The times they are a-changin’

Det er en mærkelig tid. Det er, som om, alting er opbrud og kaos, og det er svært ikke at føle, at universet er ved at brænde marken af, så den er klar til at så en helt ny type af afgrøder på.

Mit hoved er ved at eksplodere, og min hjerne føles, som en overtrænet muskel; træt, øm og med desperat brug for en pause at restituere i. 

Helt lavpraktisk er der mange overvejelser ift. arbejde, og hvad der skal ske efter 30.06., hvor min tidsbegrænsede ansættelse udløber. For mig og os er det ikke kun et spørgsmål om, hvad dagene skal gå med, men også, at der er nogle økonomiske hensyn, der skal tages med i beregningen.

Der er stadig ikke en afklaring ift. ferie, og i småtingsafdelingen er fødselsdagsplanlægningen i fuld gang.

Derudover har racedebatten har fyldt virkelig meget for mig. Som tidligere nævnt handler det nok om, at 70% af mit feed er amerikansk, både på fb og på insta, men for mig har det været surrealistisk at se kontrasten i, hvor meget det fylder ude i verden, kontra hvor lidt det har fyldt herhjemme. Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvordan jeg skal forholde mig til både dem, der vælger at flyve under radar, og dem, der trods alt har haft en holdning, men én, jeg ikke er enig i.

Egentlig forstår jeg godt lysten til at lade som ingenting. Det er svært og ubehageligt at redefinere sit verdenssyn, og jeg føler også en nærmest desperat trang til at sætte mig i en blød stol og lade mig underholde af noget pastelfarvet uden skarpe kanter.

Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg er ved at ændre syn på de mennsker, der har en platform, men som altid vælger den sikre vej. Jeg agiterer ikke for, at vi skal forvandle alle virtuelle åndehuller til rasende debatfora, hvor vi altid kun må snakke klima og racisme, men jeg tror måske, vi nærmer os et punkt, hvor tavshed larmer mere end tale?

Hvilket leder mig til det næste, jeg har tænkt meget over de sidste par uger, nemlig om man skal slette og blokere mennesker, der mener noget andet, end man selv gør? For på den ene side er et follow jo en slags bitcoins, der kan bruges til at købe indflydelse for, hvis man har nok af dem, og ønsker jeg at støtte op om, at personer, jeg ikke er enige med, får mere spalteplads? På den anden side betyder blokeringer og unfollows, at man får skabt et ekkokammer, hvor vi kan sidde og give hinanden ret i, at vores måde at være i verden på, er den rigtige – og det er nok heller ikke ret hensigtsmæssigt.

Og alt imens jeg forsøger at finde fodfæste i alt det ovenstående, har jeg også tænkt meget over, hvordan vi – dig og mig – kan gøre en forskel, der hvor vi er. Uanset om man har fokus på kropspositivisme, ligestilling, LGBTQ+rettigheder, miljø, racedebatten eller noget helt 6. som er ligeså vigtigt, så tror jeg, at de fleste af os er ved at drukne i det krydsfelt, hvor vores idealer møder vores hverdag. For hvordan kæmper man for sortes rettigheder, når man hedder Else og er sagsbehandler med begyndende mavesår og af natur ikke er særlig rasende?

Det har jeg tygget virkelig meget på, og jeg er nået frem til, at jeg faktisk ikke tror, at målet er at tage debatten med alle de perifære bekendte, man har, på internettet. Det kan føles kontra-intuitivt at scrollet forbi et udsagn, man er inderligt uenig i, når man lige har besluttet sig for at fight the power, men det er at hælde al sin gode energi ned i et sort hul, hvor den ikke gør den fjerneste forskel. Ingen har nogensinde skiftet politisk standpunkt på grund af en debat på facebook.

Men jeg tror, at vi ved at være åbne omkring hvor vi selv står, kan præge både dem, der ikke ved, hvor de står, og dem, der kommer efter os, og *derfor* tror jeg, at det er vigtigt, at vi er verbale omkring vores synspunkter, uanset hvor spage røster, vi føler, vi har – for der er altid nogen, der lytter. 

Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver os selv en mulighed for at reagere indenfor de rammer, vi hver især kan være i. For ideelt set burde vi alle vide, hvad vi skulle gøre, og ride ud og gøre det. Men hvis man har det virkelig svært med konflikter, eller man af natur ikke har det godt med pludselig at være samtalens centrum, så kommer man ikke til at kalde hele omgangskredsen ud, eller afkræve sin hyggeracistiske arbejdsplads et svar. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget, for det kan man.

I min familie har vi f.eks. et par stykker, som har lidt svært ved at forstå, hvorfor man som dreng kan synes, at neonfarvede armbånd er magiske, for “det er da for piger, Anton!” Den tager jeg. Altid og hver gang. Men jeg gør det på en måde, så vi alle kan være i rum med hinanden bagefter, for målet med min kommentar er ikke, at de mennesker, der har kommenteret på armbåndene skal føle sig udskammede og forkerte. Jeg kan ikke ændre på det verdenssyn, de er vokset op med, og der er tale om mennesker, jeg elsker. Så når jeg med et smil siger: “Det er bare XXX, der er gammeldags, Anton – du må få 50 armbånd på, hvis du vil have det” så er det fordi, mine børn skal se, at der findes mange holdninger derude, men man må gerne udfordre dem, man ikke er enig i.

Så jeg tror, opgaven for den enkelte de næste måneder og år bliver at finde ud af, hvordan vi hver især, i vores små lommer af liv, kan pege på uretfærdigheder og fordomme, når vi ser dem, på en måde, vi hver især kan være i. Det er et privilegium at det ikke behøver at være mere rabiat, men al forandring starter et sted. 

Vi kan ikke blive enige alle sammen. Og det er nok egentlig heller ikke meningen. Men ved at være åbne om vores holdning til kropskultur, feminisme, racisme osv. kan vi stadig synliggøre en holdning og tilbyde et verdenssyn, som kan gøre det mere trygt for marginaliserede mennesker at stå ved, hvem de er, fordi det pludselig bliver synligt, hvor mange allierede de egentlig har.

Published by

23 Replies to “The times they are a-changin’

  1. Jeg tror på, at jeg kan ændre mere med små ryk og påvirkninger, end ved at forsøge at skabe en revolution. Jeg er typen, som hurtigt kan komme til at tale så højt og passioneret om det jeg mener, at det i nogen sammenhænge nærmest kunne risikere at blive så larmende, at ingen ville høre efter. Derfor forsøger jeg mig i denne og også visse andre sammenhænge med de små ting.
    Da min mor og jeg i sidste uge talte om, hvor i landet der var flest coronasmittede, var hendes første reaktion, at det nok var fordi der på Vestegnen (Københavns vestegn that is), bor så mange indvandrere. Jeg svarede, at det måske mere handler om, at der bor mange arbejdere, som har færre kvadratmeter pr mand end dem i Hellerup og de har måske i højere grad været ude på arbejde i den virkelige verden, end min omgangskreds, der primært er akademikere, som kan arbejde hjemmefra. Til det var svaret, “det har du da ret i”. Og jeg tror faktisk det måske flyttede hende en lille smule i forhold til fordommene. Så når hun taler med sine veninder om det, kan hun måske bringe den videre osv. Ingen har været sure, ingen har følt sig angrebet, men måske er verden alligevel blevet en lille smule mindre fordomsfuld og forskelsbehandlende. Det virker i hvert fald bedre på mig med stille og rolige forklaringer, end råbende anklager og “lock him up”, som for mig udtrykker manglende respekt for demokratiet. Og det betyder også virkelig meget for mig.

  2. Jeg tror, det er helt rigtigt, at man hurtigt kan komme til at engagere sig så meget i noget, at retorikken overdøver indholdet af det sagte. Og der er nok også noget med kultur; at måden, man tackler og italesætter de forskellige problemstillinger på, er nødt til at afspejle måden, man ellers omgås hinanden. Ellers bliver det så overdrevet, at man risikerer, at det ikke bliver taget alvorligt.

    I virkeligheden er det nok endnu en udfordring i hele den her debat: At vi lige nu får flest input fra USA, hvor situationen kalder på helt andre, og langt mere håndfaste protester, end dem, der giver mening herhjemme.

    Jeg synes, at din historie er virkelig fin. Jeg har snakket meget med et par fra den ældre generation i min familie om psykisk sygdom, som de har et helt andet syn på, end nutiden lægger op til, og jeg har grebet det an, som du har gjort med din mor. Min oplevelse er også, at det faktisk har flyttet noget hos dem. Det glæder mig oprigtigt.

  3. Tak for at dele dine overvejelser Linda, som altid er du mere reflekteret end de fleste, og min hjerne og mit hjerte har så godt af at læse med hos dig.
    Jeg har taget et bevidst valg om, at jeg ikke tager denne (eller andre lignende) debatter på sociale medier. Det bliver alt for nemt enten et dyrskue af woke virtue signaling/glorie pudsning, mudderkastning og misinformation. Lidt for lidt oplysning og lidt for meget råberi.
    I stedet prøver jeg at fokusere på det, jeg konkret kan gøre: blive klogere på problematikken og tage debatten face to face. Fx har jeg en politik om, at jeg ikke vil have at mine børn skal udsættes for “passiv racisme”, fx høre ældre familiemedlemmer sige “neger”. Så forlader vi selskabet (og forklarer hvorfor). Jeg tror, at jeg kan gøre mere positiv forskel ved at sætte godt eksempel for min familie og ved at donere/støtte relevante forretninger og foreninger. Det håber jeg i hvert fald.

    1. Hvor er det en fin kommentar, Marie – tak for den <3

      Jeg har gjort mig virkelig mange af de samme overvejelser; også ift. at skrive de her indlæg. Jeg vil så nødigt fremstå som hellig eller – som du skriver – pseudo-woke, for jeg har lige præcis lige så mange blinde pletter som alle andre med min pigmentsammensætning. Det er svært, synes jeg. Ægte.

      Men jeg er nået frem til, at det heller ikke giver mening at lade som ingenting, fordi det kommer til at fremstå som ligegyldighed, og lige præcis dét, tror jeg er det allermest problematiske lige nu.

      Derfor vælger jeg, som du, at have nogle fixpunkter, som jeg så gør mig umage for at følge til dørs. Jeg rammer lidt en grå zone med bloggen her, fordi jeg har fået kommentarer fra mennesker, der ikke er enige med mig. Og hvor jeg som privatperson også har truffet et valg om ikke at ville engagere mig i en tabt sag, så bliver jeg som blogger ramt lidt på, at det kommer til at virke som om, mine holdninger mest er til pynt, hvis jeg ikke tager debatten. Det skal jeg lige finde ud af, hvad jeg gør ved.

      Men jeg glæder mig oprigtigt over, at det føles som om, alle gør sig umage. Der er fodfejl til højre og venstre (de fleste af dem er givetvis mine), men alene det, at de fleste virkelig, virkelig gerne vil gøre det bedre, synes jeg er meget opløftende.

      1. Der er ingen fare for, at du bliver pseudo-woke, Linda, der er (oprigtigt) meget få der er så reflekterede, som du er. Din blog er et rigtig godt sted at tage de her debatter op, for det er sådan et fint online samfund, der er her. Jeg kom til dengang med fagforeningerne, og jeg har lært så meget af dig og af de andre læsere siden da.

        1. Nu gik der fødselsdag i den, Marie, så mit svar har været lidt længe undervejs. Men jeg ville bare lige sige, at jeg blev ægte både glad og stolt, da jeg læste din kommentar. Jeg tror ikke, at man som blogger og menneske, der så frygtelig gerne vil kommunikere, kan ønske sig mere end dét. <3

  4. Tak for gode overvejelser. I den mindre ende har min ældste datter på 10 år i denne uge været meget fortørnet Iver, at (den mandlige) idrætslærer kaldte de nemme armbøjninger for pigearmbøjninger. Det går jeg lige og tygger på om hev skal påtale – vil gerne støtte min datter, men ved også at det vil blive modtaget som overhysterisk krænkelsespoliti. Men nogen kampe skal jo (også) kæmpes i det små. What to do?

    1. Åh, den er svær. Jeg har det også voldsomt stramt med ‘pigesur’, ‘tøsedreng’ osv – men jeg føler også, at det er en svær balancegang, fordi man, hvis man råber hele tiden, til sidst bliver baggrundsstøj, som ingen rigtigt hører.

      Når jeg tænker efter, tror jeg, at min egen strategi er, at prøve at tage de kampe, som er mere principielle ude i verden, mens jeg tager de små herhjemme. At jeg f.eks. tager fødselsdagskalenderen i børnehaven op på forældremøde, fordi den består af blå shorts til drengene og lyserøde kjoler til pigerne, mens jeg lader de udtryk, vi snakker om her, fare i det offentlige, men luger ud i dem i det private. Jeg ved ikke, om det er den rigtige løsning, men min tanke er, at det måske er vigtigst at tage de store kampe først og så prøve at ændre de andre ting indefra. Giver det mening?

    2. Hej Anne Marie og Linda
      Hvis min datter fortalte om pigearmbøjninger, så ville jeg trygt føle at jeg kunne gå direkte til pågældende eller dennes leder og tale om det. Måske fordi jeg bor i Kbh hvor jeg oplever ret god fokus på ikke at nedgøre pba køn?

      Og det jeg hæfter mig ved er netop trygheden i at jeg ville forvente at blive mødt med lydhørhed og “ups nå ja en svipser, det vi obs på fremover” og ikke at personen har brug for at gå i forsvar og anklage mig for at være fornærmet. Hvorfor er der det trygge klima her – måske fordi nogen har taget snakke før mig, så jeg ikke føler jeg skal gå forrest? Og tak til dem. Nogen skal starte.

      Og jeg kan så godt at I ikke altid orker at tage principsnakkene og være dem der starter. Men din datter har jo ret – og når hun selv bringer det op, så ville jeg støtte hende ved st følge op. For hendes skyld vise dig som en allieret og ikke en der tavst accepterer/ lader det fare. Det tror jeg hun vil blive glad for?

      1. Hej Mette.

        Helt enig. Nogen skal starte og bane vejen for dem, der kommer efter. For mig handler det ikke om frygt for at blive misforstået, men mere, at der på disse breddegrader er mange kampe at tage, og man kan komme til at råbe for døve øren, hvis man forsøger at tage dem alle.

        Men jeg synes, det er en fin pointe, at hvis noget har sat tanker igang hos ens børn, så er det ekstra vigtigt at gå ind i lige præcis den problemstilling.

    3. Din datter er sej Anne Marie! For det er da helt oplagt, at det er forældet at kalde dem det. Og jeg synes klart, at du skal bakke hende op. Påtalte hun det selv over for sin lærer? For så har hun jo gjort det helt igennem optimale og har sagt fra i situationen. Ellers synes jeg, at du skal spørge hende, hvad hun synes, der skal gøres. Og I kan sammen finde en vej, hvor I begge kan se jer i det.
      Se evt sammen indslag med pigen, der forleden var i Aftenshowet/Goaften Dk for at fortælle om forældede kønsroller i skolens bøger. Hendes far på insta har helt forståeligt delt indslagene. Nu har forlaget meldt, at de vil ændre. Han hedder @sallysfar

  5. Hvad tænker du om opfordringen til, at kun sorte skulle udtale sig, gå foran i optoget osv.? For jeg undrer mig virkelig. Hvor langt ville vi være kommet i kampen for ligestilling på alle områder, hvis kun kvinder udtalte sig om kvinders rettigheder, kun homoseksuelle kæmpede for deres ret til at være som de er osv.? Jeg forstår ikke, hvordan man kan mene, at det sorte barns hvide forældre ikke bør stå forrest i kampen for dets lige rettigheder, hvis min veninde ikke skulle kæmpe for sit transkønnede barn, hvis en far ikke skulle kunne kæmpe for sin datters ret til lige løn for lige arbejde. Hvis vi alle kun kan tale for præcis den gruppe vi selv er en del af, synes jeg vi bliver et meget fattigt samfund. Og hvis de, der er stærkere, flere, rigere ikke kan kæmpe for de få, svage eller fattige, så føler jeg vi spiller fallit.
    Hvad tænker du? Jeg værdsætter dine tanker vældig meget nemlig:-)

    1. Først vil jeg bare lige starte med at sige, at jeg elsker, at vi kan snakke om det her på så fin og ordentlig en måde, så tak for at bruge tid på at formulere dig så omhyggeligt <3

      Jeg synes, at det giver mening, at sorte lige nu får lov at fortælle, hvad DE har brug for, uden at skulle tage hensyn til det, jeg mange steder i debatten har set omtalt som white fragility. For jeg kan godt se, at det meget hurtigt kommer til at handle om hvides behov. Vores behov for at vise, at vi i hvert fald ikke er en del af problemet, vores behov for at signalere, at vi er woke osv.

      Uanset at intentionerne er de allerallerbedste, så tror jeg simpelthen, at vi er så sovset ind i privilegier, vi ikke selv kan se, at vi i første omgang er nødt til at parkere vores egne behov og bare lytte. For at gå forrest kommer også til at signalere, at nu skal vi lige komme og løse problemet, hvilket jo egentlig bare er endnu en måde at signalere overlegenhed på, tror jeg? Hvis de første kvindemarcher (hedder det det i flertal? Det ser forkert ud) var blevet ledt af mænd, tænker jeg også, at signalværdien havde været en ganske anden.

      For mig at se, er det noget med, at det er nødt til at være den marginaliserede part, der danner den første bølge. Som fortæller, hvad de har brug for, og også, hvad de ikke skal bede om. Derfra giver det måske mere mening, at være allieret, fordi det så har været den marginaliserede part, der har fået lov at definere, hvordan man er det, og ikke overmagten, der igen sætter rammerne for, hvad der er rigtigt og forkert. Og hvor jeg 1000000% forstår, hvad du mener ift. forældre med sorte børn/transkønnede børn osv, så tænker jeg også, at der allerede i relationen barn/forældre ligger en skæv magtfordeling, der gør, at man stadig er nødt til først og fremmest at lade dem, der ved, hvad de snakker om, fortælle, hvor problemerne ligger. Som forælder kommer man stadig til at kæmpe med det værdisæt, man kender, fordi man som hvid/hetro/cis-kønnet tilhører overmagten, uanset hvor højt, man elsker sit barn.

      Ift. transkønnede, homoseksuelle, kvinder osv. tænker jeg, at der først og fremmest er den store forskel, at de/vi ikke (som udgangspunkt) er i livsfare pga. den ‘minoritet’, de/vi tilhører. (Vi maler med den store, vestlige pensel her). Når en jøde går på gaden, kan man jo som oftest ikke se, at vedkommende er jøde, hvorimod hudfarve er svært at ændre på. Så jeg tror også, at det har noget at sige, at det ikke kun er rettigheder og ligeværd, der lige nu kæmpes for, men en systemisk undertrykkelse, der giver så meget social slagside, at man nærmest aldrig kan komme fri af den.

      Jeg læser mange kommentarfelter på IG for tiden, for jeg synes virkelig, at det er svært at vide, hvordan vi gør det her rigtigt. Men når det bliver peget ud, så kan jeg også godt se, at rigtig mange af de hvide kommentarer, der går på, at det er svært at hjælpe, hvis vi ikke kan få lov, faktisk handler om os – for de sorte har ikke bedt om vores hjælp. De vil bare have lov at leve, sikkert og med samme valg og vilkår som alle andre. Og uagtet, at jeg gerne vil slippe for at gøre rent, så ville jeg også blive noget stram, hvis min nabo pludselig entrerede med kost og spand, og begyndte at tørre hylder ned. Man skal inviteres, hvis man skal hjælpe. Ellers er det ikke modtagerens behov, det handler om.

      Ja. Det blev langt. Men jeg tror, det er der, jeg står lige nu:)

      Rigtig god dag til dig, Iben.

      1. Jamen jeg vidste jo, at du ville svare noget fornuftigt, som ville få mine egne tanker igang igen – så tak for det lange svar. For jeg har faktisk af samme grund holdt mig lidt ude af denne her diskussion ude i offentligheden (fordi her hos dig, er det jo vores private stue;-)). Netop fordi jeg ikke aner noget om hvordan det er at være sort eller en minoritet på mange andre måder. Jeg har ikke engang en eneste sort ven eller veninde – ikke fordi jeg ikke vil have en, men jeg har jo nærmest aldrig mødt nogen i skolen, på universitetet, på min arbejdsplads eller som forældre i mine børns insitutioner, skoler osv. Jeg synes stadig det må være rimeligt, at en farvet kvinde med en hvid mand har ham i hånden oppe foran i demonstrationen, hvis det er den støtte hun har brug for, for at turde stå der, men det er der forhåbentlig også plads til.
        Tak for perspektiv. Det er så sundt for os at lytte til andre.

      2. Hej Linda: Mht. raceadskillelse i demonstrationerne og din kommentar om, at sorte skal fortælle hvad de har brug for: Sorte er ikke enige om, at der skal være raceadskillelse ved demonstrationerne. Mange sorte er uenige med den danske talsperson i denne sag.

        1. Hej Ida.

          Min kommentar gik egentlig ikke særskilt på Danmark. Jeg har set virkelig mange opslag på IG, hvor sorte udbeder sig retten til at være dem, der i første omgang bliver set og hørt. Men selvfølgelig er der masser af mennesker på begge sider, der ikke er enige. Jeg er. Men det er måske også fordi det ligger meget op af, hvordan vi som tolke er skolede til at agere, når det kommer til døve og deres vilkår. I vores fag er det et ret alvorligt faux pas at vi som hørende tolke, udtaler os om, hvordan det er at være døv. Derfor vil man altid opleve, at vi, hvis du spørger om noget vedr. døve, tolker spørgsmålet videre og lader den døve bruger svare.

          Jeg læste en fin artikel på TV2, hvor bl.a. forpersonen for Pride faktisk giver udtryk for, at de gerne ser nogle af de samme hensyn taget, så selvom der naturligt nok ikke er enighed blandt alle, så tror jeg alligevel, at det handler om andet og mere, end en talsperson gone rogue.

          http://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-06-09-i-koebenhavn-var-der-saerlige-regler-for-hvide-under-demonstration-i-aalborg-er

  6. Jeg har først lært ordet “ally” – allieret at kende inden for borgerrettigheds-området i løbet af de sidste par uger hvor jeg har set We’re here (på hbo). Jeg kan godt lide betegnelsen. Det signalerer ligesom at man støtter, men ikke styrer.

    Tak for et oplysende og kærligt kommentarspor i dette og det forrige indlæg med masser af gode links – det er internettet er når det er bedst.
    Der er noget der har rykket sig inde i mig i forhold til at se sig selv som en del af et større strukturelt problem (jeg er hvid). For at citere Sanne Søndergård fra et facebook-opslag efter at hun oplistede alle de gange hun havde medvirket til rascisme: “Det er okay at kalde mig racist. Jeg håber bare, jeg er blevet bedre til ikke at være det.”

    Det er også som om den her debat ligger i forlængelse af andre vigtige debatter der har kørt de sidste par år i forhold til lighed mellem køn, lgbt, kropspositivisme (OMG hvor har jeg sagt mange gange til tykke veninder – Har du ikke tabt dig? Hvor ser du godt ud!). Det er noget med at se sig selv som en del af større strukturer og blive klar over hvor meget man er formet af dem.

    1. Jeg hørte et sted, at en del af problemet er, at vi (hvide) opfatter en racist, som en ond, hadende KKK-type – og det er der jo meget få af os, der opfatter os selv som. Derfor tror vi ikke, at vi er racistiske eller agerer racistisk, fordi vi ikke identificerer os med mørkemænd af den kaliber. Men måske skal vi tilbage til at tænke ordet som noget, det egentlig “bare” betyder, at man pga. sin race helt ubevidst har fået indrettet samfund og selvopfattelse til, at man er den, der har mest ret til at bestemme?

      Man må ikke sammenligne kampe, men jeg har svært ved at lade være, fordi jeg ofte pludselig forstår problemstillingen bedre, når jeg sætter den ind i en selvoplevet virkelighed. Og jeg kender MASSER af mænd, der på ingen måde ser sig selv som mandchauvinister, og som forsvarer deres døtre og kæresters rettigheder med næb og kløer – men som stadig kommer til at tage over, når noget er særlig vigtigt, eller som helt automatisk falder ind i det kønsrollemønster, de har set som børn, når der kommer børn i et forhold. Så jeg tror virkelig, at det handler om, at vi lige nu bare lægger os fladt ned og siger, at vi ikke forstår det – men at vi virkelig gerne vil. Både når det kommer til race- og kønsdebat, LGBTQ-rettigheder, transkønnede børn osv. Jeg tror, at hele vores samfundsstruktur er under rekonstruktion, og det tror jeg, er en virkelig, virkelig god ting <3

  7. Det var også meget det jeg fik ud af videoen af Dr. Robin DiAngelo om White Fragility.
    Der er noget i mig der værgrer sig i mig når jeg forsøger at tænke på mig selv som racist.

    Det er måske et dumt spørgsmål, men jeg er lidt ny inden for det her felt. Hvorfor må man ikke sammenligne kampe? Er det fordi man risikerer at opdele kampene i hierarkier?

    1. Problemet med at sammenligne kampe er dels, at det trækker opmærksomheden væk fra den problemstilling, der i første omgang var fokus på, men også, at man kommer til at kæmpe internt om, hvem der har det hårdest. Og så bliver alle pludselige tabere.

      Jeg ved ikke, om du kan huske for et par år tilbage, hvor der blev sendt containere med tøj til Syrien, og hvor det pludselig blev en sag i medierne, fordi private lavede indsamlinger og sendte afsted, men dengang kom en stor del af debatten til at handle om, at vi “hellere skulle hjælpe de hjemløse”. Det er sympatisk, at man gerne vil hjælpe andre grupper, men ved at hive dem op ad hatten, blev det pludselig for mange et spørgsmål om, at hvis man støttede den ene gruppe, så var man imod den anden. Og i virkeligheden hænger de to ting slet ikke sammen, og begge sager fortjente/fortjener opmærksomhed og støtte.

      Jeg prøver at lade være med at sammenligne, når jeg taler med andre mennesker, men somme tider hjælper det mig med at forstå, at noget er problematisk, når jeg prøver at mærke, hvordan en tilsvarende, men meget mere uskyldig ting, ville påvirke mig. F.eks. oplever jeg somme tider, hvis jeg taler med folk, som spørger, om det er hårdt at have børn alene, at de, når jeg er færdig med at fortælle, hvad jeg oplever, svarer “Jeg ved godt, hvordan det er at være alene med børnene, for Jørgen rejser meget”. Og bare den lille, bitte ting, som jo på papiret er ligegyldig, irriterer mig ad helvede til, fordi den netop er super privilegie-blind. Den tager ikke højde for dobbelt indkomst, dobbelt netværk, mulighed for at gøre noget uden børn, fordi den anden sidder hjemme om aftenen osv. osv. osv. Men jeg går aldrig ind i den mere, fordi jeg mange, mange gange efterhånden har oplevet, at det så næsten kommer til at blive en underlig konkurrence, og der ryger ubekendte gennem luften, fordi jeg ikke ved, hvordan det er have børn med en mand, at mine forældre gerne vil hjælpe og bor tæt på, mens den jeg snakker med har bedsteforældre i Sverige osv. osv. Alt sammen jo både sandt og rigtigt – men det var slet ikke det, samtalen handlede om i første omgang, og jeg føler mig hverken set eller hørt, når man laver paralleller, som jeg ikke synes er rigtige.

      Så jeg tror, at det på det menneskelige plan kan være en god måde til at forstå noget, når man prøver at overføre det til noget konkret i eget liv; man skal bare ikke gøre det, når man taler med andre, fordi det både devaluerer deres oplevelser og sætter dem i forsvarsposition <3

  8. Jeg forstår hvad du mener. Både med at kampen risikerer at blive devalueret og at parallellerne som man selv føler er rigtige, ikke er det for afsenderen.
    Jeg har haft det som mission de sidste par år at blive bedre til at lytte, fremfor at komme med råd eller føre samtalen over på mig selv. Men det er forbløffende svært at ændre vaner på det punkt.

    God weekend ☺️

    1. Uh, det øver jeg mig virkelig også på! Jeg har faktisk været igang med at skrive et indlæg om det, men jeg blev i tvivl om, om det kom til at lyde for ‘har fundet de vise sten’-agtigt. For der er i langt højere grad tale om work in progress…:-D

      God weekend til dig også:)

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.