Bloggen

Det er sjældent noget godt tegn, når ens mor ringer klokken tyve minutter over seks om morgenen, og dette opkald blev ikke det, der modbeviser denne opfattelse. Min far er blevet indlagt igen.

Hun sagde, at det ikke er så alvorligt som sidst, og jeg er splittet mellem mit ønske om at tro på min mor, og min erfaring, der siger, at hospitaler helst er fri for patienter. Og uanset om der er tale om nogle nye, eller om det bare er de gamle, der er forbi og hilse på igen, så er vi vel også enige om, at blodpropper i lungerne ikke er specielt ønskværdigt?

Lige nu er jeg ved at gå amok over, at min hjerne, som ellers nægter at genkalde sig, hvad jeg har i køleskabet, når jeg er på indkøb, pludselig uden problemer kan huske SAMTLIGE historier, jeg nogensinde har hørt, om mennesker, der er blevet erklæret raske uden at være det.

Er det den alder, vi har nu? Hvor vi kan forvente, at vores forældre med jævne mellemrum ryger ind, og hvor vi bare skal være glade, hvis det ikke viser sig at være livstruende? For jeg er ikke blevet spurgt, og jeg stemmer imod.

Jeg vil tage tilbage til Århus, og prøve at lægge en Lars HUG koncert på min bekymring.

Kiss & Hug (from an unhappy girl).

Ok – MEGET bedre idag. Masser af lovstof og nørkle/gruppearbejde, og mange flere etiske diskussioner. Min hjerne er blevet udfordret, og jeg er nu helt rolig og rar at være sammen med igen.

Har stadig svært ved at forstå, at det skal være nødvendigt med 3,5 times pause på en 9 timers dag, men fik tiden til at gå med på stræbervis at læse interesseret i overenskomsten.

Måske min underviser alligevel ender med at tilføje mig på FB?

(Ps: Vi befinder os i et meget naturskønt område. Tilbragte en af de mange pauser på at cykle lidt rundt, og faldt helt i svime over de søde måge- og dueunger, der flakser rundt herude – indtil det gik op for mig, at de bare har den størrelse, som deres slags formodes at have. Er vi sikre på, at mutantversionerne i Århus ikke har spist radioaktivt affald?)

Undskyld. For nu kommer jeg lige til at lyde lidt sur – men hvordan kan det her blive ved med at ske? Jeg er ved at nå frem til, at det må være mig, der er noget galt med. Det kan simpelthen ikke passe, at alle kurser, jeg deltager på, er så dårlige, for så ville de vel for fanden ikke kunne gennemføres igen og igen?

Mit eget bud er, at jeg lider af en slem defekt på tålmodighedscentret kombineret med et sygeligt behov for relevans.

Ankom til kursusstedet kl. 12.

Kl. 17.30 havde vi

1) Spist frokost.
2) Kørt præsentationsrunde. (inkl. navne på samtlige børn og børnebørn, samt disses erhverv.)
3) Drukket kaffe.
4) Hørt en times foredrag om den banebrydende og nytænkende notatteknik mind-mapping.

På 5 timer og 30 minutter. Er rød langt ned af halsen af optimeringskløe. Kl. 17.45 var jeg så desperat, at jeg kom til at afbryde med et hviske-tryglende: ”Kan vi ikke nok snart komme i gang??” Jeg tror ikke, at jeg behøver at holde vejret, mens jeg venter på, at den kvindelige underviser tilføjer mig som ven på FB.

Heldigvis sidder jeg ved siden af Mads, som også er ved at gå amok. Det hjælper lidt. Og jeg skal også skynde mig at sige, at gøgl er holdt på et minimum. Maden er ok, værelserne er fine og udsigten er så smuk, at den næsten gør ondt i øjnene. Til gengæld har vi en mandlig underviser, der hører alle spørgsmål som en indirekte kritik af HK, og som derfor defensivt råber: ”Ja, men hvem er HK? Det er jer! Jer!!” hver gang folk stiller spørgsmål.

Men det værste.. det alleraller værste…

Vi har fået en mulepose.

En mulepose!!

Oh skam!! Den væmmeligste misskabning af alle tasker. Har forsøgt at afstøde min af flere omgange, men hver gang jeg er liiiige ved at slippe af sted med det, bliver jeg bremset af venlige medkursisters ”LINDA, DU HAR GLEMT DIN TASKE.” *suk*

Nå. Men i dag har det helt fra klokken 8 til klokken 19 til at blive bedre. Så nu går jeg til my happy place og sagde vi, at det gjorde det. Ikke?

Den optimale forskydningstid, når man tolker, siges at være 6 sekunder, dvs. fra ordene forlader talerens mund, til de er ude af mine hænder, går der – ideelt – 6 sekunder. Forskydningstid er vigtigt, fordi man er nødt til at have et budskab for at kunne tolke det, og det kræver minimum en sætning at have noget at sende afsted. Prøv eventuelt at oversætte en engelsk sang ord for ord, mens du hører den; så forstår du, hvad jeg mener.

Desværre har man en tendens til at lægge sig lige i røven på taleren, når man går i panik; noget der typisk sker, hvis han taler for hurtigt, emnet er meget svært og man i det hele taget føler, at isen er usikker. Man klamrer sig til ordene i det sekund, de forlader talerens mund, og resultatet bliver derefter. Man er helt klar over, at man maler sig selv op i et hjørne, når man gør det, men man er så presset, at man er bange for at falde helt af, hvis man giver slip.

Lige nu kører mit liv med en forskydningstid på 4 tusindedele af et sekund. Kurser, specialarrangementer, færdiggørelse af undervisningsmateriale, fremlæggelse af udvalgsarbejde, lægebesøg i plural og planlægning af 3 store forårsprojekter ramler sammen nu og de næste 14 dage, og beklageligvis sætter mit job og min undervisning ikke sig selv på stand-by imens.

Og I skal endelig ikke have ondt af mig. Vejen til dette kaotiske helvede er brolagt med mine egne idiotiske beslutninger, så det er faktisk mere på sin plads med foragt end medlidenhed.

I morgen tidlig tager jeg til Fyn til den første del af mit tillidsrepræsentantkursus. Jeg kan se på deltagerlisten, at jeg skal afsted med drengene fra Novo Nordisk, Vestas, SAS og Air Greenland, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad der sker, når vi alle sammen skal svøbes i frihed, lighed og broderskab.

Jeg trænger til hotel, rødvin og ro, og hvis vi skal præsentere os ved at køre på ethjulede cykler, mens vi jonglerer med ærteposer og puster vores navne i ild, begynder jeg at græde.

Præcis hvor højt placeret i hierarkiet skal man være for at blive behandlet som pamper?

For 3 istider siden, da jorden stadig var flad, og en bjørnetjeneste var noget, man gerne ville undgå, var jeg i praktik. Dengang ville jeg gerne være journalist, men da aviser ikke var opfundet i Esbjerg på det tidspunkt, var jeg nødt til at finde på noget andet. Jeg valgte at komme i praktik hos min bedstefar, som var murerformand, og det var totalt hyl! Som den eneste pige på hele byggepladsen, blev jeg behandlet som en prinsesse, og fik lov til at lave lige, hvad jeg havde lyst til, bl.a. fik jeg meget tid til at gå med at smide syre på vinduer [fjerner mørtelrester, Red.]. (Havde kortvarig periode med vrede, autonome tilbøjeligheder, da jeg var 13.) Arbejdstilsynet var åbenbart heller ikke opfundet i 1989.

Det var ikke tilfældigt, at jeg valgte murerfaget. Jeg er vokset op i en klan af håndværkere, og den bedste af dem alle sammen er min far. Min far ved alt. Alt. Jeg overdriver ikke. Og hvis noget er i stykker, kan han fikse det. Tage, fjernsyn, el-installationer, fjernvarme, vvs – you name it. Jeg holder ham delvist ansvarlig for at have sat overliggeren så højt, at jeg ikke kan finde en mand, der lever op til det forbillede, jeg er vokset op med. Jeg er en sucker for intellekt, men lige meget hvor smuk, sjov eller klog en fyr er, så kan jeg ikke lade være med at synes, at han er en lille smule sissy, hvis han ikke kan betjene en boremaskine.

I disse dage bruger jeg igen mine frokostpauser i selskab med mænd i blåt kansas. De har kæmpestore, røde plastikmadkasser med, der indeholder tusinde rundtenom’er med leverpostej, rullepølse og skinkesalat. De drikker the og ryger pibe, og bruger deres pause på at beundre hjemmesider fra Velux og Brødrene Dahl. Deres bukser er trukket lidt for højt op, og de er alle sammen tynde i toppen og iført firkantede briller med metalstel.

Det bliver så pinligt, når jeg kommer til at kalde en af dem for far.

I går var en af de aftener, hvor jeg – når jeg skal være helt ærlig – ikke rigtigt gad i byen. Mit job er sindssygt for tiden, jeg bruger mine nætter på at spekulere i stedet for at sove, og det meste af lørdag var gået med at undervise, så der var ikke så meget strøm på batterierne, da jeg trillede afsted mod festen.

Klip til scene kl. 6.30 i morges, hvor jeg vaklede hjem på uddansede fødder, med datostempel på højre bryst og ualmindelig klasket hår efter ophold i lånehat.

Det startede stille og roligt på fitnesscentrets altan, hvor vi målrettet drak os igennem alt med procenter. I god sags tjeneste, forstås. Duer jo ikke, at medlemmerne søndag morgen kommer op til køleskabe med hvidvin og dåseøl i stedet for proteinshakes og energidrik.

Herefter gik turen videre til Fidel’s, hvor jeg ellers ikke bryder mig om at være, da indehaverne har valgt en belysning, kraftigt inspireret af stadionspots. Og, no offense, men kl. 2 om natten er det altså de færreste af os, der kan tåle at blive set i dét. I går var det dog overraskende hyggeligt derinde, og jeg må give dem, at de laver gode sjusser. Faldt i snak med to svenske fyre, og var i situationen nærmest forbløffet over mit flydende svenske; specielt fordi jeg til dagligt ikke fatter et ord af det, og ikke kan høre forskel på det og norsk.

På et eller andet tidspunkt mellem kl. 2 og 4 kom vi i tanke om, at vi så alt for lidt til Prinsesserne Peter & Peter. Iværksatte intensiv eftersøgning og lokaliserede dem på ny homobar. Afsted med os og så var der ellers dømt dans for alle penge. På et tidspunkt gik jeg i baren for at købe en øl, og da jeg skulle betale, kom jeg til at skubbe til en meget korthåret pige med utrolige mængder af metal i ansigtet. Smilede venligt og sagde: ”Det må du undskylde”, hvilket udløste et elevatorblik ledsaget af ”du skal fandme ikke stå der og score på MIG, taber!”-fnys. Fik mig til at tænke to ting: 1) Det må faktisk være rimeligt anstrengende at være fyr, når man går i byen og 2) Hey!! If you should only be so lucky! *Ricky-Lake-‘girlfriend!’-knips*

Senere lykkedes det mig at afstøde min telefon; en stor bedrift, taget i betragtning af, at den var nogenlunde det eneste, jeg skulle holde styr på. Greb fat i den første, den bedste mand (som havde lagt en make up så flawless, at jeg næsten fik tårer i øjnene og lyst til at slæbe ham med på Fidels, så verden fik mulighed for at nyde synet af ægte kunst), som straks forstod situationens alvor, på ægte Falckredder-manér hev sin egen telefon op og ringede til min. Det viste sig, at jeg havde smidt den i lommen på en anden mands jakke. Flot, ikke? ”Neeej, en lomme! Ned med min mobil!”

Vi spiste morgenmad på en stentrappe, råbte af uskyldige forbipasserende og evaluerede på livet og de store spørgsmål.

Nu mangler jeg bare at vaske alle stemplerne helt af og sove 5 kvarter i timen, så jeg er klar til at være troværdig vejleder med autoritet og overblik i morgen tidlig.

Århus: Tak for en sjov aften.

Kan vi lige bruge to minutter på at være trætte af mennesker, der hele tiden opfører sig, som om deres omgivelser skylder dem noget? Som åbenbart synes, at de med deres tilstedeværelse alene opfylder deres del af aftalen?

Uanset om det er familie, kolleger eller venner, synes jeg, at det er VILDT dårlig stil, når man begynder at opføre sig, som om hele verden kronisk er to tjenester bagud. Nogen gange kunne man måske godt selv melde ind med en løsning i stedet for bare at påpege problemet. Nogen gange kunne man måske godt tilbyde sin hjælp, i stedet for bare at antage, at andre mennesker får indhold i livet af at servicere én i hoved og røv. Nogen gange kunne man måske endda – og nu bliver det virkelig vildt, jeg ved det – overveje, om man ved at skrue bare lidt ned for egoismen, kunne give andre lyst til at blive ved med at gøre det, man sætter pris på, at de gør.

Tit ville en mikroskopisk gestus være nok. En plade chokolade til kollegaen, der tog din weekendvagt, så du kunne komme til koncert. Et dybtfølt ”Tak!” til hende, der – uden at du spurgte – tilbød at komme og hente dig, så du slap for at cykle til fest i regnvejr og ankomme med pandalook og klasket hår. En pose kaffe til kontordamen, der altid tilbyder dig en kop af hendes egen special blend. For en gang skyld at lade din kæreste få den bedste plads eller det største stykke kage – uden at gøre din gestus til en form for event.

Måske er det mig, flaskehalsen peger på, for jeg burde selv sige både stop og nej, og i den bedste af alle verdener ville vi snakke om det, og alle ville klappe hinanden på skuldrene og glæde sig over forholdets rummelighed og ærlige tone – men jeg bliver gammel og sur over, at det skal være nødvendigt at bede om en lille smule omtanke og almindelig god opførsel. Det får mig til at føle mig smålig og emotionelt nærig, når jeg er nødt til at påpege mine behov og trang til somme tider at blive sat først, og det synes jeg er skidestrengt; rimeligt eller ej.

Min lyst til at gøre noget godt for andre forsvinder lige præcis der, hvor de begynder at tage mig og mine tjenester for givet.

I disse dage har jeg en del autoriteter omkring mig, der træffer valg, jeg virkelig har svært ved at forstå. Set med mine øjne taler vi om eklatante fuck ups, der må gøre deres liv markant sværere, fordi de med deres valg selv har sørget for, at fokus er på deres privatliv frem for på deres professionelle virke.

Derfor er det skønt at have en bankdame, der går forrest med det gode eksempel, og er prof til fingerspidserne. Da jeg i tidernes morgen skiftede bank, valgte jeg med vilje en lille bank, der ikke havde filial i Århus, fordi det betød, at jeg kunne få lov at ordne alle mine (Maersk-lignende) forretninger over telefon og internet. Hos min gamle bank Nordea kunne man nemlig ikke ordne NOGET som helst over telefonen, med mindre man var clearet på måder, der får sikkerhedsgodkendelsesproceduren for ansatte i Pentagon til at virke overfladisk og sjusket.

Men jeg VAR sgu lidt bekymret over at blive udstyret med en bankdame på min egen alder, som træner på mine hold, og ser mig nøgen flere gange om ugen. Kan man stadig have en professionel relation på de præmisser? Hvordan er det at undervise et menneske, som to timer forinden har modtaget min mail, hvori jeg beder om midlertidig forhøjelse af kassekreditten? Som kan se, præcis hvor mit visakort er blevet skamredet, og som måske ikke altid forstår, at overlevelse kan afhænge af et par nye Nikes? (Ja, ja, ja. Jeg ved godt de ikke må. Og din mandlige læge vurderer heller ikke dine bryster, når han undersøger dig…)

Det glæder mig usigeligt, at hun har gjort alle mine betænkeligheder til skamme.

Hvor jeg tidligere havde en fornemmelse af at være til jobsamtale, hver gang jeg var i banken, så er det forbløffende behageligt at have en perifer relation uden for murene, og det lader til at hendes kendskab til mig og mit liv gør det nemmere for hende at give mig kvalificeret vejledning. Logisk nok, vel egentlig.

Men når hun præsenterer mig for alle de røde tal, får jeg nu stadig lyst til at straffe hende med 100 ekstra push ups. På tæerne.

Kan godt mærke på det hele, at man bliver nødt til at gro sig en holdning til forslaget om burkaforbud.

Jeg synes, at det er svært! For det er jo ikke bare burkaforbuddet, det handler om længere. Det er efterhånden en uskøn pærevælling af Muhammedtegninger, kirkeflygtninge, æresdrab og politiske spil, som jeg er for dum til at begribe, som bliver rodet sammen, når vi diskuterer, hvor vi står.

Og selvfølgelig kan man ikke bryde virkeligheden ned i små, isolerede bidder, men i en tid, hvor det forekommer mig, at alting alligevel er blevet frygtelig sort/hvidt, kan jeg have forbuddet mistænkt for at være det acceptable udtryk for frustration over integrationsproblemerne, som pæne mennesker synes, at de kan tillade sig at have. Om flygtningene skulle have haft lov at blive, eller om det var rigtigt at rømme kirken, kan man bestemt diskutere – men det synes jeg bare ikke rigtigt, at man gør. Det tog under 10 minutter at dele Danmark op i De Gode med Simon Kvamm, Mikael Simpson og de andre hippe i spidsen, og De Onde med Pia og Morten ved roret. Du er enten med os eller imod os, og hvem vil du helst identificere dig med?

Tørklædet er noget, vi kan finde ud af at være imod, fordi vi kan hænge vores modvilje op på knager som ’ytringsfrihed’, ’kvindeundertrykkelse’ og ’grundlovsstridig’. Jeg aner ikke, hvor jeg står, for jeg tror simpelthen ikke, at jeg til fulde begriber, hvad tildækningen er udtryk for, og så er det svært at forholde sig til, synes jeg. Min umiddelbare tanke er dog, at det er forrykt at begynde at lovgive om påklædning, og at det vel er lige så slemt at tvinge det af, som at tvinge det på.

Flere steder har jeg set argumentet fremført, at vi danske kvinder i solidaritetens navn bør støtte op om forbuddet og komme vor mørklødede søstre til undsætning – men er det vores kamp at kæmpe?

Måske er det naivt og et udtryk for, hvor lidt jeg egentlig forstår deres livssituation og status, men jeg savner at høre fra dem, det hele handler om:

Kvinderne bag sløret.

Uanset hvorhen man vender blikket, blændes man i disse dage af tandsættet fra manden, der kunne være det tredje medlem af Nik & Jay: Sidney Lee. Fangerne på Fortet, Singleliv og mulig dommer i X-faktor – han er overalt. Urban har givet sine læsere mulighed for at spørge realitystjernen om lige præcis dét, de gerne vil vide, og da jeg mener, at Sidney og jeg har nogenlunde lige meget grund til at gøre krav på offentlighedens opmærksomhed, vil jeg hermed berige mine læsere med mine svar på selvsamme 13 spørgsmål:

1: Helt ærligt: Kører du facade?
Lidt. Mest når jeg er i knæ. Kan ikke altid overskue andres medfølelse dagen derpå, når jeg selv er tilbage i førersædet og gerne vil tage styringen igen.

2: Hvorfor er du kendt?
Kendt er måske nok at slå til med den store hammer, men I er da ved at være en god flok derude. Mit bud er, at det skyldes, at jeg blogger om alt, hvad der falder mig ind. Jeg har ikke lagt mig fast på, altid at skulle være enten sjov, begavet eller reflekterende. Det tror jeg gør min blog troværdig og nem at forholde sig til.

3: Hvorfor gider du ikke hedde Søren Overgaard?
Nok mest fordi jeg er en pige. (Dame? Hvornår krydser vi grænsen?)

4: Hvad er dit største mål i livet?
At spille de kort, jeg har fået på hånden, så jeg kan være så glad som muligt så tit som muligt.

5: Har du altid bandana på, og hvor mange har du?
Nej, jeg har faktisk meget sjældent bandana på. Egentlig kan jeg kun huske, at jeg har haft bandana på 4 gange i forbindelse med arrangementer i fitnesscenteret. Det giver et vist ensformigt look, når alle instruktører ligner sørøvere. Jeg ejer to; en sort og en med dødningehoveder.

6: Hvornår forsvinder du?
Aldrig MUHAHAHAHA!!

7: Er der koldt på toppen?
Wouldn’t know. Jeg er godt tilfreds med min placering på klippehylden midt på bjerget. Højt nok oppe til at skabe overblik og nyde udsigten, men ikke strittende, ensom og et mål for andre at slå.

8: Hvordan har du det med hadesiderne om dig på Facebook?
Det rører mig ikke (længere, efter at jeg har bestilt en ordentlig røvfuld HA’ere til at løse problemet…)

9: Hvilke spilturneringer har du vundet?
Jeg har vundet SGI Cup i badminton et par gange, både i single, double og mixdoubel. Det havde jeg egentlig helt glemt. Talent indenfor noget, der minder lidt om boldsport. Der kan man bare se.

10: Kan du forstå, at nogen mennesker synes, at du er en klovn?
Ja. Helt ærligt. For jeg kan ikke rigtigt mene noget uden at omsætte det til lyd, og det ved jeg godt selv kan være ualmindeligt belastende.

11: Jeg tror, at vi er en del mennesker i Danmark, som længes efter et svar: Er du homoseksuel?
Beklager, hvis jeg slukker håbet hos nogen, men nej.

12: Hvad er din største oplevelse med UFO’er?
Det må være ’X-Files – The Movie’. Mulder, du kan bare komme forbi og lede efter sandheden her ANY day!

13: Hvilken selvbruner bruger du?
Efter gulerodsfarvede håndflader, helligdage på anklerne og åbne kødsår på skinnebenene, er jeg gået væk fra selvbruner og forsøger i stedet at være bleg på den oplyste, Kræftens Bekæmpelsesagtige måde.