Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der sidder med fornemmelsen af at være omgivet af scenarier, jeg har det meget Nej Tak omkring? Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne undskylde og forklare det med PMS, som jeg ikke på nogen måde kan anbefale at have under en pandemi.
Men altså.. For helvede? Lidt?
Det ramte mig allerede i weekenden; tyngden af alt det, der venter forude. For med udsigt til åbning, bliver døren også igen låst op til det rum, hvor alt det, jeg og mange andre kæmpede med i starten, har haft held til at stuve af vejen, for når der ikke er noget, der fungerer, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre at finde svar på alt det, der bekymrer. Men nu kan jeg høre, at det kradser på døren, for hvordan skal vi træde ud i verden igen, uden at føle os som bærere af pest, når vi er sammen med andre? Og hvor længe? Hvordan skal vi vide, hvornår vi igen må pleje omgang med andre, når vi ikke kan mærke symptomerne, og dermed ved, hvornår vi kan vinge smitten af listen? Hvad med ferie (har jeg? Skal jeg bruge? Hvordan finansierer vi det?), pension (jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte) og hvad med job og Den Anden Bølge, som pludselig ikke virker så langt væk, som den gjorde i starten.
Nu kan børnene komme afsted – men sender jeg dem ud ad døren, skærer jeg samtidig båndene over til den eneste anden voksenkontakt, vi har, nemlig min søster og mine forældre. Jeg ved godt, at der er mange, for hvem, det har været virkelighed siden vi startede, men det har det ikke her, og jeg har følt taknemmelighed over, at vi har haft muligheden for at se dem hver eneste dag, og det har været den mentale vitaminpille, der har afholdt mig fra at gå fuldstændig loco.
Tiden er mærkelig. Alle steder. Alt føles både vigtigt og ligegyldigt på én og samme tid. Folk opererer kun i kærligt overskud eller hvæs, der er ikke rigtigt noget in between mere. Måske fordi det er første gang, vi oplever, at alle er pressede på én gang, og dårlige dage derfor bliver svære at afbryde? Det er blevet meget synligt, hvor afhængige vi er af, at der er mennesker at tanke overskud fra, og lige nu er det måske den største mangelvare af dem alle. Der har sneget sig en ny tone ind alle steder – også i nogle af de kommentarer, jeg får. Måske også i nogle af de ting, jeg skriver? Jeg ved det ikke.
Men i søndags bestilte jeg sushi til mig selv. Jeg tror, det er første gang, siden jeg flyttede til Esbjerg, og jeg tænkte lidt over, at når alt det her er slut, så tror jeg, at jeg skal til at huske mig selv lidt mere. Bare i det små. For når man ikke kan suge på andres overskud, så opdager man, hvor nødvendigt det er at kunne skabe det hos sig selv. Og selvom man ikke kan købe lykke, så kan man sætte sig selv på listen over over mennesker, der skal prioriteres, når pengene skal fordeles, fordi man faktisk godt kan komme til at føle, at man ikke er vigtig, hvis man altid sætter sig selv til sidst. Åbentbart.
Det er en mærkelig tid, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg og vi kommer videre herfra.
Jeg har tudet i 2 timer nu. Jeg er gymnasielærer og har alle tre årgange. Det betyder, at jeg nu skal køre en blanding mellem virtuel og almindelig undervisning. Jeg har ikke set mine forældre i halvanden måned, selvom de bor en halv time væk. Jeg var lige startet i behandling for Bed (bringe eating disorder) på hospitalet, da det her startede. Jeg har to børn, der nu kan komme tilbage i skole, og selvom jeg er lettet, er jeg også skrækslagen. Vi er i tvivl om, om vi overhovedet VIL sende dem i skole. Selvom mine bekymringer heldigvis ikke er økonomiske (endnu, der skal jo spares bagefter, og uddannelse er jo “nemt” at spare på), er jeg bare så træt af uvished og frustration. Det lort skal bare gå væk og det kan seriøst kun gå for langsomt! ☹️☹️☹️☹️☹️☹️
Puh, Lene, det trækker også tænder ud. Og der er sikkert 1000 års ventetid på behandling for BED, nu, hvor det er så “ny” en diagnose (officielt, i hvert fald) som det er.
Jeg forstår virkelig godt, at du taber pusten. Det er SYGT hårdt at være presset på så mange fronter, og særligt fordi det netop, som du skriver, er på ubestemt tid.
Jeg sender dig et virtuelt kram og et highfive. Jeg håber, du holder balancen.
Tak, og undskyld min mega selvoptagede kommentar, hvor jeg bare opremser hvor slemt jeg selv synes jeg har det. Jeg ved, at mange har meget større problemer end jeg har. Kæmpe stor respekt for alle dem, der får deres hverdag til at køre og holder hovedet koldt for deres børns skyld (og deres egen).
Det skal du på ingen måde undskylde! Der er ALTID nogen, der har det værre, end man selv har det, men det er der jo ingen trøst at finde i. Jeg vil virkelige gerne, sådan helt generelt, slå et slag for, at det er både rimeligt og fuldstændig ok at være presset, lige der hvor man er, med de vilkår vi har. Man får det ikke bedre af at få at vide, at andre har det værre. Tværtimod gør det bare, at man ud over at kæmpe med sine betingelser, også skal kæmpe med skam og skyld, og det er der INGEN, der har brug for.
(Ja, undskyld, men det er virkelig en kæphest, det her <3)
Vi kommer igennem det sammen, og man må have alle de udfald, man har brug for.
Kh
Linda
Jeg har det på en måde ret omvendt af dig. Men nu bor hele min familie også i den anden ende af landet, så dem har jeg ingen mulighed haft for at se fordi vi har holdt os til myndighedernes udmeldinger og droppede at tage i sommerhus og være sammen med dem i deres hjemby, som vi ellers plejer i påsken.
Jeg har haft kæmpe stress over, at hjemmeskoling af to drenge i anden og fjerde klasse, mens min mand, der er leder, har hjemmearbejdet med nærmest konstante møder 9 timer dagligt, nærmest intet overskud har efterladt til jobsøgning og den slags. Nu kan de i det mindste komme afsted nogle timer og få opfyldt noget af deres sociale behov, og vi kan herhjemme fokusere på noget mere hyggeligt end at stresse rundt i aula, meebook og matematikfessor.
Og så er alternativet for mig at se simpelthen værre. Et samfund, hvor vi i fremtiden slet ikke har råd til at gøre noget for børn, sundhed eller klima er i mine øjne et værre scenarie, end at der er lidt flere, der dør af corona. Der er grænser for, hvor høj en forsikringspolice man vil betale privat og det må der også være samfundsmæssigt. Lige her rammes jeg nok lidt af min baggrund som økonom. Jeg er virkelig ikke liberal, men jeg vil alligevel anbefale, at man læser eksempelvis indlæg af eksempelvis Jonas Herby fra Cepos om det her. For alting har en pris. Også at passe ekstra meget på. Og for os alle sammen er der grænser for hvor høj en pris vi vil acceptere – nogle gange kan vi bare ikke overskue at læse det med småt og kender derfor ikke den reelle pris. Det er også rimelig umuligt at regne ud og for brutalt til at almindelige mennesker dagligt skal træffe den slags valg, men nogen skal vælge, om det er corona eller kræft, der skal behandles, og om vi skal holde børn hjemme nu eller have bedre normeringer. Og hele tiden spiller vi med blind makker, så nogle stik kommer vi til at tabe.
Beklager at det nærmest blev et helt blogindlæg i sig selv. Og som altid tak for et fint og nuanceret indlæg. Du fortjener sushi – og vin!
Jeg er umådelig tilfreds med, at jeg ikke er én af dem, der skal sidde og lave cost-benefit-analyser på alt fra hastighedsgrænser til behandlingsgarantier. Jeg ville ikke kunne fungere, hvis jeg skulle, men det er jo – desværre – nødvendigt, så egentlig er jeg taknemmelig over, at nogle kan overskue opgaven.
Og du må aldrig beklage lange kommentarer – jeg elsker dem! Og selvom jeg har en baggrund som nærmest det modsatte af økonom, kan jeg sagtens se, at vi selvfølgelig ikke kan lukke det hele ned i flere år.
Jeg prøver at lægge sushi og vin på mine bekymringer. Det her bliver jo også hverdag på et tidspunkt <3
Jeg mener bestemt ikke, du er alene om at være betænkelig ved at sende ungerne i institution efter påske. Selv om det for de fleste ikke er nogen skovtur at have dem hjemme 24/7, vil de fleste alligevel have en følelse af at have kontrol med nogle meget væsentlige forhold i sådan en situation, som vi har nu. Det skal blive spændende at se, hvor mange forældre, der vælger at beholde børnene hjemme, i hvert fald foreløbig, eller vælger en anden pasningsløsning. Man skal jo ikke glemme, at det stadig er forældrenes børn, og uanset hvad fr. Frederiksen står og bekendtgør, så er det stadig forældrene, der bestemmer, hvor deres børn skal være i hverdagen. Mange vil naturligvis være nødt til at benytte samfundets pasningstilbud, men langt fra alle, gætter jeg på. Der kan jo være flere grunde til, at man ikke lige har lyst til at lægge barn til disse tilbud, specielt nu for tiden.
Det er en god pointe. Jeg er spændt på, hvad der mon kommer af oplæg fra vores lokale skole og børnehave. Egentlig synes jeg, at det ville være ganske rimeligt, hvis vi, der ikke skal sidde og arbejde, holdt børnene hjemme lidt endnu, hvis det på nogen måde var muligt. Det er en lille pris at betale, synes jeg, hvis det kunne hjælpe til en blødere overgang.
Jeg har det meget ambivalent med det. For på mange måder har vi været priviligeret herhjemme. Ungerne har været gode sammen, skolearbejdet har kørt nogenlunde og vi voksne har været gode til at skiftes så vi har kunne arbejde..selvom det selvfølgelig har betydet vi har arbejdet på tidspunkter vi ikke ville normalvis..men vi har heller ingen transport og afleveringer osv.
Så selvom det har været hårdt og vi har været trætte har det også været hyggeligt og sjovt ind i mellem. Jeg er ikke decideret bange for at sende ungerne afsted. For dem og os er der ikke så stor risiko for at blive alvorligt syge. Det kan vi..men det kan vi også af andre ting og så skal overvejelsen jo ikke kun gælde her men helt generelt – om vi ønsker at hjemmeskole osv. Tilgengæld har jeg det som dig at der bliver nogle andre ting vi lå stoppe med. Vi har besøgt bedsteforældre i haven f.eks. og da vi har været hjemme er det ok, men det er vi nødt til at stoppe. For selvom vi holder afstand så glemmer specielt bedstemor og børn det ind i mellem og hun har hjerteproblemer og ikke gode lunger så det bliver helt No go. Vi voksne kommer til at være lige så isolerede som før, men vi kan trods alt mødes virtuelt med nogen..det kan vores 4 årige ikke ret godt. Jeg kan selvfølgelig godt være bekymret for at der går 14 dage og så ligger vi alle med influenza-agtige symptomer. Samtidig er det trods alt den gruppe der bliver mindst ramt af det. Jeg er mere bekymret for ældre pædagoger osv. Og spændt på hvordan de griber det an på skolen når de trods alt er en stor skole. Betyder åbning at de skal være der kort tid? På skift? Hver 2. Dag..der er virkelig mange ting som er uvisse. Og det føles lidt utrygt at våve sig ud af hulen..på den anden side kan vi jo ikke sidde her i flere år
Jeg er fuldstændig enig. Vi skal have åbnet verden igen, for alternativet er værre. Men jeg tror, at det, der for mig gør lidt ondt er, at jeg for første gang i alt det her, sidder med en fornemmelse af, at valget er faldet på den her løsning, fordi det er praktisk. Altså, ud fra et arbejdsmæssigt hensyn og ikke et sundhedsmæssigt. Det er et problem, at dem, der skal arbejde hjemme ikke kan = vi sender de børn, der kræver mest opmærksomhed afsted først. Og det føles.. forkert, synes jeg.
Og så tror jeg måske også, at det er summen af faktorer, der strammer her. Jeg er enlig forsøger, jeg står til at skulle skære den eneste voksenkontakt jeg har fra på ubestemt tid, hvilket gør mig utryg, fordi jeg har en historie med depressioner, jeg har arbejde frem til 30.06, og er derefter prisgivet, og min økonomi er ikke verdens mest stabile. Jeg føler mig sårbar. Og det er ikke rart for et kontrolmenneske som mig. Derfor tror jeg måske også, at jeg mærker usikkerheden lidt ekstra intenst?
Jeg tænker også der er kæmpe stor forskel på hvor mange faktorer der rammer en. Hvor mange bekymringer dette medfører. Og jeg tror jeg ville have lyst til at løbe skrigende væk i din situation fordi der både er sikkerhedsnet, sociale relationer og økonomi på spil. Jeg synes du er så mega sej. Min situation er anderledes og jeg er meget klar over at det er lettere at hive overskuddet hjem i sådan en situation. Jeg bøjer mig i støvet over din styrke og din evne til samtidig at forholde dig så reflekterende til situationen. Jeg håber at det at ungerne skal afsted kan give dig lidt rum til at lade egne batterier op når nu bedsteforældrene ikke kan være voksen kontakt på samme måde.
Og jeg kender godt det med at det føles forkert. Men jeg oplever det ikke helt i denne situation. For jeg synes faktisk sundhedsfagligt det virker til at give mening. Børn bliver ikke ret hårdt ramt og små børns forældre vil generelt også være yngre og dermed i mindre risiko for at blive ramt alvorligt af det. Men jeg tror du har helt ret i at der også er økonomi på spil og jeg har svært ved at se min i 1. Klasse holde sig på 2 meters afstand af de andre i skolen.
Og så ikke flere ord..bare en masse virtuelle kram eller thumbs Up (de er bedre på afstand) herfra.
Tak – og lige tilbage <3
Hej Linda,
Dette er en kommentar til den øverste del af dit svar til en kommentar (hold da op, hvor kringlet – men jeg er usikker på, hvor denne her kommentar lander henne i feltet).
Du beskriver, at du føler løsningen er valgt af praktiske årsager. Jeg sidder derimod med en følelse af, at den valgte løsning netop er valgt, fordi de yngste børn er den patientgruppe, hvor de smittede har haft færrest gener og er blevet hurtigst raske. Og fra regeringens side har man skulle vælge et sted at starte, når samfundet gradvist skal lukkes op igen.
Jeg går virkelig ud fra Sundhedsstyrelsens (og ikke mindst regeringens) konsekvensanalyser netop har vist, at vores småbørn og deres forældre er den patientgruppe, der hurtigst og nemmest vil komme sig ovenpå en omgang COVID-19 – og at det var dét, der har været grundlaget for beslutningen. Og ikke praktikken.
@Henriette:
Jeg tror, at det, der klør lidt hos mig er, at jeg synes, det er en MEGET belejlig gruppe, der er valgt, set ud fra et arbejdsperspektiv. Det er der for så vidt ikke noget i vejen med – og intet bliver federe, hvis bunden falder ud af samfundet – jeg tror bare, at jeg har svært ved at se, hvorfor man starter med to steder, hvor de regler, vi har fået pisket ind de sidste 4 uger, er praktisk umulige at opretholde.
Jeg er bare et helt almindeligt menneske, og jeg ved, at Mette & Co har en hær af eksperter i ryggen, så det er ikke fordi, jeg tror, at jeg ved bedre. Men de har hele tiden selv sagt, at de ikke er sikre på alt, hvad de gør, og at de kommer til at begå fejl. Samtidig har der også være kritik af det her tiltag fra nogle ret vægtige sider, så egentlig handler det nok bare for mig om, at prisen ift. fejl her virker højere, fordi det er mine børn og mine forældre, der er indsatsen.
Endelig undrer det mig også virkelig meget, hvor hårdt fronterne er trukket op i debatten – for jeg forstår ikke helt, hvorfor det er så stort et problem, hvis de forældre, der kan, holder børnene hjemme et par uger mere? For mig at se giver det da bedre vilkår for de børn (og ansatte), der er afsted, så jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor det ikke kan være en både/og løsning, i stedet for en kamp på værdier og enten/eller.
Men altså – et eller andet sted skal vi jo starte. Og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal sidde og holde økonomi og menneskeliv op imod hinanden, men nogen er jo desværre nødt til at gøre det.
Vi krydser fingre og håber det bedste:)
Skole og børnehave er jo et stort kontroltab. Det er min største bekymring både for mig selv og samfundet.
Men som forældre med små børn er vi også godt rustet til at klare det, hvis vi skulle blive smittet. For det kan vi blive, uanset om de er hjemme eller ej.
Præcis 10 dage efter, at Mette lukkede landet, blev jeg, min mand og vores to børn syge. Vi havde ingen mennesker set. Vi havde holdt os fra legepladser og alting. Vi havde haft en voksen nede at handle et par gange. Men alligevel.
Det har været 14 ærgerlige dage, og vi har haft alle symptomer (men ingen test). Men vi er ovre det. Fordi vi er unge (ish). Og det er i virkeligheden min pointe – vi får det nok alle. Og langt, langt, langt de fleste af os klarer os uden sundhedssystemet. Det ændrer sig ikke, fordi vi begynder at åbne samfundet igen.
Jeg er egentlig tryg nok ift. mit og familiens helbred. Vi kan sagtens klare at blive smittet. Men jeg er gymnasielærer på alle trin, og jeg er virkelig bekymret for de svage elever. Løbet for dem er kørt efter to mdr. op til eksamen med virtuel undervisning. Min største anke er, at man vælger at åbne op uden at have styr på, om det praktisk er muligt. Jeg kan ikke se for mig, at vi sidder udenfor med 2-meters afstand hele vejen rundt og råber en analyse, eller at vi kører forskudt i hold, for jeg har stadig to børn, jeg skal hente, og undervisning, der skal planlægges og evalueres. Nå ja, og så en eksamen der skal forberedes, uden at jeg aner, hvordan den praktisk skal gennemføres. Jeg ville ønske de ventede 3 dage med at nævne nogen åbning, til de rent faktisk kendte til rammerne. Og nu har jeg slet ikke nævnt, hvordan jeg glæder mig til at høre om sikkerhedshensynene i vores børnehave med 160+ børn i ét hus…
@Jeanette: Jeg kan overhovedet heller ikke se, hvordan det her skal kunne gennemføres i praksis. Jeg kan godt se, at børnene på papiret kan deles op, fordi der er en halv skole fri alle steder, men man kan jo for pokker ikke save læreren over, så hvordan de 2 meter skal hævdholdes i skole og børnehave har jeg ikke fantasi til at forestille mig.
Og jeg tror også kun, at vi har set toppen af isbjerget ift usynlige ofre. Jeg tror, at der kommer et KÆMPE efterslæb af mennesker med psykiske udfordringer, der eksploderer, sårbare elever/familier/ældre osv. osv. osv. Lige nu er det – lidt sat på spidsen – liv eller død, men om 2-3 måneder tror jeg vi begynder at se konsekvenser, vi ikke har fantasi til at forestille os lige nu. Det kan nok ikke være anderledes, men jeg får stadig ondt i maven af at tænke på det.
@Clara: Egentlig er jeg ikke specielt bekymret for, at børnene og jeg bliver syge. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg glæder mig til, men vi er alle 3 velsignede med ret robuste helbred, så jeg tror og håber, at vi er nogle af dem, der kommer forholdsvist nådigt igennem det.
Men for mig er det svært, at jeg mister kontakten til mine forældre, både helt egoistisk (fordi jeg så ikke kommer rigtigt at tale med nogen), men også pga. Anton, som har et helt, helt særligt bånd til specielt min far. Det er et ilandsproblem, men lige med det barn Anton er, fylder det ret meget for mig, for han forstår det simpelthen ikke. Og slet ikke, når det er på ubestemt tid. Det river i hjertet, fordi jeg ikke kan forklare ham det.
Og jeg er helt, helt med på, at det er vilkårene for masser af mennesker, og det er ikke på nogen måde mere synd for os end det er for alle dem. Jeg tror bare, at det er summen af faktorer, der presser mig.
Det er altså okay, at det er presset for dig og jer – og helt forståeligt! Det er virkelig vigtigt, at vi ikke kommer til af falde i den der med, at vi skal undskylde, at vi synes det er hårdt. Det ER hårdt. Og ligesom de sultne børn i Afrika aldrig er blevet mætte af, at kræsne børn i Danmark sad og tænkte på dem, mens de tvang rosenkål indenbords, bliver din følelse af at være super presset ikke mindre af, at nogen har det værre. Og det er okay, at vi synes forskellige ting er svært, for vi har forskellige udgangspunkter.
Hvis det ikke skinner klart igennem, er det her tænkt som et kæmpe klap på skulderen til både dig og alle andre, som synes de jo godt kunne have det værre og derfor skal undskylde. Jeg synes vi skal give os selv nogle dage til at være kede af alt det vi skal undvære – lige meget om det er bedsteforældre, festivaller eller den længe ventede rejse til langbortistan. Skylle det ned med vores foretrukne drik, og så kommer vi jo allesammen videre og igennem på et tidspunkt, men man må gerne give sig lov til at være lidt trist.
Det er en klog og kærlig kommentar, Iben. Tak for dén <3
Jeg har det præcis lige som dig!
Er så splittet for ja, vi kan ikke blive ved med at blive hjemme, holde lukket etc.
Men kan næsten ikke holde ud at det ikke er normalen, der kommer nu, men et nyt set-up, med tonsvis af andre ubekendte og også på ubestemt tid. Er så bange for, at vi ser ind i et år, hvor vi måske ikke engang kan ses med resten af familien til jul…
Og så er vi endda ikke ramt på økonomien indtil videre, hvilket er afsindigt priviligeret.
Hver eneste af dine indlæg her i denne tid har været en livline til, at vi er flere, som er ramt på samme måde følelsesmæssigt, men har ikke fået kommenteret fordi jeg har gemt mig i vores egen lille lomme her på vores matrikel også mentalt.
Var dog helt overdrevet glad for at læse, at du var omfattet af en af pakkerne vedr. løn. Fordi så virker noget af alt det der bliver sat i værk da som det skal, og fordi jeg virkelig under dig alt det bedste.
Tak for alt det du deler og din måde at varetage dialogen på her på domænet.
På en mærkelig måde minder det her lidt om et kosmisk biluheld. Et af dem, hvor ofrene ikke bliver slået ihjel, og det er dét, alle i første omgang er glade og lettede over. Men så kommer hverdagen og virkeligheden, og man skal pludselig til at finde ud af at leve med nedsat syn i en kørestol, og selvom man jo er glad for at være kommet igennem uheldet med livet i behold, så er det stadig MEGET langt fra det liv, man var vant til at leve.
Jeg tror, at det værste for mig er, at det her nu pludselig er en del af vores verdensbillede. Lidt som med 11. september. At vi pludselig har fået en ny og alvorlig trussel repræsenteret, som tidligere i bedste fald var teoretisk. Jeg synes, det er virkelig svært at tage ind og at omstille sig.
Jeg er simpelthen så glad for den sidste del af din kommentar. Det betyder umådelig meget at få at vide, at alt det, jeg hælder ned i tastaturet, faktisk er brugbart, og ikke bare føles som mere nedtur. Så tusind, tusind tak for det.
Verden er scary lige nu, men jeg tror og stoler på regeringen og deres strategi. Jeg glæder mig til mine små børn kan se deres venner igen – de har virkelig ikke haft det nemt med isolationen. Mit voksenliv er nok stadig uændret med hjemmearbejde og næsten ingen fysisk kontakt til omverdenen. Det er svært, men det skal nok gå. Det er bare SÅ SVÆRT at forholde sig til at det hele ikke går tilbage til normal lige om lidt…savner venner og familie!
Enig. Det er super underligt, at vi skal tilbage til sådan en amputeret udgave af virkeligheden og ikke bare tilbage til ‘plejer’. Men shit, hvor jeg også glæder mig til at kunne se dem, jeg holder af, og kunne færdes ude i verden, uden hele tiden at skulle opfatte mine medmennesker som små trusselbilleder.
Mit hoved gør ondt. Først skal vi holde børnene hjemme, fordi der er alt for stor risiko for smittekæder. Nu skal vi sende flere hundrede tusind børn tilbage på samme tid, fordi vi i en periode ikke har haft så mange indlæggelser. Vi skal også være trygge ved at sende dem af sted, og børnene skal ikke opføre sig som små voksne. De må dog ikke røre ved deres kammerater eller sidde tæt på dem, fordi de hele tiden skal være opmærksomme på ikke at smitte eller blive smittet. Vi går som samfund ikke efter hurtig flokimmunitet, fordi det vil give italienske tilstande, men vi har heller ikke råd til at holde lukket, for så er der flere, der vil dø af andre ting end af coronaen+ at vi går rabundus. Vi er altså i gang med et gigalinedansereksperiment, og jeg har besluttet mig for at lukke øjnene og stole på Mette, Mølbak og Brostrøm, for det her er så videntunge områder, at jeg bliver nødt til at satse på, at de er bedre til overskue det her end jeg er. For jeg får mere og mere ondt i hovedet.
. .
Jeg er også næsten der, hvor jeg godt ville bede om noget mindre viden. For det er godt nok svært som meningmand at vide, hvad der er op og ned, når der hele tiden er en ny verdensorganisation, en ny virolog eller en ny læge, der mener det modsatte af det, der var rigtigt for 10 minutter siden. Jeg er med på, at vi alle er blevet smidt ud af flyet samtidig, og derfor skal lande i løb, uden at nogen er sendt i forvejen og kan udstyre os med kompas og kort – men det illustrerer meget fint nødvendigheden af at dosere sit nyhedsindtag, så man ikke bliver svimmel.
Jeg har også haft det ret underligt i maven siden det pressemøde. Jeg havde slet ikke forventet, at det ville blive de mindste, der skulle afsted først. Nu havde vi fået en ny hverdag til at fungere, og nu rokkes den igen. Vi har allerede nu fået information fra min søns børnehave, og jeg synes, det lyder fornuftigt. De skal være ude det meste af dagen og på ture i mindre grupper. Byens bibliotek og haller er stillet til rådighed, så de får mere plads, og så opfordrer de til at give flere fridage eller kortere dage, hvis man kan. I første omgang er vi så heldige hjemme hos os, at vi kan vælge at udsætte vores børns start i hhv dagpleje og børnehave. De kommer ikke afsted i næste uge, og så tager vi den derfra. Jeg læste lige et godt indlæg hos Mette Marie Lei Lange om det, og kommentarfeltet gav mange gode tanker, synes jeg.
Jeg tror, vi må prøve at styre vores tanker væk fra de længere perspektiver og mørke udsigter, for de gavner os ikke lige nu, og vi almindelige borgere har ikke den store indflydelse på dem. Jeg tænker, at I har en lidt skrøbelig situation hos jer, Linda, med de forhold du nævner, så måske er det værd at overveje at holde Anton og Frida hjemme længere, hvis det er en mulighed, så du/I fortsat kan se dine forældre ❤️
Jeg er super spændt på, hvad vores børnehave og skole melder ud, og jeg har endnu ikke truffet min beslutning. Jeg undrer mig over, hvor hurtigt det er blevet et spørgsmål om, om man er enig eller uenig med regeringen, om man vil sende sine børn afsted. For jeg har hele tiden tænkt, at det egentlig ville være en måde at bidrage på, hvis de forældre, der kan, holder deres børn hjemme 2 uger endnu. Det giver, helt lavpraktisk, mere plads og flere m2, og det giver mindre pres på sygehusene, hvis det viser sig, at det her eksperiment har konsekvenser, man ikke har forudset. For selvom meget er grebet godt og rigtigt an (og jeg er kæmpe fan af hele håndteringen), så er der også begået fejl. Det kan ikke undgåes – men er det ikke en lille, bitte smule underligt, at vi pludselig er SÅ forhippede på, at det her en løsning, der KUN er god? Ikke på sølvpapirshat-måden – bare en stille undren.
Og tak for særligt det sidste afsnit. Det var et lille knus i en tid, hvor der er alt for få af dem <3
Jeg havde skrevet en lang kommentar, men den fik jeg fumlet mig væk fra. Det vigtigste var dog at sige, at min kommentar virkelig er ment som en kæmpe krammer og omsorg fra en fast læser gennem mange år. Når du selv synes, at de mørke skyer trækker sig lige lovlig heftigt sammen over dig, så er det nu, du har mest brug for din nære familie – du skal ikke ofre din mentale sundhed for at følge genåbningsplanen. Pas på dig selv og forestil dig, hvor mange læsere, der sender dig varme tanker. Jeg er sikker på, at vi er mange i Lindafanklubben ❤️
Det var også 100% sådan, jeg læste den, søde Trine❤️❤️
Engang kom der noget giftigt i vandet på mit studiested og vi måtte pludselig ikke drikke det. Vi tog vand med andre steder fra. Da der igen blev givet grønt lys til at drikke det, havde jeg stadig en ubehagelig følelse for vandet på studiet. Det er noget af mit billede lige nu. Skolen og de andre og os selv er farlige for hinanden. Gå hjem. Mærkeligt. Men ok. Nu er det ikke mere farligt, end at vi godt kan vende tilbage med vores gode vaner om afstand og håndvask. Mærkeligt. Og ikke ok lige med det samme.
Alle hjemmeskolere jeg har læst om, skriver om rolige morgener. Og det har vi fået. Dem vil vi heller ikke af med.
Den tryghed vi har fundet hjemme trues nu igen af verden. En verden som vi ikke længere kender.
Jeg tror, du har ret i, at det også handler om, hvor meget omstilling, vi er blevet bedt om at tackle over en ret kort periode. Det kan ikke være anderledes, men det er ikke så mærkeligt, at man somme tider mærker hjernen presse mod hovedskallen, for det ER stressende at være i, at ‘hverdagen’ ændrer sig fra uge til uge.
Noget af det værste er, at vi er igang med at lære vores børn, at alle andre mennesker er farlige. Suk. Jeg tror du har ret i det med det kæmpe psykiske efterslæb.
Jeg snakkede med min mor om præcis det her igår. At der kommer til at ligge en kæmpe opgave i at resocialisere vores børn, når vi er på den anden side. Og at hjælpe dem til ikke at blive så bakterieforskrækkede, at det ødelægger deres livskvalitet. Der må være nogle børn med sprøde psyker, der bliver skubbet ud over kanten i alt det her. Det er virkelig trist.
Puha, jeg har rodet lidt rundt oppe i hovedet over dét her. Jeg har været relativt isoleret med min familie, fordi jeg er særligt udsat. Men nu skal min lærer-mand afsted, og min datter skal i skole. Har alle vores hensyn så været spildte? Eller skal jeg stole på, at det giver mening, fordi sundhedsvæsnet nu er rustet til den kommende ‘bule’ på kurven? Jeg kan ikke se andet end, at jeg må give slip på bekymringerne og bede alle vaske sig og skifte tøj ved hjemkomst. Men jeg er sgu ked af det. Vakler lidt imellem kosmisk ro og testamenteskrivning…
Og så lige en vigtig note: Jeg elsker den måde, du svarer dine læsere på, Linda! Jeg bliver rørt og tænker seriøst, at du måske også har karrieremuligheder indenfor en form for samtale/vejledning/terapi. Tak!
Jeg har hormoner all over, så jeg kom til at hyle lidt over din kommentar, Marie Louise – tusind tak for dén! <3
Og jeg tror, vi har det på samme måde, faktisk. For jeg vakler også mellem ‘jamen, vi er jo nødt til at turde træde ud af døren, og vi må stole på, at de ved, hvad de gør’ og så ‘de har sagt flere gange, at de prøver sig frem, og hvad med de virologer og læger, der fraråder det her??’ – og så tror jeg, at jeg skal tage en pause fra facebook. Shit, en retorik der hersker derinde lige nu. Med mit hoved forstår jeg godt, at dem, der er mest sure, er det, fordi de er bange; de er tvunget til at sende deres børn afsted og derfor SKAL det være den rigtige løsning. Men ALLE nuancer er gået tabt, synes jeg – og mange af os har ikke engang fået skolernes udspil præsenteret.
Jeg venter med at træffe min beslutning til jeg ved, hvad oplægget fra vores lokale skole og børnehave er. Så må vi tage den derfra.
Alt det bedste til jer – jeg håber, at I ender med at kunne trække vejret i det (- og at jeg gør det samme…)
Kh
Linda
Nå men jeg ved godt jeg har kommenteret på det her indlæg en gang, men du får altså lige en ekstra tanke fordi jeg faktisk synes jeg har fået lidt ondt i maven efterfølgende. Det handler faktisk ikke om virus, for jeg er egentlig ikke så bange for den på vores egne veje eller ungernes. Men retorikken på Facebook, og i medierne osv. Synes jeg bare gør at jeg føler mig som en kæmpe fiasko uanset om jeg sender ungerne afsted eller ej.
Det er så hårdt trukket op og der er ikke plads til at have det som jeg har det. Jeg regner med at støtte op om at de kommer afsted (hvis først skolen starter næste uge så starter hende i børnehaven også først der osv.) Men samtidig være bekymret. Og vi står ikke engang i en situation hvor der er nogen i hjemmet der er i risikogruppen. Det er enten “du er en dårlig mor fordi du bare bruger dit barn som prøveklud” eller også er du slet ikke rationel og tror du ved bedre end eksperter. Hvad med alle os der bare synes det er svært men prøver at gøre det så godt vi kan. Som stoler på at eksperterne har regnet efter fornuftige modeller men som også godt ved at en model ikke er bedre end det data der er tilgængeligt…og måske er der stadig mange ting vi ikke ved. Jeg tror virkelig at eksperterne ved mere om det end jeg men de er trods alt også mennesker og mennesker laver fejl.
Vi har snakket med børnehavelederen en hos os i dag. Alle de retningslinier… Helt lav praktisk er det fornuftigt nok. De kommer til at være ude det meste af tiden og lege i mindre grupper. Vi er heldige der er en fornuftig legeplads og “kun” 40 børn hvis alle kommer. Men for f..det er jo også noget med at vi ikke må gå ind i garderoben (så skal vi kunne vaske fingre og det er ikke praktisk muligt hvis alle forældre skal det), alle skal vaske hænder hver 2. Time (udover selvfølgelig toiletbesøg osv. Der skal være to meter mellem børnene når de skal spise…hvordan de gør det ved jeg ikke osv osv. Jeg synes egentlig børnehaven gør alt hvad de kan for at følge de nye retningslinjer men faktisk gør alt det her mig jævnt meget mere bange for hvordan DET påvirker vores børn end hvordan virus gør.
Shit altså..ikke mere Facebook og nyheder til mig de næste dage. Så må jeg se virkeligheden i øjnene mandag eller noget.
Lyder virkeligt fornuftigt med facebook- og nyhedsfri de næste dage – og så tager vi den lige i næste uge.
Jeg har også været nødt til at tage en pause af præcis de årsager, du nævner. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg langsomt rykker mig hen imod at være ok med at sende afsted. Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg synes, at det giver mening at starte begge steder op samme tid, men nu, hvor beslutningen er truffet, har jeg idag tænkt meget over, at jeg næsten risikerer at forværre situationen herhjemme ved at vente. Hvis vi venter, kommer vi jo bare til at tage “karensperioden” på et andet tidspunkt, og hopper vi med nu, er børnene med til opstarten, hvor alle spørgsmål og usikkerheder bliver besvaret og taget højde for. Bliver de smittede med det samme, er vi igennem det, inden 2. trin af åbningen starter d. 10. maj, og uanset kan vi jo ikke vente til efteråret, hvor jeg kan høre, at de satser på at have vacciner klar til mine forældres generation.
Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville være nået til den beslutning, hvis jeg havde siddet med hovedet i internettet idag. For der bliver råbt så højt, at man helt glemmer at forholde sig til det, der egentlig er spørgsmålet, nemlig hvad der giver mening at gøre i lige præcis den familie, man selv er en del af.
Der er jo ikke rigtigt nogen,der kan komme med andet end mere eller mindre kvalificerede gæt om et ukendt virus,, så jeg synes egentlig det er meget rimeligt at have det ambivalent med det hele. Oveni det har vi jo så også nogle meget individuelle problemer hos den enkelte familie – og jeg kan virkelig godt forstå at det må være skrækkeligt at gå og være angst over helbred og sygdom. På den anden sider er mit personlige regnestykker 14 dages sygdom versus potentielt ingen indtægt indtil januar, hvor jeg er færdig med min selvbetalte uddannelse – og jeg er ikke dækket af nogle økonomiske redningspakker overhovedet. Så mit barn ryger i børnehave, så jeg kant tjene nogle penge, og vi kan klare os – og det er det mest voksenansvarlige jeg kan gøre lige nu. Så jeg tænker lidt at vi alle sammen må acceptere at den rigtige løsning for den enkelte familie er forskellig.
Det giver 100% mening, og jeg tænker også, at det må være noget med at holde alle faktorer op imod hinanden og så gå med den beslutning, der – trods alt – giver færrest ulemper/gener.
Og så tror jeg, at det er vigtigt at huske, at det er fordi folk er bange, at så mange er SÅ rabiate i deres ordvalg. Dem, der er tvunget til at sende deres børn afsted, har brug for, at det er Den Rigtige Løsning, mens dem, der er bange har brug for at pege på det, de føler er manglerne ved den, fordi de egentlig bare gerne vil beroliges af valide svar.
Jeg prøver at huske, at vi alle gør det så godt, som vi kan.
Hvor er det dog dejligt med alle disse nuancerede, reflekterede og afdæmpede kommentarer. Linda, jeg elsker din blog mere end nogensinde før – og det siger ikke så lidt <3
Jeg er virkelig også fan af mine læsere, Lene. Jeg ELSKER, at vi kan snakke om de svære ting på en ordentlig og sober måde, og at alle gør sig så umage for at forstå, hvor andre kommer fra. Som Johanne på æselperspektiv.dk skrev forleden: Internettet er bedre end sit rygte <3
Min første reaktion da jeg hørte institutionerne åbnede igen, var … sorg. Vi har faktisk haft godt af noget tid sammen alle tre uden udveje. Og uden hektiske morgener, ikke mindst. På den anden side skal vi også videre, så vi tænker at sende afsted tre dage om ugen og så mærke efter om det kører. Vi er jo selv hjemme en måned endnu, så har den mulighed. Det kommer jo meget an på set up’et, i sig selv tænker jeg ikke små faste grupper er så slemt lige for min dreng … Og jeg har slet ikke nævnt snitten med et ord! Måske fordi jeg lidt fatalistisk tager for givet at vi får den. Og (måske naivt!) tænker vi kan tåle den. Vi har nogle svage familiemedlemmer, men med en lang togtur imellem føles det ikke så anderledes at holde afstand. Men jeg ved det ikke. Det er vilde tider!
Det er det virkelig. Jeg tror, at det, jeg har bakset lidt med ift. at vurdere, hvad der er den rigtige løsning (sende afsted/holde hjemme) er, at jeg føler, jeg mangler et klart svar på, om det er af hensyn til hjemmearbejdspladserne eller om det er fordi, vi GERNE vil have at folk bliver smittet i kontrolleret rækkefølge at børnene skal afsted. For hvis det er det sidste, hjælper vi bedst ved at sende afsted, men er det det første, ville vi, der kunne, jo godt kunne holde børnene hjemme lidt endnu.
De siger, at vi ikke går efter flok-immunitet, men derfor kan der vel stadig være noget taktik i, at man gerne vil have, at den smitte, man ved kommer, kommer i relativt kontrolerede bølger?
Det savner jeg også svar på! Jeg er på barsel, så kan i princippet fint holde min ældste datter hjemme fra børnehave nogle uger endnu – men jeg kan heller ikke blive klog på om “samfundet” helst vil have så mange børn i børnehave som muligt? Præcis som du skriver: hvordan hjælper vi bedst?
Jeg er verdens mest ustabile bloglæser pt, men vil bare sige, at dine indlæg er en trøst (også tre dage senere)<3
Jeg har det på samme måde. Jeg arbejder hjemme med begge små børn herhjemme, mens min mand er sundhedspersonale og dermed på arbejde hele tiden. Jeg burde være lettet over at kunne sende børnene i børnehave og vuggestue igen, men jeg har det så svært med det. For hvornår må vi så se bedsteforældrene igen? Vi har ikke set dem siden starten af marts, fordi vi er bange for at smitte dem, og det virker helt uoverskueligt at det nu er endnu længere uden for rækkevidde. Men altså, jeg panikkede og fik grønt lys af arbejdet til at holde mine børn hjemme de næste par uger, og det gav lidt ro. Forhåbentligt vinder rationaliteten så over mig.
Så længe vi ikke kan blive testet for antistoffer, kan vi jo i princippet smitte indtil der er en vaccine, og det kan jeg slet ikke holde ud – for skal alle i risikogruppen så holde sig hjemme de næste 2 år?
Stabil eller ustabil: Det er altid hyggeligt, når du kigger ind <3
Jeg kan også mærke, at det langsomt skubber min holdning, det med, at det jo har ret lange udsigter at kunne vaccinere seniorerne. For først var jeg 100% sikker på, at jeg ville holde dem hjemme. Så vaklede jeg. Så besluttede jeg, at de skulle afsted, men at vi så ikke kunne se mine forældre. Men præcis som dig, snubler min logik også, når den kommer til spørgsmålet ‘hvor længe?’ For altså – vi kan jo for pokker ikke isolere dem i flere år? Og hvis det alligevel er det, man påtænker, så opstår der også nye dilemmaer, hvor man skal opveje risiko mod livskvalitet, ikke? For der er ingen af vores seniorer, der på den lange bane har godt af at sidde alene, tænker jeg.
Puh. Jeg arbejder SÅ hårdt på at nøjes med at forholde mig til det næste problem i rækken, og ikke forsøge at læse foran. For når jeg gør, bliver jeg godt nok modløs.
Først et virtuelt kram til dig, for hvor kan jeg godt forstå, at det er uoverstigeligt slet ikke at skulle se nogle andre voksne. Det er helt generelt bare ikke så ligetil at være i, det her.
For mit eget vedkommende (som har en anden voksen derhjemme :-)) glæder jeg mig til et skridt mod normalen (hvad det end er). Jeg glæder mig til at vores datter skal i skole igen, for hendes skyld. Hun savner sine venner og sin skole, så det bliver godt for hende, at hun skal se sine kammerater og have en eller anden form for socialt samvær med dem igen. Nej, det kommer ikke til at holde med de to meter, men jeg tænker næsten også godt, at alle ved det, men at to meter halvdelen af dagen og at børnene husker håndvask de fleste gange er bedre end ingenting (måske :-)). Jeg tænker, at det bliver det muliges kunst ift. at holde afstand blandt legende børn. Helt fatalistisk har jeg indstillet mig på, at hvis hun bliver smittet, så klarer vi den nok – jeg vælger at tro på, at vores helbred er godt nok. Jeg vælger også at tro på, at beslutningen om at åbne skoler handler om, at børn ser ud til ikke at blive smittet og ramt så hårdt som voksne (og at de fleste forældre så skønnes at være udenfor risikogruppen). Fra et økonomisk synspunkt tror jeg, at det havde givet mere gang i hjulene at åbne op for liberale erhverv, som vist også var med i et af scenarierne.
På det personlige plan er jeg glad for, at det for os bliver en “blid” overgang, vi fortsætter med at arbejde hjemme nogle uger endnu, således at hun kan hentes tidligt. Jeg tror på, at det nok skal gå. Og hvad så med bedsteforældre? Vi har set dem med afstand og uden kram og kys, og jeg tror, at det fortsætter. For som du og andre påpeger; hvad er tidshorisonten i alt det her? Kan vi leve med ikke at se dem i flere måneder, et år? Nej, det kan vi ikke. Så må vi holde afstand og være påpasselige. Men min mor abejder også stadig og endda i sundhedsvæsnet, så hun har i virkeligheden været langt mere udsat for smitte hidtil end vi andre, og vil fortsat være det. Men shit, det er en balancegang… For det næste er, at lige nu styrer vi jo mod en flokimmunitet, selvom ingen vil sige det. Men vi har ingen vaccine og vi har for længst opgivet at opspore og isolere smittetilfælde. Så “den grønne kurve” er jo kontrolleret flokimmunitet. Hvor længe mon der går, før vi når det, alternativt finder en vaccine? Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på…
Det er en balancegang – og også virkelig én, hvor humør og holdning er meget afhængig af dagsform, synes jeg. Og det er så pokkers svært at finde frem til den kollektivt bedste løsning (altså, subjektivt), fordi der ikke er to af os, der står i det samme.
Men jeg synes, at kommentarer som din er så fine, fordi den eneste vej igennem det her er at forsøge at rumme og forstå hinandens vilkår <3
Det bliver interessant at se, hvordan denne pandemi og alle dens konsekvenser ændrer vores adfærd og vores forhold til hinanden på lang sigt.