Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

14 april 2020

Jeg gik mig over sø og land

Jeg gik hjemmefra i dag. Under ordnede forhold, med telefonen på lyd og genboen som fjern-barnepige, og i stjernemønster, så jeg aldrig var ret langt væk, men jeg gik. Da jeg kom hjem første gang, kiggede Frida på mig og sagde alvorligt: “Du skal lige gå lidt mere. Vi trænger til at være mere alene” and I felt that shit in my soul. Min hørelse har taget varig skade, så højt havde jeg høretelefonerne skruet op, men det var det hele værd. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan der for hvert eneste minut kom lidt saft på batterierne igen, og det fik mig til at tænke på, at meget af min bimshed lige nu simpelthen handler om, at jeg er ud- og overkørt.

Jeg har taget en lille uge med væsentligt mindre internet og nyheder, end jeg plejer (HBO tæller ikke som internet, vel?). Både for at kunne mærke, hvor jeg står ift. opstart og fordi den her krise gør min lunte kortere.

Jeg bliver afsindigt irriteret på dem, der har travlt med at fortælle, at vi bare skal hamre dørene op på vid gab igen, og at al forsigtighed er idiotisk, for “vi sagde det jo! Det er jo ikke farligere end almindelig influenza!” Det giver mig associationer til skizofrenipatienter, der endelig har ramt den rigtige kombinationen af psykofarmaka og føler sig raske – og derfor stopper med at tage deres medicin. For de er jo ikke syge mere.

Jeg orker heller ikke rigtigt, at miljøaktivisterne opfører sig som om, det er jorden, der hævner sig på vores overforbrug. Det er SÅ super, at klimaet får lov at trække vejret, og at vi tager mange af vores valg op til fornyet overvejelse, men jeg kan. ikke. holde ud, når de får det til at lyde som om, pandemien nærmest er et argument, de har opfundet.

Og når folk – igen – laver idiotiske regnestykker, hvor de sætter omkostninger op overfor antallet af døde, så får jeg lyst til at skrige. For det er jo for helvede alle dem, der *ikke* er døde, der skal sættes ind i dén ligning.

Så. Internettet og jeg har været on a break, og det tror jeg, at vi begge trængte til.

Jeg er stadig ikke sikker på, hvor jeg står ift. åbningen af både institutioner og den yngste halvdel af folkeskolen. Nok mest fordi jeg stadig føler, jeg mangler svar på, om det primære hensyn er at få hjulene igang igen, eller om det er fordi vi gerne vil have smitten til at rulle i relativt kontrollerede bølger. Jeg ved godt, at meldingen er, at vi ikke går efter flokimmunitet, men derfor kunne der stadig være lidt strategi i, at man ser antallet af smittede an i én gruppe, før man sender næste hold ud på ruten.

Uanset hvad, er jeg endt på, at vi træder ud i verden igen, når den åbner på fredag. Mit eneste argument for ikke at gøre det, er (som jeg skrev i forrige indlæg) at vi bliver nødt til at sætte mormor og morfar live på pause, men det vilkår ændrer sig jo egentlig først, når vaccinen kommer, og så længe giver det ikke mening at holde børnene hjemme.

De ryger afsted begge to på én gang, for at sende dem afsted i etaper redder ingenting. Med samlet start kunne jeg godt være så ‘heldig’, at de bliver syge samtidig-ish, og at jeg så først går i dørken, når de er nogenlunde igennem. Håbet er jo i hvert fald lysegrønt.

Nu, hvor beslutningen er truffet, har jeg skruet lidt op for nyheder og sociale medier igen, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg skal blive ved med. Dels pga. mit blodtryk, men også fordi det lige nu, hvor hele verdens fokus er på én ting alene, bliver ekstra tydeligt, hvor problematisk det er, at digitale medier udgiver debatindlæg skrevet af mennesker, hvis eneste kvalifikation somme tider er, at de har en holdning, på lige fod med rigtige nyheder. For mig gav det stof til eftertanke, at jeg den ene dag kunne læse, at Trump bliver genvalgt pga krisen, mens han dagen efter ville lide uoprettelig skade. Når hverdagen kører og det hele går stærkt, er det svært at nå at opdage, hvor mange tomme kalorier, vores nyhedsmåltid faktisk består af, og det er nemt at blive overvældet af dommedagsprofetier forklædt som breaking. Det er en af de ting, jeg vil prøve at huske, når vi engang er på den anden side – hvordan den så end ser ud.

Jeg håber, at I har nydt påske derude, og at I stadig står. Trods alt.

10 april 2020

M2020, uge 15

Linda M20XX 12

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

Brugt et tilgodebevis, jeg har haft i pungen siden julen 2019. Dengang fik jeg af min tidligere arbejdsplads Aben (.. ja, vittighederne står nærmest i kø), som jeg valgte at bytte til et tilgodebevis. Jeg har siden jævnligt tjekket isenkrambutikkens hjemmeside for at se, om de mon havde den Kenwoodmaskine, jeg så gerne vil have, på bud, så tilgodebeviset kunne bruges som et tilskud til den. Indtil videre uden held.

Men forleden nat, da jeg lå og tænkte over livet, kom jeg pludselig til at spekulere på, at det måske ville være en meget god ide at få omsat beviset, for hvis kæden går konkurs, kan det jo ikke bruges til noget som helst. Og nye knive mangler man vel altid lidt. Dagen efter ringede jeg til butikken i Esbjerg – og fik en telefonsvarer om, at man havde valgt at lukke butikken ned.

Efter at have bidt mig selv i den ene kno i 10 minutter, ringede jeg til Ribe, mens jeg krydsede fingre for, at de stadig levede – og det gjorde de. Jeg strøg LIGE derned, og det første, jeg så, da jeg trådte ind ad døren, var Min Kenwood, sat 2500 kr. ned.

Her fulgte en kort, mental rådslagning, for på den ene side føles det bims at bruge penge lige nu. På den anden side har jeg fået penge tilbage i både varme og skat, og det byder mig egentlig også lidt imod at bruge penge på noget, jeg måske nok kan bruge, men som jeg ikke decideret mangler.

Lang historie kort: Jeg er nu ikke længere i lock-down, men på barsel med min 3. baby, og bliver vi sat på gaden, kan vi bo i skålen, for det var maskinen med den store af slagsen, jeg købte.

Besluttet, at vi fremover ikke køber årskort til det kommende år, som vi sidste år gjorde til Legoland. De par hundrede vi sparede, er ikke meget værd nu, vel?

Flyttet min Ole Henriksen ansigtsmaske, som er Last Man Standing fra den hjælpepakke, min kammerat sendte mig for et halvt år siden, op i min bruserkurv i erkendelse af, at jeg ikke lever et liv, der er kompatibelt med 15-minutters-masker. Den får nu lov at virke i de minutter det tager at bade/shave/køre hårkur, og jeg får stadig blød og lækker hud.

Sendt 5 liter One Pot Pasta, som børnene havde lavet i hjemkundskab, en tur over vejen til min søde genbo.

Børnene synes, det var skidesjovt at lave, men efter 2 x Verdens Mindste Portion og et generøst tilbud om, at “så kan du bare spise resten, mor” virkede det tosset at fryse 600 portioner af det. Over vejen med det, så det gjorde glæde, mens det var varmt og frisklavet – og så kom der 3 stykker pizza retur, som forsvandt som dug for solen her.

7 april 2020

Jamen, hvad så nu?

Linda Øjebliksbilleder 50

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der sidder med fornemmelsen af at være omgivet af scenarier, jeg har det meget Nej Tak omkring? Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne undskylde og forklare det med PMS, som jeg ikke på nogen måde kan anbefale at have under en pandemi.

Men altså.. For helvede? Lidt?

Det ramte mig allerede i weekenden; tyngden af alt det, der venter forude. For med udsigt til åbning, bliver døren også igen låst op til det rum, hvor alt det, jeg og mange andre kæmpede med i starten, har haft held til at stuve af vejen, for når der ikke er noget, der fungerer, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre at finde svar på alt det, der bekymrer. Men nu kan jeg høre, at det kradser på døren, for hvordan skal vi træde ud i verden igen, uden at føle os som bærere af pest, når vi er sammen med andre? Og hvor længe? Hvordan skal vi vide, hvornår vi igen må pleje omgang med andre, når vi ikke kan mærke symptomerne, og dermed ved, hvornår vi kan vinge smitten af listen? Hvad med ferie (har jeg? Skal jeg bruge? Hvordan finansierer vi det?), pension (jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte) og hvad med job og Den Anden Bølge, som pludselig ikke virker så langt væk, som den gjorde i starten.

Nu kan børnene komme afsted – men sender jeg dem ud ad døren, skærer jeg samtidig båndene over til den eneste anden voksenkontakt, vi har, nemlig min søster og mine forældre. Jeg ved godt, at der er mange, for hvem, det har været virkelighed siden vi startede, men det har det ikke her, og jeg har følt taknemmelighed over, at vi har haft muligheden for at se dem hver eneste dag, og det har været den mentale vitaminpille, der har afholdt mig fra at gå fuldstændig loco.

Tiden er mærkelig. Alle steder. Alt føles både vigtigt og ligegyldigt på én og samme tid. Folk opererer kun i kærligt overskud eller hvæs, der er ikke rigtigt noget in between mere. Måske fordi det er første gang, vi oplever, at alle er pressede på én gang, og dårlige dage derfor bliver svære at afbryde? Det er blevet meget synligt, hvor afhængige vi er af, at der er mennesker at tanke overskud fra, og lige nu er det måske den største mangelvare af dem alle. Der har sneget sig en ny tone ind alle steder – også i nogle af de kommentarer, jeg får. Måske også i nogle af de ting, jeg skriver? Jeg ved det ikke.

Men i søndags bestilte jeg sushi til mig selv. Jeg tror, det er første gang, siden jeg flyttede til Esbjerg, og jeg tænkte lidt over, at når alt det her er slut, så tror jeg, at jeg skal til at huske mig selv lidt mere. Bare i det små. For når man ikke kan suge på andres overskud, så opdager man, hvor nødvendigt det er at kunne skabe det hos sig selv. Og selvom man ikke kan købe lykke, så kan man sætte sig selv på listen over over mennesker, der skal prioriteres, når pengene skal fordeles, fordi man faktisk godt kan komme til at føle, at man ikke er vigtig, hvis man altid sætter sig selv til sidst. Åbentbart.

Det er en mærkelig tid, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg og vi kommer videre herfra.

3 april 2020

M2020, uge 14

Linda M20XX 24

I den forgangne uge har jeg:

(Edit: Jeg har valgt at slette dette punkt, fordi energien lige nu er bedre brugt andre steder end i et kommentarfelt).

Returneret Fridas dyne, som jeg købte, da vi fik børnepenge tilbage i oktober, og gav hende i julegave, fordi fyldet klumpede helt vildt. For mig er det en sejr, hver gang jeg gør brug af min returret, fordi jeg det meste af mit voksenliv har kørt efter parolen ‘Fuck det – videre!’ og bare anskaffet mig noget nyt. Men det var en dyr dyne, og den skal – selvfølgelig – kunne holde mere end 10 uger.

Købt en håndfuld hvidtøl, fordi vi pludselig lever et liv, hvor det somme tider passer bedre at spise rester til frokost fremfor rugbrød. Det betyder, at jeg de sidste par uger flere gange har stået med 4-5 skiver rugbrød, der er for kedeligt at spise, og som jeg derfor laver øllebrød af. Normalt ville jeg smide dem i fryseren, og lave en ordentlig balje, når der var nok, men nu, hvor tiden er til det, kan vi ligeså godt lave mindre portioner, som bliver spist med det samme, og gemme fryserpladsen til noget andet.

Tænkt en del over, at krisen har synliggjort en blind plet i hele minimalistdebatten (og -adfærden), fordi det bliver pludselig tydeligt, at de fleste af os gerne vil leve mere minimalistisk – så længe, det er de butikker, *jeg* bruger, der består. Personligt trykker jeg nærmest aggressivt på ‘opdater side’ 4 gange om dagen på den webshop, der sælger mine yndlingspuslespil – hvor der er puslespil at få. Bare ikke dem, jeg vil have.

Jeg ved godt, at alting er sat på spidsen lige nu, og at et udgangsforbud sætter de normale regler for udbud og efterspørgsel ud af kraft, men det bliver pludselig meget tydeligt, hvor forskelligt det er, hvad vi ikke vil undvære. For nogle er det spisesteder, for andre er det sport og kultur, og for endnu andre er det frisører, brugskunstbutikker og den lokale tatovør.

Måske er det fordi, jeg er kommet lidt sent igang med alt det her, men for mig har det været en sten i skoen fra starten. At vi ved at skære ned på alt, også på den lange baner udfaser noget, som jeg ikke tror, vi har gjort os klart. Jeg har forsøgt at åbne diskussionen nogle gange med problemstillingen ift. forfattere og journalister, og problemet med, at hvis vi forbrugere låner alt på biblioteket, så er der om 10 år meget få, der har råd til at hellige sig skriverier på fuld tid. Jeg er med på, at mange forfattere laver noget andet ved siden af, men det er langt fra alle, der vil kunne indrette sig på den måde, så selvfølgelig får det noget at sige. For de 10 bedste forfattere af en gruppe på 1000 leverer formentlig samlet set bedre og højere kvalitet end de 10 bedste ud af 100.

Det er et emne, der strækker sig ud i alting, og jeg har ikke engang et bud på, hvad løsningen er – for hvis vi skal passe på kloden, så SKAL vi forbruge mindre og anderledes. Men hvis vi skærer ind til benet, og kun producerer det, vi reelt har brug for, så begynder det at lugte lidt af diktatur og planøkonomi, for så er et par bukser ret beset et par bukser – uanset farve og pasform. Mad er råvarer, der mætter og giver næring og ikke mere end det, der er ingen, der har ægte brug for smykker, puslespil, bøger eller fodboldkampe, og ingen vil have råd til at dygtiggøre sig indenfor nytteløse erhverv. Hele vores uddannelsessystem vil skulle revolutioneres, fordi det kræver ansøgere og studerende at holde en uddannelsesinstitution kørende – men giver det overhovedet ressourcemæssigt mening at producere et overskud af kvalificeret arbejdskraft, hvis den ikke skal bruges?

Det åbner for en værdidiskussion, hvor vi skal tage stilling til, om frie valg, smag og stil er vigtigt, om underholdning er nødvendigt og ønskværdigt – og hvem der skal bestemme det.

Og så mangler vi helt at snakke om, at man flytter sig gennem livet, både geografisk og behovsmæssigt, og det, man gerne vil have adgang til idag, og derfor synes, det er vigtigt at støtte, for de flestes vedkommende ikke er det samme som det, de ikke kunne leve uden for 10 år siden eller 10 år ude i fremtiden.

Jeg tror, at mange af os, der nok mest præcist kan betegnes som hobby-minimalister, har en vag forestilling om en fremtid, hvor den lokale bager forsyner hele landsbyen med brød, og der dermed hverken er overproduktion eller overforbrug – men som vi bor og lever idag, er det jo ikke et ret sandsynligt fremtidsbillede. Mange peger på, at en løsning kan være arbejdsfællesskaber, hvor f.eks. bageren kører med produktion ét sted, og det så er små, lokale bagere, der forhandler brødet, fordi man så kan udnytte ressourcerne langt bedre – men er det ikke bare Kohberg? For det synes jeg egentlig også er en relevant vinkel; at vi lige nu er meget optagede af at støtte de små, men hvis alle de store forsvinder, hvad tror vi så, der over tid kommer til at ske med de små?

Der er plads til debat her, når vi engang er på den anden side af pandemien. For den har virkelig synliggjort, at det ikke nødvendigvis det mest bæredygtige eller efterspurgte, der overlever. Demografi og beliggenhed spiller en kæmpe rolle, fordi det altid vil være lettere at overleve, hvis man er omgivet af et købedygtigt segment, og ikke f.eks. er en restaurant på Bornholm, der både er øko og bæredygtig, men som ikke kan leve af øens beboere alene. Eller er en lille, lokal Brugs, der plejer at lave 30% af sit overskud i helligdagene, fordi de store holder lukket, men som pludselig har udsigt til at miste denne indtægt, fordi købeloven dispenseres.

Jeg springer en masse mellemregninger over her, det ved jeg godt. Og der er med sikkerhed mange mennesker med uddannelser indenfor dette område, der ved uendeligt meget mere end mig om, hvad der gør et samfund, og som har både ideer og arbejdstegninger til, hvordan vi kan indrette os på alternativ vis, så vi passer på jorden uden at dø af hverken sult eller kedsomhed. Dem vil jeg håbe, vi får lov at høre meget mere til i fremtiden, så vi kan tænke smart og bæredygtigt, uden at skulle gøre det på bagkant, for ingen tænker hverken klart, rationelt eller ret meget på det fælles bedste, når de hænger i neglene på klippekanten over afgrunden.

31 marts 2020

I øvrigt:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 22

*Er ‘blid brus’ måske det mest vamle udtryk, jeg er stødt på i år.

*Er jeg i et anfald af dystopisk fatalisme startet forfra på The Walking Dead. Jeg tænker på det som ‘forberedelse’.

*Siger Frida, som ellers taler både flydende og meget, stadig ‘påskeniljer’, ‘vinterdækker’ og ‘kokos’, og jeg kommer ikke til at rette det.

*Var det ikke forårshaven, der kom ud af munden på hende i morges, da Anton ikke lige var klar på at agere baby. “Skal jeg smadre dit liv eller hvad!?” Så altså. Ja. Karantænen kræver sine ofre.

*Kører vi videre på vintertid, og du er velkommen til at ringe, hvis du har et problem med dét. (Så sender jeg Frida).

*Er folk i Esbjerg mere oprørte over de lukkede genbrugsstationer end dødsfald, respiratorpladser og den foruroligende travle nødhjælpshelikopter, der letter og lander 3-4 gange om dagen 1000 meter herfra. Den her by skuffer aldrig.

*Er der – apropos – i weekenden blevet slået en mand ihjel i huset skråt over for det, vi boede i, da vi boede i Vædderens Kvarter. Der er ikke rigtigt nogen, der virker overraskede.

*Har jeg fundet en løs puslespilsbrik i mit skab (wtf??) og er nu en del af den statistik, jeg selv har bandet over, af mennesker, der sælger defekte puslespil videre. Kæmpe undskyld til universet og ofret herfra.

*Skal jeg høre, om jeg er den eneste, der har bemærket, at folk kører *ekstra* råddent i de her dage? Altså, på sneglemåden? SHIT, mit temperament kan næsten ikke, mand.

*Er det skønt med engageret sundhedspersonale, og jeg kan virkelig godt forstå, at de er desperate efter at få folk til at rette ind. Men efter at have set og hørt både studerende og laboranter mene noget om alt fra neglelak til genbrug, har jeg tænkt lidt over, om vi måske var bedre tjent med at lade de officielle kilder tale, så folk faktisk hører efter, når der bliver sagt noget vigtigt?

*Har vi fået nye naboer, som har verdens mindste hund, der ikke siger en lyd. Den hedder Maggie, og jeg kommer til at have Rod Stewart på hjernen de næste 8 år.

27 marts 2020

M2020, uge 13

Linda M20XX 20

I den forgangne uge har jeg:

Sagt ja til at børnene måtte bruge penge fra deres opsparinger til en Nintendo Switch.

Begge børn har børneopsparinger og har også af deres oldeforældre fået en stak værdipapirer foræret i “dåbsgave”, som stille og roligt står og trækker renter. De penge er der ingen, der rører ved, før børnene fylder 18.

Men deres oldeforældre forærede dem også penge til fødselsdag og jul, da de var små, og de penge satte jeg dengang fra, så de kunne købe nogle lidt større ting, når de engang blev gamle nok til at ønske sig noget konkret, som f.eks. en spillekonsol.

Inden jeg sagde ja, tjekkede jeg DBA for at se, hvordan sådan en bandit holder værdi, så vi ikke hældte små 3000 ud af vinduet, hvis det viste sig, at det ikke var noget alligevel. Her kunne jeg se, at både konsoller og spil med flere år på bagen kan sælges med et værditab på omkring 10%, så egentlig synes jeg, at det er et gratis sats.

Børnene har splejset til den, og ender det med, at den skal sælges igen, ryger pengene selvfølgelig retur på deres respektive konti.

Klippet det røde bånd over til skur og have, fordi vi er hjemme hele tiden, og vejret har været så fint.

Og i år kunne jeg for første gang virkelig mærke, hvor stor forskel min indsats over de sidste par år har gjort. Fordi jeg har ryddet grundigt op og smidt ud, og har sørget for at pakke det hele ordentlig ned sidste efterår, tog det under 30 minutter at finde legesager frem, puste lidt spindelvæv af borde og hylder og lige køre en kost over gulvet – modsat tidligere år, hvor det har været et træls projekt, der har strakt sig over en hel weekend, før man bare nogenlunde kunne sparke sig frem derude.

Trampolinen er hentet ned fra loftet, og den er still going strong på sit 5. leveår. Her er det relativt nemt at se, hvor stor en forskel det gør, at den bliver pakket væk og fundet frem igen, for der er masser af helårs-trampoliner i haverne omkring os at sammenligne med, som er indkøbt efter vores, og som er væsentligt mere hærgede at se på. Det er ikke for at være pege-fingre-typen; det er bare for at sige, at det virkelig både er besparende og livsforlængende at passe på sine ting.

Konverteret min fodcreme til håndcreme, for jøsses altså, nogle poter man får af al den vasken hænder.

Jeg bliver glad hver *eneste* gang, jeg finder ud af at gøre ting, jeg allerde har i skabet, multifunktionelle.

Revet en sæbebar til spåner på mit råkostjern.

Sidste år fik jeg en gavepose, hvori der bl.a. var et stykke håndsæbe, som jeg har flyttet rundt på siden, fordi jeg har tolket lige præcis så mange hygiejnekurser, at jeg aldrig kommer til at have sådan en fyr til at ligge og lumre på håndvasken.

Men den var samtidig også for lækker at smide ud, og i mandags kom jeg til at tænke på, at man måske kunne rive den til spåner, og bruge dem i fod- og karbad.

Som sagt så gjort, og det fungerer perfekt.

Jeg håber, at I hænger på og sammen derude💚

25 marts 2020

Ørkenvandring

Linda Øjebliksbilleder 39

Jeg trænger sådan til at skrive om noget andet end covid-19 og livet i karantæne. Jeg trænger også til at læse om noget andet, og til at gå op i noget andet. Jeg er ved at kaste op over, at det er blevet omdrejningspunktet for alt, og at der ikke længere er brug for andre dele af hjernen end dem, der forholder sig til konsekvenserne af alt det her.

Jeg gider ikke læse flere passivt-aggressive indlæg om, hvem det er mest synd for; de offentligt eller de privat-ansatte, jeg er træt af at høre, at folk, der brokker sig “måske skulle have tænkt over, at de ikke gad at være sammen med deres børn, før de fik dem”, og jeg er træt af at være træt af Aula.

Jeg er slidt i sammenføjningerne af at gå og vente på noget, jeg ikke engang længere ved, hvordan ser ud, fordi opgørelsesmetoderne lader til at ændre sig dagligt.

Jeg er tynget af at bekymre mig for dem, jeg elsker, og over at det begynder at blive mere og mere forskelligt, hvordan lande og nationer tackler pandemien, for forskellige metoder og tilgange åbner for en snigende mistanke om, at *nogen* formentlig gør det forkert, og jeg hader, at det føles som en gæsteoptræden i Bird Box at være ude at handle.

Jeg er rastløs og utryg og jeg keder mig, og min hjerne er ved at brænde sammen over angstcirkler og tomgang.

Men alt er sat på hold. Både i det store ydre og i det nære indre. Og det kan ikke undgåes, at alting skal placeres i mit verdensbillede på ny, fordi den ydre streg, der har omkranset verden som jeg kender den, er blevet visket ud og ingen endnu ved, hvordan den næste skal tegnes.

Der kommer en dag, hvor vi skal snakke om noget andet. Forholde os til noget andet, læse om noget andet og tænke på noget andet, og hvor alle dage ikke føles som undtagelsestilstand og pauseknap.

I dag er ikke den dag – men den kommer.

21 marts 2020

M2020, uge 12

Linda M20XX 18

I den forgangne uge har jeg:

Fået besked om, at min arbejdsplads er omfattet af ordningen om lønkompensation, og at jeg dermed har løn frem til 09.06 og jeg kan ikke beskrive i ord, hvor stor en lettelse, det er.

Taget mod til mig og tjekket min årsopgørelse og for første gang i.. en decade, tror jeg? skal jeg have penge tilbage.

Det kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, og selvom de fleste af pengene bliver spist af det eftersmæk, jeg har fået fra Pladsanvisningen fra 2016, får jeg stadig omkring 1500 i hånden, hvilket er VÆSENTLIGT sjovere end at skulle lede efter dem i et budget, hvor man på forhånd ved, at de ikke findes.

Og det, som jeg næsten har mest optur over er, at det er min egen fortjeneste. For som jeg skrev om her, ringede jeg sidste år til Skat, fordi jeg var ved at blive sindssyg over at få en regning af ukendt størrelse smidt i hovedet en gang om året.

Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg 100% forstår detaljerne men jeg har fået et par knapper at skrue på, så det ikke er fuldstændig random, hvilket resultat, jeg ender ud med, og da jeg nu alligevel var inde på hjemmesiden, ændrede jeg min forskudsopgørelse, så vi forhåbentlig gentager succes’en til næste år.

(Som ekstra bonus-hurra kunne jeg ved samme lejlighed konstatere, at jeg i år “kun” kommer til at betale 6000 kr. i renter i år, fordi jeg har afviklet så stor en bid af min gæld. Sidste år lød beløbet på lidt over 12.000).

Har jeg været helt hysterisk med at bruge ALLE madrester, både på køl, frys og i skabe.

Alt det her covid-19 føles meget Tysken Kommer!-agtigt, og jeg kan mærke, at det bliver mig endnu mere magtpåliggende, at intet går til spilde.

Således blev de sidste jordbær minutiøst gennemgået, så de pæne dele, der faktisk var tilbage, blev skåret fra og spist på havregrynene, to gange har min aftensmad bestået af de rester, der ellers har levet en stille og ubemærket tilværelser bagest i fryseren, og vi har også et par gange fået rugbrød/knækbrød/grovboller til aftensmad, så pålægsresterne blev spist op.

Har vi haft ‘Madkundskab’ på skoleskemaet et par gange, fordi jeg prøver at se karantænen som en mulighed for at gro lidt madkærlighed hos børnene, så jeg, når vi er ude på den anden side, får et bredere repertoire at operere ud fra.

Torsdag bagte vi pizzasnegle, og da dejen var lavet, tog jeg en klump fra, som jeg smed i køleskabet. Den fik lov at hygge sig i køleskabet natten over* (sammen med den ekstra produktion af tomatsauce) og fredag var der nem aftensmad i form af pizza, hvor jeg også fik resterne af fyldet til pizzasnegle brugt. (Hvorfor bliver man altid snydt af, hvor lidt, der egentlig skal i dem??)

Fyldt indholdet fra en bøtte med hårkur/balsam over i en af de tomme beholder fra Urtekram (som jeg kan se, at jeg har købt tilbage i 2018) i erkendelse af, at jeg ikke får det brugt, når jeg skal stå og skovle det op med fingrene. Jeg har ikke noget at sætte fra på i mit bruserhjørne, og så bliver det noget knald med en dåse med skruelåg og en kæmpe overflade, der nærmest virker som en magnet på vand.

Nu er det fyldt over, så jeg kan bruge en smule som balsam, de dage, mit hår trænger, og bruge det som shaving gel til benene, nu hvor vi rigtigt skal løbe rundt i det offentlige rum og gøre os til.

*Hvis du kopierer ideen, er det vigtigt, at du tager dej fra og sætter det på køl, inden dejen sættes til hævning. Hvis først gæren er begyndt at arbejde, slår du den ihjel, hvis du midt i processen smider den på køl.

19 marts 2020

Der er en, der følger dig

Linda Øjebliksbilleder 77

Jeg har de sidste par dage tænkt over, at jeg lige nu har det lidt, som jeg havde det, da Tsunamien ramte i 2004. Måden, hvorpå alvoren går op for mig i etaper, er den samme. Jeg tror, det er fordi, man mangler en referenceramme? At man ikke har et ‘plejer’ at sætte begivenheden og reaktionen på den ind i, og det hele derfor føles fragmenteret og surrealistisk. Som noget, man ser i en film og har en slags afstandsreaktion på, indtil det går op for én, at man står midt i det, og at alle konsekvenser i allerhøjeste grad er virkelige og konkrete.

Jeg synes – ligesom alle andre, formoder jeg – at det er svært at være i.

I morges modtog jeg en besked på Aula fra Antons søde lærer. Hun skrev lidt om løst og fast, og sluttede sin besked med at skrive, at hun ‘håbede, at rytmen var ved at indfinde sig i de respektive hjem’.

På facebook har jeg også de senseste dage set en del opslag fra mennesker, der skriver reflekterende tekster om at prøve at nyde den ekstra tid med børnene og at betragte den som en gave. Trods alt.

Det er et virkelig fint take på det kaos, vi står i lige nu, og jeg sender virtuel beundring, misundelse og kærlighed til dem og jer, der har personligheder og/eller omstændigheder og/eller liv, der gør det muligt at omfavne limbo og føle sig beriget af det.

Men hvis der skulle sidde en enkelt derude, der ikke har fundet rytmen, eller som på ingen måde oplever dette som en gave, så er jeg her for at fortælle dig, at du ikke er alene.

Her står den på ren, rå overlevelse, og jeg er voldsomt, eksistentielt udfordret.

Af flere grunde.

For enkeltelementerne kan jeg egentlig godt være i, men kombinationen af dem er så stærk en sidevind, at den er tæt på at blæse mig af vejen.

For det første er jeg et menneske, der er født med latent ø-kuller, og hvor det måske lyder sjovt, så er det grelt nok til, at jeg på stort set samtlige indlæggelser, jeg har haft i mit liv, efter lægelig vurdering har fået lov at tage hjem på åben indlæggelse, fordi jeg bliver ægte bims af at være taget til fange. De gange, jeg har været tvunget til at forblive på sygehuset, er det blevet noteret i min journal, at jeg har det ekstraordinært svært med at være spærret inde, og derfor i videst muligt omfang bare skal lades være i fred.

Jeg retter ind ift. karantænen – alt andet ville være egoistisk og idiotisk – men jeg lider under det, og kan mærke min psyke knage.

Så tilføjer vi to børn, der med personligheder, der trækker i to modsatte retninger, er mere end svære at undervise/-holde differentieret.

Anton reagerer på omvæltningen og hele situationen, som han kun lige knap forstår, med en vrede rettet mod mig, som han næsten ikke kan se igennem. Han kæmper imod både lektielæsning og hjælp, fordi han ikke kan rumme verden og den pludseligt forsvundne normal, og at undervise ham er derfor én lang kamp, med både frustrationer og tårer på begge sider af nettet.

Ekstroverte Frida er født uden ét gram tålmodighed, og har utrolig svært ved at kapere, at legeaftaler er no-no, og at alt det, hun plejer at elske, er lukket ned og afspærret. Hun reagerer ved at drille Anton, ved at insistere på, at jeg skal lave noget med hende, og ved at spørge 16.000 gange i minuttet, om hun snart må få besøg af Dicte eller komme ned til Mathilde.

Begge børn står op kl. 6, Anton sover omkring kl. 21 og det første barn kravler ind i min seng lige omkring midnat. Jeg er den eneste voksen på matriklen, og det betyder, helt lavpraktisk, at jeg ikke kan komme ud. Overhovedet. Jeg er på vagt 21 timer i døgnet, uden hverken mennesker eller aktiviteter til at aflede, Aula er on fire, og 80% af min mentale kapacitet er parkeret i den viljeshandling det er, at holde døren til de økonomiske og arbejdsmæssige konsekvenser af Covid-19, lukket.

Jeg kommer ikke til at se den her periode som en gave.

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at få det bedste ud af det, eller at jeg på forhånd opgiver at gøre det så godt, som jeg kan, men at man glæder sig over, at man trods alt kun brækkede armen i et trafikuheld, er ikke det samme som at opleve uheldet som ‘en gave’ eller ‘en sjælden mulighed’.

Jeg har bypasset min strukturerede personlighed ved at indføre konceptet ‘Vin & Oprydning’ som betyder, at når Frida er lagt i seng og Anton leger på værelset, så hælder jeg et glas vin op og starter fra en ende af. Det hjælper mig til at kunne trække vejret i løbet af dagen, når indholdet af samtlige køkkenskabe ligger på gulvet, og Frida har skiftet tøj 8 gange, og Hans & Gretet sig igennem huset med legetøj og dukker som spor.

Jeg slacker på ambitioner ift. aftensmad, skærmtid og personlig hygiejne, jeg siger undskyld til mine børn et par gange om dagen, og jeg drikker alt, ALT for meget kaffe.

Jeg oplever, at det beroliger mig at stile efter en 80%’s version af hverdagen, hvor jeg sørger for, at der er nogenlunde nulstillet, når jeg går i seng, så vi står op til en frisk dag, og ikke et efterslæb, der stresser allerede fra morgenstunden. Jeg er efter en uge i mental fosterstilling tilbage til at veje mig dagligt, så jeg – selvom jeg ikke har ambitioner om at tabe mig, så længe det her står på – ikke smider alt, hvad jeg har brugt de sidste 10 uger på at opnå, overbord, og jeg holder fast i sengetider, spisetider osv.

De aftener, hvor dagen har været god, og der derfor er lidt ekstra overskud, sørger jeg for at få kigget på nogle af de kedelige, men nødvendige opgaver, der stadig skal løses, selvom verden er gået i stå, som f.eks. beskeder, mails fra fagforeningen og års- og forskudsopgørelser; det giver mig en spinkel følelse af håb at forholde mig til den fremtid, der ligger ude på den anden side af alt det her.

Endelig prøver jeg at være meget bevidst om, hvad der fungerer, og hvad jeg rent faktisk når og formår, så jeg har det at klamre mig til, de dage, hvor jeg føler, at min børn ville være bedre tjent på et ukrainsk børnehjem.

Og de dage, hvor jeg har lyst til at skrige ind i en pude, fra vi står op til vi går i seng, prøver jeg at slippe, uden at piske mig selv over, at jeg ikke formåede at gøre det bedre.

Men jeg bliver træt og ked af det, når jeg hører folk sige, at det her er en mulighed for at ‘lære vores børn at kede sig – hvis vi tør’. For det indikerer, at man fejler, hvis ikke man kan guide sine børn til et sted, hvor manglen på genkendelig struktur resulterer i en eksplosion af kreativitet og selvunderholdning.

(Og inden nogen tager pegepinden frem, vil jeg bare lige sige, at jeg – trods alt – har første gang til gode at møde forældre, der oprigtigt mener, at deres børn er perfekte. Alle bøvler med noget, som de af en eller anden grund ikke kan få til at fungere med lige præcis *deres* børn, men som fungerer for de fleste andre. Det kan være en meget god ide at huske, inden man melder ind med alt for mange gode råd og sætninger, der indeholder ordet ‘bare’).

Så til dig, der er presset, sårbar eller bakser med en besværlig psyke; til dig, der i forvejen havde pladen fuld, og som derfor ikke har en overskudsbuffer at tage af, og til dig med børn, der reagerer ekstra voldsomt på forandringer: Det er ok at synes, at det er svært. Du skal ikke, i en i forvejen overvældende situation, pålægge dig selv at finde overskud til at se alt det ekstra pres som en gave eller en mulighed.

Vi skal bare igennem det her med forstanden i behold.

Jeg ser dig.

Du er ikke alene❤️

16 marts 2020

I øvrigt, corona-edition:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 49

*er det vildt, hvor hurtigt noget bliver den nye, acceptable adfærd. Hver gang jeg på LinkedIn eller Facebook ser opslag med mennesker, der har været til træf af den ene eller anden slags, eller lægger billeder op, hvor de muntert og med dødsforagt går ombord i en buffet, besvimer jeg nærmest af forargelse. Altså, indtil jeg får øje på opslagsdatoen og kan se, at det er et præ-apokalyptisk opslag.

*bliver det ikke i den næste månes tid, at vægttabet her sætter nye rekorder.

*skal jeg stoppe med at købe katastrofe-snacks. Mådehold og udsigt til verdens undergang går virkelig dårligt i spænd.

*er det egentlig utroligt, hvor ofte man småhoster. Nu hvor man lægger mærke til hvert ENESTE lille bjæf.

*er jeg ved at være omtrent ligeså træt af De Hellige og deres selvtilstrækkeligt, hyggeforargede opslag, som jeg er af selve Hamstrene.

*viser det sig, at mangel på arbejdsrelaterede input og engagementet i andre folks opslag på nettet, er ligefrem proportionale.

*har jeg pludselig fået en ny.. ømhed er måske så meget sagt, men ‘forståelse’ så for segmentet på Nationen.

*er det virkelig vildt, hvor all over the place jeg er med alt det her. Det ene sekund er jeg optimistisk, sikker på, at velfærdsstaten griber os alle sammen, og at vi er kommet ind foran krisen på det rigtige tidspunkt. 10 minutter senere står jeg til op over begge albuer i stress-lakridser over udsigten til statsbankerot og artens endeligt.

*vil jeg godt give 100 kroner for, at altansangs-trenden forbliver i Italien.

*har jeg lavet en facebookgruppe, der hedder ‘Mor, jeg keder mig’ hvor man kan få inspiration til hjemmeundervisning og aktivering af børnene, hvis man skulle have brug for det. Alle er velkomne.