Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Hello (from the other side)

23

Adele er blevet tynd, hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed. Meget tynd. Og internettet er – forudsigeligt nok – ved at koge over.

Men for første gang i al den tid, jeg kan huske, er det ikke kun beundring og misundelse, der fylder kommentarfelterne, men i ligeså høj grad bekymring for konsekvenserne af at hylde et vægttab på den måde. 

Jeg er med i en håndfuld amerikanske fb-grupper, som alle er udløbere af My Favorite Murder podcasten, og det har været en øjenåbner ift. mange emner for mig. Det var f.eks. her, jeg så de første reaktioner på alle kommentarerne om at tage på, mens vi er i karantæne. Det var også her, jeg lærte, at det er god stil at markere før-og-efterbilleder i forbindelse med et vægttab med ‘TW’ (triggerwarning), fordi billederne kan være med til at smide mennesker, der kæmper med spiseforstyrrelser, ud over kanten.

Da jeg så Adeles billede og de mange, MANGE virtuelle klapsalver, det udløste, blev jeg faktisk en smule trist, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun kommer til at leve resten af sit liv under en lup. Tager hun så meget som ét kilo på, er det en historie nu, og hun har nærmest mistet retten til sin egen krop.

Men jeg blev sgu også træt, for hun har faktisk været én af dem, der har holdt på sin ret til at veje det, hun gjorde, og nu, hvor hun har tabt sig, er der – efter opslagene at dømme – lavet en serie af ‘look at me now’-billeder, som underminerer alt, hvad hun tidligere har sagt.

For mig handler det ikke om tyk vs. tynd, eller om hvad der er ‘bedst’ eller ‘pænt’. Det handler ikke om, at jeg ikke tror, at vægttab kan medføre øget livskvalitet, eller at det kan udspringe af noget sundt og rigtigt, og dermed være både godt og positivt.

Og jeg ved godt, at tynde mennesker også udsættes for mobning og nedladende kommentarer, hvilket bare er endnu et argument for at vi stopper med at kommentere på hinandens vægt, for hvad andre vejer kommer. ikke. os. ved.

Men jeg har første gang til gode at se en celebrity blive fejret og hyldet fordi vedkommende har taget på, og når tynd hyldes så overdrevet, som det gør, så bliver det et statussymbol, og ét, der er langt mere skadeligt end biler og huse. For sidstnævnte er der – trods alt – en begrænsning på, fordi der er kun plads til x antal villaer langs kysten. Den tynde krop er på papiret opnåelig for alle, hvilket er katastrofalt, fordi det 1) gør det meget nemt at føle sig som en eklatant fiasko, hvis man ikke formår at have den, og 2) giver alle lov til at mene noget om dem, der ikke kan pynte sig med det ydre symbol på viljestyrke og kontrol.

Men tænk, hvis vi vedtog, at det BEDSTE hus, og det, vi alle sammen burde stræbe efter, var en strandvejsvilla. Uanset vores socioøkonomiske baggrund, vores job, vores civilstatus, vores evner, talenter og overskud – hvis målet for alle var at få en strandvejsvilla, så ville der være nogen, der skulle gældsætte sig resten af livet for at nå målet. Nogle ville skulle arbejde 100 timer om ugen, nogle ville få stress, nogle ville blive skilt, nogle ville aldrig se deres børn, nogle ville blive syge og nogle ville bruge hele livet på at ofre ALT, hvad de havde – uden nogensinde at nå i mål.

Pointen er – selvfølgelig – at vi med statussymboler, hvad end det gælder kroppe eller huse, ikke kan se, hvad der ligger bag dem. Hvad de har kostet. Om de var dét værd.

Og selvom vi kamuflerer vores beundring af den tynde krop som en kompliment for indsatsen, når nogen har tabt sig, skal bare tænke grundigt og længe over, om man ved, hvad det er for en ild, man puster til. Både hos sig selv, den, man komplimenterer og hos alle dem, der læser og lytter med. 

Jeg bliver ked af det, når Peter Falktoft igen peger fingre af “de fede”, som bare skal tage sig sammen. For mig er det efterhånden et udsagt på linje med, at psykisk syge bare skal tage sig sammen og lige se at blive lidt glade igen.

For det kan godt være, at det er sådan, han ser det. Vi er alle sammen produkter af den opdragelse, vi har fået, og det kan være virkelig svært at ændre på indgroede synspunkter, så længe vi ikke har et incitament til at gøre det. 

Det er jo som regel først, når vi pludselig finder os selv på den anden side af bordet, at vores verdensbillede slår revner. Når sagsbehandleren pludselig selv bliver kronisk syg. Når politikeren med sparekniven får et døvt barnebarn. Når vi som andengangsgravide får alle de skavanker, vi i det skjulte tænkte på som svaghed og hysteri i vores første, problemfrie graviditet. Eller når det kronisk slanke menneske får børn med tendens til overvægt. 

Og det kan godt være, at det er hans synspunkt. Det er svært at gøre så meget ved. Men problemet med at mene noget, når man gør det ned i en åben mikrofon, er, at man dermed enabler, at andre gør det samme. Man legaliserer en måde at tale om noget på, og man forlænger levetiden af fordomme og snæversyn.

Det kunne være rigtigt fint, hvis han og man brugte 5 minutter på at tænke over, hvad det er, man gerne vil med de ting, man fokuserer på, når man gør det i det offentlige rum. For hvis målet rent faktisk er at flytte noget, eller at ændre en udvikling, så må og skal man have mere respekt for emnet end dét. Ingen – i-n-g-e-n – bliver motiveret til noget som helst af skæld ud og udskamning.

Og bare lige for at tage den: Folk er ikke blevet mere nærtagende. Tiden er bare løbet fra stiltiende at finde sig i en hierarkisk indplacering, man ikke selv har haft indflydelse på, og derfor begynder de mennesker, der tidligere automatisk blev holdt nede af strukturen i samfundet at give udtryk for, hvad de *altid* har følt. ‘Politisk korrekthed’ er et begreb, vi har opfundet, fordi det er en måde at dismisse et synspunkt på, uden at skulle besvære os med at finde et godt modargument.

Typisk fordi der ikke er et. 

Men det kræver ikke, at vi tilbundsgående forstår en problemstilling, for at være med til at ændre på måden, samfundet tilgår den på. Vi kan stadig bidrage ved i hvert fald ikke at forstærke fordommene eller gøde jorden, de vokser i.

Ændringer sker ikke overnight. Det er jo ikke sådan, at alle vågner en morgen og synes, at vi skal have ligeløn, at homoer skal have lov at adoptere og at børnehaver skal indrettes efter transkønnede børn. 

Al udvikling sker i ryk og etaper, og den gode nyhed i dét er, at alle kan bidrage. For måske føles det i starten kunstigt at sige én ting, men inderst inde at mene noget andet, og det kan godt ske, at vi ikke, hvis vi er *helt* ærlige, synes, at en bikinikrop er en krop i bikini.

Men ved at fjerne den verbale legalisering, fjerner vi en stor del af den kulturarv, som næste generation bliver formet af, og derfor er det vigtigt at reagere, når vi ser og hører nogen, der stadig mener, at det er ok at kommentere på andres vægt og kroppe, uanset BMI. Derfor er det vigtigt at reagere, når børn taler om pige- og drengefarver, og derfor giver det mening at foreslå, at fødselsdagskalenderen i børnehaven, hvor pigernes fødselsdage er skrevet på lyserøde kjoler, mens drengenes er skrevet på blå shorts, erstattes med balloner eller lagkager. Det er fuldstædig gratis at gøre, når man ikke har noget i klemme, men det gør bare en ret stor forskel på den lange bane, fordi børn formes af det miljø, de færdes i.

Når vi taler om noget på en ny og anden måde, end vores samtid og kultur har lært os, så *vil* det i starten føles anderledes. Men jeg tror ikke, at det er nok, at dem, der oprigtigt synes, at alle kroppe er lige pæne og at køn er noget, man vælger, giver modstrømmen en stemme; simpelthen fordi æstetik og normer er produkter af den samtid, de eksisterer og vokser i, og det derfor er flertallet, der bestemmer, hvordan de defineres.

Derfor er der ingenting, der ændrer sig, hvis det kun er De Få og dem med noget i klemme, der kæmper kampen. Hvis de kun var de kvinder, der gerne ville have børn, selvom de skulle have dem alene, der havde kæmpet for muligheden for at få det, havde jeg ikke haft Anton og Frida idag.

Vi kan ikke alle sammen kæmpe alle kampe derude. Det vil altid være dem, der brænder mest, der er nemmest at se. Men derfor kan resten af os stadig hjælpe ved i hvert fald ikke at modarbejde udviklingen og fremgangen for dem, der kæmper for ændringer på områder, der ikke direkte berører os.

M2020, uge 20

6

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Endelig fundet anvendelse for den meget lækre læbepomade fra Rudolph Care på, som jeg ellers ikke får brugt. For den ER virkelig lækker – men den bliver alt, alt for blød, når den står ved stuetemperatur, synes jeg. Når jeg opbevarer den i køleskabet glemmer jeg at bruge den, og når den står på mit bord, føler jeg mig som Clement, når jeg tager den på, fordi det er umuligt at tage så lidt på fingeren, som læberne kræver, når den nærmest er flydende. 

Men nu er jeg begyndt at bruge den til neglerødder og til de lede hormonsprækker, jeg får i hælene 2 gange om måneden, og det er den glimrende til. 

2

Bagt en kanelkage efter denne opskrift, som altid er god, men denne gang brugte jeg en sjat jordbærkoldskål i stedet for kærnemælk, og *janice-stemme* Oh! My! GOD! Shit, den blev god!!

3.

Har jeg konverteret mine solcellelamper til nattelamper.

Jeg har 5 af dem, og de er simpelhen så fine, så det har ærgret mig, at jeg faktisk ikke rigtig har glæde af dem, fordi de først begynder at lyse, når jeg er landet i sofaen, hvorfra jeg ikke har udsyn til haven.

Nu stiller jeg dem ud på en bakke om morgenen og så står de og suger sol hele dagen. Om aftenen fordeler jeg dem rundt omkring i de mørke kroge i huset, og så står de dér og minder om, at det næsten er sommer.

4.

Har jeg i to kommentarfelter på fb pippet om muligheden for at bruge DBA og Marketplace som et sted at finde reservedele. En veninde havde smadret sin blender, og spurgte, om nogen havde én billigt til salg, mens den anden var ved at lave en løbevogn og manglede hjul.

Og selvfølgelig er det nemmere bare at bestille noget fra nyt. Men da jeg smadrede min egen blender for år tilbage, var jeg glad for, at nogen mindede mig om, at man kan købe reservedele, for det var en dyr og en god blender, som jeg ikke ville have haft råd til at erstatte med en tilsvarende. Og så bliver løsningen jo ofte, at man køber noget billigt lort, som man aldrig bliver rigtig glad for. Men reservedelen, jeg manglede, viste sig at koste en fjerdedel af, hvad en ny blender ville have kostet – jeg havde bare aldrig tænkt over, at man kunne købe reservedele før. 

I dag, hvor DBA og Marketplace er helt faste bestanddele af mit liv, starter jeg altid der, og der kan være mange penge af spare. Jeg har også et par gange efterlyst specifikke ting, som f.eks. dengang jeg smadrede glaskanden til min kaffemaskine. Det vil jeg virkelig også gerne slå et slag for, for der kan sagtens sidde mennesker derude, som faktisk har en barnevogn stående i skuret, som de ikke længere bruger, men som er for ramponeret til at sælge som barnevogn-barnevogn. Ser de, at du efterlyser hjul eller stel til lige præcis den model, vil de fleste være glade for muligheden for at få skrumlet skudt af, og min egen oplevelse er, at folk ofte vil sælge ret billigt, når det er dig, der efterspørger, fordi de dermed slipper for hele bøvlet med at tage billeder, lægge op og svare på alle spørgsmål i hele universet. 

Ud over at du sparer penge, bliver miljøet også i godt humør, fordi du forlænger levetiden af det, du har, i stedet for at bidrage til at øge produktionen ved at købe noget nyt.

Serviceindlæg: Guide til oprydning

16

Jeg gik igang med at svare de af jer, der har kommenteret på gårdagens indlæg, men kunne hurtigt se, at jeg kom til at køre variationer over det samme tema, nemlig hvordan jeg selv har grebet Den Store Udmugning an. 

Det fik mig til at tænke på, at der måske kunne være flere derude, der gerne vil udnytte tiden lige nu til at få ryddet rigtigt op, men som ikke rigtigt kan få taget hul på det.

Derfor besluttede jeg at konverteret mine svar til et indlæg, hvor jeg prøver at fortælle, hvordan jeg sidste år greb det an. Og det er jo ikke raketvidenskab, det ved jeg godt. Men lige præcis systematik er en af mine spidskompetencer, så måske nogle derude kan have glæde af at låne dén del af min hjerne.

Der findes en million måder at gøre det på, og har man én, der fungerer – eller lever man med en tekop, en gaffel og to par trusser – så hopper man selvfølgelig bare det her indlæg over, og så ses vi i næste uge.

Men vil man gerne have lidt inspiration, så hæng på.

Da jeg gik i gang sidste år, havde jeg også en håndfuld fejlslagne forsøg bag mig, og jeg prøvede derfor at styre udenom det, der de tidligere gange havde spændt ben for mig.

Jeg ville gerne gribe det an på en måde, der betød, at jeg ikke blev stresset, men at jeg stadig blev færdig. Og så ville jeg gerne være sikker på, at det arbejde, jeg lagde i projektet, rent faktisk gjorde en forskel – også selvom jeg måske blev afbrudt undervejs, fordi #life.

Det synes jeg, at jeg lykkedes med.

Det er måske vigtigt at pointere, at jeg ikke er militant minimalist. For mig er det ikke altafgørende, at jeg skiller mig af med alt, hvad jeg ikke bruger i det daglige. Jeg vil gerne bruge plads på det, jeg bruger en gang i mellem, eller som gør mig glad eller hjælper mig med at holde liv i dyrebare minder. Sådan er vi forskellige, men det kan bare være meget fint at huske, at du ikke skylder nogen noget. Hvis det er vigtigt for dig at beholde den marineblå blazer med skulderpuder, du havde på, da du forsvarede dit afgangsprojekt og fik 13, så er det your business, og det skal du hverken forklare eller undskylde. Målet hér er at får skilt fårene fra bukkene og få fyldet ekspederet ud, så det, du omgiver dig med, giver menig for dig.

Så. Uden yderligere ophold kommer her: 

Lindas guide til overskuelig oprydning:

Vi starter med de tre kardinalregler:

1. Hold det overskueligt

2. Hold tempoet

3. Hold din tidsplan

Det lyder nemt, ikke? Det er det sådan set også. Det kræver bare lidt systematik. 

Og fordi i dag er din heldige dag, får du opskriften lige her: 

A. Vil du rydde op eller gøre rent?

Det lyder banalt, men det er faktisk en meget fin overvejelse at gøre sig. For ingen har uendeligt med overskud, og hvis målet er at rydde op, så er det ikke nu, du skal afkalke kogekeddel og gøre ovnen ren, fordi #2.

B. Lav en liste over samtlige rum

Ingen bliver overraskede over at opdage, at de har en stue, men det er helt utrolig tilfredsstillende og fordrende for den fortsatte proces at strege rummene ud efterhånden og på den måde dokumentere sin fremgang. 

C. Start med det nemmeste rum

De fleste af os har nok lyst til først at kaste os over det, der trænger mest, når vi går i gang med at rydde op, men problemet med dén strategi er, at det er voldsomt demotiverende, hvis du går kold halvvejs igennem dét rum, fordi det af den ene eller anden grund er besværligt.

Nap de lavthængende frugter først – jeg lover dig, at det giver ekstra blod på oprydnings-tanden.

D. Lav en liste over opgaver i det rum, du skal igang med – og KUN det

Vi er nogle, der ELSKER lister, og det er fristende at starte med at lave to-do lister over alle rum. Men det bliver meget hurtigt fuldstændig uoverskueligt, hvilket kan få enhver træt husmor til at give op, allerede inden hun er gået igang. 

E. Sæt tid på

Jeg brugte ca. 4-6 dage pr. rum, da jeg kørte den store oprydning, og i mit bryggers, hvor jeg har 6 skabe og 1 reol, så planen cirka sådan her ud:

2 overskabe (dem med papirer, der tager 100 år at sortere): 1 dag

2 overskabe + 2 underskabe (de nemme med cykellygter, huer/handsker, og køkkenting): 1 dag

Højre side af reolen (juleting og vintertøj): 1 dag

Venstre side af reolen (arvetøj, tasker, regntøj osv): 1 dag

Jeg satte ikke konkrete ugedage på opgaverne, fordi en unavngiven plan gjorde det muligt at tage højde for gode og dårlige dage, uforudsete forhindringer osv. – og stadig holde tidsplanen.

Og det kan lyde af lidt, og som om, man SAGTENS kunne nå mere, men jeg vil bare nævne, at jeg var hele hytten igennem på en måned, ganske uden stress. Der var tid til alt det, livet også er og byder på, og jeg skubbede ikke en pukkel af uløste opgaver foran mig.

F. Gør dagens opgave(r) HELT færdig(e) HVER dag

Dette punkt læner sig op ad at være den fjerde kardinalregel, og det er dét, der gør, at den her måde at rydde op på ALTID betaler sig. Det er ALDRIG spildt at starte, når man gør det sådan her – heller ikke selvom nogen pludselig bliver syge, eller der kommer overarbejde ind fra højre. For hvis du gør dine 2 skabe færdige, og har tingene sat tilbage på plads, inden du går i seng, så har du i hvert fald nået *dem*, selvom du så af den ene eller den anden grund er nødt til at afbryde misssionen.

Fordi du har sat god tid af til projektet, betyder det også, at du, de dage, ungerne er flyvende, kan gøre det, mens de er oppe, mens du stadig kan komme i seng på den rigtige side af midnat, de dage, hvor de har brug for at sidde i lommen på dig. 

Det er de løse ender, der stresser, og på den her måde er der pæne sløjfer om tingene hver eneste dag, hvilket gør projektet meget, MEGET nemmere at overskue.

G. Hold dine pauser

Jeg er designet på den måde, at jeg bliver overmandet af trangen til at løse en opgave, og så kaster jeg mig over den med en ildhu og energi, der er få forundt – indtil jeg fra det ene sekund til det næste rammer muren med 1000 km. i timen. Og så gider jeg OVERHOVEDET ikke mere. Det er f.eks. derfor, Marie Kondo aldrig bliver løsningen for mig, for når jeg rammer det punkt, kan jeg ikke forklare, hvor uoverskueligt det ville være for mig at stå midt i Sarajevo ’92.

Hvis du er optændt af den hellige ild, og ikke *kan* finde ro, når du har vinget dagens opgaver af, så nap en enkelt mappe med papirer, eller din skuffe med sokker, men hold dig så vidt muligt til den plan, du har lagt. Det er dejligt, at du i dag har masser af energi; gem lidt af den til i morgen. Målet er ikke at nå så meget som muligt på én dag. Målet er at holde maskinen kørende hele vejen fra start til slut.

H. Hold tempoet

Vi har alle sammen skabe og skuffer, som er nemme at rydde op i, fordi der ikke er følelser bundet i tingene, eller teknikaliteter, vi er nødt til at være omhyggelige med at læse, inden vi beslutter, om papirer osv. skal blive eller kan smides ud; de er ikke problemet. Her er det nemt at holde kadencen, fordi vi kan bruge fornuften.

Men når du når til de bunker og hylder, der er svære, så er det SUPER vigtigt, at du ikke fortaber dig, for så kommer du ikke videre.

Hvis vi f.eks. tager babytingene eller tøjskabet, så kør ‘Behold’ og ‘Behold ikke’ som første sortering. ‘Måske’-bunker er forbudte, fordi de bare skubber beslutningen og dermed suger ekstra tid og energi, men det er ok at lave en ‘Beholde ikke’-bunke, og så bagefter sortere den i ‘Røde Kors’, ‘Smid ud’ og ‘Skal sælges’. Bare du sørger for at gøre dagens punkt færdigt.

Og så er der faktisk ikke mere i det. Når først du har været alle rum igennem på den her måde, så er det muligt en gang hvert eller hvert andet år at nå hele huset igennem igen på omkring en uge, som jeg netop har gjort. Ikke mindst fordi jeg stadig bruger principperne, og ikke gør køleskab rent eller skiller tørretumbleren ad, men holder mig for øje, at jeg er i gang med en oprydning. Hvis man skal nå køkkenet på en dag (og det skal man, fordi #3), så er man nødt til at være realistisk omkring, hvor mange ekstraopgaver ud over oprydningen, man kan nå.

Og for at hylde mit eget princip om at holde det overskueligt, slutter vi med punkterne i en screenshotvenlig version:

*Vil du rydde op eller gøre rent?

*Lav en liste over samtlige rum

*Start med det nemmeste rum

*Lav en liste over opgaver i det rum, du skal igang med – og KUN det

*Sæt tid på

*Gør dagens opgave HELT færdig HVER dag

*Hold dine pauser

*Hold tempoet

M2020, uge 18

11

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hentet en efterløber til cyklen, ganske gratis. Fordi sådan et aggregat ikke er noget, man lige smider i en kuvert og sender, havde jeg lagt en agent ind på DBA, så der kom en notifikation, når nogen satte en efterløber til salg. På den måde kunne jeg hele tiden følge med i, om der blev lagt én op her i nærheden. Og fordi man somme tider har lov at være heldig, blev der lagt en fin én op med overskriften ‘Foræres væk’ i køreafstand herfra. Den er nu hentet hjem og sat i stand, og vi er klar til lidt længere cykelture til sommer. 

2.

Lavet en pass-it-on og foræret min cykelstol, en kasse tegnefilm og to lamper væk. Jeg kunne godt have forsøgt at sælge det, men egentlig havde jeg bare lyst til at gøre andre lige så glade, som jeg selv blev over, at der faldt en efterløber ned i skødet på mig.

3.

Været ret konsekvent med at un-follow’e og snooze mennesker på de sociale medier, som suger min energi. 

Jeg tror, de fleste af os både følger mennesker og har venner og bekendte, som vi ikke er enige med i alt, og i nogle situationer kan det være både sundt og inspirerende at blive præsenteret for andre verdenssyn og holdninger. Men når alting er sat på spidsen, som det er lige nu, så bliver det for mig bare træls, når tonen bliver alt for rabiat. Og lige pt. tror jeg, at det er ekstra vigtigt at værne om den gode energi, man har, og ikke hælde den ned i en kloak af ligegyldige kommentarfelter og diskussioner, som i sidste ende ikke rigtigt får nogen til at ændre holdning. 

Sådan kan egenomsorg og mentalminimalisme også se ud. 

4.

Kørt oprydning og hovedrengøring af hele huset, et rum ad gangen. Alt har været ude af skabe og oppe af skuffer, og der er sorteret, smidt ud og lagt på plads på de ny-aftørrede hylder igen. 

Jeg var, som de af jer, der var med for et års tid siden ved, det hele igennem sidste år, hvor jeg tog den helt store tur med A.L.T. Denne gang var det langt, LANGT nemmere, ganske enkelt fordi jeg har meget færre ting. Men jeg har stadig været på genbrugsstationen med 8 store poser, og det siger måske lidt om, at det at holde sit hjem i kort snor, er en ongoing opgave, man aldrig bliver færdig med.

At der har været ting at smide ud/sende videre handler jo til dels om, at der er kommet nye ting til. 

Men det handler også om, at jo færre ting man har, jo nemmere bliver det at få øje på de ting, man ellers bare automatisk flytter med videre igennem årene, fordi man ikke forholder sig til dem. F.eks. har jeg denne gang smidt to brætspil ud, fordi jeg pludselig kom til at tænke på, at et 20 år gammelt spil på paratviden måske ikke er heeeelt up to speed. Jeg har smidt en lanterne ud, som var smuk, men som åd så mange batterier, at jeg for længst er holdt op med at skifte dem, og jeg har også sagt farvel til en kagedåse, som jeg, da jeg anskaffede den, ønskede mig VIRKELIG højt, og som derfor nærmest har været helllig. Men den var – kunne jeg pludselig se – bulet og skrammet, og jeg har ikke brugt den i årevis. Den slags ting får man pludselig rigtigt øje på, når alt det fyld, de tidligere har været omgivet af, er væk.

Og så er der det mentale aspekt, som betyder, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper. Da jeg ryddede op sidst, gemte jeg f.eks. et babytæppe, som jeg ikke nænnede at skille mig af med. Det var jeg klar til at sende videre denne gang. Og mit tøjskab, som sidste gang var en smertefuld tur i følelsescentrifugen, fordi det primære fokus var på at skille mig af med det, jeg ikke længere kunne passe, hvilket var rædselsfuldt, så kunne jeg denne gang lave en objektiv vurdering af, hvad jeg reelt bruger og eliminere resten. Den *eneste* følelse forbundet med projektet denne gang, var glæde over at få et skab med meget mere plads og luft, og det var fedt at opleve.

Jeg har taget 1-2 rum pr. dag, fordi det har været vigtigt for mig at bevare momentum – og også at kunne overskue længden af projektet. Det betyder, at det jeg har været hele huset igennem på 5 dage, og det har lettet oprydningen af de enkelte rum en del, at jeg var helt up to speed med, hvad status var i de andre rum. At der f.eks. var blevet en hylde fri i skabet i soveværelset, som nu kunne bruges til puslespil, eller at de tomme billedrammer, jeg fandt rundt omkring (??) blev samlet i en kasse i bryggerset. Ting vandrer – specielt når man ikke bor alene – og ved at køre det hele igennem på under en uge, var det nemt at få alting samlet, grupperet og tilbage på plads.

Nu er her MEGET rarere at være, og jeg er Monica fra Friends.

7 uger inde

17

Tiden går.

Vi har – som de fleste andre, formoder jeg – fundet ind i en rytme, der ligner og lugter lidt af hverdag. Nogle dage synes jeg, at det er fint. Andre dage forstærker det følelsen af, at intet er som det plejer, og at udsigterne til normaltilstand er lange.

Det er svært at huske at give sig selv plads til fortsat at reagere, synes jeg. Fordi det er så uhåndgribeligt, og fordi der igen er skole og børnehave på programmet, har jeg det lidt som om, jeg burde være ovre det og køre på alle cylindre igen. På en måde er det næsten som sorgens fire faser; at nu, hvor vi er nogenlunde igennem chok og reaktion, så står vi i reparationsfasen og fordi den – trods alt – er nemmere at stå i end de to første, så kommer jeg til at synes, at jeg skal have det som jeg plejer. Og det har jeg overhovedet ikke. Bølgerne er blevet fladere, men vandet er langt fra smult, og sejlturen giver stadig søsyge. 

Men fordi der er etableret en form for genkendelig rytme, er jeg nået til et mentalt plateau, hvor den altoverskyggende følelse er kedsomhed. For når døren nu er blevet åbnet på klem, er det nemt at få øje på alt det, man har lyst til at gøre og lave, som stadig er forbudt.

Derfor har jeg kastet mig over lidt forskellige projekter ud fra devisen ‘det er nu, jeg har tid’, og det er egentlig rart. F.eks. cykler vi en del. Begge børn har rigtig godt af at øve en masse, og nu, hvor vejret de fleste dage er fint, er vi afsted næsten dagligt, fordi der ikke er bagkanter og ting, vi skal nå. Målet er, at vi på et tidspunkt kan cykle over til mine forældre, som bor ca. 8 km. herfra. I går cyklede vi 7 km. og jeg er svært imponeret over at opdage, at Frida nærmest er i tourform, nu hvor hun har fået en cykel, der ikke vejer et ton.

Jeg tester opskrifter, sørger for at holde mig up to speed med, hvad der (ikke) foregår på arbejdsmarkedet, og reserverer bøger i hobetal på biblioteket, som jeg savner med en inderlighed, der er en undvegen ekskæreste værdig. Og når jeg igen får mails fra Lønmodtagernes Garantifond, om noget nyt, der skal eftersendes dokumentation på, så forsøger jeg at glæde mig over, at jeg trods alt ikke skal stå på hovedet i den digitale rodekasse, mens jeg passer fuldtidsjob, tirsdagsgymnastik og forældremøder.

Jeg får også ryddet op, og i dag, da jeg stod og trimmede mit tøjskab, kom jeg til at tænke på en samtale, jeg havde med en bekendt i sidste uge. Hun kommenterede på, at hun havde set mig gå i tide og utide, og jeg fortalte, at det er sådan jeg har valgt at røre mig lige nu. Det førte til en snak om fitnesscentre og træning, og fordi hun ved, at jeg tidligere har boet i fitnessdk, spurgte hun til, om ikke jeg skulle have mig en barnepige et par gange om ugen, så jeg kunne komme afsted igen. 

Det var en af de situationer, hvor man næsten får en aha-oplevelse, når man hører ordene komme ud af munden på sig selv, for mit svar var, at jeg havde brug for at gøre noget nu, der ikke er en light-version af noget, jeg har gjort tidligere. Inden børn lagde jeg 10-15 timer i et center om ugen, og selv hvis jeg hev en barnepige ind 3 aftener om ugen, ville jeg stadig sidde med en følelse af at jage noget, jeg aldrig helt kommer til at nå. Det er for oplagt af sammenligne det, jeg er og kan, med det jeg var og kunne, og for mig giver det en følelse af at altid at underpræstere, som ikke er ret fordrende for hverken livsglæde eller -kvalitet. 

Og da jeg stod og fyldte tøj i poser i dag, kom jeg til at tænke på, at det er det samme, der gør sig gældende, nu hvor jeg er på vej ind i et nyt og anderledes garderobeskab. For jeg tror, det er let at komme til at sidde fast i en tidslomme, når man får børn. Fordi man drukner i alt det, der er livet med babyer og småbørn, er man så u-up-to-speed med mode, trends og tendenser, at mange af os bare kommer til at køre videre med den frisure, vi altid har haft, og den tøjstil, vi plejede at have. Jeg tror, det er forklaringen på små rygsække og den praktiske korthårsfrisure som stadig rider ubesejret videre i generationen lige imellem min mor og mig. For mange fungerer det sikkert rigtig fint. Men det gør det ikke for mig. Jeg er ikke hende jeg var, hverken fysisk eller psykisk, og derfor føles det ubekvemt og forkert, når jeg prøver at tegne mig selv ind i de rammer, jeg havde omkring mit liv før.

Det tager lang tid at opdage de her ting, synes jeg. Og erkendelsen er nærmest bare første skridt. For én ting er at sætte sig op og opdage, at man ikke er, hvor man var, da man faldt i søvn. Men efter det følger et vakuum, fordi man ikke aner, hvor man så befinder sig nu – og hvem man er i dét landskab.

Lige nu pejler jeg efter at gå med det, der gør mig glad. Og somme tider starter dét med at opdage, at noget ikke længere gør. 

Så måske man faktisk godt kan flytte sig lidt, selvom verden omkring én står stille.

M2020, uge 17

30

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Sat Fridas cykel til salg – og solgt den. Hun kunne i princippet køre på den et par måneder endnu, men for ikke at nå til det punkt, hvor den pludselig er for lille, og man derfor ender med at skulle panikshoppe en ny, satte jeg den til salg nu, så vi kunne bruge pengene fra dén som tilskud til den nye. 

Den nåede at være til salg 12 timer; så var den væk, og i morgen skal vi til Vejle og kigge på en ny.

Det slog mig, da jeg sad og browsede brugte cykler, hvor stor en gave internettet er ift. at købe second hand. For da jeg var barn var det SÅ træls at skulle have en brugt cykel, fordi man ikke rigtigt kunne se noget på det mikroskopiske billede, der var trykt ved siden af salgsannoncen i avisen. Og man blev næsten ALTID skuffet, når man så den i virkeligheden, fordi det er umuligt at se noget på et billede på størrelse med et frimærke. 

Men i dag, hvor vi kan søge utrolig specifikt på alle køb&salg-siderne, og blæse billederne op i fuld størrelse, er det mit indtryk, at børnene egentlig ikke tænker specielt over, at cyklerne er brugte. 

2.

Endelig fundet en løsning på #AspargessuppeGate

Og det her er på papiret virkelig, VIRKELIG i småtingsafdelingen, men det har været træls igennem en længere periode (mine Her-går-det-godt-homies, where you at?), og derfor er jeg uhørt begejstret. 

For.

Mine børn vil gerne have aspargessuppe.

Men de kan ikke lide asparges.

Hvilket besværliggør tingene en del.

Faktisk handler det nok om, at de accepterer suppen for at få adgang til kødbollerne, men uanset hvad, så er jeg farlig træt af, at aftensmaden skal udvikle sig til en form for afsky-befængt fiskekonkurrrence. Og fordi jeg typisk spiser noget andet end suppe, ender jeg altid med at smide en halv grydefuld ud, når jeg har kørt Mou-suppe til dem, og det gør ondt i mit madspilds-gen.

Men så kom jeg til at tænke på, at man jo sådan set kan få suppe fra Knorr, der *ikke* er frosset, og hvor portionen er mindre. Jeg testede det i denne uge; købte en pose, hældte indholdet op i min mest stor-hullede si, og lod den stå 10 minutter. Og Lord behold: Alle asparges blev fanget i sien, børnene kunne spise uden at gag’e, og gryden var næsten tom, da vi rejste os fra bordet. One small step for man.

3.

Truffet en beslutning om, hvordan jeg køber tøj, når nu jeg hverken har højde eller facon til at shoppe genbrug eller vælge frit mellem diverse bæredygtige mærker. For det synes jeg faktisk er utrolig frustrerende, 

Jeg tror, at de stykker tøj, jeg har købt til mig selv, siden jeg fik Frida, kan tælles på et par hænder. Af flere grunde. Dels pga. penge, dels pga. tid (jeg har altid skulle sætte lang tid af til at finde og prøve, fordi jeg åbentbart har verdens mest u-stangvarede krop), og endelig også fordi jeg har haft det svært med, at jeg har taget på. Men jeg er. så. træt af bare at være nødt til at tage, hvad jeg lige kan finde, og så bare købe 3 af den. Jeg savner at have det godt med mig selv i det, jeg har på, og at give den gas med øreringe, neglelak osv. som er det, jeg får lyst til, når jeg føler mig godt tilpas. 

Ved et tilfælde faldt jeg over mærket My Little Curvy Love, som Benedikte Utzon står bag. Jeg har kigget på det LÆNGE, for der er virkelig meget fint. Men det er også dyrt. I hvert fald når det er min økonomi, man står med. 

Men jeg er også bare ved at løbe tør for ideer til, hvad jeg skal stille op, fordi jeg ikke gider have mere tøj, der gør mig deprimeret, eller som kun kan holde 10 minutter, før det bliver slidt og skævt og skal skiftes ud. 

Derfor er jeg efter mange, lange overvejelser endt på, at den måde, jeg kan være mest bæredygtig omkring tøj til mig selv, er at bygge en garderobe op fra bunden, med tøj af ordentlig kvalitet, som jeg stadig kan bruge i takt med, at jeg (forhåbentlig) taber mig. Prisen betyder, at jeg kan tilføje 3-4 nye items (#fashionblogger) i løbet af et år, og på den måde ender jeg forhåbentlig med at stå med en langtidsholdbar garderobe, som gør mig glad i løbet af et par år eller tre.

Jeg får ikke en krone for at skrive det her, men det har været den *bedste* oplevelse at finde det her mærke. Dels er tøjet SÅ. LÆKKERT, og så elsker jeg, at det er designet til at sidde ordentligt, og ikke bare er en t-shirt, man har ganget op i størrelse. Der falder pænt, så man ikke bare ligner en papkasse på ben, fordi nogle idiotiske typer har lavet tøjet bredere men ikke længere, og der er tænkt over detaljer, som gør, at tøjet også sidder pænt på mennesker, der ikke er en størrelse 36. Benedikte/Liv fungerer selv som model for tøjet på både hjemmesiden og insta. Hun er 1.76 høj, og er 100% ærlig omkring egne mål, så man faktisk har en realistisk chance for at bedømme, om tøjet også vil sidde pænt på én selv. Jeg har skrevet et par gange med spørgsmål, og hver gang svarer hun selv, meget deltaljeret og præcist, og hver gang tilføjer hun, at jeg bare skal skrive igen, hvis det er noget specifikt, jeg er på udkig efter eller har brug for hjælp til. 

Som sagt: Jeg får ingenting for at skrive om det her, og hun aner ikke, hvem jeg er, men jeg ville virkelig, virkelig ønske, at nogen havde fortalt mig om det her mærke noget før, så tippet er hermed givet videre.

I øvrigt:

74

*Er det i dag 6 år siden min veninde Lene døde af en hjernetumor, og de sidste dage har jeg tænkt virkelig meget på, at den her pandemi også markerer en form for skifte i forhold til hendes død; at hun nu har været væk længe så længe, at virkeligheden har forandret sig og er blevet til noget, hun aldrig kom til at kende til. Lidt som med d. 11. september. Verden er ikke længere den samme, og det er mærkeligt. 

*Har jeg den sidste uge forsøgt at få fat i Skat, og som så ofte før, når jeg hænger i en telefonkø, spekulerer jeg på, om der findes nogen, der bruger de informationer, man får undervejs i køen, til noget? Jeg mener; hvis man er tech nok til at kunne bruge internettet, ved man så ikke godt, at man kan tjekke sin årsopgørelse online?

*Har jeg opdaget Voltaren gel, og det her er ikke en betalt reklame, men det burde det være, for mit liv bliver ikke det samme igen. Akillessenen på min ene fod har været permanent øm og hævet i 9 år, og for et par år siden var jeg inde for at få undersøgt, om man kunne gøre noget ved det. Citeret frit fra hukommelsen kunne vi skære min fod af. Jeg havde derfor indstillet mig på, at det bare var sådan, det var – men det her virker, og jeg kan ikke få armene ned. 

*Har Anton udviklet en hvepsefobi, efter at han sidste år blev skamstukket. Jeg har læst 69.842.648 sider på internettet om, hvad man stiller op med børn og angst for noget, som sådan set er reelt nok, for der er hvepse på landet, og jeg er ved at blive en liiiiille smule vanvittig af at snakke om hvepse 9 timer i døgnet. I dag stillede jeg ham i desperation 100 kr. i udsigt for hvert hvepsestik, han kunne erhverve sig denne sommer. Det var *ikke* et råd på nogen af siderne.

*Vil jeg bare lige give et heads up på, at der er hjælp at hente i kommentarfeltet til mit IG-opslag fra i fredags, hvis man mangler noget at læse, og man er til dystopisk, postapokalyptisk spænding. (Jamen, vi er flere, end man tror).

*Har jeg skrevet om det før, men det er u.tro.ligt, at jeg er 43 år og stadig hver e-n-e-s-t-e gang jeg handler, selvtilfreds tænker: “Nå, men nu har vi også det, vi skal bruge hele den næste uge” når jeg går ud af butikken. Ha. Hahaha.

*Er jeg lidt i tvivl om, om det er lock-downen, der taler, men.. altså, er Magnus Heunicke gået hen og blevet lidt en snitte? På den slidte, patina-måde? Eller er det bare den seriøse five-o-clock han kører, der får ram på mig?

*Skal jeg bede om lidt større, sproglig variation i det offentlige rum. Jeg er ikke i humør til flere, der lægger vejen, mens de kører på den. 

*Har jeg til min inderlige, oprigtige begejstring fundet mine to all time favorites MTV Unplugged sessions på YouSee’s musiktjeneste; Nirvana og Melissa Etheridge. Giv den her karantæne 2 uger mere, så er jeg tilbage i henna og fuld batik.

M2020, uge 16

6

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg bestilt sommertøj på nettet, og først da jeg havde afsendt ordren, så jeg, at man kunne få en ret anselig rabat, hvis man tilmeldte sig nyhedsbrevet. Jeg prøvede at sende dem en mail uden de store forhåbninger, men de skrev tilbage næste morgen, at det ikke var noget problem, og således sparede jeg et par hundrede, som jeg faktisk havde afskrevet.

2.

Har jeg solgt 5 puslespil og brugt pengene til 3 nye. Om det er urinstinkter eller afledningstrang ved jeg ikke, men i den her lock-down-fase har jeg haft lyst til at spise alle kulhydrater i verden og købe alt på hele internettet. Jeg skal lade være med begge dele, men jeg har forsøgt at undgå amokløb ved trods alt at købe lidt, men har til gengæld gjort mig voldsomt umage for at købe ting, jeg faktisk mangler (sommertøj), eller som kan sælges videre med minimalt tab (puslespil).

3.

Er jeg begyndt at øve ‘er tøjet beskidt’ med Frida. Lige nu, hvor vi bare er herhjemme, er svaret som oftest ‘nej’, men det ændrer sig jo, når børnehavelivet starter for alvor igen.

I takt med at hun bliver større og mere selvhjulpen, er hun blevet god til selv at tage tøj af og smide det til vask. Lidt for god, faktisk. For hun kan godt finde på at skifte tøj et par gange om dagen, og det er ikke altid, jeg opdager det. Det resulterer i ALT for meget unødvendig tøjvask, så hvis hun selv kan lære at vurdere, om tøjet reelt trænger til en tur i maskinen, vil der være meget arbejde og vand sparet dér. 

3.

Været over-gennemsnit god til at bruge op, hvad vi har haft i køleskabet.

Jeg har skrevet om det før, men for mig fungerer det ikke så godt at købe stort ind én gang om ugen. Det er dels pga. praktiske omstændigheder, som f.eks. at vores køleskab ikke er rasende stort, men det er også fordi jeg får stress af at have råvarer liggende, som skal bruges inden de udløber.

Vi kører med flydende madplan, hvilket betyder, at jeg køber ind til et par retter, men ikke lægger mig fast på bestemte ugedage. Det er formentligt et produkt af at have haft skiftende arbejdstider i snart 20 år (hvor jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag aften, og der har jeg som oftest købt ind til den kommende uge)  men det handler også om, at det er utrolig forskelligt hvor lidt/meget børnene spiser. Derfor tror jeg somme tider, at jeg har mad til to dage, og så er gryden tom efter én, mens jeg andre gange får tre dage ud af noget, jeg troede ville række til én gang aftensmad og en frokost.

Men her i covid-æraen har jeg gerne ville minimere antallet af ture til supermarkedet, både til Bilka to go og i fysiske forretninger, fordi jeg er nødt til at have børnene med. Derfor har vi haft mere i køleskabet end vi plejer, og det har krævet lidt ekstra opmærksomhed at få det hele brugt.

Som eksempler på ‘oprydningsmad’ jeg har lavet, kan nævnes:

*Tomatsuppe (hk. tomat, en kartoffel, en peberfrugt, et par løg og lidt hvidløg, samt rester af soltørret tomat, ketchup, creme fraiche, pikantost, pesto, kylling og rød quinoa)

*Pandekager (med rester af risengrød, yoghurt og kærnemælk i dejen)

*Børnetapas (et par frikadeller, en fiskefrikadelle, lidt yoghurt, en håndfuld chickennuggets og melon)

*Madder (med en rest leverpostej, der blev varmet i ovnen, en håndfuld ukurant frugt og grønt skåret i både, og de sidste skiver pålæg til fri afbenyttelse)

Jeg gik mig over sø og land

35

Jeg gik hjemmefra i dag. Under ordnede forhold, med telefonen på lyd og genboen som fjern-barnepige, og i stjernemønster, så jeg aldrig var ret langt væk, men jeg gik. Da jeg kom hjem første gang, kiggede Frida på mig og sagde alvorligt: “Du skal lige gå lidt mere. Vi trænger til at være mere alene” and I felt that shit in my soul. Min hørelse har taget varig skade, så højt havde jeg høretelefonerne skruet op, men det var det hele værd. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan der for hvert eneste minut kom lidt saft på batterierne igen, og det fik mig til at tænke på, at meget af min bimshed lige nu simpelthen handler om, at jeg er ud- og overkørt. 

Jeg har taget en lille uge med væsentligt mindre internet og nyheder, end jeg plejer (HBO tæller ikke som internet, vel?). Både for at kunne mærke, hvor jeg står ift. opstart og fordi den her krise gør min lunte kortere.

Jeg bliver afsindigt irriteret på dem, der har travlt med at fortælle, at vi bare skal hamre dørene op på vid gab igen, og at al forsigtighed er idiotisk, for “vi sagde det jo! Det er jo ikke farligere end almindelig influenza!” Det giver mig associationer til skizofrenipatienter, der endelig har ramt den rigtige kombinationen af psykofarmaka og føler sig raske – og derfor stopper med at tage deres medicin. For de er jo ikke syge mere. 

Jeg orker heller ikke rigtigt, at miljøaktivisterne opfører sig som om, det er jorden, der hævner sig på vores overforbrug. Det er SÅ super, at klimaet får lov at trække vejret, og at vi tager mange af vores valg op til fornyet overvejelse, men jeg kan. ikke. holde ud, når de får det til at lyde som om, pandemien nærmest er et argument, de har opfundet. 

Og når folk – igen – laver idiotiske regnestykker, hvor de sætter omkostninger op overfor antallet af døde, så får jeg lyst til at skrige. For det er jo for helvede alle dem, der *ikke* er døde, der skal sættes ind i dén ligning.

Så. Internettet og jeg har været on a break, og det tror jeg, at vi begge trængte til.

Jeg er stadig ikke sikker på, hvor jeg står ift. åbningen af både institutioner og den yngste halvdel af folkeskolen. Nok mest fordi jeg stadig føler, jeg mangler svar på, om det primære hensyn er at få hjulene igang igen, eller om det er fordi vi gerne vil have smitten til at rulle i relativt kontrollerede bølger. Jeg ved godt, at meldingen er, at vi ikke går efter flokimmunitet, men derfor kunne der stadig være lidt strategi i, at man ser antallet af smittede an i én gruppe, før man sender næste hold ud på ruten. 

Uanset hvad, er jeg endt på, at vi træder ud i verden igen, når den åbner på fredag. Mit eneste argument for ikke at gøre det, er (som jeg skrev i forrige indlæg) at vi bliver nødt til at sætte mormor og morfar live på pause, men det vilkår ændrer sig jo egentlig først, når vaccinen kommer, og så længe giver det ikke mening at holde børnene hjemme.

De ryger afsted begge to på én gang, for at sende dem afsted i etaper redder ingenting. Med samlet start kunne jeg godt være så ‘heldig’, at de bliver syge samtidig-ish, og at jeg så først går i dørken, når de er nogenlunde igennem. Håbet er jo i hvert fald lysegrønt. 

Nu, hvor beslutningen er truffet, har jeg skruet lidt op for nyheder og sociale medier igen, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg skal blive ved med. Dels pga. mit blodtryk, men også fordi det lige nu, hvor hele verdens fokus er på én ting alene, bliver ekstra tydeligt, hvor problematisk det er, at digitale medier udgiver debatindlæg skrevet af mennesker, hvis eneste kvalifikation somme tider er, at de har en holdning, på lige fod med rigtige nyheder. For mig gav det stof til eftertanke, at jeg den ene dag kunne læse, at Trump bliver genvalgt pga krisen, mens han dagen efter ville lide uoprettelig skade. Når hverdagen kører og det hele går stærkt, er det svært at nå at opdage, hvor mange tomme kalorier, vores nyhedsmåltid faktisk består af, og det er nemt at blive overvældet af dommedagsprofetier forklædt som breaking. Det er en af de ting, jeg vil prøve at huske, når vi engang er på den anden side – hvordan den så end ser ud.

Jeg håber, at I har nydt påske derude, og at I stadig står. Trods alt.

M2020, uge 15

12

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Brugt et tilgodebevis, jeg har haft i pungen siden julen 2019. Dengang fik jeg af min tidligere arbejdsplads Aben (.. ja, vittighederne står nærmest i kø), som jeg valgte at bytte til et tilgodebevis. Jeg har siden jævnligt tjekket isenkrambutikkens hjemmeside for at se, om de mon havde den Kenwoodmaskine, jeg så gerne vil have, på bud, så tilgodebeviset kunne bruges som et tilskud til den. Indtil videre uden held.

Men forleden nat, da jeg lå og tænkte over livet, kom jeg pludselig til at spekulere på, at det måske ville være en meget god ide at få omsat beviset, for hvis kæden går konkurs, kan det jo ikke bruges til noget som helst. Og nye knive mangler man vel altid lidt. Dagen efter ringede jeg til butikken i Esbjerg – og fik en telefonsvarer om, at man havde valgt at lukke butikken ned.

Efter at have bidt mig selv i den ene kno i 10 minutter, ringede jeg til Ribe, mens jeg krydsede fingre for, at de stadig levede – og det gjorde de. Jeg strøg LIGE derned, og det første, jeg så, da jeg trådte ind ad døren, var Min Kenwood, sat 2500 kr. ned.

Her fulgte en kort, mental rådslagning, for på den ene side føles det bims at bruge penge lige nu. På den anden side har jeg fået penge tilbage i både varme og skat, og det byder mig egentlig også lidt imod at bruge penge på noget, jeg måske nok kan bruge, men som jeg ikke decideret mangler. 

Lang historie kort: Jeg er nu ikke længere i lock-down, men på barsel med min 3. baby, og bliver vi sat på gaden, kan vi bo i skålen, for det var maskinen med den store af slagsen, jeg købte. 

2.

Besluttet, at vi fremover ikke køber årskort til det kommende år, som vi sidste år gjorde til Legoland. De par hundrede vi sparede, er ikke meget værd nu, vel? 

3.

Flyttet min Ole Henriksen ansigtsmaske, som er Last Man Standing fra den hjælpepakke, min kammerat sendte mig for et halvt år siden, op i min bruserkurv i erkendelse af, at jeg ikke lever et liv, der er kompatibelt med 15-minutters-masker. Den får nu lov at virke i de minutter det tager at bade/shave/køre hårkur, og jeg får stadig blød og lækker hud.

4.

Sendt 5 liter One Pot Pasta, som børnene havde lavet i hjemkundskab, en tur over vejen til min søde genbo.

Børnene synes, det var skidesjovt at lave, men efter 2 x Verdens Mindste Portion og et generøst tilbud om, at “så kan du bare spise resten, mor” virkede det tosset at fryse 600 portioner af det. Over vejen med det, så det gjorde glæde, mens det var varmt og frisklavet – og så kom der 3 stykker pizza retur, som forsvandt som dug for solen her.

Load More