(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været meget, meget specifik ift. Fridas ønskeseddel. Det smager lidt af curling, og sådan må det være, men ud over den indlysende fordel i, at barnet kan tage sine gaver i brug med det samme, synes jeg også, at det ud fra et miljø-perspektiv giver mening, at man ikke skal til at sende dobbeltgængergaver retur.
Helt lavpraktisk deler jeg ønskesedlen op, så mormor, moster osv. får forskellige ønsker, og de dermed stadig har noget at vælge imellem. Egentlig ville jeg gerne, at nogle af tingene kunne købes brugt, men jeg kan høre, at nogle af gavegiverne er så uvante med at gebærde sig på marketplace og DBA, at de nærmest får angst ved tanken, og sådan skal det selvfølgelig ikke være.
2.
Givet en bog videre, som jeg selv har fået foræret, og bedt modtageren om at give den videre, når han er færdig med den – hvis det er muligt. (Og bare for god ordens skyld: Det er hans, og han må gøre med den, hvad han vil. Men han spurgte, hvad han skulle gøre med den efter endt læsning, og kan han finde en aftager, kan jeg godt lide tanken om en bog, der vandrer og skaber glæde af mange omgange).
I det hele taget kan jeg mærke, at jeg oftere og oftere forærer ting væk i stedet for at sælge dem. Der er et par undtagelser til dette, bl.a. mine puslespil, som jeg typisk sælger, når de er lagt én gang, og bruger pengene på at købe nye, for på den måde koster min nye hobby mig stort set ingenting. Men hvor jeg for et år siden solgte det meste af det, jeg skilte mig af med, forærer jeg 80% af det væk i dag.
Mon andre derude oplever det samme?
3.
Oprettet en lokal køb-og-salg-af-puslespilsgruppe på fb. På den måde bliver puslespillene brugt i stedet for bare at ligge og glo i et skab, og samtidig har miljøet godt af, at de ikke skal sendes på kryds og tværs af landet.
Er også begyndt at give det meste væk, tænker det er bedre at det bliver brugt end jeg skal smide det ud eller det optager plads.
Jeg tror også, at det er noget af det, der er på spil her. Men måske også, at man – i takt med, at man får ryddet ud i tingene – har mindre at sælge? Jeg er klart mest motiveret for at sælge, hvis jeg har flere ting, jeg skal af med. Det føles ok at bruge tid på at tage billeder, svare på spørgsmål osv. for en ting til 20 kroner, hvis den er en del af en stak, der ender med at indbringe 3-400 kr. i løbet af en uge. Men at gøre det for 20 kr hist og 20 kroner pist, gider jeg ikke bøvle med, og på en eller anden måde føles det som om, rod fylder mere nu end det gjorde tidligere. Så jeg vil også hellere have det afsted med det samme, og kan andre have glæde af det, er det bare et ekstra plus.
God ide med puslespilsgruppen.
Hvad hedder den. Synes ikke jeg kunne finde den?
Den er lige her:)
https://www.facebook.com/groups/299559217877615/
Vi giver også mere væk. Både fordi det er dejligt det skaber glæde og fordi hvis vi kan finde en aftager er det tit lettere. Jeg glædede mig i weekenden da vi endelig kunne ses igen til fødselsdag i familien med dem der ikke lige var de aller nærmeste. For mens min den største fik en løbehjul af en ældre knægt i familien som ikke længere brugte det rød der fra vores side bøger og hagesmække videre til en endnu yngre gut. Og sådan var det på en eller anden måde så fint.
Det er helt optimalt med de relationer, hvor tingene bare flyder frem og tilbage. Og jeg elsker at have en håndfuld mennesker i omgangskredsen, der er en tøjstørrelse eller to efter mine børn, så man kan skrive direkte og spørge, om det er noget. Det sparer meget bøvl, synes jeg, og jeg bliver altid lidt hemmeligt glad over, at en jakke, som jeg har krammet Anton i tusindvis af gange, pludselig toner frem på fb på min venindes dreng <3
Øv, sådan en lokal-køb-og-salg-af-puslespils-gruppe på FB kunne jeg også godt bruge. Jeg er røget i puslespils-suppen under corona (må først komme på arb. igen på mandag, men det er lige meget, for jeg deler kontor og vi må ikke være der samtidig, så jeg bli’r bare her til jeg får ferie), og de grupper, jeg har meldt mig ind i på FB, der er kutyme for at sælge med afhentning. Jeg ville også hade at skulle sende, så jeg forstår dem godt, men derfor kan man jo godt svælge i salg, der ligger længere væk end min cykel rækker. Jeg ved godt, jeg bare selv ku’ oprette den, men det orker jeg ikke. Så hellere undvære.
Det var præcis det, jeg blev træt af. Og så at man skulle være ULTRA hurtigt for at nå at byde på puslespillene. Mit håb med denne gruppe er, at fordi den er lokal og dermed ret lille, så vil der være puslespil, som man – hvis ikke man får fingrene i dem første gang, de sælges – kan lægge billet ind på til når køberen er færdig med det.
Uhh ja, sådan a la “Tag det spil og lad det vandre…”. God ide. Jeg ku’ godt bruge, at nogen skrev, at man kunne møde op kl. 14 et bestemt sted i byen og ha’ 2 spil med, og så se, hvad man kunne bytte sig frem til 🙂 Men igen, jeg gør det ikke selv.
Jeg ved, at der nogle steder i dk holdes ‘puslespils-byttemarked’. Det synes jeg er en SUPER god ide.
Jeg opdagede for noget tid siden, at vi havde solgt det allersidste af min søns Ninjago. Og så kom jeg til at tænke på: Hvad nu hvis min søns børn engang spørger, hvad han legede med som barn og gerne vil se det? Mine børn synes det er sjovt at se min mands og mit gamle legetøj, som vi har lidt af. Så nu er jeg begyndt at være opmærksom på, at vi ikke skal skille os af med ALT fra en bestemt “serie” ungerne har været vilde med, fx Cars, Star Wars, My little Pony, Ramasjang og lign., så der er lidt til eftertiden. Men også det hober sig jo op, og vi har ikke særlig meget opbevaringsplads….Har du gjort dig lignede tanker om legetøjs “affektionsværdi”?
Ja, ret meget, faktisk. Egentlig nok mest fordi jeg kan se på min søster og jeg, at det er meget, meget forskelligt, hvordan man har det med ting fra fortiden. Jeg er udpræget ‘ude af øje – ude af sind’, mens min søster har mange minder bundet op på fotografier, gammelt legetøj osv. Derfor gør jeg mig umage for at huske, at mine børn sagtens kan komme til at have det, som hun har det, og så får jeg skæld ud, hvis jeg har skilt mig af med det hele.
Jeg bruger et trick, som jeg har samlet op i den podcast, jeg har skrevet om før, der hedder ‘A slob comes clean’. Hun taler meget om det her med, om man kan nøjes med at gemme én af det-man-har-svært-ved-at-smide-ud. At det måske ikke er nødvendigt at gemme alt babytøjet, men at man gemmer et par bodyer og en hat, fordi minder ikke er bundet op på antal. Det giver meget mening for mig, og jeg prøver at gøre det samme med legetøj.
Jeg har leget lidt med tanken om at lave en “time-capsule” til dem, som de selv er med til at bestemme indholdet af. Jeg kan godt se, at Frida er nødt til at være lidt større for at gøre det, for lige nu forstår hun ikke konceptet med at gemme til eftertiden, men hvis de havde en kasse hver, som var sat lidt af vejen, så tror jeg måske godt, at man kunne få skabt en tradition med, at det ikke var den største af Carsbilerne, der skulle gemmes, men den lille, ekstra fine i stedet, fordi der så var plads til flere forskellige ting?
Jeg er ikke begyndt endnu, men nu, hvor du lige minder mig om det, tror jeg faktisk, at jeg vil gå på jagt efter et par kasser, der er egnede til formålet.
Jeg forærer også i høj grad mere og mere væk i stedet for at prøve at sælge det. Jeg kan mærke, at jeg ikke gider bøvlet med fotos, opslag, beskeder frem og tilbage, afhentning osv. mere. Det tager for meget tid. Min mand gider godt, hvis det er lidt større eller dyre ting. Men tøj og sko ryger videre til yngre børn i familie og vennekreds, til Blå Kors oppe i byen eller i en tøj-container. Og det samme med os voksnes tøj og sko. Jeg synes også vi har fået ryddet rigtig godt ud og pludselig er det bare nemmere at forære ting væk fordi det ikke er tre kasser med tøj og sko eller legetøj, men måske bare en bærepose engang imellem. Og alle bliver så glade og det er skønt 🙂
Den idé med en time capsule, vil jeg straks tage til mig. Min den store er 9 og er ved at være færdig med en del af sit legetøj, hvor lillesøster slet ikke er klar endnu 😉
Ja, god pointe at det faktisk også er federe at få en enkelt pose eller to, end 4 store kasser. Det er ikke kun på giver-siden, at færre ting er nemmere at overskue.