M2020, uge 14

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

(Edit: Jeg har valgt at slette dette punkt, fordi energien lige nu er bedre brugt andre steder end i et kommentarfelt).

2.

Returneret Fridas dyne, som jeg købte, da vi fik børnepenge tilbage i oktober, og gav hende i julegave, fordi fyldet klumpede helt vildt. For mig er det en sejr, hver gang jeg gør brug af min returret, fordi jeg det meste af mit voksenliv har kørt efter parolen ‘Fuck det – videre!’ og bare anskaffet mig noget nyt. Men det var en dyr dyne, og den skal – selvfølgelig – kunne holde mere end 10 uger.

3.

Købt en håndfuld hvidtøl, fordi vi pludselig lever et liv, hvor det somme tider passer bedre at spise rester til frokost fremfor rugbrød. Det betyder, at jeg de sidste par uger flere gange har stået med 4-5 skiver rugbrød, der er for kedeligt at spise, og som jeg derfor laver øllebrød af. Normalt ville jeg smide dem i fryseren, og lave en ordentlig balje, når der var nok, men nu, hvor tiden er til det, kan vi ligeså godt lave mindre portioner, som bliver spist med det samme, og gemme fryserpladsen til noget andet.

4.

Tænkt en del over, at krisen har synliggjort en blind plet i hele minimalistdebatten (og -adfærden), fordi det bliver pludselig tydeligt, at de fleste af os gerne vil leve mere minimalistisk – så længe, det er de butikker, *jeg* bruger, der består. Personligt trykker jeg nærmest aggressivt på ‘opdater side’ 4 gange om dagen på den webshop, der sælger mine yndlingspuslespil – hvor der er puslespil at få. Bare ikke dem, jeg vil have.

Jeg ved godt, at alting er sat på spidsen lige nu, og at et udgangsforbud sætter de normale regler for udbud og efterspørgsel ud af kraft, men det bliver pludselig meget tydeligt, hvor forskelligt det er, hvad vi ikke vil undvære. For nogle er det spisesteder, for andre er det sport og kultur, og for endnu andre er det frisører, brugskunstbutikker og den lokale tatovør.

Måske er det fordi, jeg er kommet lidt sent igang med alt det her, men for mig har det været en sten i skoen fra starten. At vi ved at skære ned på alt, også på den lange baner udfaser noget, som jeg ikke tror, vi har gjort os klart. Jeg har forsøgt at åbne diskussionen nogle gange med problemstillingen ift. forfattere og journalister, og problemet med, at hvis vi forbrugere låner alt på biblioteket, så er der om 10 år meget få, der har råd til at hellige sig skriverier på fuld tid. Jeg  er med på, at mange forfattere laver noget andet ved siden af, men det er langt fra alle, der vil kunne indrette sig på den måde, så selvfølgelig får det noget at sige. For de 10 bedste forfattere af en gruppe på 1000 leverer formentlig samlet set bedre og højere kvalitet end de 10 bedste ud af 100. 

Det er et emne, der strækker sig ud i alting, og jeg har ikke engang et bud på, hvad løsningen er – for hvis vi skal passe på kloden, så SKAL vi forbruge mindre og anderledes. Men hvis vi skærer ind til benet, og kun producerer det, vi reelt har brug for, så begynder det at lugte lidt af diktatur og planøkonomi, for så er et par bukser ret beset et par bukser – uanset farve og pasform. Mad er råvarer, der mætter og giver næring og ikke mere end det, der er ingen, der har ægte brug for smykker, puslespil, bøger eller fodboldkampe, og ingen vil have råd til at dygtiggøre sig indenfor nytteløse erhverv. Hele vores uddannelsessystem vil skulle revolutioneres, fordi det kræver ansøgere og studerende at holde en uddannelsesinstitution kørende – men giver det overhovedet ressourcemæssigt mening at producere et overskud af kvalificeret arbejdskraft, hvis den ikke skal bruges?

Det åbner for en værdidiskussion, hvor vi skal tage stilling til, om frie valg, smag og stil er vigtigt, om underholdning er nødvendigt og ønskværdigt – og hvem der skal bestemme det.

Og så mangler vi helt at snakke om, at man flytter sig gennem livet, både geografisk og behovsmæssigt, og det, man gerne vil have adgang til idag, og derfor synes, det er vigtigt at støtte, for de flestes vedkommende ikke er det samme som det, de ikke kunne leve uden for 10 år siden eller 10 år ude i fremtiden.

Jeg tror, at mange af os, der nok mest præcist kan betegnes som hobby-minimalister, har en vag forestilling om en fremtid, hvor den lokale bager forsyner hele landsbyen med brød, og der dermed hverken er overproduktion eller overforbrug – men som vi bor og lever idag, er det jo ikke et ret sandsynligt fremtidsbillede. Mange peger på, at en løsning kan være arbejdsfællesskaber, hvor f.eks. bageren kører med produktion ét sted, og det så er små, lokale bagere, der forhandler brødet, fordi man så kan udnytte ressourcerne langt bedre – men er det ikke bare Kohberg? For det synes jeg egentlig også er en relevant vinkel; at vi lige nu er meget optagede af at støtte de små, men hvis alle de store forsvinder, hvad tror vi så, der over tid kommer til at ske med de små?

Der er plads til debat her, når vi engang er på den anden side af pandemien. For den har virkelig synliggjort, at det ikke nødvendigvis det mest bæredygtige eller efterspurgte, der overlever. Demografi og beliggenhed spiller en kæmpe rolle, fordi det altid vil være lettere at overleve, hvis man er omgivet af et købedygtigt segment, og ikke f.eks. er en restaurant på Bornholm, der både er øko og bæredygtig, men som ikke kan leve af øens beboere alene. Eller er en lille, lokal Brugs, der plejer at lave 30% af sit overskud i helligdagene, fordi de store holder lukket, men som pludselig har udsigt til at miste denne indtægt, fordi købeloven dispenseres.

Jeg springer en masse mellemregninger over her, det ved jeg godt. Og der er med sikkerhed mange mennesker med uddannelser indenfor dette område, der ved uendeligt meget mere end mig om, hvad der gør et samfund, og som har både ideer og arbejdstegninger til, hvordan vi kan indrette os på alternativ vis, så vi passer på jorden uden at dø af hverken sult eller kedsomhed. Dem vil jeg håbe, vi får lov at høre meget mere til i fremtiden, så vi kan tænke smart og bæredygtigt, uden at skulle gøre det på bagkant, for ingen tænker hverken klart, rationelt eller ret meget på det fælles bedste, når de hænger i neglene på klippekanten over afgrunden.

Published by

24 Replies to “M2020, uge 14

  1. Ahrmen, nu kan jeg med skkkerhed ikke sove fordi jeg er SÅ nysgerrig på, hvad der mon har stået under punkt et. Haha.

    1. Hej Anita.

      Jeg vil faktisk gerne fortælle det, fordi min erfaring er, at ting, der bliver pillet af, somme tider kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget. Derfor svarer jeg, men med det forbehold, at hvis det får kommentarerne til at eksplodere, så sletter jeg min egen kommentar og de hidsigheder, den afstedkommer.

      Mit første punkt var, at jeg har meldt Anton ud af SFO’en, fordi jeg ikke tror, at de kommer afsted på den her side af sommerferien.

      Det udløste først nogle kommentarer om, at det var egoistisk, at vi måtte løfte i flok, at jeg burde holde det for mig selv, og at institutioner ikke er det samme som fitness-abonnementer, man bare kan stille i bero.

      Jeg skrev et svar, hvori jeg begrundede, at med 3500 kr. pr. måned for to børn – hvilket er omkring 10% af den samlede hustandsindkomst før skat her i huset – så synes jeg egentlig, at to måneders fuld betaling for begge pladser, og derefter en fortsat betaling for børnehaveplads, uanset hvor længe det varer, er at bidrage.

      Men inden jeg nåede at svare på den næste kommentar, kom andre mig i forkøbet med vrede kommentarer om, at institutioner er offentlige, mens fitnesscentre er private virksomheder med en struktur, der gør, at lønpakke ikke gør den store forskel (pga. de mange timelønnede), og en anden var i meget kulørte vendinger inde på, at hun hellere ville sende pengene afsted til de faggrupper, der lige nu knokler, end dem, der får løn for ikke at være på job og som er nogle af dem, som jobmæssigt er bedst sikrede i det her.

      Alt det her skete på under 10 minutter.

      Jeg slettede hele svineriet, for det er en debat uden vindere. Vi har alle sammen forskellige heste i det her løb, følelserne sidder uden på tøjet, og vi har alt for god tid til at være på nettet.

      Så det er forklaringen på, at jeg tog punktet af. Da jeg jo i samme ombæring slettede de kommentarer, der knyttede sig til det, syntes jeg, at det gav bedst mening at skrive i indlægget, at punktet var taget af, så dem, der havde nået at kommentere, kunne se, hvorfor deres kommentarer var slettede.

      Jeg håber, du sov i nat alligevel:)

      Kh

      Linda

      1. Åh, jeg kunne næsten heller ikke sove af bare spænding – og undren over hvad du dog kunne skrive, der var så kontroversielt.
        Jeg synes det allervigtigste i denne her svære situation er, at vi finder al den forståelse vi overhovedet kan mønstre for andre menneskers situation.
        Jeg sidder i bestyrelsen for et selvejende fritidshjem og har ansvaret for budgettet sammen med lederen. Jeg ved, at det er et kæmpe problem for institutionen, hvis alle melder børnene ud. Men jeg har heller ikke noget arbejde, mulighederne for at få et nyt lige nu er mildest talt ikke for gode og min udbetalte indtægt er derfor faldet med ca 25.000 kr pr måned. Det klarer jeg i et stykke tid med min opsparing og ved at skrue ned forskellige steder, men hvis jeg ikke havde haft en opsparing eller en mand, ville jeg jo have været nødt til at tage alle midler i brug.
        Nogle mennesker har det stramt med at skulle hjemmeskole, nogle elsker det, nogle får løbet, tager i skoven og bygger kreating med ungerne hele dagen og knalder med manden om aftenen. Andre spiser for mange daim, drikker for meget vin, lader ungerne sidde for meget foran en skærm og skændes med manden. Men vi gør vel allesammen det bedste vi kan og det vi formår. Og ingen er nogensinde blevet et bedre eller mere lykkeligt menneske af at blive udskammet af andre.
        Så hermed en opfordring til at vi alle gør det vi kan og fokuserer på at glædes over egne muligheder og privilegier.

        Og hvis man virkelig har behov for at ryste på hovedet, udskamme og føle sig bedre end – så er Trump der altså stadig:-)

        1. Haha – og det skal han have tak for!:)

          Jeg synes din kommentar er så fin, og jeg har også spekuleret meget over, at ingen kender detaljerne til bunds i andre mennesker liv og fag. Og lige nu er alle så pressede, at der råbes på og fra alle platforme ift. hvorfor det lige præcis er svært at være murer/frisør/trommeslager/pædagog, og hvilke konsekvenser det vil få for alle “kunderne”, hvis en branche får fødderne skåret af. Og fordi alle står med ryggen mod muren, er det let at komme til at glemme, at alle nok i virkeligheden gør det så godt, som de kan <3

  2. Jeg synes, du tager fat i noget spændende her. Jeg tror, rigtig mange længes efter ”det meningsfulde” forbrug”, og jeg tror, det bliver forstærket med pandemien. Måske bliver en af de positive konsekvenser af det her, at mange lokale producenter og forbrugere finder hinanden. Måske eksploderer gårdsalget, måske involverer man sig hos de lokale butikker og erhvervsdrivende på nye måder, og måske får andelsbevægelsen ligefrem en renæssance, fordi folk gerne vil købe sig ind i og tage ansvar for nærområdet. Jeg er enig med dig i, at man ikke skal tvinge forbrugsmønstre ned i hovedet på folk, og jeg er sikker på, at det store flertal nok skal blive ved med efterspørge alverdens tøj og dippedutter, som skal produceres i Kina. Men måske får vi alligevel en ny (anit)globaliseringsbølge efter det her, hvor en fisk ikke nødvendigvis skal fanges i Norge, filetteres i Malaysia, pakkes i Kina og sælges i Føtex for at være interessant for forbrugeren. Måske vil man hellere lave en aftale med den lokale fisker (for nu at tage et lidt karikeret eksempel). Jeg tror med andre ord, at der nok skal blive ved med at være et stort udbud af puslespil og tøj og alt muligt andet, der skal produceres i udlandet, for det vil vi også have, men jeg tror bare også (eller håber), at det bliver lidt nemmere at være en lille dansk kvalitetsbutik fremover.

    1. Det ville virkelig være en fin silverlining, hvis det viste sig at være tilfældet. Jeg tror bare, at det for første gang er blevet tydeligt for mig, at vi måske er nødt til at gå lidt mere konkret til værks? Og måske også, at vi faktisk her har brug for nogen, der ved noget om de her ting, sådan på den lange bane. For holdningerne er stærke, når man diskuterer de her ting, og somme tider får man lidt fornemmelsen af, at der argumenteres ud fra, at hvis det føles rigtigt, så må det være fordi, det er rigtigt. Hvilket jo beklageligvis ikke altid er tilfældet.

      Men det ville godt nok være opløftende, hvis vi tog noget med ud af det her roderi, som kan få positiv impact på måden, vi designer vores liv og vores verden på.

  3. Det er dødsinteressant det du skriver om her. Vores alle sammens vidt forskellige forstillinger om, at hvad en bæredygtig forandring betyder i praksis og hvad det har af konsekvenser. Jeg har ingen svar. Men jeg vil gerne dele en observation.

    Jeg befandt mig i en debat i en fredagsbar mellem to ret frelste venstreorienterede grøn omstillings -typer og to fremadstormenede karriere mennesker ansat i finansministeriet. De diskuterede grøn omstilling og bæredygtighed. Og lige der slog det mig, klokkeklart; omstillingsmenneskerne forudsatte at konsekvenserne af en omstilling er at vi alle sammenn skruer lidt ned og må undvære ting og rejser. Finansministeriemenneskerne forudstatte, at det et den direkte velfærd vi må skrue ned for, hospitaler, uddannelser, ældrepleje, social støtte. Vel og mærke uden at det blev italesat direkte.

    Jeg ved ikke hvad der er det mest rigtige scenarie, men det er som om det ikke rigtig er noget vi diskuterer. Hvad er konsekvenserne egentlig af den grønne omstilling (uden jeg ved hvad den i praksis betyder)? Hvilke butikker beholder vi? Hvilken livsstil ‘må’ man have, og kan vi være sikre på at blive taget sig godt af når vi bliver gamle?

    1. Præcis! Din observation fik mig til at tænke på en case, vi havde, da jeg gik på handelsskolen, hvor et medicinalfirma skulle gøre sit indtog et sted i østen. For ikke at træde nogen over tæerne, lavede de en reklame, der bare bestod af tre billeder. Mand med ondt i hovedet – mand spiser pille – mand har det godt igen. De skød den af, og det var først EFTER at den var sendt afsted, at man indså, at det måske ikke var specielt hensigtsmæssigt på et marked, hvor man læser fra højre mod venstre…

      For det virker lidt som det, der også er igang med at ske med hele debatten om forbrug, omstilling og klima. At vi bruger de samme ord, men har glemt at tage en indledende snak om, hvad vi forstår ved dem, og hvad vi – helt konkret – forestiller os, at målet er.

      1. Den historie fik mig til at le. Jeg arbejder i et internationalt firma og måtte forleden forklare en kollega, at “Tis” ikke er et supergodt navn, hvis man vil lancere et nyt produkt i Danmark…

  4. Du skal gøre, hvad der skal til for at sikre dig selv og dine børn. Det bør andre ikke blande sig i. Og det er immervæk en sjat penge i et usikkert budget. God weekend til min yndlingsblogger 🙂

  5. Jeg tænker nogle gange folk misforstår det med at løfte i flok. Det betyder ikke at alle giver præcis det samme, men det betyder at alle giver det de kan udfra de forudsætninger de har. For nogle er denne krise ikke ensbetydende med en usikker fremtid ifht arbejde og privatøkonomi og derfor giver det jo god mening de fortsætter med at betale hvor man kan for ikke at skabe “huller” nogen steder. Lige nu er der ikke plads til milimeterdemokrati, men virkelig god plads til at huske på og tro på den gode intention. Ikke at du behøver min accept, men jeg kan godt forstå dit valg og er ked af hvis du blev mødt forsømmende af nogen.

    1. Tusind tak for din fine kommentar, Lykke.

      Jeg snakkede med min veninde om det så sent som i tirsdags. Hun har et fritidsjob, hvor hun lægger relativt mange timer. Hendes kolleger på dette job har alle kun en enkelt time om ugen. Nu har den øverste chef sendt en mail ud med en forespørgsel om, om de ansatte vil afstå fra deres løn, så de fastansatte kan få, og stort set alle dem, der ruller med én time ugentligt har sagt ja. Men for min veninde udgør indtægten her faktisk en betydelig andel af hendes samlede indkomst, og situationen på hendes “rigtige” job er usikker. Hun var SÅ led ved det, fordi hun følte sig sat i en situation, hvor det kom til at fremstå grisk, hvis hun som den eneste udbad sig sin løn – men der er bare virkelig stor forskel på at smide 4 timer i puljen og så at smide 20 i.

      Det er svært. For havde man pengene, tror jeg ikke, at der er nogen, der ikke gerne ville hjælpe alle de steder, de kunne. Men nu prøvede jeg lige at lave en hurtig sammentælling i hovedet, og jeg har den sidste uges tid set opslag fra 7 af mine bekendte, der sidder i fag, der er hårdt ramt, som beder om støtte på den ene eller den anden måde. Det skærer i hjertet, for hvor gerne man end ville, så kan man desværre ikke hjælpe alle:(

  6. Hej Linda

    Tusind tak for endnu en gang at levere et klogt, velskrevet og nyt perspektiv på en situation, jeg ellers var mega træt af at læse om. Det er det, der er så fedt ved din blog: Jeg bliver altid klogere herinde, og det helt uden at kede mig undervejs, fordi du skriver så levende og relaterbart om alt. Så tak for det!

    Kh Gitte

  7. Men er der ikke karantæne så ift institution?
    Jeg overvejede også midlertidig udmelding, men hvor vi bor er der tre måneders karantæne ovenpå udmelding. Dvs man kan ikke bare melde dem ind med kort varsel efterfølgende.

    1. Ikke ift. SFO. Jeg har ikke undersøgt det ift. børnehaven, for jeg har aldrig haft planer om at melde Frida ud. Både fordi jeg faktisk gerne vil løfte det, jeg kan, men også fordi jeg ikke aner, hvad der sker ift. mit job.

      Vi har en måneds opsigelse, så hvis det hele stille og roligt åbner igen fra maj, så når min udmeldelse ikke at blive effektueret, før han er indmeldt igen.

  8. Hvis minimalisme virkelig går ud på at skære alt fra, som ikke er direkte livsnødvendigt, ja så bliver det sq godt nok en trist, grå verden, der bliver tilbage. Sådan noget østblok i 60’erne er det nok ikke helt ved siden af at forestille sig. Men den slags minimalisme vil jeg personligt ikke abonnere på. Derimod vil jeg gerne skære bevidstløst forbrug, som hverken jeg eller andre i husstanden har glæde af, fra. For at mærke efter, hvad der sådan er skidt og hvad kanel, kan det være meget sundt at skære meget bort i perioder, så vil man vel kunne mærke, hvad man kommer til at savne.

    Lidt uden for nummer kommer perioder, hvor man vil spæge sig for at komme foran en økonomi, man af den ene eller anden grund er kommet til at halse bag. Det har vi nok alle prøvet, men det skal vel ikke være en strategi for hele livet? Selv om man selvfølgelig kan lære nye og nyttige ting om sig selv og sine behov i sådan en periode også.

    For mig er det hele måske meget mere en øvelse i prioritering end så meget andet.

    1. Det virker i hvert fald som et godt sted at starte, og jeg tror bestemt, at det flytter noget i klimaregnskabet, hvis vi alle skruer ned for det generelle forbrug. Men jeg mangler bare nogle kloge hoveder i debatten, der mener noget om, hvad det er, vi stræber efter, sådan helt overordnet. For vi kan jo godt blive enige om, at de færreste af os har brug for 15 par sko eller 4 vinterjakker, og den gradvise nedjustering tænker jeg, at produktionsapperatet godt kan omstille sig til. Men hvis de mennesker, der før producerede det, vi overforbrugte, pludselig er ledige – hvor er det så, vi sluser dem hen? Jeg har læst lidt hist og pist om det; om at der i et “nyt” samfund også vil komme nye funktioner, men jeg tror bare, at den her krise har fået mig til at tænke på, at vi måske har for travlt til, at vi bare kan sætte vores lid til, at det sker gradvist og automatisk? Men at vi har brug for en slags plan?

      1. Det med forbrug og med at løfte i flok er så svært fordi støstedelen af danskerne, selv minimalisterne, har privilegier som nogle dele af verden slet slet slet ikke kan forestille sig. Og sådan er det jo – man kan kun se og fortolke verden med sine egne briller og vores er ret priviligerede. For eksempel; Jeg har en del kolleger som var børn og unge i Østtyskland, og som stadig kan huske, hvordan den første tår af en rigtig Coca Cola smagte, eller som
        Ikke kom ind på drømmestudiet, fordi det havde samfundet ikke behov for…
        Jeg har flere gange trådt i spinaten i samtaler med dem, fordi mit udgangspunkt for hvordan jeg forstår verden er så anderledes end deres. Så hvad er min ret til at sige, at de ikke bør/har ret til/behøver rejse eller købe dyr take-away? Og hvilken ret har jeg til at gøre mig til dommer over, om man skal melde sig ud af fitness/SFO/løbeklubben eller om de penge skal på madbudgettet eller opsparingen.
        Anyway, det var bare strøtanker. Tak fordi du starter en god debat, håber vi kan holde den konstruktiv 🙂

    1. Tusind tak for det, Rose – det er virkelig dejligt at sende noget ud, der bliver taget imod på den måde <3

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.