kun alt for godt det med at leve på forventet efterbevilling. Jeg har et fuldtidsjob+ og har for en måned siden afleveret min PhD, som jeg de sidste ni måneder har skrevet færdig i min fritid (altså de der uendeligt mange timer der er tilovers fra to små børn, heldigvis assisteret af min tålmodige mand). Jeg har nærmest ligget i koma siden og kan godt mærke at buen er spændt for hårdt. Det er ikke sundt, men jeg har nok heller ikke rigtig lært hvordan man siger "det lyder vel nok spændende/sjovt/hyggeligt, men det kan jeg desværre ikke, for jeg skal hjem og ligge på sofaen i aften". Men jeg øver mig stadig. ?
18. juli 2016 @ 05:41
Sikke dog en umådelig fin kommentar – tusind tak for den!
Som en slags fun fact, kan jeg fortælle, at de 12 sekunder efter, at jeg havde trykket "Udgiv" på dette indlæg, ringede fra vuggestuen, og jeg har haft Frida hjemme siden… Mor har lidt spændinger omkring kæben nu.
Så rockersejt lige at fyre en PhD af, med mand, børn og job on the side. Jeg vil sige, at det må være ok at gå i noget selvbestaltet koma nu:)