Linda

I singlekredsen snakker vi meget om, hvordan vi er hinandens selvvalgte familie og hvordan vi for hinanden har den samme funktion, som ægtefæller har. Vi gider faktisk godt at høre om, at Betinna på arbejdet i-fucking-gen har taget det sidste kaffe uden at sætte nyt over, og at personer, vi aldrig har mødt, måske liiiige skulle vælge at skrue ned for kalorieindtaget, nu hvor de endelig har fået den gastriske bypass, de har knevret uafladeligt om i 6 måneder. Vi er hinandens ventiler, hvilket både er fantastisk og vigtigt, fordi det betyder, at vi ikke er nødt til at smelte sammen i indebrændt raseri over småting, vi ikke kommer af med.

Men ligeså vel som parforhold løber ind i kriser, er jeg ved at opdage, at det samme gør sig gældende for venskaber. Vi har tidligere snakket om, hvordan man slår op med venner, hvis den anden egentlig stadig synes, at vi rigtig hygger os, men det, jeg begynder at se nu er, at venner, på lige fod med ægtefæller, træffer valg og siger ting, gør det her ved forholdet:

Nogle ting, kan man snakke sig rundt om og ud af, mens andre ting for altid ændrer dit syn på vedkommende. Jeg har f.eks. en kammerat, der en dag sagde, at han ikke mente, at homoer skulle have mulighed for at adoptere. Lamslået tavshed fra min side; jeg troede, at vi var enige om de helt grundlæggende elementer i menneskesynet og i definitionen af det gode liv. Jeg har efterfølgende været nødt til at beslutte med mig selv, at det har han aldrig sagt. Punktum.

Alle har (i teorien) ret til deres egen holdning, og da det jo (desværre!) (- og det skal vi faktisk også have snakket om) ikke er mig, der laver reglerne or, hvad vi må mene og synes, må jeg æde, at nogen ind imellem mener noget andet end mig. Men der ER nogle uenigheder, der bunder i noget så grundlæggende, at det forandrer dit syn på personen, når du opdager, at I ikke er enige.

Jeg snakker f.eks. heller ikke længere helt så meget – og dybt – med den veninde, der, efter at jeg var blevet gravid, uopfordret fortalte mig, at alle børn bør have en mor og en far. Ellers var det synd. Det er hun i sin gode ret til at mene. Det ville bare være mere oplagt, hvis hun mente det sammen med nogle af sine gravide parforholdsveninder.

Og lige sådan er der også nogle tidspunkter i livet, hvor der kun er én chance for at handle rigtigt, hvis man vil bevare venskabet, som f.eks. da en veninde for år tilbage skulle begrave sin far. Hun havde et mindre udeforstående om noget i store træk ligegyldigt med en kammerat, som hun var vokset op med, og som havde kendt hendes far altid. Han valgte at blive væk fra begravelsen, og undlod at sende så meget som en nellike. Det er ikke sikkert, at de havde fundet sammen i venskabet igen, hvis han var kommet, men så havde muligheden dog trods alt været til stede.

Eller hende, der under sin graviditet oplevede noget veninde-fnidder med en, hun havde haft et søsterlignende forhold til i 14 år. Den ikke-gravide valgte terminsdagen til at fortælle, at hun slog op – hvilket hun i øvrigt ikke ville begrunde – og ignorerede derefter både mor og barn. Der er nok heller ikke sådan *rigtig* lagt op til forsoningskaffe dér.

For mig er det nyt, det med at blive venne-skilt. Tidligere kunne de fleste kriser afværges med en snak om forventninger til hinanden, og der kunne slås en streg over det med et ”undskyld”, når den ene part trådte ved siden af eller – ved et uheld – var kommet til at vælge Drama & Selviscenesættelse som liniefag.

Jeg ved ikke, om det er fordi, vi dømmer hinanden hårdere? Måske er der så meget på spil i vores eget liv, at vi ikke har overskud til at forholde os til det, der sker i de andres, eller til at være overbærende eller forstående, når folk skuffer os?

Eller måske handler det om, at vores generation nu er rykket ind på det felt på pladen, hvor de virkelig voldsomme omvæltninger sker. Der, hvor der fødes børn, hvor folk mister deres forældre og hvor livstruende sygdom, til alles store rædsel, begynder at ramme egne rækker. Og hvor undskyld virker som et forsøg på at standse en arterieblødning med et stykke hæfteplaster, når man fucker op.

I kirken minder præsten brudeparret om, at de skal ”tilgive hinanden og bære over med hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde hinanden” når han vier dem.

Jeg begynder at forstå, hvorfor det er en nødvendig påmindelse.

Tak for nogle virkelig fine kommentarer på det sidste indlæg; jeg er åbenbartikke den eneste, der synes, at det her er et spændende emne, så lad os tage hul på 2. halvleg.

Og selvom jeg lige nu kun har skrevet et par linjer, ved jeg godt allerede, at det her bliver langt, så måske man lige skal tisse af og lave refill på kaffen, inden vi fortsætter.

Alle mand ombord? Vi kører.

Det er nogle rigtig spændende vinkler, der kommer på banen i kommentarfeltet, og uanset hvor man står, synes jeg, at de forskellige holdninger tjener som bevis for i hvert fald én ting: At det er et emne så væsentlig, at det er forkert at ignorere det, hvis man skal hjælpe folk til at tabe sig.

For uanset hvor meget fornuft, der er i at sige nej til kage, hvis man gerne vil leve sundt, så er det for nogen for stor en udfordring at sidde overhørig, at de mener at kunne mærke, at et nej tak bliver taget ilde op.

Ydermere er de måske selv gjort af samme stof som mig (og mange af jer), og ved derfor first hand, at det *bliver* bemærket, at de siger nej. Og ikke på den positive måde. Derfor synes jeg, at slankeindustrien lader de mennesker, for hvem sociale sammenkomster er en udfordring i stikken, ved at lade som om, problemet ikke er der. Der ville være langt mere fornuft i at snakke strategier for den enkelte, synes jeg.

En ting, der virkelig irriterer mig er, at mange af de steder, hvor problemet så bliver taget op, lægges der op til, at det udelukkende handler om misundelse, hvis andre i et selskab reagerer negativt på, at nogen vælger de søde sager fra. Ud over at man nærmest får tinnitus af selvfedmealarmen, synes jeg, at det er et ret usselt motiv at tillægge andre.

Og personligt tror jeg, at det handler om noget helt andet, som jeg selv bedst kender fra en anden situation. For har du nogen sinde prøvet at sladre eller bagtale om en anden person til en, du opfattede som din ven eller fortrolige, og så fået et neutralt, coachagtigt svar tilbage? Ja? Selvom det ikke med et ord er blevet nævnt, at det, du gør er forkert, føles det ret meget som en afvisning, ikke? Også selvom man gooodt veeeed, at det er én selv, der er skidebarnlig, og at veninden er i sin gode ret til ikke at ville medvirke til svælge i den fælles bekendtes fejl og mangler. Og det er jo ikke fordi man beundrer hendes viljestyrke eller stærke karakter til ikke at synke ned på det niveau, at man reagerer. Det er følelsen af at have rakt ud og have fået nej.

Mit bud er, at det er den samme kasse, vi skal rode i, når vi skal finde forklaringen på, at det ikke i alle kredse er gratis at sige nej til søde sager og alkohol.

Men hvordan kommer man så omkring det? For som flere ganske rimeligt indvender, så kan man jo for fanden ikke sige ja til det hele, med mindre man elsker at gå i telt.

Jeg har indtil videre spottet et par forskellige copingstrategier, begge lidt løgnagtige i betrækket.

Én går ud på at fake en allergi eller et lægeordineret hensyn til noget baks i hjertekarregionen. At det virker, er der ingen tvivl om, for alle er anstændige nok til ikke at punke på en, der er syg – jeg forestiller mig bare, at det må være RIGTIG træls for dem, der rent faktisk ER syge, når der pludselig bliver sat spørgsmålstegn ved deres allergier etc, fordi kur-allergikerne nogle gange glemmer, hvad de har meldt sig forfulgt af, og derfor nogle aftener godt kan spise is, men ikke tåle kagen, og andre aftener kører det omvendte koncept.

For mit eget vedkommende vil jeg ikke sige, at jeg direkte lyver. Jeg modellerer bare sandheden en smule, eller viser folk, hvad de gerne vil se. Når jeg er på arbejde, spiser jeg f.eks. aldrig kage. Jeg bruger en præfabrikeret undskyldning med, at jeg ikke kan tolke med mad i munden/hånden, og den godtager alle.

Faste læsere af bloggen vil også vide, at min kontrolknap drejer lige til den stramme side, så jeg drikker mig aldrig spritstiv, når jeg skal til fitnessfester, hvor medlemmerne er med. Og da det tager under 4 minutter at blive alvorligt træt af at svare på, om man er i bil/gravid/blevet kedelig, har jeg i årevis haft en aftale med tjenerne om, at jeg får et fadølsglas med half n’ half æblejuice/dansk vand, hver gang jeg løfter mit glas og beder om en refill. Smukt, enkelt og alle er glade, men for nogen er der noget rent principielt i at nægte at lyve for at tækkes andre. Jeg er nok lidt mere pragmatisk anlagt og tænker, at jo mindre mine fravalg fylder, jo bedre plads er der til at beskæftige sig med det, der betyder noget.

Hvilket bringer os tilbage til selskaberne med de mennesker, vi holder af, hvor det rent faktisk betyder noget for mange af os, at de bliver kede af det eller sure, hvis vi takker nej til det, de sætter på bordet. What to do?

Mit beskedne bud går på, at man som gæst kan redde ganske meget ved at snakke med værten i forvejen. På den måde kan man stille og roligt forklare, hvad det drejer sig om, og værten har både tid til at blive god igen inden festen, og kan tage hensyn ift. planlægningen – som vi alle sammen gør, når vi får gæster, der er gravide, muslimer eller rent faktisk ER allergikere. For de fleste værter vil jo i bund og grund gerne bare have glade gæster, der går mætte fra bordet, uanset sukkerpolitik og kostmæssigt standpunkt.

Hvis jeg nogensinde bliver færdig med at være tolk, vil jeg studere sådan noget med kost, psykologi og socialt samspil. Jeg synes, at det er råddent spændende, hvor meget emotionelt snask, der ligger lige under overfladen på et område, vi alle forholder os til mange gange om dagen.

Jeg tror ikke, at man kan være pige uden enten selv at have været på kur eller have kendt nogen, der har været, og mange har sikkert også 1. eller 2. håndskendskab til spiseforstyrrelser. Og hvor det nok er de færreste mormødre, der lige smutter ud og retter lidt rygeherion an på en bakke, når man kommer forbi på uventet besøg, skal de fleste, der har et problematisk forhold til mad, forholde sig til både maden og al det, den betyder i sociale sammenhænge, en million gange om året.

Hvis jeg kigger på mit eget lille hjørne af verden, er jeg sådan en, der siger ”jeg elsker dig” ved at gøre noget for dem, jeg holder af. Det var en dejlig dag, da det gik op for mig, fordi det forklarede, både hvorfor jeg bliver meget ked af, når folk ikke vil hjælpe mig (de elsker mig tydeligvis ikke. Svin) og hvorfor jeg helst vil klare alting selv (som *om* jeg gider give dem chancen for at afvise mig, tss).

Hvilket betyder, at det er vildt fedt at være gæst hos mig, hvis du er på kur, for jeg har bagt 15 kager og lavet hele menuen fra bunden, fordi jeg gerne vil vise dig, hvor meget du betyder for mig.

Sig nej til dét.

Så når jeg hører alle de store slankemastodonter – og her sidder den gode Bitz desværre med på anklagebænken – sige, at det ikke er spor uhøfligt at sige nej til kage, når du er ude, og at du sagtens kan have dine egne revne gulerødder med i en boks, når du er inviteret til 40 års fødselsdag, er jeg ikke enig.

Det er en fair indvending at sige, at det jo så er mit problem, og mig, der skal løse det. Andre mennesker skal ikke være tykke pga. mine issues, og hvis man er der, hvor man slæber gulerødder med til festlige lejligheder i brugte Carte d’Or Boxe, har man formentlig selv et spøgelse eller to i skabet, der lige skal have en over nakken, inden man springer ombord i mine komplekser. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at række en hånd forsigtigt op og sige, at det er det for nogen. Uhøfligt, altså.

Der er selvfølgelig forskel på både omstændigheder og på, hvordan man gør det, men for mig handler det også om, at når man holder en fest, så skal man sgu også have lov at være i centrum. Hvis der er 80 gæster til stede, er der jo nok ingen, der lægger specielt meget mærke til dig, hvis du bare lige nipper til salaten, men hvis man sidder 10 piger til fødselsdag, trækker det temmelig meget opmærksomhed, hvis der er en, der er kommet af sted iført kjole og nej-tak. Og så er det sgu lidt træls at have svedt i køkkenet i en uge, for det smitter. Der er i-n-g-e-n, der tager to stykker kage til den slags sammenkomster.

Og alt det synes jeg er trés, trés interessant. For hvis behov skal man vægte? Sine egne eller værtens? Har mine behov større berettigelse end gruppens, eller ville det faktisk være mere reelt at melde fra? Ville problemet være løst, hvis alle omkring bordet bare lyttede til sig selv, eller er der alt for meget socialt klister smurt på den side af tilværelsen? Noget med magt og rollefordeling, identiteter og gruppefølelse?

Uanset om vi snakker om psykologer, coaches eller madguruer, stritter det i mig, når mennesker, der arbejder professionelt med andre mennesker, opfordrer til, at man kun tager hensyn til sig selv. Hvis man er den forsagte type med en fortid som dørmåtte, så jo; så skal man selvfølgelig lære at stå på sit, men jeg synes, at det er, at gøre verden mere simpel end godt er, når man opfordrer folk til udelukkende at fokusere på egne behov, for risikerer man ikke bare, at give folk nye problemer med deres omgivelser, hvis man fortæller dem, at deres valg og handlinger kan stå isoleret og ikke påvirker de mennesker og situationer, de er omkring?

Aj, nu har jeg lyst til at brodere videre på det her med afsnit om, om folk så skal have nye omgivelser, hvis de skal tabe sig, hvad man gør i familier, hvor det kun er far, der er tyk, om det har betydning om man vejer 5 eller 15 kilo for meget, og om udfordringer på madfronten kan sidestilles med andre typer af misbrug – men det er fredag aften, og jeg skal nok holde kæft nu.

Synes bare, at det er så spændende. (Plus at det vildeste, der er sket i ugens løb er, at Anton kastede op ud over os begge i Bilka i onsdags #fml)

God weekend, alle sammen – hvor I end skal spise.

Forleden, da jeg var ude og handle, mødte jeg Michaels far. Michael gik jeg i klasse med i folkeren, og jeg var lidt bange for ham. Han var typen, der -som den eneste – stillede til klassefotografering i 6. i mintgrøn blazer med matchende satinslips, og ikke bare slap fra det med livet i behold, men oven i købet formåede at få de andre drenge til at føle sig som nogle idioter, fordi de ikke havde fattet, at rigtige mænd havde stil fra *nu* af, og derfor var færdige med at lade sig forevige i Ball.

Michael ville være slagter, og det blev han.

Og jeg havde nær sat mig på røven, lige midt i Frugt & Grønt, da det gik op for mig, at det ikke var Michaels far, der var i gang med at finde det pæneste salathoved i bunken, men Michael selv. Blev kortvarigt helt religiøs og opsendte en lynhurtig bøn om, at jeg ikke også er ældet i hundeår. For SATAN, han så gammel ud!

Jeg er med på, at vi ikke er teenagere længere, og er egentlig også gerne al det bøvl og baks foruden, men jeg synes pludselig, at konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet bliver MEGET tydelige, når man nærmer sig de 40.

Fra vi var 20, til vi blev 35, synes jeg egentlig, at vi alle mere eller mindre lignede nogen, der levede efter samme opskrift, og det kunne irritere mig enormt, at jeg kunne slide i et fitnesscenter i timevis og stadig ikke have ligeså markerede lægmuskler, som Lene, hvis eneste fysiske aktivitet bestod i at gå fra hoveddøren og over til sin scooter i garagen og tilbage igen.

Men nu lader det til, at afdragene begynder at falde.

De venner, jeg har, der i årevis har kæderøget, og som vi jo alle sammen inderst inde synes var lidt seje, når de lige skærmede for vinden med den ene hånd, kneb øjnene sammen og tændte en blå King, ser pludselig markant ældre ud, end de venner, jeg har, der ikke har røget.

De piger, der stak 2 fingre i ørerne, sang “lalalala!” hver eneste gang de smed to poletter i solariet, og altid lignede nogen, der lige var kommet hjem fra charterferie, når vi skulle i byen, har fået læderfjæs, og man begynder virkelig, virkelig at kunne se forskel på, hvem der træner og hvem der ikke gør.

Lige der, i grøntafdelingen, fik jeg lov at se konsekvenserne af at vælge et fysisk hårdt erhverv frem for et, hvor den primære del af arbejdet foregår i hovedet. Det rystede mig sgu lidt.

Og fik mig til at spekulere på, hvilke dårlige valg og vaner, man kan aflæse på min fysiske topografi.