Linda

Jeg er et menneske med nærmest upassende lidt sans for drama. (Undtaget herfor er de græske tragedier, jeg opfører omkring min manglende nattesøvn.)

Der er langt ind til de områder i mit liv, som jeg skærmer for andres blikke, hvilket har den store fordel, at meget få mennesker i verden ville kunne afpresse mig: Der er ikke noget at afsløre, når man ikke holder noget hemmeligt. (Og den håndfuld, der *har* ammunition til at skyde mig ned, bør overveje komforten ved at leve med 2 permanent brækkede arme.) (For-sjov-smiley) (Måske.) (Tør I tage chancen?)

Det er ikke en adfærd, jeg bevidst har valgt; det er bare sådan, jeg er. Jeg spiller med åbne kort, og hvis du slår op under ”What you see, is what you get” er der et billede af mig. Det er alt, alt for direkte for nogen, og det er fair nok, men i det store og hele synes jeg egentlig, at jeg udelukkende har mødt respekt for min ærlighed hos de mennesker, der betyder noget for mig.

Som positive bivirkning har det, at de fleste som regel opfører sig ordentligt overfor mig, for det er meget sværere og langt mere ubehageligt nøgternt at få at vide, at du har gjort et andet menneske ked af det, end det er, når violinerne vælter ned af væggene, og du kan få lov at trække samtalen i retning af et skænderi med gensidige beskyldninger og store armbevægelser.

Alt det betyder, at jeg ikke spiller spil. I hvert fald ikke på det bræt, hvor de andre deltagere er mennesker, jeg holder af, for spil har den ubehagelige slagside, at de får parterne til at holde regnskab, og i sidste ende skaber tabere.

Men to gange i mit liv har jeg gjort det alligevel, fordi jeg havde holdt min kæft for længe, og pludselig var blevet trængt så langt op i en krog, at jeg både havde fået alt for meget nok, og undervejs havde groet en voldsom lyst til at slå igen.

Den ene gang ligger år tilbage, og gik ud over en mand, jeg holdt frygtelig meget af. Jeg troede, at hævn ville føles lindrende på de forbrændte sår – og blev derfor meget negativt overrasket over at opdage, hvor meget mere ondt det viste sig at gøre, da han brugte mine egne våben imod mig, og stille og roligt fortalte mig, hvor ked af, jeg havde gjort ham.

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lå på min afhøvlede trægulv en hel dag og stirrede op i loftet, mens jeg spekulerede på, hvordan man kunne have det sådan her, uden at gå rigtig, fysisk i stykker.

Den anden gang var forleden. Den ene halvdel af et sæt mennesker, hvis relation til mig er underordnet for pointen i dette indlæg, har i lang tid været kølige, grænsende til det uforskammede, når Anton og jeg har været på besøg. Fuldstændig uden grund, I might add.

I lang tid har jeg bidt det i mig og tænkt, at vi måske har ramt dem på en dårlig dag, og udelukkende fokuseret på den del af relationen, der fungerer, som jeg for både min og Antons skyld gerne vil bevare, og som jeg sætter pris på at have i vores liv.

Men forleden blev det sgu bare for meget, og jeg åbnede dybfryseren, der sidder midt i hovedet på mig, og lod isterningerne rasle ud.

Jeg brugte resten af dagen i behageligt martyrium, hvor jeg skiftevis frydede mig indædt over endelig at have fået bidt igen, og var optændt af den retfærdige harme over, at den fungerende halvdel af relationen, ikke for længst havde sat foden i jorden overfor sin ægtefælle.

Han skrev senere samme aften, manden. At han beklagede dybt. At han ikke ville acceptere, at vi skulle behandles så usselt og nedladende, og at han derfor havde sagt til sin kone, at vi ikke længere kom på besøg; han ville besøge os i stedet i det omfang, det var muligt.

Og det var jo det, jeg ville have. Konfrontationen, fornemmelsen af at have ramt, hvor det gjorde ondt, visheden om, at han stod op for os, og den uforbeholdne undskyldning.

Jeg har haft ondt i maven over det siden.

Da Anton var 2 måneder, og vi aldrig sov, klamrede jeg mig til forsikringerne fra omverdenen om, at det ville blive HELT anderledes, når han blev 3 måneder.

Det blev det ikke.

”Bare rolig. Når han bliver 6 måneder – så kommer det.”

Gæt igen.

”Hold ud. Det ændrer sig alt sammen, når han bliver omkring 10 måneder.”

Åh, jeg må le!

Og jeg græd og jeg græd, og købte bøger og spurgte sundhedsplejersker og konsulterede lægen og min mødregruppe, alt imens jeg spekulerede på, hvad det var, jeg blev ved med at gøre forkert.

Da han blev 1½ år, og vi stadig sov så lidt, at det nærmest var komisk, traf jeg en beslutning om at slutte fred med det faktum, at jeg bare har fået et barn, der hånler søvn op i fjæset – og det hjalp. Vi kom ikke til at sove hverken mere eller bedre, men jeg slukkede forventningerne om, at det ville komme, holdt op med panisk at lede efter løsninger, og begyndte at glæde mig over den søvn, jeg fik, i stedet for at stresse over de timer, jeg ikke fik.

Og derfor er jeg noget så utrolig træt af, at jeg et kort øjeblik hoppede på den igen.

”Hvor BLIVER det fedt, når han får dræn i – SÅ skal I til at sove!”

Go. Fuck. Yourself.

Selvom det burde være statistisk umuligt, har vi sovet endnu mindre, end vi plejer, siden vi fik braklagt øreområdet. Så lidt, at jeg for første gang i et år har tudet over det. Flere gange. Og i mine mange ekstra vågne timer, sidder jeg og kigger på mit barn og spekulerer på, hvad de har opereret ind i hovedet på ham, da jeg kiggede væk, for han er helt ved siden af sig selv. Går ind i ting, falder ned af ting, er så pylret og træt, at han bruger lang tid på bare at stå og skrige mig ind i ansigtet, og så har han tilsyneladende lagt en slags turnéplan, hvor han kun stopper med at gøre det, han ikke må, længe nok til at han kan nå over og gøre noget andet, han heller ikke må.

Og så stikker han af. Hele. Tiden.

Og han er fandendansme hurtig.

Så hvis I ser noget tudende i klip klappere, med sorte rande under øjnene, der kommer stormende efter et skrigende barn på løbecykel, mens hun råber: ”Anton! ANTON! ANTON, STOP!! SÅ!!!” så bare skyd det.

På forhånd tak.

2,5 arbejdsdage tilbage, til jeg får min påske på. Jeg tror, at det er tiltrængt. Jeg er så gennemtræt, at det er helt nederdrægtigt. Kan ikke helt finde ud af, at om det er noget sygdom, der ligger på lur, eller om det bare er Barnet & Trodsalderen, der dagligt lægger 3 år til min alder. For satan, hvor er det godt, at det bare er en fase. Vi skal forhandle om alt. A. L. T. Hvornår han skal børste tænder, om han skal børste tænder, hvor han skal børste tænder, hvor længe han skal børste tænder, hvor meget vand, han må hælde ned af sig selv, mens han børster tænder, hvad han må skrubbe med sin tandbørste, når han egentlig skulle børste tænder, osv. osv. osv. og alt det kan man bare copy-paste og sætte foran alle de gøremål et liv og en hverdag består af. Som et lille ekstra feature (som jeg ikke helt kan finde ud af, om er virkelig kært eller virkelig irriterende) bliver han med jævne mellemrum så begejstret, at hans lille krop slet ikke kan rumme det, så arme og ben roadrunner-roterer i 80 forskellige retninger, og hver mand må redde sig selv. Hvis man ikke når det, kan man være så heldig, at man får en bule magen til den, jeg har i hovedet, der hvor jeg ikke nåede at flytte mig for den lastbil, han havde glemt, han havde i hånden, da jeg skulle stormkrammes.

Ellers sker der ikke farligt meget.

Jeg brygger på et sponseret indlæg om nogle børnemøbler, men kan ikke lige beslutte, om det er nu, vi skal forsøge os med en seng uden tremmer, som man selv kan kravle ud af, når man synes, man er færdig med at sove (gode erfaringer modtages med kyshånd), og så tror jeg, at jeg har fået mig en ny ven.

Nej, bedstemor. Ikke *sådan* en ven. (Og nej, jeg er heller ikke gravid.) (Og ja, jeg ved godt, at mine æg bliver gamle.) Men en veninde-ven. Jeg har jo vennedatet flittigt, siden jeg flyttede herned, men holy f*ck, hvor er jeg blevet overrasket over, hvor svært det er at finde folk, man har god kemi med. (Hvilket mennesker med bedre selvværd og større lyst til selvindsigt end mig, givetvis ville bruge et minut eller to på at reflektere over.) Det har jeg ikke spekuleret på i mange, mange år, for så længe man er studerende og har jobs, hvor man er i kontakt med mange mennesker, opdager man ikke, hvor mange, man ”screener”, og frasorterer, før man finder dem, man svinger med.

Men at lede efter nye venner, er ikke det samme som at ville være venner med alle, man møder, har jeg opdaget. Der går en del esbjergensere rundt derude, som helt sikkert synes, at jeg på alle måder og planer er det mest støjende, de nogensinde har været i stue med, mens jeg på den anden side har fået sat ansigter på nogen af de mennesker, der aldrig kommer til at pryde min venneliste på fb.

Men hende her har boet i Århus, har trænet på mine hold og er selvvalgt alenemor, hvilket er et næsten ubegribeligt kinder-sammentræf af omstændigheder. Vi deler med andre ord interesser, det er ok at sige, at man savner Århus, uden at være bange for, at man lyder som en prætentiøs snob, der tror, hun er noget (velkommen tilbage til Esbjerg) og så er det en befrielse, jeg ikke havde fantasi til at forestillet mig, at kunne snakke om de livsvilkår, man har, når man er selv-selv med et barn. Da hun efter ½ kop kaffe og 10 minutters samtale sagde: ”Nogle gange, når andre kvinder siger, at det er det samme hjemme ved dem, fordi deres mænd arbejder meget, får jeg lyst til at kvæle dem.” havde jeg lyst til at flå min t-shirt af og løbe en sejrsrunde i stuen, mens jeg brølede: ”JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH MAND!!!! ENDELIG!!!!” af mine lungers fulde kraft.

Med andre ord: Træt, men fortrøstningsfuld; det summerer vist meget fint den mentale score her på matriklen op.

Så afsted til påskeland, alle mine små kyllinger – vi ses på den anden side.