Hvad med Phillip?
For lige at starte et helt andet sted, end jeg har tænkt mig at bevæge mig hen, så elsker jeg biblioteks-app’en, og hvis du ikke har hentet den, så gør det med det samme. Kvaliteten af de bøger jeg læser, er steget med 1000% efter jeg har hentet den, fordi jeg ikke længere bare på må og få tager dem med de pæneste forsider, når jeg vandrer planløst rundt på biblioteket. I dag går jeg, i det sekund, jeg ser en god anmeldelse af en bog, ind og reserverer den via app’en, og så er det bare at vente på, at den kommer hjem. Det lyder som en meget lille ændring, at funktionen er flyttet fra computeren og over på telefonen, men det gør hele verden til forskel.
Grunden til ovenstående indledning er, at jeg nu også læser bøger, som jeg måske ikke lige ville have plukket, hvis jeg bare var gået forbi dem IRL, og “Jeg klarer mig, mor” er en af dem. Den handler om det tredobbelte drab på Frederiksberg i 2015, hvor 3 unge mænd blev skudt i en lejlighed, mens de sov. Likvideringen var banderelateret, og alene af den grund, ville jeg være styret udenom den, fordi det emne ikke optager mig. (Og kæmpe undskyld for det, hvis der sidder nogen derude med alting i klemme).
Men anmeldelsen af den var god, så jeg bestilte den, og i sidste uge lå den klar til mig. Jeg hentede den torsdag, og torsdag aften slog jeg op på første side.
-og var nær faldet ned af sofaen, da det gik op for mig, at jeg kender fortælleren, som er moderen til den ene af drengene.
Jeg har gået i skole med hende, og jeg blev så rystet over retrospektivt at læse om hendes opvækst, og om hvordan livet har behandlet hende, at jeg kom til at læse hele bogen. Jeg græd, så jeg til sidst var så hævet om øjnene, at jeg ikke kunne se, hvad der stod, og jeg havde flere gange fat i min telefon, fordi jeg have lyst til at ringe til nogen og råbe: “Det er Liselotte!!” Men jeg kender ikke længere nogen fra dengang, så jeg endte med at sidde med det selv. Det var voldsomt surrealistisk at følge tidslinjen og vide, at mens jeg dalrede rundt ved åen i Aarhus og drak sjusser og bøvlede med mænd og sind og kærlighed, så fik hun børn, kæmpede for dem og mistede et af dem igen.
Historien er som sådan klassisk: En mønsterbryder-mor, der kommer fra svære kår, som får børn, mens hun selv er ung, med en mand, der også træffer destruktive valg. Hun ender med at være alene med børnene, og hvor de 2 (senere 3) andre børn vokser op uden de store dikkedarer, skiller Phillip sig ud fra starten ved at være grænsesøgende og svær at håndtere, og herfra eskalerer det bogen og livet igennem. Han kastes rundt fra sted til sted til sted igen; alle starter med at tro, at de kan hjælpe ham, alle ender med at give op, og han er 19 år, da han bliver skudt.
Det, som gør historien til noget særligt er, at Liselotte faktisk bad om hjælp fra starten. Historien er selvfølgelig fortalt af hende, og dermed er det hendes opfattelse og version af virkeligheden, der skildres, men hele bogen igennem er der kopier og uddrag af offentlige papirer, fra alle de gange, hun selv har henvendt sig og bedt om hjælp, fordi han ikke lod sig styre.
Jeg var nået ca. halvvejs igennem bogen, da det gik op for mig, at historien – ikke personerne, har jeg brug for at sige – minder mig om We need to talk about Kevin.
Den store forskel på de to bøger er selvfølgelig, at den ene er fiktion, mens den anden er non fiktion, men fælles for begge historier er, at de er fortalt af mødre til børn, der er anderledes på en måde, som samfundet ikke er gearet til at håndtere.
Phillip skildres med uendelig meget kærlighed, men også med respekt for de konsekvenser, hans handlinger har haft for andre.
Den fiktive dreng Kevin beskrives som beregnende og ondskabsfuld over for sin mor, når de er alene, mens han er eksemplarisk og kærlig, når hans far er til stede, hvilket driver en kile mellem forældrene og samtidig får moderen til at betvivle både sine observationer og sine forældreevner. Det sidste beskriver Liselotte også i sin bog, igen og igen, og en del fagpersoner gennem årene peger på hende og hendes egen baggrund som forklarende faktor på Philips adfærd.
Men det ændrer ikke på, at der ikke ligger *noget som helst* på de andre børn, hvilket jo ellers ville være oplagt, hvis det primære problem var manglende forældreevner.
Phillip får på et tidspunk stillet diagnosen psykopat (eller Dyssocial Personlighedsstruktur, som det egentlig hedder) hvilket også er det, man ledes hen imod ift. Kevin, og det har jeg simpelthen tænkt så meget over efterfølgende. Efter hvad jeg siden har læst mig frem til, kan forskerne ikke blive enige om, om DP er medfødt, eller om det er noget man kan være disponeret for, og herefter udvikle i højere eller mindre grad, afhængigt af miljøet, man vokser op i.
Men det, jeg bliver ved med at spekulere på er, om man som samfund hjælper eller forværrer situationen ved at blive ved med at prøve? For uanset Phillips genmæssige udgangspunkt, og Liselottes forældreevner, så kan jeg ikke forestille mig, at det er særlig fordrende for et menneske at blive smidt rundt i systemet og samle nederlag op, mens man bliver opgivet den ene gang efter den anden. Til gengæld forestiller jeg mig, at der er meget, der falder ned mellem sprækkerne, hver gang sagen og barnet går fra den ene instans til den næste.
Der findes ikke en virkningsfuld behandling til DP, og noget af det, jeg fandt mest interessant, da jeg gik ind og læste yderligere om emnet var, at de fleste artikler og beskrivelser, der egentlig gerne vil sige noget om børnepsykopater, stille og roligt glider over i at skrive, hvad man gør, hvis man er omkring voksne psykopater (spoiler: Lade sig skille eller sige op). Det tætteste, jeg er kommet på et reelt bud på, hvad man gør, er ‘tydelig grænsesætning’ – men selv med gennemsnitsbørn og en egen-opvækst i en ressourcestærk familie med masser af omsorg og kærlighed, kan grænsesætning være en krævende omgang, så det må være stort set umuligt at løfte dén opgave, hvis man er forældre til et barn med DP.
Ville det være bedre at sige det, som det er? At melde ud, at der ikke er en virkningsfuld behandling her? At give op?
Jeg ved det ikke. Men efter den her bog og et par aftener i det kaninhul, der er internettet, er det min fornemmelse, at det gør samfundet heller ikke – og primært fordi det er så tabuiseret at tale om, at børn kan være psykopater.
Man kunne godt få den tanke, at det bare handler om at få 18 år til at gå, så man kan lukke journalen og gå hjem med illusionen om, at man har gjort, hvad man kunne. Og det har man formentlig også. Både som enkeltperson og som instans. Men hvis sygdomme ikke kan behandles, og problemet ikke kan løses, så synes jeg vi skylder de her børn og deres familier at holde op med at lade som om, og i stedet blive bedre til at tale åbent om, hvordan man med mest mulig omsorg og fornuft kan lære at leve med diagnosen.
(Som altid er man mere end velkommen til at berige debatten i kommentarfeltet med links, faglige input osv.)












